Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E000309

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0309/03 af Markus Ferber (PPE-DE) til Kommissionen. Nationale og fællesskabsretlige bestemmelser og deres følger for biavlere.

    EUT C 222E af 18.9.2003, p. 180–181 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92003E0309

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0309/03 af Markus Ferber (PPE-DE) til Kommissionen. Nationale og fællesskabsretlige bestemmelser og deres følger for biavlere.

    EU-Tidende nr. 222 E af 18/09/2003 s. 0180 - 0181


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0309/03

    af Markus Ferber (PPE-DE) til Kommissionen

    (10. februar 2003)

    Om: Nationale og fællesskabsretlige bestemmelser og deres følger for biavlere

    1. De retlige forudsætninger for anvendelse af mælkesyre i biavl håndhæves på forskellig vis i EU's enkelte medlemsstater. Hvad er Kommissionens holdning til de deraf følgende forskellige økonomiske og økologiske følger for biavlen?

    2. Hvorfor har Kommissionen taget initiativ i sagen om faglig organisationspligt, selv om dette henhører under medlemsstaternes kompetence?

    3. I hvor høj grad må medlemsstaternes tilladelse til mælke- og myresyre og eksklusivsalg heraf på apotekerne variere uden at dette resulterer i konkurrenceforvridninger i henhold til EU-retten?

    4. Hvorledes vil Kommissionen i spørgsmålet om tilladte sprøjtemidler reagere på de ændrede dyrkningsmetoder i dagens landbrug, hvor dyrkningen af genmodificerede planter til stadighed tiltager?

    5. Vedrører sukkerforsyningen til vinterfodring europæisk ret? Hvilke traktater og aftaler berører denne ordning? Mener Kommissionen, at der er behov for at handle på europæisk plan i forbindelse med prisudviklingen og den deraf resulterende konkurrenceforvridning?

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

    (13. marts 2003)

    1. Der er ingen specifikke bestemmelser i EU-retten om brug af organiske syrer (mælkesyre) i bikuber til at bekæmpe visse bisygdomme. Når disse organiske syrer bruges som veterinærlægemiddel, kræves der dog en forudgående tilladelse. I praksis ser det ikke desto mindre ud til, at de forskellige fremgangsmåder i visse medlemsstater er berettiget, fordi klimaforholdene direkte påvirker virkningen af denne type behandlinger.

    2. I 1997 vedtog Ministerrådet forordning (EF) nr. 1221/97 af 25. juni 1997 om almindelige regler for anvendelsen af foranstaltninger til forbedring af produktionen og afsætningen af honning(1), hvori det i artikel 4 hedder, at de nationale programmer, som det er frivilligt at fremlægge, udarbejdes i nært samarbejde med de repræsentative erhvervsorganisationer og kooperativerne inden for biavl. Denne forpligtelse gælder for medlemsstaterne for at inddrage disse organisationer i udarbejdelsen af de årlige nationale programmer.

    3. De nationale regler om godkendelse af veterinærlægemidler til behandling eller forebyggelse af sygdomme hos honningbier skal være i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning, direktiv 2001/82/EF(2), forordning (EØF) nr. 2377/90(3) og forordning (EØF) nr. 2309/93(4). Disse bestemmelser er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører strengere regler for ordinering og dispensering af visse veterinærlægemidler, hvis det er nødvendigt for at beskytte menneskers eller dyrs sundhed. Dispensering af veterinærlægemidler henhører under medlemsstaternes kompetence, og de skal træffe alle relevante foranstaltninger for at kontrollere engros- og detailsalg til ejere eller brugere af dyr.

    4. Reglerne om tilladelse til brug af plantebeskyttelsesmidler står i Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler(5) og henhører under medlemsstaternes specifikke kompetence. Når medlemsstaterne giver tilladelser, skal de sikre, at direktivets sikkerhedskrav overholdes, og at sikkerhedsrestriktionerne for aktive stoffer i direktivets bilag I overholdes. Kommissionen har sammen med medlemsstaterne for nylig nedsat en arbejdsgruppe om herbicidresistente planter, og et af dens mål er at se på, hvordan genetisk modificerede planter eventuelt virker på brugen af herbicider.

    5. Nej. En støtteordning for køb af denatureret sukker var i kraft fra 1968 til 1974. Efter nogle ændringer blev støtten til sektoren, inklusive køb af sukker, ophævet i 1983, især på grund af administrationsomkostningerne ved denne ordning som følge af sektorens struktur, idet denne er præget af et meget højt antal støttemodtagere, der bor meget spredt og i de fleste tilfælde kun er beskæftiget ved landbruget på deltid. Af samme årsager har Kommissionen ingen planer om at foreslå en ny direkte støtteordning til biavlen.

    (1) EFT L 173 af 1.7.1997.

    (2) Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler, EFT L 311 af 28.11.2001.

    (3) Rådets forordning (EØF) nr. 2377/90 af 26. juni 1990 om en fælles fremgangsmåde for fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af veterinærmedicinske præparater i animalske levnedsmidler, EFT L 224 af 18.8.1990.

    (4) Rådets forordning (EØF) nr. 2309/93 af 22. juli 1993 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk agentur for lægemiddelvurdering, EFT L 214 af 24.8.1993.

    (5) EFT L 230 af 19.8.1991.

    Top