Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004D0854

    2004/854/EF: Rådets beslutning af 7. december 2004 om ændring af beslutning 2001/865/EF om bemyndigelse af Kongeriget Spanien til at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

    EUT L 369 af 16.12.2004, p. 60–60 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 352M af 31.12.2008, p. 62–62 (MT)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2009

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/854/oj

    16.12.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 369/60


    RÅDETS BESLUTNING

    af 7. december 2004

    om ændring af beslutning 2001/865/EF om bemyndigelse af Kongeriget Spanien til at anvende en foranstaltning, der fraviger bestemmelserne i artikel 11 i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

    (2004/854/EF)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (1), særlig artikel 27, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved beslutning 2001/865/EF (2) bemyndigede Rådet ved fravigelse af artikel 11, litra A, stk. 1, litra a), i direktiv 77/388/EØF Kongeriget Spanien til i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser at medregne værdien af guld, der anvendes af leverandøren og stilles til rådighed af modtageren, i beskatningsgrundlaget i tilfælde, hvor leverancen af guld til modtageren er fritaget for moms i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 26b i direktiv 77/388/EØF.

    (2)

    Formålet med fravigelsen var at hindre misbrug i forbindelse med afgiftsfritagelsen for investeringsguld og derved forhindre visse former for svig og unddragelse.

    (3)

    Ved brev registreret af Kommissionens Generalsekretariat den 4. august 2004 anmodede den spanske regering om forlængelse af gyldighedsperioden for beslutning 2001/865/EF, som udløber den 31. december 2004.

    (4)

    I overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i direktiv 77/388/EØF informerede Kommissionen ved brev af 9. august 2004 de øvrige medlemsstater om Kongeriget Spaniens anmodning. Ved brev af 10. august 2004 informerede Kommissionen Kongeriget Spanien om, at den var i besiddelse af alle de oplysninger, som den skønnede nødvendige for at kunne foretage en vurdering af anmodningen.

    (5)

    Ifølge de spanske myndigheder havde den ved beslutning 2001/865/EF indførte fravigelse effektivt opfyldt sin målsætning.

    (6)

    Fravigelserne i medfør af artikel 27 i direktiv 77/388/EØF, der imødegår momsunddragelse i forbindelse med afgiftsfritagelse for investeringsguld, vil muligvis blive indarbejdet i et kommende forslag til et direktiv, der har til formål at rationalisere visse af fravigelserne i den nævnte artikel.

    (7)

    Det er derfor nødvendigt at forlænge gyldighedsperioden for den i medfør af beslutning 2001/865/EF indførte fravigelse, indtil et direktiv om rationalisering af fravigelserne i medfør af artikel 27 i direktiv 77/388/EØF, der vedrører merværdiafgiftsunddragelse i forbindelse med afgiftsfritagelse for investeringsguld, træder i kraft, eller indtil den 31. december 2009, alt efter hvilken dato der kommer først.

    (8)

    Fravigelsen vil ikke få nogen negativ indvirkning på De Europæiske Fællesskabers egne momsindtægter —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Artikel 2 i beslutning 2001/865/EF affattes således:

    »Artikel 2

    Bemyndigelsen i medfør af artikel 1 udløber på ikrafttrædelsesdatoen for et direktiv til rationalisering af fravigelserne i medfør af artikel 27 i direktiv 77/388/EØF, der vedrører merværdiafgiftsunddragelse i forbindelse med afgiftsfritagelse for investeringsguld, eller den 31. december 2009, alt efter hvilket tidspunkt der indtræder først.«

    Artikel 2

    Denne beslutning er rettet til Kongeriget Spanien.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 7. december 2004.

    På Rådets vegne

    G. ZALM

    Formand


    (1)  EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/66/EF (EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35).

    (2)  EFT L 323 af 7.12.2001, s. 24.


    Top