Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52003AR0313

    Regionsudvalgets udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om aktiviteterne under Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad samt forslag til omarbejdning af Rådets forordning (EF) nr. 1035/97 og Forslag til Rådets forordning om Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad (omarbejdet udgave)

    EUT C 109 af 30.4.2004, p. 50–52 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    30.4.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 109/50


    Regionsudvalgets udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om aktiviteterne under Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad samt forslag til omarbejdning af Rådets forordning (EF) nr. 1035/97« og »Forslag til Rådets forordning om Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad (omarbejdet udgave)«

    (2004/C 109/09)

    REGIONSUDVALGET HAR -

    under henvisning til Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om aktiviteterne under Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad samt forslag til omarbejdning af Rådets forordning (EF) nr. 1035/97 og Forslag til Rådets forordning om Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad (omarbejdet udgave) (KOM(2003) 483 endelig),

    under henvisning til Kommissionens beslutning af 22. maj 2003 om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 265, stk. 1, at anmode om Regionsudvalgets udtalelse herom,

    under henvisning til formandens beslutning af 19. marts 2003 om at henvise det forberedende arbejde til Underudvalget for Økonomisk Politik og Social- og Arbejdsmarkedspolitik,

    under henvisning til forslag til Regionsudvalgets udtalelse (CdR 313/2003 rev. 1), som blev vedtaget den 16. december 2003 af Underudvalget for Økonomisk Politik og Social- og Arbejdsmarkedspolitik med Peter Moore, Medlem af Sheffield City Council (UK/ELDR), som ordfører -

    på sin 53. plenarforsamling den 11. og 12. februar 2004 (mødet den 12. februar) enstemmigt

    VEDTAGET FØLGENDE UDTALELSE:

    1.   Regionsudvalgets synspunkter

    Regionsudvalget:

    1.

    anerkender og værdsætter observatoriets strategiske rolle, når det gælder bekæmpelsen af racisme og fremmedhad overalt i EU;

    2.

    bifalder Kommissionens forslag om at føje ekspertise på forvaltningsområdet til de kvalifikationskrav, som bestyrelsesmedlemmerne skal opfylde;

    3.

    mener, at lokale og regionale myndigheder som arbejdsgivere med mange ansatte og som leverandører af varer og tjenesteydelser til beboere og borgere spiller en vigtig rolle med hensyn til gennemførelse, evaluering og deltagelse i projekter mod racisme og udvikling af god praksis. Nationale strategier må have opbakning fra lokale og regionale myndigheder for at sikre optimal støtte og inddragelse, og de pågældende myndigheder skal videreformidle oplysninger til de lokale og regionale medier, så der opnås størst mulig udbredelse i hele den pågældende medlemsstat;

    4.

    understreger betydningen af høringsmekanismer og opretholdelse af kontakter til civilsamfundet;

    5.

    frygter, at det vil gå ud over samspillet mellem observatoriet og civilsamfundet i medlemsstaterne, når observatoriet nu ikke længere skal foranstalte nationale rundbordsdrøftelser. Disse drøftelser har bidraget til at etablere og opretholde vitale kontakter i tosidige informationsstrømme med etniske mindretalssamfund og nøgleorganer i civilsamfundet;

    6.

    med hensyn til bestyrelsens sammensætning er Regionsudvalget uenigt i forslaget om, at ledere af ligebehandlingsorganer nødvendigvis skal sidde i bestyrelsen;

    7.

    anerkender Kommissionens ønske om at gøre observatoriets beslutningsstrukturer så effektive som muligt – med særlig henvisning til det faktum, at bestyrelsen bør sammensættes på en måde, som sikrer observatoriet maksimal indflydelse på de politiske beslutningstagere i medlemsstaterne, samtidig med at der fortsat er garanti for dets uafhængighed;

    8.

    er enigt i, at Raxen bør havde den højeste prioritet. Observatoriet har en yderst vigtig overvågningsfunktion. Systematisk indsamling af data og oplysninger er af afgørende betydning for taklingen af følgende spørgsmål i relation til racisme og fremmedhad: konsekvent underrapportering eller ikke-rapportering af episoder, som skyldes en række forskellige årsager; klarlæggelse af udviklingen i tendenser og praksis inden for forskelsbehandling og effektiviteten af foranstaltninger til imødegåelse af dem; tilvejebringelse af større sammenlignelighed mellem data fra forskellige kilder gennem brug af fælles formater, indikatorer og metodologi. Den overvågning, som observatoriet foretager via indsamling, kombinering, analyse og videreformidling af relevante data, vil sikre EU et bedre overblik over, hvor og hvornår racisme og fremmedhad kommer til udtryk, gøre det muligt at formulere bedre strategier og metoder til forbedring af dataenes sammenlignelighed, objektivitet, ensartethed og pålidelighed på EU-plan og styrke samarbejdet med nationale universitetsforskningscentre, NGO'er og specialiserede interessegrupper og –centre;

    9.

    erkender i denne forbindelse, at øget samarbejde med medlemsstaterne og nationale myndigheder er af vital betydning for forbedringen af overvågnings- og rapporteringsmekanismerne på nationalt plan. Regionsudvalget er enig med meddelelsen i, at observatoriet i sidste instans ikke vil være i stand til at løfte sine opgaver, medmindre de nationale myndigheder indfører indbyrdes forenelige, om ikke lige frem fælles klassifikationssystemer. Regionsudvalget bifalder de nationale myndigheders vilje til at spille en mere aktiv rolle i denne henseende i deres samarbejde med Kommissionen og observatoriet. Regionsudvalget tilslutter sig også helhjertet Kommissionens forslag om at lade forordningen fokusere skarpere på samarbejde mellem observatoriet og de nationale myndigheder for at sikre, at EU får det størst mulige udbytte af sin investering;

    10.

    er af den opfattelse, at observatoriets rapporter bør havde en klar forbindelse til dets overordnede målsætninger, således at de kan indgå i grundlaget for den politiske beslutningstagning på nationalt og europæisk plan;

    11.

    mener, at observatoriets arbejde med at følge op på og styrke de europæiske partiers charter for et ikke-racistisk samfund (februar 1998) fortsat bør fremmes og støttes. De initiativer, som observatoriet for øjeblikket støtter via rundbordsdrøftelser, f.eks. samarbejde med medierne og med sportsorganisationer som UEFA og FIFA samt konferencer, bør udvides til også at omfatte de politiske partiers aktiviteter på lokalt og regionalt plan.

    12.

    mener i relation til EU-udvidelsen, at observatoriet bør skabe sig et klart og aktuelt overblik over den faktiske situation i kandidatlandene og ruste sig til følgevirkningerne af udvidelsen, som bl.a. kan skabe øget frygt for indvandring, arbejdsløshed osv. Observatoriet bør fortsætte sin fortjenstfulde og vigtige indsats for et samfund med plads til alle.

    2.   Regionsudvalgets anbefalinger

    Regionsudvalget:

    1.

    foreslår med hensyn til samarbejdet med andre organisationer og opgavebeskrivelsen i forordningens artikel 2, stk. 1, at observatoriet i endnu højere grad inddrager regionale og lokale myndigheder i sit aktivitetsområde, således at information både videreformidles til og indsamles fra regionale og lokale myndigheder. Dette kan ske ved

    a)

    at lade en specifik passus herom indgå i aftalerne med de nationale kontaktpunkter;

    b)

    at sørge for, at observatoriets årsrapport præsenteres for Regionsudvalget for at fremme en løbende dialog med regionale og lokale myndigheder om aktiviteter, videns- og informationsdeling, deltagelse i forskning og dataindsamling;

    2.

    ønsker en tydeliggørelse af artikel 3, litra e) og artikel 2, stk. 2 (observatoriets formålsparagraf). Arbejdsmarkedsparternes og civilsamfundets rolle i observatoriets strukturer, funktioner og tiltag bør præciseres yderligere;

    3.

    skal med hensyn til observatoriets bestyrelse og forretningsudvalg:

    a)

    anbefale, at viften af kvalifikationskrav til bestyrelsesmedlemmerne tydeliggøres yderligere, og at der fastsættes visse konkrete kompetencetærskler. Medlemsstaterne bør ved deres udnævnelser overholde disse kvalifikationsprofiler og kompetencetærskler;

    b)

    anbefale, at der til bestyrelsen udpeges uafhængige personer, jf. forordningens artikel 8, stk. 1, litra a);

    c)

    kraftigt anbefale, at bestyrelsesmedlemmerne varetager deres hverv for en tidsbegrænset periode – et tidsubegrænset mandat øger risikoen for ansvarsforflygtigelse og ustabilitet og strider mod anerkendt god praksis;

    d)

    sætte spørgsmålstegn ved den ekstra stemme til Kommissionen i både bestyrelse og forretningsudvalg, som kan resultere i, at Kommissionen får urimeligt stor indflydelse på arbejdsgangen i et uafhængigt organ som observatoriet;

    e)

    anbefale, at forretningsudvalget beføjelser udvides, så det bl.a. kan udøve større kontrol med forvaltningen på bestemte områder – dette vil føre til en mere effektiv beslutningstagning, hvilket er nødvendigt både af strategiske grunde og af hensyn til observatoriets drift;

    f)

    anbefale, at Regionsudvalget repræsenteres i bestyrelsen for at afspejle den centrale rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller for løsningen af observatoriets opgaver;

    4.

    anbefaler en tydeliggørelse af, hvordan man forstiller sig at «inddrage» medlemsstaterne i Raxen (jf. artikel 3, stk. 2), samtidig med at man bevarer observatoriets uafhængighed som tilsigtet i den oprindelige forordning;

    5.

    er bevidst om den afgørende sammenhæng mellem dataindsamling og informationsanalyse og anbefaler derfor, at observatoriets bidrag til både politikformulering og kapacitetsobygning på dette område understøttes. Dataindsamling er således en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for, at observatoriet kan varetage sine opgaver som fastsat i forordningen;

    6.

    finder, observatoriets indsats for at skabe øget bevidsthed om racisme og fremmedhad har været en integrerende del af dets opgaver, og at disse aktiviteter derfor bør nævnes i forordningen;

    7.

    anbefaler, at observatoriet rustes tilstrækkeligt til at tage de udfordringer og muligheder op, som kandidatlandene rejser i forbindelse med EU-udvidelsen, og at det samarbejder med Kommissionen om overvågningen af Københavns-kriterierne, også med hensyn til racismebekæmpelse;

    8.

    støtter forslaget om, at observatoriets bestyrelse skal kunne indbyde uafhængige eksperter fra kandidatlande til at deltage i sine møder for at lette den fremtidige tiltrædelse.

    Bruxelles, den 12. februar 2004

    Peter STRAUB

    Formand

    for Regionsudvalget


    Top