Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E000536

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0536/02 af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen. Ødelæggelse af miljøet som følge af guldudvinding.

EFT C 205E af 29.8.2002, pp. 161–162 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

92002E0536

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0536/02 af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen. Ødelæggelse af miljøet som følge af guldudvinding.

EF-Tidende nr. 205 E af 29/08/2002 s. 0161 - 0162


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0536/02

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(28. februar 2002)

Om: Ødelæggelse af miljøet som følge af guldudvinding

Ifølge protester fra de såkaldte initiativkomitéer, der er oprettet i nogle amtshovedstæder i Trakien, har nogle selskaber planer om at påbegynde guldgravningsvirksomhed i Sapes i Rodopi amt og i Perama i Evros amt. Initiativkomitéerne hævder, at disse graveaktiviteter vil ødelægge miljøet, eftersom der vil trænge svovl op til overfladen, som, når det kommer i berøring med vand, vil danne svovlsyre, der forurener grundvandet. Endvidere vil det støv, der dannes af de stenknusere, der bruges under udgravningen, blive ført videre af luften og forurene markafgrøderne. Disse aktiviteter vil selvsagt ikke alene medføre risici for befolkningens sundhed i Trakien men også skabe problemer for landbrugerne og fiskerne i området, eftersom det økosystem, som de lever af, alvorligt trues.

Har Kommissionen kendskab til dette spørgsmål? Hvordan kan Kommissionen skride ind for at standse den slags projekter, der truer følsomme områder såsom Trakien, der udgør det fjerneste område af EU, og som desværre ikke hører til EU's velstående regioner?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(12. april 2002)

Kommissionen er underrettet om projekterne vedrørende udvinding og udnyttelse af guldforekomsterne i Sapes og i Pérama som følge af en række modtagne klager. Kommissionen har ved gentagne lejligheder henvendt sig til de græske myndigheder og anmodet disse om nærmere oplysninger herom, specielt om godkendelsesproceduren i forbindelse med en undersøgelse af indvirkningen på miljøet.

For så vidt angår projektet i Sapes, fremgår det af de informationer, de græske myndigheder har fremsendt, at der er truffet en afgørelse om forhåndsgodkendelse af placeringen den 10. februar 2000, men at der endnu ikke er afleveret nogen miljøindvirkningsvurdering til Miljøministeriet. De græske myndigheder fastholder, at de under beslutningsproceduren med henblik på godkendelse af projektet nøje vil følge de fremgangsmåder, der er foreskrevet i såvel den nationale lovgivning som EU-lovgivningen.

Hvad angår projektet i Pérama, blev der den 24. marts 2000 truffet en afgørelse om forhåndsgodkendelse af placeringen, ligesom der blev afleveret en miljøindvirknings-vurdering til Miljøministeriet. Ifølge oplysningerne fra de græske myndigheder er der som følge af projektets komplekse karakter blevet nedsat en videnskabelig komité, der skal vurdere projektets virkninger samt undersøge, hvorvidt der bør foretages supplerende undersøgelser. De græske myndigheder har lovet at underrette Kommissionen, så snart de har afsluttet miljøgodkendelsesproceduren i forbindelse med det pågældende projekt.

Kommissionen vil fremdeles nøje følge disse to projekter og om nødvendigt træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at fællesskabslovgivningen på miljøområdet overholdes.

Top