52003IE1384

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Udtalelse om "En socialt bæredygtig turisme for alle"

(2004/C 32/01)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 23. januar 2003 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en udtalelse om ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug. Sektionen vedtog sin udtalelse den 7. oktober 2003 med Juan Mendoza som ordfører.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 403. plenarforsamling af 29. og 30. oktober 2003, mødet den 29. oktober 2003, følgende udtalelse med 112 stemmer for, 2 imod og 1 hverken for eller imod.

DEL I: GENERELLE ASPEKTER

1. Indledning

1.1. Generelt anerkender hele verden og specielt EU og EU-institutionerne, at turismen er en aktivitet og et økonomisk fænomen af stor strategisk betydning for gennemførelsen af mange af de målsætninger, der udgør kernen i EU, dets politik og vilje til at skabe et bedre Europa i dag og for de kommende generationer. På grund af turismeudviklingens direkte indvirkning på de økonomiske, sociale og miljømæssige betingelser i det berørte område kan og bør den være et af de foretrukne midler til at forbedre EU-borgernes livskvalitet. For at udnytte og realisere dette potentiale på længere sigt skal turismen imidlertid opfylde visse krav om bæredygtighed, som alle de berørte aktører (offentlige og private institutioner, virksomheder og brugere) ligeledes skal overholde. Dette sæt af betingelser vil danne rammen om de nye former for økonomisk, samfundsmæssig og miljømæssig bæredygtig turisme, som vi ønsker og søger.

1.2. Det er på sin plads at fremhæve den bæredygtige turismes anerkendte og særlige bidrag til opnåelsen af det strategiske mål, der blev fastlagt på topmødet i Lissabon om at gøre Den Europæiske Union til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed.

1.2.1. Det Europæiske Råd søgte på mødet i Bruxelles den 20.-21. marts 2003 i erkendelse af, at vi befinder os i en ny økonomisk kontekst med mindre vitalitet og mindre jobskabelse, at omsætte ord til handling og opnå, at EU og medlemsstaterne overholder deres forpligtelser: Vi bekræfter vort personlige tilsagn om rettidigt og effektivt at gennemføre reformer inden for Lissabon-strategiens tre søjler - den økonomiske, den sociale og den miljømæssige søjle.

På dette rådsmøde blev der opstillet nogle nye prioriteter, som i praksis kræver, at der pustes nyt liv i iværksætterånden, innovationen og styrkelsen af det indre marked med henblik på at fremme konkurrenceevnen og give den den centrale rolle, den fortjener i økonomisk sammenhæng generelt og især på turismeområdet.

1.3. I 2003, Det Europæiske handicapår, er det på sin plads at være særligt opmærksom på at give de handicappede praktisk mulighed for at nyde deres fritid og være turister på lige fod med alle andre, men dette forudsætter en holdningsændring, oplysnings- og bevidstgørelseskampagner og en administrativ nytænkning. Vi vil analysere disse betingelser og foreslå nogle initiativer, som kan være EØSU's beskedne bidrag til, at det Europæiske Handicapår bliver en succes og til, at tanken om den bæredygtige turisme, der er tilgængelig for alle, bliver ført ud i livet.

1.4. Vi må heller ikke glemme, at selv den dag i dag er turismen en aktivitet, som af forskellige sociale og økonomiske årsager ikke er tilgængelig for alle Europas borgere. Alle de forskellige fordele, som turismen giver borgerne, herunder især de unge, fortjener særlig opmærksomhed fra myndighedernes side med henblik på at fremme nye former for turisme, som er tilgængelig for alle og især for dem med mindre købekraft. Skabelsen af et udvidet EU, som er miljømæssigt bæredygtigt, økonomisk set konkurrencedygtigt og baseret på social samhørighed, og som skaber en god livskvalitet for alle dets borgere, fortjener at blive tildelt midler, opmærksomhed og støtte, som passer til denne målsætning.

2. Turismen i den europæiske politik

2.1. Det er almindeligt kendt og accepteret, at turismen er en meget vigtig erhvervssektor, ikke kun økonomisk set, men også samfundsmæssigt og miljømæssigt, i såvel EU som i resten af verden. Lande med en udviklet turistsektor satser fortsat på denne aktivitet, der allerede har vist sig i stand til at skabe rigdom, et højt beskæftigelsesniveau og høj livskvalitet, og lande med en mindre udviklet turisme ser den som et potentielt centralt redskab til at komme ud af fattigdommen og til at fremme økonomisk fremgang og social udvikling, således at de kan opfylde konvergenskravene.

2.2. Imidlertid er det et faktum, at turismen tidligere ofte var, i dag er og fremover kan blive en aktivitet, der skaber økonomisk, social og miljømæssig ubalance, og at den på langt sigt indeholder nogle risici, der kan skade dens eget potentiale som kilde til velstand og bæredygtig udvikling.

2.3. Hvad angår turismens økonomiske betydning i EU er det af hensyn til klarheden tilstrækkeligt at citere nogle af de vigtigste passager i Kommissionens meddelelse om "Samarbejde om europæisk turismes fremtid"(1)

"Turisterhvervet i EU består af omkring to millioner virksomheder, hovedsagelig SMV'er, der tegner sig for ca. 5 % af både BNP og beskæftigelsen. Dette tal svinger mellem 3 % og 8 % fra den ene medlemsstat til den anden. Turismen skaber desuden et betydeligt aktivitetsvolumen i andre sektorer såsom handel og specialudstyr, svarende til ca. halvanden gange det volumen, der skabes af turismen i egentlig forstand.

Enkeltpersoner og familier tegner sig for 80 % af omsætningen i forbindelse med europæisk turisme. Den resterende del er erhvervsturisme i bred forstand. Denne del varierer alt efter land fra knap 15 % til over 30 % af den samlede omsætning og er størst i de nordiske lande. EU's husholdninger anvender ca. en ottendedel af deres personlige udgifter til forbrug i forbindelse med turisme, hvilket varierer forholdsvist lidt fra det ene land til det andet.

Turismen i EU er i vid udstrækning 'indenlandsk' turisme. 87 % af alle registrerede turistaktiviteter vedrører EU's egne borgere, og kun de resterende 13 % besøgende fra tredjelande. Tre fjerdedele af EU's borgere bliver i en af de 15 medlemsstater i forbindelse med deres turistaktiviteter, mens den sidste fjerdedel tager til andre dele af Europa eller verden.

Turismen er en af de sektorer i europæisk økonomi, der har de bedste fremtidsperspektiver. Ifølge prognoserne vil turismen i Europa fortsat vokse mere end økonomien i gennemsnit. Det skyldes bl.a., at der er blevet mere tid til fritidsaktiviteter, turismens sociale betydning og den samlede økonomiske vækst.

Alene inden for hotel- og restaurationsvirksomhed er der i de seneste år blevet oprettet omkring 1000000 arbejdspladser om året i Europa. Europa, der har de mest varierede og den største koncentration af turistattraktioner, er den mest besøgte turistregion i verden. Væksten i turismen i Europa er mindre end gennemsnittet for hele verden, især for visse oversøiske regioner, hvor turismen er et forholdsvist nyt fænomen. Alligevel forventer man en fordobling af europæisk turismes volumen i de kommende 20-25 år med en nettostigning i udgifter og produkter svarende til omkring 3 % om året. Beskæftigelsen vil stige med ca. 15 % i alt i de kommende ti år."

2.4. Selv om turismen helt klart ikke indgår direkte i EU's fælles politik, forholder det sig alligevel således, at forskellige EU-institutioner iværksætter foranstaltninger og aktioner, som pga. deres tværgående karakter indvirker på turismen, eller de anvender turismen som et middel til at opnå forskellige af EU's overordnede målsætninger: bæredygtig udvikling, beskæftigelse, økonomisk og social samhørighed. Eller kort sagt bedre livskvalitet for EU's borgere.

2.4.1. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at den eneste henvisning til turismen i Traktaten om Den Europæiske Union, i den konsoliderede udgave fra Nice, efter revisionen og udvidelsen af adskillige protokoller, findes i artikel 3, litra u), der handler om principperne og ordret lyder således:

"Med de i artikel 2 nævnte mål for øje skal Fællesskabets virke under de betingelser og i det tempo, som er foreskrevet i denne traktat, indebære:

...

u) indførelse af foranstaltninger på områderne energi, civilbeskyttelse og turisme."

2.5. I flere af Kommissionens og Rådets dokumenter behandles turismen som et vigtigt middel til at skabe beskæftigelse, men man må konstatere, at til trods herfor tages der ikke rigtig hensyn til turismen i den samlede EU-politik, og at turismen så vidt muligt bør styrkes og udvides, så den er i overensstemmelse med den strategiske betydning, den generelt tillægges i dag og sandsynligvis også i fremtiden. I den sammenhæng er der flere og flere, der kræver og forudser, at turismen fremover får en mere fremtrædende plads i EU's og EU-institutionernes aktiviteter, og som klart understreger, at der er behov for at kræve den nødvendige koordination af de forskellige EU-politikområder, som har indvirkning på turismen. For at dette skal kunne lade sig gøre, er det nødvendigt fremover at have adgang til flere og bedre oplysninger om turismen og alle dens aspekter og forbindelser til de øvrige sektorer, så man så nøjagtigt som muligt kan måle turismens bidrag til livskvaliteten og EU-borgernes samhørighed, ikke kun på det økonomiske, men også det sociale plan.

2.6. Den umiddelbart forestående optagelse af nye medlemmer i EU gør det nødvendigt at tage højde for, hvilke indvirkninger udvidelsen vil have på turismen, såvel i de 15 nuværende som i de 10 nye medlemslande. EØSU mener, at Kommissionen bør foretage en omfattende og detaljeret analyse af dette spørgsmål og formidle analysens resultater og konklusioner bredt.

2.7. Man skal endvidere være særligt opmærksom på, hvilken rolle turismen skal spille inden for rammerne af det Europa, der bliver resultatet af Det Europæiske Konvent. Der skal iværksættes initiativer, som sigter mod at sikre, at turismeaktiviteterne og - politikken reelt anerkendes for såvel turismens økonomiske betydning som dens evne til at skabe beskæftigelse, dens evne til at fremme kulturel udveksling og til at skabe forståelse mellem folk i hele verden og endelig som et middel til at skabe et borgernes EU.

3. Turismen

3.1. Turismen er et meget sammensat fænomen, fordi der indgår så mange forskellige faktorer i dens opbygning, regulering og udvikling. Vi kan opremse nogle af disse faktorer og deres relationer til turismen for at forsøge at få et korrekt billede af den nuværende og fremtidige udvikling af turismen, således at den i overensstemmelse med titlen på den foreliggende udtalelse bliver tilgængelig for alle og samfundsmæssigt bæredygtig.

3.2. Nogle af alle de faktorer, der har indflydelse på turismen, er specielt vigtige for at opnå denne dobbelte målsætning, og fortjener derfor en detaljeret gennemgang. Vi har opstillet en liste med ti faktorer, som vil gøre det muligt at nå dette mål på den mest hensigtsmæssige måde: Turisten, beskæftigelsen, virksomhederne, den sociale samhørighed, stabiliteten, kulturen og kulturarven, de handicappedes adgangsmuligheder, miljøet, freden og solidariteten og endelig turismeaktørernes rolle.

3.3. EØSU vil for disse 10 aspekter af turismen foreslå en række initiativer af forskellig art, som skal iværksættes på forskellige ansvarsniveauer. Udvalget fortsætter dermed i Bruxelles-topmødets ånd, hvor der blev opfordret til at gennemføre principperne om en bæredygtig udvikling. Måske kan turismen pga. sin strategiske betydning for EU's økonomi tjene som pilotprojekt i den praktiske gennemførelse. De konkrete initiativer, der foreslås i den anden del af den foreliggende udtalelse, kan takket være deres brede formulering bidrage til, at der skrides til handling.

4. Turisme og bæredygtighed

4.1. I dag, næsten 30 år efter at man for første gang anvendte udtrykket "bæredygtig udvikling" til at beskrive den udviklingsmodel, vi mener er ideel, er det fortsat nødvendigt at tænke på bæredygtighed i relation til al menneskelig aktivitet, såvel i økonomisk sammenhæng (forholdet ressourcer/produkter), i social sammenhæng (forholdet individet/gruppen) som i miljøsammenhæng (forholdet mennesket/naturen).

4.1.1. Begrebet "bæredygtig udvikling" bestod sin manddomsprøve på topmødet i Rio i 1992, og har siden da været accepteret af hele det internationale samfund, og har samtidig bevaret en vis tvetydighed, som gør det muligt at fortolke den på mange forskellige måder. Brundtlands klassiske definition lyder således: "Den bæredygtige udvikling vil være en udvikling, der gør det muligt at imødekomme de nuværende behov uden at sætte de kommende generationers mulighed for at imødekomme deres behov på spil".

4.2. At tale om bæredygtighed vil ikke sige at tale om lette løsninger, men snarere om konflikter mellem de forskellige målsætninger, som samfundet opstiller, konflikter mellem økonomi og økologi, konflikter mellem i dag og i morgen, konflikter mellem det lokale og det globale plan. Derfor er bæredygtighed ikke kun et spørgsmål om tekniske løsninger, men først og fremmest om værdier, om prioriteter, måder at anskue problemerne på, et nyt syn på offentlig og privat politik, og i sidste ende en ny mentalitet, der gør det muligt at lade al menneskelig aktivitet tage udgangspunkt i respekt og afbalancerede valg.

4.3. Flere af EU-institutionerne har accepteret princippet om bæredygtighed, og det er f.eks. derfor, at Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft i 1999, udpegede den bæredygtige udvikling til en af EU's vigtigste opgaver. I traktatens artikel 2 fastsættes det, at "Unionen har som mål: at fremme økonomiske og sociale fremskridt og et højt beskæftigelsesniveau og opnå en afbalanceret og bæredygtig udvikling, navnlig gennem etableringen (...), styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed".

4.3.1. Der er bred enighed om de to grundlæggende ideer, der ligger bag tanken om bæredygtig udvikling:

- At udviklingen har en økonomisk, sociokulturel og miljømæssig dimension. Udviklingen kan kun være bæredygtig, hvis der skabes balance mellem de forskellige faktorer, der påvirker livskvaliteten.

- At den nuværende generation over for de kommende generationer har pligt til at efterlade sig tilstrækkelige samfundsmæssige, miljømæssige og økonomiske ressourcer til, at de i hvert fald kan opretholde samme levestandard som os.

4.3.2. Der henvises hele tiden klart til de tre økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn, som skal danne rammen om og grundlaget for det, vi kalder bæredygtig udvikling.

4.4. I forbindelse med turismen er dette tredelte hensyn endnu tydeligere. Turismen er en industri, muligvis den eneste, der er kendetegnet ved, at dets vigtigste produkt er den turistmæssige tiltrækningskraft, som består af en række elementer, hvor iblandt opfattelsen af naturen, de forskellige omgivelser og landskaber, biodiversiteten, og i sidste ende respekten for miljøet spiller en afgørende rolle for kvaliteten og tilpasningen af det produkt, som brugerne, dvs. turisterne, ønsker.

4.4.1. Alle er enige om, at den økonomiske faktor er afgørende på turistområdet. Som allerede anført, har turistindustrien bevist sig som en afgørende beskæftigelses- og velstandsskabende faktor i stort set hele verden, om end i højere grad i Europa, og endog endnu mere i landene omkring Middelhavet. Bæredygtighed, og hvad der har med denne faktor at gøre, kræver en langsigtet og ikke blot en mellem- eller kortsigtet strategisk planlægning. Det betyder, at turismeprodukterne skal udtænkes med sigte på bæredygtig konkurrenceevne og miljøvenlighed, men de skal også være i stand til at skabe fast beskæftigelse af god kvalitet hele året rundt.

4.4.2. På samme måde gør turismens grundlæggende egenskab som tjenesteydelse det muligt og påkrævet at tage højde for de sociale faktorer, der gør sig gældende for sektorens aktører og ansatte, således de bliver i stand til at tilbyde et standardiseret produkt og samtidig formidle sociale, kulturelle, medmenneskelige værdier, som fremhæver de forskellige folkeslags evne til at dele traditioner, kulturer, værdier og erfaringer med andre. Turismen kan og bør anvendes som et vigtigt hjælpemiddel til at gennemføre EU's indre marked. Der bør sættes aktivt ind for også at gennemføre det indre marked for tjenesteydelser på turismeområdet. Fri bevægelighed for de personer, der arbejder i turistsektoren, bør garanteres hurtigst muligt og i fuld udstrækning.

4.4.3. Vi bør ikke glemme, at den sociale bæredygtighed kræver, at vi fjerner, mindsker eller i det mindste kompenserer for de trusler, som turismen i sagens natur indebærer for de lokale omgivelser og familien til de personer, der leverer tjenesteydelserne. Den daglige, ugentlige eller årlige arbejdsrytme for de ansatte i sektoren medfører ofte familiemæssige og sociale problemer, som er vanskelige at undgå, og som har en negativ indvirkning på de unges uddannelse, på det nødvendige samspil mellem familie- og arbejdsliv og på evnen til at knytte relationer og skabe social samhørighed.

4.4.4. Turismen er det perfekte middel til at skabe forståelse og forbindelse mellem verdens folkeslag. Kun hvis man kender hinanden, er man i stand til at forstå og værdsætte hinanden, at udveksle viden, kultur og livsstil. Turister og rejsende har på hver rejse mulighed for at få oplevelser og erfaringer, som bringer dem tættere på andre folkeslag, andre måder at leve på, som beriger dem menneskeligt og gør dem mere tolerante og solidariske.

4.4.5. Formålet med denne udtalelse er netop at bane vejen for, eller i hvert fald at bidrage til, at den nuværende og fremtidige turisme udfylder sit primære formål, dvs. at give de forskellige folkeslag mulighed for at lære hinanden at kende, og at den er tilgængelig, således at den kan være til glæde for alle, uafhængigt af deres fysiske evne, alder, indkomst, etniske oprindelse, religion eller andet.

4.5. Bæredygtighed/bæredygtig udvikling er en målsætning, som EU og dets institutioner skal integrere i sin politik, og som skal danne grundlag for nye initiativer; denne indfaldsvinkel bør også være den røde tråd i denne udtalelse om nye former for turisme, der er tilgængelig for alle og socialt bæredygtig.

DEL II: FORSLAG

5. Ti aspekter af bæredygtig turisme - hundrede forslag til handling / indsatsmuligheder

5.1. Turisme og turister

Det er indlysende, at mennesket må stå i centrum for enhver økonomisk og social aktivitet. Turismen er både en økonomisk og social aktivitet (personlige kontakter - individuelt eller gruppevis - mellem mennesker fra forskellige kulturer), og derfor må den først og fremmest tilgodese de behov, mennesker har som individer, som borgere i et land, som EU-borgere og endelig som verdensborgere.

Som forbruger må turisten kunne forvente at modtage visse ydelser og samtidig aktivt efterspørge et turistprodukt, der bidrager til en bæredygtig turisme tilgængelig for alle.

I bestræbelserne for at skabe en turisme, der imødekommer alle disse krav, kan der iværksættes forskellige initiativer.

5.1.1. Turisterne skal vælge en ansvarlig form for turisme såvel i miljømæssig som social forstand. Dette gælde alle de forskellige led, som indgår i turisttjenesteydelsen: transport, modtagelse ved rejsemålet, underholdning, indkvartering, kontakt med naturen, med den lokale kultur, med kulturarven og især med de ansatte og borgerne i almindelighed på turistdestinationerne.

5.1.2. Alle institutioner og aktører, som er involveret i turismen, bør fremme en spredning af ferierne for at begrænse indvirkningen af turismen og bidrage til, at den spredes over hele året.

5.1.3. Der bør i turisternes hjemlande, under rejsen og på rejsemålet tilskyndes til en bredt anlagt uddannelses- og oplysningsindsats for at få turisterne til i praksis at udvise en bæredygtig forbrugsadfærd i alle deres aktiviteter som turist.

5.1.4. Hele potentialet i de mest energieffektive rejseformer bør udnyttes for at spare på ressourcerne.

5.1.5. Man bør styrke de forskellige miljømærker, som leder forbrugerne i retning af mere bæredygtige former for turisme og forbrug.

5.1.6. Turisterhvervet må tilskyndes til at udvikle turistprodukter, som sikrer, at ressourcerne udnyttes uden at blive udtømt, og at der ikke produceres for meget affald.

5.1.7. Alle aktører i turistbranchen bør tilstræbe bæredygtig kvalitet for som i al økonomisk aktivitet at tilfredsstille kunderne og på europæisk, nationalt og regionalt plan at sikre gennemsigtighed i priser og tjenesteydelser via en harmonisering af kvalitetskriterier for tjenesteydelse og virksomheder - altid ud fra bæredygtighedskriterier.

5.1.8. Der bør skabes og udbredes bæredygtige modeller for turisters, turisterhvervets og institutioners rettigheder og pligter med særlig vægt på den personlige sikkerhed, som er noget af det, der ligger turisterne mest på sinde.

5.1.9. Principperne i den etiske kodeks for turisme, som Verdensorganisationen for Turisme har vedtaget, bør være rettesnor for forbrugerne, dvs. turisterne og rejsebranchen. Især bør den såkaldte sexturisme betragtes som en utilstedelig turistform.

5.1.10. Turismen må promoveres som noget basalt, positivt og nødvendigt for alle mennesker og som et middel til kulturel udveksling og konkret udmøntning af EU-borgerskabet i et Europa uden grænser. Således kan turisme blive en faktor i turisternes personlige og kulturelle udvikling, samtidig med at der skabes ligevægt mellem deres ansvar og rettigheder som forbruger. Europa i sin helhed bør i resten af verden promoveres som en bæredygtig og tilgængelig turistdestination.

5.2. Turisme og beskæftigelse

Det fremgår af mange omfattende undersøgelser, at turismen i dag har en enorm indvirkning på beskæftigelsen og kan skabe endnu flere arbejdspladser. Men for at dette kan ske på en social og økonomisk bæredygtig måde, må visse betingelser opfyldes. Da turisme er kernen i en økonomisk aktivitet, som går ud på at levere personlige tjenesteydelser, kan der med enhver ny turistaktivitet skabes nye arbejdspladser, men de skal være af en god kvalitet for at få en bæredygtig kvalitetsturisme.

Forskellige initiativer kan bidrage til at skabe en turisme, der giver flere og bedre arbejdspladser i virksomhederne og i turistområderne.

5.2.1. Der bør oprettes flere programmer for livslang uddannelse af de beskæftigede i turistbranchen, som gør dem mere fleksible, nemmere at sætte ind på andre poster og giver dem bedre karrieremuligheder.

5.2.2. Kvalifikationer, specialiseringer og kompetencer må tilpasses de store ændringer, der finder sted i organiseringen og forvaltningen af turisme. Nye jobprofiler er nødvendige for at dække efterspørgslen efter nye, mere bæredygtige og alment tilgængelige former for turisme. Der bør skabes flere turismerelaterede jobs i miljøsektoren som en integrerende del af den fremtidige beskæftigelse.

5.2.3. Der skal være et bredt udvalg af turistprodukter hele året rundt, så turismen og følgelig beskæftigelsen bliver mindre sæsonbetonet. Der må gives prioritet til at fremme turismen i regioner med en hensygnende industri eller minedrift samt udvikle turistudbud i de områder, der er berørt af ændringer i landbruget eller af følgerne af den fælles landbrugspolitik, som alternativ aktivitet og for at bevare beskæftigelsen og modvirke afvandring.

5.2.4. De kollektive aftaler og lovgivningen må anerkende deltids- og sæsonarbejdernes rettigheder på det arbejdsrelaterede og sociale område, herunder pension. Europa-Parlamentet og arbejdsmarkedets parter opfordres til at tage skridt til, at ansatte, der beskæftiges i bestemte perioder i turistsektoren i Europa, sikres arbejdsmæssige og sociale rettigheder uden diskrimination i forhold til fastansatte.

5.2.5. På kvalifikationsområdet bør man fremme fleksibilitet og gensidig anerkendelse for at sikre en stabil beskæftigelse året rundt.

5.2.6. Man bør inden for rammerne af de kollektive forhandlinger undersøge, om der kan indføres et system, som giver sæsonarbejderne mulighed for at indbetale socialsikringsbidrag hele året.

5.2.7. Arbejdstagerne bør tilskyndes til at deltage aktivt i kvalitetsforbedring og -certificering. Ordentlige arbejdsforhold er nødvendige elementer i den generelle kvalitet af enhver aktivitet og virksomhed.

5.2.8. Arbejdstagerne må have bedre adgang til information om beskæftigelse, jobmuligheder, erhvervsvejledning og aktive beskæftigelsestiltag helst via informations- og kommunikationsteknologi (IKT).

5.2.9. Der bør træffes foranstaltninger, som gør det nemmere at forene arbejds- og familieliv navnlig i turistområder med et lidet varieret jobudbud, Her tænkes der navnlig på børnepasning, bolig og infrastruktur.

5.2.10. Der skal være lige arbejds- og lønmæssige rettigheder uafhængigt af køn, alder, etnisk baggrund eller religion. På verdensplan og i lyset af turismens internationale dimension og konkurrencen i sektoren, er det som minimum nødvendigt, at alle lande underskriver ILO's konvention nr. 172 og anbefaling nr. 179 af 1991 om internationale arbejdsnormer for hotel- og restaurationsbranchen.

5.3. Turisme og erhvervsliv: konkurrenceevne og socialt ansvar

Turismen er generelt set en kompleks økonomisk aktivitet bestående af en lang række tjenesteydelser og erhvervsgrene. Sektoren styres af markedskræfterne, da virksomhederne tilstræber konkurrenceevne og økonomisk vinding, som i sidste instans udmøntes i beskæftigelse og livskvalitet for borgerne i deres egenskab af brugere og beskæftigede i sektoren. Skal denne erhvervssektor være bæredygtig og dermed levedygtig og bidrage til en bæredygtig udvikling på lang sigt, skal en række betingelser være opfyldt. I den forbindelse kan man forestille sig nedenstående initiativer.

5.3.1. For bedre at kunne udnytte sektorens potentiale må man kortlægge efterspørgslen efter turistprodukter bedre, så der kan skabes en indtjening via nye produkter og destinationer, som er i overensstemmelse med bæredygtighedsprincipperne.

5.3.2. Der bør være en løbende dialog mellem turistsektoren, de offentlige myndigheder, arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og borgerne for at nå til enighed om de betingelser, et kvalitetsorienteret og bæredygtigt erhverv skal opfylde.

5.3.3. Virksomhederne bør optræde mere ansvarligt over for lokalsamfundet, dets kultur, skikke og miljøet, så turistaktiviteter bliver mere værdsatte og accepteret af lokalbefolkningen. Turistsektorens virksomheder bør tilskyndes til at udvise socialt ansvar som deres bidrag til en bæredygtig turisme.

5.3.4. Der bør skabes instrumenter til støtte for etablering af virksomheder, især SMV. Her tænkes på støtte til uddannelse, forskning, videnoverførsel og virksomhedssamarbejde.

5.3.5. Man bør tilskynde til udvikling af turistprodukter og -tjenesteydelser, der på alle punkter opfylder strenge kvalitetsnormer, hvor miljøkvaliteten indgår som en central del af enhver kvalitetscertificering.

5.3.6. Man bør fremme udvikling og diversificering af turistprodukter og -tjenesteydelser, som ligger uden for højsæsonen, eller af produkter og tjenesteydelser, som udbydes hele året.

5.3.7. Virksomhedernes konkurrenceevne bør styrkes gennem indførelse af managementmetoder, anvendelse og modernisering af IKT inden for virksomhederne og i kontakten med kunderne, leverandørerne og arbejdstagerne.

5.3.8. Turistsektorens virksomheder bør kunne forsvare sig mod de forskellige former for illegale eller ikke anerkendte turistformer, som ikke i samme omfang bidrager til social fremgang, ikke underkaster sig kvalitetskontrol og ikke sikrer forbrugernes rettigheder.

5.3.9. De former for turisme, som skaber en økonomisk aktivitet ved at tilføje en merværdi og er mindre miljøbelastende, bør foretrækkes frem for turismeformer, hvor turister opkøber grunde og boliger, som de på årsbasis kun benytter ganske kort tid. Turisme er i al væsentligt en økonomisk aktivitet, som skal være rentabel og konkurrencedygtig hele året og på lang sigt og ikke kun i korte perioder af året.

5.3.10. Turistprodukter og -tjenester bør studeres, formidles og fremmes via offentligt-private partnerskaber med anvendelse af IKT og elektronisk handel. Myndighederne bør stille fælles tjenester til rådighed for virksomhederne (databanker, informations- og reklamenet m.m.).

5.4. Turisme og social kohæsion: turismens samfundsmæssige indvirkning og sociale balance

Turisme har vist sig at være en aktivitet, der er vældig god til at fremme kontakten mellem de forskellige folkeslag og samtidig skabe økonomisk og social velstand i turistområderne. Men den påvirker ofte de sociale relationer på stedet og den traditionelle ligevægt går tabt, når tilstrømningen af besøgende overstiger lokalbefolkningen, hvilket ansporer til ensretning og forfladigelse ikke kun af produkterne, herunder turistprodukterne, men også af de sociale relationer. En socialt bæredygtig turisme er derimod baseret på en positiv udnyttelse af turistpotentialet, der er så skånsom over for de sociale relationer og lokalkulturen som mulig.

For at skabe grundlag for en turisme, der er bæredygtig i den forstand, at den ikke går ud over den sociale kohæsion i turistområderne og lokalbefolkningerne, kan der iværksættes følgende initiativer.

5.4.1. Administrationerne må sammen med erhvervets aktører fastlægge, inden for hvilke parametre der er tale om en bæredygtig absorptions- og vækstkapacitet på turistdestinationerne, ikke blot ud fra et miljøsynspunkt, men også af hensyn til ligevægten i lokalbefolkningen.

5.4.2. Turistformer, der bidrager til at bevare lokale skikke, bør fremmes ved at styrke disse skikke og skabe nogle identitetsværdier, som kan blive et originalt og for turister attraktivt lokalt produkt.

5.4.3. Lokalbefolkningen bør inddrages i planlægningen og forvaltningen af turistdestinationen ikke som passive modtagere, men som aktive medspillere. Turismen kan spille en vigtig rolle i landdistriktsudviklingen i EU, især i de nye medlemsstater.

5.4.4. Der bør tilstræbes størst mulig opbakning fra værtsbefolkningen i turistområder, så turismen får en minimal negativ og en maksimal positiv effekt.

5.4.5. Det må sikres, at lokalbefolkningen har adgang til et ordentligt niveau for sundhed, uddannelse, sanitet og andre offentlige ydelser, hvilket er en forudsætning for den personlige og samfundsmæssige udvikling både for dem, der arbejder i turistsektoren, og resten af lokalbefolkningen. I særdeleshed er adgang til anstændige boligforhold en grundlæggende rettighed, som myndighederne og erhvervslivet må sikre de ansatte i turistsektoren.

5.4.6. Der bør gøres en bred indsats rettet mod lokalbefolkningen for at fremme social integration, lige muligheder, uddannelse og beskæftigelse. Kun på den måde kan det undgås, at opbygningen af økonomisk velstand sker på bekostning af den sociale kohæsion.

5.4.7. Der bør tages skridt til at sikre, at også ansatte i turistbranchen kan have et familieliv. Dette vanskeliggøres ofte på grund af deres arbejdstid (daglige, ugentlige, årlige), som ikke er afstemt efter børnenes skolegang og -ferier.

5.4.8. Det bør gøres attraktivt for unge at vælge en uddannelse, som giver dem flere muligheder på lang sigt, i stedet for at gå tidligt ud af skolen, fordi de nemt og hurtigt kan tjene penge som ufaglærte i turistsektoren. De bør sikres beskæftigelse, hvor de kan bruge deres kvalifikationer fuldt ud.

5.4.9. Lokalbefolkningens foreningsliv og deltagelse i lokalsamfundet bør stimuleres for at skabe bedre sociale netværk i turistområderne.

5.4.10. Alle former for kriminalitet i tilknytning til turisme og ikke mindst seksuel udnyttelse, især af børn, bør bekæmpes. I nogle lande gemmer der sig seksuel udnyttelse bag angivelige turistaktiviteter.

5.5. Turisme og stabilitet: mindskelse af sæsonafhængigheden

Sæsonafhængigheden bliver også kaldt turismens store uløste problem. Den skaber nemlig alvorlige skævheder i turistaktiviteten, som ikke omfatter alle potentielle perioder til stor skade for virksomhederne, arbejdstagerne, turistområderne og i sidste ende turismens klart påviste evne til at generere velstand og velfærd.

Sæsonafhængigheden betyder først og fremmest, at produktionsmidler (installationer, bygninger, infrastruktur osv.) og menneskelig kapital ikke udnyttes i lange perioder af året. Disse ressourcer kaster naturligvis ikke noget af sig, hvis aktiviteten ligger stille, og arbejdstagerne må i disse måneder søge andet arbejde eller gå ledige.

Disse perioder med inaktivitet kan være at kortere eller længere varighed og falde om sommeren eller om vinteren. Men målt over hele året vil konsekvenserne næsten altid være skadelige. I alle tilfælde savnes den grundlæggende stabilitet, som er en forudsætning for beskæftigelsens kvalitet, og ofte bevirker sæsonafhængigheden og den dermed følgende lavere omsætning, at virksomhedernes rentabilitet og konkurrenceevne forringes. Sæsonafhængigheden er således en alvorlig hæmsko for beskæftigelsens og hele turisterhvervets varige karakter.

Da sæsonafhængighed først og fremmest beror på klimatiske forhold, er det vanskeligt at løse problemet helt. Der kan dog iværksættes en række initiativer for at afbøde de negative følger af sæsonafhængighed.

5.5.1. Der bør tilskyndes til at sprede ferieperioderne, så det bliver muligt at diversificere turistaktiviteterne og fordele dem over hele året.

5.5.2. Man bør med offentlig støtte fremme særlige tilbud til ikke-erhvervsaktive, helst i lavsæsonen. Desuden bør de former for social turisme, der findes i flere medlemsstater, udvides og styrkes og de mål, aktiviteter og brugergrupper, der kendetegner social turisme, bør udbredes til hele EU.

5.5.3. Hvor det er muligt, bør der udvikles flere ikke-sæsonbetonede turistprodukter som kompensation for lidet diversificerede aktiviteter.

5.5.4. Økonomien i turistområder bør diversificeres ved at kombinere sæsonturisme med andre, ikke turistmæssige aktiviteter for at afbøde de negative følger og sprede risikoen så meget som muligt.

5.5.5. International studenterudveksling bør fremmes hele året som kulturel og uddannelsesorienteret turisme, hvilket samtidig kan sikre en bedre og tættere kontakt mellem landene. Samtidig har de studerende mulighed for at lære at tale det pågældende fremmedsprog flydende og få kendskab til landets kultur.

5.5.6. Alle EU's medlemsstater bør indføre programmer for social turisme, som prismæssigt ligger inden for alle borgeres rækkevidde til gavn for brugernes velfærd, arbejdstagernes beskæftigelse hele året rundt og virksomhedernes rentabilitet.

5.5.7. Kommissionen bør mere indgående undersøge, hvorvidt det på europæisk plan er muligt at samarbejde om og koordinere programmer for social turisme, således at begrebet EU-borgerskab kan blive mere håndgribeligt via kulturel og social udveksling.

5.5.8. Ved planlægning af nye turistaktiviteter bør det sikres, at miljøbelastningen kontrolleres og er acceptabel ud fra en afvejning af deres bæredygtighed og samfundsmæssige fordele.

5.5.9. Der bør via offentlig-private partnerskaber sikres en bredere deltagelse i forvaltningen af nye produkter, som sigter mod at bryde sæsonafhængigheden, så man har sikkerhed for, at den økonomiske, sociale og miljømæssige situation i turistområderne bliver mere afbalanceret.

5.5.10. Grænseoverskridende udveksling af erfaringer på dette område bør fremmes gennem videregivelse af gode erfaringer og forskning i, hvorledes de kan overføres til andre lande.

5.6. Turisme, kultur og kulturarv

De europæiske landes og byers kulturelle mangfoldighed og rige kulturarv er uden tvivl et af de vigtigste aktiver, hvormed turisterhvervet kan tiltrække turister og besøgende. Ligeledes er de europæiske befolkningers forskellige skikke og traditioner en immateriel, men reel rigdom, som turismen kan være med til at bevare og promovere. Nogle af disse immaterielle kulturelle goder kan indgå i nye former for socialt bæredygtig turisme; det gælder f.eks. håndværk, musik, mundtlige overleveringer, skikke, sprog, dans, ritualer, fester, traditionel lægekunst medicin, gastronomi osv. Sportsbegivenheder kan også være en god anledning til en turistrejse og til at lære andre folks kultur at kende. Hvad angår forholdet mellem turisme på den ene side og kultur og kulturarv på den anden side, er der to muligheder: udnyttelsen af de forskellige elementer, der indgår i denne kultur og kulturarv, fører enten til, at de bevares og forbedres (kulturelt bæredygtig turisme) eller misbruges, fordi de behandles uansvarligt (ikke-bæredygtig turisme). Til fremme af en kulturelt bæredygtig turisme kan der iværksættes forskellige initiativer.

5.6.1. I relationen turisme-kultur/kulturarv bør absorptionskapaciteten betragtes som en væsentlig variabel, hvis man ønsker en bæredygtig og tilgængelig turisme, hvis indvirkning kan korrigeres ud fra, hvad lokalsamfundet kan bære.

5.6.2. Den lokale kultur og livsstil bør respekteres som væsentlige bestanddele af livet i turistområderne. Det må undgås, at lokale skikke under indflydelse af en stor turisttilstrømning må vige pladsen for fremmede skikke.

5.6.3. Værdien af den kulturelle og håndværksmæssige arv i turistområder bør fremmes gennem restaurerings- og vedligeholdelsesarbejde.

5.6.4. Kulturarven bør i højere grad anvendes som trumfkort for at fremme et bredere udbud af turistprodukter.

5.6.5. Det bør sikres, at turisterhvervet giver den lokale forvaltning tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at vedligeholde seværdighederne og kulturarven.

5.6.6. Autentisk lokalt håndværk bør fremmes som led i værdiskabelsen i hele turistforløbet både for at bevare kulturarven og give den lokale økonomi et skub.

5.6.7. Den historiske forskning i kulturen og kulturarven i de enkelte turistområder bør styrkes for at højne den historiske bevidsthed og den historiske kildeværdi.

5.6.8. Kulturel udveksling på tværs af landegrænser bør fremmes gennem interkulturelle net, som giver de europæiske borgere et indblik i Europas mangfoldighed og kulturelle rigdom. Især bør udvekslingen af unge fremmes gennem forskellige EU-programmer (Erasmus, Socrates osv.). Man bør fremme fremmedsprogsundervisningen i medlemsstaterne gennem international udveksling af lærere, så skoleeleverne kan blive undervist af "native speakers". Således kan eleverne forbedre deres talefærdigheder og "native speakers" kan sikre en direkte formidling af deres kultur og kulturarv.

5.6.9. Turistudbuddet bør i højere grad satse på den lokale madkultur, som er et grundlæggende træk i folkekulturen milevidt fra den stadig mere ensformige mad, der serveres verden over.

5.6.10. Forvaltningen af kulturarven bør styrkes gennem borgerinddragelse, partnerskab og sponsorering, hvor borgere, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og institutioner koordinerer deres indsats.

5.7. Turisme og adgangsforhold for handicappede

Turisme er blevet et socialt fænomen af ekstraordinær betydning. Den mobiliserer millioner af mennesker over hele verden, især i Europa, og er ikke blot en kilde uden fortilfælde til rigdom og økonomisk fremskridt, men bidrager også på afgørende vis til større medmenneskelig forståelse, bedre kommunikation, tættere kontakt og større gensidig respekt mellem mennesker fra forskellige lande.

Turisme er et socialt gode af højeste rang, som bør være tilgængelig for alle borgere, uanset deres personlige, sociale eller økonomiske situation eller andre omstændigheder, som indvirker derpå. Ca. 10 % af alle indbyggerne i EU har et handicap. I kraft af deres voksende økonomiske og sociale integration deltager de stadig oftere i turistaktiviteter - og dette på trods af, at de bliver ved med at støde på alle mulige hindringer, som gør det vanskeligt for dem at få en normal og regelmæssig adgang til turistprodukter og -tjenesteydelser.

Fjernelse eller mindskelse af disse hindringer for personer med handicap er ikke alene nødvendig ud fra de principper om lige rettigheder og chancer og ikke-forskelsbehandling, der gælder i EU og i medlemslandene, men er også et effektivt middel til at inddrage nye befolkningsgrupper i turist- eller turistrelaterede aktiviteter. Det kan således bidrage til væksten i en erhvervssektor, som især i de sydeuropæiske lande har en direkte indvirkning på velstands- og jobskabelsen til gavn for hele samfundet.

På den baggrund har europæiske handicaporganisationer opstillet nogle interessante kriterier vedrørende turisme for handicappede. De kan sammenfattes i en form for "ti bud", som angiver, hvilke ønsker og krav handicappede har på turistområdet. Disse principper kan udmøntes i følgende initiativer:

5.7.1. Det bør sikres, at personer med handicap, især dem med nedsat mobilitet og begrænsede kommunikationsmuligheder, i praksis har normal adgang til hele spektret af turistprodukter og -tjenesteydelser.

5.7.2. De handicappedes mobilitets- eller kommunikationsproblemer må aldrig være årsag til, at deres adgang til turistprodukter og -tjenesteydelser på samme vilkår som dem, der gælder for de øvrige borgere, forbydes, afvises, begrænses eller underkastes betingelser.

5.7.3. Myndighederne på de forskellige niveauer (lokale, regionale, nationale og EU-niveau) skal opstille og håndhæve ensartede juridiske og tekniske normer, som garanterer handicappede fri adgang til turistprodukter og -tjenesteydelser.

5.7.4. Myndighederne skal inden for deres respektive ansvarsområder fremme programmer og foranstaltninger, som kan gøre turismen mere tilgængelig og gradvis rydde alle faktorer af vejen, der gør det umuligt eller vanskeligt for de handicappede at få sikker og bekvem adgang til tilfredsstillende turisttjenesteydelser.

5.7.5. At gøre turisme tilgængelig for alle er ikke alene de offentlige myndigheders ansvar, men også den private sektors (turoperatører, rejsebureauer, udbydere af transport eller indkvartering, ansvarlige for turistattraktioner osv.).

5.7.6. Turistprodukters og -tjenesteydelsers tilgængelighed skal ikke blot være et pålæg fra myndighederne. Nok skal myndighederne garantere, at handicappede har fuld og reel adgang til turistudbuddet, men også rejsebranchen selv må indse, at en turisme, der er tilgængelig for alle, ikke alene er et samfundsmæssigt ansvar, men også byder på forretningsmuligheder og konkurrencefordele for de produkter og tjenesteydelser, som udbydes og leveres på turist- og fritidsområdet.

5.7.7. Myndigheder og private aktører i turistbranchen, bør når de tilbyder særtariffer og andre fordele i forbindelse med turistprodukter og -tjenesteydelser være meget opmærksomme på, at handicappede, og især dem, der ved udøvelse af turist- eller fritidsaktiviteter er afhængige af hjælp eller støtte fra tredjemand, objektivt set er ugunstigt stillet.

5.7.8. Tilgængelighed for handicappede må være ét af kriterierne ved tildeling af kvalitetsmærker til turistetablissementer og -anlæg. Der kunne f.eks. være tale om symboler som "stjerner" til hoteller, "gafler" til restauranter osv.

5.7.9. Al turistinformation bør obligatorisk angive, hvor tilgængelige de udbudte turistprodukter og -tjenesteydelser er, så handicappede på forhånd nøjagtigt ved besked om, hvilke muligheder de har for at få uhindret adgang til turistattraktionerne.

5.7.10. Handicapbevægelsens opfordring til de europæiske, nationale, regionale og lokale myndigheder samt de private virksomheder i den europæiske turistbranche om at arbejde sammen om at gøre Europa til centrum for den internationale turisme, til et område uden hindringer og barrierer, som er tilgængeligt for alle, fortjener støtte og opmærksomhed.

Hvis disse principper bliver anvendt i praksis, vil handicappede - og i stort omfang også de ældre - kunne nyde godt af turistgoder, -produkter og -tjenesteydelser dér, hvor mulighederne hidtil har været begrænsede. Med sådanne foranstaltninger kan diskrimination imødegås og turisme bringes inden for alles rækkevidde; turistudbuddet vil blive mere righoldigt, og efterhånden vil man kunne efterkomme efterspørgslen fra borgere, der ikke altid er blevet behandlet som forbrugere af turistprodukter, og dermed udvide markedets potentielle kundeunderlag, således at der skabes velstand og fremgang.

Ofte er der ud over fysiske barrierer udbredte fordomme blandt en stor del af befolkningen, som af manglende kendskab til de handicappedes reelle behov opfører sig kunstigt og ubetænksomt. For at bevidstgøre alle borgere og aktører i turisterhvervet om nødvendigheden af disse foranstaltninger og initiativer og om den rolle, hver især har, foreslås det at gennemføre en bred oplysningskampagne som bidrag til det Europæiske Handicapår (2003).

5.8. Turisme og miljø

Indtil for nylig blev turisme og miljø betragtet som rivaliserende størrelser: hvis man ville have den velstand, som turismen skaber, var det på bekostning af miljøet, beslaglæggelse af de bedste jorder, især langs kysten eller i bjergene, bebyggelse uden hensyntagen til faktorer som biodiversitet, eksisterende ressourcer, deres omfang og bæreevne. Det var et vanskeligt dilemma, som desuden var uheldigt formuleret, idet man stillede to elementer over for hinanden, som ikke nødvendigvis var uforenelige. Udfaldet var dog helt klart: lad os satse på vækst og velstand, om det så også går ud over miljøet. Og det paradoksalt nok på et område som turismen, der netop er baseret på bevarelsen af en attraktiv natur. Der er tydeligvis tale om forskellige tidshorisonter: enten fokuseres der kortsigtet på en hurtig investeringsgevinst eller langsigtet på et konkurrence- og bæredygtigt erhverv. Også på dette område må der skabes betingelser og initiativer, som bidrager til nye former for bæredygtig turisme set ud fra et miljøsynspunkt.

5.8.1. Turistmængden og de anvendte transportmidler bør afstemmes efter hinanden for at minimere turisterhvervets og især transportsektorens energiforbrug.

5.8.2. Planlægning af nye turistprodukter bør ske under nøje overholdelse af bæredygtighedsprincippet: passende placering og sparsom udnyttelse af ressourcer, især vand og fornyelige energiformer. Bebyggelsesplanlægning i sine forskellige former bør være det vigtigste middel til styring og begrænsning af miljøpåvirkningen.

5.8.3. Det bør løbende overvåges, hvor mange mennesker der maksimalt kan være i et område inden for en bæredygtig væksts rammer. Gennem inspektioner må det sikres, at gældende regler overholdes.

5.8.4. Landskaber, biodiversitet, naturarv til lands og til vands og især kyst- og bjergområder, som er meget sårbare og interessante for bygherrer, bør bevares. Nye former for landbo- og økoturisme bør kunne bidrage til en sådan ligevægt.

5.8.5. Virksomheder og institutioner bør indføre avancerede miljøforvaltningssystemer for at sikre en fornuftig anvendelse af vand og energi og en passende affaldsforvaltning i et koordineret offentlig-privat partnerskab.

5.8.6. Bæredygtig mobilitet bør fremmes i turistområder, idet turisterne bør tilskyndes til at bevæge sig til fods eller med kollektive transportmidler.

5.8.7. Fastboende og turister bør tilskyndes til at være mere miljøbevidste og anlægge bæredygtige adfærdsmønstre. Lokal Agenda 21, der udsprang af verdenstopmødet i Rio de Janeiro i 1992 som et pålæg til alle folk og byer om at tage den 21. århundredes udfordringer op, er et godt langsigtet planlægningsinstrument, som anviser fremgangsmåder til løsning af modstridende økonomiske, sociale og miljømæssige værdier og til inddragelse af borgerne i handlingsplaner for bæredygtighed.

5.8.8. Der bør gøres større brug af lovregulering, fremmeforanstaltninger og finansieringsinstrumenter i form af miljøafgifter, som kan yde et effektivt bidrag til bæredygtighedsforanstaltninger i turistområder.

5.8.9. Turister og fastboende bør tilskyndes til at købe miljøvenlige produkter.

5.8.10. Der bør indføres miljørevision og generelt anerkendte miljømærkningsordninger for at gøre opmærksom på god miljøpraksis. Der bør bakkes op om udviklingen af et fælles miljømærke på EU-plan og øget anvendelse af miljøkriterierne for turistindkvartering, som blev vedtaget den 14. april 2003.

5.9. Turisme, fred og solidaritet

Turisme er det stik modsatte af krig. Krig betyder invasion af et andet land, vold, ødelæggelse af natur og kulturarv, og mennesker bliver ydmyget og dræbt. Turisme betyder derimod gæstfrihed, udveksling, værdsættelse af lokalkoloritten, bevarelse af miljø, velstand og i sidste ende venskab og kærlighed mellem mennesker. Hvis det er rigtigt, at man kun kan holde af det, man kender, er turismen et middel til at bringe folk sammen, og med sine utallige muligheder for at lære andre folkeslag at kende bringer den harmoni og fred mellem nationer, kulturer, religioner og mennesker. Hertil skal demokrati og politisk og socioøkonomisk stabilitet bidrage såvel i turisternes hjemland som i turistlandet.

Mellemfolkelig forståelse og fremme af etiske værdier er grundlaget for en bæredygtig og ansvarlig turisme. Når man lærer hinanden at kende gennem turisme, kan der skabes solidaritet mellem folkeslag.

For at turismen virkeligt kan afspejle og skabe fred og solidaritet og således være bæredygtig og tilgængelig for alle, må der iværksættes forskellige initiativer:

5.9.1. Turister skal fuldt ud respektere værtslandets lovgivning, traditioner og kultur, som udgør landets rigdom.

5.9.2. Myndighederne må værne om turisternes sikkerhed og ejendele og sørge for oplysning om og forebyggelse af situationer, som kan give anledning til overgreb.

5.9.3. Turisterne må opfordres til at nyde natur- og kulturarven med respekt og som en kilde til personlig og kollektiv berigelse.

5.9.4. Enhver form for seksuelt overgreb og udnyttelse eller krænkelse af menneskelig værdighed, især når det går ud over børn, strider mod turismens grundlæggende mål, og må derfor bekæmpes.

5.9.5. Turisterhvervets aktører skal give turisterne objektiv og korrekt information om destinationerne.

5.9.6. Alle skal have ret til at være turist, som et udtryk for retten til hvile, fritid og livslang uddannelse.

5.9.7. Turistlandene bør udveksle erfaringer om udvikling af turismen for at undgå at gentage de fejl, som andre har begået. Dette vil være et udtryk for solidaritet og forebygge udviklingsmodeller, som har vist sig ikke at være bæredygtige.

5.9.8. Turismen bør nyde generel fremme i hele verden som ideelt middel til at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling og velstand i mange lande.

5.9.9. Fred er en nødvendig forudsætning for enhver bæredygtig udvikling, og derfor bør turistsektoren i ord og handling arbejde for i hele verden at skabe forudsætninger for lighed, retfærdighed, demokrati og velstand, så fred bliver mulig og reel.

5.9.10. Der må gøres en indsats for at sikre og tilskynde turisme i alle dens former som et middel til at skabe mellemfolkelig forståelse og fred mellem nationer. Initiativer til symbolsk anerkendelse af turismens rolle for skabelsen af fred i hele verden, såsom "Peace Through Tourism" bør støttes.

5.10. Turisme og sektorens aktører

Turistsektoren har mange forskellige aktører. Der må derfor skelnes mellem de roller, som hver især har i den komplicerede opgave med at udvikle nye former for bæredygtig turisme.

5.10.1. Det er op til de ansvarlige politikere og institutioner at fastlægge en passende ramme, hvor der er plads til de nye bæredygtige former for turisme, som må støttes med alle de instrumenter, de offentlige myndigheder har til deres rådighed. I satsningen på en bæredygtig turisme tilgængelig for alle bør man fremover sigte mod at inddrage turismen generelt i alle EU-politikker og opgradere de fælles politikker, der vedrører turismen. Relevante og pålidelige oplysninger f.eks. gennem lokale indberetninger er en forudsætning for at kunne udarbejde en passende politik til opnåelse af målet om bæredygtighed og tilgængelighed.

5.10.2. Myndighederne - især dem, der er nærmest borgerne, dvs. de regionale og lokale - har en særlig rolle at spille, idet de er ansvarlige for den fysiske planlægning i turistområderne, bidrager til at forlige turisternes og lokalbefolkningens behov og styrer den økonomiske aktivitet, i dette tilfælde turismen. De spiller en meget afgørende rolle for bæredygtig turisme og har normalt direkte eller indirekte kompetence på turistområdet.

5.10.3. For at kunne udfylde denne vigtige rolle i henseende til bæredygtighed må der på regionalt og lokalt plan skabes finansielle instrumenter, som gør det muligt at omsætte den vedtagne politik og strategi i praksis.

5.10.4. Arbejdsmarkedets parter: fagforeninger og arbejdsgiverforeninger må naturligvis forsvare deres medlemmers interesser, men de bør medvirke til at udforme retningslinier, strategier og praksis, som sigter mod bæredygtig turisme. Derfor må de inddrages i og tage del i ansvaret for udformning, opfølgning og evaluering af turistinitiativer.

5.10.5. Rejsens kvalitet bestemmes i høj grad af udbyderne af turisttjenesteydelser, som i en dialog med kunden og på basis af en kontrakt leverer slutproduktet.

5.10.6. Rejsebureauerne fungerer som mellemled og bringer udbyderne af turistprodukter i kontakt med potentielle kunder. Deres særlige betydning for produktets bæredygtighed ligger i, at de kan anbefale destinationer og rådgive kunderne på ansvarlig vis.

5.10.7. Universiteter og andre forskningscentre opbygger viden og forvaltningsinstrumenter og tilvejebringer information af afgørende betydning for sektorens bæredygtighed.

5.10.8. Brugerne er det vigtigste element i en bæredygtig turisme: de kan vælge de destinationer eller produkter, som er bæredygtige.

5.10.9. Den lokale befolkning, der optræder som vært, er uundværlige for leveringen af en turisttjenesteydelse, og den har i sin omgang med turisterne en afgørende indflydelse på, om de bliver tilfredse og får lyst til at vende tilbage.

5.10.10. Alle disse aktører må være klar over, at det for at opnå en bæredygtig turisme tilgængelig for alle er nødvendigt at arbejde sammen, føre en dialog og tilstræbe konsensus. Derfor må der fra det højeste niveau (Europa) til det laveste (de lokale myndigheder) skabes forskellige mekanismer for deltagelse og dialog: diskussionsfora, råd, fonde osv.

Af særlig værdi her er Det Europæiske Turistforum, som er oprettet af Kommissionen, og EØSU's samarbejde med andre internationale organer såsom Verdensturistorganisationen og det internationale kontor for social turisme for at tilvejebringe viden og konsensus om vejen til en bæredygtig turisme tilgængelig for alle.

DEL III: BILAG OG BAGGRUNDSDOKUMENTER

Den Europæiske Unions betydning for turismen - Grønbog fra Kommissionen(2)

Konklusioner fra Rådet - Beskæftigelse og Turisme - den 26. november 1997

Turisme i Europa: Nye partnerskaber for beskæftigelse. Konklusionerne og henstillingerne fra Arbejdsgruppen på Højt Plan vedrørende turisme og beskæftigelse den 15. oktober 1998

Meddelelse fra Kommissionen til Rådets, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Forbedring af turismens beskæftigelsespotentiale - Opfølgning(3)

Opfølgning af konklusionerne og henstillingerne fra Arbejdsgruppen på Højt Plan vedrørende turisme og beskæftigelse den 23. juni 1999 (1999/C178/03).

Konklusioner fra Rådet - Beskæftigelse og Turisme - den 21. juni 1999

Konklusioner fra Det Europæiske Råd i Lissabon den 23.-24. marts 2000

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Fællesskabsforanstaltninger med indvirkning på turismen (1997/99) af 28. marts 2001(4)

Konklusioner og handlingsplan fra Det Europæiske Råds ekstraordinære møde den 21. september 2001

Beretning fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Opfølgning til Det Europæiske Råds møde den 21. september 2001: situationen i den europæiske turistsektor(5)

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Samarbejde om europæisk turismes fremtid(6)

Konklusioner fra Rådet - Det Indre Marked, Forbrugerpolitik og Turisme - den 26. november 2001

Rådets resolution om fremtiden for den europæiske turisme (2002/C 135/01)

EØSU's udtalelse om Handicappedes integrering i samfundet (2002/C 241/17)

EØSU's udtalelse om Turisme og beskæftigelse(7)

Udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 18. september 2002 om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Samarbejde om europæisk turismes fremtid(8)

Udtalelse fra Regionsudvalget af 10. oktober 2002 om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Samarbejde om europæisk turismes fremtid

Europa-Parlamentets beslutning af 14. maj 2002 om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om samarbejde om europæisk turismes fremtid

Agenda 21. Bæredygtig turisme i Europa. Referencedokument. Det europæiske forum for turisme 2002 af 10. december 2002

Kommissionens beslutning af 14. april 2003 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af Fællesskabets miljømærke til serviceydelsen overnatning (2003/287/EF)

Samarbejdsaftale mellem Spaniens økonomiministerium og handicaprådet om turisme for alle

Verdensturistorganisationens etiske kodeks

Resolutioner om bæredygtig turistpolitik fra den internationale sammenslutning af ansatte inden for fødevarebranchen, landbrug, hotel, restauration, catering, tobak og beslægtede erhverv (IUTA-IUF) og den europæiske føderation af fødevare-, landbrugs- og turismearbejdere (EFFAT)

UNESCO's handlingsplan for kulturpolitik for udvikling. Regeringskonference om kulturpolitik for udvikling (Stockholm, 1998).

Bruxelles, den 29. oktober 2003.

Roger Briesch

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2001) 665 endelig af 13.11.2001.

(2) KOM(95) 97 endelig.

(3) KOM(1999) 205 endelig.

(4) KOM(2001) 171 endelig.

(5) KOM(2001) 668 endelig.

(6) KOM(2001) 665 endelig.

(7) EFT C 75/37 af 15.3.2000.

(8) EUT C 61 af 14.3.2003.