30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 324/74

1.1

Kommissionen er klar over, at der er behov for at skabe nogle rammer, der yderligere kan fremme åbenheden mellem EU-institutionerne og lobbyisterne og samtidig garantere bedre information til offentligheden om modtagerne af de midler, som EU udbetaler via sine forskellige politikker.

1.2

Kommissionen lancerede i den forbindelse »Det Europæiske Åbenhedsinitiativ«, selv om dette spørgsmål allerede blev rejst i hvidbogen om styreformer i EU og efterfølgende er blevet uddybet i:

1.3

Grønbogen fremlægger således tre aspekter, der skal tages med i betragtning i en offentlig debat om åbenhed omkring EU-institutionernes virke, og som nærmere betegnet er:

2.1.1

Kommissionen mener, at der bør udarbejdes en klar definition af, hvad der forstås ved »lobbyist« og »lobbyvirksomhed«, således at man bedre kan vurdere resultaterne af de gældende regler, og så Kommissionen kan opnå større åbenhed i sine forbindelser til lobbyisterne og til enhver anden borger, der henvender sig til EU-institutionerne.

2.1.2

De grundlæggende rammer for forbindelserne mellem EU-institutionerne og lobbyisterne bør efter Kommissionens mening indeholde et antal vigtige elementer, som, hvis man går ud fra, at lobbyvirksomhed er en legitim aktivitet, fremmer åbenhed i forbindelserne. Således bør man ikke tillade nogen form for tvivlsom indflydelse eller økonomisk pres i beslutningstagningen og ej heller under nogen omstændigheder tilbud om økonomisk, materiel eller personlig støtte. Det er nødvendigt at forhindre udbredelse af tvivlsomme, overlagt tvetydige eller forkerte oplysninger. I alle sammenhænge bør man tilgodese Fællesskabets generelle interesse frem for lobbyisternes særinteresser.

2.1.3

Frem for alt bør enhver form for lobbyvirksomhed, som kunne føre til svig eller korruption, eller som kunne være vildledende, enten mht. de oplysninger, der formidles, eller mht. lobbyisternes legitimitet, erklæres for ulovlig. Et vigtigt punkt er lobbygruppernes repræsentativitet.

2.1.4

De eksisterende foranstaltninger, navnlig vedrørende ekstern kontrol, kan fremme åbenheden i forbindelserne mellem institutionerne og lobbyisterne. Derfor blev der udarbejdet nogle »generelle principper og minimumsstandarder for høring af interesserede parter«, som fremmer kommunikationen ved hjælp af CONECCS-databasen vedrørende europæiske civilsamfundsorganisationer, som indeholder de nødvendige oplysninger til at bevise de pågældende organisationers repræsentativitet.

2.1.5

Under alle omstændigheder forekommer det nødvendigt at indføre en styrket ekstern kontrol, selv om nogle af de foranstaltninger, Kommissionen foreslår for at opnå dette, allerede er iværksat i mange medlemsstater. Den første foreslåede foranstaltning vedrører oplysningerne om lobbyisterne, som skulle blive bedre takket være et særligt spørgeskema på Kommissionens web-sted.

2.1.6

Det vigtigste redskab er den frivillige internetbaserede registrering, som skulle gøre det lettere at give de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere de erklærede mål og finansieringskilder. Det bør her fremhæves, at mange af Kommissionens generaldirektorater har et system til at genkende de akkrediterede organisationer, hvilket hjælper til at fremme forbindelserne til disse.

2.1.7

Et andet punkt, som det er værd at fremhæve, er adfærdskodekserne, som skal være gældende for såvel alle lobbygrupperne som lobbyisterne uafhængigt af, hvilken kategori de tilhører. Ideen er, at disse kodekser, som skal accepteres på frivillig basis og udarbejdes af de pågældende grupper selv, skal indeholde nogle fælles mindstekrav.

2.2.1

Det skal bemærkes, at Kommissionen i forbindelse med sine årlige arbejdsprogrammer har udarbejdet nogle minimumsstandarder for høring med det formål at forbedre kvaliteten af lovgivningsforslagene. De endelige resultater er derfor vigtige for konsekvensanalysen. Ikke desto mindre er der en række beslutninger, som falder uden for denne høring, som f.eks. komitologiproceduren og den sociale dialog, som er fastlagt i EF-traktatens artikel 137 og 139, som omtales senere.

2.2.2

Siden denne procedure blev iværksat, har Kommissionen været tilfreds med resultaterne, ikke kun hvad angår antallet af forslag, der har været til høring, men også hvad angår resultaterne heraf, specielt via Internet-portalen.

2.3.1

Hidtil har størstedelen af medlemsstaterne haft informationskanaler, som de har brugt til at offentliggøre listerne over de modtagere af EU-støttemidler, som de medfinansierer. Det mest bemærkelsesværdige eksempel er offentliggørelsen af modtagerne af støtte under den fælles landbrugspolitik. Alligevel er der fra det ene land til det andet forskel på dels de indhentede oplysninger dels oplysningerne om anvendelsen af midler i politikker, der finansieres direkte af EU.

2.3.2

Det foreslås, at Kommissionen gør disse oplysninger centralt tilgængelige. Problemet er vanskelighederne med at kategorisere de forskellige støttemodtagere og de administrative omkostninger, som det kunne afstedkomme. En løsning kunne være at opstille nogle minimumskrav til oplysningerne på baggrund af reglerne for databeskyttelse.

3.1

I forbindelse med det første emne, gennemsigtighed og interesserepræsentation, stilles følgende spørgsmål:

3.1.1

Bør der gøres en indsats for at gøre lobbyvirksomhed mere gennemsigtig?

3.1.2

Skal lobbyister høres automatisk, hvis de er opført i et register?

3.1.3

Skal dette register være offentligt tilgængeligt, uden forbehold? Hvem skal forvalte registeret?

3.1.4

Skal de eksisterende adfærdskodekser ændres?

3.1.5

Burde der føres tilsyn med overholdelse af adfærdskodekserne, og burde der også være mulighed for at sanktionere overtrædelser?

3.2

Der er kun ét spørgsmål om feedback i forbindelse med høring:

3.2.1

Har Kommissionen anvendt de generelle principper og minimumsstandarderne for høring på en tilfredsstillende måde?

3.3

Oplysning om navne på støttemodtagere af EU-midler giver anledning til følgende spørgsmål:

3.3.1

Bør samtlige EU-lande forpligtes til at fremlægge oplysninger om modtagere af EU-støttemidler?

3.3.2

Skal der i bekræftende fald fremlægges bestemte oplysninger på nationalt plan?

4.1

EØSU hilser Kommissionens offentliggørelse af grønbogen om åbenhed velkommen. Tilstedeværelsen af mange interesser, der forsøger at påvirke EU's politik, gør det nødvendigt, at Kommissionen opstiller nogle regler, som på den ene side regulerer, hvordan der kan øves indflydelse, og på den anden side fastsætter nogle krav, som skal overholdes af de personer eller organisationer, der repræsenterer de pågældende interesser.

4.2

Imidlertid bør man først og fremmest give en utvetydig definition af, hvad der forstås ved »lobbyister«, og hvad deres forhold til Kommissionen omfatter.

4.2.1

Grønbogens (1) definition af »lobbyister« er mildest talt forvirrende, eftersom den nævner de socioprofessionelle organisationer, ngo'erne, handelsorganisationerne osv., da de gennemfører aktiviteter »med det formål at øve indflydelse på formulering af politikker og beslutningstagning i EU's institutioner«. EØSU har allerede udviklet begrebet »civilsamfundsorganisationer« (2) for at skelne mellem disse og lobbygrupperne. Desuden fastlægger EF-traktatens artikel 137 og 138 betingelserne for, hvordan dialogen mellem »arbejdsmarkedets parter« skal føres (3). Organisationer, der driver lobbyarbejde i EU, adskiller sig fra hinanden i deres målsætning, struktur og med hensyn til de interessegrupper, de repræsenterer. Organisationer, som f. eks. industri-, arbejdsgiver- eller fagforbund, der repræsenterer tusinder eller sågar millioner af europæiske virksomheder eller arbejdstagere, bør ikke sidestilles med lobbyorganisationer eller interessegrupper med snævre kommercielle eller andre interesser, for de repræsenterer brede, generelle og offentlige samfundsmæssige interesser og fremmer udvikling af industri og handel, såvel som det økonomiske og sociale fremskridt. Disse organisationer er ikke profitorienterede. I offentligheden er der opmærksomhed om disse organisationers aktiviteter, som tager sigte på almenvellet, pressen beretter udførligt om disse aktiviteter og organisationerne er selv interesserede i, at der informeres mest muligt om deres aktiviteter. Det drejer sig for disse organisationers vedkommende om arbejdsmarkedsparter, som sammen med statslige institutioner tager del i den sociale dialog på europæisk niveau.

4.2.2

Det ville derfor være hensigtsmæssigt at sige klart, hvem der er omfattet af begrebet »lobbyister«, og frem for alt at anerkende, at deres tilstedeværelse er en del af EU's deltagelsesdemokrati.

4.2.3

I udkastet til traktat om en forfatning for Europa sigter artikel 1-45, stk. 3, mod at sikre princippet om deltagelsesdemokrati, og fastsætter, at »Enhver borger har ret til at deltage i Unionens demokratiske liv. Beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt.«, og artikel 1-46, stk. 3, anerkender, at »Kommissionen foretager brede høringer af de berørte parter for at sikre sammenhæng og gennemsigtighed i Unionens handlinger.«

4.2.4

Hvad angår »lobbyisternes« aktiviteter, bør der skelnes mellem adgang til oplysninger og høring. Alle EU-borgere har ret til information; det er en vigtig del af den åbenhed, som bør herske i alle EU-institutionerne. Høring er derimod forbeholdt dem, der har en berettiget interesse i EU's politikker.

4.2.5

Kommissionen har vedtaget »nogle minimumstandarder for høring« (4), som har til formål at fastlægge gennemsigtige og sammenhængende generelle rammer for høring, som samtidig var så fleksible, at det er muligt at foretage høringsarbejde om politikker på specifikke områder, og specielt på de områder, der kræver konsekvensanalyser. Grønbogen genoptager og forbedrer nogle af de betingelser, som skal være gældende for inddragelse og høring af de interesserede parter, således at de kommer til at afspejle et gennemsigtigt resultat.

5.1

Register. Registrering af de berørte parter bør anses for obligatorisk, hvis de skal opnå ret til at blive hørt i spørgsmål, der vedrører dem. EØSU mener i den forbindelse, at kravet om registrering bør være et minimumskrav, som skal sikre åbenhed omkring høringen om EU's politikker og især, at man bør sørge for, at formålet ikke er at opnå fordele, som ville stride mod almenvellet.

5.1.1

Der kan ikke herske tvivl om, at ethvert register skal være offentligt. Desuden bør registret forvaltes af Kommissionen, da dets offentlige karakter udelukker enhver anden forvaltningsmulighed. Endelig skal, og det uanset hvilket system med obligatorisk registrering der vælges, omfanget af de oplysninger, som de berørte parter skal meddele, stå i forhold til det forfulgte mål, som er at sætte EU's borgere i stand til at holde sig informeret om, hvilke interessegrupper der søger at påvirke EU's politikker og beslutninger.

5.1.2

På denne baggrund bør det være klart, hvilket bidrag lobbyister yder EU's organer og institutioner, hvem de repræsenterer, hvilke mål de forfølger og hvordan de finansieres. Som et minimum bør disse oplysninger udover organisationens navn og hjemsted også omfatte dens formål, forstået som de målsætninger som den pågældende organisation forfølger, navnet på de personer der er beføjet til at repræsentere den og udtale sig på dens vegne, samt alle relevante oplysninger, som gør det muligt at få kendskab til dens vedtægter og reviderede finansielle regnskaber.

5.2

Adfærdskodeks. Eksistensen af en adfærdskodeks bør kobles sammen med overholdelse af nogle mindstebetingelser for erhvervelse af en given status, det være sig faglig eller politisk. Denne betingelse bør ses i tilknytning til kravet om registrering. De interessegrupper, som anmoder om optagelse i registret, skal overholde adfærdskodeksen og dette skal sikre, at Kommissionen og andre fællesskabsinstanser hører dem.

5.2.1

EØSU mener, at det ville være en god idé, hvis Kommissionen sikrer de berørte parter retlig og faktisk ligebehandling og vedtager en bindende adfærdskodeks, som er knyttet sammen med en obligatorisk registreringsordning, i stil med, hvad Europa-Parlamentet har indført (5), og tilpasser dens indhold til den anvendte høringsform og specielt til konsekvenserne af ikke at overholde adfærdskodeksen.

5.3

Feedback om gennemførelse af minimumsstandarder for høring: Hvert generaldirektorat har pligt til at foretage en konsekvensanalyse af høringer og vedlægge en liste over, hvem der er blevet hørt. Men pligten hertil gælder kun for Kommissionens strategiske politikforslag. EØSU mener, at denne analyse eller dette feedback bør udvides til samtlige forslag, som er genstand for en offentlig høring. Af hensyn til en bedre afvikling af høringerne bør Kommissionen overveje en række vigtige spørgsmål såsom:

5.3.1

Vi mener ikke det er nok at give generelle oplysninger om en høring. De enkelte hørte organisationer bør modtage specifikke oplysninger og bør have tilstrækkelig tid til at foranstalte en intern debat i organisationen. Alt for brede høringer på internettet indebærer den risiko, at enkeltpersoners eller ikke-repræsentative organisationers synspunkter tillægges samme vægt som udtalelser fra organisationer, der afspejler en holdning, som deles af medlemsorganisationer fra flere forskellige lande.

5.4

Oplysninger om modtagere af EU-støttemidler. EØSU foreslår, at oplysningspligten, som i dag kun gælder for midler, der forvaltes af Kommissionen, udvides til at omfatte samtlige EU-institutionernes midler og til samtlige medlemsstaternes midler, hvis der er tale om delt forvaltning, idet det jo er medlemsstaterne, der leverer midlerne, og således har beføjelser på området.

5.4.1

Nogle medlemsstater er forbilledlige, når det gælder pligten til at offentliggøre oplysninger om støttemodtagerne (bl.a. for landbrugsstøtte i EU), mens det samme ikke kan siges om visse andre. EØSU går ind for at påbyde samtlige medlemsstater en pligt til oplyse om støttemodtagerne af EU-midler, hvor der er tale om delt forvaltning, og at lægge disse oplysninger ud på internettet.

5.5

EØSU så gerne, at Kommissionen undersøger, om kontrollen af resultaterne af høringsproceduren ikke bør udvides til også at omfatte de medlemmer af Kommissionen, der varetager disse funktioner, jf. EF-traktatens artikel 213, stk. 2, og anmoder om, at tjenestemandsvedtægtens artikel 11 og 16 overholdes nøje. Medtagelse af alle de parter, der deltager i hørings- og beslutningsprocessen, er nødvendig for åbenhed og for, at institutionerne kan fungere efter hensigten.

»1.

I forholdet til Parlamentet skal de personer, der er opført i det i artikel 9, stk. 2, omhandlede register, overholde følgende bestemmelser:

2.

Overtrædelse af adfærdskodeksen kan medføre, at det adgangskort, der er udstedt til de pågældende personer og eventuelt til deres virksomhed, inddrages.«