91999E2060

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2060/99

af Ioannis Marínos (PPE-DE) til Kommissionen

(12. november 1999)

Om: Tyrkiets tiltrædelseskandidatur

Kommissionen har over for Rådet og Europa-Parlamentet erklæret, at den godkender Tyrkiet som ansøgerland til EU, idet den mener, at hverken landets tvivlsomme geografiske beliggenhed (hovedparten af landet ligger i Asien), eller den manglende opfyldelse af København-kriterierne (menneskerettigheder, demokratiske institutioner, mindretallenes rettigheder m.m.) skulle kunne hindre denne accept.

Hvorfor ville Kommissionen så, sådan som dens formand, Prodi, har erklæret, kun kunne godkende Kroatien, Bosnien, Serbien eller FYROM, som helt klart er europæiske lande, som ansøgerlande, hvis de anmodede herom, for så vidt som de opfyldte København-kriterierne? Hvad skyldes denne forskelsbehandling, og på hvilke principper og hvilket retsgrundlag bygger denne politik med to hastigheder og to trin? Hvornår og af hvem er det blevet besluttet at tilsidesætte de principper, som Den Europæiske Union bygger på og har udviklet sig efter, når det tjener nogle af medlemslandenes økonomiske og strategiske interesser og går imod andre EU-medlemslandes tilsvarende interesser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(3. december 1999)

Det er korrekt, at Kommissionen mener, at Tyrkiet bør betragtes som kandidat til optagelse i EU. Tyrkiet ansøgte om optagelse i 1987 og har således for længe siden udtrykt ønske om at blive optaget i EU. Endvidere nævner Ankara-aftalen (navnlig artikel 28) og en række EU-erklæringer klart og tydeligt muligheden af, at Tyrkiet optages i EU.

Kommissionen anvender Københavnerkriterierne på samme måde over for alle lande, og alle lande skal opfylde disse kriterier for at kunne optages i EU. Det gælder også Tyrkiet. Desuden kan det ikke komme på tale at starte forhandlingerne med Tyrkiet, før landet opfylder de politiske Københavnerkriterier.

Hvad de øvrige europæiske lande angår, anbefalede Kommissionen den 13. oktober 1999, at EU burde bekræfte, at landene i det tidligere Jugoslavien og Albanien på sigt skal optages i EU. Kommissionen anbefalede også med udgangspunkt i Københavnerkriterierne at udvikle optagelseskriterierne yderligere, således at optagelse gøres afhængig ikke blot af overholdelse af principperne i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, men også af gensidig anerkendelse af hinandens grænser, løsning af alle udestående problemer vedrørende behandlingen af nationale minoriteter, oprettelse af en regional organisation for fri handel og økonomisk samarbejde som basis for tættere integrering med EU.