Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2013/302A/01

    Juridisk Tjeneste søger en vicegeneraldirektør (lønklasse AD 15) i Bruxelles (jf. tjenestemandsvedtægtens artikel 29, stk. 2) — COM/2013/10341

    EUT C 302A af 18.10.2013, p. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    18.10.2013   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    CA 302/1


    Juridisk Tjeneste

    søger en vicegeneraldirektør (lønklasse AD 15) i Bruxelles

    (jf. tjenestemandsvedtægtens artikel 29, stk. 2)

    COM/2013/10341

    (2013/C 302 A/01)

    Hvem er vi?

    Juridisk Tjeneste har til opgave at bistå Europa-Kommissionen og dens forskellige tjenestegrene inden for især følgende fire områder:

    bistand og vejledning i lovgivningsarbejdet

    bistand og vejledning om juridiske aspekter af internationale forhandlinger

    bistand til og vejledning af Kommissionen i dens rolle som traktaternes vogter

    bistand og vejledning i forbindelse med udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, som Kommissionen har fået tillagt af EU-lovgiveren eller traktaterne.

    Juridisk Tjeneste repræsenterer Kommissionen ved Domstolen, Retten og EFTA-Domstolen, GATT- og WTO-panelerne og alle andre retlige organer. Juridisk Tjeneste deltager desuden i alle præjudicielle sager for Domstolen. I Juridisk Tjeneste arbejder jurister fra alle medlemsstater.

    Juridisk Tjeneste refererer direkte til Kommissionens formand.

    Hvad kan vi tilbyde?

    Under ledelse af Juridisk Tjenstestes generaldirektør er vicegeneraldirektøren ansvarlig for tilrettelæggelsen og samordningen af dybtgående analyser af institutionelle spørgsmål, herunder eventuelle traktatændringer. Parallelt hermed varetager han/hun en række af Juridisk Tjenestes traditionelle rådgivningsmæssige og juridiske arbejdsopgaver samt deltager i tjenestens beslutningstagning og forberedelsen af kommissærkollegiets arbejde.

    Vicegeneraldirektøren har ansvaret for tilrettelæggelsen af arbejdet med analyser og forslag i Juridisk Tjeneste. Desuden har han/hun ansvaret for at sikre samordningen med andre af Kommissionens tjenestegrene, ikke mindst med Generalsekretariatet. Vicegeneraldirektøren sikrer løbende informationsudveksling med de øvrige institutioner og med medlemsstaterne. Han/hun samarbejder med formanden og medlemmerne af kommissærkollegiet for at sikre, at udførelsen af arbejdsopgaverne sker i overensstemmelse med institutionens politiske retningslinjer.

    Vicegeneraldirektøren har ansvaret for at forberede og samordne eventuelle forslag om traktatændringer fra Kommissionens side.

    Sideløbende hermed analyserer vicegeneraldirektøren mulighederne for inden for rammerne af de gældende traktater at forbedre EU's institutionelle system generelt, forholdet mellem eurozonen og det samlede EU, »retsstatsinitiativet« osv. Mht. euroområdets institutionelle aspekter er udgangspunktet for arbejdet den plan, som Kommissionen vedtog i november 2012 (1).

    Desuden har vicegeneraldirektøren ansvaret for at forberede Kommissionens reaktion, når andre tager initiativer, der kan få indflydelse på EU's institutionelle arkitektur. Endelig varetager vicegeneraldirektøren analysearbejdet i forbindelse med integrationen af mellemstatslige instrumenter (f.eks. traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union) i EU's retssystem og institutionelle system.

    Hvem søger vi?

    Den vicegeneraldirektør, vi søger:

    besidder juridisk viden og kompetence på meget højt niveau og har dokumenterede evner som leder og fremragende kommunikationsfærdigheder

    har et særdeles godt kendskab til Kommissionens tjenestegrene, EU-politikkerne og aktuelle juridiske spørgsmål

    har overblik over EU's aktiviteter (rapporter om EU-lovgivningen og den nationale ret, gennemførelse af EU-politikker osv.)

    har demonstreret særdeles gode evner til at lede højt kvalificerede medarbejdere

    evner at repræsentere Kommissionen ved Den Europæiske Unions restinstanser, nationale retter, internationale retter og voldgiftsretter, både skriftligt og mundtligt.

    Ansøgerne skal (ansøgningsbetingelser):

    1.

    være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater

    2.

    have

    a)

    enten en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med eksamensbevis, og som er normeret til mindst fire år, eller

    b)

    en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med eksamensbevis, og mindst et års relevant erhvervserfaring, når universitetsuddannelsen er normeret til mindst tre år

    3.

    have mindst 15 års erhvervserfaring efter endt uddannelse på et niveau, som ovennævnte kvalifikationer giver adgang til. Mindst fem år af denne erhvervserfaring skal være opnået som leder på højt niveau (2) og have direkte tilknytning til et arbejdsområde, der er relevant for stillingen

    4.

    have et indgående kendskab til et af Den Europæiske Unions officielle sprog som fastsat i artikel 1 i forordning 1 fra 1958 og et tilfredsstillende kendskab til et andet af disse officielle sprog

    5.

    være under pensionsalderen, som for EU-tjenestemænd er udgangen af den måned, hvor tjenestemanden fylder 65 år (jf. tjenestemandsvedtægtens artikel 52, litra a)).

    Udvælgelse og udnævnelse

    Kommissionen udvælger og udnævner vicegeneraldirektøren i henhold til gældende udvælgelses- og ansættelsesprocedurer (om politikken for ledende medarbejdere, se også »Compilation Document on Senior Officials Policy«  (3)). Som led i udvælgelsesproceduren skal ansøgere, der indkaldes til en samtale med Kommissionens Rådgivende Udvalg for Udnævnelser, inden samtalen gennemgå et assessmentcenter, som forestås af eksterne ansættelseskonsulenter.

    Den ansøger, der udvælges til stillingen, ansættes som tjenestemand i lønklasse AD 15. Løn- og ansættelsesvilkår fremgår af tjenestemandsvedtægtens bestemmelser for EU-tjenestemænd. I henhold til vedtægten skal alle nyansatte gennemgå ni måneders prøvetid.

    Ligestilling

    Agenturet fører en aktiv ligestillingspolitik og politik for ikke-forskelsbehandling i overensstemmelse med artikel 1d i personalevedtægten.

    Ansøgningsprocedure

    Ansøgerne opfordres til, inden de indsender ansøgningen, nøje at kontrollere, om de opfylder alle udvælgelseskriterier, især hvad angår eksamensbevis og erhvervserfaring.

    Ansøgerne skal registrere sig på:

    https://ec.europa.eu/dgs/human-resources/seniormanagementvacancies/

    og følge anvisningerne for de forskellige trin i proceduren.

    Registreringen skal ske inden for fristen (4). Det anbefales på det kraftigste ikke at vente til sidste øjeblik, eftersom stor trafik på internettet eller eventuelle problemer med internetforbindelsen kan føre til, at den elektroniske registrering afbrydes, før den er afsluttet, hvorpå hele processen skal gentages. Der kan ikke længere ansøges efter registreringsfristens udløb. Fremsendelse pr. mail efter fristens udløb accepteres normalt ikke.

    Ansøgerne skal have en gyldig mailadresse. Den benyttes til at bekræfte oprettelsen af kontoen og til at informere om forløbet af udvælgelsesproceduren. Enhver ændring af mailadressen skal derfor meddeles Europa-Kommissionen.

    Ansøgerne skal vedhæfte et CV i Word- eller PDF-format og skrive en begrundelse online (højst 8 000 skrifttegn).

    Både CV og begrundelse skal være på engelsk, fransk eller tysk.

    Når registreringen er gennemført, modtager ansøgerne et registreringsnummer. Det skal gemmes, da det vil blive anvendt ved al efterfølgende kontakt under udvælgelsesproceduren. Tildelingen af dette nummer er udtryk for, at registreringen er gennemført, og at de angivne oplysninger er registreret.

    Modtages der ikke noget nummer, er ansøgningen ikke registreret!

    Bemærk, at det ikke er muligt at følge ansøgningens videre forløb elektronisk. Ansøgerne modtager svar på ansøgningen direkte.

    Ansøgere med et handicap, som forhindrer dem i at foretage onlineregistrering, kan indgive ansøgningen (CV og begrundelse) på papir med anbefalet post  (5) , som skal være stemplet senest ved registreringsfristens udløb. Al efterfølgende korrespondance mellem ansøgerne og Kommissionen vil foregå pr. post. Handicappede ansøgere skal sammen med CV og begrundelse indsende en attest fra et anerkendt organ, som bekræfter deres handicap. De bedes desuden på et særskilt ark redegøre for, hvilke forholdsregler de mener, der bør træffes for at lette deres deltagelse i udvælgelsen.

    Henvendelser om yderligere oplysninger og/eller tekniske problemer:

    HR-A2-MANAGEMENT-ONLINE@ec.europa.eu.

    Ansøgningsfrist

    Ansøgningsfristen er den 18. november 2013. Der lukkes for onlineregistrering kl. 12.00 (middag) Bruxelles-tid.


    (1)  http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2012:0777:REV1:da:PDF.

    (2)  Ansøgerne skal som minimum for de fem år, hvor erhvervserfaringen som leder på højt niveau er opnået, anføre følgende i deres CV: 1) lederstillingernes betegnelse og ledelsesfunktion, 2) antal underordnede, 3) budgetstørrelse og 4) antal overordnede og underordnede niveauer samt antal ligestillede.

    (3)  http://ec.europa.eu/civil_service/docs/official_policy_en.pdf.

    (4)  Fristen er den 18.11.2013 kl. 12.00 (middag), Bruxelles-tid.

    (5)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed, Personale med ledelsesansvar og sekretariatet for CCA, COM/2013/10341, SC11 8/35, 1049 Bruxelles, Belgien.


    Top