Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2005/172/14

    Indkaldelse af forslag — GD EAC nr. 39/05 — Kultur 2000: indkaldelse af forslag 2006

    EUT C 172 af 12.7.2005, p. 31–31 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    12.7.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 172/31


    INDKALDELSE AF FORSLAG — GD EAC Nr. 39/05

    Kultur 2000: indkaldelse af forslag 2006

    (2005/C 172/14)

    1.   MÅL OG BESKRIVELSE

    Kultur 2000-programmet bidrager til at fremme et europæisk kulturområde, der er fælles for de europæiske folk. EU yder hvert år støtte til et- og flerårige kulturarrangementer og projekter, der gennemføres på grundlag af partnerskaber eller i form af netværk. Projekter, der løber over et år, skal have deltagelse af aktører på kulturområdet fra mindst tre af de lande, der deltager i Kultur 2000-programmet, mens de flerårige projekter skal have deltagelse af aktører fra mindst fem af disse lande.

    Under aktion 1 (etårige projekter) ydes der inden for rammerne af Kultur 2000-programmet støtte til musik og scenekunst, kulturarv, bildende og visuel kunst, litteratur og bøger samt oversættelse.

    Under aktion 2 (flerårige projekter) ydes der inden for rammerne af Kultur 2000-programmet støtte til musik og scenekunst, kulturarv, bildende og visuel kunst samt litteratur og bøger.

    2.   ANSØGNINGSBERETTIGEDE

    Offentlige og private organisationer med status som retlig enhed, der som hovedaktivitet beskæftiger sig med det kulturelle område, er støtteberettigede.

    Ansøgninger kan indsendes af organisationer, der er etableret i et af følgende lande:

    EU's 25 medlemsstater

    De tre EFTA/EØS-lande (Island, Liechtenstein og Norge)

    De to kommende medlemslande Bulgarien og Rumænien og ansøgerlandet Tyrkiet.

    Det skal dog bemærkes, at Tyrkiets deltagelse i programmet er betinget af, at der indgås en aftale mellem den tyrkiske regering og Europa-Kommissionen. Tyrkiske organisationer vil være berettigede til at deltage som projektledere eller medarrangører, forudsat at aftalen træder i kraft inden afslutningen af udvælgelsesproceduren.

    3.   BUDGET OG PROJEKTERNES VARIGHED

    Det samlede budget, der er afsat til projektstøtte på grundlag af denne indkaldelse af forslag, er på ca. 28 mio. EUR (aktion 1 og 2).

    Den støtte, der ansøges om til et etårigt projekt, skal være på mellem 50 000 EUR og 150 000 EUR og kan under ingen omstændigheder overstige 50 % af de samlede støtteberettigede udgifter til projektet.

    I forbindelse med oversættelsesprojekter dækker EF-støtten oversætterens/oversætternes honorarer for alle bøger, der er omfattet af ansøgningen (mindst 4 og højst 10 støtteberettigede bøger), forudsat at honorarerne ikke overstiger 50 000 EUR i alt eller 60 % af de samlede projektudgifter.

    Den støtte, der ansøges om til et flerårigt projekt, skal være på over 50 000 EUR, men højst 300 000 EUR, om året og kan under ingen omstændigheder overstige 60 % af de samlede støtteberettigede udgifter.

    Projekterne skal påbegyndes inden den 15.11.2006.

    Etårige projekter må ikke strække sig over mere end 12 måneder.

    Varigheden af flerårige projekter skal være mindst 24 måneder, og projekterne må ikke strække sig over mere end 36 måneder.

    I ganske særlige tilfælde kan det, såfremt der foreligger en behørig begrundelse herfor fra støttemodtageren, ved tillæg til aftalen tillades, at varigheden af udvalgte projekter forlænges med højst seks måneder.

    4.   ANSØGNINGSFRIST

    Ansøgninger skal indsendes til Kommissionen senest den:

    17. oktober 2005 for etårige projekter og oversættelsesprojekter 28. oktober 2005 for flerårige projekter.

    5.   YDERLIGERE OPLYSNINGER

    Udbudsbetingelserne og ansøgningsskemaerne kan findes på Kommissionens websted på følgende adresse:

    http://europa.eu.int/comm/culture/eac/index_en.html

    Ansøgningerne skal overholde de bestemmelser, der er fastsat i udbudsbetingelserne for denne indkaldelse af forslag, og indsendes ved hjælp af de dertil beregnede skemaer.


    Top