32000Y0323(02)

Særberetning nr. 1/2000

om klassisk svinepest, med Kommissionens svar

(artikel 248, stk. 4, andet afsnit, EF)

(2000/C 85/01)

INDHOLD

>TABELPOSITION>

Resumé

Kommissionens forvaltning

I 1997 og 1998 blev der afholdt udgifter over Fællesskabets budget på i alt 570 mio. ECU til undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet og i alt 80,5 mio. ECU til veterinærforanstaltninger (jf. tabel 1).

Kommissionens indsats på veterinærområdet går først og fremmest ud på at sikre, at Fællesskabets lovgivning, navnlig direktiv 80/217/EØF, overholdes. Den seneste epidemi har imidlertid vist, at der er behov for at ændre direktivet, således at der tages hensyn til indhøstede erfaringer og de nyeste forskningsresultater på dette område.

På veterinærområdet har planerne for udryddelse af og kontrol med klassisk svinepest ikke holdt Fællesskabet fri for sygdommen, og efter epidemien i 1993 - 1995 har Kommissionen ikke sørget for, at medlemsstaterne indsendte beredskabsplaner for bekæmpelse af klassisk svinepest. Fællesskabets edb-kommunikationsnet (Animo) har på afgørende tidspunkter ikke kunnet give absolut nødvendige oplysninger om dyrenes bevægelser. Det bør ændres således, at medlemsstaterne kan bruge det i bekæmpelsen af epidemier. Udviklingen af markørvacciner (som endnu ikke var på markedet ved udgangen af 1998) og de meget høje omkostninger ved 1997 - 1998-epidemien rejser tvivl om Fællesskabets ikke-vaccinationspolitik. Argumenterne mod vaccination har været vaccinernes beskaffenhed og omkostningerne ved et vaccinationsprogram sammenlignet med et udryddelsesprogram. Kommissionen bør ajourføre sin costbenefitanalyse og lægge den til grund for en debat om en ændring af politikken på dette område.

Kommissionens kontor med ansvar for forvaltningen af landbrugsudgifter har foretaget en række kontrolbesøg i medlemsstaterne med det resultat, at betalingerne til Nederlandene er blevet reduceret med 20 mio. ECU, fordi Fællesskabets bestemmelser tilsyneladende ikke er blevet overholdt (jf. punkt 39). Det restbeløb, der skal udbetales til Spanien, kan blive reduceret med op til 6,6 mio. ECU, fordi der er tvivl om, hvorvidt udgifterne er støtteberettigede (jf. punkt 41). Kommissionens kontor med ansvar for regnskabsafslutning har også foretaget kontrolbesøg i medlemsstaterne, men endnu ikke truffet afgørelse om, hvorvidt manglende overensstemmelse med fællesskabsreglerne vil få finansielle konsekvenser.

Forvaltningskomitéen godkendte, at lofterne for undtagelsesforanstaltningerne til støtte for markedet blev hævet fra 1,1 mio. til 10,8 mio. dyr (jf. punkt 31). På de berørte medlemsstaters anmodning blev der indført forskellige svinekategorier og vægtklasser og også specifikke ordninger (forbud mod forarbejdning til konserves og inseminering).

Medlemsstaternes gennemførelse

Der har været særlige problemer med forebyggende nedslagning. Det formodes, at den midlertidige suspendering af ordningen for forebyggende nedslagning i Nederlandene har bidraget til spredningen af sygdommen, som efterfølgende har kostet Fællesskabet mindst 135 mio. ECU (jf. punkt 49). I Spanien anvendtes forebyggende nedslagning af en del af dyrene i en besætning; denne ordning kan ikke klassificeres som en veterinær foranstaltning (jf. punkt 51).

Den nederlandske "overname"-ordning (opkøb) blev ikke administreret ordentligt (jf. punkt 56). Kommissionen har afvist at udbetale et beløb på 70 mio. ECU inkluderet i anmodningen om fællesskabsfinansiering af veterinære foranstaltninger med den begrundelse, at udgifterne ikke var støtteberettigede, fordi de pågældende svin var sunde, og fordi ordningen var frivillig og ikke omfattede alle svin (jf. punkt 63 - 65).

I en lang række tilfælde har det ikke været muligt at kontrollere betalingerne til producenterne, fordi der ikke forelå dokumentation for vurderingerne (jf. punkt 53), og fordi dyrenes vægt ofte var baseret på skøn. Dyr, der blev gravet ned på bedrifterne, blev ikke vejet (jf. punkt 59). Godtgørelsessatserne for nogle kategorier af dyr, som f.eks. gylter og søer, var ikke altid dokumenterede (jf. punkt 61).

Spanien har ladet 140000 svin nedgrave i kommunale grave (jf. punkt 50), og Nederlandene har anvendt kølelagre. Det har betydet, at det ikke altid har været muligt at spore partier af svin fra bedriften til destruktionsanstalterne/kølelagrene. Problemerne med at spore partier af dyr til den endelige destruktion er fælles for markedsforanstaltningerne, men i disse tilfælde er de alvorligere, fordi det drejer sig om så mange dyr (jf. punkt 57).

Konklusion

Epidemien i 1993 - 1995 resulterede ikke i, at man kom ret meget videre i retning af at få fastlagt en særlig strategi for, hvad der skulle gøres i tilfælde af nye udbrud af sygdommen. I mellemtiden har Fællesskabet haft det værste udbrud af svinepest nogensinde. Da man koncentrerede sig om andre problemer på veterinærområdet (oprettelsen af det frie indre marked og BSE), havde man ikke prioriteret beredskabsplanerne for svinepest så højt, som man burde have gjort - det viste epidemien i 1997 - 1998. Retten opfordrer indtrængende Kommissionen til at afsætte så mange ressourcer som nødvendigt, så revisionen af fællesskabslovgivningen og -politikken på dette område kan afsluttes hurtigst muligt. Medlemsstaterne bør også leve op til deres ansvar for, at fællesskabslovgivningen gennemføres, således at risikoen for fremtidige udbrud af klassisk svinepest, der medfører epidemier af en sådan størrelsesorden, mindskes.

Indledning

De vigtigste kendetegn ved markedet

1. Under den fælles markedsordning for svinekød ydes der traditionelt kun begrænset markedsstøtte til sektoren, men ved epidemier af klassisk svinepest er Fællesskabets udgifter til undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet og til veterinærforanstaltninger, der afholdes over budgettet, steget ganske betydeligt (jf. punkt 37). Der er afholdt udgifter på i alt 570 mio. ECU til undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet og i alt 80,5 mio. ECU til veterinærforanstaltninger over budgetterne for 1997 og 1998 (jf. tabel 1).

2. EU's produktion af svinekød er på ca. 16,6 mio. tons om året. Den samlede svinebestand har i 1990'erne ligget relativt stabilt på ca. 119 mio. svin. Der blev fjernet ca. 12 mio. svin (jf. tabel 2) fra markedet som følge af svinepestepidemien i 1997 - 1998, hvilket svarer til et fald i forsyningerne svarende til 1 mio. tons svinekød. Der var derfor væsentlige prisstigninger i det første halvår af 1997, og den gennemsnitlige markedspris for Fællesskabet for svinekroppe var fortsat meget høj (164 ECU/100 kg) i hele 1997.

3. Forbruget af svinekød pr. capita er steget støt, og det forventes, at denne tendens fortsætter (jf. tabel 3). EU er selvforsynende med svinekød (1994 = 106 %(1)) og er verdens største eksportør. For at få adgang til verdensmarkedet skal svinekødet komme fra et område med "en høj sundhedsstandard" som defineret af Det Internationale Kontor for Epizootier, dvs. fri for bl.a. klassisk svinepest.

4. Priserne på svinekød steg markant i 1996 (13 %), til dels som følge af BSE-krisen (forbrugerne ville have svinekød i stedet for oksekød). I 1997 steg priserne også, fordi udbuddet blev mindre på grund af klassisk svinepest. I 1998 faldt priserne igen lige så markant på grund af et sammenfald af flere forskellige faktorer (udbuddet øgedes betydeligt på hjemmemarkedet og eksporten til tredjelande faldt), og dette prisfald udløste støtte til privat oplagring(2).

5. Fællesskabets produktion er stærkt koncentreret. Fem medlemsstater tegner sig for 70 % af svinebestanden, Tyskland alene for 21 % (jf. tabel 4). Den regionale koncentration i disse medlemsstater betyder, at bedrifter, der ligger tæt på hinanden, har meget store svinehold. I Spanien f. eks. findes en tredjedel af den samlede svinebestand i Katalonien, i Belgien findes 95 % af svinebestanden i Vlaanderen, i Nederlandene findes 90 % i den sydlige og østlige del af landet, og i Tyskland findes 65 % i de tre delstater Bayern, Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen (jf. tabel 5). I alle disse områder, bortset fra Katalonien, overstiger belægningsgraden det niveau, der anses for at være miljømæssigt bæredygtigt (1,4 storkreaturenheder pr. hektar)(3).

6. Svineproduktionen er generelt højt specialiseret, smågrise opkøbes så billigt som muligt og fedes op på en standardiseret foderblanding til en specificeret vægt inden for en nøje fastsat produktionscyklus, hvorefter de sælges på det åbne marked til forbrug i EU eller til eksport. Det er kun rentabelt med en stadig større produktion, fordi avancerne trykkes som følge af konkurrencen på hjemme- og verdensmarkedet. Resultatet har været en markant stigning i det gennemsnitlige antal svin pr. bedrift og i antallet af storbedrifter. I perioden fra 1990 til 1995 steg det gennemsnitlige antal svin pr. bedrift med 68 % i Belgien, 59 % i Spanien og 36 % i Nederlandene. Som følge af omstruktureringen efter Tysklands forening har stigningen været mindre markant i denne medlemsstat (19 %) (jf. tabel 5).

7. I nogle medlemsstater, som f.eks. Nederlandene, medfører denne specialisering, at smågrise flyttes fra bedrift til bedrift. Det sker derimod ikke så hyppigt med lukkede systemer som det, der f.eks. er det hyppigst anvendte i Danmark, og hvor risikoen for smittespredning dermed også nedsættes. De nederlandske myndigheder er fuldt ud klar over konsekvenserne af høj-intensiv svineproduktion og har for nylig vedtaget en lovgivning, som tager sigte på at begrænse antallet af svin i områder med intensiv svineavl. Med virkning fra 1998 er der indført en ordning, hvor hver bedrift må have et bestemt antal svin, og antallet af svin pr. bedrift skal skæres ned med 10 %. I henhold til denne lovgivning skal hver bedrift den 1. januar 2000 have reduceret det for 1998 tilladte antal svin med 15 %. Desuden pålagde de nederlandske myndigheder i 1998 svineproducenterne en afgift, som skal dække omkostningerne ved bekæmpelsen af dyresygdomme på svinebedrifterne. Denne foranstaltning skulle begrænse statens udgifter i forbindelse med fremtidige udbrud af klassisk svinepest. Svineproducentorganisationerne har imidlertid indgivet klage for domstolene for at få ophævet denne lovgivning. I begyndelsen af 2000 vil den nederlandske regering forelægge et nyt lovforslag for det nederlandske parlament. Ifølge de nederlandske myndigheder vil der i det nye forslag blive taget hensyn til udfaldet af retssagen.

Revisionens omfang

8. I årsberetningen for regnskabsåret 1995 redegjorde Retten for de tyske og belgiske myndigheders foranstaltninger til bekæmpelse af epidemien af klassisk svinepest i 1993 - 1995. I forbindelse med epidemien i 1997 - 1998 har Rettens vigtigste mål været at evaluere forvaltningen af krisen i de fire berørte medlemsstater og i Kommissionen.

Tabel 1

Udgifter 1997 - 1998

>TABELPOSITION>

Tabel 2

Antal svin slået ned i forbindelse med markedsstøtte- og veterinærforanstaltninger

>TABELPOSITION>

Tabel 3

EU's forsyningsbalance for svinekød

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Tabel 4

EU's samlede svinebestand (1993 - 1997) - december måned

>TABELPOSITION>

Tabel 5

Den regionale koncentration af svinekødsproduktionen i Belgien, Tyskland, Spanien og Nederlandene

>TABELPOSITION>

Tabel 6

Kontrol på stedet af svinepestforanstaltninger (1997 - 1998)

>TABELPOSITION>

9. Retten har aflagt besøg i medlemsstaterne og hos Fællesskabets referencelaboratorium for klassisk svinepest i Hannover. Retten har arbejdet tæt sammen med Kommissionens kontroltjenester, og mange af de forhold, der redegøres for i denne beretning, er resultaterne af Kommissionens egen kontrol. Tabel 6 er en oversigt over Kommissionens og Rettens kontrolbesøg i 1997 - 1998 i forbindelse med denne revision.

Kommissionens forvaltning

Bekæmpelse af klassisk svinepest

10. Svin er den eneste naturlige smittebærer af klassisk svinepestvirus. Der er aldrig registreret tilfælde af sygdommen hos mennesker. Afhængigt af virusstammen kan sygdommen forårsage høj dødelighed blandt smittede svin. De vigtigste symptomer er forhøjet legemstemperatur, depression, manglende appetit, conjunctivitis, stiv gangart, koordinationsforstyrrelser og diaré. Klassisk svinepest har en gennemsnitlig inkubationstid på syv dage, er meget smitsom og overføres derfor let. I slutningen af 1980'erne var vildsvinebestanden i EU fri for klassisk svinepest, men den er siden blevet smittet igen, muligvis fordi vildsvinene har spist inficerede foderrester. Den klassiske svinepest hos vildsvinebestanden forsvinder ikke på naturlig måde og er nu endemisk i vildsvinebestandene i Tyskland, Italien og dele af Frankrig. Vildsvin overfører virusen til tamsvin.

11. Klassisk svinepest kan bekæmpes på to måder, enten ved forebyggelse eller ved foranstaltninger, når sygdommen er brudt ud. Til forebyggelse af sygdommen anvender Fællesskabet tre instrumenter: udryddelses- og overvågningsprogrammer, som først og fremmest har til formål at standse spredningen af sygdommen hos vildsvin, beredskabsplaner samt eventuelt vaccination. Når sygdommen først er brudt ud, oprettes der spærre- og overvågningszoner. Svinene på den inficerede bedrift slås ned, og i en bestemt periode nedlægges der forbud mod transport af dyr eller personer. Ved talrige udbrud af sygdommen kan transportforbuddet i spærrezonen gælde i relativt lange perioder, således at producenterne ikke kan sælge deres svin. Under sådanne omstændigheder opkøbes svinene i henhold til undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet. Det er meget vigtigt, at der føres tilsyn med transport over landegrænser af svin fra gårde, der måske mistænkes for at være inficerede, så der undgås spredning af epidemien på denne måde. Animo-nettet bruges til dette formål. Veterinær- og markedsstøtteforanstaltningerne kontrolleres på stedet af Kommissionens tjenestegrene.

12. Siden 1990 har der været 1445 udbrud af sygdommen i EU (jf. tabel 7). Disse udbrud har i stigende grad fundet sted i områder med høj belægningsgrad. Det traditionelle kontrolinstrument, som er udviklet til bekæmpelse af sygdommen i områder med lav belægningsgrad, er mindre effektivt i områder med høj belægningsgrad. Besætningstætheden og specialiseringen udgør tilsammen en trussel for miljøet og medfører øget smitterisiko, når der udbryder epidemier af f.eks. klassisk svinepest. Kommissionen mener, at det i sådanne situationer sandsynligvis vil blive endnu vanskeligere at bekæmpe sygdommen effektivt - medmindre belægningsgraden reduceres(4).

Tabel 7

Antal udbrud af klassisk svinepest

>TABELPOSITION>

Udryddelses- og overvågningsplaner

13. De senest godkendte planer vedrører udryddelse af klassisk svinepest hos vildtlevende svin i Varese, Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern og Niedersachsen(5). Østrig, Tyskland og Italien er de eneste medlemsstater, der har gennemført planer for udryddelse og overvågning af klassisk svinepest hos tamsvin i de seneste år. Nederlandene har ikke iværksat sådanne planer. Sidste gang, der blev registreret tilfælde før epidemien i 1997, var i 1992.

Beredskabsplaner

14. Kommissionen har udtalt, at det ved udbrud af så alvorlige sygdomme som svinepest først og fremmest må påhvile medlemsstaternes centrale veterinærforvaltning at have gennemarbejdede beredskabsplaner klar, så den er forberedt på enhver situation(6).

15. Artikel 14 i Rådets direktiv 80/217/EØF(7) pålagde hver medlemsstat inden 1. januar 1993 at forelægge Kommissionen en beredskabsplan med angivelse af de foranstaltninger, der skulle træffes ved udbrud af klassisk svinepest. Kommissionen skulle derefter gennemgå planerne for at afgøre, om de kunne opfylde det ønskede mål, og sikre sig, at planen kunne bringes i overensstemmelse med de øvrige medlemsstaters. Belgiens, Spaniens og Nederlandenes planer, som først blev forelagt Kommissionen i december 1997, blev først godkendt i marts 1999(8). Kommissionen skulle have sørget for, at medlemsstaterne forelagde deres programmer umiddelbart efter epidemien i 1993 - 1995, og at der blev foretaget undersøgelser, navnlig i de medlemsstater, der for nylig havde haft udbrud af sygdommen. At dette ikke skete, må anses for at være en af grundene til, at manglerne ved Animo-nettet (jf. punkt 24) ikke blev konstateret tidligere, og at medlemsstaterne traf så forskellige foranstaltninger.

Vaccination

16. I 1977 offentliggjorde Kommissionen en undersøgelse foretaget af P. R. Ellis og andre med titlen "Studies on the Epidemiology and Economics of Swine Fever Eradication in the EEC"(9). Denne undersøgelse foranledigede den afgørelse, der blev truffet i 1980 om udryddelse af klassisk svinepest og om vedtagelse af en fælles slagtningspolitik kombineret med gradvis afskaffelse af systematisk vaccination. Den procedure, der skal følges i tilfælde af udbrud af klassisk svinepest, er fastlagt i Rådets direktiv 80/217/EØF(10). Fra 1990 ophørte man med at vaccinere.

17. De vigtigste argumenter dengang mod vaccination var vaccinernes beskaffenhed (levende virus vacciner skal håndteres med forsigtighed) og omkostningerne ved vaccination på grund af svinebestandenes hurtige omsætning (reproduktionscyklus).

18. Problemet med traditionelle levende vacciner er, at det ikke er muligt at foretage nogen serologisk sondring mellem vaccinerede dyr og dyr, der er ved at komme sig efter naturlig smitte. Hvis et tredjeland importerede svinekød fra en medlemsstat, der havde benyttet vaccination, ville eventuelle prøver derfor ikke kunne vise, om kødet stammede fra et svinepestangrebet svin eller fra et vaccineret dyr. De markørvacciner, der er blevet udviklet, kan måske løse dette grundlæggende problem. Den Videnskabelige Veterinærkomite støtter fuldt ud EU's ikke-vaccinationspolitik, men accepterer dog begrænset anvendelse af markørvacciner i områder med høj koncentration af svinebestande som et middel til at få begrænset spredningen af virus og de ledsagende økonomiske tab mest muligt. Markørvaccination er ifølge komitéen et af de midler, der kan bruges for at få sygdommen udryddet, men bør ikke bruges præventivt. Således vil markørvaccination kunne anvendes som et alternativ til forebyggende nedslagning og destruktion af dyr i nabobedrifter, som tilsyneladende ikke er inficerede (massenedslagning er en dyr og etisk tvivlsom metode, det er spild af fødevareressourcer, og metoden indebærer risiko for, at genetisk værdifulde dyr destrueres)(11). Der er for nylig gennemført et forsøg med brug af to markørvacciner - der er ansøgt om tilladelse til markedsføring af disse vacciner hos Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering - og resultaterne af dette forsøg bliver nu evalueret.

19. Siden 1977 er der ikke foretaget en costbenefitanalyse af brugen af vaccination på fællesskabsniveau. Siden dengang er omkostningerne ved udryddelse steget væsentligt, navnlig i områder med høj koncentration af husdyrbesætninger. Ifølge Rettens beregninger androg de samlede direkte omkostninger (Fællesskabets og medlemsstaternes) i forbindelse med epidemien i Nederlandene (eksklusive veterinæromkostninger i 1998, der ikke var anmeldt på tidspunktet for revisionen) 1075 mio. ECU. I Belgien beløb omkostningerne pr. slagtet svin sig til ca. 115 ECU, hvilket nogenlunde svarer til omkostningerne pr. slagtet svin registreret under den foregående epidemi (100 ECU), mens omkostningerne i Nederlandene beløb sig til 157 ECU pr. slagtet svin. Kommissionen bør foretage en ny omfattende costbenefitanalyse af alternative kontrol- og udryddelsesstrategier.

Håndtering af udbrud

20. I henhold til Rådets direktiv 80/217/EØF af 22. januar 1980 (senest ændret ved Rådets beslutning 93/384/EØF)(12), hvorved der blev indført fællesskabsforanstaltninger til kontrol med klassisk svinepest, skal medlemsstaterne anmelde det, når der er mistanke om udbrud af svinepest. Den Stående Veterinærkomite afgør, hvad der videre skal ske i tilfælde af, at der er tale om en epidemi. Normalt vedtager Kommissionen en beslutning om forbud mod at flytte svin fra specifikke områder i den berørte medlemsstat. Sådanne beslutninger ændres eller ophæves, alt efter hvordan situationen udvikler sig.

21. Mistanke om udbrud af klassisk svinepest skal anmeldes til den kompetente myndighed, og bedriften sættes under myndighedernes tilsyn. Svin må ikke flyttes til eller fra bedriften. Tilsynsforanstaltningerne ophæves først, når mistanken om svinepest er officielt afkræftet. Hvis mistanken om svinepest bekræftes, slås alle bedriftens svin straks ned og destrueres. Alt materiale, som kan være kontamineret, behandles på en sådan måde, at virus uskadeliggøres. Bedriften rengøres og desinficeres, og der må først genindsættes svin efter 15 dage. Der foretages en omfattende epizootisk undersøgelse ved hvert udbrud. Så snart der konstateres klassisk svinepest på en bedrift, skal der indføres en spærrezone med en radius på mindst 3 km rundt om den smitteramte bedrift. Denne spærrezone er en del af den overvågningszone, der indføres samtidig, og som skal have en radius på mindst 10 km rundt om den smitteramte bedrift.

22. Inden for spærrezonen må svin ikke flyttes fra de bedrifter, hvor de holdes, før 21 dage efter desinficeringen af den smitteramte bedrift. Der gælder tilsvarende foranstaltninger i overvågningszonen, men forbudet mod flytning opretholdes kun i syv dage efter desinficering. Spærrezonen ophæves 30 dage efter rensning af den smitteramte bedrift.

23. Det er medlemsstaternes ansvar at gennemføre disse foranstaltninger, men om de gennemføres, afhænger lige fra starten i vid udstrækning af, om medlemsstaterne kan spore smågrise/svin, der kan stamme fra smitteramte zoner, så disse dyr kan blive testet og/eller slagtet, så der afværges en epidemi.

Anmeldelser om samhandel med dyr

24. Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990(13) vedrører veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr (herunder smågrise) og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked. Direktivet er retsgrundlag for Animo, et edb-baseret kommunikationsnet mellem veterinærmyndighederne, hvis endelige mål er at begrænse veterinærkontrollen til afsendelsesstedet. Indtil dette mål er nået, har medlemsstaterne tilladelse til at foretage kontrol på bestemmelsesstedet. Fællesskabet har ydet finansiel støtte til medlemsstaterne til indkøb af det nødvendige edb-udstyr, men det er et privat firma, der forvalter Animo-nettet, ikke Kommissionen.

25. I henhold til artikel 3 i ovennævnte direktiv skal oprindelsesmedlemsstaten bl.a. sørge for, at dyr, som måske kan blive omfattet af et nationalt sygdomsudryddelsesprogram, eller som af sundheds- eller dyresundhedsmæssige årsager ikke kan afsættes på medlemsstatens eget område, ikke videreforsendes til en anden medlemsstats område. Formålet med at foretage kontrol på bestemmelsesstedet er at sikre, at alle krav i artikel 3 er opfyldt.

26. Ifølge en analyse af smitteårsagerne under 1993 - 1995-epidemien i Tyskland(14) skyldtes over halvdelen af alle primærudbrud kontakt med vildsvin, mens mere end en fjerdedel af sekundærudbruddene skyldtes handel med svin. De spanske myndigheder har udtalt, at mangler ved Animo-nettet var en af hovedårsagerne til spredningen af sygdommen i landet.

27. Veterinærmyndighederne i Belgien har sammenlignet de oplysninger, der er registreret via edb-nettet Animo, med oplysninger fra andre kilder. Denne sammenligning viste, at Animo er behæftet med tre væsentlige svagheder:

a) Tallene for importen var ufuldstændige; kun 81 % af importen var registreret via Animo.

b) Forsinkelser: Hvis der skal handles hurtigt, f.eks. i tilfælde af mistanke om udbrud af svinepest, skal meddelelsen indgives senest på leveringsdagen. Kun 7 % af Animo-meddelelserne var modtaget inden for denne frist.

c) Unøjagtigheder: En sammenligning af tallene for svin i Animo-meddelelsen med det faktiske antal leverede svin (bekræftet på bedriften eller ved hjælp af andre kilder) viste afvigelser i 26 % af tilfældene.

28. Selv om der ikke findes sådanne sammenlignende oplysninger for den kritiske periode, hvori der udbrød klassisk svinepest i Belgien efter import fra Nederlandene, er der ingen grund til at tro, at nettet fungerede bedre på det tidspunkt. Retten fandt et konkret eksempel på mangler ved nettet, da den gennemgik en betaling, der vedrørte veterinærforanstaltninger. Der var ikke indgivet meddelelse via Animo-nettet om et parti på 76 svin, der var importeret fra Nederlandene og leveret den 6. februar 1997.

29. Ifølge Kommissionen var hensigten med Animo ikke, at medlemsstaterne skulle kunne foretage 100 % nøjagtig kontrol på bestemmelsesstedet på grundlag af dette system. Heri bør imidlertid være registreret samtlige bevægelser, således at de nationale veterinærmyndigheder kan udvælge partier til kontrol på stedet. Når menneskers eller dyrs sundhed står på spil, er det klart, at veterinærmyndighederne i én medlemsstat bør kunne identificere risikopartier, så snart der f.eks. gives meddelelse om udbrud af klassisk svinepest i en anden medlemsstat, hvorfra der er udført svin til den første medlemsstat. Animo er det eneste edb-net på fællesskabsplan, der kan opfylde denne funktion, og Kommissionen bør benytte lejligheden til at få nettet til at fungere hurtigere og til at sikre, at det indeholder mere nøjagtige og fuldstændige oplysninger.

Undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet

30. Kort tid efter indførelsen af veterinærforanstaltninger i hver medlemsstat blev der vedtaget forordninger om foranstaltninger til støtte for markedet. Forordningerne for Nederlandene og Tyskland blev vedtaget den 3. marts 1997. Forordningen for Belgien blev vedtaget den 1. april 1997 og forordningen for Spanien den 22. maj 1997(15). Disse forordninger blev ophævet, efterhånden som man fik sygdommen under kontrol i de berørte medlemsstater. Markedsstøtteforanstaltningerne for Tyskland blev ophævet i oktober 1997, men der blev senere indført en særforanstaltning for smågrise(16). I Belgien blev foranstaltningerne ophævet i november 1997. Nederlandene var først fri for sygdommen i juli 1998 og Spanien i februar 1999.

31. Alle forordningerne blev drøftet i Forvaltningskomiteen for Svinekød. For hver kategori, der kunne opkøbes under foranstaltningen, blev der fra begyndelsen fastsat et maksimalt antal dyr. Dette loft blev hævet, hver gang en medlemsstat ansøgte herom, fra 1,1 mio. dyr til 10,8 mio. (jf. tabel 2). Markedsstøtteforordningerne blev ændret i alt 44 gange, hovedsagelig fordi sygdommen spredtes yderligere (lofterne blev forhøjet), men kategorier/vægtklasser og støttesatser for de støtteberettigede dyr blev også ændret. I Spanien blev der fastsat særlige støttesatser for udsættersøer og Iberico-svin. I Nederlandene blev der indføjet en kategori af meget unge smågrise, der blev indført insemineringsforbud (jf. punkt 74), og udsættersøer blev omfattet af markedsstøtten. Tyskland fik tilladelse til at forarbejde noget af kødet til konserves (jf. punkt 71).

Kommissionens kontrol på stedet

32. Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret (under Kommissionen, GD XXIV) har hjemmel til at kontrollere gennemførelsen af Fællesskabets veterinærlovgivning. Levnedsmiddelkontoret aflagde en række besøg i Nederlandene på grund af epidemiens omfang.

33. Efter at Nederlandene havde anmeldt 13 udbrud af klassisk svinepest, vedtog Kommissionen den 14. februar 1997 en beslutning(17) om restriktioner i transporten af svin fra bestemte områder. Levnedsmiddelkontoret reagerede hurtigt og aflagde besøg i Nederlandene samme uge. På det tidspunkt konkluderede inspektørerne: "På baggrund af smittekildekontakt vil der sandsynligvis komme nye svinepestudbrud. Da kontrollen fandt sted, gav situationen imidlertid generelt anledning til en vis optimisme, fordi de nederlandske myndigheder havde truffet passende kontrolforanstaltninger, som fungerede godt". Inspektørerne bemærkede også, at der var problemer med indsamlingscentrene og problemer med at spore partier og dyr og med Animo-nettet, fordi eksportøren ikke havde opgivet korrekte adresser på bestemmelsesstederne.

34. Inspektørerne fra Levnedsmiddelkontoret aflagde igen besøg i Nederlandene i april 1997, hvor der nu havde været 65 udbrud. De bemærkede, at muligheden for overførsel af sygdommen via smittet sæd ikke var taget i betragtning, og at virus havde kunnet spredes yderligere, fordi der ikke var foretaget forebyggende nedslagning af raske dyr, som havde haft kontakt med inficerede dyr. I juni 1997 konstaterede inspektørerne følgende: Nedslagning af hele besætninger kunne kun gennemføres i begrænset omfang på grund af manglende destruktionskapacitet. Insemineringsforbuddet var blevet indført for sent til at have nogen effekt på det samlede antal svin i området på det tidspunkt, hvor det havde betydning. Markedsstøtteforordningerne tilskyndede producenterne til at beholde svinene og opfede dem hurtigst muligt for at opnå en god pris. Disse aspekter behandles nærmere i afsnittet "Medlemsstaternes gennemførelse af foranstaltningerne".

35. Kommissionens indsats på veterinærområdet går først og fremmest ud på at sikre, at fællesskabslovgivningen og navnlig direktiv 80/217/EØF gennemføres korrekt. Den seneste epidemi har imidlertid vist, at der er behov for at ændre direktivet, således at der tages hensyn til indhøstede erfaringer og de nyeste forskningsresultater på dette område. Hertil kommer, at de nationale myndigheders foranstaltninger, som f.eks. de nederlandske myndigheders beslutning om at indstille forebyggende slagtning (jf. punkt 49) og om at opkøbe svin af dyrevelfærdsårsager ("overname" jf. punkt 63), ikke forelægges Kommissionen til godkendelse.

36. Kommissionens kontor med ansvar for forvaltningen af landbrugsudgifter foretager også inspektioner i medlemsstaterne. De dækker nogle af de samme områder som Levnedsmiddelkontoret, i nogle tilfælde foretages der faktisk fælles inspektion, men undersøgelserne omfatter også i væsentligt omfang finansielle aspekter. Undtagelsesforanstaltningerne til støtte for markedet kontrolleres endvidere også i forbindelse med regnskabsafslutningskontrollen.

Fællesskabsfinansiering

37. I 1997 og 1998 afholdtes der over budgettet 142 mio. ECU i traditionelle udgifter til den fælles markedsordning for svinekød, mens udgifterne til undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet (70 % medfinansieret) var fire gange højere (570 mio. ECU). I 1997 og 1998 dækkede Veterinærnødfonden udgifter for 80,5 mio. ECU (medfinansieringsgrad: 50 %) vedrørende foranstaltninger gennemført i 1997. Tabel 1 er en oversigt over udgifterne for 1997 og 1998. Støtte fra Veterinærnødfonden kan ydes i form af godtgørelser af udgifter eller forskud. Veterinærnødfondens udgifter hører ind under budgetposten vedrørende veterinære nødforanstaltninger og burde være opført på en særskilt post i budgettet i betragtning af, at det drejer sig om så væsentlige beløb.

38. I december 1997 fik Belgien og Nederlandene udbetalt den første tranche til dækning af udgifter afholdt i 1997. Der blev udbetalt yderligere trancher i 1998, men restbeløbet for 1997 bliver først betalt i 1999. Årsagen er til dels, at der ikke er tilstrækkelige bevillinger, men også at ret store udgiftsbeløb eventuelt ikke vil blive godkendt af Kommissionen. Hvis støtteansøgningerne efterkommes fuldt ud, skal Fællesskabet betale 49 mio. ECU for udgifter afholdt i 1997 og 34 mio. ECU vedrørende støtteansøgninger for 1998.

39. Den 26. september 1997 indsendte Nederlandene en udgiftsanmeldelse på 195 mio. NLG (88 mio. ECU) vedrørende de første 217 udbrud af klassisk svinepest i 1997. Kommissionen trak 6 % fra i moms (som ikke er støtteberettiget) og reducerede samtlige udgifter med en fast procentsats på 25 % (ca. 20 mio. ECU), hvorefter den udbetalte 31 mio. ECU, som udelukkende dækkede udgifter i forbindelse med de første 195 udbrud. Den faste reduktion på 25 % skyldtes, at en række krav i artikel 3 i Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om udgifter på veterinærområdet(18) ikke var opfyldt:

a) Nederlandene havde ikke indført egnede foranstaltninger, der kunne forebygge risiko for smittespredning.

b) Der var ikke foretaget nedslagning af "dyr af modtagelige arter".

c) Medlemsstaterne havde ikke betalt svineavlerne en passende godtgørelse.

d) Der var ikke oprettet spærrezoner.

40. Den 22. juni 1998 indsendte de nederlandske myndigheder en "ny" udgiftsanmeldelse for hele 1997. Udgifterne beløb sig til 893605 068 NLG (402 mio. ECU), og der blev ansøgt om 50 % medfinansiering. Anmodningen dækker 424 udbrud og omfatter også 153 mio. NLG til "overname"-ordningen. Der blev udbetalt endnu en tranche (32,4 mio. ECU) i januar 1999 vedrørende udbrud 196 - 360(19). På grund af manglende bevillinger blev yderligere 11 mio. ECU, som skulle betales i henhold til samme beslutning, dækket over 1999-budgettet.

41. Den 2. oktober 1997 indsendte Spanien en foreløbig liste over betalinger som dokumentation for sin ansøgning om tilskud til veterinærforanstaltninger i henhold til det forslag, der senere blev Kommissionens beslutning 98/63/EF af 9. december 1997(20). Ansøgningen dækkede de første 57 udbrud i Catalonien, Castilien-Leon, Murcia og Andalusien. For at få udbetalt tilskuddet skulle Spanien i henhold til beslutningen forelægge en epidemiologisk rapport om hvert udbrud og hver kontaktbedrift samt en finansieringsrapport. Den 16. juni 1998 indsendte Spanien en "endelig" liste sammen med øvrige dokumenter, der kræves i henhold til beslutningen. I stedet for at vente til al dokumentationen forelå, mente Kommissionen, at den havde tilstrækkeligt grundlag til at udbetale et forskud på 4 mio. ECU i januar 1998, som blev konteret 1997-budgettet. Kommissionen kan eventuelt nægte at betale op til 6,6 mio. ECU vedrørende bestemte foranstaltninger, som den ikke mener er støtteberettigede (jf. punkt 51).

42. Garantisektionens udgifter omfatter et beløb på 6,8 mio. ECU, som blev konteret 1997-budgettet. Retsgrundlaget for denne udgift er Kommissionens forordning (EF) nr. 76/97 af 17. januar 1997(21). I perioden fra december 1993 til marts 1994 blev der slagtet 90106 svin i regionen omkring Damme i Tyskland. Denne foranstaltning blev oprindeligt anmeldt som en veterinærforanstaltning, men Fællesskabet afviste at finansiere den, fordi ikke alle kriterierne for en sådan foranstaltning var overholdt. I henhold til forordningen behandles opkøbet af 63074 af disse svin (70 %) som "undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet", som skal finansieres over fællesskabsbudgettet, dvs. 2 mio. ECU mere, end det ville have kostet, hvis opkøbet var blevet godkendt som en veterinærforanstaltning. Lignende praksis blev anvendt i Belgien i januar 1996(22) i forbindelse med godtgørelse for opkøb af 40633 svin i december 1993. Retten kritiserede denne fremgangsmåde i årsberetningen for regnskabsåret 1995 (punkt 3.26). Det er ikke klart, hvorfor der gik endnu et år, før man nåede frem til samme konklusion for Tysklands vedkommende. Kommissionen henviste i sit svar til den gråzone, der eksisterer mellem veterinær- og markedsstøtteslagtning. Problemet med gråzonen er endnu ikke løst, og det har givet anledning til megen debat mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

Medlemsstaternes gennemførelse af foranstaltningerne

Veterinærforanstaltninger

1997/98-epidemiens oprindelse

43. Epidemien startede i 1996 i Paderborn i Tyskland. Den berørte producent havde licens til at behandle køkkenaffald, men for at spare penge varmede han ikke affaldet op til sådanne grader, at virus blev ødelagt. Der er rejst tiltale mod de to parter, der mistænkes for at være ansvarlige for udbruddet af klassisk svinepest. Desuden iværksatte anklagemyndigheden i Paderborn undersøgelser af en dyrlæge, som blev beskyldt for at sprede svinefebervirus, fordi han ikke havde truffet tilstrækkelige forholdsregler ved behandlingen af svin på forskellige bedrifter. Anklagemyndigheden fastslog, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod dyrlægen, som imidlertid er blevet frakendt retten til at udøve sit erhverv. Fra Tyskland spredte virus sig til Nederlandene (der findes ingen beviser på, hvordan dette skete) og derfra til Belgien og Spanien på grund af transport af smittede dyr(23).

44. I Spanien var der indtil februar 1997 ikke registreret tilfælde af klassisk svinepest i næsten ti år. I perioden 1.- 24. februar 1997 importerede Spanien ca. 220000 smågrise og 19000 voksne svin fra Nederlandene. Af de 354 partier havde 212 oprindelse i de smitteramte regioner i Nederlandene (134000 svin). Animo-nettet fungerede ikke i perioden 1. januar 1997 til 17. februar 1997. Mange af de importerede dyr kunne derfor ikke spores af de spanske myndigheder (jf. punkt 26). Man identificerede imidlertid to bedrifter, som havde modtaget sådanne svin, og besætningerne blev slået ned som en forebyggende foranstaltning. På den ene af bedrifterne fandt nedslagningen sted den 24. februar, men der foreligger ingen dokumentation herfor. Der blev første gang anmeldt mistanke om svinepest den 14. april 1997, men Kommissionen antager, at den klassiske svinepestvirus var aktiv i Spanien fra februar til april 1997, uden at det blev opdaget. De første to udbrud fandt sted på bedrifter ejet af samme selskab som den ene af de to bedrifter, hvor der blev foretaget forebyggende nedslagning i februar. Dette selskab bør efter Kommissionens mening i vidt omfang drages til ansvar for spredningen af klassisk svinepest i Spanien. Der forekom udbrud på fem af dette selskabs bedrifter, og 13 gange blev der foretaget forebyggende nedslagninger på selskabets bedrifter. Selskabet har fået udbetalt i alt 9,2 mio. ECU fra Fællesskabet.

45. Det første udbrud i Belgien blev bekræftet den 30. juni 1997. Der er en direkte forbindelse mellem dette og alle senere udbrud, undtagen ét. Da der er mistanke om, at producenten har anmeldt sygdommen for sent, har myndighederne af forsigtighedsgrunde besluttet at halvere godtgørelserne, og der er indledt disciplinærsag mod producentens dyrlæge. Producenten har anlagt sag.

Forebyggende nedslagning

46. Der er ikke fastsat noget krav om, at medlemsstaterne skal foretage forebyggende nedslagning, men hvis de gør det, skal foranstaltningen både teknisk og videnskabeligt set være velbegrundet. Belgien og Tyskland gjorde brug af forebyggende nedslagning under en tidligere epidemi, og det viste sig at være en temmelig effektiv metode i områder med høj koncentration af svinebesætninger. Under 1997/98-epidemien valgte Spanien og Nederlandene at foretage forebyggende nedslagning af denne grund. I Tyskland mente man ikke, at denne metode var praktisk gennemførlig. Belgien anvendte artikel 6 i Rådets beslutning 90/424/EØF og iværksatte nedslagningen på grund af faren for smitte fra svinepestramte bedrifter i tilgrænsende områder i Nederlandene.

47. Så snart der var konstateret svinepest, besluttede de nederlandske myndigheder at foretage forebyggende nedslagning på bedrifter inden for en radius på 1 km omkring de to bedrifter, hvor udbruddet var bekræftet. Myndighederne søgte hermed at begrænse risikoen for spredning af sygdommen til omkringliggende bedrifter. I februar blev svinene på 26 bedrifter slået ned (26000 svin), og det blev senere konstateret, at tre af disse bedrifter havde været ramt af svinepest (to af disse udbrud skyldtes kontakt med nabobedrifter). De sagkyndige havde delte meninger, nogle gik ind for forebyggende nedslagning, og andre var imod. Den 14. februar besluttede de nederlandske myndigheder efter råd fra nationale sagkyndige at indstille den forebyggende nedslagning med den begrundelse, at den hindrede indsamling af vigtige epidemiologiske oplysninger. Forebyggende nedslagning blev genoptaget to måneder senere. I denne periode blev der gennemført foranstaltninger til støtte for markedet, hvorunder der blev opkøbt 690000 dyr.

48. I marts 1997 vidste man, at 39 bedrifter måtte være blevet inficeret allerede i begyndelsen af februar (konklusionen af en epidemiologisk undersøgelse). Havde man vidst det i februar, skulle svinebesætningen på alle disse bedrifter have været slået ned umiddelbart efter. I slutningen af den periode, hvor der ikke blev foretaget forebyggende nedslagning, havde der været 91 udbrud, og det blev klart, at forebyggende nedslagning var tvingende nødvendig. Manglende destruktionskapacitet betød imidlertid, at der i begyndelsen kun kunne foretages nedslagning inden for en radius på 500 m. Det var ikke optimalt, og foranstaltningen blev forsinket med op til 14 dage efter, at beslutningen var truffet, hvilket gjorde strategien mindre effektiv. Af de 1182 bedrifter, hvis besætninger blev slået ned, blev 67 senere klassificeret som smitteramt. Først den 12. maj 1997 blev foranstaltningen udvidet til den ønskede radius på 1 km. En million svin blev slået ned under denne foranstaltning.

49. En simulering foretaget af Landbouwuniversiteit i Wageningen(24) viser, at hvis den forebyggende nedslagning var blevet opretholdt fuldt ud, ville man have kunnet begrænse nedslagningen af besætninger til langt færre bedrifter, og antallet af udbrud ville sandsynligvis have ligget på omkring 70. På dette grundlag ville de samlede godtgørelsesomkostninger ved denne foranstaltning have været 135 mio. ECU lavere, og de efterfølgende udgifter til markedsstøtteforanstaltninger ville også have været lavere. Kommissionen og Retten deler den opfattelse, at når der først er truffet afgørelse om at anvende forebyggende nedslagning, bør foranstaltningen gennemføres konsekvent, og at de nederlandske myndigheders beslutning om at indstille den har haft konsekvenser for sygdommens udvikling og følgelig også øget udgifterne.

50. I Spanien vedtog lokale eksperter på svinepestområdet på et møde den 7. maj 1997, at samtlige svin bortset fra avlsdyr (søer og orner) på alle bedrifter inden for en radius på 250 m omkring et smitteramt område skulle slås ned. Hver uge skulle avlsdyrenes temperatur kontrolleres af en dyrlæge, men det fremgik af Kommissionens kontrol, at denne dyrlægekontrol ikke var gennemført systematisk. Ca. 20 % (6,6 mio. ECU) af de samlede godtgørelser for veterinærudgifter, som Spanien har anmeldt, vedrører forebyggende nedslagninger af dele af besætningerne. Omkring halvdelen af godtgørelserne blev udbetalt til producenter, som senere modtog godtgørelser under foranstaltninger til støtte for markedet. Manglende destruktionskapacitet betød, at myndighederne ikke kunne efterkomme producenternes ønske om at sælge dyrene under markedsstøtteforanstaltningerne, og der blev derfor åbnet 11 kommunale grave til nedgravning af kroppene (i alt 140000 svin blev nedgravet i disse grave). Dette betød, at det, der skulle have været en markedsstøtteforanstaltning, ikke kunne behandles som sådan, og at den blev finansieret som en "forebyggende" veterinærforanstaltning. Producenterne fik udbetalt mere under sidstnævnte foranstaltning.

51. Det kan i bedste fald diskuteres, om forebyggende nedslagning af en del af en besætning af veterinærmedicinske grunde er berettiget. Desuden blev nedslagningerne klassificeret forskelligt, dvs. som veterinærforanstaltninger den ene dag og som markedsforanstaltninger den anden. De spanske myndigheder hævder, at antallet af udbrud faldt hurtigt som følge af nedslagningen af dele af besætningerne, men antallet af udbrud var allerede stærkt faldende, før foranstaltningen blev indført. Forebyggende nedslagning af dele af besætningerne har vist sig at være dyrere, i mange tilfælde ville det have været langt billigere at slagte hele besætningen som en forebyggende foranstaltning i stedet for at slagte en del af besætningen og senere opkøbe dyrene under markedsstøtteforanstaltninger. Det ville have betydet en besparelse på 300 ECU pr. so. Retten deler Kommissionens alvorlige tvivl om, hvorvidt de udgifter, der er ansøgt om støtte til, er støtteberettigede.

52. I Belgien anses forebyggende nedslagning for at være en effektiv metode til at reducere risikoen for smittespredning, og denne metode anvendes nu altid. Alle svin på bedrifter inden for en radius på 1 km omkring et udbrud slås ned. Besætningerne på seks bedrifter tæt ved grænsen til Nederlandene blev slået ned som en forebyggende foranstaltning (3647 svin). Denne type foranstaltning gennemføres i henhold til artikel 6 i Rådets beslutning 90/424/EØF. Belgien har imidlertid også foretaget "delvise", forebyggende nedslagninger i henhold til artikel 6 i Rådets direktiv 80/217/EØF, hvor der ikke udtrykkeligt henvises til denne form for forebyggende nedslagning. Partier af svin, der muligvis var smittede, blev slået ned - nemlig alle svin importeret fra Nederlandene (16000) og søer (100) insemineret med sæd, der var importeret fra Nederlandene, og som muligvis var inficeret. På grundlag af en formodning om, at pestvirus først havde bredt sig til Nederlandene efter den 15. januar 1997, blev det besluttet, at dyr, der var importeret efter denne dato, skulle behandles som muligvis smittede dyr. Imidlertid blev kun de partier svin slået ned, der stammede fra områder, hvor der var mistanke om svinepest. Andre partier, der blev transporteret i samme lastvogn, men som stammede fra svinepestfrie områder i Nederlandene, blev ikke slået ned.

Godtgørelse

53. I Nederlandene indførte myndighederne faste godtgørelsessatser for nogle svinekategorier, men almindeligvis fulgte vurderingsmændene ikke disse satser. Der forelå ingen dokumentation for de højere satser, og vurderingsmændenes efterfølgende erklæringer bekræftede ikke fuldt ud, at det var berettiget at udbetale de pågældende beløb.

54. For visse kategorier af bedrifter havde de nederlandske myndigheder fastsat støttesatsen for søer på grundlag af en bestemt sats pr. so plus et formodet antal smågrise (4, 73). Dermed fik nogle producenter udbetalt godtgørelse for mange flere smågrise, end der var på bedriften på det tidspunkt, hvor dyrene blev slået ned. I et tilfælde konstaterede Retten, at en producent fik udbetalt godtgørelse for 1272 flere smågrise, end han var i besiddelse af. Kommissionen har beregnet, at der blev udbetalt uberettiget godtgørelse for i alt 175000 smågrise. Finansielt ville det have betydet en merudgift på fællesskabsbudgettet på 10,7 mio. ECU, hvis ikke Kommissionen havde afvist denne udgift. Kommissionen har også bevis for, at nogle af disse "manglende" smågrise kan være blevet solgt under foranstaltninger til støtte for markedet, kort tid før søerne blev slået ned i forbindelse med forebyggende nedslagning. I disse tilfælde har producenterne i realiteten fået godtgørelse to gange for de samme smågrise.

55. I Nederlandene er det sådan, at hvis der er opført et forkert beløb på vurderingsskemaet, og det korrekte beløb fremgår af vurderingsmandens papirer, afhænger støtteansøgningens retsgyldighed af, om landbrugeren kunne have haft officielt kendskab til papirerne. De udbetalte beløb blev beregnet manuelt, og der blev ikke ført et edb-register over godtgørelserne for hver dyrekategori. Ved sammenligning af de ugentlige målpriser og de værdier, der blev lagt til grund for betalingerne, viste der sig i nogle tilfælde at være en forskel på mere end 20 %.

56. Moret, Ernst and Young (MEY) har revideret "overname"-ordningen i Nederlandene (jf. nedenfor) og påvist, at der var udbetalt ca. 340000 ECU for meget. Kommissionen og Retten har undersøgt en stikprøve af transaktioner og konstateret, at der i en række andre tilfælde var udbetalt for meget, herunder et tilfælde, hvor der var ydet godtgørelse for de samme smågrise to gange (i forbindelse med "overname"-ordningen og forebyggende nedslagning).

57. Der er ikke noget kontrolspor for dyr, der blev sendt til centrale slagterier med henblik på destruktion. Moret, Ernst and Young (MEY) har forsøgt at rekonstruere dette spor. Revisionsfirmaet konkluderer, at forskellen på 33 % mellem de 47,9 mio. kg, slagterierne modtog, og de 31,9 mio. kg, destruktionsanstalterne modtog, kan forklares fyldestgørende med den kendsgerning, at mange af kroppene havde gennemgået en tørringsproces før destruktion. De nederlandske myndigheder har meddelt, at de også vil afstemme slagteriernes samlede input med destruktionsanstalternes output.

58. I Belgien foretages vurderingen af en sagkyndig vurderingsmand. Antallet af dyr i hver kategori (fravænnede grise, pattegrise, søer, gylter, fedesvin og avlsorner) opgøres, og gennemsnitsvægten for gylter, fedesvin og fravænnede grise fastsættes skønsmæssigt. For blandede partier blev dyrenes faktiske vægt ikke taget i betragtning, selv om vægten havde været et bedre grundlag for beregningen af støttebeløbene. I forbindelse med tre tilfælde af blandede partier, som Retten reviderede, viste det sig, at den skønsmæssigt fastsatte vægt, der havde dannet grundlag for beregningen af godtgørelsen, afveg fra den faktiske vægt med op til 18 %. Fordi skalaen for støtte pr. kilo er degressiv, var der i disse tilfælde tale om overkompensation i mindre målestok.

59. I Spanien blev forskellige kategorier af dyr vejet sammen. Det var derfor ikke muligt at kontrollere, at der var udbetalt de rigtige godtgørelsesbeløb. Det var også tilfældet med 67500 dyr, som var gravet ned på bedrifterne. Her havde man lagt dyrenes vægt, som dyrlægerne havde fastsat skønsmæssigt, til grund for støtteberegningen. Retten konstaterede, at der var udbetalt i alt 1,2 mio. ECU for meget, fordi man ikke havde anvendt de rigtige godtgørelsessatser.

60. I Tyskland fastsættes en svinebestands værdi af en sagkyndig komite. Godtgørelsen beregnes på grundlag af de levende svins skønsmæssigt fastsatte vægt og tilpasses ikke efter slagtekroppenes faktiske vægt, når de bliver leveret til destruktionsanstalten. I den stikprøve, Retten undersøgte, var den skønnede levende vægt op til 13 % højere end slagtevægten.

61. I Belgien forelå der ingen dokumentation, der kunne forklare, hvorfor der var anvendt forskellige satser ved nedslagning af hele eller en del af besætninger af søer og smågrise. Efter landbrugernes protester var den godtgørelsessats, der i første omgang var fastsat for gylter, blev hævet. Det resulterede i nogle tilfælde i, at godtgørelsen blev fordoblet. Gylter er bestemt til avl og er derfor i sagens natur mere værdifulde. Producenternes godtgørelse for gylter var i gennemsnit 75 % højere end for fedesvin. Derfor har producenten naturligvis finansiel interesse i at have så mange gylter som muligt i stedet for fedesvin. Det er desuden ikke klart, hvornår en smågris har udviklet sig til en gylt. I forbindelse med godtgørelsesordningen er dyr på kun 25 kg blevet klassificeret som gylter, mens dyr på under 26 kg er blevet klassificeret som smågrise i forbindelse med markedsstøtteforanstaltningerne. I henhold til det dokument, der beskriver godtgørelsesproceduren, udgør gylter på en normal bedrift højst 20 % af det samlede antal søer. På specialiserede bedrifter kan procentsatsen naturligvis være højere. På nogle bedrifter i Belgien, hvis besætning blev slået ned under udbruddet af klassisk svinepest, var næsten 60 %, eller tre gange normen, gylter.

62. I Spanien afviger den støtte, der er udbetalt for bestemte kategorier af dyr i henhold til veterinærforanstaltningerne, væsentligt fra den, der er udbetalt i henhold til markedsstøtteforanstaltningerne. Som eksempel kan nævnes, at støtten i henhold til vererinærforanstaltningerne for smågrise på 15 kg, der var slået ned den 14. juli 1997, beløb sig til 8575 ESP, mens støtten i henhold til markedsstøtteforanstaltningerne var 17 % højere. Begge satser var mere end dobbelt så høje som den faktiske markedspris. I Nederlandene var den gennemsnitlige støttesats for fedesvin, der blev slået ned under "overname"-ordningen, 20 % højere end støtten i henhold til markedsstøtteforanstaltningen. Så store afvigelser er ikke berettigede.

"Overname"-ordningen i Nederlandene

63. De foranstaltninger til støtte for markedet, der blev indført ved Kommissionens forordning (EF) nr. 413/97 af 3. marts 1997(25), omfattede kun fedesvin og smågrise, men der blev nedlagt forbud mod at transportere alle kategorier af svin. Specialiseringen (jf. punkt 7) betød, at staldene hurtigt blev overfyldte, og det gik ud over dyrenes velfærd på mange af de involverede bedrifter.

64. Det gjorde situationen endnu alvorligere, at 1675 bedrifter måtte erklæres mistænkt for svinepest, fordi der var påvist pestvirus i to insemineringsstationer. I begyndelsen af epidemien anså man ikke smittespredning via insemineringsstationer for at være en reel mulighed. Senere begivenheder tydede på, at muligheden forelå, og den strategi, der blev vedtaget, var baseret på, at der var en sådan forbindelse(26).

65. I marts 1997 besluttede de nederlandske myndigheder derfor at indføre en offentligt finansieret veterinærforanstaltning ("overname"-ordningen). I henhold til denne ordning fik producenterne udbetalt en godtgørelse for sunde svin, som de valgte at lade slå ned. I juni 1998 forelagde de nederlandske myndigheder en anmodning om medfinansiering fra Fællesskabet, som også omfattede et beløb på 70 mio. ECU. På grundlag af resultaterne af en fælles revision (september 1998) udført af Retten og Kommissionen afviste Kommissionen i maj 1999 denne del af anmodningen med den begrundelse, at svinene, som dette beløb vedrørte, var sunde og derfor ikke kunne betragtes som støtteberettigede i henhold til artikel 3 i Rådets beslutning 90/424/EØF. Kommissionen påpegede endvidere, at bestemmelserne i Rådets direktiv 80/217/EØF ikke var opfyldt, fordi ordningen ikke omfattede alle svin i en besætning, og fordi den var frivillig.

Undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet

Formål

66. Sådanne foranstaltninger består i fjernelse af svin og smågrise for at undgå overfyldte stalde på bedrifter i spærre- og overvågningszonerne, hvor veterinærforanstaltninger omfattende forbud mod transport til og fra bedrifterne indebærer fare for alvorlige forstyrrelser på svinekødsmarkedet. Selv om sådanne dyr anses for at være fri for klassisk svinepest, når de forlader bedriften, skal kroppene forarbejdes til produkter, som ikke er beregnet til konsum, dvs. destrueres. Den støtte, producenterne får udbetalt for fedesvin, er lig med markedsprisen for fedesvin på over 120 kg. For svin, der vejer under 120 kg, ydes en reduceret sats, og for smågrise ydes en fast sats pr. vægtkategori. Vægten fastsættes som gennemsnitsvægten for partiet. Der blev vedtaget to foranstaltninger, som er en undtagelse fra denne procedure, nemlig forarbejdning til konserves i Tyskland og et insemineringsforbud i Nederlandene.

Kontrolspor

67. I Belgien var der et kontrolspor, og der var stort set fyldestgørende dokumentation for betalingerne. De dokumenter, Retten gennemgik i Katalonien, var tilstrækkeligt grundlag for at kontrollere, at betalingerne var beregnet rigtigt. Kommissionen har imidlertid bemærket, at i 10 % af den undersøgte stikprøve var det antal dyr, der i henhold til producenternes registre var fjernet fra bedrifterne, højere end det antal dyr, der senere blev ansøgt om støtte til. Hvis det registrerede antal dyr var blevet lagt til grund, ville gennemsnitsvægten pr. parti være faldet, og der ville være blevet udbetalt et mindre støttebeløb, eller ansøgningen ville være blevet afvist. De spanske myndigheder stillede ikke krav om, at producenterne skulle indsende kopier af deres registre sammen med støtteansøgningen.

68. I Tyskland fandtes der bevis for, at svinekroppene var leveret til destruktionsanstalten, men intet bevis for, at de faktisk var destrueret. I Nederlandene har Moret, Ernst & Young (MEY) udarbejdet en revisionsberetning dateret den 30. januar 1998 om det godkendte udbetalende organ LASER's regnskab for 1997. I den generelle konklusion fastslog MEY, at det ikke kunne afgive revisionserklæring om udgifterne vedrørende markedsforanstaltningen, fordi LASER ikke kunne afgive en generel erklæring om, at alle opkøbte svin var destrueret eller anbragt i kølelagre. LASER indførte derfor et nyt edb-system, det såkaldte "VAS"-system, til registrering af samtlige bevægelser i svinebestandene under gennemførelsen af foranstaltningen. Alle relevante oplysninger fra de underliggende dokumenter blev registreret i systemet med tilbagevirkende kraft. Efter at have gennemgået systemet udarbejdede MEY endnu en beretning dateret den 5. marts 1998. Heri tog revisionsfirmaet sit forbehold tilbage. Trods indførelsen af VAS-systemet betyder den kendsgerning, at alle eller nogle svin fra bestemte partier er endt i kølelagre, at der først kan foretages endelig afstemning af de leverede og videresendte mængder, når alt kød på kølelagrene er blevet forarbejdet.

Udsættersøer

69. Udsættersøer var oprindeligt ikke støtteberettigede i henhold til forordningerne om indførelse af undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet for svinekød i de fire medlemsstater. For Nederlandenes vedkommende blev grundforordningen ændret(27), således at der kunne ydes støtte for op til 25000 udsættersøer. Støtten blev fastsat til 70 % af prisen ab bedrift for svin i kvalitetsklasse E. Selv om denne foranstaltning blev indført på anmodning af de nederlandske myndigheder, gennemførte de den aldrig med den begrundelse, at der ikke var så alvorlige dyrevelfærdsproblemer, at det var berettiget at foretage opkøb. I bestemmelserne om "overname"-ordningen fandtes kategorien udsætterso ikke, men der blev ikke desto mindre opkøbt 1000 udsættersøer under denne ordning.

70. I Spanien blev grundforordningen også ændret, og der blev indført støtte for op til 11000 udsættersøer. Der blev imidlertid kun opkøbt 50 % (5520 søer) under ordningen. Ændringerne af grundforordningerne vedrørende Tyskland og Belgien omfattede ikke udsættersøer.

Forarbejdning til konserves i Tyskland

71. I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 546/97 af 25. marts 1997 om ændring af forordning (EF) nr. 414/97 om undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet for svinekød i Tyskland(28) kunne slagtekroppe opkøbt under disse foranstaltninger forarbejdes til konserves. Da der altid er en vis risiko for, at svinene er smittet med klassisk svinepest, skal kødet varmebehandles. Myndighederne skal løbende foretage kontrol på stedet af forarbejdningen af kødet. Det forarbejdede kød skal eksporteres uden eksportrestitutioner til lande uden for EU for at undgå forstyrrelser på fællesskabsmarkedet og for at beskytte traditionelle handelsforbindelser med tredjelande.

72. Der blev udbetalt 8,2 mio. DEM i godtgørelse for opkøb af 19392 svin til fremstilling af konserves. Fællesskabet har betalt 70 % (5,7 mio. DEM).

73. Der blev fremstillet to slags produkter: 1300 tons "Schinkenfleisch" og 708 ton "Schmalzfleisch", dvs. 50 % af de 4000 tons, der var givet tilladelse til i henhold til forordningen. Hele produktionen var beregnet på eksport til Rusland. Udførslen af produkterne til Rusland begyndte i uge 20 i 1997 og sluttede først i uge 34 i 1998 som følge af økonomisk krise i landet. Der blev i alt udført 1594 tons, det resterende lager, dvs. 20 % af produktionen, er oplagret på produktionsstedet og skal kontrolleres af toldmyndighederne for at hindre, at produkterne ender på fællesskabsmarkedet.

Insemineringsforbuddet i Nederlandene

74. I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1564/97(29) kunne der ydes støtte for op til 220000 søer, der var underlagt det "insemineringsforbud, der den 3. juni 1997 blev vedtaget ved den nederlandske forordning om forbud mod reproduktion af grise i 1997 - Regeling fokverbod varkens 1997". Forbuddet vedrørte et bestemt område, som blev udvidet betydeligt den 24. juni 1997. Støtten blev fastsat til 32 ECU pr. so pr. måned, så længe insemineringsforbuddet blev opretholdt. Til forskel fra andre markedsforanstaltninger var dette forbud lovpligtigt. Producenterne kunne imidlertid kun få udbetalt støtten, hvis alle støttebetingelser var opfyldt. Til at begynde med skulle producenterne sørge for, at søerne blev insemineret senest fire måneder efter forbuddets ophævelse. De nederlandske myndigheder blev senere klar over, at det ville være umuligt at håndhæve denne bestemmelse, så forordningen blev ændret(30), således at søerne skulle holdes på bedriften i fire måneder efter insemineringsforbuddets ophævelse, men de skulle ikke nødvendigvis insemineres i samme periode. Forbuddet blev ophævet den 12. november 1997.

75. Der blev ansøgt om støtte i henhold til denne forordning til i alt 191024 søer. Fællesskabets medfinansiering var fastsat til enten 70 % af den udbetalte støtte eller 70 % af den fællesskabsstøtte, der efter inseminering af søerne skulle udbetales for de smågrise, som blev født i den periode, forbuddet var gældende (nedsat med 116 dage), dog altid det laveste af de to beløb. De nederlandske myndigheder søgte om 9,3 mio. ECU på sidstnævnte grundlag.

76. Støtten for søer, der er underlagt insemineringsforbuddet, skal kontrolleres i overensstemmelse med bestemmelserne for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger. De nederlandske myndigheder har faktisk kontrolleret et langt højere antal ansøgninger (over 50 %) end de 10 %, der er fastsat krav om. Kontrolresultaterne viser, at mange ansøgninger var blevet afvist 100 %, fordi søerne var blevet insemineret i den periode, hvor insemineringsforbuddet var gældende (34 ud af de 431 kontrollerede ansøgninger). Eftersom et af kriterierne for udvælgelse af stikprøven var risikoanalyse, bør disse resultater ikke ekstrapoleres.

Opfølgning af årsberetningen for regnskabsåret 1995

77. I årsberetningen for regnskabsåret 1995 gjorde Retten rede for de foranstaltninger, de tyske og belgiske myndigheder havde iværksat til bekæmpelse af klassisk svinepest i perioden 1993 til 1995. Rettens konklusion om fire væsentlige punkter er ikke taget fuldt ud til følge (jf. punkt 28 - 31).

78. "Betingelserne for gennemførelsen af de veterinære foranstaltninger og undtagelsesforanstaltningerne bør fremgå klart af forordningerne." Kommissionen har i mellemtiden fastslået helt klart, at visse udgiftskategorier ikke er støtteberettigede, men nogle medlemsstater anmoder om at få sådanne udgifter godtgjort (jf. punkt 42, 50 og 63 - 66).

79. "Kommissionen bør [...] undersøge, om det er hensigtsmæssigt at have forskellige støttesatser for de to foranstaltninger [...]." Undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet er blevet finansieret med 70 % og veterinærforanstaltninger med 50 %. I betragtning af, at der er en årsagssammenhæng mellem veterinærforanstaltninger og markedsstøtteforanstaltninger, og i betragtning af problemerne med at klassificere visse foranstaltninger, ville det være mere hensigtsmæssigt at indføre en og samme medfinansieringssats på 50 %. Med kun én sats ville der ikke længere være nogen tilskyndelse til at "omklassificere" ordninger for at opnå finansielle fordele.

80. "Det bør sikres, at de godtgørelser, som medlemsstaterne betaler til producenterne, beregnes efter mere præcise og ensartede metoder." Støttesatserne i forbindelse med veterinærforanstaltninger viser også, at vurderingsmændene i de forskellige medlemsstater har et vidt skøn. Der er betydelige forskelle i støttesatserne (for markeds- og veterinærforanstaltninger) både mellem medlemsstaterne og inden for disse. Det gør forholdene alvorligere, at nogle af de vejede partier var blandede bestående af flere forskellige kategorier, at støtten var beregnet på grundlag af en skønsmæssigt fastsat vægt, og at der ikke blev anvendt samme vægtkategorier (jf. punkt 53 - 58). Godtgørelsen for gylter (jf. punkt 61) og søer har varieret betydeligt, og i Nederlandene blev godtgørelsen for søer beregnet på grundlag af et formodet antal smågrise (jf. punkt 53). Det kan måske accepteres, at godtgørelsessatserne er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, fordi de afspejler de nationale markedspriser, men det er ikke logisk, at godtgørelsessatsen for den samme type dyr med samme vægt i nogle tilfælde var højere i forbindelse med veterinærforanstaltninger end i forbindelse med markedsstøtteforanstaltninger - eller omvendt (jf. punkt 62).

81. Kommissionen bør udarbejde forslag til ændring af de gældende forordninger og forelægge dem for Rådet. Den bør undersøge, hvilket bidrag landbrugere med intensiv svineproduktion bør yde til bekæmpelsen af klassisk svinepest. Kommissionen har udarbejdet en rapport om situationen i svinekødssektoren(31), hvori den navnlig kommer ind på strukturstøtteforanstaltningerne. Det bemærkes i rapporten, at miljøomkostningerne i forbindelse med den intensive svinekødsproduktion ikke bæres af svinekødsindustrien. Det gør omkostningerne ved bekæmpelse af sygdomme som f.eks. klassisk svinepest heller ikke, men muligheden for at få producenterne til at dække nogle af disse omkostninger nævnes ikke. De nederlandske myndigheder har imidlertid taget et skridt i denne retning ved at indføre en afgift (jf. punkt 7).

Konklusion

82. Costbenefitanalysen, der skulle vise, at ikke-vaccinationspolitikken var økonomisk berettiget, bør ajourføres i betragtning af de meget høje omkostninger ved svinepestepidemien i 1997 - 1998 og af udviklingen inden for markørvacciner (jf. punkt 16 - 19).

83. Animo, et edb-baseret kommunikationsnet på EU-plan med oplysninger om transport til og fra landbrugsbedrifter, havde ikke de oplysninger som var absolut nødvendige i kampen mod smittespredning (jf. punkt 24). I Spanien blev et udbrud af klassisk svinepest i første omgang slet ikke påvist, og derfor kunne sygdommen brede sig (jf. punkt 44). I Tyskland, Spanien og Belgien kan enkeltpersoner/virksomheder også have været medvirkende til spredning af sygdommen (jf. punkt 45). Fordi man ikke havde erkendt, at sæd kan være smittebærende, forværredes et allerede alvorligt udbrud af svinepest i Nederlandene, og det fik følger for Belgien (jf. punkt 52). Beslutningen om at indstille forebyggende nedslagning af besætninger i Nederlandene gjorde det endnu vanskeligere at få sygdommen under kontrol (jf. punkt 48).

84. Anvendelsen af svinekroppe til fremstilling konserves med henblik på eksport kræver omfattende administrativ kontrol. En tredjedel af de fedesvin, der blev opkøbt i henhold til undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet i Tyskland, blev anvendt til konserves, men 20 % af de færdige produkter ligger stadig på lagre, og det ser ikke ud til, at de kan sælges inden for den nærmeste fremtid (jf. punkt 71 - 73). Sådanne foranstaltninger skaber flere problemer, end de løser, og de bør ikke tillades i fremtiden. Det har også vist sig at være vanskeligt at kontrollere insemineringsforbuddet, et meget stort antal ansøgninger kunne ikke tages i betragtning (jf. punkt 76).

85. Epidemien i 1993 - 1995 resulterede ikke i, at man kom ret meget videre i retning af at få fastlagt en særlig strategi for, hvad der skulle gøres i tilfælde af nye udbrud af sygdommen. I mellemtiden har Fællesskabet haft det værste udbrud af svinepest nogensinde. Da man koncentrerede sig om andre problemer på veterinærområdet (oprettelsen af det frie indre marked og BSE), havde man ikke prioriteret beredskabsplanerne for svinepest så højt, som man burde have gjort - det viste epidemien i 1997 - 1998. Retten opfordrer indtrængende Kommissionen til at afsætte så mange ressourcer som nødvendigt, så revisionen af fællesskabslovgivningen og -politikken på dette område kan afsluttes hurtigst muligt. Medlemsstaterne bør også leve op til deres ansvar for, at fællesskabslovgivningen gennemføres, således at risikoen for fremtidige udbrud af klassisk svinepest, der medfører epidemier af en sådan størrelsesorden, mindskes.

Vedtaget af Revisionsretten i Luxembourg på mødet den 13. januar 2000.

På Revisionsrettens vegne

Jan O. Karlsson

Formand

(1) Landbrugets stilling i Den Europæiske Union, Rapport 1996.

(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 2042/98 af 25. september 1998, EFT L 263 af 25.9.1998, s.12.

(3) "Health Strategies to control swine infectious diseases: European experience", Kommissionens arbejdsdokument VI/1715/96 af 30. januar 1996.

(4) Rapport om situationen i svinekødssektoren i Den Europæiske Union med henblik på eventuelle ændringer af strukturstøtteforanstaltningerne, KOM(1998) 434 endelig udg. af 27.7.1998.

(5) Kommissionens beslutning 98/399/EF af 8. juni 1998, EFT L 176 af 20.6.1998, s. 36, og 1999/39/EF af 21. december 1998 om ophævelse af beslutning 96/552/EF, EFT L 11 af 16.1.1999, s. 47.

(6) "Health Strategies to control swine infectious diseases: European experience", Kommissionens arbejdsdokument VI/1715/96 af 30. januar 1996.

(7) EFT L 47 af 21.2.1980, s. 11.

(8) Kommissionens beslutning 1999/246/EF af 30. marts 1999, EFT L 93 af 8.4.1999, s. 24.

(9) EUR 5738 e.

(10) EFT L 47 af 21.2.1980, s. 11.

(11) "The Use of Marker Vaccines in the Control of Infectious Diseases in Particular", CSF VI/8119/97, 17.9.1997.

(12) Rådets beslutning 93/384/EØF af 14. juni 1993, EFT L 166 af 8.7.1993, s. 34.

(13) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(14) Untersuchungen zu Vorkommen, Ausbreitung und Bekämpfung der KSP in Deutschland 1993 - 95 (ikke dateret), Fællesskabets referencelaboratorium i Hannover.

(15) Kommissionens forordning (EF) nr. 413/97, EFT L 62 af 4.3.1997, s. 6.

Kommissionens forordning (EF) nr. 414/97, EFT L 62 af 4.3.1997, s. 29.

Kommissionens forordning (EF) nr. 581/97, EFT L 87 af 2.4.1997, s. 11.

Kommissionens forordning (EF) nr. 913/97, EFT L 131 af 23.5.1997, s. 14.

(16) Kommissionens forordning (EF) nr. 370/98 af 17. februar 1998, EFT L 47 af 18.2.1998, s. 10.

(17) Kommissionens beslutning 97/122/EF af 14. februar 1997, EFT L 45 af 15.2.1997, s. 48.

(18) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19.

(19) Kommissionens beslutning 1999/18/EF af 22. december 1998, EFT L 6 af 12.1.1999, s. 18.

(20) EFT L 16 af 21.1.1998, s. 43.

(21) Kommissionens forordning (EF) nr. 76/97 af 17. januar 1997, EFT L 16 af 18.1.1997, s. 74.

(22) Kommissionens forordning (EF) nr. 151/96 af 29. januar 1996, EFT L 23 af 30.1.1996, s. 9.

(23) Ifølge oplysninger fra Fællesskabets referencelaboratorium for klassisk svinepest i Hannover.

(24) Bilag 8 til universitetets endelige evalueringsrapport (marts 1998).

(25) EFT L 62 af 4.3.1997, s. 26.

(26) Det fremgår af test, som referencelaboratoriet i Hannover har foretaget i begyndelsen af 1998, at det er meget vanskeligt at påvise virus' tilstedeværelse i sæd, og at virus kun påvises i meget små mængder. Tamorner får ikke de symptomer, der er typiske for klassisk svinepest, og derfor har alle centre haft tendens til at behandle symptomerne i stedet for at teste for klassisk svinepest.

(27) Kommissionens forordning (EF) nr. 1293/97 af 3. juli 1997, EFT L 176 af 4.7.1997, s. 23.

(28) EFT L 84 af 26.3.1997, s. 12.

(29) EFT L 208 af 2.8.1997, s. 25.

(30) Kommissionens forordning (EF) nr. 1688/97 af 29. august 1997, EFT L 239 af 30.8.1997, s. 1.

(31) Rapport om situationen i svinekødssektoren i Den Europæiske Union med henblik på eventuelle ændringer af strukturstøtteforanstaltningerne, KOM(1998) 434 endelig udg. af 27.7.1998.

Kommissionens svar

Resumé

Selv om Kommissionen erkender, at der stadig kan ske forbedringer, og at nogle foranstaltninger er blevet forsinket, fordi der var andre opgaver, som prioriteredes højere, mener den ikke, at Revisionsretten tillægger de fremskridt, der er sket, nok betydning.

Selv om EU ikke har været fuldstændig fri for klassisk svinepest, er der noget, der tyder på, at de seneste udbrud skyldes, at der fortsat findes klassisk svinepest hos vildsvinebestanden, og der er særlige vanskeligheder forbundet med at udrydde sygdommen i denne gruppe af dyr, hvilket fremgår af en nylig rapport fra den videnskabelige komité.

Kommunikationsnettet Animo kan nok forbedres, og Kommissionen vil sørge for, at Revisionsrettens bemærkninger tages ad notam, når systemets fremtid tages op til revision. For øjeblikket gælder det først og fremmest om at sørge for, at Animo fortsat fungerer efter den 1. januar 2000. En stor del af den kritik, som Revisionsretten retter mod Animo, kan snarere tilskrives den måde, som systemet anvendes på af medlemsstaternes embedsmænd, end mangler ved selve systemet. Nogle af dem har end ikke noget at gøre med Animo, men skyldes utilstrækkelige nationale administrative procedurer. Man må huske på, at Animo i det væsentlige er et fælles foretagende medlemsstaterne imellem, og at Kommissionen kun yder en hjælpende hånd og ikke er primær administrator af systemet.

Kommissionen er enig i, at ikke-vaccinationspolitikken bør tages op til fornyet overvejelse, når markørvaccinerne bliver pålidelige og tilgængelige. En afprøvning af disse vacciner tidligere på året viste imidlertid, at de endnu ikke er så udviklede, at de kan bruges, og det skønnes, at der kræves endnu flere års arbejde, før de bliver en realistisk valgmulighed.

Kommissionen finansierer for øjeblikket et forskningsprojekt, hvor der udføres en costbenefitanalyse af alternative strategier til bekæmpelse af klassisk svinepest, herunder eventuel anvendelse af markørvacciner fremover. I mellemtiden er det stadig vigtigt fortsat at undlade at vaccinere under hensyntagen til den internationale handel.

Som Revisionsretten bemærker, har Kommissionens kontrolbesøg i medlemsstaterne resulteret i, at anmodninger om refusion af nationale udgifter til foranstaltninger i forbindelse med udbrud af klassisk svinepest er blevet nedsat eller afvist. Arbejdet på disse spørgsmål er endnu ikke afsluttet. Revisionsretten deltog i Kommissionens kontrolbesøg i en medlemsstat i 1998, og de to institutioner er enige om, at de dengang undersøgte udgifter ikke er refusionsberettigede.

Det var Kommissionen, der indførte begrebet EU-lofter og nationale lofter over antallet af dyr, der er berettiget til undtagelsesforanstaltningerne til støtte for markedet ved at bruge sine forvaltningsbeføjelser under udbruddet af klassisk svinepest i 1993 - 1994. Det er fuldstændigt normalt, at lofterne ændres, fordi der ikke er nogen, der fra begyndelsen kan vide, hvor mange dyr der vil blive ramt af udbruddet. Disse beslutninger vedtages af Forvaltningskomitéen for Svinekød, der har en repræsentant for Kommissionen som formand. Der vedtages bestemmelser efter drøftelser mellem Kommissionen og de berørte medlemsstater både i en forberedende fase og under selve møderne. Det primære ansvar for at gennemføre disse beslutninger er dog medlemsstaternes.

Kommissionen vil foreslå, at medfinansieringssatsen for foranstaltninger til støtte for markedet fremover bliver den samme som for veterinærforanstaltninger, så man undgår de vanskeligheder, Revisionsretten har beskrevet. Kommissionen gør dog opmærksom på, at undtagelsesforanstaltningerne til støtte for markedet i mange år blev finansieret 100 %, og at det var på Kommissionens initiativ, at begrebet medfinansiering blev gradvis indført.

Kommissionen er enig i, at producenterne bør gøres mere ansvarlige for den finansielle side af udryddelsen af dyresygdomme, fx ved en form for forsikringsordninger. Da dette spørgsmål sorterer under de enkelte medlemsstater, har Kommissionen i forbindelse med revisionen af EF-lovgivningen vedrørende disse spørgsmål til hensigt at vurdere muligheden for at hjælpe medlemsstaterne med at oprette sådanne ordninger.

Kommissionen erkender, at arbejdet på at få medlemsstaterne til at forelægge effektive beredskabsplaner til brug ved udbrud af klassisk svinepest har taget længere tid end forudset. Dette er der flere årsager til. For det første lagde det forberedende arbejde med henblik på gennemførelsen af det indre marked beslag på Kommissionens personale samtidig med, at det blev påkrævet at tage sig af BSE-krisen, hvilket betød, at arbejdsopgaverne måtte prioriteres. Da der allerede fandtes veldefinerede planer til brug ved udbrud af mund- og klovesyge, som også var anvendelige ved udbrud af klassisk svinepest, mente man, at man med rimelighed kunne vente med at udarbejde specielle planer for udbrud af klassisk svinepest. Desværre viste det sig ved det efterfølgende udbrud, at medlemsstaternes veterinærmyndigheder (der under alle omstændigheder er primært ansvarlige for sygdomsbekæmpelse, så de kan tage den lokale epidemiologiske situation i betragtning, når de bekæmper sygdomsudbrud) havde undervurderet svinepestvirussets virulens og infektivitet, og de var ikke så velforberedte, som de burde have været.

Kommissionens veterinærafdeling er siden da blevet omstruktureret og udvidet både på forskrifts- og kontrolområdet, så arbejdet på at vedtage beredskabsplaner for klassisk svinepest kan trappes op, og der kan tages hensyn til de seneste problemer med at udrydde denne sygdom. Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor i Dublin er nu i færd med at aflægge en række kontrolbesøg for at vurdere, om medlemsstaternes beredskabsplaner er effektive.

Kommissionen er enig med Revisionsretten i, at svinepestepidemien i 1997 - 1998 har understreget behovet for at revidere nogle aspekter af de nugældende retsforskrifter vedrørende denne sygdom og gennemførelsen af dem, selv om det har vist sig, at klassisk svinepest kan bekæmpes og udryddes med held, hvis de gældende retsforskrifter anvendes korrekt. På baggrund af erfaringen og ændringerne i den videnskabelige viden vil Kommissionen dog fremsætte forslag om ændring af det pågældende direktiv i de kommende måneder.

Indledning

De vigtigste kendetegn ved markedet

1 - 7. Kommissionen er principielt enig i Revisionsrettens beskrivelse af kendetegnene ved markedet.

Hvad angår svineproduktionsindustriens struktur bør det bemærkes, at svineproducenterne som følge af manglende direkte støtteforanstaltninger og direkte indkomststøtte under den fælles landbrugspolitik har måttet specialisere sig og koncentrere produktionen. Producenterne er blevet tvunget til at opnå stordriftsfordele for at tjene til dagen og vejen og bevare konkurrenceevnen.

Kommissionens forvaltning

Udryddelses- og overvågningsprogrammer

13. Som led i Rådets direktiv 80/217/EØF og Rådets beslutning 90/424/EØF er der i de seneste år taget EU-initiativer til bedre forebyggelse, bekæmpelse og udryddelse af klassisk svinepest i alle områder af EU, der kan identificeres som havende en højere svinepestrisiko.

Der iværksættes udryddelsesplaner i alle områder af Tyskland, Frankrig og Italien, hvor klassisk svinepest er endemisk i vildsvinebestanden. Der gennemføres også et overvågningsprogram for tamsvinebedrifter i Tyskland, især i de områder, som er udsat for en højere svinepestrisiko. I den øvrige del af EU findes svinepestvirusset ikke i endemisk form. I tilfælde af udbrud skulle beredskabsplanerne (se nedenfor) sikre, at de foranstaltninger, som er indført ved retsforskrifter, iværksættes, og at sydommen hurtigt udryddes.

I de seneste to årtier har Kommissionen bestræbt sig på at sørge for, at officielt udpegede laboratorier kan diagnosticere klassisk svinepest på en nøjagtig og ensartet måde i alle medlemsstaterne. Derudover er der blevet finansieret forskningsprojekter, der har resulteret i, at der er blevet udviklet molekylærbiologiske metoder, så der hurtigt kan skelnes mellem forskellige stammer af klassisk svinepestvirus. Epidemiologerne har således et vigtigt supplement til at spore sygdomsudbrud.

Kommissionen er udmærket klar over de problemer, der er med forekomsten af klassisk svinepest i nogle central- og østeuropæiske lande og den fremtidige udvidelse af EU. En række aktiviteter,

Udbrud af klassisk svinepest i EU januar 1997 - oktober 1999

(situation pr. 25. oktober 1999)

>PIC FILE= "C_2000085DA.002301.EPS">

der støttes af Kommissionen under Phare's veterinære diagnosticerings- og bekæmpelsesprogram for flere lande, vedrører bedre forebyggelse og bekæmpelse af klassisk svinepest, herunder:

- efteruddannelse af forskere, embedsdyrlæger og praktiserende dyrlæger i diagnosticerings- og grænsekontrolprocedurer

- levering af laboratorieudstyr og indførelse af fælles laboratoriemetoder

- udarbejdelse af beredskabsplaner.

Efter epidemien i 1997/1998 (det sidste udbrud var i juli 1998 i Spanien) faldt antallet af sygdomsudbrud i EU betydeligt (se tabellen). Selv om sygdommens nøjagtige oprindelse i nogle tilfælde ikke er blevet fuldstændig klarlagt, tyder resultaterne af de epidemiologiske undersøgelser, der blev foretaget efter de seneste udbrud, på, at der er en direkte eller indirekte forbindelse mellem dem og den vedvarende forekomst af klassisk svinepest hos vildsvinebestanden. Desværre er der flere vanskeligheder forbundet med at udrydde klassisk svinepest blandt vildsvin, hvilket fremgår af en rapport af 10. august 1999(1) fra Den Videnskabelige Komité.

Beredskabsplaner

14 - 15. At der er lighed mellem de bekæmpelses- og udryddelsesforanstaltninger, der skal anvendes i tilfælde af mund- og klovesyge og klassisk svinepest, anerkendes i EF-retsforskrifterne. Ifølge artikel 14b i Rådets direktiv 80/217/EØF er kriterierne for udarbejdelse af beredskabsplaner for klassisk svinepest, med de nødvendige ændringer, de samme som dem, der er fastsat for mund- og klovesyge.

Kommissionen godkendte planer for udryddelse af mund- og klovesyge i 1993 og 1995(2). Bestemmelserne heri gælder i vid udstrækning også for klassisk svinepest, da de vedrører de ressourcer, som kræves for at klare sygdomskriser, og de personer, som står for udryddelsesforanstaltningerne er grundlæggende de samme, nemlig producenterne, svinekødsindustrien, dyrlægerne mv.

I betragtning af at beredskabsplanerne for mund- og klovesyge kunne bruges i tilfælde af svinepest, mente Kommissionen, at det til rådighed værende personale primært skulle beskæftige sig med gennemførelsen af det indre marked(3) og tage sig af BSE-krisen. Kommissionens veterinærafdeling er siden blevet omstruktureret og udvidet både på forskrifts- og kontrolområdet, så arbejdet på at vedtage beredskabsplaner for klassisk svinepest har kunnet trappes op, samtidig med at der har kunnet tages hensyn til de seneste problemer med at udrydde sygdommen. Dette arbejde var dog mere tidkrævende end forventet, da nogle medlemsstater var for sent på den med at aflevere planer og/eller ændre dem.

Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor i Dublin har aflagt og skal aflægge en række kontrolbesøg for at vurdere, om medlemsstaternes beredskabsplaner er effektive, enten specielt med det formål for øje eller også som led i et besøg med henblik på bekæmpelse af en sygdom.

Kommissionen har ved en række lejligheder under møder i Veterinærkomitéen gjort medlemsstaterne opmærksom på, at det er nødvendigt at afprøve de nationale planer for bekæmpelse af dyresygdomme.

Endvidere vil Animo-systemet blive underkastet yderligere kontrol af, om det fungerer, og om medlemsstaterne har gennemført den relevante lovgivning.

Vaccination

16 - 18. I stedet for at vaccinere mod klassisk svinepest har EU valgt at eliminere smitteramte besætninger. Der er dog også mulighed for at vaccinere i nødsituationer, selv om der så skal anvendes strenge handelsrestriktioner i de områder, hvor der bruges konventionel vaccine. Dette skyldes, at det er umuligt at skelne mellem vaccinerede og inficerede dyr. Dette problem kunne måske løses, hvis der fandtes markørvacciner (og pålidelige laboratorietest til påvisning af vaccinerede og siden hen inficerede dyr).

Efter råd fra Den Videnskabelige Komité finansierede Kommissionen et stort laboratorieforsøg vedrørende potentiel anvendelse af markørvacciner, der blev udført på otte laboratorier i syv forskellige medlemsstater og samordnet af EU's referencelaboratorium for klassisk svinepest.

Forsøget blev afsluttet i juni 1999. Det viste, at markørvacciner ville mindske spredningen af smitte i en besætning og dermed mindske risikoen for spredning af sygdommen til andre bedrifter, men ikke ville hindre overførsel af virus gennem livmoderen hos de fleste vaccinerede, drægtige søer. Endvidere er de test, som anvendes til at skelne mellem vaccinerede og inficerede dyr, ikke egnede til anvendelse på individuelle dyr, og de er mindre følsomme og specifikke end de eksisterende konventionelle test.

Kommissionen og medlemsstaterne vil tage resultaterne af dette forsøg i betragtning, når direktiv 80/217/EØF tages op til revision (se punkt 84).

19. Blandt de opfølgende foranstaltninger til 1994-workshoppen, som er nævnt i svaret på punkt 35, kan nævnes Kommissionens udarbejdelse og finansiering af:

- en undersøgelse af klassisk svinepests epidemiologi i tætbelagte områder i Belgien og Tyskland (udbrud i 1993 og 1995)

- forskningsprojektet FAIR5-CT-3566 "Udvikling af forebyggelses- og bekæmpelsesstrategier til at tackle dyresundhedsproblemer og dertil knyttede problemer i EU-områder med tæt husdyrbelægning", der startede medio 1998. I forbindelse med dette projekt gennemføres der en costbenefitanalyse af alternative strategier til bekæmpelse af klassisk svinepest, herunder eventuel anvendelse af markørvacciner. Landbouwuniversiteit Wageningen (NL) koordinerer projektet.

Anmeldelser om samhandel med dyr

24. Kommissionen har hele tiden været ansvarlig for at udforme Animo-systemet og har med henblik herpå vedtaget alle de nødvendige beslutninger. For at et sådant net kan fungere på EU-plan, kræves der et fælles datacenter, så der kan udveksles meddelelser enten direkte mellem systemets enheder eller også via nationale datacentre. Firmaet Eurokom er blevet udpeget til fælles datacenter for edb-nettet efter frit udbud (se beslutning 91/638/EØF og 92/373/EØF). De nærmere regler for samarbejdet mellem det fælles datacenter og medlemsstaterne er desuden fastsat ved kommissionsbeslutning (beslutning 92/486/EØF, som ændret). Datacentret skal således betragtes om leverandør af tjenesteydelser til medlemsstaterne, som sørger for finansieringen. Animo-systemet blev vurderet på et seminar, der blev afholdt i Portugal den 26.- 29. oktober 1997. På dette seminar blev firmaet Alcatels undersøgelse taget i betragtning ("analysis and assessment of the current Animo network and system architecture"). Det blev endnu engang påvist, at det er nødvendigt med et fælles teknisk center. Et sådant center skal ikke styre systemet, men sikre, at de meddelelser, det modtager, videresendes.

26. Der er flere interne årsager i Spanien til, at Animo-systemet har fungeret dårligt dér i et stykke tid. Dette spørgsmål blev drøftet både i ekspertgruppen og i Den Stående Veterinærkomité. Fra den 1. november 1996 var det nationale datacenter i Spanien ikke længere i stand til modtage meddelelser fra andre medlemsstater.

Det skal dog bemærkes, at Nederlandene lavede en udskrift til de spanske myndigheder af alle de meddelelser, de havde sendt om forsendelser af svin. Disse udskrifter stod til rådighed for de spanske myndigheder fra den 10. februar 1997.

Samme procedure blev fulgt over for Italien, hvor to sendinger af smittede smågrise fra Nederlandene blev sporet og klassisk svinepest hurtigt udryddet, uden at der opstod nogen sekundære udbrud. Derfor er de spanske myndigheders udsagn om, at manglerne ved Animo-systemet var en af hovedårsagerne til spredningen af klassisk svinepest, mere end tvivlsomt.

Fra april 1997 blev forvaltningen af Animo-systemet i Spanien overdraget til firmaet Tragsatec. I en overgangsperiode (april 1997-januar 1998) forestod firmaet modtagelsen af meddelelser, som datacentret sendte ved hjælp af e-post. Det videresendte dem så til de forskellige myndigheder.

27 - 29. Kommissionen mener, at den nuværende situation kan forbedres. Dette vil sandsynligvis i første række ske ved, at brugerne inddrages i højere grad, end ved at systemet laves helt om.

For øjeblikket skal Kommissionen primært sørge for, at systemet også kan fungere efter den 1. januar 2000. Det drejer sig om at løse et problem, som alle edb-systemer står over for både på hardware- og softwaresiden. Derefter vil Kommissionen tage hensyn til Revisionsrettens bemærkninger for at gøre systemet mere pålideligt i tråd med ovennævnte seminars konklusioner og under hensyn til de frister, som er fastsat i det nugældende system.

Undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet

31. Der blev for første gang indført loft over antallet af støtteberettigede dyr under 1993 - 1994-epidemien. Med henblik på medfinansiering af foranstaltningerne til støtte for markedet blev der indført lofter både over EU's og medlemsstaternes bidrag. Senere fulgte medfinansieringssystemet "70 %ŽP 30 %"-reglen, men princippet med et loft blev fastholdt. Lofterne blev skønsmæssigt beregnet af medlemsstaterne og tilpasset med regelmæssige mellemrum i takt med sygdomsudviklingen.

Lofterne kan kun betragtes som en retningslinje for beregningen af foranstaltningens finansielle aspekter. De skal tilpasses med mellemrum for at tage hensyn til sygdomsudbruddets udvikling, og det er fuldstændigt umuligt at fastsætte et nøjagtigt antal støtteberettigede dyr på forhånd.

Resultaterne af Kommissionens kontrolbesøg på stedet blev taget i betragtning, da støtteforanstaltningerne blev udarbejdet eller ændret.

Kommissionens kontrol på stedet

34. I Nederlandene var det første gang (i marts 1997), at muligheden for, at klassisk svinepest blev overført ved inseminering, måtte tages alvorligt i betragtning.

Spørgsmålet omhandles ikke specielt i direktiv 80/217/EØF, men kun i direktiv 90/429/EØF vedrørende handel inden for EU med ornesæd og indførsel heraf. Situationen i den sydlige del af Nederlandene var imidlertid således i foråret 1997, at man burde have været meget mere forsigtig ved handel med sæd fra de områder, som var omfattet af restriktioner, til den øvrige del af landet.

Kommissionen er nu fuldt ud klar over risikoen og har været yderst opmærksom på spørgsmålet i et senere tilfælde under et kontrolbesøg på stedet i Tyskland (ultimo 1998) og ved revisionen af direktiv 80/217/EØF (se punkt 84).

Ved udbrud af klassisk svinepest kan færdigopfedede svin ikke sælges på markedet på normal vis på grund af veterinære og handelsmæssige restriktioner. Det er på dette stadium af produktionsprocessen, at der skal anvendes markedsstøtteforanstaltninger, der giver producenterne mulighed for at levere deres fedesvin til myndighederne. Der er ingen grund til at opkøbe yngre fedesvin, fordi de måske kan sælges på normal vis, hvis epidemien slutter tidligt nok.

35. Kommissionen er enig med Revisionsretten i, at svinepestepidemien i 1997 - 1998 har understreget behovet for, at nogle af aspekterne ved de nugældende retsforskrifter for denne sygdom og gennemførelsen af dem tages op til revision, selv om det har vist sig, at det kan lade sig gøre at bekæmpe og udrydde klassisk svinepest også i områder med høj svinebelægningsgrad, hvis de gældende bestemmelser anvendes korrekt.

I retsforskrifterne er der indbygget en vis fleksibilitet, så myndighederne ved sygdomsbekæmpelsen kan tage hensyn til de lokale epidemiologiske forhold. Det er op til medlemsstaterne at udnytte denne fleksibilitet og om nødvendigt indføre yderligere foranstaltninger, som kan være mere vidtgående end EF-direktivernes minimumskrav, for at nå målet i overensstemmelse med traktatens artikel 249.

Det er klart, at der kan være yderligere vanskeligheder forbundet med at udrydde visse dyresygdomme i områder med tæt husdyrbelægning. Spørgsmålet har været drøftet flere gange på videnskabelige møder tilrettelagt af Kommissionen længe før 1997-epidemien.

Kommissionen finansierer yderligere forskning i disse spørgsmål (se også punkt 16 - 19), og de tages også op i forbindelse med den igangværende revision af direktiv 80/217/EØF.

Fællesskabsfinansiering

37. Kommissionen vil gerne gøre opmærksom på, at undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet i mange år blev finansieret 100 % over EU-budgettet. Princippet med medlemsstaternes medfinansiering blev indført af Kommissionen hen ad vejen i ad hoc-forordningerne om adgang til undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet i forbindelse med de seneste to større epidemier (1993 - 1994 og 1997 - 1998). Det første skridt var indførelsen af begrebet EU-lofter og nationale lofter over antallet af støtteberettigede dyr. Det andet var anvendelsen af fordelingen af omkostningerne mellem Kommissionen og de pågældende medlemsstater i forholdet 70 %ŽP 30 %.

Kommissionen indførte systemet med medfinansiering af markedsstøtteforanstaltningerne ved at bruge de forvaltningsbeføjelser, der står til dens rådighed, fordi medlemsstaterne bærer hovedansvaret for bekæmpelsen af klassisk svinepest. Det forhold, at medlemsstaterne blev gjort finansielt ansvarlige, øgede deres bevidsthed om, at det er nødvendigt at træffe effektive foranstaltninger til at bekæmpe sygdommen.

Kommissionen vil foreslå, at medfinansieringssatsen for markedsstøtteforanstaltninger fremover sættes til samme sats som for veterinærforanstaltninger for at undgå de vanskeligheder, som Revisionsretten henviser til.

Nærmere oplysninger om de transaktioner, der har fundet sted på budgetkonto B2 - 5106, hvor udgifterne til klassisk svinepest konteres, kan findes i Kommissionens regnskab via Sincom-systemet, som Revisionsretten har adgang til.

41. Da kontrollen af bl.a. 1998-udgifterne, som blev anmeldt for nylig, ikke er afsluttet, kan der endnu ikke sættes nøjagtige tal på de spanske udgifter, der i sidste ende vil blive anerkendt som refusionsberettigede. Det er imidlertid sandsynligt, at en stor del af de udgifter, der er anmeldt, ikke bliver anerkendt som refusionsberettigede i betragtning af de finansielle principbemærkninger, som allerede er fremsat officielt over for denne medlemsstat.

42. Forebyggende nedslagning er en af de mere effektive måder at tackle svinepestproblemet på i områder med høj belægningsgrad, som fx Damme i Tyskland og Wingene i Belgien, som Revisionsretten bemærker i afsnit 46.

Disse nedslagninger fandt sted under 1993 - 1994-epidemien og blev finansieret som undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet. Revisionsretten kritiserede dette i sin årsberetning for 1995, og som Kommissionen svarede, var det en politisk beslutning, der blev truffet dengang.

Som nævnt i svaret på punkt 37 skulle det problem, som Revisionsretten henviser til sidst i punktet, forsvinde, når medfinansieringssatsen for markedsstøtteforanstaltninger bliver den samme som for veterinærforanstaltninger.

Medlemsstaternes gennemførelse af foranstaltningerne

Veterinærforanstaltninger

1997/98-epidemiens oprindelse

44. Der er allerede redegjort for spørgsmålene vedrørende Animo-systemet i svaret på punkt 26.

Forebyggende nedslagning

46. Rådets direktiv 80/217/EØF og Rådets beslutning 90/424/EØF indeholder bestemmelser om forebyggende nedslagning og destruktion af svin på bedrifter, der som følge af bedriftens beliggenhed eller konstaterede epidemiologiske forbindelser til en smitteramt bedrift kan være inficeret eller kontamineret med klassisk svinepestvirus. Formålet er at reducere muligheden for yderligere spredning af virusset.

Når der forekommer klassisk svinepest i et område med tæt svinebelægning, er forebyggende nedslagning et nyttigt udryddelsesredskab, hvis foranstaltningen baseres på en grundig epidemiologisk undersøgelse. Ved denne undersøgelse skal der tages højde for alle de potentielle faktorer, som kan have forårsaget virusoverførsel fra besætning til besætning (virusmængde spredt i miljøet, før virus i udbrud fjernes, svinebelægningsgrad i området, afstand til udbruddet, flytninger af dyr, direkte og indirekte kontakter mv).

Den lokale epidemiologiske situation vil i hvert enkelt tilfælde være bestemmende for antallet og beliggenheden af de svinebrug, hvor der skal foretages forebyggende nedslagning. Ifølge de nugældende retsforskrifter skal medlemsstaterne foretage grundige epidemiologiske undersøgelser, og det er tilladt at anvende forebyggende slagtning i det omfang, det er påkrævet i en bestemt situation.

Desværre undervurderede nogle medlemsstater svinepestvirussets virulens og infektivitet og var ikke tilstrækkeligt forberedt på at tackle de nødsituationer, som opstod i 1997.

47. I Revisionsrettens beretning nævnes det, at meningerne var delte blandt de sagkyndige, da der første gang blev anvendt forebyggende nedslagning i Nederlandene, og den blev derefter indstillet (februar 1997). Der var imidlertid kun nogle få nederlandske sagkyndige, som var imod denne foranstaltning. Desværre blev deres råd fulgt. Der gøres også opmærksom på, at Kommissionen og Den Stående Veterinærkomité ikke blev underrettet i tide om de nederlandske myndigheders beslutning om at indstille den forebyggende nedslagning.

51. Kommissionen underrettede i september 1998 de spanske myndigheder om sine forbehold med hensyn til, om de delvise nedslagninger kan betragtes som støtteberettigede. Kommissionen har ikke ændret holdning siden da.

Godtgørelse

53 - 55. Kommissionen har draget de finansielle konklusioner af resultaterne af sin kontrol og afvist en stor del af de nederlandske udgifter til udryddelse. Navnlig er udgifterne til "overname"-ordningen ikke blevet refunderet (afsnit 64), og der er blevet anvendt en finansiel korrektion på 25 % for så vidt angår den kategori af udgifter, hvor der er gentagne gange er konstateret uregelmæssigheder. De to korrektioner beløber sig tilsammen til ca. 90 mio. EUR.

57 - 61. Den mangel på prissammenhæng og de markante prisdifferencer, som Revisionsretten gør opmærksom på, nævnes også i det store og hele i Kommissionens kontrolbesøgsrapporter. Dette forhold skyldes generelt mangelfuld forvaltning af godtgørelserne i medlemsstaterne under epidemien. Kommissionen vil naturligvis drage de finansielle konsekvenser af sin kontrol.

Kommissionen har til hensigt snarligt at give medlemsstaterne retningslinjer, der skal gælde fremover, og som er baseret på erfaringerne fra epidemien i 1997, både for godtgørelsesprocedurerne og beregningen med henblik på EU's medfinansiering.

"Overname"-ordningen i Nederlandene

65. Begrænses de frie varebevægelser som følge af anvendelsen af veterinærforanstaltninger, kan det medføre alvorlige forstyrrelser af svinekødsmarkedet i den medlemsstat, som er ramt af epidemien. Dette er hovedårsagen til, at man indførte undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet. Det normale marked er lukket, og levering til støtteordningen er den eneste afsætningsmulighed for de pågældende producenter. Dyrevelfærdsaspekter kan også spille en rolle, men de er ikke hovedårsagen til støtteforanstaltningerne.

Undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet

Formål

66. Et større antal stikprøver og en videregående undersøgelse i forbindelse med afslutningen af regnskaberne viste, at der ikke er tale om et større problem, og det vil ikke blive fulgt op i afslutningsproceduren.

Udsættersøer

69. Søer udskiftes regelmæssigt, fordi deres ydelse falder med tiden - 30 - 40 % af søerne udskiftes hvert år. Når en epidemi varer ved i flere måneder, bliver producenten nødt til at kunne afhænde disse dyr for at holde sin smågriseproduktions økonomiske resultater på et rimeligt niveau. Det er op til den enkelte producent at afgøre, om han vil deltage i ordningen eller ej. Det er også årsagen til, at udsættersøer kun har været støtteberettiget i lande med en langvarig epidemi (Nederlandene og Spanien), men ikke i Tyskland og Belgien.

Forarbejdning til konserves i Tyskland

73. Den resterende mængde konserves, som stadig ligger på lager (20 %), medfører ikke omkostninger for myndighederne, men kun for den pågældende virksomhed. De konserverede produkter opbevares under toldkontrol og er tydeligt identificeret ved en mærkning på tysk og russisk.

Insemineringsforbuddet i Nederlandene

74. Insemineringsforbuddet var en ny foranstaltning, der blev indført i sommeren 1997 for første gang. I epidemiens første få måneder i Nederlandene var det ikke til at forudse, hvor længe den ville vare, og derfor blev markedsstøtteforanstaltningerne begrænset til nedslagning af smågrise og færdigopfedede svin. Ifølge artikel 20 i forordning (EØF) nr. 2759/75 må der kun træffes markedsstøtteforanstaltninger i det omfang og for det tidsrum, der er strengt nødvendigt for understøttelsen af dette marked. Det betyder, at det ikke er muligt at indføre langtidsforanstaltninger ved en epidemis begyndelse. Det var først i løbet af sommeren 1997, at det blev klart, at sygdommen måske kunne komme til at vare ved indtil årets udgang, og at det ville være hensigtsmæssigt at indføre et insemineringsforbud, som ville reducere antallet af nyfødte smågrise fire måneder senere.

Insemineringsforbuddet blev anvendt for første gang efter udtrykkelig anmodning fra de nederlandske myndigheder. Kommissionen er enig i, at dette værktøj ikke var særligt effektivt og ikke bør anvendes fremover, fordi den massive inseminering af alle søerne, efter at forbuddet var ophævet, førte til forstyrrelse af smågrisemarkedet i 1998.

76. Da det var nødvendigt at reagere på BSE-epidemierne og arbejde på gennemførelsen af det indre marked, hvilket der er redegjort for i svaret på punkt 14 og 15, var Kommissionen nødt til at træffe et valg og prioritere sit arbejde på det dyresundhedsmæssige område. Arbejdsindsatsen på det område, der specifikt har med klassisk svinepest at gøre, er dog blevet øget siden 1998.

Opfølgning af årsberetningen for regnskabsåret 1995

78. Kommissionen kan ikke forhindre medlemsstaterne i at indsende uberettigede krav om refusion af udgifter. Den kan derimod afvise at refundere disse udgifter over EU-budgettet.

79. Kommissionen vil foreslå, at medfinansieringssatsen for markedsstøtteforanstaltninger fremover bliver den samme som for veterinærforanstaltninger for at undgå de vanskeligheder, som Revisionsretten nævner, jf. svaret på punkt 37.

80. Kommissionen har til hensigt at give medlemsstaterne retningslinjer både for godtgørelsesprocedurerne og beregningen med henblik på EU's medfinansiering af veterinærforanstaltningerne, jf. svaret på punkt 57 - 61.

81. Kommissionen mener ligesom Revisionsretten, at producenterne bør have større ansvar for de finansielle aspekter af udryddelsen af dyresygdomme. I rapporten om situationen i svinekødssektoren blev det nævnt, at producenterne eventuelt kan bidrage til forsikringsordninger med henblik på at klare nødsituationer som følge af dyresygdomme(4).

Hele spørgsmålet hører imidlertid under de enkelte medlemsstaters kompetence. I nogle af dem er der oprettet offentlige eller private/offentlige forsikringsordninger, som også svineproducenterne betaler til.

Det er rent praktisk meget vanskeligt at etablere lignende ordninger på EU-plan. Kommissionen har derfor til hensigt at vurdere muligheden for at hjælpe medlemsstaterne med at oprette disse ordninger i forbindelse med revisionen af EF-retsforskrifterne vedrørende disse spørgsmål.

Konklusion

82. Der er ved at blive udført en costbenefitanalyse af alternative strategier til bekæmpelse af klassisk svinepest, herunder eventuel anvendelse af markørvacciner. Som nævnt i svaret på punkt 19 finansierer Kommissionen et forskningsprojekt, FAIR5-CT-3566 "Udvikling af forebyggelses- og bekæmpelsesstrategier til at tackle dyresundhedsproblemer og dertil knyttede problemer i EU-områder med tæt husdyrbelægning". Landbouwuniversiteit Wageningen (NL) koordinerer dette projekt.

Der gælder samme principper for ikke-vaccination i alle industrilande, og derfor må der ved enhver ændring af EU-politikken tages behørigt hensyn til konsekvenserne for handelen inden for EU og med tredjelande.

Til sammenligning har nedslagning i det seneste årti i tilfælde af mund- og klovesyge medført direkte besparelser i vaccinationsomkostninger, der kan anslås til over 1 mia. EUR. De indirekte økonomiske fordele som følge af øget handel inden for EU og eksport til tredjelande er meget vanskelige at beregne, men de er sandsynligvis mange gange højere. Sideløbende har antallet af sygdomsudbrud i EU og de dermed forbundne omkostninger og tab været meget lavere end i de foregående ti år.

83. Kommissionen vil tage Revisionsrettens bemærkninger i betragtning for at øge Animo-systemets pålidelighed som forklaret i svaret på punkt 29. Den er imidlertid ikke enig i, at systemets mangler er hovedårsagen til, at man ikke opdagede, at sygdommen bredte sig i Spanien (se svaret på punkt 26). At man ikke erkendte, at sæd kan fungere som vektor for klassisk svinepest, hænger sammen med, at det i Nederlandene var første gang, at muligheden for, at denne sygdom blev overført ved inseminering, måtte tages alvorligt i betragtning. I Nederlandene var situationen i april 1997 imidlertid således, at man burde være gået meget mere forsigtigt til værks med hensyn til handel med sæd fra de områder, som var omfattet af restriktioner, til den øvrige del af landet. Kommissionen er nu fuldt ud klar over denne risiko (se svaret på punkt 34). Kommissionen erindrer, at hverken den eller Den Stående Veterinærkomité var inddraget i drøftelsen forud for beslutningen om at indstille forebyggende nedslagning i Nederlandene.

84. Oplagringen af de konserverede produkter vedrører kun den pågældende virksomhed som nævnt i svaret på punkt 72. Hvad angår insemineringsforbuddet er Kommissionen enig i, at dette ikke var særligt virkningsfuldt og ikke bør anvendes igen fremover (se svaret på punkt 73).

85. Kommissionen har siden 1993 - 1995-epidemien:

- sørget for, at der i alle medlemsstaterne findes en beredskabsplan for mund- og klovesyge, som er den økonomisk mest alvorlige virussygdom hos svin, og disse planer kan bruges i tilfælde af udbrud af klassisk svinepest

- indhentet en udtalelse fra Den Videnskabelige Veterinærkomité om de potentielle fordele og ulemper ved at anvende markørvaccine under en epidemi

- udført et laboratorieforsøg i stor målestok vedrørende anvendelse af markørvacciner, som endnu ikke må forhandles, men som der er ansøgt om godkendelse af

- støttet forskningsprojektet FAIR5-CT-3566 som nævnt i svaret på punkt 81, der indbefatter en costbenefitanalyse af alternative strategier til bekæmpelse af klassisk svinepest.

Endvidere har svinepestepidemien i 1997/98 understreget behovet for, at nogle af aspekterne ved de nugældende retsforskrifter for denne sygdom og gennemførelsesbestemmelserne hertil tages op til revision. I december 1998 gik Kommissionen og eksperter fra medlemsstaterne derfor i gang med at revidere EF-retsforskrifterne for klassisk svinepest (Rådets direktiv 80/217/EØF).

I den forbindelse vil der blive taget højde for erfaringerne med gennemførelsen af udryddelsesforanstaltninger, de videnskabelige fremskridt, der er gjort med hensyn til at diagnosticere klassisk svinepest, og udviklingen af markørvacciner, problemerne som følge af, at sygdommen fortsat forekommer hos vildsvinebestanden, resultaterne af de seneste undersøgelser af klassisk svinepests epidemiologi, costbenefitanalysen af de forskellige udryddelsesstrategier og ændringerne i svineproduktionens struktur. Der er dog ingen planer om væsentlige ændringer af EU's ikke-vaccinationspolitik, der støttes af alle medlemsstaterne.

Der vil blive sendt et kommissionsforslag om ændring af direktiv 80/217/EØF til Rådet i løbet af de kommende måneder. Heri vil behovet for en vis fleksibilitet nok fortsat blive anerkendt, så medlemsstaternes myndigheder, der under alle omstændigheder er primært ansvarlige for sygdomsbekæmpelse, kan tage den lokale epidemiologiske situation i betragtning i forbindelse med bekæmpelsen af sygdomsudbrud.

(1) Dok. XXIV/B3/R09/1999 findes på følgende Internetadresse: http://europa.eu.int/comm/dg24/health/sc/scah/out24_en.pdf

(2) Kommissionens beslutning 93/455/EØF og 95/194/EF.

(3) Først i 90'erne gjorde Kommissionen og Rådet et stort arbejde med hensyn til at udarbejde retsforskrifter på veterinærområdet for at gennemføre det indre marked. Der blev således vedtaget ca. 90 direktiver. Kommissionen skulle også samordne medlemsstaternes arbejde på at gennemføre disse retsforskrifter.

(4) Rapport om situationen i svinekødssektoren i Den Europæiske Union med henblik på eventuelle ændringer af strukturstøtteforanstaltningerne, KOM(1998) 434 endelig udg. af 27.7.1998, s. 25.