Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017BP1715

    Europa-Parlamentets beslutning (EU) 2017/1715 af 27. april 2017 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Eurojust for regnskabsåret 2015

    EUT L 252 af 29.9.2017, p. 309–311 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2017/1715/oj

    29.9.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 252/309


    EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2017/1715

    af 27. april 2017

    med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Eurojust for regnskabsåret 2015

    EUROPA-PARLAMENTET,

    der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Eurojust for regnskabsåret 2015,

    der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag IV,

    der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0129/2017),

    A.

    der henviser til, at Eurojusts endelige budget for regnskabsåret 2015 ifølge dets regnskab var på 33 818 351 EUR; der henviser til, at hele Eurojusts budget stammer fra Unionens budget;

    B.

    der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om årsregnskabet for Eurojust for regnskabsåret 2015 (»Revisionsrettens beretning«) har fastslået, at den har fået rimelig sikkerhed for, at Eurojusts årsregnskab er rigtigt, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige;

    C.

    der henviser til, at dechargemyndigheden inden for rammerne af dechargeproceduren understreger den særlige betydning af at styrke EU-institutionernes demokratiske legitimitet yderligere ved at forbedre gennemsigtigheden og ansvarligheden, gennemføre begrebet resultatbaseret budgettering og sørge for god forvaltning af menneskelige ressourcer;

    Opfølgning på decharge for 2014

    1.

    anerkender, at der — hvad opfølgningen på tidligere dechargeprocedurer angår — ifølge Revisionsrettens beretning er blevet truffet korrigerende foranstaltninger, og at to bemærkninger var markeret som »igangværende«, mens én bemærkning var markeret som »ikke relevant«;

    2.

    anerkender, at Eurojust i samråd med Kommissionens Generaldirektorat for Retlige Anliggender og Forbrugere og Generaldirektoratet for Budget evaluerer anvendelsen af opdelte bevillinger for at sikre finansieringen af operationelle aktiviteter, der ikke kan planlægges på forhånd og skal fortsætte hele resten af året;

    Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

    3.

    bemærker med tilfredshed, at budgetovervågningsindsatsen i regnskabsåret 2015 resulterede i en budgetgennemførelsesgrad på 99,99 %, hvilket er en stigning på 0,17 % i forhold til 2014; bemærker endvidere, at udnyttelsesgraden for betalingsbevillingerne var på 89 %, hvilket er en stigning på 1,69 % i forhold til 2014;

    4.

    beklager, at Eurojust havde problemer med adgang til budgetmidler som følge af kendte strukturelle finansieringsproblemer, og at det for andet år i træk blev tvunget til at anvende afbødende foranstaltninger i medfør af et ændringsbudget; beklager, at den finansielle usikkerhed, som Eurojust blev konfronteret med, krævede udsættelse af visse af dets igangværende aktiviteter og udsættelse af værdifulde teknologiske udviklinger; kræver, at Eurojust og Kommissionen løser disse kendte strukturelle problemer og sikrer et korrekt finansieringsniveau for de kommende år;

    Forpligtelser og fremførsler

    5.

    bemærker, at beløbet overført fra 2014 til 2015 var på 4 246 726 EUR, hvoraf 87,6 % blev brugt; bemærker endvidere, at et beløb på 525 194 EUR bortfaldt ved årets udgang, hvilket omtrent svarer til beløbet i 2014;

    6.

    bemærker på grundlag af Revisionsrettens beretning, at niveauet af forpligtede bevillinger, der blev fremført for afsnit II (administrative udgifter), var på 1 600 000 EUR (21 %) i forhold til 1 500 000 EUR (20 %) i 2014; anerkender, at disse fremførsler hovedsagelig vedrører specifikke kontrakter om sikkerheds- og værtstjenester, IKT-projekter, maskinel og vedligeholdelse samt omkostninger til konsulentbistand og projekter for de nye lokaler såvel som tjenesteydelser, der blev bestilt inden årets udgang og leveret i 2016;

    7.

    bemærker, at fremførsler ofte kan være delvist eller helt berettigede på grund af den flerårige karakter af agenturernes operationelle programmer, ikke nødvendigvis er tegn på svagheder i budgetplanlægningen og -gennemførelsen og ikke altid er i strid med budgetprincippet om etårighed, navnlig hvis de er planlagt på forhånd og meddelt Revisionsretten;

    Indkøbs- og ansættelsesprocedurer

    8.

    bemærker, at Eurojust undertegnede 23 kontrakter med en værdi på over 15 000 EUR, hvilket udgør et lille fald på 14 % i forhold til 2014; konstaterer, at der blev afholdt et åbent udbud for 82,6 % af kontrakterne, hvilket udgør 95,44 % af det samlede udbudsbeløb;

    9.

    bemærker, at andelen af ubesatte stillinger i Eurojust pr. 31. december 2015 var på 2,4 % i modsætning til 4,8 % den 31. december 2014; konstaterer med tilfredshed, at 97,6 % af stillingsfortegnelsen for 2015 blev gennemført;

    10.

    bemærker, at Eurojust i 2015 gennemførte den anden runde af nedskæringer i antallet af stillinger, svarende til 2 % eller fire stillinger, for at nå målet om en personalenedskæring på 5 %, som var vedtaget af Parlamentet og Rådet; bemærker endvidere, at den sidste bølge af nedskæringer i antallet af stillinger, svarende til 1 % eller tre stillinger, skulle gennemføres i 2016 på området for administrativ bistand; anerkender, at personalenedskæringen har styrket andelen af operationelle job i organisationen;

    Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed

    11.

    noterer sig Eurojusts forsikringer om, at klare regler for beskyttelse af whistleblowere spiller en integreret rolle i at opnå en kultur med tillid og i kampen mod svig, således som det er fastlagt i artikel 22c i personalevedtægten; noterer sig, at Eurojust er i færd med at udarbejde et udkast til nye regler for beskyttelse af whistleblowere; påpeger, at der i Eurojusts kollegium allerede den 4. oktober 2016 afholdtes en foreløbig drøftelse om udkastet til regler; opfordrer Eurojust til fortsat at rapportere om denne proces og om den efterfølgende vedtagelse af dets regler om beskyttelse af whistleblowere;

    12.

    bemærker, at korte resuméer af kollegiemedlemmers CV'er offentliggøres online, men at interesseerklæringer ikke offentliggøres; bemærker i denne forbindelse, at Eurojusts kollegium i januar 2016 vedtog retningslinjer om forebyggelse og håndtering af interessekonflikter; bemærker også, at Eurojust for øjeblikket er ved at færdiggøre processen med at indsamle interesseerklæringer, og at resultatet heraf efterfølgende vil blive offentliggjort på Eurojusts websted; anmoder Eurojust om at aflægge rapport til dechargemyndigheden om fremskridtene i forbindelse hermed;

    13.

    bemærker med bekymring, at Eurojust ikke har planlagt nogen kontrol eller ajourføring af interesseerklæringer fra eksperter, medlemmer af kollegiet og medlemmer af personalet;

    14.

    beklager, at administrationen og medlemmerne af den uafhængige fælles kontrolinstans ikke har offentliggjort deres interesseerklæringer; opfordrer til, at disse erklæringer øjeblikkeligt offentliggøres; opfordrer Eurojust til at vedtage en praktisk vejledning om den institutionelle forvaltning og én om interessekonflikter i overensstemmelse med de retningslinjer, som Kommissionen offentliggjorde i december 2013, samt til at indføre klare regler imod »svingdørssituationer«;

    Intern revision

    15.

    anerkender, at Kommissionens Interne Revisionstjeneste (IAS) ifølge Eurojusts årsberetning udsatte sin revision af »Overvågning og rapportering/elementerne i revisionserklæringen«) på grund af de knappe IT-revisionsressourcer, og at denne endelig blev gennemført i januar 2016; ser frem til den næste årsberetning fra Eurojust og yderligere detaljer vedrørende revisionen;

    16.

    bemærker, at alle tidligere udestående anbefalinger blev afsluttet af IAS pr. 27. marts 2015; minder om, at IAS i 2014 reviderede forvaltningen og organisationen af koordinationsmøder og koordinationscentre i Eurojust; bemærker, at IAS i 2015 udstedte en endelig revisionsberetning med en anbefaling markeret som »vigtig«; konstaterer med tilfredshed, at Eurojust har gennemført den korrigerende foranstaltning, hvorved anbefalingen markeredes som »afsluttet«;

    17.

    konstaterer, at gennemførelsen af projektet til forbedring af det periodiserede regnskabsføringssystem muliggjorde en mere effektiv anvendelse af de menneskelige ressourcer i Eurojusts administration, mens det nye tidsregistreringssystem (eRecording), der blev indført af den administrerende direktør for alt administrativt personale fra april 2015, udgjorde et skridt fremad i retning af aktivitetsbaseret overvågning og rapportering;

    Andre bemærkninger

    18.

    tilskynder Eurojust til fortsat at behandle terror, menneskehandel, smugleri og cyberkriminalitet som prioriteter; glæder sig over, at medlemsstaterne i stigende grad gør brug af koordineringsmøder og koordineringscentre, og over, at de sætter pris på den øgede inddragelse af tredjelande i de fælles efterforskningshold; glæder sig over, at antallet af sager, hvor medlemsstater har anmodet om Eurojusts bistand, fortsat stiger, og at det steg med 23 % i forhold til 2014; mener, at budgettet bør forhøjes i overensstemmelse hermed;

    19.

    anerkender, at Eurojust i øjeblikket sammen med sin værtsmedlemsstat er i færd med at forberede flytningen til nye lokaler; bemærker, at opførelsen af lokalerne blev påbegyndt i foråret 2015, og at den forventede flytning var planlagt til at skulle finde sted i foråret 2017; opfordrer Eurojust til at fortsat at rapportere til dechargemyndigheden om flytningen til de nye lokaler samt til at give et overslag over de samlede udgifter i forbindelse hermed;

    20.

    bemærker med bekymring, at der er betragtelig ubalance mellem mænd og kvinder både i Eurojusts øverste ledelse og blandt kollegiemedlemmerne; opfordrer indtrængende Eurojust til så hurtigt som muligt at rette op på denne ubalance og til at meddele Parlamentet og Rådet resultaterne;

    21.

    bemærker, at Eurojust har syv tjenestebiler, der koster 20 000 EUR om året;

    22.

    bemærker, at 64 medlemmer af personalet i 2015 deltog i »udedage«, som kostede 9 346,98 EUR (146,04 EUR pr. person);

    23.

    beklager, at Eurojust i sin årsberetning for 2015 anførte, at korruption ikke er blandt Unionens prioriteringer; bemærker, at dette udsagn blev modsagt af de 90 korruptionssager, som ifølge Eurojusts årsberetning krævede Eurojusts ekspertise i 2015 (dobbelt så mange som i 2014); erkender, at Grækenland, Rumænien og Kroatien var de medlemsstater, som oftest anmodede om bistand i korruptionsrelaterede sager;

    24.

    henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 27. april 2017 (1) om resultater, økonomisk forvaltning og kontrol med agenturer.


    (1)  Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0155 (se side 372 i denne EUT).


    Top