Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E000543

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0543/03 af Elisabeth Schroedter (Verts/ALE) til Kommissionen. Højbroforbindelse til Rügen.

    EUT C 242E af 9.10.2003, p. 144–145 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92003E0543

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0543/03 af Elisabeth Schroedter (Verts/ALE) til Kommissionen. Højbroforbindelse til Rügen.

    EU-Tidende nr. 242 E af 09/10/2003 s. 0144 - 0145


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0543/03

    af Elisabeth Schroedter (Verts/ALE) til Kommissionen

    (26. februar 2003)

    Om: Højbroforbindelse til Rügen

    DEGES (Deutsche Einheit Fernstrassenplanung und -bau GmbH) planlægger en forbindelse mellem øen Rügen og fastlandet via en højbro med en pylonhøjde på 126 meter, som den tyske forbundsregering har givet DEGES i kommission. Projektet vil være til skade for øens og det nære fastlands uspolerede natur. Øens enestående særpræg og dens rige dyre- og planteliv har i generationer været garant for kvalitetsturisme og sikrer øboerne deres indtægt. Halvdelen af støtten til projektet skal komme fra EFRU, selvom der klart ikke er behov for broen. Trafikstrømmen på den nuværende forbindelse er faldet betydeligt i år 2000 i forhold til 1992.

    1. a) Har Kommissionen kendskab til, at der ikke er behov for ovennævnte projekt, da den eksisterende bros kapacitet i reglen er tilstrækkelig, og at der kun er risiko for kødannelser på få dage (feriers begyndelse og slutning)?

    b) Har Kommissionen kendskab til, at der hidtil ikke er blevet taget tilstrækkelig højde for, at den parallelt for løbende jernbaneforbindelses kapacitet ikke udnyttes fuldt ud?

    2. a) Hvorledes vurderer Kommissionen finansieringsplanen for broen, hvorefter tilbagebetalingen af lånene skal ske via vejtold?

    b) Har Kommissionen kendskab til, at denne vejtold kan undergraves, da den eksisterende forbindelse vil blive opretholdt for den lokale befolkning, fordi den ikke skal betale vejtold?

    3. Hvorledes vurderer Kommissionen den omstændighed, at broen er et massivt indgreb i forbindelseslinjen mellem to klassificerede europæiske beskyttede områder (DE 1543-401, DE 1747-401) for træk- og havfugle i henhold til direktivet om beskyttelse af vilde fugle 79/409/EØF?

    4. a) Mener Kommissionen på trods af disse kendsgerninger, at der bør ydes støtte til projektet med midler fra EFRU?

    b) I bekræftende fald med hvilken begrundelse?

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

    (9. april 2003)

    Kommissionen er bekendt med de planer, som regeringen i Mecklenburg-Vorpommern har om at bygge en ny bro over Ziegelgraben og Strelasund vest for den nuværende klapbro til vej- og togtrafik. Den nye bro er planlagt som en hængebro, der ophænges mellem to pyloner, som er konstrueret således, at det vil være muligt for skibe at passere under broen. Det er hensigten, at der skal betales vejtold. Planlægningen og finansieringen af broen, der er udbudt i offentlig licitation, henhører under Tysklands føderale og statslige myndigheders ansvarsområde, ikke Kommissionens.

    For så vidt angår broens eventuelle indvirkning på områdets fugleliv som nævnt af det ærede medlem, er Kommissionen for øjeblikket ved at foretage en undersøgelse af denne mulige indvirkning. På grundlag af de foreliggende oplysninger har Kommissionen truffet foranstaltninger for at sikre, at Forbundsrepublikken Tyskland opfylder sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter(1), for så vidt angår de mulige virkninger, den planlagte broforbindelse kan få. Som følge heraf er de tyske myndigheder i færd med at gennemføre en yderligere vurdering af den indvirkning, som broen kan have på trækfugle.

    De tyske myndigheder har ikke anmodet om støtte til projektet fra EU's strukturfonde.

    (1) EFT L 206 af 22.7.1992.

    Top