Pasirinkite eksperimentines funkcijas, kurias norite išbandyti

Šis dokumentas gautas iš interneto svetainės „EUR-Lex“

Dokumentas 32017D0319

    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/319 af 21. februar 2017 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU om bemyndigelse af Luxembourg til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

    EUT L 47 af 24.2.2017, p. 7—8 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumento teisinis statusas Galioja

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2017/319/oj

    24.2.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 47/7


    RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/319

    af 21. februar 2017

    om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU om bemyndigelse af Luxembourg til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til artikel 285 i direktiv 2006/112/EF kan de medlemsstater, som ikke har gjort brug af muligheden i artikel 14 i Rådets andet direktiv 67/228/EØF (2), indrømme momsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 5 000 EUR eller det tilsvarende beløb i den nationale valuta. De kan også indrømme en gradvis momsnedsættelse til afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning overstiger det loft, der er fastsat med henblik på anvendelsen af momsfritagelsen.

    (2)

    Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU (3) fik Luxembourg tilladelse til som en foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF, (»fravigelsesforanstaltningen«) indtil den 31. december 2016 at indrømme momsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årsomsætning ikke overstiger 25 000 EUR.

    (3)

    Ved brev registreret i Kommissionen den 26. september 2016 anmodede Luxembourg om tilladelse til at forlænge fravigelsesforanstaltningen fra den 1. januar 2017, og samtidig at hæve tærsklen fra 25 000 EUR til 30 000 EUR.

    (4)

    Kommissionen underrettede ved brev af 4. oktober 2016 de øvrige medlemsstater om Luxembourgs anmodning. Ved brev af 5. oktober 2016 underrettede Kommissionen Luxembourg om, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

    (5)

    Ifølge de oplysninger, som Luxembourg har fremlagt, vil yderligere 970 afgiftspligtige personer potentielt kunne gøre brug af fravigelsesforanstaltningen med henblik på at reducere deres momsforpligtelser som omhandlet i kapitel 2-6 i afsnit XI i direktiv 2006/112/EF. Den byrde, der hviler på skatteforvaltningen i forbindelse med momsopkrævning og kontrol af små virksomheder, vil således også blive mindre.

    (6)

    Da fravigelsesforanstaltningen vil medføre færre momsforpligtelser for små virksomheder, der samtidig stadig kan vælge at benytte den almindelige momsordning i henhold til artikel 290 i direktiv 2006/112/EF, bør Luxembourg have tilladelse til at anvende den højere tærskel frem til den 31. december 2019.

    (7)

    Fravigelser indrømmes normalt for en begrænset periode med henblik på, at det kan vurderes, om de er hensigtsmæssige og effektive. Da artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF om særordningen for små virksomheder desuden er under revision, er det muligt, at et direktiv om ændring af disse bestemmelser træder i kraft inden den 31. december 2019. Fravigelsesforanstaltningen bør derfor være tidsbegrænset og ledsages af en udløbsklausul.

    (8)

    For at sikre at målene med fravigelsesforanstaltningen, navnlig dem med henblik på at undgå skadelige virkninger og sikre lige vilkår, opfyldes, bør denne afgørelse finde anvendelse fra den 1. januar 2017. Ved at fastsætte, at fravigelsesforanstaltningen anvendes med tilbagevirkende kraft, respekteres de pågældende personers berettigede forventninger, idet fravigelsesforanstaltningen ikke indskrænker de erhvervsdrivende eller enkeltpersoners rettigheder eller forpligtelser.

    (9)

    Ifølge oplysningerne indgivet af Luxembourg vil den hævede tærskel have en ubetydelig indvirkning på de samlede momsindtægter, der opkræves ved det endelige forbrug.

    (10)

    Fravigelsesforanstaltningen er i overensstemmelse med målsætningerne i Kommissionens meddelelse »Tænk småt først« — En »Small Business Act« for Europa af 25. juni 2008.

    (11)

    Fravigelsesforanstaltningen har ingen indvirkning på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms, idet Luxembourg vil foretage en kompensationsberegning som omhandlet i artikel 6 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 (4).

    (12)

    Gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Artikel 1 og 2 i gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU affattes således:

    »Artikel 1

    Som en fravigelse af artikel 285 i direktiv 2006/112/EF bemyndiges Luxembourg til at momsfritage afgiftspligtige personer med en årlig omsætning på højst 30 000 EUR.

    Artikel 2

    Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

    Denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2017 indtil den 31. december 2019 eller indtil datoen for ikrafttrædelsen af et direktiv om ændring af artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF om særordningen for små virksomheder, alt efter hvilken dato der kommer først.«

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til Storhertugdømmet Luxembourg.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 21. februar 2017

    På Rådets vegne

    E. SCICLUNA

    Formand


    (1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

    (2)  Rådets andet direktiv 67/228/EØF af 11. april 1967 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystems struktur og de nærmere regler for dets anvendelse (EFT 71 af 14.4.1967, s. 1303/67).

    (3)  Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU af 15. november 2013 om bemyndigelse af Luxembourg til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 316 af 27.11.2013, s. 33).

    (4)  Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 af 29. maj 1989 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften (EFT L 155 af 7.6.1989, s. 9).


    Į viršų