Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E003055

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3055/02 af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen. Den almindelige overenskomst om handel og tjenesteydelser (GATS).

    EUT C 242E af 9.10.2003, p. 38–38 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92002E3055

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3055/02 af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen. Den almindelige overenskomst om handel og tjenesteydelser (GATS).

    EU-Tidende nr. 242 E af 09/10/2003 s. 0038 - 0038


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3055/02

    af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

    (18. oktober 2002)

    Om: Den almindelige overenskomst om handel og tjenesteydelser (GATS)

    Hvornår agter Kommissionen fuldt ud at høre Europa-Parlamentets medlemmer om EU's forhandlingsposition og navnene på de lande, hvor EU anmoder om tilbud inden for basale servicesektorer som f.eks. vand, energi, posttjenester og transport? De anmodninger, som blev forelagt andre WTO-medlemmer, bør også stilles til rådighed, og Parlamentet bør høres, inden EU afgiver tilbud.

    På WTO's ministerkonference i november 2001 i Doha fastsattes en stram tidsplan for nuværende GATS-forhandlinger. Kommissionen har udtalt, at man forsøger at føre forhandlingerne på en sådan måde, at tredjelande får mulighed for og politisk råderum til at fastsætte deres egne forhandlingspositioner. Der er otte måneder mellem afsendelsen af anmodningerne og fristen for tilbud. Hvordan vil Kommissionen redegøre for tankegangen bag at fastsætte en tidsfrist for at konsultere lande og vurdere fremtidige GATS-tilsagn, og er Kommissionen enig i, at tidsperioden er utilstrækkelig?

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

    (4. november 2002)

    Kommissionen fremsendte EU's første anmodninger om bedre markedsadgang for tredjelande i forhandlingerne om tjenesteydelser til Parlamentets Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi i begyndelsen af juli 2002. Da disse dokumenter var fortrolige, blev de fremsendt til udvalgets formand i overensstemmelse med den særlige procedure, der er aftalt for at sikre, at fortroligheden respekteres i forbindelse med dokumenter, der er klassificeret som EU-restricted.

    Mere generelt går Kommissionen fuldt ud ind for at sikre, at parlamentsmedlemmerne regelmæssigt holdes underrettet om handelspolitiske spørgsmål og konsulteres om nøglespørgsmål i overensstemmelse med rammeaftalen af 5. juli 2000.

    Selvom det er Kommissionens mål at være så åben som mulig over for alle interesserede parter, må der dog findes en passende balance mellem åbenhed og Kommissionens muligheder for at føre handelsforhandlinger i en atmosfære, der fremmer frie og åbne diskussioner. Med andre ord skal den fornødne åbenhed over for Europa-Parlamentet og over for civilsamfundet gå hånd i hånd med Kommissionens varetagelse af sine ansvarsområder. Det er på dette grundlag, at Parlamentet som det organ, der er ansvarligt for at udøve den politiske kontrol med Kommissionens arbejde, kan bedømme Kommissionen. Det ultimative mål for åbenheden er, når alt kommer til alt, at sikre en effektiv demokratisk kontrol.

    Kommissionen vil om kort tid offentliggøre et detaljeret orienteringsdokument på Generaldirektoratet for Handels websted(1), hvori der gives en oversigt over de anmodninger, der er modtaget fra tredjelande, og foretages en sammenligning heraf med EF's nuværende forpligtelser.

    Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den i Doha fastsatte tidsfrist mellem indgivelsen af anmodninger og fremsættelsen af de første tilbud er tilstrækkelig til at tredjelande får tid og politisk råderum til at fastsætte deres egne forhandlingspositioner, bør det bemærkes, at de nye forhandlinger om tjenesteydelser blev indledt i februar 2000. Selvom forhandlingerne uden tvivl er blevet tilført ny dynamik med vedtagelsen af Doha-erklæringen på den 4. ministerkonference i december 2001, har medlemmerne faktisk haft næsten tre år til at fastlægge deres politiske standpunkter, og det var en frist, som alle medlemmer fandt tilstrækkelig, da aftalen blev indgået i Doha. Siden februar 2000 har over 50 regeringer for medlemmer af WTO fremlagt skriftlige forhandlingsforslag, enten enkeltvis eller i fællesskab, og de fleste af disse forslag kommer fra regeringer for udviklingslande. Forhandlingsforslag er skriftlige forslag, hvori de pågældende medlemmer generelt beskriver, hvordan de mener, særlige spørgsmål bør behandles under forhandlingerne. De mange forelæg viser, at der har fundet omfattende forberedelser sted forud for de aktuelle forhandlinger.

    (1) http://europa.eu.int/comm/dgs/trade/index_fr.htm.

    Top