EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 02014D0145-20140512

Consolidated text: Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/145(1)/2014-05-12

2014D0145 — DA — 12.05.2014 — 002.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

RÅDETS AFGØRELSE 2014/145/FUSP

af 17. marts 2014

om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed

(EFT L 078, 17.3.2014, p.16)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  No

page

date

►M1

Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/151/FUSP af 21. marts 2014

  L 86

30

21.3.2014

►M2

Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/238/FUSP af 28. april 2014

  L 126

55

29.4.2014

►M3

Rådets afgørelse 2014/265/FUSP af 12. maj 2014

  L 137

9

12.5.2014




▼B

RÅDETS AFGØRELSE 2014/145/FUSP

af 17. marts 2014

om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed



RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 6. marts 2014 fordømte EU-medlemsstaternes stats- og regeringschefer på det kraftigste Den Russiske Føderations uprovokerede krænkelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet og opfordrede Den Russiske Føderation til øjeblikkeligt at trække sine væbnede styrker tilbage til de områder, hvor de er permanent stationeret, i overensstemmelse med de relevante aftaler. De opfordrede Den Russiske Føderation til øjeblikkeligt at give internationale observatører adgang. Stats- og regeringscheferne mente, at parlamentets afgørelse i Den Autonome Republik Krim om at afholde en folkeafstemning om områdets fremtidige status er i strid med den ukrainske forfatning og derfor ulovlig.

(2)

Stats- og regeringscheferne besluttede at træffe foranstaltninger, herunder dem, som Rådet lagde op til den 3. marts 2014, bl.a. at suspendere de bilaterale forhandlinger med Den Russiske Føderation om visumspørgsmål og forhandlingerne med Den Russiske Føderation om en ny aftale, der ville skulle erstatte den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftalen.

(3)

Stats- og regeringscheferne understregede, at løsningen på krisen bør findes gennem forhandlinger mellem Ukraines og Den Russiske Føderations regeringer, herunder gennem potentielle multilaterale mekanismer, og at Unionen, hvis der ikke foreligger resultater inden for en begrænset tidsfrist, vil træffe yderligere foranstaltninger, såsom rejseforbud, indefrysning af aktiver og annullering af topmødet mellem EU og Rusland.

(4)

Under de nuværende omstændigheder bør der indføres rejserestriktioner og indefryses aktiver for personer, der er ansvarlige for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, herunder tiltag vedrørende enhver del af områdets fremtidige status i strid med den ukrainske forfatning, og personer, enheder eller organer med tilknytning til dem.

(5)

Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at iværksætte visse foranstaltninger —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:



Artikel 1

▼M3

1.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for de fysiske personer, som er ansvarlige for aktivt at støtte eller gennemføre tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine, eller som hindrer internationale organisationers arbejde i Ukraine, og fysiske personer med tilknytning til dem, jf. bilaget.

▼B

2.  Stk. 1 forpligter dog ikke en medlemsstat til at nægte sine egne statsborgere indrejse på medlemsstatens eget område.

3.  Stk. 1 gælder med forbehold af tilfælde, hvor en medlemsstat er bundet af en folkeretlig forpligtelse, dvs.:

a) som værtsland for en international mellemstatslig organisation

b) som værtsland for en international konference, som er indkaldt af De Forenede Nationer eller afholdes i regi heraf

c) i henhold til en multilateral aftale, hvorved der tilkendes privilegier og immuniteter, eller

d) i henhold til Lateranforliget fra 1929 mellem Pavestolen (Vatikanstaten) og Italien.

4.  Stk. 3 anses ligeledes for at gælde i tilfælde, hvor en medlemsstat er værtsland for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

5.  Rådet underrettes behørigt, hver gang en medlemsstat indrømmer en fritagelse i henhold til stk. 3 eller 4.

6.  Medlemsstaterne kan indrømme fritagelser fra foranstaltningerne i stk. 1, hvis rejsen er berettiget af tvingende humanitære hensyn eller af hensyn til muligheden for at kunne deltage i mellemstatslige møder og møder, som Unionen tager initiativ til eller er vært for, eller møder, hvor en medlemsstat, der varetager formandskabet for OSCE, er vært, og hvor der føres en politisk dialog, som direkte fremmer de politiske mål med de restriktive foranstaltninger, herunder støtte til Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

7.  En medlemsstat, der ønsker at indrømme fritagelser, jf. stk. 6, giver Rådet skriftlig meddelelse herom. Fritagelsen anses for at være indrømmet, medmindre et eller flere rådsmedlemmer skriftligt gør indsigelse inden for to arbejdsdage efter at have modtaget meddelelsen om den foreslåede fritagelse. Hvis et eller flere af rådsmedlemmerne gør indsigelse, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at indrømme den foreslåede fritagelse.

8.  Hvis en medlemsstat i medfør af stk. 3, 4, 6 og 7 tillader indrejse i eller transit gennem sit område for de personer, der er opført på listen i bilaget, gælder tilladelsen udelukkende det formål, til hvilket den er udstedt, og den berørte person.

Artikel 2

▼M3

1.  Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af fysiske personer, som er ansvarlige for aktivt at støtte eller gennemføre tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten og sikkerheden i Ukraine, eller som hindrer internationale organisationers arbejde i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem eller juridiske personer, enheder eller organer på Krim eller i Sevastopol, hvis ejerskab i strid med ukrainsk ret er blevet overført, eller juridiske personer, enheder eller organer, der har draget fordel af en sådan overførsel, jf. bilaget, indefryses.

▼B

2.  Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.

3.  En medlemsstats kompetente myndighed kan på sådanne vilkår, som den skønner hensigtsmæssige, meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed efter at have konstateret, at de pågældende pengemidler eller økonomiske ressourcer:

a) er nødvendige til at dække basale behov hos de personer, der er opført på listen i bilaget, og de familiemedlemmer, som disse har forsørgerpligt over for, herunder betaling af fødevarer, husleje eller renter og afdrag på hypotekslån, medicin og lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter

b) alene er bestemt til betaling af rimelige honorarer og godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand

c) alene er bestemt til betaling af afgifter eller gebyrer til rutinemæssig opbevaring eller forvaltning af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller

d) er nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter, såfremt den kompetente myndighed mindst to uger før meddelelsen af tilladelsen har meddelt de andre medlemsstaters kompetente myndigheder og Kommissionen, hvorfor den skønner, at der bør meddeles særlig tilladelse.

Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om enhver tilladelse, der meddeles i henhold til dette stykke.

4.  Uanset stk. 1 kan en medlemsstats kompetente myndigheder meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer er omfattet af en voldgiftsmæssig afgørelse, der er truffet inden den dato, hvor personen, enheden eller organet som omhandlet i stk. 1 blev optaget på listen i bilaget, eller af en retslig eller administrativ afgørelse, der er truffet i Unionen eller en retslig afgørelse, der kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat, forud for eller efter den dato

b) pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer skal udelukkende anvendes til at opfylde fordringer, der er sikret ved en sådan afgørelse eller er anerkendt som gyldige ved en sådan afgørelse, inden for de grænser, som er fastsat ved gældende lovgivning og administrative bestemmelser om sådanne fordringshaveres rettigheder

c) afgørelsen er ikke til fordel for en fysisk eller juridisk person, enhed eller et organ, der er opført på listen i bilaget, og

d) anerkendelsen af afgørelsen er ikke i strid med de almindelige retsprincipper i den pågældende medlemsstat.

Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om enhver tilladelse, der meddeles i henhold til dette stykke.

5.  Stk. 1 er ikke til hinder for, at en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ foretager en betaling i henhold til en kontrakt, der er indgået, før en sådan fysisk eller juridisk person, en sådan enhed eller et sådant organ blev opført på listen i bilaget, såfremt den pågældende medlemsstat har fastslået, at betalingen ikke, hverken direkte eller indirekte, modtages af en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er omhandlet i stk. 1.

6.  Stk. 2 gælder ikke beløb, der tilføres indefrosne konti i form af

a) renter eller anden form for afkast fra disse konti

b) forfaldne betalinger i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som er indgået eller opstået forud for den dato, hvor disse konti blev omfattet af de foranstaltninger, der er fastsat i stk. 1 og 2 i denne afgørelse, eller

c) forfaldne betalinger i henhold til retslige, administrative eller voldgiftsmæssige afgørelser, der er truffet i Unionen, eller som kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat,

forudsat at sådanne renter, andre afkast og betalinger forbliver omfattet af de foranstaltninger, der er fastsat stk. 1.

Artikel 3

▼M3

1.  Rådet træffer med enstemmighed efter forslag fra en medlemsstat eller Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik afgørelse om oprettelse og ændring af listen i bilaget.

▼B

2.  Rådet underretter den pågældende fysiske eller juridiske person, den pågældende enhed eller det pågældende organ om den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1, herunder om begrundelsen for opførelsen på listen, enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, og giver en sådan person, en sådan enhed eller et sådant organ mulighed for at fremsætte bemærkninger.

3.  Når der fremsættes bemærkninger eller forelægges væsentlig ny dokumentation, tager Rådet den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1, op til fornyet overvejelse og underretter den pågældende person, den pågældende enhed eller det pågældende organ herom.

Artikel 4

1.  Bilaget skal indeholde grundene til at opføre de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, på listen.

2.  Bilaget skal også indeholde de oplysninger, som er tilgængelige, og som er nødvendige for at identificere de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer. For så vidt angår fysiske personer kan sådanne oplysninger omfatte navne med tilhørende aliasser, fødselsdato og fødested, nationalitet, pas- og identitetskortnumre, køn, adresse, hvis denne er bekendt, og funktion eller erhverv. For så vidt angår juridiske personer, enheder eller organer kan sådanne oplysninger omfatte navne, registreringssted og -dato, registreringsnummer og forretningssted.

Artikel 5

For at give de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, størst mulig virkning tilskynder Unionen tredjelande til at vedtage restriktive foranstaltninger svarende til dem, der er fastsat i denne afgørelse.

Artikel 6

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne afgørelse anvendes indtil den 17. september 2014.

Denne afgørelse overvåges løbende. Den skal, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt, forlænges eller ændres, hvis Rådet skønner, at dens mål ikke er nået.




BILAG I



Liste over de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omhandlet i artikel 2

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse på listen

1.

Sergey Valeryevich Aksyonov

født den 26.11. 1972

Sergey Valeryevich Aksyonov blev valgt til premierminister på Krim i Krims Verkhovna Rada den 27. februar 2014 under tilstedeværelse af prorussiske bevæbnede mænd. "Valget" af ham blev erklæret forfatningsstridigt af Oleksandr Turchynov den 1. marts. Han har udført et aktivt lobbyarbejde for den "folkeafstemning", der er berammet til den 16. marts 2014.

17.3.2014

2.

Vladimir Andreevich Konstantinov

født den 19.3.1967

Vladimir Andreevich Konstantinov har som formand for Den Autonome Republik Krims Øverste Råd spillet en relevant rolle i de afgørelser, der er truffet i Verkhovna Rada om "folkeafstemningen" i strid med Ukraines territoriale integritet, og han har opfordret vælgerne til at stemme for Krims uafhængighed.

17.3.2014

3.

Rustam Ilmirovich Temirgaliev

født den 15.8.1976

Som næstformand for Krims Ministerråd har Rustam Ilmirovich Temirgaliev spillet en relevant rolle i forbindelse med de afgørelser, der er truffet af Verkhovna Rada om "folkeafstemningen" i strid med Ukraines territoriale integritet. Han har udført et aktivt lobbyarbejde for Krims integration i Den Russiske Føderation.

17.3.2014

4.

Deniz Valentinovich Berezovskiy

født den 15.7.1974

Deniz Valentinovich Berezovskiy blev udnævnt til øverstkommanderende for den ukrainske flåde den 1. marts og aflagde ed til Krims væbnede styrker, hvorved han brød sin ed. Den offentlige anklager i Ukraine har indledt en efterforskning af ham for højforræderi.

17.3.2014

5.

Aleksei Mikhailovich Chaliy

født den 13.6.1961

Aleksei Mikhailovich Chaliy blev "borgmester i Sevastopol" med folkelig opbakning den 23. februar, og han accepterede "afstemningen". Han har ført en aktiv kampagne for, at Sevastopol skal være en særskilt enhed i Den Russiske Føderation efter folkeafstemningen den 16. marts 2014.

17.3.2014

6.

Pyotr Anatoliyovych Zima

 

Pyotr Anatoliyovych Zima blev af "premierminister" Aksyonov udnævnt til ny leder af sikkerhedstjenesten på Krim (SBU) den 3. marts 2014, og han accepterede denne udnævnelse. Han har videregivet relevante oplysninger, herunder en database, til den russiske efterretningstjeneste (SBU). Dette omfattede oplysninger om aktivister på Euro-Maidan og menneskerettighedsforkæmpere på Krim. Han har spillet en relevant rolle med hensyn til at hindre de ukrainske myndigheder i at kontrollere Krim.

Den 11. marts 2014 blev den uafhængige sikkerhedstjeneste på Krim oprettet af tidligere SBU-officerer.

17.3.2014

7.

Yuriy Zherebtsov

 

Rådgiver for formanden for Verkhovna Rada på Krim, en af de primære kræfter bag "folkeafstemningen" den 16. marts 2014 i strid med Ukraines territoriale integritet.

17.3.2014

8.

Sergey Pavlovych Tsekov

født den 28.3.1953

Næstformand for Verkhovna Rada; Sergey Pavlovych Tsekov stod sammen med Sergey Aksyonov bag den ulovlige afsættelse af regeringen for Den Autonome Region Krim. Han inddrog Vladimir Konstantinov i dette og truede ham med afskedigelse. Han anerkendte offentligt, at parlamentsmedlemmer fra Krim stod bag opfordringen til, at russiske soldater skulle overtage Krims Verkhovna Rada. Han var blandt de første ledere på Krim til offentligt at anmode om Ruslands annektering af Krim.

17.3.2014

9.

Ozerov, Viktor Alekseevich

født den 5.1.1958 i Abakan, Khakassia

Formand for Føderationsrådets Sikkerheds- og Forsvarskomité i Den Russiske Føderation.

Den 1. marts 2014 støttede Viktor Alekseevich Ozerov offentligt i Føderationsrådet på vegne af Føderationsrådets Sikkerheds- og Forsvarskomité deployeringen af russiske styrker i Ukraine.

17.3.2014

10.

Dzhabarov, Vladimir Michailovich

født den. 29.9.1952

Første næstformand for Føderationsrådets Komité for Internationale Anliggender.

Den 1. marts 2014 støttede Vladimir Michailovich Dzhabarov offenligt i Føderationsrådet på vegne af Føderationsrådets Komité for Internationale Anliggender deployeringen af russiske styrker i Ukraine.

17.3.2014

11.

Klishas, Andrei Aleksandrovich

født den 9.11.1972 i Sverdlovsk

Formand for Føderationsrådets Komité for Forfatningsret i Den Russiske Føderation.

Den 1. marts 2014 støttede, Andrei Aleksandrovich Klishas offentligt i Føderationsrådet deployeringen af russiske styrker i Ukraine. I offentlige erklæringer søgte Andrei Aleksandrovich Klishas at retfærdiggøre den russiske militære intervention i Ukraine ved at hævde, at "'den ukrainske præsident støtter myndighederne på Krims appel til præsidenten for Den Russiske Føderation om at indsætte omfattende forstærkning for at forsvare borgerne på Krim".

17.3.2014

12.

Ryzhkov, Nikolai Ivanovich

født den 28.9.1929 i Duleevka, Donetskregionen, Ukrainske SSR

Medlem af Føderationsrådets Komité for Føderale Anliggender, Regionalpolitik og den Nordlige Region i Den Russiske Føderation.

Den 1. marts 2014 støttede Nikolai Ivanovich Ryzhkov offentligt i Føderationsrådet deployeringen af russiske styrker i Ukraine.

17.3.2014

13.

Bushmin, Evgeni Viktorovich

født den. 4.10.1958 i Lopatino, Sergachiiskyregionen, Russiske SSR

Viceformand for Den Russiske Føderations Føderationsråd.

Den 1. marts 2014 støttede Evgeni Viktorovich Bushmin offentligt i Føderationsrådet deployeringen af russiske styrker i Ukraine.

17.3.2014

14.

Totoonov, Aleksandr Borisovich

født den 3.3.1957 i Ordzhonikidze, Nordossetien

Medlem af Føderationsrådets Kultur-, Videnskabs- og Informationskomité i Den Russiske Føderation.

Den 1. marts 2014 støttede Aleksandr Borisovich Totoonov offentligt i Føderationsrådet deployeringen af russiske styrker i Ukraine.

17.3.2014

15.

Panteleev, Oleg Evgenevich

født den 21.7.1952 i Zhitnikovskoe, Kurganregionen

Første viceformand for Komitéen for Parlamentariske Spørgsmål.

Den 1. marts støttede Oleg Evgenevich Panteleev offentligt i Føderationsrådet deployeringen af russiske styrker i Ukraine.

17.3.2014

16.

Mironov, Sergei Mikhailovich

født den 14.2.1953 i Pusjkin, Leningradregionen

Medlem af Statsdumaens Råd; leder af partiet Retfærdigt Rusland i Dumaen i Den Russiske Føderation.

Ophavsmand til lovforslaget om under dække af at beskytte russiske borgere at lade Den Russiske Føderation indlemme et fremmed lands territorier uden det pågældende lands samtykke og uden en international traktat.

17.3.2014

17.

Zheleznyak, Sergei Vladimirovich

født den 30.7.1970 i Skt. Petersborg (tidl. Leningrad)

Viceformand for Den Russiske Føderations Statsduma.

Støtter aktivt anvendelse af russiske væbnede styrker i Ukraine og annekteringen af Krim. Han ledede personligt demonstrationen til støtte for anvendelsen af russsiske væbnede styrker i Ukraine.

17.3.2014

18.

Slutski, Leonid Eduardovich

født den. 4.1.1968 i Моskva

Formand for Statsdumaens Komité for Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG), (medlem af LDPR).

Støtter aktivt anvendelsen af russiske væbnede styrker i Ukraine og annekteringen af Krim.

17.3.2014

19.

Vitko, Aleksandr Viktorovich

født den 13.9.1961 i Vitebsk (Hviderussiske SSR)

Øverstbefalende for Sortehavsflåden, viceadmiral.

Ansvarlig for kommandoen over de russiske styrker, der har besat suverænt ukrainsk område.

17.3.2014

20.

Sidorov, Anatoliy Alekseevich

 

Øverstbefalende, Ruslands vestlige militærdistrikt, som har styrker deployeret på Krim.

Han er ansvarlig for en del af den russiske militære tilstedeværelse på Krim, der underminerer Ukraines suverænitet, og bistod myndighederne på Krim med at hindre offentlige demonstrationer imod tiltag i retning af en folkeafstemning og indlemmelse i Rusland.

17.3.2014

21.

Galkin, Aleksandr

 

Ruslands sydlige militærdistrikt, som har styrker på Krim; Aleksandr Galkin har kommandoen over Sortehavsflåden; en stor del af fremrykningen på Krim har fundet sted gennem det sydlige militærdistrikt.

Øverstbefalende for Ruslands sydlige militærdistrikt ("SMD"). SMD-styrker er deployeret på Krim. Han er ansvarlig for en del af den russiske militære tilstedeværelse på Krim, der underminerer Ukraines suverænitet og bistod myndighederne på Krim med at hindre offentlige demonstrationer imod tiltag i retning af en folkeafstemning og indlemmelse i Rusland. Desuden henhører Sortehavsflåden under distriktets kontrol.

17.3.2014

▼M1

22.

Rogozin, Dmitry Olegovich

født den 21.12.1963 i Moskva

Vicepremierminister i Den Russiske Føderation.

Opfordrede offentligt til annekteringen af Krim.

21.3.2014

23.

Glazyev, Sergey

født den 1.1.1961 i Zaporozhye (Ukrainske SSR)

Rådgiver for præsidenten for Den Russiske Føderation.

Opfordrede offentligt til annekteringen af Krim.

21.3.2014

24.

Matviyenko, Valentina Ivanova

født den 7.4.1949 i Shepetovka, Khmelnitskyi Oblast (Ukrainske SSR)

Formand for Føderationsrådet. Den 1. marts 2014 støttede hun offentligt i Føderationsrådet deployeringen af russiske styrker i Ukraine.

21.3.2014

25.

Naryshkin, Sergei Evgenevich

født den 27.10.1954

i Skt. Petersborg (tidl. Leningrad)

Formand for Statsdumaen. Støttede offentligt deployeringen af russiske styrker i Ukraine. Støttede offentligt traktaten om genforening af Rusland og Krim og den føderale forfatningslovgivning i tilknytning hertil.

21.3.2014

26.

Kiselyov, Dmitry Konstantinovich

født den 26.4.1954

Udnævnt ved præsidentielt dekret den 9. december 2013 til leder af det russiske føderale nyhedsbureau "Rossiya Segodnya".

Central figur i regeringens propaganda, som støtter deployeringen af russiske styrker i Ukraine.

21.3.2014

27.

Nosatov, Alexander Mihailovich

født den 27.3.1963 i Sevastopol (Ukrainske SSR)

Viceøverstbefalende for Sortehavsflåden, kontreadmiral.

Ansvarlig for ledelsen af de russiske styrker, som har besat suverænt ukrainsk territorium.

21.3.2014

28.

Kulikov, Valery Vladimirovich

født den 1.9.1956 i Zaporozhye (Ukrainske SSR)

Viceøverstbefalende for Sortehavsflåden, kontreadmiral.

Ansvarlig for ledelsen af de russiske styrker, som har besat suverænt ukrainsk territorium.

21.3.2014

29.

Surkov, Vladislav Yurievich

født den 21.9.1964 i Solntsevo, Lipetsk

Rådgiver for præsidenten for Den Russiske Føderation. Han organiserede processen på Krim, hvorved lokalsamfund på Krim blev mobiliseret til at iværksætte aktioner, der underminerede de ukrainske myndigheder på Krim.

21.3.2014

30.

Mikhail Malyshev

formand for valgkommissionen på Krim

Ansvarlig for administrationen af folkeafstemningen på Krim. Ansvarlig for undertegnelsen af resultaterne af folkeafstemningen i henhold til det russiske system.

21.3.2014

31.

Valery Medvedev

formand for valgkommissionen i Sevastopol

Ansvarlig for administrationen af folkeafstemningen på Krim. Ansvarlig for undertegnelsen af resultaterne af folkeafstemningen i henhold til det russiske system.

21.3.2014

32.

Generalløjtnant Igor Turchenyuk

øverstbefalende for de russiske styrker på Krim

De facto-øverstbefalende for de russiske tropper, der er deployeret på Krim (og som Rusland fortsat officielt refererer til som "lokale selvforsvarsmilitser").

21.3.2014

33.

Elena Borisovna Mizulina

stedfortræder i Statsdumaen

Ophavsmand og medforslagsstiller til de nylige lovgivningsforslag i Rusland, som ville have gjort det muligt for regioner i andre lande at tilslutte sig Rusland uden forudgående samtykke fra deres centrale myndigheder.

21.3.2014

▼M2

34.

Dmitry Nikolayevich Kozak

født den 7.11.1958 i Kirovohrad, Ukrainske SSR

Vicepremierminister. Ansvarlig for at lede integrationen af den indlemmede autonome republik Krim i Den Russiske Føderation.

29.4.2014

35.

Oleg Yevgenyvich Belaventsev

født den 15.9.1949 i Moskva

Befuldmægtiget repræsentant for præsidenten for Den Russiske Føderation i det såkaldte »Føderale Distrikt Krim«, ikkepermanent medlem af det russiske sikkerhedsråd. Ansvarlig for gennemførelsen af det russiske statsoverhoveds forfatningsmæssige beføjelser på den indlemmede autonome republik Krims område.

29.4.2014

36.

Oleg Genrikhovich Savelyev

født den 27.10.1965 i Leningrad

Minister for Krimanliggender. Ansvarlig for integrationen af den indlemmede autonome republik Krim i Den Russiske Føderation.

29.4.2014

37.

Sergei Ivanovich Menyailo

født den 22.8.1960 i Alagir, Nordossetiske autonome SSR, Russiske SSR

Fungerende guvernør for den ukrainske indlemmede by Sevastopol.

29.4.2014

38.

Olga Fedorovna Kovatidi

født den 7.5.1962 i Simferopol, Ukrainske SSR.

Medlem af Det Russiske Føderale Råd for den indlemmede autonome republik Krim.

29.4.2014

39.

Ludmila Ivanovna Shvetsova

født den 24.9.1949 i Alma-Ata, USSR

Næstformand for Statsdumaen, Det Forenede Rusland. Ansvarlig for at iværksætte lovgivning med henblik på at integrere den indlemmede autonome republik Krim i Den Russiske Føderation.

29.4.2014

40.

Sergei Ivanovich Neverov

født den 21.12.1961 i Tashtagol, USSR

Næstformand for Statsdumaen, Det Forenede Rusland. Ansvarlig for at iværksætte lovgivning med henblik på at integrere den indlemmede autonome republik Krim i Den Russiske Føderation.

29.4.2014

41.

Igor Dmitrievich Sergun

født den 28.3.1957

Direktør for GRU (øverste efterretningsdirektorat), vicechef for generalstaben for Den Russiske Føderations væbnede styrker, generalløjtnant. Ansvarlig for GRU-officerernes virksomhed i det østlige Ukraine.

29.4.2014

42.

Valery Vasilevich Gerasimov

født den 8.9.1955 i Kazan

Chef for generalstaben for Den Russiske Føderations væbnede styrker, Den Russiske Føderations viceforsvarsminister, general i hæren. Ansvarlig for den massive deployering af russiske tropper langs grænsen til Ukraine og for den manglende deeskalering af situationen.

29.4.2014

43.

German Prokopiv

 

Aktiv leder af »Luganskgarden«. Deltog i indtagelsen af sikkerhedstjenestens regionalkontors bygning i Lugansk, optog et videobudskab til præsident Vladimir Putin og Rusland fra den besatte bygning. Tætte forbindelser til »Sydøsthæren«.

29.4.2014

44.

Valeriy Bolotov

 

En af lederne af separatistgruppen »Sydøsthæren«, som besatte sikkerhedstjenestens bygning i regionen Lugansk. Pensioneret officer. Inden indtagelsen af bygningen var han og andre medsammensvorne i besiddelse af våben, der tilsyneladende var leveret illegalt fra Rusland og lokale kriminelle grupper.

29.4.2014

45.

Andriy Purgin

 

Leder af »Republikken Donetsk«, aktiv deltager i og organisator af separatistaktioner, koordinator af de »russiske turisters« aktioner i Donetsk. Medgrundlægger af et »borgerinitiativ i Donbass for Den Eurasiske Union«.

29.4.2014

46.

Denys Pushylin

født i Makiivka

En af lederne af folkerepublikken Donetsk. Deltog i indtagelsen og besættelsen af regionalforvaltningen. Aktiv talsmand for separatisterne.

29.4.2014

47.

Tsyplakov Sergey Gennadevich

 

En af lederne af den ideologisk radikale organisation Donbassfolkemilitsen. Han deltog aktivt i indtagelsen af en række statslige bygninger i regionen Donetsk.

29.4.2014

48.

Igor Strelkov (Ihor Strielkov)

 

Identificeret som ansat i det øverste efterretningsdirektorat i generalstaben for Den Russiske Føderations væbnede styrker (GRU). Han var involveret i hændelser i Sloviansk. Han er medarbejder på sikkerhedsområdet for Sergey Aksionov, der er selvudråbt premierminister for Krim.

29.4.2014

▼M3

49.

Vyacheslav Viktorovich Volodin

Født den 4.2.1964 i Alekseevka, Saratovregionen

Første vicepersonalechef for præsidentens kontor i Rusland. Ansvarlig for tilsynet med den politiske integration af den indlemmede ukrainske region Krim i Den Russiske Føderation

12.5.2014

50.

Vladimir Shamanov

Født den 15.2.1954 i Barnaul

Kommandør for de russiske luftbårne tropper, generaloberst. Har i kraft af sin høje stilling ansvaret for deployeringen af russiske luftstyrker på Krim

12.5.2014

51.

Vladimir Nikolaevich Pligin

Født den 19.5.1960 i Ignatovo, Vologodsk oblast, USSR

Formand for forfatningsudvalget i Dumaen. Ansvarlig for behandlingen af lovgivningen om indlemmelse af Krim og Sevastopol i Den Russiske Føderation

12.5.2014

52.

Petr Grigorievich Jarosh

 

Fungerende chef for det føderale migrationstjenestekontor for Krim. Ansvarlig for den systematiske og fremskyndede udstedelse af russiske pas til beboerne på Krim

12.5.2014

53.

Oleg Grigorievich Kozyura

Født den 19.12.1962 i Zaporozhye

Fungerende chef for det føderale migrationstjenestekontor for Sevastopol. Ansvarlig for den systematiske og fremskyndede udstedelse af russiske pas til beboerne på Krim

12.5.2014

54.

Viacheslav Ponomariov

 

Selvudråbt borgmester i Slaviansk. Ponomarev opfordrede Vladimir Putin til at indsætte russiske styrker for at beskytte byen og bad ham senere om at levere våben. Ponomarevs folk er involveret i bortførelser (de tog den ukrainske journalist Irma Krat og Simon Ostrovsky, en journalist for Vice News, til fange; begge blev senere løsladt; de tilbageholdt militærobservatører udsendt i henhold til OSCE's Wiendokument)

12.5.2014

55.

Igor Mykolaiovych Bezler

Født i 1965

En af lederne af den selvudråbte Horlivkamilits. Han tog kontrol over Ukraines sikkerhedstjenestes kontor i Donetskregionens bygning og bemægtigede sig bagefter Indenrigsministeriets distriktsstation i byen Horlivka. Han har forbindelser til Ihor Strielkov, under hvis kommando han ifølge den ukrainske sikkerhedstjeneste var involveret i mordet på den folkedeputerede i Horlivkas byråd Volodymyr Rybak

12.5.2014

56.

Igor Kakidzyanov

 

Ifølge Pushylin, en af lederne af »Folkerepublikken Donetsk«, er styrkernes mål at »beskytte befolkningen i Folkerepublikken Donetsk og republikkens territorielle integritet«

12.5.2014

57.

Oleg Tsariov

 

Medlem af Radaen. Opfordrede offentligt til oprettelse af Den Føderale Republik Novorossia bestående af sydøstlige regioner i Ukraine

12.5.2014

58.

Roman Lyagin

 

Chef for den centrale valgkommission i »Folkerepublikken Donetsk«. Tilrettelagde aktivt folkeafstemningen den 11. maj om »Folkerepublikken Donetsk«s selvbestemmelse

12.5.2014

59.

Aleksandr Malykhin

 

Chef for den centrale valgkommission i »Folkerepublikken Lugansk«. Tilrettelagde aktivt folkeafstemningen den 11. maj om »Folkerepublikken Lugansk«s selvbestemmelse

12.5.2014

60.

Natalia Vladimirovna Poklonskaya

Født den 18.3.1980 i Eupatoria

Krims anklager. Gennemfører aktivt Ruslands indlemmelse af Krim

12.5.2014

61.

Igor Sergeievich Shevchenko

 

Sevastopols fungerende anklager. Gennemfører aktivt Ruslands indlemmelse af Sevastopol

12.5.2014

62.

PJSC Chernomorneftegaz

 

»Krims parlament« vedtog den 17. marts 2014 en beslutning om beslaglæggelse af virksomheden Chernomorneftegaz' aktiver på vegne af »Republikken Krim«. Virksomheden er dermed reelt konfiskeret af Krims »myndigheder«

12.5.2014

63.

Feodosia

 

»Krims parlament« vedtog den 17. marts 2014 en beslutning om beslaglæggelse af virksomheden Feodosias aktiver på vegne af »Republikken Krim«. Virksomheden er dermed reelt konfiskeret af »myndighederne« på Krim

12.5.2014

Top