30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 112/114

1.1.

Efter at Kommissionen havde udsendt en meddelelse i 1994 vedrørende situationen inden for den europæiske biavl (1), fremsatte den forslag til en forordning om almindelige regler for anvendelsen af foranstaltninger til forbedring af produktionen og afsætningen af honning, som blev vedtaget af Rådet i juni 1997 (forordning (EF) nr. 1221/97) (2).

1.2.

I november 1997 fastlagde Kommissionen gennemførelsesbestemmelserne til førnævnte forordning gennem forordning (EF) nr. 2300/97 (3), og i henhold til artikel 6 i forordning (EF) nr. 1221/1997 fremlagde Kommissionen i juni 2001 den første treårige beretning om forordningens anvendelse i medlemsstaterne, hvori den vurderer, at man har nået et tilfredsstillende niveau, og derfor anbefaler at bibeholde forordningen uændret.

1.3.

I januar 2004 præsenterede Kommissionen den anden beretning til vurdering af anvendelsen af medlemsstaternes nationale programmer og foreslår på baggrund heraf, at der vedtages en ny forordning med henblik på at tilpasse biavlssektorens målsætninger til den nuværende situation i EU.

2.1

Kommissionen foreslår, at der hvert tredje år opstilles nationale programmer, som omfatter følgende foranstaltninger:

2.2

I henhold til denne nye forordning omfatter biavlsprogrammerne ikke de foranstaltninger, der finansieres over forordning (EF) nr. 1257/1999 (4).

2.3

Medlemsstaterne gennemfører en undersøgelse af strukturerne for produktion og afsætning inden for biavlssektoren på deres områder. Der gives meddelelse om denne undersøgelse sammen med biavlsprogrammet.

2.4

Fællesskabet medfinansierer biavlsprogrammerne med 50 %, og medlemsstaterne skal senest den 15. oktober hvert år have afsluttet indbetalingerne. Kommissionen fremsender hvert tredje år en beretning om anvendelsen af nærværende forordning til Europa-Parlamentet og Rådet.

3.1

Biavl er et erhverv inden for landbrugssektoren, der har nogle særlige karakteristika, som differentierer den fra andre former for animalsk produktion, og hvis hovedfunktioner består i at udvikle landdistrikterne og bidrage til den økologiske balance. Biavlens økonomiske aktivitet består i produktion af honning og andre bistadeprodukter. Det er vigtigt at fremhæve, at bierne udfylder en væsentlig funktion som primære bestøvere, og at de medvirker til opretholdelse af biodiversiteten. I forbindelse hermed mener FAO, at den entomofile bestøvning, som udføres af bier, har en økonomisk værdi, der er 20 gange større end den kommercielle værdi for alle bistadeprodukter tilsammen (5). I nogle medlemsstater er biavl i ugunstigt stillede regioner den eneste mulighed der findes for at opretholde samfundsstrukturen i landdistrikterne og beskæftigelsen inden for landbruget.

3.2

EØSU gør opmærksom på, at forordning (EF) nr. 1221/1997 er det eneste fællesskabsinstrument til støtte for biavlerne i EU, og at bevarelsen heraf derfor er altafgørende. Den er ikke desto mindre baseret på et medfinansieringssystem, der dels er langt fra sammenligneligt med den støtte, der i dag gives under den fælles landbrugspolitik, dels er absolut utilstrækkeligt til at kunne løse EU's biavleres strukturbetingede og indkomstmæssige vanskeligheder. Den europæiske biavlssektor er underlagt et ustabilt marked, der er dybt afhængigt af verdensmarkedsprisen på honning, den stigende klimatologiske modgang, der affødes af de klimatiske ændringer, og af den dødelighed, som bierne lider under i nogle regioner som følge af eksterne forgiftninger.

3.3

EØSU mener, at den komplekse administrative forvaltning af denne forordning, den manglende fleksibilitet hvad angår en udvidelse af kriterierne for udgifter og investeringer tillige med den senere afslutning på regnskabsåret for EUGFL (15. oktober) og medlemsstaterne (31. december) samt den årlige lukning af fristen for nationale programmer i høj grad besværliggør afholdelsen af de udgifter, som hvert land står for. EØSU beder derfor Kommissionen og Rådet om at ensrette de påtænkte kriterier til fastsættelse af udgifter og støtteberettigede investeringer, hvorved man opnår, at den støtteordning, som hvert land administrerer, sikrer en så ensartet støtte som muligt til alle europæiske biavlere.

3.4

Kommissionen slår fast, at formålet med bekæmpelsen af varroatose og tilknyttede sygdomme er at nedbringe udgifterne forbundet med behandling af bistader. Kommissionen gør derfor i sin meddelelse opmærksom på, at anvendelsen af autoriserede produkter til behandlingen (som ikke efterlader rester i honningen) er den eneste måde at undgå følgevirkningerne af denne sygdom. EØSU understreger behovet for, at medicinalindustrien yder støtte til undersøgelser af og forskning i nye molekyler, der kan nedbringe forekomsterne af varroatose, som er en af de væsentligste grunde til forekomster af tilknyttede sygdomme. Varroatose er den største post i programudgifterne med 41 %, hvilket gælder for de fleste medlemsstater.

3.5

Bekæmpelse af varroatose og tilknyttede sygdomme bør vedblive med at være en hovedopgave for sektoren og bør garanteres støtte gennem denne forordning tillige med, at det sikres, at der tages skridt til en egentlig veterinærpolitik til bekæmpelse af sygdomme hos bier gennem de relevante fællesskabsinstitutioner.

3.6

EØSU har allerede i flere udtalelser (6) gjort opmærksom på behovet for, at forslaget til forordning også behandler spørgsmål vedrørende handelen med honning på det indre marked samt andre markedsaspekter i resten af verden. Kommissionen bør fastlægge nogle kvalitetskriterier for honning, der er produceret i EU, og fremme EU-kvalitetshonning via interne salgsfremstød og anvendelsen af BOB, BGB og GTS. Desuden bør der, som Kommissionen også anerkender i sin meddelelse, tages højde for de vigtige følger, som Kinas medlemskab af Verdenshandelsorganisationen, revisionen af de nuværende præferenceaftaler og endda indførelsen af nye aftaler kan have for honningmarkedet, idet der her er tale om blivende instrumenter inden for den verdensomspændende handelsliberaliseringspolitik, som kan afstedkomme illoyal konkurrence samt faldende priser og indtægter til skade for de europæiske producenter.

3.7

EØSU påpeger, at kvalitetskontrollen af honning har vist sig at være vigtig og derfor bør øges, både i forbindelse med importhonning og EU-honning (analyser af blomsterbase samt bundfald). Denne kontrol er dermed en af de eneste stabiliserende markedsfaktorer, som er så meget desto mere uundværlig med det nye direktiv om mærkning (7), som desuden udgør den eneste måde at skelne EU-honning fra importhonning på. EØSU mener, at alle ovenstående begrundelser taler for, at støtten til »analyse af honning« ikke afskaffes, hvilket Kommissionen ellers støtter i forordningsforslaget. EØSU foreslår derfor, at Rådets forordning bevarer sin nuværende titel eller i hvert fald gives følgende: »Om foranstaltninger til forbedring af produktionen og afsætningen i honningsektoren«.

3.8

EØSU mener, at det er ønskeligt at styrke princippet om partnerskab mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder og de repræsentative brancheorganisationer og kooperativer, da dette bidrager til en bedre forvaltning af programmerne og sikrer gennemsigtighed i forvaltningen.

3.9

EØSU fremhæver igen bibestandenes betydning for landdistrikternes udvikling og bevarelsen af den økologiske balance og mener, at biavlen har brug for mere støtte og beskyttelse, da den nuværende støtte under forordning (EF) nr. 1221/1997 ikke formår at sikre rentabilitet for biavlen og ej heller formår at hindre, at den professionelle, europæiske biavl forsvinder.

3.10

EØSU understreger betydningen af den støtte, der ydes gennem forordning (EF) nr. 1221/1997, for biavlssektorens udvikling, som er i tråd med kravene om multifunktionalitet i det europæiske landbrug, og dermed behovet for at hæve det samlede støttebeløb samt procentsatsen for medfinansiering, som fastsættes i nævnte forordning, på trods de budgetbegrænsninger, som Kommissionen selv anerkender.

3.11

EØSU påpeger vigtigheden af, at medlemsstaterne gennemfører en detaljeret undersøgelse af sektorstrukturen, der skal omfatte produktion, afsætning og prisdannelse, og som årligt fremlægges for Kommissionen inden for de treårige nationale programmer, idet der her er tale om et grundlæggende statistisk instrument til at opnå viden om biavlens udvikling i EU.

3.13

For at gøre især de unge mere interesserede i biavl bør forslaget efter EØSU's mening ligeledes omfatte programmer for faglig uddannelse af unge landmænd blandt de prioriterede mål.

4.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at udvide foranstaltningerne for sektoren til at omfatte alle biavlsprodukter. Det påpeger dog samtidig, at forslaget indeholder ganske få ændringer på trods af Rådets (8) støtte til en væsentlig forbedring af Kommissionens tidligere forslag.

4.2

EØSU ønsker en forbedring, der mindst vil tredoble det samlede støttebeløb, som i øjeblikket lyder på 16,5 mio. EUR for EU-15, for at imødekomme sektorens behov. Hvad angår procentsatsen for støtte fra EUGFL's garantisektion, foreslår EØSU, at den hæves til at dække minimum 75 % af udgifterne. EØSU mener desuden, at budgettet nødvendigvis må udvides med henblik på den fremtidige udvidelse af EU. Den næste udvidelse i maj 2004 er den sjette og mest betydningsfulde, hvad angår antallet af nye medlemmer, og vil betyde en stigning på 30 % i de nuværende europæiske bibestande. Biavl spiller uden tvivl en vigtig rolle i kandidatlandenes landbrug, og budgettet vil dermed være alt for begrænset til at kunne imødekomme behovene i EU-25.

4.3

EØSU mener, at det er vigtigt at oprette et overvågningscenter på europæisk niveau med de 2 % af budgettet, der tildeles forordningen, til fælles aktioner, som Kommissionen og repræsentanter for sektoren enes om i henhold til princippet om partnerskab, som fastsættes i forordningen.

4.4

EØSU påpeger, at fællesskabslovgivningen fastsætter (9), at fra og med den 1. januar 2005 skal sporbarheden sikres i både produktion og tilvirkning. Der bør derfor opstilles nogle retningslinjer for EU-støtte til udgifter i den forbindelse og for sikring af produktkvaliteten.

4.5

EØSU stiller sig alvorligt tvivlende over for Kommissionens påpegelse af det hensigtsmæssige i, at de nationale programmer opstilles hvert tredje år, idet det, trods administrativ forenkling for medlemsstaterne, vil besværliggøre den vigtige årlige præsentation og revision af de nationale programmer. Som følge heraf forventes en manglende interesse i at tildele midlerne, hvorved de administrative hindringer, som ses i nogle EU-lande, øges. Dette vil gå ud over de europæiske biavlere, som i forvejen klager over, at det meste af indsatsen i nogle medlemsstater er rettet mod foranstaltninger, som ikke direkte kommer dem til gode.

4.6

EØSU minder om, at de tilgængelige midler fordeles årligt med udgangspunkt i medlemsstaternes indberettede overslag over udgifter og på grundlag af bibestanden. EØSU mener godt, at de nationale programmer kan opstilles hvert tredje år, såfremt der fastsættes en årlig revision i forbindelse med fordelingen af midler, sådan som man har gjort hidtil, og såfremt der indføres mekanismer til omfordeling i hvert EUGFL-regnskabsår af de midler, som en medlemsstat ikke forventes at kunne bruge.

4.7

EØSU ser meget positivt på Europa-Parlamentets beslutning (10), der blev vedtaget den 9. oktober 2003, og som går ind for at iværksætte foranstaltninger, der kan sætte en stopper for nedgangen i bibestanden og genoprette den omgående. Således tilslutter beslutningen sig Kommissionens forslag om foranstaltninger for og støtte til genoprettelse af bibestande, som er en eksplicit anerkendelse af dette alvorlige problem.

4.8

EØSU mener, at det er nødvendigt at fastlægge nye instrumenter, herunder supplerende støtte til bekæmpelse af varroatose og andre sygdomme hos bier (også fremkomsten af nye sygdomme bør tages i betragtning), der kan godtgøre de store udgifter til veterinærlægemidler.

4.9

EØSU mener også, at det er nødvendigt at indføre en bestøvningspræmie til godtgørelse af biernes medvirken til opretholdelse af biodiversiteten og det naturlige miljø samt en årlig præmie til godtgørelse af indkomsttab som følge af manglende EU-præferencer inden for den europæiske biavlssektor.

4.10

EØSU bifalder, at forordningsforslaget i god overensstemmelse med sin titel virkelig behandler fremme af kvalitetshonning, forbedring af afsætningen af kvalitetshonning og forbrugerbeskyttelse som en hastesag gennem indførelse af foranstaltninger, der skal styrke den fælles afsætning, investering i udstyr til emballerings- og klassificeringscentre samt salgsfremstød for biavlsprodukter. Det er derfor meget hensigtsmæssigt at beholde foranstaltningen til analyse af honning inden for rammerne af denne forordning, idet den udgør et grundlæggende og strategisk instrument til vurdering af de europæiske biavlsprodukter, opretholdelse af kvalitet samt fødevaresikkerhed for forbrugerne.

4.11

Med henblik på at forbedre det statistiske instrument for biavlssektorens struktur beder EØSU om Kommissionens støtte og anbefaler, at der oprettes nationale overvågningscentre i medlemsstaterne, som skal omfatte producentsammenslutninger, hvis primære funktioner i denne forbindelse vil være at overvåge produktionspriser, priser på det indre marked og ved grænserne, ajourføre produktionsomkostninger (biavlernes faste og variable omkostninger), og følge udviklingen i nationale bibestande, afsætningsstrukturer og emballeringsomkostninger.