RETTENS DOM (Syvende Afdeling)

10. december 2008

Sag T-57/99

Albert Nardone

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – erstatningssøgsmål – erhvervssygdom – udsættelse for asbest og andre stoffer«

Angående: Påstand om betaling af erstatning for den skade, sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af den culpøse adfærd, Kommissionen har udvist ved at udsætte sagsøgeren for asbeststøv.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler Albert Nardone en erstatning på 66 000 EUR. I øvrigt frifindes Kommissionen. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – fast godtgørelse i henhold til vedtægten – påstand om supplerende erstatning under henvisning til, at institutionen har begået en erstatningspådragende fejl

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)

2.      Tjenestemænd – ugyldighed – myndighedens forpligtelse til at undersøge, om den tjenestemand, der tager sin afsked, er arbejdsdygtig – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 78)

3.      Retspleje – sagsomkostninger – opgørelse – godtgørelsespligtige omkostninger – begreb – omkostninger i forbindelse med den administrative procedure – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder

(Art. 288, stk. 2, EF)

1.      En tjenestemand, som har pådraget sig en erhvervssygdom, har kun ret til en supplerende erstatning efter de almindelige regler, når de vedtægtsbestemmelser, som er indført ved vedtægtens artikel 73, ikke giver mulighed for en passende erstatning. Denne retsregel, som har til formål at hindre, at tjenestemænd modtager dobbelt kompensation, finder systematisk anvendelse, og giver i princippet ikke rum for nogen undtagelser eller fravigelser. Således skal der tages hensyn til eventuelle modtagne vedtægtsmæssige ydelser ved fastsættelsen af det tab, som skal erstattes, såfremt disse udbetales til erstatning af det samme tab, som påstås erstattet i forbindelse med erstatningssøgsmålet.

Et erstatningssøgsmål er anlagt for tidligt, når det endnu ikke er muligt at vurdere, om den erstatning, som sagsøgeren har krav på i henhold til vedtægten, er passende. Selv om det normalt er hurtigere og forbundet med færre omkostninger for en tjenestemand at føre bevis for, at han har ret til en fast godtgørelse i henhold til vedtægtens artikel 73, end at føre bevis for, at de nødvendige betingelser for Fællesskabets pådragelse af erstatning uden for kontrakt foreligger, er dette imidlertid ikke altid tilfældet. Det er i lyset af princippet om procesøkonomi, som kræver en afvejning mellem forskellige faktorer, som foreligger i hvert enkelt tilfælde, at Fællesskabets retsinstanser underlægger antagelsen til realitetsbehandling af et erstatningssøgsmål efter de almindelige regler et krav om, at muligheden for en vedtægtsmæssig erstatning som fastsat i vedtægtens artikel 73 er udtømt. Et sådant søgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling, når proceduren med henblik på opnåelse af en vedtægtsmæssig erstatning tager uforholdsmæssig lang tid. Såfremt en erstatning tilkendt i forbindelse med et sådant søgsmål dækker tab, som også påstås erstattet i henhold til den vedtægtsmæssige ordning, som er fastsat i vedtægtens artikel 73, skal denne erstatning desuden fradrages i eventuelle vedtægtsmæssige ydelser, som sagsøgeren er blevet tildelt, i medfør af antikumulationsreglen hvad angår erstatninger.

(jf. præmis 53-58)

Henvisning til: Domstolen, 9. september 1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 5251, præmis 23; Retten, 14. maj 1998, sag T-165/95, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 627, præmis 72; Retten, 15. december 1999, sag T-300/97, Latino mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 259, og II, s. 1263, præmis 94 og 95.

2.      Det fremgår hverken af Domstolens praksis eller af nogen anden fællesskabsretlig retskilde, at en fællesskabsinstitution generelt er forpligtet til at undersøge, om en tjenestemand er arbejdsdygtig ved frivillig fratræden.

Såfremt en tjenestemand er af den opfattelse, at hans sundhedstilstand tvinger ham til at forlade tjenesten, skal han i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90 forud for sin fratræden indgive en ansøgning om tilkendelse af invalidepension i henhold til vedtægtens artikel 78. I mangel heraf er han alene ansvarlig for, at han ikke udbetales en invalidepension, forudsat han har krav på en sådan pension.

(jf. præmis 130 og 131)

Henvisning til: Retten, 26. februar 2003, sag T-59/01, Nardone mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 55, og II, s. 323, præmis 38 og 40.

3.      Honorarer for tjenesteydelser præsteret af en advokat under den administrative procedure i vedtægtens artikel 90 og 91 udgør ikke godtgørelsespligtige omkostninger. Således følger det af opbygningen af ordningen med den administrative procedure, som er fastsat i vedtægten, at en tjenestemand ikke lader sig repræsentere på dette stadium, idet modstykket til denne situation er, at myndigheden ikke bør fortolke kravene restriktivt, men derimod bredt. Det følger heraf, at en tjenestemand, medmindre der foreligger usædvanlige omstændigheder, ikke kan opnå tilbagebetaling af udgifter og honorarer til sine advokater i forbindelse med et erstatningssøgsmål.

(jf. præmis 139 og 140)

Henvisning til: Retten, 5. juli 1993, sag T-84/91 DEP, Meskens mod Parlamentet, Sml. II, s. 757, præmis 14; Retten, 6. maj 2004, sag T-34/03, Hecq mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 143, og II, s. 639, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 13. december 2005, forenede sager T-155/03, T-157/03 og T-331/03, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 411, og II, s. 1865, præmis 199 og den deri nævnte retspraksis.

4.      Det Europæiske Fællesskabs pådragelse af erstatningsansvar uden for kontrakt forudsætter for det første, at der er godtgjort at være sket en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Hvad angår kravet om, at tilsidesættelsen skal være tilstrækkelig kvalificeret, er det afgørende kriterium for, at dette krav er opfyldt, navnlig når den pågældende fællesskabsinstitution råder over en bred skønsbeføjelse, at denne institution åbenbart og groft har overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse. Når denne institution råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en tilsidesættelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse.

Betingelserne for Fællesskabets pådragelse af erstatningsansvar for skade påført dets tjenestemænd og tidligere tjenestemænd på grund af en tilsidesættelse af fællesskabsretten bør ikke, medmindre der foreligger en særlig begrundelse, afvige fra de betingelser, som finder anvendelse ved Fællesskabets ansvar over for andre borgere.

Lægetjenesten ved en fællesskabsinstitution skal i medfør af omsorgspligten underrette tjenestemanden om enhver sygdom, der fremgår af hans journal, og advare ham mod sundhedsfarlig adfærd, hvilket forudsætter, at den pågældende modtager alle relevante oplysninger. Lægetjenesten skal ligeledes underrette tjenestemanden om de risikofaktorer, som kan medføre en sygdom. En eventuel tilsidesættelse af disse forpligtelser kan indebære, at den pågældende institution ifalder erstatningsansvar. Omsorgspligten er således en retsregel, hvis overtrædelse kan bevirke, at Det Europæiske Fællesskab ifalder erstatningsansvar.

Kommissionen begår en fejl, som udgør en tilsidesættelse af dens omsorgspligt, når den pålægger en tjenestemand at arbejde under sundhedsskadelige forhold, og ikke træffer foranstaltninger til at forbedre disse forhold, selv om den rådgivende læge flere gange har gjort den opmærksom på denne situation.

(jf. præmis 162, 164, 166 og 171-173)

Henvisning til: Domstolen, 4. juli 2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 41, 43 og 44; Retten, 25. september 1991, sag T-36/89, Nijman mod Kommissionen, Sml. II, s. 699, præmis 36 og 37; Retten, 18. december 1997, sag T-90/95, Gill mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 471, og II, s. 1231, præmis 34; Retten, 12. juli 2001, forenede sager T-198/95, T-171/96, T-230/97, T-174/98 og T-225/99, Comafrica og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, Sml. II, s. 1975, præmis 134.