Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E002806

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2806/02 af Jules Maaten (ELDR) til Kommissionen. Meddelelser fra Kommissionen af 24. september 2002 om en lempelse i forbindelse med mindskelse af budgetunderskud i lande i euroområdet.

    EUT C 222E af 18.9.2003, p. 18–19 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92002E2806

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2806/02 af Jules Maaten (ELDR) til Kommissionen. Meddelelser fra Kommissionen af 24. september 2002 om en lempelse i forbindelse med mindskelse af budgetunderskud i lande i euroområdet.

    EU-Tidende nr. 222 E af 18/09/2003 s. 0018 - 0019


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2806/02

    af Jules Maaten (ELDR) til Kommissionen

    (30. september 2002)

    Om: Meddelelser fra Kommissionen af 24. september 2002 om en lempelse i forbindelse med mindskelse af budgetunderskud i lande i euroområdet

    1. Hvorledes er meddelelsen fra Kommissionen af 24. september 2002 om en lempelse i forbindelse med mindskelse af budgetunderskud i overensstemmelse med den anden meddelelse fra samme dag om, at der ikke vil blive rørt ved stabilitetspagten? Er Kommissionen endvidere klar over, at den med denne holdning handler imod ånden i stabilitetspagten, og at dette følgelig kan have skadelig indvirkning på den i forvejen lave tillid hos forbrugerne?

    2. Kan Kommissionen klarlægge, hvorledes den vil forklare de irske borgere, hvorfor deres land tidligere i år har modtaget en advarsel, medens en stor medlemsstat, Tyskland, ikke har, og hvorfor nogle store medlemsstater, især Frankrig og Italien, nu for anden gang inden for et tidsrum af få måneder ikke skal overholde deres forpligtelser i henhold til stabilitetspagten? Kan Kommissionen bekræfte, at der føres en dobbeltsporet politik inden for euroområdet, hvor de store medlemsstater kan tilsidesætte aftaler, hvilket de små ikke kan?

    3. Hvorledes er Kommissionens nuværende holdning i overensstemmelse med pressemeddelelsen af 14. maj 2002 fra kommissær Solbes, hvori han henstiller til medlemsstater(ne) , at de gør en sidste indsats for at nå en stilling, der er tæt på balance senest i 2004? Der bør opnås stabilitet i euroområdet og Europa Processen med budgetkonsolideringen må genoptages snarest muligt. I modsat fald vil vi ikke være i stand til at få fuldt udbytte af vores økonomiske politik..

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

    (17. oktober 2002)

    Meddelelsen af 24. september 2002 skal på ingen måde fortolkes som en lempelse af reglerne inden for Unionens budgetpolitik. Derimod fremhæver den betydningen af at styrke gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten (SGP) for at sikre, at målet om budgetbalance nås. Det skal ske ved udtrykkeligt at tage hensyn til konjunkturernes indvirkning på budgetpolitikken og ved at henlede medlemsstaternes opmærksomhed på vigtigheden af at gribe hurtigt ind, hvis der sker afvigelser eller hvis der konstateres uforholdsmæssig store underskud. Meddelelsen havde endvidere til formål at genoprette tilliden, da den afklarede en række nøglespørgsmål på et tidspunkt, da forvirrende kritik af, hvorledes SGP fungerede undergravede tilliden til Unionens budgetpolitik. Denne politik er meget vigtig for Unionens økonomi, da den hjælper med til at forhindre uacceptable budgetsituationer og fastholde inflationsforventningerne på et historisk lavt niveau.

    Pressemeddelelsen af 14. maj 2002 er i overensstemmelse med denne meddelelse, da de medlemsstater, der stadig har budgetunderskud, indtrængende opfordres til at opnå balance på budgettet. På baggrund af den aktuelle økonomiske situation er kravet om at nå målet inden 2004 imidlertid sat for højt. I overensstemmelse med pressemeddelelsen fra maj 2002 opfordres disse medlemsstater til omgående at nå tilbage til en konsolideret situation, men opfordres samtidig til at forpligte sig til at konsolidere på et minimumsniveau i den strukturelle tilpasning, således at overgangsperioden kan bringes til ophør senest i 2006.

    Kommissionen har tillid til, at hver aktør spiller sin rolle i systemet. Kommissionen vil imidlertid kræve, at alle medlemsstater overholder deres forpligtelser i henhold til EF-traktaten og SGP og dermed sikrer, at der ikke føres nogen dobbeltsporet politik til fordel for nogle medlemsstater. Kommissionen vil derfor indlede procedurerne i EF-traktaten og SGP, når det er nødvendigt. Det er i overensstemmelse med den hidtil førte politik, da disse procedurer blev anvendt allerede i 2001, da Irland ikke overholdt de overordnede økonomiske retningslinjer i 2001, og i 2002, da Tyskland og Portugal ikke overholdt det aftalte budgetmål.

    Top