1.1.

Skal direktivets artikel 23, stk. 2, fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som forhindrer adgangen til gældssanering som omhandlet i TRLC’s (den konsoliderede udgave af konkursloven, herefter »konkursloven«) artikel 487, stk. 1, nr. 2, for så vidt som denne begrænsning ikke var fastsat i de bestemmelser, som var gældende forud for gennemførelsen af direktivet, om anerkendelse af retten til gældssanering, idet denne begrænsning er blevet indført af lovgiver ex novo? Konkret ønskes det oplyst, om en national lovgiver i forbindelse med gennemførelsen af direktivet kan indføre strengere begrænsninger for adgangen til gældssanering end dem, der var fastsat i den tidligere lovgivning, navnlig når en sådan begrænsning ikke svarer til nogen af de omstændigheder, som er indeholdt i direktivets artikel 23, stk. 2?

1.2.

Såfremt Domstolen besvarer ovenstående spørgsmål benægtende, skal artikel 23, stk. 2, i direktiv 2019/1023 da fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som forhindrer adgangen til gældssanering, såfremt [debitor] i de ti år, der går forud for begæringen om gældssanering, ved en endelig administrativ afgørelse er blevet pålagt sanktioner for meget alvorlige overtrædelser af skatte- og afgiftsmæssige, socialsikringsmæssige eller sociale bestemmelser, eller såfremt der inden for samme tidsrum er truffet en endelig afgørelse vedrørende afledt ansvar [mod debitor], medmindre den pågældende på tidspunktet for indgivelsen af begæringen om gældssanering har opfyldt sin forpligtelse fuldt ud (konkurslovens artikel 487, stk. 1, nr. 2), for så vidt som denne grund medfører en ændring af ordningen vedrørende klassificering af fordringer i forbindelse med en konkurs?

1.3.

Såfremt Domstolen besvarer ovenstående spørgsmål benægtende, skal direktivets artikel 23, stk. 2, da fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som forhindrer adgangen til gældssanering, som omhandlet i konkurslovens artikel 487, stk. 1, nr. 2, såfremt […] der er truffet en endelig afgørelse vedrørende afledt ansvar [mod debitor], medmindre denne på tidspunktet for indgivelsen af begæringen om gældssanering har opfyldt sin forpligtelse fuldt ud, for så vidt som en sådan omstændighed ikke gør det muligt at påvise debitors onde tro? Har det i denne forbindelse nogen betydning, at konkursen ikke beror på en culpøs adfærd?

1.4.

Såfremt Domstolen besvarer ovenstående spørgsmål benægtende, skal direktivets artikel 23, stk. 2, da fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som forhindrer adgangen til gældssanering som omhandlet i konkurslovens artikel 487, stk. 1, nr. 2, som følge af afgørelser om lovovertrædelser eller afgørelser vedrørende afledt ansvar, der er truffet eller afsagt inden for de seneste ti år forud for begæringen om gældssanering, uden at der tages hensyn til tidspunktet for den ansvarspådragende begivenhed og den eventuelle forsinkelse for så vidt angår vedtagelsen af afgørelsen vedrørende afledt ansvar?

1.5.

Såfremt Domstolen besvarer de ovenstående spørgsmål benægtende, skal direktivets artikel 23, stk. 2, da fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som forhindrer adgangen til gældssanering som omhandlet i konkurslovens artikel 487, stk. 1, nr. 2, for så vidt som denne begrænsning ikke er behørigt begrundet af den nationale lovgiver?

2.1.

Skal direktivets artikel 23, stk. 4, fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse som den, der er fastsat i konkurslovens artikel 487, stk. 1, nr. 2, som fastsætter grunde, som forhindrer adgangen til gældssanering, og som ikke er opført på listen i artikel 23, stk. 4? Konkret ønskes det oplyst, om listen over grunde i artikel 23, stk. 4, skal fortolkes som en liste numerus clausus eller derimod som en liste numerus apertus?

2.2.

For så vidt som listen er numerus apertus, og den nationale lovgiver kan fastsætte andre undtagelser end dem, der er fastsat i direktivet, er direktivets artikel 23, stk. 4, da til hinder for en national bestemmelse, som fastsætter en generel regel om, at offentligretlige fordringer er undtaget fra gældssanering, undtagen for så vidt angår meget begrænsede omstændigheder og beløb, uanset arten af og omstændighederne i forbindelse med de konkrete offentligretlige fordringer? Det ønskes navnlig oplyst, om det i den foreliggende sag har nogen betydning, at den tidligere lovgivning, således som den er blevet fortolket i Tribunal Supremos (øverste domstol, Spanien) praksis, i et vist omfang tillod gældssanering i forbindelse med offentligretlige fordringer, og at gennemførelsesbestemmelsen har begrænset gældssaneringens rækkevidde?

2.3.

Såfremt Domstolen besvarer det ovenstående spørgsmål benægtende, skal direktivets artikel 23, stk. 4, da anses for at være til hinder for en national bestemmelse som den, der er fastsat i konkurslovens artikel 489, stk. 1, nr. 5, som fastsætter en generel regel om, at offentligretlige fordringer er undtaget fra gældssanering (med visse forbehold som omhandlet i det følgende præjudicielle spørgsmål), for så vidt som den giver offentlige kreditorer en privilegeret behandling i forhold til andre kreditorer?

2.4.

I forbindelse med det ovenstående spørgsmål ønskes det navnlig oplyst, om det er af betydning, at lovgivningen indeholder bestemmelser om gældssanering i et vist omfang i forbindelse med offentligretlige fordringer, men kun for visse fordringer og inden for specifikke begrænsninger, som ikke er relateret til fordringens faktiske størrelse?

2.5.

Endelig ønskes det oplyst, om artikel 23, stk. 4, i direktiv (EU) 2019/1023 skal fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse som den, der er fastsat i konkurslovens artikel 489, stk. 1, nr. 5, for så vidt som den undtagelse fra gældssanering [, som denne bestemmelse omhandler,] er begrundet i, at betaling af visse former for gæld er særligt relevant for et retfærdigt og solidarisk samfund, der bygger på retsstatsprincippet, og generelt vedrører offentligretlige fordringer uden hensyntagen til fordringens specifikke art? Navnlig ønskes det oplyst, om det i denne henseende er af betydning, at den generelle begrundelse anvendes såvel for de fordringer, der er opført på listen i direktivets artikel 23, stk. 4, som for omstændigheder eller fordringer, der ikke er opført på sådanne lister?