Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012R0472

    Kommissionens forordning (EU) nr. 472/2012 af 4. juni 2012 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af glycerolestere af fyrreharpiks (E 445) til påtryk på konfektureprodukter med hårdt overtræk EØS-relevant tekst

    EUT L 144 af 5.6.2012, p. 22–24 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2012/472/oj

    5.6.2012   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 144/22


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 472/2012

    af 4. juni 2012

    om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelse af glycerolestere af fyrreharpiks (E 445) til påtryk på konfektureprodukter med hårdt overtræk

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og artikel 30, stk. 5, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er der fastlagt en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

    (2)

    Denne liste kan ændres i overensstemmelse med den procedure, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (2).

    (3)

    I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1331/2008 kan EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer opdateres enten på Kommissionens initiativ eller på grundlag af en ansøgning.

    (4)

    Der er indgivet en ansøgning om tilladelse til at anvende glycerolestere af fyrreharpiks (E 445) som emulgator i påtryk på konfektureprodukter med hårdt overtræk, og ansøgningen er blevet forelagt for medlemsstaterne.

    (5)

    De fødevarefarvestofpræparater, der er til rådighed i dag til påtryk på konfektureprodukter med hårdt overtræk, giver ikke en tilfredsstillende kvalitet ved påtrykning af tekst, logoer og billeder. Forsknings- og udviklingsarbejdet har vist, at anvendelsen af glycerolestere af fyrreharpiks (E 445) som emulgator i vandbaserede fødevarefarvestofpræparater sikrer en bedre blandingsproces, hvor ingredienserne i højere grad forbliver intakte, hvilket resulterer i et mere homogent præparat med bedre hæfte- og dækningsegenskaber. Dette letter påtrykning af højkvalitetstekst og højopløsningsbilleder på individualiserede og/eller salgsfremmende konfektureprodukter med hårdt overtræk bestemt til brug ved festlige lejligheder.

    (6)

    I Kommissionens beretning om indtagelse af tilsætningsstoffer i levnedsmidler i Den Europæiske Union (3) konkluderedes det, at det ikke var nødvendigt med yderligere undersøgelser af glycerolestere af fyrreharpiks (E 445), da den teoretiske indtagelse, baseret på forsigtige skøn over fødevareindtagelse og tilsætningsstoffernes anvendelse (liste 1), ikke overskred det acceptable daglige indtag. Det acceptable daglige indtag blev fastlagt den 19. juni 1992 af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler (4). Det yderligere indtag som følge af den nye anvendelse til påtryk på konfektureprodukter med hårdt overtræk bidrager ikke i væsentligt omfang til det samlede indtag. Det bør derfor været tilladt at anvende glycerolestere af fyrreharpiks (E 445) som emulgator i påtryk på konfektureprodukter med hårdt overtræk.

    (7)

    I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1331/2008 skal Kommissionen indhente en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, inden den opdaterer EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008, undtagen hvis den pågældende opdatering ikke kan få virkninger for menneskers sundhed. Eftersom tilladelsen til at anvende glycerolestere af fyrreharpiks (E 445) som emulgator i påtryk på konfektureprodukter med hårdt overtræk udgør en opdatering af nævnte liste, som ikke kan få virkninger for menneskers sundhed, er det ikke nødvendigt at anmode om en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

    (8)

    I henhold til overgangsbestemmelserne i Kommissionens forordning (EU) nr. 1129/2011 af 11. november 2011 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår fastlæggelse af en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer (5) finder bilag II med EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og anvendelsesbetingelser anvendelse fra den 1. juni 2013. For at tillade anvendelse af glycerolestere af fyrreharpiks (E 445) til påtryk på konfektureprodukter med hårdt overtræk inden den dato bør der fastsættes en tidligere dato for anvendelse af nævnte fødevaretilsætningsstof.

    (9)

    Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (10)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har modsat sig foranstaltningerne —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juni 2012.

    På Kommissionens vegne

    José Manuel BARROSO

    Formand


    (1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

    (2)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1.

    (3)  KOM(2001) 542 endelig.

    (4)  http://ec.europa.eu/food/fs/sc/scf/reports/scf_reports_32.pdf.

    (5)  EUT L 295 af 12.11.2011, s. 1.


    BILAG

    I bilag II, del E, til forordning (EF) nr. 1333/2008 indsættes følgende linje under fødevarekategori 05.2, »Andre konfektureprodukter, herunder mikropastiller til at give frisk ånde«, efter linjen vedrørende E 442:

     

    »E 445

    Glycerolestere af fyrreharpiks

    320

     

    Kun til påtryk på individualiserede og/eller salgsfremmende konfektureprodukter med hårdt overtræk

    Gælder:

    fra den 25. juni 2012«


    Top