Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016TN0884

    Sag T-884/16: Sag anlagt den 15. december 2016 — Multiconnect mod Kommissionen

    EUT C 38 af 6.2.2017, p. 53–54 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    6.2.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 38/53


    Sag anlagt den 15. december 2016 — Multiconnect mod Kommissionen

    (Sag T-884/16)

    (2017/C 038/69)

    Processprog: tysk

    Parter

    Sagsøger: Multiconnect GmbH (München, Tyskland) (ved advokat J.-M. Schultze, S. Pautke og C. Ehlenz)

    Sagsøgt: Europa-Kommissionen

    Sagsøgerens påstande

    Kommissionens handlinger ved Afdelingen for Fusionskontrol under Generaldirektoratet for Konkurrence i forbindelse med gennemførelsen af den tredje betingelse (»løsninger for ikke-MNO«) i afgørelse M.7018 og navnlig den opfattelse, som Kommissionen gav udtryk for i e-mail af 11. oktober 2016 og 29. oktober 2016 om, at »løsningerne for ikke-MNO« er begrænset til rene tjenesteudbydere under udelukkelse af virtuelle mobilnetoperatører som sagsøgeren, annulleres.

    Subsidiært annulleres afgørelse C(2014) 4443 final i sag M.7018.

    Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

    1.

    Første anbringende om, at der foreligger en tilsidesættelse af traktaterne eller en af de retsakter, der skal anvendes ved deres gennemførelse

    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har anlagt en retligt urigtig fortolkning og foretaget en urigtig anvendelse af afgørelse C(2014) 4443 final i sag M.7018 og de endelige tilsagn, idet den har begrænset de såkaldte »løsninger for ikke-MNO«, hvormed Telefónica har forpligtet sig til at sikre tredjeparter adgang til 4G-tjenester på engrosmarkedet for mobiltelefoni, til tredjeparter, der har udbud af tjenesteydelser som deres forretningsmodel, og ikke har foranlediget, at Telefónica indrømmer tredjeparter, som er virtuelle mobilnetoperatører, adgang til 4G-tjenester i overensstemmelse med »løsningerne for ikke-MNO«.

    2.

    Andet, subsidiære, anbringende om, at der foreligger en tilsidesættelse af traktaterne eller en af de retsakter, der skal anvendes ved deres gennemførelse, et åbenbart urigtigt skøn og en begrundelsesmangel, idet det med afgørelse C(2014) 4443 final med urette lægges til grund, at de af Telefónica afgivne tilsagn kan fjerne enhver konkurrencebetænkelighed.


    Top