Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007R0811

    Kommissionens forordning (EF) nr. 811/2007 af 11. juli 2007 om ændring af forordning (EF) nr. 917/2004 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 797/2004 om foranstaltninger til forbedring af betingelserne for produktion og afsætning af biavlsprodukter

    EUT L 182 af 12.7.2007, p. 5–6 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 08/08/2015; stiltiende ophævelse ved 32015R1366

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2007/811/oj

    12.7.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 182/5


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 811/2007

    af 11. juli 2007

    om ændring af forordning (EF) nr. 917/2004 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 797/2004 om foranstaltninger til forbedring af betingelserne for produktion og afsætning af biavlsprodukter

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 797/2004 af 26. april 2004 om foranstaltninger til forbedring af betingelserne for produktion og afsætning af biavlsprodukter (1), særlig artikel 6, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    For at undgå risikoen for misforståelser bør det i artikel 2, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 917/2004 (2) præciseres, at biavlsprogrammernes foranstaltninger nødvendigvis bør være gennemført inden udgangen af det regnskabsår, som de vedrører.

    (2)

    Muligheden for at ændre de finansielle grænser for hver foranstaltning under et biavlsprogram i løbet af et regnskabsår, uden at sådanne ændringer skal godkendes efter proceduren i artikel 5 i forordning (EF) nr. 797/2004, er for tiden begrænset til højst 20 % af nævnte finansielle grænser.

    (3)

    Denne grænse på 20 % har vist sig at være for restriktiv ud fra et administrativt synspunkt for både medlemsstaterne og Kommissionen. Den bør derfor ophæves.

    (4)

    Med henblik på forenkling bør tilpasningen af biavlsprogrammernes foranstaltninger være mere fleksibel, således at der ikke længere er grænser for en ny budgetfordeling efter foranstaltningstype inden for det budget, som hver enkelt medlemsstat har fået tildelt.

    (5)

    Det bør fastsættes, at tilpasninger af biavlsprogrammernes foranstaltninger meddeles Kommissionen, såfremt visse foranstaltninger ikke var blevet fastsat i det oprindeligt meddelte treårige program.

    (6)

    Forordning (EF) nr. 917/2004 bør ændres i overensstemmelse hermed.

    (7)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Fjerkrækød og Æg —

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EF) nr. 917/2004 foretages følgende ændringer:

    1)

    I artikel 2 foretages følgende ændringer:

    a)

    Stk. 1, andet afsnit, udgår.

    b)

    Stk. 3, første punktum, affattes således:

    »De foranstaltninger i biavlsprogrammerne, der er fastsat for hvert år i den treårige periode, skal være gennemført fuldt ud inden den 31. august i det regnskabsår, de vedrører.«

    2)

    Artikel 6 affattes således:

    »Artikel 6

    Såfremt biavlsprogrammernes foranstaltninger forbliver i overensstemmelse med artikel 2 i forordning (EF) nr. 797/2004, kan de tilpasses i regnskabsåret. De finansielle grænser for hver af førnævnte foranstaltninger kan ændres, forudsat at det samlede loft for overslagene over de årlige udgifter ikke overskrides, og at Fællesskabets deltagelse i finansieringen af biavlsprogrammerne ikke overstiger 50 % af den pågældende medlemsstats udgifter.

    Den pågældende medlemsstat meddeler Kommissionen ethvert udkast til tilpasning af foranstaltninger i regnskabsåret, jf. stk. 1, såfremt en foranstaltning ikke oprindelig var blevet fastsat og meddelt i det treårige program. Hvis Kommissionen ikke rejser indsigelse, finder den påtænkte tilpasning anvendelse fra den første dag i den anden måned efter nævnte meddelelse.

    Senest to måneder efter udgangen af hvert regnskabsår tilsender medlemsstaterne Kommissionen en oversigt over udgiftsafholdelsen for hver foranstaltningstype.«

    3)

    Artikel 7 udgår.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juli 2007.

    På Kommissionens vegne

    Mariann FISCHER BOEL

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 125 af 28.4.2004, s. 1.

    (2)  EUT L 163 af 30.4.2004, s. 83. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1913/2006 (EUT L 365 af 21.12.2006, s. 52).


    Top