Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex
Dokument 62006TJ0407
Judgment of the General Court (Eighth Chamber) of 4 March 2010. # Zhejiang Aokang Shoes Co., Ltd (T-407/06) and Wenzhou Taima Shoes Co., Ltd (T-408/06) v Council of the European Union. # Dumping - Imports of footwear with uppers of leather originating in China and Vietnam - Market economy treatment - Individual treatment - Sampling - Rights of the defence - Equal treatment - Injury - Legitimate expectations - Obligation to state the reasons on which the decision is based. # Joined cases T-407/06 and T-408/06.
Rettens dom (Ottende Afdeling) af 4. marts 2010.
Zhejiang Aokang Shoes Co., Ltd (T-407/06) og Wenzhou Taima Shoes Co., Ltd (T-408/06) mod Rådet for Den Europæiske Union.
Dumping - import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam - status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår - individuel behandling - stikprøver - ret til forsvar - ligebehandling - skade - berettiget forventning - begrundelsespligt.
Forenede sager T-407/06 og T-408/06.
Rettens dom (Ottende Afdeling) af 4. marts 2010.
Zhejiang Aokang Shoes Co., Ltd (T-407/06) og Wenzhou Taima Shoes Co., Ltd (T-408/06) mod Rådet for Den Europæiske Union.
Dumping - import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam - status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår - individuel behandling - stikprøver - ret til forsvar - ligebehandling - skade - berettiget forventning - begrundelsespligt.
Forenede sager T-407/06 og T-408/06.
Samling af Afgørelser 2010 II-00747
ECLI-indikator: ECLI:EU:T:2010:68
Forenede sager T-407/06 og T-408/06
Zhejiang Aokang Shoes Co., Ltd og Wenzhou Taima Shoes Co., Ltd
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Dumping – import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam – status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – individuel behandling – stikprøver – ret til forsvar – ligebehandling – skade – berettiget forventning – begrundelsespligt«
Sammendrag af dom
1. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – stikprøver
(Rådets forordning nr. 384/96, art. 9, stk. 6, samt art. 17, stk. 1-3)
2. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsler fra lande uden markedsøkonomi, som omhandlet i artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 384/96 – stikprøver
[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7, litra b), art. 9, stk. 6, samt art. 17, stk. 1 og 3]
3. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – Kommissionens endelige underretningsskrivelse til virksomhederne
(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 2 og 4)
4. Fællesskabsret – principper – ret til forsvar – indrømmelse heraf under administrative procedurer – antidumping – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder – supplerende endelig underretningsskrivelse
(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 5)
5. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – relevant periode
(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2)
1. Anvendelsen af stikprøver i henhold til affattelsen af artikel 17, stk. 1 og 3, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 som metode, der giver mulighed for at imødegå det betydelige antal ansøgere, eksportører, importører, varetyper eller varetransaktioner, udgør en begrænsning af undersøgelsen. Denne vurdering bekræftes af nævnte grundforordnings artikel 9, stk. 6, hvorefter de producenter, der ikke indgår i stikprøven, ikke er omfattet af undersøgelsen.
Grundforordningen bestemmer imidlertid, at fællesskabsinstitutionerne, når denne begrænsning foretages, skal opfylde to krav. Først og fremmest skal den iværksatte stikprøve være repræsentativ i henhold til nævnte grundforordnings artikel 17, stk. 1 og 2. Endvidere bestemmer denne forordnings artikel 9, stk. 6, at den dumpingmargen, som fastsættes for de producenter, der ikke indgik i stikprøven, ikke må overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen fastsat for parterne i stikprøven.
(jf. præmis 83 og 84)
2. Såfremt der anvendes stikprøver i henhold til artikel 17 i antidumpinggrundforordning nr. 384/96, kan de producenter, der ikke indgår i stikprøven, således udelukkende i henhold til denne forordnings artikel 17, stk. 3, anmode om beregning af en individuel dumpingmargen, der forudsætter, at en anmodning om status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår, eller individuel behandling accepteres, når der er tale om et land omhandlet af denne grundforordnings artikel 2, stk. 7, litra b). Imidlertid giver artikel l7, stk. 3, Kommissionen beføjelse til at vurdere, om undersøgelse af dem i betragtning af antallet af sådanne anmodninger gør dens opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer, at undersøgelsen afsluttes rettidigt.
Det følger heraf, at antidumpinggrundforordningen, såfremt der anvendes stikprøver, ikke tildeler de operatører, der ikke indgår i stikprøven, en ubetinget ret til at få beregnet en individuel dumpingmargen. Accepten af en sådan anmodning afhænger nemlig af Kommissionens beslutning vedrørende anvendelse af denne grundforordnings artikel 17, stk. 3. Endvidere er Kommissionen ikke forpligtet til at undersøge anmodninger fra operatører, der ikke indgik i stikprøven, når den som led i anvendelsen af grundforordningens artikel 17, stk. 3, har fastslået, at beregningen af individuelle dumpingmarginer gør dens opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer undersøgelsen i at blive afsluttet rettidigt, eftersom tildelingen af en sådan status eller en sådan behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), udelukkende tjener til at fastsætte metoden til beregning af den normale værdi med henblik på at beregne disse marginer.
Anvendelsen af disse regler udgør ikke en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet mellem de selskaber, som indgik i stikprøven, og dem, der ikke er omfattet heraf, idet disse to selskabskategorier befinder sig i forskellige situationer, eftersom Kommissionen for de første nødvendigvis skal beregne en individuel dumpingmargen, hvilket forudsætter en undersøgelse og accept af en sådan anmodning om status eller behandling, mens den ikke er forpligtet til at fastsætte en individuel margen for de sidste.
Endvidere pålægger ligebehandlingsprincippet mellem de selskaber, der ikke indgik i stikprøven, ikke Kommissionen at tage stilling til samtlige anmodninger, den er forelagt, hvorfor den gennemsnitlige dumpingmargen for de selskaber, som indgik i stikprøven, og som fik tildelt en sådan status eller en sådan behandling, kan anvendes på de producenter eller eksportører, som ikke indgik i stikprøven, men som fik tildelt en sådan status eller en sådan behandling.
Såfremt antallet af anmodninger er så stort, at undersøgelsen heraf forhindrer fællesskabsinstitutionerne i at afslutte undersøgelsen rettidigt, er disse i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, nemlig ikke forpligtet til at tage stilling til alle disse anmodninger, selv ikke med det ene formål at sondre i relation til de selskaber, der ikke indgik i stikprøven, mellem dem, som muligvis kunne få tildelt en sådan status eller en sådan behandling, for at anvende den gennemsnitlige dumpingmargen for de selskaber, som var omfattet af stikprøven, og som havde fået tildelt en sådan status eller en sådan behandling, på disse, uden dog at beregne en individuel dumpingmargen.
(jf. præmis 87-89 og 92-94)
3. De virksomheder, der er omfattet af en undersøgelse forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning, skal have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin vurdering af, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade.
I den forbindelse medfører den ufuldstændige karakter af de endelige oplysninger, som parterne er anmodet om i henhold til artikel 20, stk. 2, i antidumpingforordning nr. 384/96, alene, at forordningen om indførelse af en endelig antidumpingtold bliver ulovlig, såfremt de berørte parter på grund af denne undladelse ikke har været i stand at forsvare deres interesser effektivt. Dette gælder navnlig, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, der er anderledes end de ved de midlertidige foranstaltninger anvendte, som i henhold til nævnte bestemmelse skal ydes særlig opmærksomhed i de endelige oplysninger. Det gælder også, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, som er anderledes end dem, der ligger til grund for Kommissionens eller Rådets beslutning efter meddelelsen af den endelige underretningsskrivelse, således som det følger af nævnte grundforordnings artikel 20, stk. 4, sidste punktum.
Den omstændighed, at Kommissionen ændrede sin analyse efter de berørte parters kommentarer til den endelige underretningsskrivelse, udgør dog ikke i sig selv en tilsidesættelse af retten til forsvar. Som det fremgår af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, foregriber den endelige underretningsskrivelse nemlig ikke senere afgørelser, som Kommissionen eller Rådet måtte træffe. Denne bestemmelse forpligter blot Kommissionen til, når det er muligt, at meddele de faktiske omstændigheder og betragtninger, som er forskellige fra dem, der blev lagt til grund for dens oprindelige tilgang indeholdt i den endelige underretningsskrivelse. For at afgøre, om Kommissionen har overholdt de berørte parters ret til forsvar, som følger af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, skal det følgelig desuden efterprøves, om Kommissionen har meddelt dem de faktiske omstændigheder og betragtninger, der blev lagt til grund i den nye analyse af skaden og af de nødvendige former for foranstaltninger for at fjerne den, for så vidt som disse er anderledes end de i den endelige underretningsskrivelse fastholdte.
(jf. præmis 108, 132, 133, 138 og 139)
4. Kommissionen har ved at tildele sagsøgerne en frist på mindre end ti dage til at kommentere den supplerende endelige underretningsskrivelse tilsidesat artikel 20, stk. 5, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96. Denne omstændighed kan imidlertid ikke i sig selv medføre en annullation af den anfægtede forordning. Det må nemlig også vurderes, om indrømmelsen af en kortere frist end den, som er fastsat i lovgivningen, konkret kan have påvirket sagsøgernes ret til forsvar under den omhandlede procedure.
(jf. præmis 145)
5. Indførelsen af antidumpingtold udgør ikke en sanktion mod en tidligere adfærd, men en foranstaltning til forsvar og beskyttelse mod illoyal konkurrence som følge af dumpingpraksis. For at kunne fastsætte antidumpingtold, som er egnet til at beskytte EF-erhvervsgrenen mod dumpingpraksis, er det derfor nødvendigt at foretage undersøgelsen på grundlag af oplysninger, der er så aktuelle som muligt.
Når fællesskabsinstitutionerne fastslår, at importen af en vare, der hidtil havde været underlagt kvantitative restriktioner, stiger, efter at disse restriktioner er ophørt, kan de således tage hensyn til denne stigning med henblik på deres vurdering af den skade, EF-erhvervsgrenen påføres.
(jf. præmis 155 og 156)
RETTENS DOM (Ottende Afdeling)
4. marts 2010 (*)
»Dumping – import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam – status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – individuel behandling – stikprøver – ret til forsvar – ligebehandling – skade – berettiget forventning – begrundelsespligt«
I de forenede sager T-407/06 og T-408/06,
Zhejiang Aokang Shoes Co., Ltd, Yongjia (Kina),
sagsøger i sag T-407/06,
Wenzhou Taima Shoes Co., Ltd, Wenzhou (Kina),
sagsøger i sag T-408/06,
ved I. MacVay, solicitor, R. Thompson, QC, og barrister K. Beal,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved avocat J.-P. Hix, som befuldmægtiget, bistået af G. Berrisch,
sagsøgt,
støttet af:
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved H. van Vliet og T. Scharf, som befuldmægtigede,
af
Confédération européenne de l’industrie de la chaussure (CEC), Bruxelles (Belgien), først ved avocats P. Vlaemminck, G. Zonnekeyn og S. Verhulst, derefter ved Vlaemminck og A. Hubert,
og af
BA.LA. di Lanciotti Vittorio & C. Sas, Monte Urano (Italien), og de 16 intervenienter, hvis navne fremgår af bilaget, ved avocats G. Celona, P. Tabellini og C. Cavaliere,
intervenienter,
angående påstande om delvis annullation af Rådets forordning (EF) nr. 1472/2006 af 5. oktober 2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam (EUT L 275, s. 1), for så vidt som de vedrører sagsøgerne,
har
RETTEN (Ottende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, E. Martins Ribeiro, og dommerne S. Papasavvas (refererende dommer) og A. Dittrich,
justitssekretær: fuldmægtig C. Kantza,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. februar 2009,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1 Artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1), som ændret (herefter »grundforordningen«), bestemmer:
»1. En antidumpingtold kan opkræves for enhver dumpingvare, når en sådan vare ved overgang til fri omsætning i Fællesskabet forvolder skade.
2. En vare anses for at være en dumpingvare, hvis dens eksportpris ved salg til Fællesskabet er lavere end den sammenlignelige pris for samme vare i normal handel, som er konstateret i eksportlandet.«
2 I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit, fastsættes »[d]en normale værdi […] normalt på grundlag af de priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet«.
3 Hvad angår betingelserne for tildeling af status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår, fastsætter grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b):
»I forbindelse med antidumpingundersøgelser vedrørende indførsel fra […] Folkerepublikken Kina, fastsættes den normale værdi i overensstemmelse med stk. 1 til 6, hvis det på grundlag af velbegrundede krav herom fra en eller flere producenter, der er omfattet af undersøgelsen, og i overensstemmelse med kriterierne og procedurerne i litra c) er påvist, at de markedsøkonomiske principper er fremherskende for denne producent eller disse producenter med hensyn til fremstilling og salg af den berørte samme vare. Hvis dette ikke er tilfældet, finder reglerne i litra a) anvendelse.«
4 Grundforordningens artikel 9, stk. 6, bestemmer følgende:
»6. Når Kommissionen har begrænset sin undersøgelse i overensstemmelse med artikel 17, må antidumpingtold, der pålægges indførslen fra eksportører eller producenter, som har givet sig til kende i henhold til artikel 17, men som ikke er omfattet af undersøgelsen, ikke overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for parterne i stikprøven. […] For indførsel fra eksportører eller producenter, der indrømmes individuel behandling som omhandlet i artikel 17, anvendes individuelle toldsatser.«
5 Hvad angår den teknik, der består i at foretage stikprøver, foreskriver grundforordningens artikel 17, stk. 1 og 3:
»1. I tilfælde, hvor antallet af klagere, eksportører, importører, varetyper eller transaktioner er stort, kan undersøgelsen begrænses til at omfatte et rimeligt antal parter, varer eller transaktioner ved anvendelse af statistisk gyldige stikprøver baseret på oplysninger, der foreligger på tidspunktet for udvælgelsen, eller til den største producerede, solgte eller eksporterede mængde, der kan anses for repræsentativ, og som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed.
[…]
3. I de tilfælde, hvor undersøgelsen er blevet begrænset i henhold til denne artikel, beregnes der alligevel en individuel dumpingmargen for eksportører eller producenter, der ikke er udvalgt i første omgang, og som indgiver de nødvendige oplysninger inden for de frister, der er fastsat i denne forordning, medmindre antallet af eksportører eller producenter er så stort, at en individuel undersøgelse vil være urimeligt byrdefuld og hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen.«
6 Hvad angår konstatering af skade bestemmer grundforordningens artikel 3, stk. 1, 2 og 6, følgende:
»1. I denne forordning forstås ved »skade«, når ikke andet er bestemt, væsentlig skade for en erhvervsgren i Fællesskabet, trussel om væsentlig skade for en erhvervsgren i Fællesskabet eller væsentlig forsinkelse i forbindelse med oprettelsen af en sådan erhvervsgren; »skade« fortolkes i overensstemmelse med denne artikel.
2. En konstatering af, om der foreligger skade, baseres på positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse både af a) omfanget af dumpingimporten og dennes indvirkning på prisen på samme vare på markedet i Fællesskabet, og b) denne indførsels følgevirkninger for den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.
[…]
6. Det skal på grundlag af alle de relevante beviser, der er fremlagt i forbindelse med stk. 2, påvises, at dumpingimporten forvolder skade om defineret i denne forordning. Dette indebærer specielt en påvisning af, at de mængder og/eller priser, der er fastlagt i henhold til stk. 3, er årsag til de følgevirkninger for en erhvervsgren i Fællesskabet, som er omhandlet i stk. 5, og at følgevirkningerne er væsentlige.«
7 I henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 4, sidste punktum, må »[a]ntidumpingtolden […] ikke være højere end den fastsatte dumpingmargen, og den bør være lavere end denne margen, hvis en sådan lavere told til være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet«.
8 Grundforordningens artikel 18, stk. 3 og 4 fastsætter:
»3. Selv om de oplysninger, som en berørt part indgiver, ikke er fyldestgørende i enhver henseende, bør der ikke ses bort fra dem, forudsat at eventuelle mangler ikke giver anledning til urimelige vanskeligheder i arbejdet med at nå til rimeligt nøjagtige resultater, at oplysningerne indgives på korrekt vis og rettidigt, at de kan efterprøves, og den pågældende part har handlet efter bedste evne.
4. Hvis beviser eller oplysninger ikke godtages, bør den part, der indgiver dem, omgående underrettes om årsagerne hertil, og der bør gives den pågældende lejlighed til at afgive yderligere forklaringer inden for den fastsatte frist. Anses forklaringerne ikke for tilfredsstillende, skal årsagerne til afvisningen af sådanne beviser eller oplysninger meddeles i offentliggjorte undersøgelsesresultater.«
9 Grundforordningens artikel 20, stk. 1, 2, 4 og 5, bestemmer følgende:
»1. Klagerne, importørerne og eksportørerne og disses repræsentative sammenslutninger samt repræsentanterne for eksportlandet kan anmode om fremlæggelse af de nærmere oplysninger, der ligger til grund for de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke der er indført midlertidige foranstaltninger. Anmodninger om en sådan fremlæggelse af oplysninger indgives skriftligt umiddelbart efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger, og fremlæggelse af oplysningerne finder sted skriftligt hurtigst muligt herefter.
2. De parter, der er nævnt i stk. 1, kan anmode om endelig fremlæggelse af de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at anbefale indførelse af endelige foranstaltninger eller afslutning af en undersøgelse eller en procedure uden indførelse af foranstaltninger, idet der lægges særlig vægt på at fremlægge sådanne kendsgerninger og betragtninger, som afviger fra dem, der lå til grund for indførelsen af de midlertidige foranstaltninger.
[…]
4. Den endelige fremlæggelse af oplysninger finder sted skriftligt. Oplysningerne fremlægges snarest muligt under behørig hensyntagen til kravet om beskyttelse af fortrolige oplysninger og normalt ikke senere end en måned, før der træffes endelig afgørelse, eller Kommissionen fremlægger forslag om endelige foranstaltninger i henhold til artikel 9. Er Kommissionen ikke i stand til at fremlægge visse kendsgerninger eller betragtninger på det pågældende tidspunkt, skal der fremlægges snarest muligt derefter. Fremlæggelsen af oplysningerne foregriber ikke senere afgørelser, som Kommissionen eller Rådet måtte træffe, men træffes sådanne afgørelser på grundlag af andre kendsgerninger og betragtninger, skal disse fremlægges snarest muligt.
5. Bemærkninger, der fremsættes efter den endelige fremlæggelse af oplysninger, tages kun i betragtning, hvis de modtages inden for en frist, som Kommissionen fastsætter i hvert enkelt tilfælde, og som skal være mindst ti dage, idet der tages behørigt hensyn til sagens hastende karakter.«
10 Punkt 6.9 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) (EFT L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen 1994«), der fremgår af bilag 1A til overenskomsten om oprettelse af verdenshandelsorganisationen (WTO) (EFT 1994 L 336, s. 3), foreskriver:
»Inden der træffes endelig afgørelse, underretter myndighederne alle interesserede parter om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, som ligger til grund for afgørelsen om, hvorvidt der skal indføres endelige foranstaltninger. Denne underretning bør finde sted så betids, at parterne får mulighed for at varetage deres interesser.«
Sagens baggrund og den anfægtede forordning
11 Sagsøgerne, Zhejiang Aokang Shoes Co., Ltd og Wenzhou Taima Shoes Co., Ltd, er selskaber, som fremstiller og eksporterer fodtøj og er hjemmehørende i Kina.
12 Import af fodtøj fra Kina, der henhører under visse klasser i den kombinerede nomenklatur, var underlagt et kvantitativt kontingent, som ophørte den 1. januar 2005.
13 Efter en klage indgivet den 30. maj 2005 af Confédération européenne de l’industrie de la chaussure (CEC) indledte Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber en antidumpingprocedure vedrørende indførslerne af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam. Indledningsmeddelelsen af denne procedure blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 7. juli 2005 (EUT C 166, s. 14, herefter »indledningsmeddelelsen«).
14 Under hensyn til det betydelige antal berørte parter blev det i indledningsmeddelelsens punkt 5.1, litra a), bestemt at anvende stikprøvekontroller i henhold til grundforordningens artikel 17.
15 Sagsøgerne kontaktede Kommissionen ved den 25. juli 2005 at meddele den de oplysninger, der krævedes i henhold til indledningsmeddelelsens punkt 5.1, litra e), for at få tildelt status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår (herefter »SEM-status«) eller i mangel heraf at blive behandlet individuelt (herefter »TI«). Ved e-mail af 13. januar 2006 forespurgte sagsøgernes bestyrelse Kommissionen om dens hensigter vedrørende den procedure, der skulle følges hvad angår anmodningerne om SEM-status eller TI, som var fremsat af de eksportører, der ikke var omfattet af stikprøverne, og som ikke havde fået deres anmodninger undersøgt individuelt. Ved e-mail af 17. januar 2006 anførte Kommissionen, at den ikke ville udtale sig herom, da undersøgelsen var i gang.
16 Den 23. marts 2006 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 553/2006 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse former for fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam (EUT L 98, s. 3, herefter »den midlertidige forordning«).
17 I henhold til niende betragtning til den midlertidige forordning omfattede undersøgelsen af dumping og skadeperioden fra den 1. april 2004 til den 31. marts 2005 (herefter »undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af forhold af relevans for vurderingen af spørgsmålet om skade omfattede perioden fra den 1. januar 2001 til udgangen af undersøgelsesperioden den 31. marts 2005 (herefter »den omhandlede periode«).
18 Da det var nødvendigt at fastsætte en normal værdi hvad angår varer fra eksporterende producenter i Kina og Vietnam, som måske ikke ville blive indrømmet SEM-status, blev der med henblik på fastsættelse af en normal værdi på grundlag af oplysningerne fra et referenceland, i dette tilfælde Den Føderative Republik Brasilien, aflagt kontrolbesøg hos tre brasilianske virksomheder (ottende betragtning til den midlertidige forordning).
19 Hvad angår den pågældende vare fremgår det af betragtning 10, 11, 40 og 41 til den midlertidige forordning, at den hovedsageligt omfatter sandaler, støvler, hverdagssko (urban footwear) og selskabssko (city shoes), der alle fremstilles med en overdel af læder eller kunstlæder. Det ses endvidere af betragtning 12-31 til den midlertidige forordning, at Kommissionen ved varedefinitionen har udeladt højteknologiske sportssko (Special Technology Athletic Footwear, herefter »STAF-fodtøj«), og at den har inkluderet børnefodtøj.
20 Kommissionen anvendte stikprøvekontroller som led i konstateringen af dumping. I henhold til betragtning 55 til den midlertidige forordning har 154 af de kinesiske eksporterende producenter, der meldte sig for at deltage i stikprøverne, eksporteret til Fællesskabet i undersøgelsesperioden. I henhold til samme betragtning er disse selskaber blevet betragtet som samarbejdsvillige og taget i betragtning ved udvælgelsen af stikprøven.
21 Det fremgår af betragtning 57 til den midlertidige forordning, at Kommissionen endelig foretog stikprøver hos 13 kinesiske eksporterende producenter, som repræsenterede over 20% af den kinesiske eksportmængde til Fællesskabet. Det fremgår af betragtning 59 til samme forordning, at de kriterier, der blev taget hensyn til ved den pågældende udvælgelse, var den eksporterende producents størrelse for det første på grundlag af eksportmængden til Fællesskabet og for det andet på grundlag af salgsmængden på hjemmemarkedet. Hvad angår det sidste kriterium har Kommissionen i betragtning 60 til den midlertidige forordning anført, at oplysningerne om salget på hjemmemarkedet øgede stikprøvens repræsentativitet ved at bringe oplysninger om priser og omkostninger i forbindelse med produktion og salg af den omhandlede vare på hjemmemarkederne. Ifølge betragtning 61 til den midlertidige forordning repræsenterede de udvalgte kinesiske selskaber i stikprøven henholdsvis 25% af eksportmængden til Fællesskabet og 42% af salget på hjemmemarkedet af de samarbejdsvillige producenter i undersøgelsen. Det ses af samme betragtning, at udelukkelsen af STAF-fodtøj ikke i nævneværdig grad påvirkede stikprøvernes repræsentativitet.
22 I henhold til betragtning 62 til den midlertidige forordning blev de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, underrettet om, at en eventuel antidumpingtold på deres eksporterede varer ville blive beregnet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 6. Hvad angår disse eksporterende producenters anmodninger med henblik på beregning af en individuel dumpingmargen i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 6, og artikel 17, stk. 3, har Kommissionen i betragtning 64 til den midlertidige forordning fundet, at en individuel undersøgelse af disse ville blive unødigt byrdefuldt og have forhindret, at undersøgelsen blev afsluttet rettidigt. Under disse omstændigheder er producenternes dumpingmargen blevet beregnet på grundlag af det vejede gennemsnit af dumpingmargenerne for de virksomheder, der indgik i stikprøven (betragtning 135 og 143 til den midlertidige forordning).
23 Ved skrivelse af 7. april 2006 fremsendte Kommissionen i medfør af grundforordningens artikel 14, stk. 2, og artikel 20, stk. 1, til sagsøgerne henholdsvis en kopi af den midlertidige forordning og et dokument med oplysning om de væsentligste faktiske omstændigheder og overvejelser, der lå til grund for indførelsen af den midlertidige told (herefter »den foreløbige underretningsskrivelse«). Kommissionen opfordrede sagsøgerne til at fremsende eventuelle bemærkninger til disse dokumenter inden den 8. maj 2006.
24 Ved telefax af 7. juli 2006 fremsendte Kommissionen til sagsøgeren i henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 2-4, en endelig underretningsskrivelse vedrørende de væsentligste faktiske omstændigheder og overvejelser, der lå til grund for indførelsen af en endelig antidumpingtold.
25 Under afsnit H i dette dokument har Kommissionen fremlagt sine overvejelser om de endelige antidumpingforanstaltninger, den ville foreslå Rådet for Den Europæiske Union. Hvad angår typerne af foranstaltninger har Kommissionen for det første bemærket, at producenternes tilsagn om ikke at sælge under et prisniveau, der ville have fjernet skadevoldende dumping påført EF-erhvervsgrenen, ikke udgør passende foranstaltninger, og for det andet, at der var grundlag for at anvende et system med udskudt told (punkt 278-291 i den endelige underretningsskrivelse).
26 Hvad angår systemet med udskudt told har Kommissionen bemærket, at indførselsmængden har haft en skadelig virkning for EF-erhvervsgrenen fra den 1. januar 2005, hvor kontingentordningen ophørte (jf. præmis 12 ovenfor). EF-erhvervsgrenen oplevede nemlig i de tre første måneder i 2005, som indgik i undersøgelsesperioden (jf. præmis 17 ovenfor), det proportionelt mest mærkbare fald i den pågældende periode hvad angår flere økonomiske indikatorer som rentabilitet, salgspriser, markedsandele, salg, beskæftigelse og produktion. På baggrund heraf har Kommissionen ydet det kvantitative element i den skadelige dumpingpraksis særlig opmærksomhed ved afgørelsen af, om der forelå en skade. Kommissionen har således fundet, at alene indførsel, der oversteg en vis mængde, var skadelig, og at et indgreb i form af værditold følgelig ikke var nødvendig for at genskabe betingelserne for lige konkurrencevilkår. Dermed skulle antidumpingtolden udelukkende anvendes på de indførte varemængder, der oversteg en vis årlig mængde. I dette tilfælde er en sådan ordning med udskudt told passende for at fjerne en skade, idet den tager hensyn til virkningen af kontingentordningen, og den balancerer de berørte parters interesser. Den foreslåede antidumpingtold skal således anvendes på import, der overstiger 140 mio. par sko fra Kina. Denne mængde afspejler Kommissionens vurdering af importen fra Kina i 2005, idet der er taget hensyn til den importerede mængde i 2004 (punkt 285-287 og 291 i den endelige underretningsskrivelse).
27 Kommissionen har således foreslået, at der pålægges en endelig antidumpingtold, der svarer til skadesmarginen, på indførsel af mere end 140 mio. par sko fra Kina. Denne margen blev fastsat til referenceprisernes underbudsniveau, nemlig 23% (punkt 293 i den endelige underretningsskrivelse).
28 Kommissionen har opfordret sagsøgerne til at fremsætte deres kommentarer til den endelige underretningsskrivelse senest den 17. juli 2006.
29 Ved skrivelse af 28. juli 2006 tilsendte Kommissionen sagsøgerne en supplerende endelig underretningsskrivelse. Det følger af de første to afsnit, at skrivelsen havde til formål at oplyse de berørte parter om en ændring i forhold til sammensætningen af den endelige antidumpingtold, der ville blive foreslået. Kommissionens Generaldirektorat for »Handel« gennemgik bemærkningerne afgivet af visse af de berørte parter hvad angår den oprindeligt planlagte ordning med udskudt told (jf. præmis 25-27 ovenfor). Kommissionen har ved denne skrivelse forladt tanken om en sådan ordning. Kommissionen har som led i sin nye tilgang understreget, at importens reelt skadelige forøgelse skete i 2004 indtil afslutningen af undersøgelsesperioden, og at 2005 var det første år, hvor importen af fodtøj fra Kina ikke længere var underlagt en kontingentordning. Endvidere har Kommissionen fastsat den ikke skadelige importmængde ved at lægge vægt på importen fra Kina og Vietnam i 2003, nemlig 109 mio. par fodtøj. I medfør af den nye tilgang skulle denne mængdes økonomiske betydning tages i betragtning som led i fastsættelsen af skadeniveauet. Skadeniveauet blev således sænket for at tage hensyn til den ikke skadelige importmængde, og den endelige told blev anvendt fra det første importerede par. I henhold til denne metode, som omfatter fire etaper, der er fremlagt i skrivelsen, har Kommissionen for import fra Kina på grundlag af »reglen om mindste told« fastslået, at der skulle pålægges en endelig antidumpingtold svarende til det for ophævelsen af skaden påkrævede, nemlig 16,5%.
30 Med henblik på at formalisere det nye forslag føjede Kommissionen til skrivelsen af 28. juli 2006 de punkter, som skulle fremgå under det nye afsnit H til den endelige underretningsskrivelse og erstatte de punkter, der fremgår af under det dertil svarende afsnit (jf. præmis 25 ovenfor). Kommissionen har i punkt 278 og 279, der skal fremgå under det nye afsnit H i den endelige underretningsskrivelse, anført, at udelukkende import, der overstiger en vis mængde før ophøret af kontingentordningen, kunne medføre en skade, således at der, som led i fastsættelsen af skadeniveauet på grundlag af resultatet af undersøgelsesperioden, skulle tages hensyn til den omstændighed, at visse importerede mængder ikke havde medført en betydelig skade. Følgelig skulle de mængder, der ikke medførte en betydelig skade, tages i betragtning ved fastsættelsen af skadeniveauet. Kommissionen har i samme skrivelses punkt 280 angivet den metode, der blev iværksat.
31 Kommissionen opfordrede sagsøgerne til at fremsætte deres kommentarer til den supplerende endelige underretningsskrivelse senest den 2. august 2006. Sagsøgerne afgav deres bemærkninger denne dag.
32 Den 5. oktober 2006 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 1472/2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam (EUT L 275, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«). I henhold til den anfægtede forordning har Rådet indført en endelig antidumpingtold på import af fodtøj med overdel af læder eller kunstlæder undtaget sportsfodtøj, STAF-fodtøj, tøfler og andet hjemmefodtøj og fodtøj med beskyttelseståkappe med oprindelse i Kina, som henhører under flere klasser i den kombinerede nomenklatur (den anfægtede forordnings artikel 1). Den endelige antidumpingtoldsats, der beregnes på grundlag af nettoprisen frit leveret ved Fællesskabets grænse, er for fodtøj fra sagsøgernes produktion fastsat til 16,5%. I henhold til den anfægtede forordnings artikel 3 gjaldt denne for en periode på to år.
33 Rådet har afsat betragtning 60-65 til den anfægtede forordning til spørgsmålene forbundet med flere selskabers anmodninger om SEM-status, som Kommissionen ikke har taget stilling til.
34 I henhold til disse betragtninger udgør den omstændighed, at Kommissionen ikke individuelt har besvaret de anmodninger, den var forelagt i denne henseende, ikke en tilsidesættelse af grundforordningen. Dette er derimod i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17. Stikprøvemetoden fastsat i denne artikel finder ligeledes anvendelse, når et stort antal af de berørte selskaber anmoder om enten SEM-status eller TI. I denne sag gav det usædvanligt store antal anmodninger fra de berørte selskaber ikke myndigheden andre muligheder end udelukkende at undersøge de anmodninger, der kom fra selskaber omfattet af stikprøvekontrollen, for at forene de krav, der følger af en så individualiseret vurdering af sagsakterne som muligt inden for de obligatoriske frister. Dette medførte, at der på alle selskaber, der ikke var omfattet af stikprøverne, anvendtes den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for virksomhederne omfattet af stikprøven. Det følger heraf, at klagepunkterne fremsat under den administrative procedure, hvorefter beregningen af dumpingen ikke er repræsentativ, heller ikke kan tages til følge.
35 Disse betragtninger gælder ligeledes for anmodningerne om tildeling af TI.
36 Hvad angår det nye nødvendige toldniveau med henblik på at fjerne skaden forårsaget af import med oprindelse i Kina har Rådet i betragtning 296-301 til den anfægtede forordning – under gengivelse af punkt 275-280 i det nye afsnit H i den endelige underretningsskrivelse og tilføjet i den supplerende endelige underretningsskrivelse (jf. præmis 30 ovenfor) – foreslået, at der skulle tages hensyn til særegenhederne ved denne procedure, og særligt til, at der forelå en kontingentordning indtil den 1. januar 2005. Eftersom kontingentordningen forhindrede, at EF-erhvervsgrenen led alvorlige tab, selv om stigningen i importen, efter at denne ordning ophørte, havde en særlig mærkbar skadelig virkning, har Rådet fundet, at udelukkende import, der oversteg en vis mængde, før kontingentordningen blev ophævet, kunne medføre en betydelig skade. Følgelig skal skadestærsklen, der er fastsat på grundlag af resultaterne fra undersøgelsesperioden, tage hensyn til, at visse importmængder ikke medførte en betydelig skade. Denne operation, der er støttet på værdien af importen i 2003, medførte en skadestærskel for import fra Kina på 16,5% i stedet for den tærskel på 23%, der ifølge betragtning 295 til den anfægtede forordning ville være blevet anvendt, såfremt Rådet ikke havde taget hensyn til denne sags særegenheder.
Retsforhandlingerne for Retten og parternes påstande
37 Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 21. december 2006 har sagsøgerne anlagt de foreliggende sager.
38 Ved begæringer indleveret til Rettens Justitskontor den 2. april 2007 anmodede Kommissionen om tilladelse til at intervenere i sagerne til støtte for Rådets påstande. Ved skrivelser af 4. oktober 2007 meddelte Kommissionen Retten, at den frafaldt interventionsindlæg, men at den eventuelt ville deltage i retsmøderne.
39 Ved begæringer indleveret til Rettens Justitskontor den 5. april 2007 anmodede CEC om tilladelse til at intervenere i sagerne til støtte for Rådets påstande.
40 Ved begæringer indleveret til Rettens Justitskontor den 13. april 2007 anmodede Provincia di Ascoli Piceno (Italien), Comune di Monte Urano (Italien), BA.LA. di Lanciotti Vittorio & C. Sas og 16 andre italienske skoproducenter om tilladelse til at intervenere i sagerne til støtte for Rådets påstande.
41 Ved kendelse af 4. september 2007 gav formanden for Rettens Anden Afdeling tilladelse til, at Kommissionen, CEC samt BA.LA. di Lanciotti Vittorio & C. og de seksten italienske skoproducenter (herefter »de italienske producenter«) kunne intervenere. Derimod blev Provincia di Ascoli Picenos og Comune di Monte Uranos begæringer afvist.
42 Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Ottende Afdeling, og de foreliggende sager er følgelig blevet henvist til denne afdeling.
43 Ved appelskrifter indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. oktober 2007 indgav Provincia di Ascoli Piceno og Comune di Monte Urano i henhold til artikel 57, stk. 1, i Domstolens statut en appel, hvorved de nedlagde påstand om ophævelse af kendelsen af 4. september 2007, for så vidt som Retten herved afviste deres interventionsbegæringer. Ved to kendelser af sagt den 25. januar 2008, Provincia di Ascoli Piceno og Comune di Monte Urano mod Rådet (forenede sager C-463/07 P(I) og C-462/07 P(I)) forkastede Domstolens præsident disse appeller.
44 CEC og de italienske producenter har indgivet interventionsindlæg henholdsvis den 15. og den 18. oktober 2007.
45 Ved kendelse afsagt den 8. januar 2009 besluttede formanden for Rettens Ottende Afdeling efter høring af parterne, i medfør af artikel 50 i Rettens procesreglement, at sagerne T-407/06 og T-408/06 skulle forenes med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.
46 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
47 Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten i retsmødet den 11. februar 2009.
48 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordning annulleres, for så vidt som den vedrører dem.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
– Intervenienterne tilpligtes at bære deres egne omkostninger.
49 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Sagerne afvises, eller Rådet frifindes.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
50 Kommissionen har nedlagt påstand om, at Rådet frifindes.
51 CEC og de italienske producenter har nedlagt følgende påstande:
– Rådet frifindes.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
52 Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet påberåbt sig følgende syv anbringender:
– Der er sket en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), og af ligebehandlingsprincippet.
– Der er sket en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 9, stk. 5.
– Der er sket en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
– Der er sket en tilsidesættelse af retten til forsvar, af begrundelsespligten og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
– Der er foretaget en urigtig beregning af dumpingmarginen.
– Der er sket en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 20 og af retten til forsvar, ligesom der foreligger en begrundelsesmangel hvad angår den skade, EF-erhvervsgrenen har lidt.
– Der er foretaget urigtig retsanvendelse og anlagt et åbenbart urigtigt skøn hvad angår den skade, EF-erhvervsgrenen er påført.
53 Ved de tre første og det femte anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen flere gange har foretaget urigtig retsanvendelse, for så vidt som den har afslået SEM-status eller TI uden dog at undersøge deres anmodning om SEM-status eller TI.
54 Alle disse anbringender skal undersøges samlet nedenfor.
De tre første anbringender samt det femte anbringende, henholdsvis om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), og artikel 9, stk. 5, tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt urigtig beregning af sagsøgernes dumpingmargen
Parternes argumenter
55 Sagsøgerne har gjort gældende, at bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), ikke giver mulighed for at lægge vægt på dennes artikel 17 for at nægte en eksportør at indgive sin anmodning om SEM-status og til at få den undersøgt af Kommissionen.
56 Denne tankegang følger for det første af en bogstavelig fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 7. I henhold til dennes ordlyd skal en anmodning om SEM-status nemlig indgives af og undersøges for hver producent individuelt, og fællesskabsinstitutionerne er forpligtet til på grundlag af de af ansøgeren fremlagte beviser at besvare spørgsmålet, om denne opfylder de relevante kriterier, uden at grundforordningens artikel 17 indfører en undtagelse i den forbindelse. Rådet kunne således hverken fastsætte en antidumpingmargen eller behandle skadesspørgsmålene uden at have taget stilling til anmodningerne om SEM-status.
57 Denne tilgang bekræftes ved betragtninger omkring tilblivelseshistorien for grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), samt ved denne bestemmelses formål, som består i en individuel undersøgelse af de forskellige virksomheders adfærd og virksomhedsbetingelser i betragtning af de gennemførte økonomiske reformer i Kina. »Formularen for anmodning om SEM-status eller TI« bekræfter Kommissionens forpligtelse til at undersøge en sådan anmodning uden at fastsætte undtagelser i denne forbindelse.
58 Rådets standpunkt er endvidere i strid med retspraksis, som allerede for det første har fastslået, at kun eksportører, som har fremsat en anmodning og opfylder de relevante betingelser, kan tildeles SEM-status, og, for det andet, at resultatet af vurderingen af denne anmodning ikke kan anvendes mere overordnet. Retspraksis har endvidere fastslået, at proceduren for tildeling af SEM-status er anderledes end proceduren for vedtagelse af endelig antidumpingtold, og at institutionerne er forpligtede til at foretage en individuel undersøgelse af hver anmodning om tildeling af nævnte status. I denne sag har sagsøgerne end ikke haft mulighed for at anfægte institutionernes vurdering af spørgsmålet, om de opfyldte betingelserne for tildeling af SEM-status.
59 Institutionernes administrative praksis, hvorefter de aldrig har afholdt sig fra at undersøge en anmodning om SEM-status, taler ligeledes til fordel for sagsøgernes analyse, selv når der er et betydeligt antal ansøgere og på trods af stikprøvekontroller.
60 På samme måde pålægger ligebehandlingsprincippet institutionerne at undersøge alle anmodningerne om SEM-status og ikke kun anmodninger fra selskaber, der indgår i stikprøven. Der er ikke nogen objektiv begrundelse for denne »forskelsbehandling«, og grundforordningens artikel 17 kan ikke anvendes for at tillade en sådan ulige behandling af de pågældende operatører. Tværtimod har retspraksis udelukket, at der kan anvendes stikprøver for at tage stilling til anmodninger om SEM-status eller TI. Endvidere skader det i modsætning til, hvad Rådet har gjort gældende, repræsentativiteten af at foretage stikprøver uden at vide, hvor stor en procentdel af de kinesiske operatører der er berettiget til SEM-status.
61 Således skal institutionerne, såfremt de foretager stikprøver, anvende den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, som er fastsat for selskaberne med SEM-status eller i givet fald TI omfattet af stikprøven, på de selskaber, der ikke indgik i stikprøven, men hvis anmodning om SEM-status eller TI er blevet taget til følge. Denne operation, som ikke betyder, at der beregnes en individuel dumpingmargen for hver eksportør, som ikke indgik i stikprøven, men som har SEM-status, medfører ingen administrativ byrde, som Rådet ikke kan bære.
62 Den metode, institutionerne har anvendt, medfører derimod, at alle de operatører, som ikke indgik i stikprøven, behandles ens, uden at der sondres mellem dem, som fortjener SEM-status, og andre.
63 Disse argumenter og konklusioner gælder ligeledes for anmodninger om TI i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 5. Sagsøgerne har nemlig indgivet en anmodning om TI for det tilfælde, at deres anmodning om SEM-status ville blive afslået. Denne bestemmelse fastsætter konkrete kriterier, hvorefter Kommissionen skal vurdere anmodningerne. Kommissionen har kun undersøgt anmodninger om TI fra selskaber, der var en del af stikprøverne, uden at den forudgående har informeret sagsøgerne.
64 Sagsøgerne finder, at den bogstavelige fortolkning og formålsfortolkningen af grundforordningens artikel 9, stk. 5, ligebehandlingsprincippet og den tidligere administrative praksis taler for disse konklusioner.
65 For så vidt som Retten skulle forkaste de to første anbringender, har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne ved ikke at undersøge deres anmodninger om SEM-status eller TI har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Indledningsmeddelelsen opfordrede nemlig sagsøgerne samt alle de berørte eksportører til at indgive anmodninger om SEM-status eller TI inden for en helt fast frist og oplyste, at fastsættelsen af normalværdien for producenter, hvis anmodning blev taget til følge, ville ske i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). Efter sagsøgernes opfattelse kunne Kommissionen således ikke med tilbagevirkende kraft ændre sin opfattelse og afslå at undersøge de behørigt fremsatte anmodninger. Endvidere har Kommissionen i indledningsmeddelelsen planlagt iværksættelsen af andre bestemmelser og procedurer for at udføre stikprøverne og undersøge anmodningerne om SEM-status eller TI. »Formularen for anmodning om SEM-status eller TI« anfører utvetydigt, at alle anmodninger skal undersøges.
66 Det påhvilede således ifølge sagsøgerne institutionerne at underrette de pågældende eksportører om ændringen af den procedure, der havde været fulgt længe. Sagsøgerne kunne, når en sådan underretning ikke forelå, retmæssigt forvente, at Kommissionen undersøgte deres anmodninger om SEM-status eller TI, og at Rådet ville gå frem på den i præmis 61 ovenfor beskrevne måde. Under disse omstændigheder er sagsøgerne blevet hindret i under den administrative procedure at fremlægge deres påstand om, at deres anmodning er velbegrundet, men ligeledes om at indbringe institutionernes vurdering i den henseende for Fællesskabets retsinstanser. Betragtninger om administrativ forenkling kan ikke rejse tvivl om sagsøgernes vurdering.
67 Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at Rådet ved at anvende grundforordningens artikel 17 i stedet for dens artikel 9, stk. 5, har brudt med sin hidtidige praksis og har foretaget en urigtig beregning af dumpingmarginen. Ifølge denne praksis blev den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for de operatører, som var omfattet af stikprøven og havde opnået SEM-status eller fået TI, anvendt på de operatører, der hverken var omfattet af stikprøven eller havde opnået samme status eller fået denne behandling. Sagsøgerne skulle ved anvendelsen af denne metode have været begunstiget af dumpingmarginen for Foshan City Nanhai Golden Step Industrial Co., Ltd (herefter »Golden Step«), som var et selskab, der var omfattet af stikprøven og havde opnået SEM-status. Her i sagen blev en dumpingmargen på 28,9% anvendt på sagsøgerne svarende til den vejede gennemsnitlige dumpingmargen anvendt på de selskaber i stikprøven, hvis anmodninger om SEM-status eller TI var blevet afslået, dvs. uden at tage højde for dumpingmarginen på 9,7% beregnet for Golden Step. Selv om det altså således forudsættes, at Rådet med rette har villet anvende den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for selskaberne i stikprøven på alle selskaber, der ikke var omfattet af stikprøven, er det imidlertid ikke sket i dette tilfælde.
68 Rådet har først påpeget, at den prøvelse, Fællesskabets retsinstanser udøver af institutionernes skøn inden for foranstaltninger til beskyttelse af handelen i forhold til import, der er genstand for dumping, må begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbar urigtig vurdering af de nævnte faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning.
69 Endvidere bemærker Rådet, at tildelingen af SEM-status eller TI ikke i sig selv er en afslutning, men en del af beregningen af dumpingmarginen. Institutionerne har således ikke foretaget stikprøver for at tage stilling til anmodningerne om SEM-status eller TI, men for at fastsætte eksportørernes dumpingmargen, hvilken tilgang er tilladt i henhold til grundforordningens artikel 17. Påstanden om, at grundforordningen ikke indeholder en bestemmelse, der tillader at behandle eksportører, der indgik i stikprøverne, anderledes end dem, som ikke er omfattet heraf, bør forkastes.
70 Hvad angår den fulgte procedure har Rådet anført, at institutionerne, når de foretager stikprøver på eksportører fra lande uden markedsøkonomi, undersøger den individuelle situation for hver eksportør, der indgik i stikprøven, og i givet fald undersøger den af denne indgivne anmodning. Hvad angår eksportører, der ikke indgik i stikprøven, anvendes den vejede gennemsnitlige dumpingmargen fastsat for de parter, der udgjorde stikprøve, på disse (konkret 28,9%). Sidstnævnte operatører kan imidlertid fremlægge de nødvendige oplysninger for at få beregnet en individuel dumpingmargen under de i grundforordningens artikel 17, stk. 3, fastsatte betingelser. Denne bestemmelse giver institutionerne et vidt skøn i den forbindelse, eftersom de ikke er forpligtet til at undersøge disse anmodninger, såfremt antallet af eksportører eller producenter er så stort, at en individuel undersøgelse vil være urimeligt byrdefuld og hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen. Det følger heraf, at tildelingen af SEM-status til en eksportør, der ikke indgik i stikprøven, på ingen måde påvirker denne eksportørs situation, når Kommissionen beslutter ikke at beregne en individuel dumpingmargen i forhold til den pågældende i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3.
71 I denne sag har 141 kinesiske eksportører og 73 vietnamesiske eksportører, der ikke var omfattet af stikprøven, indgivet anmodninger om SEM-status eller TI. Institutionerne har således i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, med rette ikke undersøgt disse anmodninger, eftersom en sådan undersøgelse selv ved en dokumentanalyse ville gøre en rettidig afslutning af undersøgelsen materielt umulig. Under disse forudsætninger har Rådet anvendt den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for alle eksportørerne i stikprøven på de eksportører, der ikke var omfattet af stikprøven.
72 Det er Rådets opfattelse, at den af sagsøgerne påberåbte retspraksis hverken vedrører den måde, hvorpå institutionerne skal foretage stikprøver for at beregne dumpingmarginerne i tilfælde af eksport fra lande uden markedsøkonomi, eller tager stilling til vurderingen af anmodninger om SEM-status fra selskaber, der ikke indgik i stikprøven. Den påberåbte retspraksis støtter følgelig ikke nyttigt sagsøgernes opfattelse.
73 Endvidere er det uden betydning, at institutionerne som led i tidligere procedurer, der omfattede et mindre antal selskaber, har undersøgt anmodninger om SEM-status eller TI indgivet af operatører, der ikke var omfattet af stikprøven, eftersom den i denne sag fulgte procedure er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 3, samt at den skønsmargen, institutionerne er tildelt, tilsigter at give dem mulighed for at tilpasse deres praksis hver enkelt sags konkrete forhold. Det følger heraf, at institutionerne ikke har tilsidesat »princippet om forbud mod forskelsbehandling«. Endvidere er forskellen i behandlingen af de selskaber, der indgik i stikprøven, og de selskaber, der ikke indgik heri, objektivt begrundet i det usædvanligt store antal anmodninger, hvis individuelle undersøgelse ville have medført, at undersøgelsen ikke kunne afsluttes rettidigt.
74 Tillige er anvendelsen af den vejede gennemsnitlige dumpingmargen fastsat for selskaberne i stikprøven, som var indrømmet SEM-status eller i givet fald TI, på selskaber, der ikke var omfattet af stikprøven, blot en mulighed, institutionerne har. Imidlertid pålægger grundforordningen dem ikke at følge denne tilgang. Sagsøgerne har i øvrigt ikke bevist, at anvendelsen af grundforordningens artikel 17 i denne sag medførte et åbenbart urigtigt resultat.
75 Ifølge Rådet kan det andet anbringende af samme årsager ikke tiltrædes, eftersom de processuelle regler for undersøgelsen af anmodninger om SEM-status og TI er de samme.
76 Hvad angår det tredje anbringende har Rådet påpeget, at en udbytterig påberåbelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning for det første forudsætter, at institutionen har givet den interesserede individuelle, præcise og ubetingede løfter, og for det andet, at disse løfter har skabt begrundede forhåbninger hos denne. Ingen af disse betingelser er dog opfyldt i denne sag.
77 Kommissionen har nemlig på intet tidspunkt givet sagsøgerne et præcist og ubetinget løfte om, at den ville vurdere deres anmodninger om SEM-status eller TI, selv om de ikke var omfattet af stikprøven. Indledningsmeddelelsen fastsætter i den forbindelse i punkt 5.1, litra b), selv om Kommissionen, såfremt den foretog stikprøver for de eksporterende producenter, kunne beslutte ikke at beregne individuelle dumpingmarginer for dem, der ikke var omfattet af stikprøven, såfremt antallet heraf var så stort, at en individuel undersøgelse ville være unødigt byrdefuld og ville have forhindret, at undersøgelsen blev afsluttet rettidigt.
78 Alle veloplyste operatører kan således forstå, at Kommissionen, medmindre operatøren var omfattet af stikprøven, eller antallet af eksporterende producenter var lavere end forventet, ikke ville fastsætte en individuel dumpingmargen, ikke ville beregne normalværdien på baggrund af oplysninger om dens forenelighed og således ikke ville tage stilling til dens anmodning om SEM-status eller TI. Hvad angår »formularen for anmodning om SEM-status eller TI« forholder det sig på samme måde, eftersom Kommissionen, da denne formular blev sendt til producenterne, hverken var bekendt med antallet af anmodninger, den ville modtage, eller navnene eller identiteten på de selskaber, der ville blive omfattet af stikprøven. Denne formular kan dermed ikke fortolkes som et præcist løfte om, at alle anmodninger om SEM-status eller TI ville live undersøgt.
79 Herudover har sagsøgerne ikke godtgjort, at de har lidt et tab som følge af, at deres berettigede forventning angiveligt skulle være tilsidesat. Endelig har institutionerne ved deres handlinger hverken afveget fra en tidligere praksis eller overskredet grænserne for deres skønsbeføjelser.
80 Hvad angår det femte anbringende har Rådet gjort gældende, at de argumenter, der er fremlagt som led i dette anbringende, er støttet på en urigtig forudsætning om, at institutionerne har foretaget stikprøver for at tage stilling til anmodningerne om SEM-status eller TI. Tillige har Rådet anvendt den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for alle de selskaber, der var omfattet af stikprøverne (herunder Golden Step) på sagsøgerne.
81 CEC har støttet Rådets argumenter og fremhævet, at Kommissionen har anvendt stikprøver for at beregne dumpingmarginer, ikke for at tage stilling til anmodninger om SEM-status eller TI. I betragtning af antallet af eksportører, der har anmodet om SEM-status eller TI, er betingelserne for at anvende denne metode helt åbenlyst opfyldt. Institutionerne havde således i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, ikke pligt til at tage stilling til anmodningerne om SEM-status eller TI fra eksportører, der ikke var omfattet af stikprøven, eftersom en sådan undersøgelse ville have forhindret en rettidig afslutning af undersøgelsen. Desuden ville en sådan pligt være i strid med denne bestemmelses formål.
82 Hvad angår den påståede tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning har CEC tilføjet, at de erhvervsdrivende ikke med rimelighed kan have en berettiget forventning om, at der opretholdes en situation, der kan ændres som led i fællesskabsinstitutionernes skønsbeføjelser.
Rettens bemærkninger
83 For det første skal det bemærkes, at anvendelsen af stikprøver i henhold til affattelsen af grundforordningens artikel 17, stk. 1 og 3, som metode, der giver mulighed for at imødegå det betydelige antal ansøgere, eksportører, importører, varetyper eller varetransaktioner, udgør en begrænsning af undersøgelsen. Denne vurdering bekræftes af grundforordningens artikel 9, stk. 6, hvorefter de producenter, der ikke indgår i stikprøven, ikke er omfattet af undersøgelsen.
84 Grundforordningen bestemmer imidlertid, at institutionerne, når denne begrænsning foretages, skal opfylde to krav. Først og fremmest skal den iværksatte stikprøve være repræsentativ i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 1 og 2. Endvidere bestemmer grundforordningens artikel 9, stk. 6, at den dumpingmargen, som fastsættes for de producenter, der ikke indgik i stikprøven, ikke må overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen fastsat for parterne i stikprøven.
85 For det andet giver sidstnævnte bestemmelse læst i sammenhæng med grundforordningens artikel 17, stk. 3, som den henviser til, mulighed for, at hver producent, der ikke indgik i stikprøven, kan anmode om individuel beregning af dumpingmarginen på betingelse af, at der fremlægges alle nødvendige oplysninger inden for de fastsatte frister i den forbindelse, og at denne operation hverken gør Kommissionens opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer, at undersøgelsen bliver afsluttet rettidigt.
86 For det tredje bestemmer grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), at den normale værdi fastsættes i overensstemmelse med stk. 1-6, hvis det på grundlag af henvendelser fra en eller flere producenter, der er omfattet af undersøgelsen, godtgøres, at betingelserne i samme stykkes litra c) er opfyldt.
87 Som Rådet har gjort gældende, kan de producenter, der ikke indgik i stikprøven, således udelukkende i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, anmode om beregning af en individuel dumpingmargen, der forudsætter, at en anmodning om SEM-status eller TI accepteres, når der er tale om et land omhandlet af denne forordnings artikel 2, stk. 7, litra b). Imidlertid giver sidstnævnte bestemmelse Kommissionen beføjelse til at vurdere, om undersøgelse af dem i betragtning af antallet af anmodninger om SEM-status eller TI gør dens opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer, at undersøgelsen afsluttes rettidigt.
88 Det følger først og fremmest af det ovenstående, at grundforordningen, såfremt der anvendes stikprøver, ikke tildeler de operatører, der ikke indgik i stikprøven, en ubetinget ret til at få beregnet en individuel dumpingmargen. Accepten af en sådan anmodning afhænger nemlig af Kommissionens beslutning vedrørende anvendelse af grundforordningens artikel 17, stk. 3.
89 Herudover er Kommissionen ikke forpligtet til at undersøge anmodninger om SEM-status eller TI fra operatører, der ikke indgik i stikprøven, når den som led i anvendelsen af grundforordningens artikel 17, stk. 3, har fastslået, at beregningen af individuelle dumpingmarginer gør dens opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer undersøgelsen i at blive afsluttet rettidigt, eftersom tildelingen af SEM-status eller TI i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), udelukkende tjener til at fastsætte metoden til beregning af den normale værdi med henblik på at beregne disse marginer.
90 Endelig anfægtes det i denne sag ikke, at beregningen af de individuelle dumpingmarginer for alle operatører, som ikke indgik i stikprøven, og som har indgivet anmodninger herom, gør institutionernes opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer, at undersøgelsen afsluttes rettidigt.
91 Sagsøgernes argumentation om, at Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), er forpligtet til at undersøge anmodninger om SEM-status eller TI fra operatører, der ikke indgik i stikprøven, også når en individuel dumpingmargen ikke anvendes på dem, kan dermed ikke tages til følge. Det skal i den forbindelse tilføjes, at retspraksis som påberåbt af sagsøgerne, hvorefter Kommissionen tager stilling til tildeling af SEM-status på baggrund af en undersøgelse af hver anmodning, den forelægges, ikke medfører, at denne institution skal undersøge hver anmodning, selv når den planlægger at beregne de individuelle dumpingmarginer i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3.
92 Det samme gælder for sagsøgernes argument om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet mellem de selskaber, der indgik i stikprøven, og dem, der ikke er omfattet heraf (jf. præmis 60 ovenfor). Disse to selskabskategorier befinder sig nemlig i forskellige situationer, eftersom Kommissionen for de første nødvendigvis skal beregne en individuel dumpingmargen, hvilket forudsætter en undersøgelse og accept af en anmodning om SEM-status eller TI, mens den ikke er forpligtet til at fastsætte en individuel margen for de sidste. En overholdelse af ligebehandlingsprincippet, som forbyder dels, at ens situationer behandles forskelligt, dels at forskellige situationer behandles ens, medmindre der foreligger objektive grunde herfor, kræver følgelig ikke, at disse to kategorier selskaber behandles ens.
93 Hvad angår argumentet om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet mellem de selskaber, der ikke indgik i stikprøven, kan det i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, i denne sag ikke antages, at dette princip pålagde Kommissionen at tage stilling til samtlige anmodninger om SEM-status eller TI, den er forelagt, hvorfor den gennemsnitlige dumpingmargen for de selskaber, som indgik i stikprøven, og som fik tildelt SEM-status eller TI, kan anvendes på de producenter eller eksportører, som ikke indgik i stikprøven, men som fik tildelt SEM-status eller TI.
94 Som bemærket i præmis 87-91 ovenfor, er institutionerne, såfremt antallet af anmodninger om SEM-status eller TI er så stort, at undersøgelsen heraf forhindrer institutionerne i at afslutte undersøgelsen rettidigt, i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, nemlig ikke forpligtet til at tage stilling til alle disse anmodninger, selv ikke med det ene formål at sondre i relation til de selskaber, der ikke indgik i stikprøven, mellem dem, som muligvis kunne få tildelt SEM-status eller TI, for at anvende den gennemsnitlige dumpingmargen for de selskaber, som var omfattet af stikprøven, og som havde fået tildelt SEM-status eller TI, på disse, uden dog at beregne en individuel dumpingmargen.
95 I denne sag var Kommissionen forelagt 141 anmodninger om SEM-status eller TI fra kinesiske eksporterende producenter, hvorfor den med føje fandt, at antallet af anmodninger var åbenbart for stort til at undersøge dem individuelt uden at forhindre, at undersøgelsen blev afsluttet rettidigt, selv om det forudsættes, at det havde været muligt at undersøge dem udelukkende på baggrund af en dokumentanalyse, uden at det havde været nødvendigt at efterprøve disse oplysninger ved kontrolbesøg hos de pågældende producenter eller eksportører.
96 Det skal dermed fastslås, at den af sagsøgerne påberåbte forskelsbehandling i forbindelse med stikprøverne i henhold til grundforordningens artikel 17 i denne sag er objektivt begrundet som følge af det særligt store antal anmodninger om SEM-status eller TI, som var indgivet til Kommissionen.
97 Selv om Kommissionen således med føje kunne handle på den af sagsøgerne beskrevne måde i præmis 61 ovenfor, var den hverken i henhold til grundforordningen eller til ligebehandlingsprincippet tvunget til at følge denne fremgangsmåde.
98 Af de samme grunde kan det andet anbringende ikke tages til følge, eftersom de samme betragtninger gælder for undersøgelsen af anmodninger af TI fra selskaber, der ikke var omfattet af stikprøven.
99 Hvad angår den påståede tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning følger det af fast retspraksis, at dette princip gælder for enhver retsundergiven med begrundede forventninger, som en fællesskabsinstitution har givet anledning til. I øvrigt kan ingen påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter (Domstolens dom af 22.6.2006, forenede sager C-182/03 og C-217/03, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, præmis 147).
100 Det følger af indledningsmeddelelsens punkt 5.1, litra a), nr. 1), fjerde led, og navnlig af fodnote 1 indsat under dette punkt, at Kommissionen oplyste de pågældende operatører om muligheden for at anvende stikprøver i henhold til grundforordningens artikel 17, og at selskaber, der ikke var omfattet af stikprøven, i dette tilfælde kunne anmode om beregning af individuelle marginer i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3. Denne oplysning blev gentaget i indledningsmeddelelsens punkt 5.1, litra b). Den omstændighed, at de pågældende operatører blev opfordret til at indgive en anmodning om SEM-status eller TI, svarer således ikke til et præcist, ubetinget og samstemmende løfte.
101 I forlængelse heraf skal det ligeledes fastslås, at det forhold, at Kommissionen over et betydeligt tidsrum ikke har reageret, ikke kan anses for at udgøre et løfte, som ville kunne skabe en berettiget forventning hos sagsøgerne. Denne manglende reaktion påvirker nemlig ikke betydningen af den klare formulering anvendt i indledningsmeddelelsen.
102 Hvad angår klagepunktet om brud på den praksis, som institutionerne tidligere har fulgt som led i tidligere undersøgelser, skal det påpeges, at Kommissionen ikke har overskredet sin skønsmargen i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, ved at finde, at undersøgelsen af alle anmodningerne om SEM-status eller TI fra de kinesiske eksporterende producenter, der ikke var omfattet af stikprøven, ville have forhindret den i at afslutte undersøgelsen rettidigt i henhold til grundforordningens frister. Det er fast retspraksis, at når institutionerne har et skøn med hensyn til valget af de midler, der er nødvendige for at virkeliggøre deres politik, kan de erhvervsdrivende ikke have nogen berettiget forventning om, at det oprindeligt valgte middel vil blive opretholdt, idet dette middel kan blive ændret af institutionerne som led i udøvelsen af deres kompetence (Domstolens dom af 7.5.1987, sag 258/84, Nippon Seiko mod Rådet, Sml. s. 1923, præmis 34, og af 10.3.1992, sag C-171/87, Canon mod Rådet, Sml. I, s. 1237, præmis 41).
103 Hvad angår det femte anbringende skal det endelig bemærkes, at institutionerne ikke har foretaget en urigtig beregning af sagsøgernes dumpingmargen, eftersom de ikke har foretaget urigtig retsanvendelse ved at undlade at undersøge anmodninger om SEM-status eller TI fra operatører, der ikke var omfattet af stikprøven, og ved at anvende stikprøveselskabernes gennemsnitlige dumpingmargen på de sidstnævnte. Det skal, som Rådet har præciseret, i den forbindelse tilføjes, at Golden Steps dumpingmargen blev taget i betragtning med henblik på stikprøvens vejede gennemsnitlige dumpingmargen.
104 Det følger heraf, at de tre første og det femte anbringende ikke kan tages til følge.
Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar, af begrundelsespligten og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse
Parternes argumenter
105 Sagsøgerne har gjort gældende, at fællesskabsinstitutionerne ved først i juli 2006 at oplyse dem om, at de ikke ville vurdere deres anmodninger om SEM-status eller TI, har tilsidesat sagsøgernes ret til forsvar samt grundforordningens artikel 18, stk. 4, og har tilsidesat pligten til at begrunde deres beslutning. Selv om sagsøgerne rigtignok ved den endelige skrivelse om underretning fik kendskab til, at deres anmodninger om SEM-status eller TI ikke ville blive undersøgt, fordi de ikke indgik i stikprøven, er forholdet dog det, at de på dette tidspunkt ikke længere havde mulighed for at anfægte beslutningen om sammensætning af stikprøven. I den midlertidige forordning anføres det hverken, at anmodninger om SEM-status eller TI fra producenter, der ikke var omfattet af stikprøven, ikke ville blive undersøgt, eller at stikprøven blev udtaget under hensyn til den procentdel af de kinesiske operatører, der var berettiget til SEM-status. Sagsøgerne opfordrer endvidere Rådet til at fremlægge skrivelsen fra den kinesiske regering, hvorved sidstnævnte anfægtede stikprøvens repræsentativitet.
106 Sagsøgerne er blevet forhindret i at anmode Kommissionen om at sammensætte stikprøven på grundlag af de ansøgere, der kunne opnå SEM-status, eftersom Kommissionen i undersøgelsens første 11 måneder ikke oplyste metoden til sammensætning af stikprøven. Dette forhold er ligeledes en tilsidesættelse af punkt 6.9 i antidumpingaftalen 1994 (jf. præmis 10 ovenfor). Desuden kan det ikke udelukkes, at de kinesiske myndigheder ville have bestridt sammensætningen af stikprøven, såfremt de havde vidst, at institutionerne ikke ville undersøge anmodninger om SEM-status eller TI fra selskaber, der ikke var en del heraf. Under disse omstændigheder er sagsøgernes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ligeledes blevet bragt i fare, eftersom de ikke har haft mulighed for at fremsætte deres argumenter vedrørende afslaget på deres anmodninger om SEM-status eller TI.
107 Rådet har, støttet af Kommissionen, CEC og de italienske producenter, bestridt sagsøgernes argumenter.
Rettens bemærkninger
108 Der skal indledningsvis henvises til fast retspraksis, hvorefter de virksomheder, der er omfattet af en undersøgelsesprocedure forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning, i henhold til princippet om retten til forsvar skal have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin vurdering af, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade (Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-49/88, Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, Sml. I, s. 3187, præmis 17, og af 3.10.2000, sag C-458/98 P, Industrie des poudres sphériques mod Rådet, Sml. I, s. 8147, præmis 99, samt Rettens dom af 19.11.1998, sag T-147/97, Champion Stationery m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 4137, præmis 55, og af 21.11.2002, sag T-88/98, Kundan og Tata mod Rådet, Sml. II, s. 4897, præmis 132).
109 I denne sag skal det, som det ses af betragtning 62, 64, 135 og 143 til den midlertidige forordning, bemærkes, at Kommissionen har anført, at en eventuel antidumpingtold på de producenter, der ikke indgik i indgik i stikprøven, ville blive beregnet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 6, og at disse producenters antidumpingmargen blev beregnet på grundlag af det vejede gennemsnit af dumpingmarginerne for de virksomheder, der indgik i stikprøven.
110 Kommissionen har således i den midlertidige forordning fremlagt sine synspunkter hvad angår beregningsmetoden til dumpingmarginen for de operatører, der ikke indgik i stikprøven, hvilket bestod i at anvende den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for selskaberne i stikprøven. Denne metode betød, at anmodninger om SEM-status eller TI fra disse operatører ikke blev undersøgt, idet en sådan undersøgelse ville være nyttig som led i den pågældende procedure.
111 Det følger heraf, at sagsøgerne allerede fra tidspunktet for meddelelsen af den midlertidige forordning og den foreløbige underretningsskrivelse (jf. præmis 23 ovenfor) havde mulighed for at fremsætte deres synspunkter om Kommissionens metode til beregning af deres dumpingmargen. Af disse årsager kan anbringendet om tilsidesættelse af punkt 6.9 i antidumpingaftalen 1994 ikke tages til følge, eftersom denne bestemmelse blot pålægger de myndigheder, der står for undersøgelsen, at angive de faktiske forhold og overvejelser, der ligger til grund for pålæggelsen af den endelige told.
112 Hvad angår klagepunktet om, at Kommissionen skulle have meddelt sagsøgerne sin hensigt til ikke at undersøge deres anmodninger om SEM-status eller TI på et tidspunkt, der ville give dem mulighed for nyttigt at anfægte stikprøvens repræsentativitet, skal det som anført i præmis 100 ovenfor bemærkes, at Kommissionen i indledningsmeddelelsen oplyste de pågældende operatører om muligheden for at anvende stikprøver i henhold til grundforordningens artikel 17, og at selskaber, der ikke var omfattet af stikprøven, i dette tilfælde kunne anmode om beregning af individuelle marginer i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3.
113 I betragtning af, at den manglende undersøgelse af anmodningerne om SEM-status eller TI fra virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, udgør et skridt i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), og artikel 17 (jf. præmis 88-91 ovenfor), kunne sagsøgerne fra indledningen af proceduren vide, at Kommissionen kunne undlade at undersøge sådanne anmodninger, såfremt betingelserne i denne forordnings artikel 17, stk. 3, var opfyldt. Endvidere var Kommissionen ikke forpligtet til at tage endelig stilling hertil fra tidspunktet for indledningen af proceduren, eftersom den på det tidspunkt ikke var i besiddelse af de elementer, der gav den mulighed for at vurdere, om den kunne beregne de individuelle dumpingmarginer for de operatører, der ikke indgik i stikprøven. Dette anbringende må således forkastes.
114 Eftersom klagepunkterne beskrevet i præmis 106 ovenfor er støttet på den forudsætning, at institutionerne har tilsidesat deres pligt til at beskytte sagsøgernes ret til forsvar, skal de ligeledes forkastes.
115 Det følger heraf, at det fjerde anbringende skal forkastes.
Det sjette anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 20 og af retten til forsvar samt om begrundelsesmangel
Parternes argumenter
116 Sagsøgerne har gjort gældende, at institutionerne ikke på passende vis har meddelt dem den nye analyse af de faktiske forhold hvad angår den skade, EF-erhvervsgrenen er påført, og at de heller ikke har givet dem mulighed for at fremsætte deres bemærkninger til den nye vurdering af sammensætningen af den endelige antidumpingtold (jf. præmis 24-30 ovenfor). Endvidere har Kommissionen ikke givet en tilstrækkelig forklaring på, hvorfor den ændrede sin analyse og anvendte andre oplysninger end i sit første forslag.
117 Skønt Kommissionen i den endelige underretningsskrivelse af 7. juli 2006 fastslog, at importen af 140 mio. par fodtøj pr. år ikke skadede EF-erhvervsgrenen, har den nedsat dette tal betydeligt til 41,5 mio. par i sin supplerende endelige underretningsskrivelse af 28. juli 2006 uden at forklare begrundelsen for denne ændring, som »derimod ville medføre« en overvæltning af toldværdien pålagt Kina og Vietnam ved en manipulation på grundlag af referenceårene. Hvad angår den økonomiske årsag til de kontingenter, der indføres ved et system med udskudt told, skal de imødegå det pres, der følger af importmængden, som alligevel ikke anses for at være resultatet af illoyal praksis, eftersom antidumpingforanstaltningerne er udviklet til at imødegå illoyal praksis som dumping. Forskellene mellem de to systemer er lige så betydelige på niveauet for international handel, eftersom et system med udskudt told betyder, at en importmængde er fritaget for al told, mens det endeligt vedtagne system rammer al import. I betragtning af disse forskelle er den af Kommissionen tildelte frist til sagsøgerne på fem dage for at fremlægge deres bemærkninger til det nye forslag utilstrækkelig, hvilket sagsøgerne har klaget over under den administrative procedure.
118 Den anfægtede forordning, som i betragtning 301 følger Kommissionens sidste forslag, indeholder ikke en tilstrækkelig begrundelse for denne forskel og angiver ikke grunde, der berettiger til anvendelsen af den nye metode. Betragtning 301 til den anfægtede beslutning gentager derimod blot affattelsen af punkt 280 i den supplerende endelige underretningsskrivelse, som ikke indeholder flere oplysninger. Desuden indeholder den supplerende endelige underretningsskrivelse ingen tal eller beregning, der understøtter metoden beskrevet i betragtning 301 til den anfægtede forordning, og den giver ikke mulighed for at forklare anvendelsen af år, værdier og mængder, som er forskellige fra de i det første forslag anvendte. Institutionerne har tillige overtrådt grundforordningens artikel 20, som kræver meddelelse af detaljer, der understøttede grundlæggende faktiske omstændigheder og betragtninger, som Kommissionen vil lægge til grund for et forslag til vedtagelse af endelige foranstaltninger. Den faktiske vurdering, der understøtter Kommissionens tilgang, er nemlig hverken blevet forklaret eller begrundet.
119 Herudover har Kommissionen krænket sagsøgernes ret til forsvar, idet den ikke har givet dem mulighed for nyttigt at gøres deres indstilling til en række vigtige spørgsmål gældende, såsom det nye forslags rimelighed, de faktiske forholds og påberåbte omstændigheders rigtighed, Kommissionens udførte beregninger og fremlagte forhold til støtte for dens konklusioner om dumping og skaden på EF-erhvervsgrenen. De to systemer er nemlig kendetegnet ved grundlæggende forskelle i den faktiske vurdering, de er støttet på. Disse forskelle medførte radikalt forskellige følger for de kinesiske og vietnamesiske producenter, uden at Kommissionen dog forklarede, hvordan den nåede til dette resultat, eller gav de berørte lejlighed til at udøve deres ret til forsvar.
120 Rådets forsøg på at mindske forskellene mellem de to forslag ved at anføre, at det vedtagne system tog hensyn til, at udelukkende import over en vis mængde påførte en skade, fører til pålæggelse af en antidumpingtold på import, som ikke påførte en skade, hvilket er i strid med grundforordningens artikel 1, stk. 1. Den omstændighed, at sagsøgerne kunne fremsætte bemærkninger til dette system inden for en kortere frist end minimumsfristen på ti dage fastsat i grundforordningens artikel 20, stk. 5, kan endvidere ikke lægges disse til last og kan heller ikke udbedre de utilstrækkelige oplysninger fremlagt af Kommissionen. Spørgsmålet, om den af Kommissionen fastsatte frist var passende til overholdelse af sagsøgernes ret til forsvar, skal nemlig vurderes under hensyn til omfanget af ændringen af den af Kommissionen vedtagne metode samt til manglen på oplysninger eller forklaringer om den nye retlige og faktiske vurdering. Sagsøgerne har i den forbindelse bemærket, at den omstændighed, at de har kunnet fremsætte nogle kommentarer, er af begrænset betydning og ikke medfører, at kravene i grundforordningens artikel 20, de almindelige fællesskabsretlige grundsætninger og WTO-reglerne er opfyldt, når institutionerne ikke giver passende forklaringer på metoden og vurderingen af de faktiske forhold, de anvender. Endvidere har Kommissionen selv anvendt en meget stram tidsplan, hvilket udelukkede enhver udvidelse af den tildelte frist for at fremsætte kommentarer til den supplerende endelige underretningsskrivelse. Desuden vedrørte drøftelserne, der strakte sig over flere måneder, systemet om udskudt told og ikke det endeligt vedtagne system.
121 Ifølge sagsøgerne har de som følge af den supplerende endelige underretningsskrivelses fejl og den utilstrækkelige tildelte frist hverken har haft mulighed for at forelægge Kommissionen årsagerne til, at den vedtagne tilgang er upassende og urimelig, eller kunnet fremlægge deres syn på metoden eller taloplysningerne til støtte for det i dette dokument indeholdte forslag. Institutionerne har således tilsidesat grundforordningens artikel 20 ved ikke at meddele sagsøgerne de væsentlige faktiske omstændigheder og betragtninger, der ligger til grund for den anfægtede forordning.
122 Endelig har sagsøgerne tilføjet, at de, såfremt de på passende vis kunne have fremsat kommentarer til den supplerende endelige underretningsskrivelse, for det første ville have gjort gældende, at det foreslåede system udgjorde en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 1, stk. 1, for så vidt som det pålagde en antidumpingtold på import, der ikke medførte en skade, for det andet, at en individuel skadesmargen skulle beregnes for hver af dem, og for det tredje, at Kommissionens sidste forslag er urimeligt og uforholdsmæssigt, idet den reviderede faktiske vurdering, som hverken var forklaret eller begrundet, »derimod ville medføre« en omvendt bevisbyrde i forhold til antidumpingforanstaltningerne mellem Kina og Vietnam.
123 Rådet har bemærket, at såvel systemet med udskudt told som den endeligt anvendte metode er støttet på tanken om, at udelukkende den import, der overstiger en vis mængde, i denne sag medførte en betydelig skade, og at der skulle tages hensyn til denne omstændighed i den metode, som blev anvendt for at fastsætte den endelige antidumpingtold. Alene måden at tage hensyn til denne omstændighed er funktionsmæssigt forskellig fra beregningen af den endeligt valgte beregning af den endelige antidumpingtold.
124 Rådet har understreget, at Kommissionen med vedtagelsen af den supplerende endelige underretningsskrivelse ikke havde adgang til den »ikke skadevoldende værdi«, som ifølge sagsøgerne ikke kan beregnes ud fra de elementer, de er blevet meddelt. Tværtimod er det kvantitative element i dumping, dvs. den importmængde, der er genstand for dumping, forblevet det grundlæggende forhold i den nye metode, selv om henvisninger til importværdien for et givet år kunne beregnes på grundlag af oplysningerne i punkt 157 og 159 i den endelige underretningsskrivelse.
125 Endvidere gav fremlæggelsen af den metode, hvorefter den økonomiske betydning af den importmængde, der ikke er skadevoldende, blev taget i betragtning som led i fastsættelsen af skadeniveauet (jf. præmis 29 ovenfor), sagsøgerne mulighed for at fremsætte detaljerede bemærkninger hertil i deres e-mail af 2. august 2006. Såfremt sagsøgerne havde behov for yderligere oplysninger for at udøve deres rettigheder, skulle de fremsætte en præcis anmodning herom.
126 Rådet har, støttet af CEC, ligeledes afvist, at der er sket en tilsidesættelse af retten til forsvar, fordi sagsøgerne kun havde fem dage til at fremsætte deres synspunkter på den supplerende endelige underretningsskrivelse. Den pågældende frist må være tilstrækkelig, eftersom sagsøgerne, for det første, hverken fremsatte bemærkninger til den supplerende endelige underretningsskrivelse eller anmodede om forlængelse af fristen tildelt hertil, for det andet, fordi proceduren allerede var på et meget fremskredent stadium, og for det tredje, fordi hensyntagen til det kvantitative element i dumping var blevet drøftet i måneder. Under alle omstændigheder har sagsøgerne ikke godtgjort, at de var forhindret i at forsvare deres interesser som følge af denne frist, idet de fremlagde detaljerede bemærkninger hertil, uden at stævningen tager hensyn til andre forhold, som de kunne fremlægge. Rådet har i betragtning heraf anført, at det ikke er nødvendigt at kommentere de argumenter, sagsøgerne ville have fremsat, såfremt de havde fået tildelt en længere frist.
127 Rådet har endelig hvad angår argumenterne om det endeligt vedtagne systems lovlighed i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 1, gjort gældende, at der skal ses bort fra disse, da det foreliggende anbringende udelukkende vedrører en tilsidesættelse af sagsøgernes ret til forsvar.
Rettens bemærkninger
128 Med deres sjette anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at institutionerne har tilsidesat grundforordningens artikel 20, fordi Kommissionen dels ikke har meddelt de forhold, den lagde til grund for sine beregninger i den supplerende endelige underretningsskrivelse, dels ikke har givet dem en tilstrækkelig frist i henhold til artikel 20, stk. 5, for at fremsætte deres fuldstændige bemærkninger til den nye tilgang.
129 For det andet hævder sagsøgerne, at institutionerne hverken i den endelige underretningsskrivelse, i den supplerende endelige underretningsskrivelse eller i den anfægtede forordning har anført begrundelsen for den anvendte metode for at tage hensyn til, at der forelå en importmængde, som ikke var skadevoldende, og som bestod i at mindske skademarginen i stedet for at fritage den ikke skadevoldende import fra pålæggelsen af antidumpingtold. Disse omstændigheder udgør en tilsidesættelse af sagsøgernes ret til forsvar samt en begrundelsesmangel.
130 Det skal indledningsvis bemærkes, at grundforordningens artikel 20 fastsætter regler for udøvelsen af de berørte parters, navnlig eksportørernes, ret til at blive hørt, som udgør en af de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i Fællesskabets retsorden, og omfatter retten til at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at anbefale indførelse af endelige foranstaltninger (jf. i denne retning dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, nævnt i præmis 108 ovenfor, præmis 15, og i sagen Champion Stationery m.fl. mod Rådet, nævnt i præmis 108 ovenfor, præmis 55).
131 Under disse omstændigheder skal sagsøgernes argumenter om tilsidesættelsen af grundforordningens artikel 20 fortolkes som en henvisning til en tilsidesættelse af deres ret til forsvar, som den er fastsat i Fællesskabets retsorden, herunder i nævnte bestemmelse (jf. i denne retning dommen i sagen Kundan og Tata mod Rådet, nævnt i præmis 108 ovenfor, præmis 131).
132 Der skal herved henvises til retspraksis nævnt i præmis 108 ovenfor, hvorefter de virksomheder, der er omfattet af en undersøgelse forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning, skal have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin vurdering af, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade.
133 Det skal i den forbindelse ligeledes bemærkes, at de endelige oplysningers ufuldstændige karakter alene medfører, at forordningen om indførelse af en endelig antidumpingtold er ulovlig, såfremt de berørte parter på grund af denne undladelse ikke har været i stand at forsvare deres interesser effektivt. Dette gælder navnlig, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, der er anderledes end de ved de midlertidige foranstaltninger anvendte, som i henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 2, skal ydes særlig opmærksomhed i de endelige oplysninger. Det gælder af samme årsager ligeledes, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, som er anderledes end dem, der ligger til grund for Kommissionens eller Rådets beslutning efter meddelelsen af den endelige underretningsskrivelse, således som det følger af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum.
134 I nærværende sag har Kommissionen, som det er bemærket i præmis 25-27 ovenfor, i den endelige underretningsskrivelse fremhævet et system med udskudt told, der blev støttet på, at udelukkende import, der overstiger 140 mio. par fodtøj årligt, medfører en skade i henhold til grundforordningens artikel 3. Denne vurdering blev støttet på, at der forelå en kontingentordning indtil den 1. januar 2005, som hindrede en sådan skade, samt på en beregning af de mængder, der blev importeret fra Kina i 2005. Ifølge dette forslag skulle der anvendes en endelig antidumpingtold på import fra Kina, der overstiger 140 mio. par fodtøj årligt. Denne told svarede til referenceprisernes underbudsniveau, nemlig 23%.
135 Imidlertid har Kommissionen, som bemærket i præmis 29 og 30 ovenfor, som led i den supplerende endelige underretningsskrivelse ændret sit forslag vedrørende formen for den nødvendige told til at fjerne skaden. Den nye tilgang blev ligeledes støttet på, at der foreligger en importmængde, som ikke medfører en skade i henhold til grundforordningens artikel 3. Ifølge den supplerende endelige underretningsskrivelse var såvel metoden til beregning af den ikke skadevoldende importmængde som denne mængdes påvirkning af den foreslåede form for endelig told anderledes end den i den endelige underretningsskrivelse foreslåede.
136 I den supplerende endelige underretningsskrivelse har Kommissionen for det første især henvist til, at referenceprisernes underbudsniveau for import fra Kina udgjorde 23%. For det andet har den fastsat, at importmængden fra dette land i undersøgelsesperioden udgjorde 38% af importen fra de pågældende to lande. Denne procentdel, der anvendtes på al import fra Kina og Vietnam i 2003 (109 mio. par fodtøj), svarede til ca. 41,5 mio. par fodtøj, som var en mængde, der blev anset for ikke at skade EF-erhvervsgrenen. For det tredje har Kommissionen fundet, at denne mængde udgjorde 28,26% af importen fra Kina i 2005. Endelig og for det fjerde har den nedsat det oprindeligt fastsatte skadesniveau (23%) til 28,26%, hvilket gav grundlag for en »vejet« skadesmargen på 16,5%.
137 Det følger af det ovenstående, at forskellene mellem metoden fremlagt i den endelige underretningsskrivelse og metoden fremlagt i den supplerende endelige underretningsskrivelse er følgende. For det første har Kommissionen i stedet for at fastsætte den årlige ikke-skadevoldende importmængde til importen fra Kina i 2005 fastsat denne mængde ved at multiplicere de 109 mio. importerede par fodtøj i 2003 med 38%. Der er tale om en procentsats, som importen fra dette land udgjorde i forhold til den samlede import fra de pågældende to lande i undersøgelsesperioden. For det andet har Kommissionen i stedet for at fritage denne årlige mængde, som blev betegnet som ikke-skadevoldende i punkt 278-280 i den supplerende endelige underretningsskrivelse, fra anvendelsen af en antidumpingtold valgt at tage hensyn til denne mængde ved at nedsætte skadeniveauet og anvende antidumpingtolden herpå fra det første importerede par fodtøj.
138 Det skal desangående fastslås, at den omstændighed, at Kommissionen ændrede sin analyse efter de berørte parters kommentarer til den endelige underretningsskrivelse, ikke i sig selv udgør en tilsidesættelse af retten til forsvar. Som det fremgår af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, foregriber den endelige underretningsskrivelse nemlig ikke senere afgørelser, som Kommissionen eller Rådet måtte træffe. Denne bestemmelse forpligter blot Kommissionen til, når det er muligt, at meddele de faktiske omstændigheder og betragtninger, som er forskellige fra dem, der blev lagt til grund for dens oprindelige tilgang indeholdt i den endelige underretningsskrivelse. De berørte kan nemlig ved denne fremlæggelse forstå de årsager, der har ført institutionerne til at indtage en anden opfattelse.
139 For at afgøre, om Kommissionen har overholdt sagsøgernes ret til forsvar, som følger af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, skal det følgelig desuden efterprøves, om Kommissionen har meddelt dem de faktiske omstændigheder og betragtninger, der blev lagt til grund i den nye analyse af skaden og af de nødvendige former for foranstaltninger for at fjerne den, for så vidt som disse er anderledes end de i den endelige underretningsskrivelse fastholdte (jf. præmis 133 ovenfor).
140 Herved udtales først, at Kommissionen i den supplerende endelige underretningsskrivelse har anført, at dens nye forslag gav mulighed for ikke at sondre mellem de forskellige kategorier importører.
141 Hvad herefter angår de forhold, Kommissionen har lagt til grund for at tilpasse skademarginen fra 23% til 16,5%, har sagsøgerne med urette gjort gældende, at de ikke har haft adgang hertil. Metoden beskrevet i præmis 136 ovenfor vedrørende tilpasningen af skademarginen under hensyntagen til en ikke-skadevoldende importmængde fremgår nemlig af den supplerende endelige underretningsskrivelse. Denne skrivelse oplyser vel ikke den præcise importmængde fra Kina i 2005, som ville give mulighed for at efterprøve, om procentsatsen på 28,26% svarer til virkeligheden. Eftersom 41,5 mio. par fodtøj ifølge Kommissionen udgjorde 28,26% af den samlede import fra Kina i 2005, kan det alligevel heraf udledes, at importen udgjorde 146,85 mio. par fodtøj. Sagsøgerne har i øvrigt selv gentaget denne beregning i deres e-post af 2. august 2006 (jf. præmis 31 ovenfor).
142 Det følger af det ovenstående, at Kommissionen har meddelt sagsøgerne den argumentation, den har fulgt for at beregne skademarginen under hensyntagen til den ikke-skadevoldende importmængde. Den har ligeledes fremlagt alle de taloplysninger, den herved har fundet relevante, således at sagsøgernes ret til forsvar ikke er blevet tilsidesat i denne henseende.
143 Det skal tillige, som Rådet har gjort (jf. præmis 127 ovenfor), fremhæves, at sagsøgernes anbringende, som det er fremsat i stævningerne, vedrører en tilsidesættelse af deres ret til forsvar og ikke af grundforordningens artikel 1, stk. 1. Det følger heraf, at spørgsmålet, om systemet vedtaget i den anfægtede forordning er foreneligt med grundforordningens artikel 1, stk. 1, da det pålagde antidumpingtold på import under den årlige grænse, der blev anset for ikke at være skadevoldende, ikke i sig selv er forelagt Retten til prøvelse.
144 Hvad angår den fastsatte frist er parterne enige om, at den ophørte den 2. august 2006.
145 Kommissionen har ved at tildele sagsøgerne en frist på mindre end ti dage til at kommentere den supplerende endelige underretningsskrivelse tilsidesat grundforordningens artikel 20, stk. 5 (dommen i sagen Champion Stationery m.fl. mod Rådet, jf. præmis 108 ovenfor, præmis 80). Denne omstændighed kan imidlertid ikke i sig selv medføre en annullation af den anfægtede forordning. Det må nemlig også vurderes, om indrømmelsen af en kortere frist end den, som er fastsat i lovgivningen, konkret kan have påvirket deres ret til forsvar under den omhandlede procedure (Rettens dom af 28.10.2004, sag T-35/01, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet, Sml. II, s. 3663, præmis 331).
146 Det skal herved bemærkes, at sagsøgerne i deres e-mail af 2. august 2006 har henvist til Kommissionens beregninger, og at de har fremlagt en alternativ beregning, der medførte et andet og efter deres opfattelse rimeligt resultat. Sagsøgerne har således forstået Kommissionens argumentation og har kunnet foreslå den en anden tilgang. Sagsøgerne har tillige ikke forklaret, hvorfor de ikke inden for den af Kommissionen fastsatte frist kunne gøre gældende, at der var sket en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 1, stk. 1. Under disse omstændigheder skal det fastslås, at de effektivt har kunnet gøre deres opfattelse gældende.
147 Det følger heraf, at sagsøgernes ret til forsvar ikke er blevet tilsidesat.
148 Af de samme grunde skal sagsøgernes argumentation om en begrundelsesmangel hvad angår den anvendte metode til beregning af skadeniveauet forkastes. Begrundelsen for den anfægtede forordning skal nemlig især vurderes i forhold til de oplysninger, som sagsøgerne er meddelt, og som de har afgivet under den administrative procedure (Rettens dom af 15.12.1999, forenede sager T-33/98 og T-34/98, Petrotub og Republica mod Rådet, Sml. II, s. 3837, præmis 107).
149 I denne sag indeholder betragtning 296-301 til den anfægtede forordning, som nævnt i præmis 36 ovenfor, de vurderinger, der førte Rådet til at vedtage det endeligt iværksatte system. Det skal følgelig fastslås, at den anfægtede forordning er retligt fyldestgørende begrundet, eftersom Kommissionen har meddelt sagsøgerne sin argumentation for at beregne skademarginen under hensyn til en ikke-skadevoldende importmængde, og at den ligeledes har fremlagt alle de taloplysninger, den fandt relevante hertil (jf. præmis 140-142 ovenfor).
150 Det sjette anbringende skal hermed forkastes.
Det syvende anbringende om urigtig retsanvendelse og et åbenbart urigtigt skøn vedrørende EF-erhvervsgrenens skade
Parternes argumenter
151 Sagsøgerne finder, at beslutningen hvad angår skaden ikke er støttet på en tilstrækkelig lang periode for normalimport og følgelig ikke er støttet på troværdige og objektive oplysninger. Eftersom undersøgelsesperioden strækker sig fra den 1. april 2004 til den 31. marts 2005, har Kommissionen nemlig fået den opfattelse, at den forøgede import efter ophøret af kontingentordningen havde en skadelig virkning, der var særlig mærkbar for EF-erhvervsgrenen, hvorved den kun har taget hensyn til første kvartal i 2005. De åbenbare indicier for, at der foreligger en betydelig skade i 2004, som Kommissionen har henvist til i punkt 277 under det nye afsnit H i den supplerende endelige underretningsskrivelse, betyder ikke, at der rent faktisk blev forvoldt betydelig skade i 2004. Manglen på betydelig skade i 2004 understøttes af, at forøgelsen af importen i 2004 i forhold til 2003 var beskeden, og af punkt 285 i den endelige underretningsskrivelse.
152 De tre første måneder i 2005 var således indledningen af åbningen af et marked, der i mere end 12 år havde været underlagt en streng kontingentordning. Som Kommissionen har bemærket i den endelige underretningsskrivelse, var perioden efter ophøret af kontingentordningen kunstigt fordrejet af forventningerne forbundet med denne begivenhed. Den anfægtede forordning er således støttet på oplysninger om en kort periode, der ikke kunne give troværdige oplysninger som følge af ophævelsen af kontingenterne. Det følger heraf, at Rådet har tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 2. Desuden er det ikke godtgjort, at Kommissionen har undersøgt skadesfaktorerne for hele den pågældende periode.
153 Endelig har sagsøgerne henvist til, at kontingentordningen ikke skulle udbedre følgerne af importen, der var genstand for dumping.
154 Rådet har med støtte fra Kommissionen, CEC og de italienske producenter bestridt sagsøgernes argumenter.
Rettens bemærkninger
155 Først bemærkes, at indførelse af antidumpingtold ikke udgør en sanktion mod en tidligere adfærd, men en foranstaltning til forsvar og beskyttelse mod illoyal konkurrence som følge af dumpingpraksis. For at kunne fastsætte antidumpingtold, som er egnet til at beskytte EF-erhvervsgrenen mod dumpingpraksis, er det derfor nødvendigt at foretage undersøgelsen på grundlag af oplysninger, der er så aktuelle som muligt (dommen i sagen Industrie des poudres sphériques mod Rådet, jf. præmis 108 ovenfor, præmis 91 og 92, samt Rettens dom af 14.11.2006, sag T-138/02, Nanjing Metalink mod Rådet, Sml. II, s. 4347, præmis 60).
156 Når institutionerne fastslår, at importen af en vare, der hidtil havde været underlagt kvantitative restriktioner, stiger, efter at disse restriktioner er ophørt, kan de således tage hensyn til denne stigning med henblik på deres vurdering af den skade, EF-erhvervsgrenen påføres.
157 Kommissionens vurdering ifølge punkt 283 i den endelige underretningsskrivelse, hvorefter import mængden af varer er steget efter kontingentordningens ophør, viser for det andet ikke, at institutionerne udelukkende har lagt vægt på dette kvantitative forhold for at fastslå, at der foreligger en skade.
158 Endelig har institutionerne, som det ses af betragtning 162, 168-170, 187-206 og 216-240 til den anfægtede forordning, taget hensyn til flere faktorer vedrørende skaden og årsagsforbindelsen, ikke kun hvad angår undersøgelsesperiodens sidste kvartal, men også hele den pågældende periode.
159 Det følger heraf, at det syvende anbringende skal forkastes.
160 Herefter må Rådet frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
161 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Rådets påstand herom.
162 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, bærer Kommissionen, CEC og de italienske producenter deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Afdeling):
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Zhejiang Aokang Shoes Co., Ltd og Wenzhou Taima Shoes Co., Ltd bærer deres egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger.
3) Europa-Kommissionen, Confédération européenne de l’industrie de la chaussure (CEC), BA.LA. di Lanciotti Vittorio & C. Sas og de 16 øvrige intervenienter, hvis navne fremgår af bilaget, bærer deres egne omkostninger.
Martins Ribeiro |
Papasavvas |
Dittrich |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. marts 2010.
Underskrifter
Indhold
Retsforskrifter
Sagens baggrund og den anfægtede forordning
Retsforhandlingerne for Retten og parternes påstande
Retlige bemærkninger
De tre første anbringender samt det femte anbringende, henholdsvis om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), og artikel 9, stk. 5, tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt urigtig beregning af sagsøgernes dumpingmargen
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar, af begrundelsespligten og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Det sjette anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 20 og af retten til forsvar samt om begrundelsesmangel
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Det syvende anbringende om urigtig retsanvendelse og et åbenbart urigtigt skøn vedrørende EF-erhvervsgrenens skade
Parternes argumenter
Rettens bemærkninger
Sagens omkostninger
Bilag
Calzaturificio Elisabet Srl, Monte Urano (Italien),
Calzaturificio Iacovelli di Iacovelli Giuseppe & C. Snc, Monte Urano,
Calzaturificio Leopamy Srl, Monte Urano,
Calzaturificio Lunella Srl, Monte Urano,
Calzaturificio Mia Shoe Snc di Gattafoni Carlo & C., Monte Urano,
Calzaturificio Primitempi di Monaldi Geri, Monte Urano,
Calzaturificio R.G. di Rossi & Galiè Srl, Monte Urano,
Calz. S.G. di Seghetta Giampiero e Sergio Snc, Monte Urano,
Carim Srl, Monte Urano,
Florens Shoes SpA, Monte Urano,
Gattafoni Shoe Snc di Gattafoni Giampaolo & C., Monte Urano,
Grif Srl, Monte Urano,
Missouri Srl, Monte Urano,
New Swing Srl, Monte Urano,
Podosan Medical Shoes di Cirilli Michela, Monte Urano,
Viviane Sas, Monte Urano.
* Processprog: engelsk.