EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0169

Rådets afgørelse 2012/169/FUSP af 23. marts 2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran

EUT L 87 af 24.3.2012, p. 90–91 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/169(1)/oj

24.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 87/90


RÅDETS AFGØRELSE 2012/169/FUSP

af 23. marts 2012

om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 26. juli 2010 afgørelse 2010/413/FUSP (1).

(2)

Rådet vedtog den 12. april 2011 afgørelse 2011/235/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran (2).

(3)

De foranstaltninger, der er fastsat i afgørelse 2010/413/FUSP afspejler Rådets bekymring over Irans atomprograms karakter, og foranstaltningerne i afgørelse 2011/235/FUSP afspejler Rådets bekymring over den forværrede menneskerettighedssituation i Iran.

(4)

I betragtning af afgørelsens mål vil forbuddet mod levering, salg og overførsel af udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse, blive omfattet af afgørelse 2011/235/FUSP. Nævnte afgørelse vil derfor blive ændret i overensstemmelse hermed.

(5)

Samtidig bør afgørelse 2010/413/FUSP ikke længere omfatte forbud mod levering, salg og overførsel af udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse, og den bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Det bør endvidere præciseres, at indrejserestriktioner og indefrysning af midler og økonomiske ressourcer finder anvendelse på personer, der handler på vegne af IRGC eller IRISL —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Afgørelse 2010/413/FUSP ændres således:

1)

Artikel 1, stk. 1, litra c) affattes således:

"c)

alle typer våben og materiel i tilknytning hertil, herunder våben og ammunition, militærkøretøjer og udstyr, paramilitært udstyr og reservedele til sådanne våben og sådant materiel i tilknytning hertil. Dette forbud gælder ikke ikkekampmæssige køretøjer, der er fremstillet eller udstyret med materialer til ballistisk beskyttelse, og som udelukkende er bestemt til beskyttelsesbrug for Unionens og dens medlemsstaters personale i Iran"

2)

Artikel 19, stk. 1, litra b), affattes således:

"b)

andre personer, der ikke er opført på listen i bilag I, men som er involveret i, har direkte tilknytning til eller yder støtte til Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller til udvikling af fremføringsmidler til kernevåben, herunder også ved at være involveret i indkøb af forbudte produkter, materiel, udstyr, varer og teknologi, eller personer, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, samt personer, der har bistået udpegede personer eller enheder med at unddrage sig eller overtræde bestemmelserne i UNSCR 1737 (2006), UNSCR 1747 (2007), UNSCR 1803 (2008) og UNSCR 1929 (2010) eller i denne afgørelse, samt andre medlemmer af IRGC og personer, der handler på vegne af IRGC eller IRISL, som opført på listen i bilag II."

3)

Artikel 20, stk. 1, litra b), affattes således:

"b)

de personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, men som er involveret i, har direkte tilknytning til eller yder støtte til Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller til udvikling af fremføringsmidler til kernevåben, herunder også ved at være involveret i indkøb af forbudte produkter, varer, udstyr, materiel og teknologi, eller personer eller enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, eller enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, herunder ved hjælp af ulovlige midler, eller personer og enheder, der har bistået udpegede personer eller enheder med at unddrage sig eller overtræde bestemmelserne i UNSCR 1737 (2006), UNSCR 1747 (2007), UNSCR 1803 (2008) og UNSCR 1929 (2010) eller i denne afgørelse, samt andre medlemmer af og enheder i IRGC og IRISL og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, eller personer og enheder, der handler på deres vegne, som opført på listen i bilag II."

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. marts 2012.

På Rådets vegne

C. ASHTON

Formand


(1)  EUT L 195 af 27.7.2010, s. 39.

(2)  EUT L 100 af 14.4.2011, s. 51.


Top