51998IE0453

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forebyggelse af nye hindringer på det indre marked (Observationscentret for Det Indre Marked)« (98/C 157/11)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 10. juli 1997 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at afgive udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Industri, Handel, Håndværk og Tjenesteydelser, som udpegede Bruno Vever til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. marts 1998.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 353. plenarforsamling af 25. og 26. marts 1998, mødet den 25. marts 1998, med 76 stemmer for, 7 imod og 6 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. På Kommissionens initiativ er EU på nuværende tidspunkt i gang med at gennemføre en handlingsplan for at færdiggøre sidste fase af det indre marked inden udgangen af 1998. Tankerne bag handlingsplanen og tidsfristerne svarer til de ønsker, som ØSU selv har givet udtryk for siden 1995 for at give nyt liv til en række bestræbelser, som har været ved at køre fast, og for at sikre, at der bliver gjort afgørende fremskridt med hensyn til det indre marked, hvilket gennemførelsen af euroen kræver.

1.2. ØSU giver udtryk for sin uforbeholdne støtte til handlingsplanen, og har i forlængelse af en høring den 5. marts 1997 mindet om, at det ikke er nok at vedtage de sidste manglede EU-direktiver for at sikre den fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital. Et afgørende element for at sikre, at enhedsmarkedet kan blive ved med at fungere, er at finde på metoder til at forebygge nye hindringer på det indre marked i opløbet - der bliver hele tiden udarbejdet nye nationale regler i stadigt større antal. På trods af de direktiver, som allerede er vedtaget, og de reelle fremskridt, som er gjort i forbindelse med liberaliseringen af handelen mellem EU-landene, er det i dag stadigvæk meget nemmere at indføre en ny hindring på det indre marked end at forhindre den på et tidligt tidspunkt eller senere afskaffe den på EU-plan.

1.3. Ved at udarbejde en initiativudtalelse om forebyggelse af nye hindringer på det indre marked ønsker ØSU at henlede EU's institutioner og medlemsstaternes opmærksomhed på dette aspekt, som er afgørende for færdiggørelsen af det indre marked, og som man stadigvæk ikke er tilstrækkeligt opmærksom på. En vellykket gennemførelse af handlingsplanen er i vid udstrækning afhængig af, hvor stor vægt man lægger på at finde på metoder til effektivt og langsigtet at forhindre, at der bliver oprettet for mange nye hindringer i medlemsstaterne.

2. Den juridiske situation med hensyn til medlemsstaternes foranstaltninger

2.1. Det indre marked sigter mod at skabe overensstemmelse mellem fri etableringsret og fri bevægelighed på den ene side og social beskyttelse, sundhed og forbruger- og miljøhensyn på den anden side. Beføjelserne er fordelt mellem EU, medlemsstaterne og evt. regionerne. Planlægningen bygger på fire afgørende elementer: en principiel forpligtelse til at fjerne de nationale hindringer for fri handel, tilnærmelse af de nationale lovgivninger på områder, der er nødvendige for, at det indre marked kan fungere, gensidig anerkendelse af de nationale lovgivninger for at muliggøre den fri bevægelighed og forudgående anmeldelse af nationale lovgivningsprojekter, som kan påvirke det indre marked (hertil skal også tilføjes muligheden for efterfølgende kontrol).

2.2. Artikel 30-36 i traktaten pålægger medlemsstaterne at fjerne kvalitative indførelsesrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning, medmindre der foreligger tungtvejende grunde, som kan retfærdiggøre opretholdelsen af restriktive nationale regler. Disse tungtvejende grunde, som kan være forbruger- eller miljøbeskyttelse, bør dog ikke være et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne. De skal være velbegrundede og have et rimeligt omfang, og de skal underlægges Kommissionen og EF-domstolens kontrol. EF-domstolens afgørelse i sagen om »Cassis de Dijon« har således vist, at den fri bevægelighed bør være hovedreglen, og at de nationale restriktioner er undtagelser. Man må dog konstatere, at der på nuværende tidspunkt er tendens til, at medlemsstaterne især gennemfører lovgivning på de områder, som er omfattet af artikel 36.

2.3. For at sikre et minimum af indbyrdes tilnærmelse mellem medlemsstaternes love og administrative bestemmelser kan EU alt efter behovet vedtage specifikke foranstaltninger for at bidrage til det indre markeds oprettelse og funktion (artikel 100 A). Hovedparten af lovgivningen om tilnærmelse af medlemsstaternes bestemmelser om det indre marked bygger på denne bestemmelse, hvor Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter proceduren for fælles beslutningstagning med Parlamentet (med undtagelse af fiskale bestemmelser og bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer). Den fælles beslutningsprocedure sigter med traktatens formulering mod »et højt beskyttelsesniveau« med hensyn til sundhed, sikkerhed og miljø- og forbrugerbeskyttelse, men giver ikke desto mindre medlemsstaterne en ofte betydelig handlefrihed til at udarbejde supplerende foranstaltninger, og hvis der ikke foregår en passende overvågning, kan dette bidrage til at opsplitte det indre marked.

2.4. EU bestræber sig desuden på at udvikle mekanismer til at gøre bestemmelserne i medlemsstaterne ligeværdige, således at man sikrer gensidig anerkendelse og samtidig bevarer den fri bevægelighed på det indre marked, også hvis der ikke er foretaget en harmonisering, eller hvis harmoniseringen kun er delvis (artikel 100 B). Men disse mekanismer bliver på nuværende tidspunkt slet ikke anvendt effektivt og gennemskueligt af alle medlemsstaterne.

2.5. For at skabe mere gennemsigtighed og kontrol med de initiativer i medlemsstaterne, som kan have betydning for det indre markeds funktion, har direktiv 83/189/EØF indført en procedure for forudgående information, som den 1. januar 1997 (beslutning 3052/95) blev suppleret med et krav om anmeldelse af individuelle foranstaltninger, der kan forhindre gensidig anerkendelse. Proceduren omfatter på nuværende tidspunkt alle landbrugs- og industriprodukter. Denne bestemmelse tvinger medlemsstaterne til at informere Kommissionen - og gennem den de andre medlemsstater - om forslag til tekniske regler, som kan påvirke det indre markeds funktion. Iværksættelsen skal udsættes i tre måneder, således at Kommissionen, der kan modtage bemærkninger fra andre medlemsstater eller konsultere de berørte industrisektorer, får lejlighed til at undersøge disse foranstaltninger og om nødvendigt tage initiativer til at imødegå dem (anmodningen om udsættelsen af status quo-fristen fra tre til seks måneder, anmodning om ændring af de påtænkte projekter, evt. en udførlig udtalelse som indledning på en overtrædelsesprocedure).

2.6. Kommissionen kan således undersøge de anmeldte foranstaltningers virkning på det indre markeds funktion, deres overensstemmelse med EU's regler - i Traktaten og i administrative forskrifter - samt kontrollere, om de er velbegrundede og har et rimeligt omfang, når de skaber hindringer. EF-domstolen har i øvrigt udtalt, at virksomheder og privatpersoner kan bruge en manglende forudgående anmeldelse som begrundelse for ikke at anvende en national teknisk forskrift. Stort set fungerer proceduren for forudgående information og kontrol, men det stigende antal anmeldelser af påtænkte foranstaltninger viser, at der stadig forestår et stort arbejde med at få medlemsstaterne til at udvise mere disciplin. Desuden begrænser proceduren sig på nuværende tidspunkt til planlagte foranstaltninger for varer og ikke for tjenesteydelser, selv om Kommissionen har fremlagt forslag om at udvide den til tjenesteydelser, der knytter sig til informationssamfundet. ØSU er enig med disse forslag, som er ved at blive vedtaget andetsteds.

2.7. Desuden giver traktaten mulighed for, at ikke blot Kommissionen, men også de forskellige medlemsstater kan gennemføre efterfølgende kontrol og evt. indlede en overtrædelsesprocedure. Men i praksis synes proceduren kun meget sjældent at have givet anledning til sådanne skridt.

2.8. Endelig er reglerne for den fri bevægelighed for personer kun delvist underlagt EU's procedurer. Visse aspekter er af politisk, sikkerhedsmæssig og juridisk karakter, og spørgsmål vedrørende borgere fra tredjelande er underlagt de særlige mellemstatslige procedurer, som »den tredje søjle« i Maastricht-traktaten indfører. Den nye Amsterdam-traktat har dog forsøgt at styrke sammenhængen mellem EU's beføjelser og de mellemstatslige beføjelser i retning af en bedre fordeling af arbejdet på længere sigt. På grund af disse særlige omstændigheder nævnes spørgsmålene i forbindelse med den fri bevægelighed for personer kun antydningsvis i denne udtalelse. ØSU bør undersøge dette emne mere dybtgående og set i en bredere sammenhæng.

3. Den seneste udvikling med hensyn til nationale foranstaltninger

3.1. Man må for det første konstatere, at der er sket en betydelig stigning i mængden af nationale foranstaltninger, som kan antages at skabe nye hindringer. Det årlige antal anmeldelser er gået fra ca. 350 om året i de første år efter iværksættelsen af procedure 83/189/EØF til ca. 450 i løbet af de følgende år og nåede et rekordhøjt antal på 900 i 1997. Selv om man må konstatere, at dette tal er særligt højt på grund af 230 forsinkede hollandske anmeldelser, er der stadig 670 anmeldelser i 1997, hvilket er en meget betydelig stigning på 40 % i løbet af et år. Det viser ganske vist, at anmeldelsesproceduren fungerer og at medlemsstaterne overholder kravet om anmeldelse, men det er også udtryk for en stigning i antallet af forslag til nationale foranstaltninger, der stiller Kommissionen over for en meget stor overvågningsopgave, som ikke blot GD XV og GD III, men også de andre generaldirektorater er indblandet i på grund af deres tekniske ekspertise.

3.2. En skærpende omstændighed er, at disse nye nationale initiativer i de seneste år først og fremmest - i 90 % af tilfældene - har koncentreret sig om områder, der i teorien allerede er harmoniseret. Det drejer sig primært om telekommunikationssektoren, landbrugs- og fødevareprodukter, byggesektoren og offentlige arbejder, mekanisk konstruktion og transportområdet. De pågældende tekniske foranstaltninger omhandler først og fremmest hygiejne, sundhed og sikkerhed, forbrugerbeskyttelse og miljø. Der er flere årsager, som kan forklare denne situation. For det første drejer det sig om sektorer og områder, hvor de offentlige myndigheder har mere grund til at regulere end på andre områder, enten på EU-plan eller på nationalt plan. For det andet giver EU's lovgivning plads til national lovgivning i det omfang, hvor den først og fremmest koncentrerer sig om »væsentlige krav«. Men hvis Kommissionen i forbindelse med sundhed og sikkerhed sørger for, at disse væsentlige krav samtidigt er minimumskrav og maksimumskrav, kan medlemsstaterne af og til føle sig fristet til at mene, at de alligevel kan tilføje supplerende forskrifter, idet de i øvrigt samtidig stadig beholder en reel handlefrihed til at udarbejde regler i forbindelse med forbruger- og miljøbeskyttelse, der er mere vidtgående end de fælles forskrifter.

3.3. Ud over den brogede forvirring af nationale tekniske regler skal man også nævne udviklingen af nationale og endog regionale mærkninger og varemærker, der uden at være juridisk forpligtende kan bidrage til at hindre den fri handel på det indre marked. Den gensidige anerkendelse af nationale certifikater vanskeliggøres også af og til af visse købere, der i praksis bliver ved med at kræve nationale certifikater.

3.4. Kommissionen har foretaget en analyse af anmeldelserne, og det fremgår, at en tredjedel ikke gav anledning til bemærkninger, mens en tredjedel gav kun anledning til mindre væsentlige bemærkninger, og en tredjedel gav anledning til mere alvorlige bemærkninger, hvilket har fået Kommissionen til at anmode om at få udvidet undersøgelsesperioden inden iværksættelsen af det anmeldte projekt fra tre til seks måneder. Samlet kan man anslå, at en anmeldelse ud af to rummede reelle problemer - mere eller mindre vigtige - i forhold til EU's lovgivning. I langt de fleste tilfælde rettede medlemsstaterne sig efter Kommissionen, når denne anmodede dem om at ændre projektet eller i det mindste at sikre tilstedeværelsen af en klausul om gensidig anerkendelse for produkter importeret fra andre medlemsstater.

3.5. Det skal også bemærkes, at medlemsstaterne gennem anmeldelsesproceduren selv har fået mulighed for at kontrollere hinanden, og at de fremsender udførlige udtalelser til Kommissionen om de initiativer, som de finder problematiske. De opfordres således til at udøve en slags fælles kollektiv kontrol, og det gør de også rent faktisk, eftersom de griber ind lige så ofte som Kommissionen, hvilket viser at proceduren er nyttig.

3.6. Det skal endelig understreges, at stigningen i antallet af nationale foranstaltninger falder sammen med en modsat udvikling i EU's lovgivning for det indre marked, som tværtimod er blevet betydeligt mindre omfattende i løbet af de seneste år. Der er to årsager til, at EU's lovgivning har fået et mindre omfang. For det første er størstedelen af de direktiver, som er nødvendige for det indre markeds funktion, tidligere blevet vedtaget i forbindelse med 1992-programmet. For det andet har man i de sidste par år lagt vægt på at forenkle EU's lovgivning, blandt andet i anbefalingerne i Molitor-rapporten, som har tilskyndet Kommissionen til at koncentrere forslagene om de væsentligste punkter (»bedre lovgivning«) og til at fremsætte færre nye forslag end tidligere.

3.7. Men befinder sig derfor i en situation, som er kvantitativt ude af balance. I løbet af perioden 1992-1994 vedtog medlemsstaterne 1 346 nationale foranstaltninger, mens EU i samme periode kun vedtog 116 foranstaltninger. Og de lande, der har lagt størst vægt på at understrege behovet for at begrænse EU's regler (som f.eks. Storbritannien, Tyskland og Frankrig), er paradoksalt nok dem, der har anmeldt flest nye nationale forslag. Desuden bestræber EU's lovgivning sig grundlæggende på at fjerne regler, eftersom den sigter mod at ændre 15 forskelligartede systemer til et enkelt, mens de nationale regler i princippet kun tilføjer nye foranstaltninger til de allerede eksisterende uden at afskaffe nogen (selv om disse foranstaltninger også kan have deres berettigelse i en given sammenhæng, f.eks. for borgerne eller forbrugerne).

4. Grunde til at rette op på situationen

4.1. Medmindre man kan iværksætte effektive foranstaltninger til at forebygge nye hindringer i opløbet, vil færdiggørelsen af det indre marked være lige som at bevæge sig hen imod en horisont, der bliver ved med at være langt væk, uanset hvor meget man bevæger sig (selv om det er uundgåeligt, at der vil være nationale og/eller regionale forskelle på et indre marked, der er »færdiggjort«). Selv når de vigtigste direktiver er vedtaget, vil det således fortsat være et problem at få det indre marked til at fungere godt, og der skal findes »selvkorrigerende løsninger«.

4.2. Lovgivningen om det indre marked skal gøres lettere, enklere og klarere, men man kan ikke finde nogen tilfredsstillende løsning på dette problem, hvis man ikke gennemfører analyser og iværksætter initiativer angående reglerne på nationalt og regionalt niveau.

4.3. Det synes også nødvendigt, at medlemsstaterne ændrer adfærd efterhånden som tidspunktet for euroens gennemførelse nærmer sig. Ligesom stabilitets- og vækstpagten kræver konvergens mellem de økonomiske politikker og finanspolitikkerne, burde det indre markeds funktion med en fælles valuta medføre en højere grad af konvergens mellem de nationale lovgivninger og forvaltningsprocedurer, og man kan forestille sig, at man i højere grad vil tænke europæisk.

4.4. Desuden skal man også sikre en øget gennemsigtighed i de nye nationale foranstaltninger for at undgå risikoen for en fejludvikling, som to nye bestemmelser i Amsterdam-traktaten fra 1997 i givet fald kan medføre. Den nye traktat giver nemlig ikke blot medlemsstaterne mulighed for at opretholde, men også at indføre nationale bestemmelser, som er strengere end EU's lovgivning (artikel 95, stk. 5, tidligere 100 A, stk. 4), selv om artikel 95, stk. 3, (tidligere artikel 100 A, stk. 3) i forvejen sikrer borgerne i medlemsstaterne et højt beskyttelsesniveau. Kommissionen kan fortsat kontrollere disse foranstaltninger i en periode på seks måneder, men efter denne periode anses Kommissionens godkendelse for underforstået. For det andet kan medlemsstaterne i henhold til artikel 176 (tidligere artikel 130 T) skærpe de foranstaltninger, som EU har vedtaget på det miljømæssige område i henhold til artikel 176 (tidligere artikel 130 S).

4.5. Endelig vil dette problem få et større omfang i forbindelse med den kommende udvidelse, som vil forøge medlemsstaternes muligheder for at iværksætte nye hindringer på nationalt plan. Man bør altså nå til enighed om passende løsninger og iværksætte dem inden udvidelsen.

4.6. Man skal således på et langsigtet og tilfredsstillende grundlag styrke sammenhængen mellem de betingelser, som er nødvendige for et velfungerende indre marked, og hensynet til forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse og subsidiaritetsprincippet. Denne sammenhæng bør bygge på foranstaltninger, der sikrer en friere handel, en enklere lovgivning, en højere grad af overensstemmelse mellem de nationale foranstaltninger og i det hele taget en højere grad af gennemsigtighed på hele det indre marked.

5. Anbefalede aktioner på nationalt plan

5.1. Generelt er det nødvendigt, at medlemsstaterne ændrer deres holdning til den overdrevne udarbejdelse af regler. Det Europæiske Råd har allerede anerkendt nødvendigheden af en udvikling i retning af færre og enklere regler i medlemsstaterne. Det er således vigtigt, at medlemsstaterne selv lever op til anbefalingerne i Molitor-rapporten, som henvendte sig til EU-institutionerne: Der skal bringes orden i den gældende lovgivning, der skal indføres mindre ny lovgivning, og den gældende lovgivning skal forenkles. Medlemsstaterne skal opfordres til hvert år at forelægge en rapport for Kommissionen, som opsummerer deres bidrag til at begrænse og forenkle lovgivningen i Europa. Kommissionen vil så kunne udarbejde et sammendrag til Rådet.

5.2. Især bør medlemsstaterne vedtage færre nationale regler på de områder, som er underlagt harmoniseringsforanstaltninger på EU-plan. Dette vedrører i første række den nationale gennemførelse af direktiverne, hvor medlemsstaterne skal passe på ikke at udarbejde for omfattende administrative forskrifter, der går længere end direktivets oprindelige mål.

5.3. Når en medlemsstat vedtager nationale foranstaltninger, som kan påvirke det indre marked, burde det i princippet være påbudt at indarbejde en standardklausul - fælles for alle medlemslandene - i disse regler, som tydeligt gør opmærksom på, at der er gennemført kontrol i forbindelse med en anmeldelse, og at man så effektivt som muligt tager skridt til at undgå hindringer for import af varer, som frit kan produceres og forhandles i andre medlemsstater.

5.4. Man bør også sikre, at de nationale organer med ansvar for standardisering i praksis afholder sig fra at vedtage standarder på et område, hvor man er ved at udarbejde en europæisk standard.

5.5. På nationalt plan bør man også styrke de folkevalgtes, embedsmændenes, domstolenes og juristernes kendskab til det indre marked, særlig princippet om ligestilling af borgere fra andre EU-lande, som endnu ikke har vundet indpas i de nationale forvaltningskulturer (f.eks. regler for social sikring, beskatning, spørgsmål i tilknytning til bopæl osv.). Denne nødvendige oplysningsindsats bør også omfatte det lokale og regionale niveau, hvor man ofte kan konstatere et manglende kendskab til EU's lovgivning. Som eksempel kan nævnes, at den konkrete gennemførelsen af den gensidige anerkendelse af kvalifikationer eller EU-borgeres opholdstilladelse ofte kræver, at man henvender sig direkte til de kompetente myndigheder.

5.6. Der skal også gøres en indsats for at informere EU-borgere fra andre medlemslande, således at de nemmere kan få kendskab til de administrative procedurer, og således at det i praksis bliver lettere at udnytte den fri etableringsret i EU.

5.7. EFTA-landene, der allerede deltager i et nært samarbejde om at overtage den gældende EU-lovgivning, og i så høj grad som muligt også ansøgerlandene, der gradvis skal indarbejde EU's gældende lovgivning i deres egen lovgivning, bør tilskyndes til at træffe lignende foranstaltninger, og Kommissionen bør iværksætte passende opfølgende foranstaltninger.

6. Anbefalede aktioner på EU-plan

6.1. For det første ville ovenstående anbefalinger til medlemsstaterne lettere kunne iværksættes, hvis der var tale om en fælles forpligtelse som f.eks. en adfærdskodeks for medlemsstaterne. En sådan adfærdskodeks kunne være en henstilling fra Rådet, som skulle overvåges af Kommissionen.

6.2. Man skal være klar over, at der er grænser for, hvor meget EU's lovgivning kan begrænses, især når man tager højde for, at medlemsstaterne selv bliver ved med at vedtage for mange love og udarbejde for mange regler. En af metoderne til at begrænse og forenkle lovgivningen i Europa består i at holde EU-lovgivningen på et niveau, der er tilstrækkeligt højt til at fremme tilnærmelsen mellem de nationale lovgivninger. Men først og fremmest skal den gøres mere effektiv.

6.3. Man må først konstatere, at harmoniseringen mister en stor del af sin effektivitet, når den kun pålægger medlemsstaterne et minimumsniveau, men giver dem mulighed for selv at gå længere. Det er ofte tilfældet i forbindelse med harmonisering, særlig i forbindelse med miljø- og forbrugerbeskyttelse, hvor medlemsstaterne kan udarbejde nationale regler, der er mere vidtgående end de europæiske regler. Denne asymmetri kan gøre harmoniseringen betydelig mindre effektiv, eftersom afvigelserne kan skade en ensartet anvendelse af EU-retten og dermed den fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og den fri etableringsret på det indre marked. Man bør gøre harmoniseringen mere effektiv, og på en række områder, hvor en sådan fremgangsmåde er relevant, skal man overveje i højere grad at gøre brug af forordninger frem for direktiver. Sådanne foranstaltninger, der begrænser mulighederne for supplerende og indbyrdes modstridende nationale regler, vil uden tvivl i høj grad kunne bidrage til at begrænse og forenkle lovgivningen i Europa. Medlemsstaternes opbakning til denne nye type forskrifter, der garanterer, at de faktisk bliver gennemført, kan fremmes ved en forudgående konsultationsprocedure, der skal være effektiv og grundig, og som ud over medlemsstaterne skal omfatte alle de grupper, som bliver berørt af de planlagte foranstaltninger. Proceduren skal også omhandle de mest egnede metoder til gennemførelsen.

6.4. Man bør også underkaste mulighederne for at anvende åbne eller valgfrie direktiver en nærmere undersøgelse. I en række tilfælde overlades meget betydelige »rest«-beføjelser til medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af visse direktiver (f.eks. har de mulighed for at vælge, om de vil tillade eller forbyde en række produkter eller stoffer, som optræder på EU-lister). Selv om det kan være nødvendigt at bevare en vis smidighed i forbindelse med gennemførelsen af direktiverne, skal man undgå, at dette modarbejder harmoniseringen. Man bør altså anvende disse valgfrie direktiver i et mere begrænset omfang.

6.5. Proceduren for forudgående information og anmeldelse af forslag til foranstaltninger bør også omfatte tjenesteydelser, der på nuværende tidspunkt ikke falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 83/189/EØF. Et første skridt i den rigtige retning ville være, at Rådet og Kommissionen hurtigt vedtager Kommissionens forslag om at udvide det til at omfatte tjenesteydelser, der knytter sig til informationssamfundet ().

6.6. Kommissionen bør ligeledes konsultere de europæiske repræsentanter for de sektorer, som bliver berørt af de anmeldte forslag til nationale foranstaltninger. Anmeldelserne af nationale forslag til foranstaltninger skal ligeledes være tilgængelige for alle interesserede parter, hvilket kan ske ved hjælp af en database på Internettet. Denne database bør også give brugerne af det indre marked et samlet overblik over de gældende nationale foranstaltninger på det indre marked.

6.7. I forbindelse med gensidig anerkendelse må man konstatere, at den ikke altid fungerer effektivt på områder, hvor der ikke findes europæiske standarder, hvilket bidrager til at bevare hindringerne på EU's marked. En række kontrolprocedurer er endnu ikke anerkendt, især for fødevarer. Desuden har Den Europæiske Organisation for Forsøg og Varemærkning (EOTC) haft problemer med at leve op til sin rolle på en række områder, der interesserer virksomhederne, særlig kvalitetssikringssystemer, hvilket har fået de nationale varemærkningsorganer til at indgå bilaterale aftaler om gensidig anerkendelse. Spørgsmålet om den praktiske gennemførelse af den »gensidige anerkendelse« fortjener således at blive undersøgt ud fra en række forskellige synsvinkler:

6.7.1. Kommissionen og medlemsstaterne bør igen iværksætte en omfattende oplysningskampagne om EU-mærkningens betydning, som retter sig mod erhvervslivet og de økonomiske beslutningstagere.

6.7.2. På europæisk niveau bør man igen arbejde for at styrke gennemsigtigheden i forbindelse med den gensidige anerkendelse af kontrollen med produkternes overensstemmelse. Man har desværre ofte måttet konstatere, at produkter underkastes gentagende kontrol i medlemsstaterne, både på de områder, hvor kontrollen er lovpligtig, og på de områder, hvor den er frivillig. Det er meget vigtigt, at der vedtages fælles kvalitetskriterier for kontrollen på europæisk plan.

6.7.3. Medlemsstaterne bør generelt betragte leverandørernes erklæringer om produkternes overensstemmelse med væsentlige EU-krav som tilstrækkelige og ikke foretage yderligere kontrol på betingelse af, at der sideløbende kan iværksættes et effektivt system til udveksling af informationer mellem medlemsstaterne om de produkter, der ikke lever op til kravene. I forbindelse med varer fra tredjelande bør systemet være afhængigt af tilstedeværelsen af aftaler om gensidighed.

6.7.4. I forbindelse med overensstemmelsesmærkningen er det ikke sjældent at se nationale eller tekniske mærker ved siden af EU-mærkningen. Tilstedeværelsen af mange forskellige mærkninger er ikke i overensstemmelse med målet om forenkling og gennemsigtighed, som skal være hovedreglen i forbindelse med tekniske handelshindringer. Det ville være meget gavnligt, hvis Kommissionen, medlemsstaterne og de forskellige aktører med tilknytning til udstedelse af overensstemmelsescertifikater overvejer dette spørgsmål nærmere.

6.7.5. Endelig bør man styrke kontrollen ved EU's ydre grænser for at sikre, at EU-mærkningen ikke finder ulovlig anvendelse på importerede produkter, særligt meget almindelige og meget anvendte produkter.

6.8. For at undersøge, om harmoniseringsdirektiverne og foranstaltningerne for at fremme gensidige anerkendelse virker effektivt i forbindelse med fjernelsen af hindringerne, bør Kommissionen inden for rammerne af iværksættelsen af sin handlingsplan inddrage kriterier for »reel fjernelse af hindringer« på sin »resultattavle«, som omfatter andet og mere end blot en undersøgelse af den juridiske gennemførelse af direktiverne.

6.9. Ud over de betydelige fremskridt, der allerede er sket i de seneste år, er det ligeledes af afgørende betydning at tilføre yderligere midler til de europæiske udvalg for standardisering, for at få så mange fælles referencer som muligt.

6.10. I forbindelse med arbejdstagernes fri bevægelighed er det nødvendigt at følge op på »Flynn«-handlingsplanen (), der bygger på »Veil-gruppens« anbefalinger fra marts 1997.

6.11. Endelig må det konstateres, at det i første række går ud over de små og mellemstore virksomheder - efter EU-definitionen repræsenterer de 99,8 % af alle virksomheder i EU - når det indre marked ikke fungerer efter hensigten. Hindringerne er specielt belastende for de helt små virksomheder og håndværksvirksomhederne, som ikke råder over de nødvendige juridiske, menneskelige og finansielle ressourcer. Tusinder og atter tusinder af virksomheder går på denne måde glip af de fordele, som var stillet i udsigt med det store enhedsmarked.

ØSU skal derfor opfordre Kommissionen og medlemsstaterne til at igangsætte en oplysningskampagne, som giver de små virksomheder indsigt i deres rettigheder på det indre marked, samt til med henblik herpå at styrke deres informationsstrukturer, navnlig Euro-Info-Centrene.

7. Konklusion

På trods af de ubestridelige fremskridt med hensyn til det indre markeds funktion bliver medlemsstaterne ved med at gennemføre talrige foranstaltninger på nationalt plan på områder, der burde være omfattet af EU's harmonisering. Denne situation, der pålægger Kommissionen et krævende overvågningsarbejde, er foruroligende på to måder. For det første viser den, at medlemsstaterne ikke selv opfylder de mål om begrænsning og forenkling af reglerne, som de kræver på EU-plan. For det andet er den vidnesbyrd om en proces, hvor der hele tiden bliver skabt nye potentielle handelshindringer, selv om proceduren for forudgående anmeldelse gør det muligt at forhindre mange af dem.

Det er således nødvendigt at være opmærksom på denne situation og fortsætte analysearbejdet (nye udviklinger, de berørte sektorer, nye hindringers udformning). Hvis fænomenet fortsætter med at udvikle sig i det nuværende tempo, vil det skabe problemer for det indre markeds funktion og vanskeliggøre dets færdiggørelse. ØSU understreger nødvendigheden af hurtigt at iværksætte nye initiativer for at rette op på situationen, både på nationalt plan og EU-plan.

7.1. På nationalt plan:

7.1.1. Medlemsstaterne bør leve op til EU's krav om at forenkle og tydeliggøre reglerne i Europa, og de skal hvert år præsentere en rapport, der opsummerer deres bidrag på området.

7.1.2. De bør i forbindelse med gennemførelsen af direktiverne være særligt opmærksomme på ikke at udarbejde for omfattende administrative forskrifter, som er mere vidtgående end direktivernes mål.

7.1.3. Forslagene til nationale foranstaltninger, der kan påvirke det indre marked, bør indeholde en standardklausul, som tydeligt gør opmærksom på, at der er gennemført kontrol i forbindelse med en anmeldelse, og at man så effektivt som muligt tager skridt til at undgå hindringer for import af varer, som frit kan produceres og forhandles i andre medlemsstater.

7.1.4. Der skal iværksættes initiativer, der sigter mod at bevidstgøre og uddanne de folkevalgte, embedsmændene og juristerne i medlemsstaterne om det indre markeds krav.

7.1.5. Borgere fra andre EU-lande skal have ret til mere klar information om de procedurer, som anvendes, særligt i forbindelse med en forenkling af etableringsretten.

7.1.6. De europæiske lande, som er tilknyttet det indre marked (EFTA, ansøgerlandene), skal tilskyndes til at iværksætte lignende foranstaltninger.

7.2. På EU-plan:

7.2.1. For det første kunne gennemførelsen af de ovenfor nævnte henstillinger til medlemsstaterne lettere gennemføres, hvis der var tale om en fælles forpligtelse, f.eks. i form af en adfærdskodeks for medlemsstaterne.

7.2.2. EU's lovgivning bør holdes på et niveau, som sikrer en effektiv tilnærmelse af de nationale bestemmelser.

7.2.3. På en række områder, hvor denne fremgangsmåde er relevant, skal direktiverne give plads for forordninger efter konsultation med alle de berørte parter.

7.2.4. Man bør kun anvende åbne eller valgfrie direktiver i begrænsede tilfælde, hvor der foreligger særlige grunde.

7.2.5. Den forudgående anmeldelse af forslag til foranstaltninger skal udvides, så den ikke blot omfatter varer, men også tjenesteydelser, i første omgang tjenesteydelser, der knytter sig til informationssamfundet.

7.2.6. Repræsentanterne for de forskellige europæiske erhvervsgrene og organisationer skal rådspørges om disse anmeldelser, som desuden skal kunne konsulteres på en database på Internettet, hvor det også ville være ønskværdigt at give overblik over de gældende nationale foranstaltninger på det indre marked.

7.2.7. Der skal igangsættes en ny oplysningskampagne om EU-mærkningen, gennemsigtigheden i forbindelse med den gensidige anerkendelse af overensstemmelseskontrollen skal styrkes, og kontrollen ved de ydre grænser skal i højere grad harmoniseres. Leverandørernes erklæringer om overensstemmelse bør være tilstrækkelige, idet de dog skal suppleres af et effektivt system til udveksling af oplysninger på EU-plan om de varer, der ikke lever op til kravene.

7.2.8. Kommissionens »resultattavle« for direktivernes gennemførelse bør også omfatte kriterier for »reel fjernelse af hindringer«.

7.2.9. De midler, som står til rådighed for de europæiske udvalg for normalisering, skal styrkes for at få så mange fælles referencer som muligt.

7.2.10. I forbindelse med arbejdstagernes frie bevægelighed skal der følges op på »Flynn«-handlingsplanen.

7.2.11. Der bør igangsættes en oplysningskampagne med sigte på de små og mellemstore virksomheder, og Euro-Info-Centrenes midler bør styrkes.

Bruxelles, den 25. marts 1998.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT C 158 af 26.5.1997.

() KOM(97) 586 endelig udg., 12.11.1997.

BILAG I til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende afsnit i sektionens udtalelse udgik p.g.a. ændringsforslag, forsamlingen vedtog, men opnåede dog mere end en fjerdedel af de afgivne stemmer.

Punkt 6.3

Man bør gøre harmoniseringen mere effektiv, og på en række tekniske områder, hvor en sådan fremgangsmåde er relevant, skal man overveje i højere grad at gøre brug af forordninger frem for direktiver, eller i givet fald at vedtage mere forpligtende direktiver, der ikke blot skal opstille minimumskrav, men også maksimumskrav. Sådanne foranstaltninger, der begrænser mulighederne for supplerende og indbyrdes modstridende nationale regler, vil uden tvivl i høj grad kunne bidrage til at begrænse og forenkle lovgivningen i Europa. Medlemsstaternes opbakning til denne nye type forskrifter, der garanterer, at de faktisk bliver gennemført, kan fremmes ved en forudgående konsultationsprocedure, der skal være effektiv og grundig, og som ud over medlemsstaterne skal omfatte alle de grupper, som bliver berørt af de planlagte foranstaltninger. Proceduren skal også omhandle de mest egnede metoder til gennemførelsen.

Afstemningsresultat om fjernelse af afsnittet i kursiv

For: 45, imod: 26, hverken for eller imod: 8.

Punkt 7.2.1

»For at lette gennemførelsen af sine henstillinger bør Rådet forpligte medlemsstaterne f.eks. i form af en henstilling, der omfatter en adfærdskodeks, for at undgå at skabe nye, uønskede hindringer i medlemsstaterne.«

Afstemningsresultat om fjernelse af punktet

For: 52, imod: 30, hverken for eller imod: 5.

BILAG II til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

>TABELPOSITION>