Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010R0633

    Kommissionens forordning (EU) nr. 633/2010 af 19. juli 2010 om ændring af forordning (EF) nr. 1126/2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 for så vidt angår IFRIC-fortolkningsbidrag 14 EØS-relevant tekst

    EUT L 186 af 20.7.2010, p. 10–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 15/10/2023; stiltiende ophævelse ved 32023R1803

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/633/oj

    20.7.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 186/10


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 633/2010

    af 19. juli 2010

    om ændring af forordning (EF) nr. 1126/2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 for så vidt angår IFRIC-fortolkningsbidrag 14

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA–KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (1), særlig artikel 3, stk. 1, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 (2) blev der vedtaget visse internationale standarder og fortolkningsbidrag, der eksisterede pr. 15. oktober 2008.

    (2)

    Den 15. november 2009 vedtog International Financial Reporting Interpretations Committee (IFRIC) ændringer til IFRIC-fortolkningsbidrag 14 Forudbetalinger af et minimumskrav til afdækning (herefter benævnt »ændringer til IFRIC 14«). Formålet med ændringerne til IFRIC 14 er at rette op på en utilsigtet følge af IFRIC 14, når en virksomhed, der er underkastet et minimumskrav til afdækning og foretager en forudbetaling af bidrag, under visse omstændigheder skal indregne forudbetalingen som en udgift. Når der i forbindelse med en ydelsesbaseret ordning stilles et minimumskrav til afdækning, skal denne forudbetaling i henhold til ændringen til IFRIC 14 regnskabsmæssigt behandles som enhver anden forudbetaling, dvs. som et aktiv.

    (3)

    Høringen af Den Tekniske Ekspertgruppe (TEG) under European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) bekræfter, at ændringerne til IFRIC 14 opfylder de tekniske kriterier for vedtagelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1606/2002. I overensstemmelse med Kommissionens afgørelse nr. 2006/505/EF af 14. juli 2006 om oprettelse af en undersøgelsesgruppe for rådgivning om regnskabsstandarder, som skal rådgive Kommissionen om objektiviteten og neutraliteten af udtalelser fra European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) (3), behandlede undersøgelsesgruppen for rådgivning om regnskabsstandarder EFRAG's udtalelse om godkendelse og meddelte Kommissionen, at den var afbalanceret og objektiv.

    (4)

    Forordning (EF) nr. 1126/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (5)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med Regnskabskontroludvalgets udtalelse —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I bilaget til forordning (EF) nr. 1126/2008 ændres IFRIC-fortolkningsbidrag 14 som angivet i bilaget til denne forordning.

    Artikel 2

    Virksomhederne anvender ændringerne til IFRIC 14 som beskrevet i bilaget til denne forordning senest fra den dato, der indleder deres første regnskabsår efter den 31. december 2010.

    Artikel 3

    Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 19. juli 2010.

    På Kommissionens vegne

    José Manuel BARROSO

    Formand


    (1)  EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1.

    (2)  EUT L 320 af 29.11.2008, s. 1.

    (3)  EUT L 199 af 21.7.2006, s. 33.


    BILAG

    INTERNATIONALE REGNSKABSSTANDARDER

    IFRIC 14

    Ændringer til IFRIC-fortolkningsbidrag 14 Forudbetalinger af et minimumskrav til afdækning

    »Kopiering tilladt inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Alle eksisterende rettigheder forbeholdes uden for EØS med undtagelse af retten til at kopiere til personlig brug eller anden form for »fair dealing«. Yderligere oplysninger fås hos IASB på adressen www.iasb.org«

    ÆNDRINGER TIL IFRIC 14

    Afsnit 16-18 og 20-22 er ændret.

    Afsnit 3A, 27B og 29 er tilføjet.

    BAGGRUND

    3A

    I november 2009 ændrede International Accounting Standards Board (IASB) IFRIC 14 for a rette op på en utilsigtet virkning, der var opstået som følge af behandlingen af forudbetalinger af fremtidige bidrag i nogle tilfælde, når der findes minimumskrav til afdækning.

    KONSENSUS

    Den økonomiske fordel, der er tilgængelig som bidragsnedsættelse

    16

    Hvis der ikke foreligger minimumskrav til afdækning af bidrag for fremtidige ydelser, udgør den økonomiske fordel, der er tilgængelig som en nedsættelse af fremtidige bidrag.

    (a)

    [ophævet]

    (b)

    de fremtidige pensionsomkostninger for virksomheden i hvert regnskabsår i det korteste tidsrum af ordningens forventede løbetid og virksomhedens forventede levetid. I virksomhedens fremtidige pensionsomkostninger indgår ikke de omkostninger, der skal afholdes af medarbejdere.

    17

    En virksomhed skal opgøre de fremtidige pensionsomkostninger på baggrund af forudsætninger, der er i overensstemmelse med de forudsætninger, som er lagt til grund ved opgørelsen af den ydelsesbaserede pensionsforpligtelse, og som er i overensstemmelse med situationen ved regnskabsårets afslutning, jf. IAS 19. Derfor skal virksomheden forudsætte, at der ikke sker ændringer i de ydelser, som skal leveres i fremtiden i henhold til ordningen, indtil ordningen ændres, og forudsætte en stabil arbejdsstyrke i fremtiden, medmindre virksomheden ved regnskabsårets afslutning påviseligt har en hensigt om at foretage en nedskæring i antallet af medarbejdere, der er dækket af ordningen. I sidstnævnte tilfælde skal forudsætningen om den fremtidige arbejdsstyrke tage højde for nedskæringen.

    Virkningen af et minimumskrav til afdækning på den økonomiske fordel, der er tilgængelig som en nedsættelse af fremtidige bidrag

    18

    En virksomhed skal analysere eventuelle minimumskrav til afdækning på et givet tidspunkt vedrørende bidrag, der kræves for at dække (a) eventuel eksisterende underdækning for tidligere ydelser i henhold til minimumskravene til afdækning og (b) fremtidige ydelser.

    20

    Hvis der foreligger et minimumskrav til afdækning af bidrag for fremtidige ydelser, udgør den økonomiske fordel, der er tilgængelig som en nedsættelse af fremtidige bidrag summen af:

    (a)

    ethvert beløb, der mindsker det fremtidige minimumskrav til afdækning af bidrag for fremtidige ydelser, fordi virksomheden har foretaget en forudbetaling (dvs. har betalt beløbet, før den var forpligtet til at gøre det), og

    (b)

    de anslåede fremtidige pensionsomkostninger i hvert regnskabsår i overensstemmelse med afsnit 16 og 17 med fradrag af de anslåede minimumskrav til afdækning af bidrag for fremtidige ydelser i disse regnskabsår, hvis der ikke har fundet nogen forudbetaling sted som omhandlet i litra (a).

    21

    En virksomhed skal anslå det fremtidige minimumskrav til afdækning af bidrag for fremtidige ydelser under hensyntagen til virkningen af eventuel eksisterende overdækning beregnet i henhold til minimumskravene til afdækning, men uden at tage hensyn til den forudbetaling, der er nævnt i afsnit 20(a). En virksomhed skal lægge sådanne forudsætninger til grund, der er forenelige med minimumskravene til afdækning og, for så vidt angår forhold, der ikke er specificeret i disse krav, forudsætninger, der er i overensstemmelse med de forudsætninger, som er lagt til grund ved opgørelsen af den ydelsesbaserede pensionsforpligtelse, og som er i overensstemmelse med situationen ved regnskabsårets afslutning som fastlagt i IAS 19. Beregningen skal medtage eventuelle ændringer, der kan forventes som følge af virksomhedens betaling af minimumsbidragene på forfaldstidspunktet. Beregningen omfatter dog ikke virkningen af forventede ændringer i vilkårene for minimumskravene til afdækning, der ikke i al væsentlighed er vedtaget eller kontraktmæssigt aftalt ved regnskabsårets afslutning.

    22

    Når en virksomhed beregner det beløb, der er nævnt i afsnit 20(b), og hvis det fremtidige minimumskrav til afdækning af bidrag for fremtidige ydelser overstiger de fremtidige pensionsomkostninger i henhold til IAS 19 i et givet regnskabsår, reducerer dette overskydende beløb den beløbsmæssige størrelse af den økonomiske fordel, der er tilgængelig som en nedsættelse af fremtidige bidrag. Det beløb, der nævnt i afsnit 20(b), kan imidlertid aldrig være mindre end nul.

    IKRAFTTRÆDELSESTIDSPUNKT

    27B

    Forudbetalinger af et minimumskrav til afdækning tilføjede afsnit 3A og ændrede afsnit 16–18 og 20–22. En virksomhed skal anvende disse ændringer for regnskabsår, som begynder 1. januar 2011 eller derefter. Det er tilladt at anvende dem tidligere. Hvis en virksomhed anvender ændringerne for et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning om dette.

    OVERGANG

    29

    En virksomhed skal anvende ændringerne i afsnit 3A, 16–18 og 20–22 fra begyndelsen af det første sammenlignelige regnskabsår, der præsenteres i det første årsregnskab, hvor virksomheden anvender dette fortolkningsbidrag. Hvis virksomheden tidligere har anvendt dette fortolkningsbidrag, før den anvender ændringerne, skal den indregne den regulering af det overførte resultat, som følger af anvendelsen af ændringerne, ved begyndelsen af det tidligst sammenlignelige regnskabsår, som præsenteres.


    Top