61995A0141

++++

1. Tjenestemaend ° bebyrdende afgoerelse ° begrundelsespligt ° formaal

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 25)

2. Tjenestemaend ° vederlag ° familietillaeg ° nationale tillaeg ° antikumulationsregel ° afbrydelse af fradrag som foelge af udbetaling af ydelser af samme art ° betingelser ° beloeb fratrukket med urette ° tilbagebetalingskrav ° omfang

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 67, stk. 2; bilag VII, art. 2)

1. Forpligtelsen til at begrunde en afgoerelse har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve kontrol med lovligheden af den anfaegtede afgoerelse og at give den beroerte part tilstraekkelige oplysninger til at faa kendskab til, om afgoerelsen er begrundet, eller om den er behaeftet med en mangel, der goer det muligt at anfaegte dens lovlighed.

Disse krav er opfyldt i forbindelse med en afgoerelse, som administrationen har tilstillet en tjenestemand i form af et brev, der naevner en "aendring af administrativ praksis", som ikke omfatter tilbagevirkende gyldighed, for at begraense tilbagebetalingen af familietillaeg, der er fratrukket i tjenestemandens vederlag i henhold til vedtaegtens artikel 67, stk. 2, til kun at skulle ske fra det tidspunkt, fra hvilket "den nye praksis blev indfoert".

2. I forbindelse med en eventuel anvendelse af antikumulationsreglen i vedtaegtens artikel 67, stk. 2, paahviler det institutionerne hurtigst muligt at afgoere, om de tillaeg, tjenestemaendene eller de ansatte har givet meddelelse om, saaledes som de efter bestemmelsen er forpligtet til, er af samme art som de familietillaeg, der modtages i henhold til artikel 1, 2 og 3 i bilag VII til vedtaegten.

Institutionerne har efter vedtaegtens artikel 67, stk. 2, kun i to situationer mulighed for at beslutte at ophoere med at anvende antikumulationsreglen i denne artikel og saaledes ikke laengere foretage fradrag efter denne regel. Den foerste mulighed foreligger, naar de tillaeg, der er udbetalt tjenestemaendene fra anden side, objektivt har aendret art navnlig som foelge af en aendring af den nationale lovgivning, i henhold til hvilken de udbetales. Den anden situation foreligger, naar institutionen ved opfyldelsen af sin pligt til at tage stilling til, om disse tillaeg udgoer tillaeg af samme art, konstaterer, at den ikke korrekt paa grundlag af objektive, generelt anvendelige kriterier har defineret de nationale tillaeg, den paagaeldende tjenestemand har givet meddelelse om, korrekt, og derfor med urette har ladet dem fratraekke. I denne situation faar den obligatoriske afgoerelse om, at vedtaegtens artikel 67, stk. 2, ikke laengere skal anvendes, virkning fra det tidspunkt, da tillaegget foerste gang uretmaessigt blev fratrukket.

I sag T-141/95,

Kirsten Schelbeck, tjenestemand i Europa-Parlamentet, Luxembourg, ved advokaterne Jean-Noël Louis, Thierry Demaseure og Véronique Leclerq, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Fiduciaire Myson SARL, 1, rue Glesener,

sagsoeger,

mod

Europa-Parlamentet ved afdelingschef i Europa-Parlamentets Juridiske Tjeneste Manfred Peter og Jannis Pantalis fra samme tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse paa Europa-Parlamentets Generalsekretariat, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Europa-Parlamentets afgoerelse af 1. december 1994, der blev vedtaget, efter at der var blevet truffet en afgoerelse om, at artikel 67, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber ikke laengere skulle anvendes paa visse tillaeg i henhold til dansk lovgivning, og hvorved det over for sagsoegeren blev afslaaet at tilbagebetale de beloeb, der var fratrukket i hendes vederlag i henhold til naevnte vedtaegtsbestemmelse for tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Afdeling)

sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne V. Tiili og R.M. Moura Ramos,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 24. januar 1996,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske og retlige baggrund

1 Sagsoegeren blev ansat som oversaetter med virkning fra den 1. november 1987 i henhold til en kontrakt om ansaettelse som hjaelpeansat. Hun kom til at goere tjeneste i Europa-Parlamentets danske oversaettelsesafdeling.

2 Ved ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 3. marts 1988 blev sagsoegeren med virkning fra den 1. januar 1988 udnaevnt til tjenestemand paa proeve. Hun blev ved afgoerelse af 10. oktober 1988 fastansat som tjenestemand med virkning fra den 1. oktober 1988 i loenklasse LA7, loentrin 3.

3 Sagsoegeren meddelte i overensstemmelse med artikel 67, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber ("vedtaegten"), hvilke tillaeg hun modtog til sine tre boern i henhold til dansk lov nr. 147 af 19. marts 1986 ("den nationale lov").

4 Parlamentet fradrog i henhold til vedtaegtens artikel 67, stk. 2, med virkning fra den 1. november 1987 disse nationale tillaeg i de familietillaeg, som sagsoegeren modtog i henhold til artikel 2 i bilag VII til vedtaegten.

5 Den 17. marts 1994 tilstillede sagsoegeren Europa-Parlamentets Afdeling for Vedtaegtsspoergsmaal og Personaleadministration et notat. Hun anfoerte deri, paa den ene side at Parlamentet fra den 1. november 1987 i hendes vederlag havde fratrukket de tillaeg, som blev udbetalt hende i henhold til den nationale lov. Paa den anden side anmodede hun under henvisning til en afgoerelse i den kompetente tjenestegren vedroerende disse tillaegs art Parlamentet om at tilbagebetale hende de beloeb, der "fejlagtigt" var blevet fratrukket, samt meddele hende, hvornaar dette kunne ske.

6 Af en opgoerelse, der er udfaerdiget af Afdelingen for Vedtaegtsspoergsmaal og Personaleadministration den 14. marts 1994, fremgaar det, at de tillaeg, der blev udbetalt sagsoegeren i henhold til den nationale lov fra den 1. marts 1994, ikke laengere skulle fratraekkes i det boernetillaeg, der udbetales i medfoer af artikel 2, stk. 2, i bilag VII til vedtaegten. Det fremgaar desuden af en anden opgoerelse fra samme tjenestegren af 20. juli 1994, at de beloeb, der var blevet fratrukket i sagsoegerens vederlag fra den 1. maj 1993 i medfoer af artikel 67, stk. 2, i vedtaegten, skulle betales tilbage.

7 I forbindelse med udbetaling af vederlag for juni 1994 fik sagsoegeren tilbagebetalt de beloeb, som Parlamentets administration havde fortsat med at fratraekke i tiden 1. marts 1994 ° 31. maj 1994.

8 Den 24. august 1994 tilstillede sagsoegeren chefen for Personaleafdelingen et notat. Hun naevnte deri opgoerelsen af 14. marts 1994, der, som hun oplyste, netop var blevet tilstillet hende af Afdelingen for Vedtaegtsspoergsmaal og Personaleadministration, gennem hvilken hun var blevet bekendt med, at de af de danske myndigheder udbetalte tillaeg ikke laengere ville blive fratrukket i hendes vederlag. Sagsoegeren henviste til, at Europa-Parlamentet havde foretaget fradrag som naevnt fra datoen for hendes udnaevnelse den 1. november 1987, og anmodede "foelgelig om tilbagebetaling af de beloeb, der fejlagtigt er blevet fratrukket".

9 I forbindelse med udbetalingen af vederlag for september maaned fik sagsoegeren tilbagebetalt de beloeb, der var fratrukket i tidsrummet 1. maj 1993 ° 28. februar 1994.

10 Sagsoegeren fik ikke noget svar paa sit notat af 24. august 1994 og tilstillede derfor endnu en gang chefen for Personaleafdelingen en anmodning om tilbagebetaling af 18. november 1994. Deri naevnede hun dels, at de beloeb, der var blevet fratrukket, var blevet tilbagebetalt hende med virkning fra den 1. maj 1993 i forbindelse med udbetaling af hendes vederlag for september 1994. Paa den anden side anmodede hun om at faa tilbagebetalt de "beloeb, der fejlagtigt er blevet fratrukket" i tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993.

11 Ved skrivelse fra Afdelingen for Vedtaegtsspoergsmaal og Personaleadministration af 1. december 1994 blev det meddelt sagsoegeren, at det var blevet bestemt med virkning fra den 1. maj 1993 ikke laengere at anvende antikumulationsreglen i artikel 67, stk. 2, i vedtaegten paa de tillaeg, hun fik udbetalt i henhold til den nationale lov. I samme skrivelse hed det, at "i betragtning af, at den nye praksis er blevet bragt i anvendelse fra den 01.05.93, er der ikke anledning til at udbetale de beloeb, der er fratrukket i tidsrummet 01.11.87-30.04.93".

12 Den 1. marts 1995 indgav sagsoegeren en klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, over den i denne skrivelse indeholdte afgoerelse.

Retsforhandlinger og parternes paastande

13 Sagsoegeren har paa denne baggrund ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 5. juli 1995 anlagt naervaerende sag i henhold til vedtaegtens artikel 91, stk. 2.

14 Efter anlaeggelsen af naervaerende sag er sagsoegerens klage af 1. marts 1995 blevet udtrykkeligt afvist ved skrivelse af 18. juli 1995 fra Europa-Parlamentets generalsekretaer.

15 Den skriftlige forhandling for Retten blev afsluttet den 17. oktober 1995 med fremlaeggelse af en duplik.

16 Retten har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Parterne har afgivet indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 24. januar 1996.

17 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Europa-Parlamentets afgoerelse af 1. december 1994 om afslag paa at tilbagebetale de beloeb til sagsoegeren, der er fratrukket i hendes vederlag i henhold til vedtaegtens artikel 67, stk. 2, i tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993, annulleres.

° Den stiltiende afvisning af sagsoegerens klage af 1. marts 1995 annulleres i det omfang, det er noedvendigt.

° Europa-Parlamentet tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

18 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Retten tager stilling til, om sagen kan admitteres.

° Sagsoegte frifindes for sagsoegerens paastand om tilbagebetaling af de beloeb, der er fratrukket i sagsoegerens vederlag i medfoer af vedtaegtens artikel 67, stk. 2.

° Der traeffes afgoerelse vedroerende sagens omkostninger i overensstemmelse med gaeldende ret.

Formaliteten

Sammenfatning af parternes argumentation

19 Parlamentet har uden at fremfoere nogen formelig afvisningsindsigelse gjort gaeldende, at det kan antages, at sagen er for sent anlagt. Paa den ene side kan sagsoegerens notat af 17. marts 1994 anses for en ansoegning i vedtaegtens artikel 90, stk. 1' s forstand. Og paa den anden side kan administrationens skrivelse af 1. december 1994 anses for en bekraeftende akt for saa vidt angaar loensedlerne for juni og september 1994, der udgoer den akt, der indeholder et klagepunkt, i vedtaegtens artikel 90, stk. 2' s forstand.

20 Parlamentet har anfoert, at sagsoegeren skulle have indgivet klage, senest da hun blev bekendt med sin loenseddel for september 1994, hvorigennem hun kunne blive bekendt med, at de beloeb, der var fratrukket i henhold til vedtaegtens artikel 67, stk. 2, kun ville blive tilbagebetalt for tidsrummet efter den 1. maj 1993.

21 Sagsoegeren har indledningsvis gjort gaeldende, at Parlamentets afgoerelse vedroerende arten af de i sagen omhandlede nationale tillaeg, der blevet vedtaget paa et ikke naermere angivet tidspunkt og ikke blev offentliggjort, ikke kan anses for at vaere en akt, der indeholder et klagepunkt i vedtaegtens artikel 90, stk. 2' s forstand. Det er sagsoegerens opfattelse, at hun foerst ved notatet af 24. august 1994 formelt anmodede om at faa de beloeb, der var blevet fratrukket i hendes vederlag fra den 1. november 1987, tilbagebetalt. Hvad angaar hendes loenseddel for september 1994 har hun anfoert, at der ikke deri fandtes oplysninger om Parlamentets afslag paa at tilbagebetale hende de beloeb, der var fratrukket i tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993.

22 Sagsoegeren har anfoert, at hun foerst ved modtagelsen af notatet af 1. december 1994 kunne blive bekendt med den akt, der indeholdt et klagepunkt, og som anfaegtes for Retten, nemlig Parlamentets afslag paa til hende at tilbagebetale de beloeb, der var fratrukket i hendes vederlag i tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993. Hun har indgivet klage i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2, over dette afslag rettidigt, og Parlamentet har derfor intet som helst grundlag for at rejse spoergsmaal om en eventuel afvisning af sagen.

Rettens bemaerkninger

23 Indledningsvis bemaerkes, at sagsoegeren har anfaegtet Europa-Parlamentets afslag paa til hende at tilbagebetale de beloeb, som er blevet fratrukket i hendes vederlag i henhold til artikel 67, stk. 2, i vedtaegten i tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993.

24 For at afgoere, om den af sagsoegeren anlagte sag kan admitteres, maa det undersoeges, om sagsoegeren som haevdet af sagsoegte kunne vaere bekendt med denne afgoerelse, der indeholdt et klagepunkt mod hende i vedtaegtens artikel 90, stk. 2' s forstand, foer den blev meddelt hende ved Parlamentets skrivelse af 1. december 1994. Der maa saaledes tages stilling til, om denne skrivelse skal anses for en bekraeftende akt.

25 I den forbindelse maa det foerst fastslaas, at sagsoegeren i sit notat til Parlamentet af 17. marts 1994 under henvisning til en ny afgoerelse vedroerende arten af de tillaeg, hun fik udbetalt i henhold til den nationale lov, anmodede om tilbagebetaling af alle de beloeb, der var blevet fratrukket i hendes vederlag i medfoer af artikel 67, stk. 2, i vedtaegten fra hendes tiltraeden af tjenesten i Europa-Parlamentet den 1. november 1987.

26 Retten skal dernaest fastslaa, at sagsoegeren i forbindelse med udbetalingen til hende af vederlag for juni 1994 faktisk fik tilbagebetalt en del af de beloeb, der var fratrukket i medfoer af vedtaegtens artikel 67, stk. 2. Denne delvise tilbagebetaling kan imidlertid ikke som haevdet af Parlamentet med rimelighed fortolkes som et afslag fra Parlamentet paa at tilbagebetale sagsoegeren resten af de beloeb, der var blevet fratrukket paa samme grundlag.

27 Konstateringen heraf har ogsaa gyldighed for den tilbagebetaling, der skete med udbetalingen af sagsoegerens vederlag for september 1994 efter hendes notat af 24. august 1994. Tilbagebetalingen af de beloeb, der var blevet fratrukket i tiden 1. maj 1993 ° 28. februar 1994 som foelge af en afgoerelse om, at vedtaegtens artikel 67, stk. 2, ikke laengere skulle finde anvendelse paa de omhandlede nationale tillaeg, svarer nemlig ikke paa nogen maade til et afslag paa at tilbagebetale de beloeb, der var blevet fratrukket i henhold til samme bestemmelse i tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993.

28 Endelig bemaerkes det, at den omstaendighed, at sagsoegeren paa tidspunktet for tilbagebetaling af et beloeb i september 1994 kendte opgoerelserne af 14. marts og 20. juli 1994, ikke paa nogen maade aendrer de forhold, der er konstateret ovenfor. For disse opgoerelser indeholdt ingen objektive oplysninger, der vil kunne fortolkes som et afslag fra Europa-Parlamentet paa at tilbagebetale sagsoegeren de beloeb, der var fratrukket i hendes vederlag i tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993.

29 Af det anfoerte foelger, at Parlamentets afgoerelse i skrivelsen af 1. december 1994 maa anses for en akt, der indeholder et klagepunkt, jf. vedtaegtens artikel 91, stk. 1, og ikke for en bekraeftende akt. Som foelge heraf skal sagen, som er anlagt til anfaegtelse af denne akt, admitteres.

Realiteten

30 Sagsoegeren har til stoette for sine paastande paaberaabt sig to anbringender, det ene om manglende begrundelse, det andet om tilsidesaettelse af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 67, stk. 2, og artikel 2 i bilag VII til vedtaegten.

Manglende begrundelse

Sammenfatning af parternes argumentation

31 Sagsoegeren har anfoert, at den anfaegtede afgoerelse totalt mangler begrundelse, idet Parlamentet i strid med, hvad der kraeves efter fast retspraksis, ikke angiver de grunde, den er baseret paa, og som maa kendes, hvis det skal vaere muligt at goere afgoerelsen til genstand for retslig efterproevelse. Europa-Parlamentet har specielt ikke angivet, hvorfor det besluttede at begraense tilbagebetalingen af de beloeb, der var blevet fratrukket i medfoer af artikel 67, stk. 2, i vedtaegten, til tiden efter den 1. maj 1993.

32 Europa-Parlamentet har paa sin side gjort gaeldende, at dette anbringende ikke blev fremfoert i den administrative klage, hvorfor det skal forkastes, idet det dog tilfoejes, at omtalen i skrivelsen af 1. december 1994 af indfoerelsen af en ny administrativ praksis, hvorefter antikumulationsreglen ikke laengere skulle anvendes paa de paagaeldende nationale tillaeg, under alle omstaendigheder udgoer et forstaaeligt og passende svar, der direkte haenger sammen med fastsaettelsen af det tidspunkt, fra hvilket den anfaegtede afgoerelse fik retsvirkninger, nemlig den 1. maj 1993.

Rettens bemaerkninger

33 Indledningsvis bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis har forpligtelsen til at begrunde en afgoerelse til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve kontrol med lovligheden af den anfaegtede afgoerelse og at give den beroerte part tilstraekkelige oplysninger til at faa kendskab til, om afgoerelsen er begrundet, eller om den er behaeftet med en mangel, der goer det muligt at anfaegte dens lovlighed (jf. Rettens dom af 27.10.1994, sag T-508/93, Mancini mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 761, praemis 36).

34 Retten skal dernaest fastslaa, at det af skrivelsen af 1. december 1994 fremgaar, at Parlamentet gik ud fra begrebet "aendring af administrativ praksis" efter en definition heraf, der ikke omfattede tilbagevirkende gyldighed, for kun at skulle tilbagebetale de beloeb, der var fratrukket i medfoer af vedtaegtens artikel 67, stk. 2, fra det tidspunkt, fra hvilket "den nye praksis blev indfoert", altsaa fra den 1. maj 1993.

35 Det foelger heraf, at den anfaegtede afgoerelse indeholder tilstraekkelig mange oplysninger til, at den beroerte part har mulighed for at anfaegte den, saaledes som det i oevrigt er sket, og til at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at kontrollere afgoerelsens lovlighed.

Anbringendet om tilsidesaettelse af bestemmelserne i vedtaegtens artikel 67, stk. 2, sammenholdt med artikel 2 i bilag VII til vedtaegten

Sammenfatning af parternes argumentation

36 Sagsoegeren har i foerste raekke gjort gaeldende, at en institution ikke kan foretage et fradrag i henhold til vedtaegtens artikel 67, stk. 2, medmindre den godtgoer, at de tillaeg, den paagaeldende faar udbetalt fra anden side, er af samme art som de familietillaeg, som tjenestemanden har ret til i henhold til afdeling 1 i bilag VII til vedtaegten. I det foreliggende tilfaelde kan det forhold, at Parlamentet besluttede at ophoere med at anvende antikumulationsreglen paa tillaeg som dem, sagsoegeren modtog i henhold til dansk lovgivning, kun betyde, at det udtrykkeligt anerkendte, at det havde gjort sig skyld i en fejl med hensyn til disse tillaegs art. Paa baggrund heraf er sagsoegeren af den opfattelse, at Parlamentet er forpligtet til at tilbagebetale hende samtlige de beloeb, der er fratrukket i henhold til vedtaegtens artikel 67, stk. 2, med virkning fra den 1. november 1987 og med tillaeg af renter 8% p.a.

37 Parlamentet har indledningsvis anfoert, at vedtaegten ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse om, at dens artikel 67, stk. 2, ikke finder anvendelse paa de tillaeg, der er udbetalt i henhold til den danske lov. Parlamentet har dernaest bemaerket, at institutionerne har et vidt skoen ved afgoerelsen vedroerende arten af de tillaeg, der udbetales i henhold til en national lovgivning. I oevrigt er det dets opfattelse dels, at dets tidligere "administrative praksis" med hensyn til vedtaegtens artikel 67, stk. 2, ikke udgoer en ulovlig retsakt, der kan tilbagekaldes ex tunc, og dels, at dets nye praksis ikke er et resultat af en individuel afgoerelse, der kan skabe subjektive rettigheder, men af en afgoerelse, der gaelder generelt for danske tjenestemaend, der har forsoergerpligt over for et eller flere boern. Parlamentet er endelig alene gaaet ud fra sagsoegerens udtalelser, idet hun aldrig havde sat spoergsmaalstegn ved lovligheden af dets tidligere praksis.

Rettens bemaerkninger

38 Retten skal henvise til ordlyden af vedtaegtens artikel 67, stk. 2, hvorefter "tjenestemaend, der oppebaerer de i stk. 1 naevnte familietillaeg, skal meddele, hvilke tillaeg af samme art de faar fra anden side; disse fratraekkes i de tillaeg, der betales i henhold til artiklerne 1, 2 og 3 i bilag VII".

39 Denne bestemmelse skal fortolkes saaledes, at det tilkommer institutionerne at afgoere, om de tillaeg, som tjenestemaendene eller de ansatte har givet meddelelse om, saaledes som de efter bestemmelsen er forpligtet til, er af samme art som de familietillaeg, der modtages i henhold til artikel 1, 2 og 3 i bilag VII til vedtaegten. Heraf foelger, at den omstaendighed, at en tjenestemand giver meddelelse om tillaeg i henhold til vedtaegtens artikel 67, stk. 2, ikke paa nogen maade kan fritage den paagaeldende institution for hurtigst muligt at tage stilling til, om disse tillaeg kan anses for "tillaeg af samme art, de faar fra anden side", og anvende antikumulationsreglen i overensstemmelse hermed.

40 I oevrigt har institutionerne efter vedtaegtens artikel 67, stk. 2, kun i to situationer mulighed for at beslutte at ophoere med at anvende antikumulationsreglen i denne artikel. Den foerste mulighed foreligger, naar de tillaeg, der er udbetalt tjenestemaendene fra anden side, objektivt har aendret art navnlig som foelge af en aendring af den nationale lovgivning, i henhold til hvilken de udbetales. Den anden situation foreligger, naar institutionen ved opfyldelsen af den pligt, der paahviler den i medfoer af samme bestemmelse (jf. praemis 39), konstaterer, at den ikke korrekt paa grundlag af objektive, generelt anvendelige kriterier har defineret de nationale tillaeg, den paagaeldende tjenestemand har givet meddelelse om, korrekt og derfor med urette har ladet dem fratraekke. I denne situation faar den obligatoriske afgoerelse om, at vedtaegtens artikel 67, stk. 2, ikke laengere skal anvendes, virkning fra det tidspunkt, da tillaegget foerste gang uretmaessigt blev fratrukket.

41 Paa baggrund heraf maa det fastslaas, at Parlamentet, da det i denne sag besluttede at bringe anvendelsen af vedtaegtens artikel 67, stk. 2, til ophoer for de omhandlede nationale tillaeg med den begrundelse, at disse ikke var af samme art som de tillaeg, der udbetales i henhold til artikel 2 i bilag VII til vedtaegten, med urette afslog at tilbagebetale sagsoegeren de beloeb, det havde fratrukket i hendes vederlag i henhold til samme bestemmelse i tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993.

42 Dette anbringende skal derfor anerkendes.

43 Af det anfoerte foelger i det hele, at sagsoegerens paastande skal tages til foelge.

Sagens omkostninger

44 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Parlamentet har tabt sagen og sagsoegeren har paastaaet Parlamentet doemt til at betale sagens omkostninger, hvorfor det paalaegges Parlamentet at afholde samtlige sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Europa-Parlamentets afgoerelse af 1. december 1994 om afslag paa at tilbagebetale de beloeb til sagsoegeren, der er fratrukket i hendes vederlag i tidsrummet 1. november 1987 ° 30. april 1993 i medfoer af artikel 67, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber, annulleres.

2) Europa-Parlamentet betaler sine egne omkostninger samt de af sagsoegeren afholdte omkostninger.