Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0263

    2007/263/EF: Kommissionens afgørelse af 23. april 2007 om ændring af afgørelse 2004/210/EF om oprettelse af videnskabelige komitéer inden for forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø(EØS-relevant tekst).

    EUT L 114 af 1.5.2007, p. 14–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 04/08/2008; stiltiende ophævelse ved 32008D0721

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/263/oj

    1.5.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 114/14


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE

    af 23. april 2007

    om ændring af afgørelse 2004/210/EF om oprettelse af videnskabelige komitéer inden for forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø

    (EØS-relevant tekst)

    (2007/263/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 152 og 153, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved Kommissionens afgørelse 2004/210/EF (1) fastsættes der bestemmelser om oprettelse af Den Videnskabelige Komité for Forbrugsvarer (VKF), Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici (VKSM) og Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (VKNNPS) (i det følgende benævnt »de videnskabelige komitéer«). Medlemmerne af de videnskabelige komitéer udnævnes af Kommissionen.

    (2)

    I henhold til afgørelsens artikel 7, stk. 1, er mandatperioden for medlemmerne af de videnskabelige komitéer på højst tre år, og mandatperioden for de nuværende medlemmer udløber den 24. juli 2007.

    (3)

    Der forventes at indtræffe begivenheder i de næste to år, som får væsentlig betydning for Kommissionens behov for videnskabelig rådgivning om risikovurdering og for de videnskabelige komitéers struktur og kompetenceområder. Især vil det blive nødvendigt at omdefinere VKSM’s opgaver, når der i 2008 oprettes et europæisk kemikalieagentur, hvis opgaver bliver registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (2).

    (4)

    For at få et bedre overblik over de videnskabelige komitéers fremtidige opgaver og sikre, at deres struktur og sammensætning bliver bedre egnet til at dække de fremtidige behov for videnskabelig rådgivning, og samtidig sørge for, at der ydes den nødvendige videnskabelige rådgivning, indtil det nye agentur er oprettet, bør mandatperioden for medlemmerne af de videnskabelige komitéer undtagelsesvis tillades forlænget med en periode på højst 18 måneder.

    (5)

    Derudover bør det være muligt — efter offentliggørelse af en indkaldelse af interessetilkendegivelser — at udnævne nye medlemmer af de videnskabelige komitéer, hvis der ikke blandt kandidaterne på reservelisten findes den nødvendige ekspertise.

    (6)

    Det er, i lyset af de praktiske erfaringer og med henblik på at dække et umiddelbart behov, bydende nødvendigt at øge antallet af medlemmer af VKNNPS.

    (7)

    Afgørelse 2004/210/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Eneste artikel

    I afgørelse 2004/210/EF foretages følgende ændringer:

    1)

    Første punktum i artikel 3, stk. 2, affattes således:

    »VKNNPS består af højst 17 medlemmer.«

    2)

    Artikel 7 affattes således:

    »Artikel 7

    Mandatperiode

    1.   Medlemmerne af de videnskabelige komitéer udnævnes for en treårig periode, og de kan højst være medlem i tre på hinanden følgende perioder. For at sikre kontinuitet i ekspertisen kan Kommissionen undtagelsesvis forlænge mandatperioden for medlemmerne af en videnskabelig komité med en periode på højst 18 måneder.

    Medlemmerne beholder deres hverv, indtil de afløses eller får deres mandat fornyet.

    Medlemmer, som har udøvet deres hverv i en videnskabelig komité i tre på hinanden følgende perioder, kan udnævnes til medlem af en anden videnskabelig komité.

    2.   I tilfælde af at et medlem af en videnskabelig komité ikke bidrager til arbejdet i en videnskabelig komité, eller hvis han eller hun ønsker at trække sig tilbage, ophæver Kommissionen den pågældendes medlemskab og udnævner en afløser enten fra den i artikel 4 omhandlede reserveliste eller, når det er begrundet, efter indkaldelse af interessetilkendegivelser.«

    Udfærdiget i Bruxelles, den 23. april 2007.

    På Kommissionens vegne

    Markos KYPRIANOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 66 af 4.3.2004, s. 45.

    (2)  EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1.


    Top