61993A0471

++++

1. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde ° beslutning, hvorved det afvises, at der foreligger en statsstoette

(EOEF-traktaten, art. 190)

2. Statsstoette ° begreb ° offentligt fastsatte oekonomiske vilkaar for den bistand, som den virksomhed, der staar for afslutningen af vaeddemaal i hestevaeddeloeb i en medlemsstat, yder til en tilsvarende virksomhed i en anden medlemsstat i forbindelse med modtagelsen af indsatser ° ingen fordel for modtageren af bistanden ° ikke omfattet

(EOEF-traktaten, art. 92, stk. 1)

1. Begrundelsen for faellesskabsinstitutionernes beslutninger skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og for den beroerte at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig.

En beslutning, hvorved Kommissionen afviser, at der foreligger en statsstoette, kan anses for tilstraekkeligt begrundet, naar den indeholder en redegoerelse for de faktiske omstaendigheder og de overvejelser af retlig art, der har afgoerende betydning for beslutningens opbygning, ogsaa selv om man ikke deri finder en fuldstaendig gengivelse af alle detaljer i Kommissionens argumentation. Udstederen af en beslutning er nemlig ikke forpligtet til at angive alle de forskellige relevante faktiske eller retlige omstaendigheder, og spoergsmaalet, om en beslutnings begrundelse er fyldestgoerende, skal vurderes ikke blot i forhold til beslutningens ordlyd, men ogsaa i lyset af den sammenhaeng, hvori den er vedtaget, samt paa baggrund af alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade.

2. En foranstaltning kan ikke anses for at vaere statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1' s forstand, naar den ikke har medfoert fordele for den person, der paastaas at have modtaget stoette.

Det er derfor med foeje, at Kommissionen efter komplicerede oekonomiske vurderinger har truffet beslutning om, at bestemmelser, der er fastsat af det offentlige, og som gaar ud paa, at den virksomhed, der staar for afslutningen af vaeddemaal i hestevaeddeloeb i én medlemsstat, naar den har foretaget indeholdelse af afgifter paa indsatser, der modtages paa vegne af den tilsvarende virksomhed i en anden medlemsstat i hestevaeddeloeb, der arrangeres i denne anden medlemsstat, tilbagebetaler en del heraf til sidstnaevnte virksomhed, ikke udgoer en statsstoette, selv om disse regler adskiller sig fra de regler, der gaelder for vaeddemaal i hestevaeddeloeb, der afholdes paa det nationale omraade, naar den efter en undersoegelse af samtlige de forhold, der er bestemmende for de finansielle stroemme mellem de to virksomheder, der hver paa sit omraade staar for afslutningen af vaeddemaal, uden at have gjort sig skyldig i en aabenbar vildfarelse er naaet til det resultat, at naevnte betalinger ikke omfatter stoerre beloeb end de beloeb, modtagervirksomheden ville have modtaget, saafremt den selv i udlandet havde staaet for modtagelsen af indsatser i de vaeddeloeb, der henhoerer under dens kompetence.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Pari mutuel urbain (herefter "PMU") er en fransk erhvervsoekonomisk sammenslutning med de foerende vaeddeloebsselskaber i Frankrig som deltagere. Sammenslutningen staar med eneret for organiseringen i Frankrig af off-course-vaeddemaal, der foregaar som totalisatorspil, i hestevaeddeloeb, der arrangeres af de i dette oejemed autoriserede vaeddeloebsselskaber. PMU har endvidere eneret paa formidling af vaeddemaal, der indgaas uden for Frankrig, i vaeddeloeb, der organiseres i Frankrig, samt vaeddemaal, der indgaas i Frankrig, i vaeddeloeb, der organiseres i udlandet. PMU' s vedtaegter skal godkendes af de franske myndigheder, der ogsaa udnaevner medlemmerne af sammenslutningens generalforsamling.

2 Pari mutuel unifié belge, der er en sammenslutning, som ikke arbejder med gevinst for oeje, og andelsselskabet SC Auxiliaire PMU belge, der er denne sammenslutnings samarbejdspartner (herefter under ét "PMU belge"), blev stiftet i Belgien i henholdsvis 1974 og 1984 af de elleve belgiske hestevaeddeloebsselskaber. I Belgien maa efter gaeldende belgisk lov kun arrangoerer af hestevaeddeloeb formidle vaeddemaal i de af dem organiserede loeb, ved on-course-vaeddemaal enten som vinderspil eller efter totalisatorsystemet og ved off-course-vaeddemaal efter totalisatorsystemet. De andre i Belgien autoriserede hestevaeddemaalsagenturer maa kun formidle vaeddemaal i hestevaeddeloeb i udlandet, der i praksis afsluttes som vaeddemaal i vinderspil. I belgiske loeb maa disse agenturer i totalisatorspil kun formidle vaeddemaal som repraesentanter for vaeddeloebsselskaberne eller ° i vinderspil ° med disses tilladelse og mod erlaeggelse af en afgift. PMU belge er saaledes blevet skabt af hestevaeddeloebsselskaberne med det formaal i faellesskab at organisere indgaaelsen af vaeddemaal i de loeb, de arrangerer, og har faaet eneret til at organisere off-course-totalisatorspil i disse loeb.

3 Den 18. marts 1991 indgik PMU og PMU belge en aftale om, at foerstnaevnte paa vegne af sidstnaevnte i Frankrig og naermere betegnet i sytten franske departementer kan afslutte vaeddemaal i belgiske hestevaeddeloeb.

4 Denne aftale blev indgaaet inden for rammerne af fransk lovgivning, idet det i finanslov for 1965 nr. 64-1279 af 23. december 1964 i artikel 15, stk. 3, er bestemt, at hestevaeddeloebsselskaber, der har tilladelse til at formidle off-course-totalisatorspil, kan opnaa tilladelse til at modtage vaeddemaal i Frankrig vedroerende loeb uden for Frankrig, for saa vidt som de afsluttede vaeddemaal samles under ét og indgaar i den pulje, der fordeles, i direkte forbindelse med den eller de institutioner eller selskaber, der har til opgave at formidle totalisatorvaeddemaal i det paagaeldende land. Ifoelge samme bestemmelse opkraeves af saadanne vaeddemaal de foreskrevne afgifter og skatter, der finder anvendelse i det land, hvor vaeddeloebet afholdes, og disses provenu fordeles mellem det land, hvor vaeddemaalene er afsluttet, og det, hvor loebet gennemfoeres. Den fordeling, der saaledes finder sted, kan omfatte en saerlig andel til daekning af administrationsomkostninger, som fradrages foer udbetaling til de formaal, som tilgodeses efter loven i hvert land.

5 Endvidere er det i dekret nr. 91-118 af 31. januar 1991 om PMU' s modtagelse af vaeddemaal i hestevaeddeloeb, der gennemfoeres i Belgien, bestemt, at PMU maanedligt af en aarlig indsats i loeb, der afholdes i Belgien, paa 50 mio. FF og derunder til staten indbetaler stempelafgiftens beloeb samt 0,876% af indsatsernes beloeb til Fond national des haras et des activités hippiques (Den Nationale Fond for Hestestutterier og Hestesport). Ud over de ovennaevnte indbetalinger skal der ifoelge samme dekret af den andel af den aarlige indsats, der beloeber sig til mellem 50 og 75 mio. FF, indbetales en tredjedel af provenuet af en progressiv tillaegsafgift paa gevinsterne (herefter "PSP") til statskassen og 0,181% af indsatsbeloebet til Fond national des haras et des activités hippiques. Af den andel af det aarlige indsatsbeloeb, der andrager 75-100 mio. FF, skal ° i tillaeg til de allerede naevnte betalinger ° to tredjedele af PSP indbetales til statskassen og 0,362% til Fond national des haras et des activités hippiques. Endelig skal ° i tillaeg til disse betalinger ° af den andel af det aarlige indsatsbeloeb, der overstiger 100 mio. FF, hele provenuet af PSP indbetales til statskassen og 0,543% til Fond national des haras et des activités hippiques.

6 Skatter og afgifter af indsatsbeloeb i vaeddemaal, der afsluttes i hestevaeddeloeb, kan i Frankrig tilsammen hoejst udgoere 30%, hvilket fremgaar af bestemmelserne i artikel 18 i finansloven for 1967.

7 I Belgien kan saadanne skatter og afgifter af indsatsbeloebet i hestevaeddeloeb derimod udgoere maksimalt 35%, hvilket fremgaar af bestemmelsen i artikel 44-2 , litra d), i kongelig anordning af 8. juli 1970 om den almindelige ordning for skatter og afgifter, der ligestilles med indkomstskat, hvorefter den andel af indsatsbeloebet, der skal tilfalde vinderne, ikke kan udgoere mindre end 65%.

8 Paa baggrund af disse regler er det i ovennaevnte aftale mellem PMU og PMU belge bestemt, at afgiften af indtaegten af vaeddemaal, der er afsluttet i Frankrig vedroerende belgiske hestevaeddeloeb, hvorved afgiftssatsen er 35% i henhold til bestemmelserne i den naevnte franske og belgiske lovgivning i forening, fordeles paa grundlag af en ordning, der er bestemt af omsaetningen. I den forbindelse opereres der i aftalen med fire trin. Foerste trin omfatter en omsaetning paa under 50 mio. FF; de tilgodesete franske offentlige formaal modtager 6,386% af afgiften og de belgiske 23,114%. Andet trin omfatter omsaetningen paa 50-75 mio. FF. Den franske andel heraf er sat op til 10,817% og den belgiske sat ned til 16,183%. Tredje trin omfatter omsaetningen mellem 75 og 100 mio. FF. Den franske andel heraf udgoer 15,238% og den belgiske 9,762%. Endelig falder for den del af omsaetningen, der overstiger 100 mio. FF, den belgiske andel til 5,602%, mens den franske andel udgoer 19,169%.

9 Den 12. juli 1991 indgav Tiercé Ladbroke SA (herefter "Ladbroke"), der er et i 1982 oprettet belgisk selskab, der er en del af Ladbroke Group plc, og som i Belgien driver virksomhed med formidling af vaeddemaal i vinderspil i hestevaeddeloeb, der arrangeres i andre lande, en klage til Kommissionen (IV/34.013) over PMU, PMU belge og Den Franske Republik i henhold til paa den ene side EOEF-traktatens artikel 85 og 86 og paa den anden side EOEF-traktatens artikel 92 og 93. Under henvisning til de sidstnaevnte traktatbestemmelser anmodede Ladbroke i sin klage, der blev gentaget og for saa vidt angaar det paaberaabte retsgrundlag praeciseret ved skrivelse af 5. februar 1992 (NN 16/92), Kommissionen om at fastslaa, at den den 18. marts 1991 mellem PMU og PMU belge afsluttede aftale havde til foelge, at der fra Frankrig til PMU belge blev ydet en ulovlig statsstoette, der ikke var givet underretning om.

10 Ladbroke har i den forbindelse i klagen fremhaevet, at de i Frankrig afsluttede vaeddemaal i overensstemmelse med aftalen mellem PMU og PMU belge, der fra 20. marts 1991 har givet en omsaetning paa 67 mio. BFR ° og aarligt 300 mio. BFR ° indsamles og administreres paa samme maade som de vaeddemaal vedroerende de franske loeb, der er omfattet af den franske ordning og samles over PMU' s totalisatorsystem ved hjaelp af den arbejdskraft og de tekniske hjaelpemidler, denne sammenslutning raader over. Indsatsen i de i Frankrig afsluttede vaeddemaal vedroerende belgiske loeb, der derefter overfoeres fra det franske til det belgiske totalisatorsystem, belaegges i overensstemmelse med belgisk lovgivning med en afgift paa 35%. Af denne afgift paa 35% tilfalder et beloeb svarende til 26% PMU belge, mens resten paa 9% gaar tilbage til det franske system, heraf ca. 4% til den franske stat og ca. 5% til de franske vaeddeloebsselskaber. Omvendt tilfalder af afgiften paa ca. 30% af indsatsen i vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende franske loeb, ca. 18% den franske stat og 10% vaeddeloebsselskaberne.

11 Ladbroke har saaledes i klagen gjort gaeldende, at den omstaendighed, at den franske stat, PMU og vaeddeloebsselskaberne kun beholder 9% af afgiften paa indsatser i vaeddemaal i belgiske loeb og ikke 28%, som det er tilfaeldet for afgiften paa indsatsen i vaeddemaal i franske loeb, er en afgiftspraksis, der, da den betyder en byrde for den franske stat og en fortjeneste for modtageren, PMU belge, udgoer en ulovlig statsstoette til fordel for sidstnaevnte. Denne statsstoette bevirker en fordrejning af konkurrencen, for saa vidt som PMU belge faar tilbagebetalt beloeb af indsatsbeloebet i vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende belgiske loeb, som sammenslutningens konkurrenter i Belgien ikke faar, da de ikke har mulighed for at afslutte vaeddemaal i Frankrig. Desuden paavirker den omtalte ulovlige statsstoette samhandelen mellem medlemsstater, idet der i medfoer af den ordning, den er resultatet af, afsluttes vaeddemaal i Frankrig vedroerende belgiske loeb og gennem den franske stat fra Frankrig til Belgien tilbagebetales beloeb, der stammer fra disse vaeddemaal. Endelig er den omhandlede stoette en ny stoette, der ikke er givet underretning om, og som er ydet i strid med traktatens artikel 93, stk. 3.

12 Ladbroke har herefter dels anmodet Kommissionen om at fastslaa, at aftalen mellem PMU og PMU belge er i strid med traktatens artikel 85 og 86, og om at paalaegge disse to parter at bringe denne aftale til ophoer, dels anmodet den om at traeffe foelgende foranstaltninger:

° Det paalaegges ved foreloebig beslutning Den Franske Republik at standse den uanmeldte statsstoette, der ydes til PMU belge.

° Det paalaegges efter en gennemgribende undersoegelse af den ulovlige stoette, der er ydet til PMU belge, Den Franske Republik at afskaffe denne.

° Det paalaegges PMU belge at tilbagebetale den ulovlige stoette, med tillaeg af renter, der beregnes med den almindelige markedsrentesats.

13 Den del af Ladbroke' s klage, der vedroerte den paastaaede ydelse af ulovlig statsstoette, blev afvist ved skrivelse af 18. januar 1993 fra det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrence (herefter "beslutningen" eller "den anfaegtede beslutning"), med den begrundelse, at naevnte aftale mellem PMU og PMU belge ikke omfattede nogen stoette i traktatens artikel 92, stk. 1' s forstand, hvilket blev begrundet paa den i det foelgende beskrevne maade.

14 Ifoelge beslutningen kan afgiften af indtaegten af vaeddemaal i hestevaeddeloeb ikke anses for en beskatning, idet den selv er genstand for indeholdelser til det offentlige af fiskal karakter, og idet dens stoerrelse i Frankrig saavel som i Belgien veksler med forskellige faktorer, saasom det sted, hvor loebet arrangeres, og de formaal, afgiften tilflyder, eksempelvis fonden for hestestutterier eller Den Nationale Fond for Udvikling af Vandforsyning eller statskassen.

15 Desuden ville det ifoelge beslutningen vaere forkert, saafremt man i 35%-afgiften paa indsatsen i vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende belgiske vaeddeloeb, foretog den samme indeholdelse til det offentlige som af den 30%-afgift, der opkraeves af indsatsen i vaeddemaal i franske loeb, idet denne offentlige franske indeholdelse paa 18% omfatter "rent franske" afgifter, navnlig afgifterne til de franske hestestutterier (fra 1,86% til 3,36%) og 22% moms, der beregnes af den del af afgiften, der tilkommer de franske vaeddeloebsselskaber. Den offentlige franske indeholdelse paa 18% kan altsaa ikke i sin helhed finde anvendelse paa afgiften paa 35% af indsatsen i vaeddemaal i belgiske loeb, men kun med den del, der er tilbage efter fradrag af rent franske afgifter, hvilke andrager ca. 5%. Dette indebaerer allerede, at det beloeb, der indeholdes til franske offentlige formaal, kommer til at andrage mindre end 13% af de beloeb, der vaeddes for i belgiske loeb, saaledes at det naermer sig den offentlige franske indeholdelse paa for tiden 6,4% i den afgift paa 35%, der opkraeves af indsatsen i vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende belgiske loeb.

16 I oevrigt er ifoelge beslutningen den andel af afgiften, der tilfalder PMU belge, procentuelt naesten den samme, hvad enten vaeddemaalet afsluttes gennem et i Frankrig eller Belgien beliggende vaeddemaalsagentur. Kommissionen har i den forbindelse i beslutningen forklaret, at saafremt vaeddemaalene vedroerende de belgiske loeb blev afsluttet i Belgien, ville PMU belge' s andel, alt efter hvilken region der er tale om, andrage 25-28%, minus 5,5% i administrationsomkostninger, hvilket giver en andel paa mellem 19,5 og 22,5% sammenlignet med 23,114%, naar vaeddemaalene afsluttes i Frankrig. Naar PMU belge' s ekstraudgifter i anledning af afslutningen af vaeddemaal uden for belgisk omraade (til reklame, oplysning og prisinformation) fradrages i disse 23,114%, kan det konstateres, at PMU belge for de vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende belgiske loeb, modtager en andel, der i det vaesentlige svarer til den andel, sammenslutningen ville have modtaget, saafremt den selv optog vaeddemaalene vedroerende belgiske vaeddeloeb.

17 Endelig kan ifoelge beslutningen aftalen mellem PMU og PMU belge efter en samlet bedoemmelse kun i sin foerste fase antages at vaere til fordel for PMU belge, for saa vidt angaar omsaetningstrinnet paa under 50 mio. FF, hvor den del af afgiften, der tilfalder PMU belge, er forholdsvis hoej. Derimod maa aftalen for saa vidt angaar dens senere faser anses for klart mindre fordelagtig for PMU belge som foelge af denne sammenslutnings faldende andel af afgiften paa de hoejere omsaetningstrin.

18 Kommissionen har imidlertid i beslutningen med henblik paa at kunne tage hoejde for enhver ny omstaendighed samt den mulighed, at aftalen i fremtiden ikke anvendes, naar man kommer ud over den foerste fase, forbeholdt sig retten til at tage aftalen op til fornyet undersoegelse efter fire aar og har opfordret de franske myndigheder til at forelaegge den en aarlig beretning om gennemfoerelsen af aftalen mellem PMU og PMU belge.

19 Paa baggrund heraf har Ladbroke ved staevning indgivet den 22. marts 1993 i henhold til EOEF-traktatens artikel 173 anlagt naervaerende sag, der er registreret paa Domstolens Justitskontor som sag C-80/93.

20 Den 7. juli 1993 har Den Franske Republiks regering fremsat begaering om at intervenere til stoette for Kommissionens paastande. Domstolens praesident har ved kendelse af 6. august 1993 imoedekommet denne begaering, og intervenienten har den 20. oktober 1993 indgivet et skriftligt indlaeg, som Kommissionen den 23. november 1993 og sagsoegeren den 10. december 1993 har fremsat deres bemaerkninger til.

21 Domstolen har ved kendelse af 27. september 1993 i henhold til artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) henvist sagen til Retten, hvor den er registreret som sag T-471/93.

22 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Retten (Foerste Udvidede Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Den har dog anmodet Kommissionen og den franske regering om at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal og give forskellige oplysninger vedroerende gennemfoerelsen af aftalen mellem PMU og PMU belge og reglerne om offentlige myndigheders indeholdelse af afgiftsandele vedroerende afgifter i Frankrig af indsatsen i vaeddemaal i franske og belgiske hestevaeddeloeb. Parterne har fristmaessigt efterkommet denne anmodning.

23 Parterne har i retsmoedet den 24. januar 1995 afgivet mundtlige indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten.

Parternes paastande

24 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Beslutningen i skrivelsen af 18. januar 1993 annulleres.

° Det paalaegges i henhold til EOEF-traktatens artikel 176 Kommissionen straks at genoptage behandlingen af klage nr. NN 16/92 over PMU og PMU belge.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionen frifindes.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, intervenienten har afholdt.

Realiteten

27 Sagsoegeren har til stoette for annullationspaastanden gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning dels i strid med EOEF-traktatens artikel 190 mangler begrundelse, dels indeholder en fejlagtig begrundelse eller er retsstridig.

Det foerste anbringende om manglende begrundelse

28 Retten skal fastslaa, at selv om sagsoegeren har gjort gaeldende, at beslutningen mangler begrundelse, er der fra sagsoegerens side kun fremfoert argumenter, hvormed naevnte beslutnings materielle lovlighed bestrides. Retten, der ogsaa ex officio kan tage stilling til begrundelsen i faellesskabsretsakter, der anfaegtes i sager for den, finder imidlertid anledning til at behandle anbringendet om manglende begrundelse.

29 Det bemaerkes indledningsvis, at faellesskabsinstitutionernes beslutninger ifoelge traktatens artikel 190 skal begrundes, og at begrundelsen skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og for den beroerte at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig (Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 42, og af 29.6.1993, sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669, praemis 30).

30 Det bemaerkes i foerste raekke, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har fremstillet grundene til, at aftalen mellem PMU og PMU belge, som sagsoegeren kritiserede i klagen af 12. juli 1991, der blev gentaget ved skrivelse af 5. februar 1992, efter dens opfattelse ikke kan antages at have medfoert, at der blev ydet PMU belge stoette i traktatens artikel 92, stk. 1' s forstand, og dermed grundene til, at den afviste sagsoegerens klage.

31 Den anfaegtede beslutning indeholder saaledes en raekke bemaerkninger vedroerende faktiske og retlige spoergsmaal i forbindelse med afgiften paa vaeddemaalsindsatser i hestevaeddeloeb og vedroerende indeholdelserne i afgiften, vedroerende hensyn, der begrunder den behandling, som denne afgift er genstand for i Frankrig, og navnlig vedroerende den omstaendighed, at PMU belge i realiteten ikke har nogen fordel af aftalen med PMU, idet en saadan fordel, der eventuelt foreligger i naevnte aftales foerste fase, forsvinder i de senere faser.

32 Dernaest bemaerkes, at de saaledes anfoerte grunde udgoer en begrundelse, der under ét maa antages i traktatens artikel 190' s forstand at udgoere et fyldestgoerende grundlag for Kommissionens konklusioner, for saa vidt som den indeholder en redegoerelse for de faktiske omstaendigheder og de overvejelser af retlig art, der efter beslutningens opbygning har afgoerende betydning, og da den goer det muligt at fastslaa, at Kommissionens afvisning af, at der foreligger en stoette i traktatens artikel 92, stk. 1' s forstand, foerst og fremmest udspringer af konstateringen af, at PMU belge ikke har nogen fordel af naevnte aftale.

33 Selv om begrundelsen til den anfaegtede beslutning ikke overalt gengiver alle detaljer i Kommissionens argumentation, kan den anses for fyldestgoerende, henset til, at udstederen af en beslutning ikke er forpligtet til at angive alle de forskellige relevante faktiske eller retlige momenter, og til, at spoergsmaalet, om en beslutnings begrundelse er fyldestgoerende, skal vurderes ikke blot i forhold til ordlyden, men ligeledes i lyset af den sammenhaeng, hvori den er vedtaget, samt paa baggrund af alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade (jf. Domstolens dom af 25.10.1984, sag 185/83, Rijksuniversiteit te Groningen, Sml. s. 3623, praemis 38, af 26.6.1986, sag 203/85, Nicolet, Sml. s. 2049, praemis 10, af 8.6.1989, sag 167/88, AGPB, Sml. s. 1653, praemis 34, og af 6.7.1993, forenede sager C-121/91 og C-122/91, CT Control og JCT Benelux mod Kommissionen, Sml. I, s. 3873, praemis 31).

34 Heraf foelger, at sagsoegerens foerste anbringende om manglende begrundelse skal forkastes.

Det andet anbringende om den anfaegtede beslutnings fejlagtige begrundelse eller retsstridighed

Sammenfatning af parternes argumentation

35 Sagsoegeren har anfoert, at det paa grundlag af aftalen mellem PMU og PMU belge og den maade, hvorpaa afgiften af indsatsen i vaeddemaal i belgiske loeb administreres i Frankrig, kan konstateres, at den franske stat af en indsats paa 100 FF i disse loeb opkraever 35 FF, hvoraf den kun beholder 6,30 FF, mens resten, dvs. 28,61 FF, indbetales til PMU (Frankrig), der paa sin side tilbageholder 5,5 FF og overfoerer de 23,19 FF, der derefter er tilbage, til PMU belge. Derimod opkraever den franske stat af en indsats paa 100 FF i et fransk loeb en afgift paa 30 FF, hvoraf den beholder 18 FF, mens de resterende 12 FF indbetales til PMU. Saaledes er ikke blot satsen paa 35% for afgiften paa indtaegten af vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende belgiske hestevaeddeloeb ° en indtaegt, der skal tilgaa PMU belge ° hoejere end 30%-afgiften paa vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig vedroerende franske loeb, men ogsaa den andel af afgiften, der som slutresultat bliver overfoert til PMU belge, nemlig 23,114%, er hoejere end den afgiftsandel, nemlig 12%, der overfoeres til PMU. PMU belge opnaar saaledes indtaegter, som der ikke ville have vaeret tale om uden aftalen med PMU, med hjemmel i hvilken det er blevet muligt i Frankrig at afslutte vaeddemaal i belgiske loeb. Disse indtaegter udgoer en ulovlig statsstoette, hvis noejagtige stoerrelse er det beloeb, som PMU belge modtager i henhold til naevnte aftale ud over det beloeb, der skal til for at daekke de omkostninger, som afslutningen i Frankrig af vaeddemaal vedroerende belgiske loeb er forbundet med. Ifoelge sagsoegeren har denne ordning, hvorigennem PMU belge i 1991 har opnaaet indtaegter paa ca. 8,1 mio. FF, foert til en fordrejning af konkurrencen, som har tilfoejet sagsoegeren stor skade. Sagsoegeren goer gaeldende, at PMU belge uden denne ulovlige stoette maatte have indstillet sin virksomhed, hvad der ville have givet Ladbroke mulighed for selv at organisere vaeddemaal i belgiske loeb. Desuden ville PMU belge uden denne stoette ikke, som det skete i december 1991, have kunnet erhverve vaeddemaalsagenturet "Tiercé franco-belge", der er Ladbroke' s konkurrent i Belgien paa markedet for vaeddemaal i hestevaeddeloeb, der arrangeres i andre lande.

36 Sagsoegeren har til stoette for det synspunkt, at den hermed beskrevne oekonomiske fordel for PMU belge udgoer en statsstoette, anfoert, at udbetalingen af den del af afgiften, der tilkommer PMU belge, sker efter den franske stats instrukser og gennem en organisation, som denne kontrollerer, nemlig PMU, hvilket fremgaar af sidstnaevnte sammenslutnings vedtaegter. Den afgift, der tilkommer PMU belge, udgoer saaledes en ved offentligretlige regler fastsat tvungen betaling, hvorfor spoergsmaalet om, hvad den formelt skal betegnes som, det vaere sig som afgift eller anden form for indeholdelse, ikke indvirker paa selve beskaffenheden af denne af staten indfoerte tvungne betaling, da det for saa vidt angaar statsstoettekarakteren af den afgiftsandel, der tilgaar PMU belge, er uden betydning, om hele eller en del af denne afgift passerer statens kasser (jf. Domstolens dom af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike & Weinlig, Sml. s. 595, paa s. 613, og af 30.1.1985, sag 290/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 439, paa s. 449).

37 Sagsoegeren har i oevrigt gjort gaeldende, at hverken den af Kommissionen i beslutningen fremhaevede omstaendighed, at den del af afgiften, der tilfalder staten, kan veksle fra loeb til loeb, eller den omstaendighed, at der i afgiften selv foretages indeholdelser af fiskal karakter, har afgoerende betydning for definitionen af den som en af staten indfoert tvungen betaling, idet saavel opkraevning af 22% moms af den del af afgiften, der gaar til vaeddeloebsselskaberne, som opkraevningen af en anden afgift, PSP (jf. ovenfor, praemis 5), der beregnes paa grundlag af gevinstchancen og efter arten af det afsluttede vaeddemaal, kun vedroerer afgiftens indre opbygning og er uden betydning for beskrivelsen af den som afgift.

38 Ifoelge sagsoegeren foerer forskellen mellem de afgifter og indeholdelser, der i Frankrig afregnes af afgiften af indsatsen i vaeddemaal i franske loeb, og dem, der afregnes af indsatsen i vaeddemaal i belgiske loeb, til, at PMU belge modtager en stoerre del af afgiften end den, sammenslutningen ville have modtaget, saafremt der af afgiften, naar den opkraeves i forbindelse med belgiske loeb, skulle svares samme skat, som naar den opkraeves af indsatsen i vaeddemaal i franske loeb, henset til at vaeddemaalene i de belgiske og de franske loeb afsluttes i Frankrig. Det er sagsoegerens opfattelse, at muligheden for fiskalt at stille de respektive afgifter lige i den foreliggende sag foelger af selve ordlyden af aftalen mellem PMU og PMU belge, hvorefter der skal tilbageholdes stoerre beloeb til de franske offentlige modtagere af afgiftsmidler i den tredje og fjerde fase af gennemfoerelsen af aftalen mellem PMU og PMU belge.

39 Sagsoegeren har for saa vidt angaar Kommissionens argument i den anfaegtede beslutning om, at andelen af den omtvistede afgift ikke indeholder en stoette til PMU belge, fordi dennes indtaegter i henhold til den omhandlede aftale i det store og hele er de samme som de indtaegter, denne sammenslutning ville have haft, hvis den direkte afsluttede vaeddemaal i belgiske loeb, paaberaabt sig Domstolens praksis, hvorefter en ydelse ikke mister sin karakter af statsstoette, alene fordi hensigten eller formaalet med den er at stille modtageren, som om han havde udoevet samme oekonomiske virksomhed i en anden medlemsstat (dom af 2.7.1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709). Selv om de naevnte indtaegter skulle vise sig stort set at vaere de samme i de to tilfaelde, er der ifoelge sagsoegeren tale om en lighed, der er opnaaet i kraft af en ved den omtvistede aftale etableret forskelsbehandling, hvorefter der paa vaeddemaal i belgiske vaeddeloeb anvendes en hoejere afgiftssats end paa vaeddemaal i franske loeb; under alle omstaendigheder medfoerer ordningen som helhed en overfoersel af indtaegter til PMU belge, der er meget stoerre, end hvis de to typer vaeddemaal i Frankrig var blevet behandlet paa samme maade.

40 Sagsoegeren goer saaledes gaeldende, at alle spekulationer med hensyn til de indtaegter, PMU belge ville have haft, saafremt aftalen ikke havde foreligget, og sammenslutningen selv havde afsluttet vaeddemaal i de belgiske loeb, har en ren teoretisk karakter, idet der ikke foreligger oplysninger overhovedet om, at disse vaeddemaal virkelig ville vaere blevet indgaaet, hvis aftalen ikke havde foreligget.

41 Sagsoegeren har endelig bestridt Kommissionens argument om, at aftalen mellem PMU og PMU belge ikke indebaerer en statsstoette til fordel for PMU belge, hvis den bedoemmes under ét, saaledes at der tages hensyn til alle faser af dens gennemfoerelse. Sagsoegeren har anfoert, at den omstaendighed, at den andel af afgiften, der tilkommer PMU belge, efter aftalen falder i takt med, at omsaetningen paa vaeddemaal i belgiske loeb, der afsluttes i Frankrig, stiger, er uden betydning, idet denne nedgang kun er reel, naar det gaelder procentandelen, ikke nettoindtaegterne, der under alle omstaendigheder stiger i takt med omsaetningen paa vaeddemaal i belgiske loeb.

42 Kommissionen har anfoert, at den omtvistede afgift ikke kan anses for en skat eller for en "statslig indtaegt", idet den ikke paa noget tidspunkt opkraeves eller modtages af staten. Afgiften udgoeres alene af, hvad der ligger ud over det beloeb, som arrangoeren af totalisatorvaeddemaal skal uddele til vinderne, og den er belagt med visse afgifter og er genstand for visse indeholdelser til det offentlige, saaledes at det vaesentligste kriterium for, at afgiften kan anses for en skat, nemlig det forhold, at det er staten, der har paalagt den, ikke er opfyldt.

43 Kommissionen har hvad angaar forskellen i afgiftssats alt efter, om afgiften opkraeves af indsatsen i vaeddemaal i belgiske loeb eller i franske vaeddeloeb, fremhaevet, at denne forskel foelger af den samtidige anvendelse af den franske og den belgiske lovgivnings bestemmelser. Den har henvist til artikel 15, stk. 3, i naevnte franske finanslov for 1965, hvorefter der af vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig, vedroerende vaeddeloeb, der afholdes i udlandet, opkraeves de skatter og afgifter, der anvendes i det land, hvor loebet arrangeres, og ifoelge artikel 44-2 , litra d), i foernaevnte belgiske kongelige anordning af 8. juli 1970 udgoer den afgift, der opkraeves i vaeddeloeb, der arrangeres i Belgien, 35%. Paa baggrund heraf og i betragtning af, at afgiften fratraekkes i Belgien, naar PMU belge samler de i Frankrig afsluttede vaeddemaal i en pulje, finder Kommissionen, at det fradrag paa 5,5% af afgiften, som tilfalder PMU i kommission, endog kan antages at udgoere en betaling fra PMU belge til PMU og ikke det modsatte.

44 Kommissionen har vedroerende forskellen i afgiftsmaessig behandling og angaaende de forskellige indeholdelser i afgiften, der afhaenger af, om de i Frankrig afsluttede vaeddemaal vedroerer franske eller belgiske loeb, anfoert, at sammensaetningen af den afgift, der anvendes paa vaeddemaal, der indgaas i Frankrig i franske loeb, goer det umuligt at anvende den paa vaeddemaal i loeb i udlandet og dermed paa belgiske loeb, hvilket beror paa, at afgiften omfatter visse "rent franske" afgifter, som goer dens anvendelse paa loeb i udlandet uberettiget eller uhensigtsmaessig.

45 Kommissionen har anfoert, at i kvantitativ henseende goer disse "rent franske" ydelser forskellen i afgiftsbelaegning mindre end angivet af sagsoegeren. Kommissionen har i den forbindelse henvist til analysen i den anfaegtede beslutning, hvorefter den offentlige franske indeholdelse paa 18% i afgiften paa 30% for vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig i franske loeb, omfatter en afgift til fordel for Den Nationale Fond for Hestestutterier og Hestesport, der udgoer fra 1,86% til 3,36%, samt 22% moms af den del af afgiften, der tilgaar de franske vaeddeloebsselskaber (dvs. af 6,5%). Disse to poster, der udgoer ca. 5% af hele den offentlige franske indeholdelse paa 18%, bringer, naar de fratraekkes denne, den offentlige franske afgift ned paa 13%. Forskellen i forhold til de 6,4%, der opkraeves af afgiften paa 35% af vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig i belgiske loeb, er altsaa mindre end haevdet af sagsoegeren.

46 Kommissionen har endvidere paa ny fremfoert argumentet om, at der selv paa grundlag af en opgoerelse af de af PMU belge erhvervede indtaegter ikke bliver tale om stoette i traktatens artikel 92, stk. 1' s forstand, idet PMU belge' s indtaegter fra vaeddemaal, der indgaas i Frankrig i belgiske loeb, paa grundlag af indholdet af aftalen mellem PMU og PMU belge bliver procentvis omtrent de samme som dem, der ville have vaeret tale om, saafremt vaeddemaalene i de belgiske loeb blev afsluttet af PMU belge, nemlig i begge tilfaelde ca. 20% af indsatsen i disse vaeddemaal.

47 Kommissionen har i den forbindelse anfoert, at naar et vaeddemaal afsluttes i Frankrig vedroerende et belgisk loeb, andrager PMU belge' s andel af indsatsen 35%, hvori maa fratraekkes 6,386% i form af afgifter, der opkraeves af Frankrig, samt 5,5% i form af kommission til PMU, hvorefter procentandelen er 23,114%, hvorfra der yderligere maa fratraekkes 1-2% til ekstraomkostninger til reklame, oplysning og prisinformation, som afholdes af PMU belge for at goere det tiltraekkende for det franske publikum at spille i belgiske loeb. Naar et vaeddemaal i belgiske loeb afsluttes i Belgien, fastlaegges PMU belge' s andel af afgiften ved i denne, der er paa 35%, foerst at fratraekke 7-10% for offentlige indeholdelser, der veksler fra region til region, og dernaest 5,5% til PMU belge' s administrationsomkostninger, i alt en procentandel af afgiften, der stort set svarer til den foerstnaevnte og knap nok ifoelge Kommissionen er tilstraekkelig til at daekke omkostningerne for de selskaber, der deltager i PMU belge. Aftalen mellem PMU og PMU belge medfoerer saaledes simpelt hen, at PMU belge' s omsaetning stiger, hvorfor den af denne sammenslutning herved opnaaede fortjeneste ikke kan anses for stoette i traktatens artikel 92' s forstand.

48 Kommissionen har i oevrigt fremhaevet, at det af en helhedsbedoemmelse af den omtvistede aftale med alle de forskellige faser, den omfatter, fremgaar, at den fordel, PMU belge opnaar, er endnu mindre i aftalens senere faser, fordi den franske stats indeholdelser i afgiften stiger i disse senere faser.

49 Endelig har Kommissionen, der erklaerer, at den agter at undersoege aftalen mellem PMU og PMU belge, naar denne har vaeret i kraft i fire aar, fremhaevet, at argumentet om, at aftalen strider mod traktatens artikel 92, rejser et stort antal indviklede retlige spoergsmaal af anden art, som det ikke har vaeret noedvendigt at behandle i den anfaegtede beslutning, idet konstateringen af, at aftalen ikke udgoer en statsstoette, kan stoettes paa den enklere grund, at PMU belge under alle omstaendigheder ikke har nogen fordel deraf. Der er saaledes ikke anledning for Kommissionen til at undersoege det indviklede spoergsmaal om, hvilke foranstaltninger en medlemsstat har ret eller pligt til at traeffe med henblik paa at sikre fuldstaendig afgiftsmaessig neutralitet i samhandelen inden for Faellesskabet, naar indholdet af visse specielle afgiftsordninger veksler fra medlemsstat til medlemsstat, eller spoergsmaalet om, hvori den paastaaede konkurrencefordrejning naermere bestaar eller indvirker paa samhandelen mellem medlemsstater.

50 Intervenienten har erkendt, at PMU belge ved vaeddemaal, der afsluttes i Frankrig i belgiske loeb, opnaar hoejere indtaegter end dem, PMU ved den samme indsats har af vaeddemaal i franske loeb. Saafremt disse indtaegter eventuelt i overensstemmelse med sagsoegerens anbringende herom defineres som statsstoette, kan dette dog ikke gaelde for hele det beloeb paa 8,1 mio. FF, som PMU belge i 1991 har modtaget i henhold til den omtvistede aftale, men kun for forskellen mellem dette beloeb og det beloeb, som denne sammenslutning ville have oppebaaret, saafremt reglerne for behandlingen af indsatserne i vaeddemaal i franske loeb havde vaeret gaeldende for den. I betragtning af, at der i indtaegten af vaeddemaalene i saa fald ville vaere foretaget indeholdelser og opkraevet afgifter med ca. 17,85%, mens PMU belge ville have modtaget 10,3% af den ° i stedet for de 23,114%, sammenslutningen nu opnaar ° ville indtaegtsforskellen for sammenslutningen og dermed den paastaaede stoettes virkelige beloeb beloebe sig til ca. 4,5 mio. FF i stedet for de 8,1 mio. FF, sagsoegeren har angivet.

51 Intervenienten har vedroerende begrundelsen for forskellen mellem de indtaegter, som henholdsvis PMU og PMU belge har haft af ét og samme indsatsbeloeb, gjort gaeldende, at denne beror paa objektive faktorer, der er uden sammenhaeng med forhold af oekonomisk eller kommerciel art og udelukkende vedroerer selve beskaffenheden af totalisatorspillet og den deraf foelgende opbygning af ordningen for afgiften af indsatsen i dette spil. Intervenienten har i den forbindelse anfoert, at totalisatorspillet kendetegnes ved samlingen i én pulje af indsatserne og efterfoelgende udbetaling af hele denne pulje til vinderne efter fradrag af de forskellige afgifter og af systemets administrationsomkostninger, hvilket udelukker, at der soeges opnaaet en fortjeneste. PMU' s retlige status som en erhvervsoekonomisk sammenslutning af vaeddeloebsselskaber, der ikke arbejder med vinding for oeje, men med det formaal at forbedre hesteavlen i Frankrig, viser, at der ikke tilstraebes en fortjeneste. Denne retlige karakter af totalisatorspillet og af den for dette spil ansvarlige institution, dvs. PMU, har gjort det noedvendigt at give strenge regler om administrationen af indsatserne. I fransk lovgivning er saaledes den andel af indsatserne, der skal uddeles til spillerne, fastsat til 70%, mens de resterende 30% er blevet fordelt paa forskellige offentlige afgifter, som bl.a. gaar til vaeddeloebsselskaberne med henblik paa daekning af administrationsomkostninger og til gennemfoerelsen af PMU' s formaal, som er at forbedre hesteavlen i Frankrig paa forskellig maade. Heraf foelger, at systemet i kraft af dets beskaffenhed og formaal ikke lader sig overfoere som helhed paa vaeddemaal vedroerende loeb i udlandet, selv om afslutningen af disse vaeddemaal sker i Frankrig.

52 Intervenienten har desuden anfoert, at ordningen for afgiften paa indsatsen i vaeddemaal i belgiske loeb, der afsluttes i Frankrig, noedvendigvis foelger af den samtidige anvendelse af de franske og belgiske lovbestemmelser, idet artikel 15 i den franske finanslov for 1965 bestemmer, at det er belgisk lov, der finder anvendelse, hvilket ogsaa paanoeder sig af foelgende grunde. For det foerste er det af hensyn til totalisatorspillets egenart paakraevet, at der kun findes én enkelt indsatsmasse pr. vaeddemaal af samme type, og at personer, der vaedder i ét og samme loeb, behandles paa samme maade. For det andet ville anvendelsen alene af franske regler, der medfoerer opkraevning af visse afgifter til fordel for fransk hesteavl, have gjort arrangoererne af belgiske loeb mindre villige til principielt at godtage, at afslutningen af vaeddemaal sker i Frankrig. For det tredje er det absolut noedvendigt at anvende de afgifter, der opkraeves i det land, hvor loebet organiseres, hvis afslutningen af vaeddemaal vedroerende disse loeb skal kunne have oekonomisk interesse for samtlige erhvervsdrivende og for de almennyttige formaal i de to beroerte stater.

53 Intervenienten har endelig anfoert, at den franske stat ikke paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin paa nogen maade er forpligtet til at aendre den franske lovgivning om fordelingen af de forskellige afgiftsandele.

Rettens bemaerkninger

54 Retten finder, at der foerst maa tages stilling til rigtigheden af Kommissionens anbringende om, at PMU belge ikke har nogen oekonomisk fordel af aftalen med PMU. Saafremt det nemlig kan fastslaas, at den person, der paastaas at nyde godt af en foranstaltning, der er forbudt i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, ikke opnaar nogen som helst fordel herved, maa denne bestemmelse i traktaten anses for uanvendelig, og den anfaegtede beslutning vil ikke kunne vaere fejlagtigt begrundet eller retsstridig, for saa vidt som det deri afvises, at der i det foreliggende tilfaelde er tale om stoette i naevnte traktatbestemmelses forstand.

55 Retten skal i den forbindelse henvise til Domstolens praksis (jf. dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 34, af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, British-American Tobacco og Reynolds Industries mod Kommissionen, Sml. s. 4487, praemis 62, og af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, praemis 23 og 25) samt til Rettens praksis (jf. ovennaevnte dom i sagen La Cinq mod Kommissionen, praemis 85 og 86, og i sagen Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, praemis 33), hvorefter den retlige kontrol vedroerende komplicerede oekonomiske vurderinger maa begraenses til en efterproevelse af, om formforskrifter er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger en aabenbar vildfarelse eller magtfordrejning.

56 Det bemaerkes, at Kommissionen efter at have undersoegt de oplysninger, som sagsoegeren i klagen havde gjort den bekendt med, naaede til det resultat, at anvendelsen af den omtvistede aftale ikke giver PMU belge en fordel, der udgoer en statsstoette, men blot bevirker, at denne sammenslutnings omsaetning stiger, idet det af en sammenligning af den andel af afgiften, der tilfalder PMU belge i Frankrig, og den andel, der ville tilfalde sammenslutningen, saafremt vaeddemaalene i belgiske loeb blev afsluttet gennem den uden PMU' s mellemkomst, fremgaar, at indtaegterne procentuelt er de samme og i begge tilfaelde andrager ca. 20% af spilleindsatserne (jf. ovenfor, praemis 16, 46 og 47).

57 Sagsoegeren har imoedegaaet Kommissionens argumentation paa dette punkt og har anfoert, at alle overvejelser om, hvilke indtaegter PMU belge ville have haft, saafremt den omtvistede aftale ikke havde foreligget, og sammenslutningen selv havde staaet for vaeddemaalene i belgiske loeb, har en teoretisk karakter, idet der ikke er holdepunkter for at antage, at disse vaeddemaal ville vaere blevet afsluttet uden denne aftale. Selv om det skulle forholde sig saadan, at PMU belge' s indtaegter i disse to tilfaelde stort set er de samme, er denne lighed desuden under alle omstaendigheder blevet opnaaet i kraft af en forskelsbehandling, som er skabt ved den omtvistede aftale, og hvorved indsatserne i de belgiske loeb belaegges med en hoejere afgiftssats end den, der anvendes paa indsatsen i vaeddemaal i franske loeb, saaledes at ordningen i sin helhed i al fald foerer til, at der overfoeres langt hoejere indtaegter til PMU belge, end tilfaeldet ville have vaeret, hvis de to typer vaeddemaal blev behandlet paa samme maade i Frankrig.

58 Retten finder ikke, at denne argumentation i sig selv er tilstraekkelig til at anfaegte Kommissionens bedoemmelse. Hvad for det foerste angaar de indtaegter, PMU belge har haft i Frankrig, kan ° saafremt det i overensstemmelse med sagsoegerens anbringende laegges til grund, at de paagaeldende vaeddemaal ikke ville vaere blevet afsluttet uden den omtvistede aftale mellem PMU og PMU belge ° de indtaegter, PMU belge har haft i kraft af den, ikke af den grund anses for stoette i traktatens artikel 92, stk. 1' s forstand. AAbningen af det franske marked for vaeddemaal i hestevaeddeloeb, hvorved PMU belge gennem PMU har kunnet udbyde sine ydelser til franske spillere og foroege sine indtaegter med indsatserne i de af dem afsluttede vaeddemaal, er nemlig udtryk for, at den franske lovgivningsmagt har truffet et valg med hensyn til indretningen af det nationale marked for vaeddemaal i hestevaeddeloeb og vedroerende reglerne for PMU' s udnyttelse af de enerettigheder, der er tillagt denne sammenslutning ifoelge den franske lovgivning om afslutning af vaeddemaal i udenlandske hestevaeddeloeb (jf. ovenfor, praemis 1). Lovligheden af dette af den franske lovgivningsmagt trufne valg, i kraft af hvilket PMU og PMU belge kunne afslutte den omtvistede aftale, kan ikke i sig selv anfaegtes efter traktatens artikel 92, stk. 1, alene under anbringende af, at gennemfoerelsen af naevnte aftale kan foere til stoerre indtaegter ikke blot for PMU paa loeb i udlandet, men ogsaa for PMU belge paa vaeddemaal i hestevaeddeloeb, der gennemfoeres i Belgien, og som sidstnaevnte sammenslutning normalt selv direkte staar for afslutningen af.

59 Hvad for det andet angaar sagsoegerens kritik af, at de to typer vaeddemaal ikke behandles paa samme maade i Frankrig, og selv hvis det maatte anerkendes, at sagsoegeren, der ikke afslutter vaeddemaal i hestevaeddeloeb paa det franske marked, havde retlig interesse i at klage over, at tredjemand opnaar en fordel i kraft af en forskellig afgiftsmaessig behandling, der faktisk kun kan beroere de virksomheder, som har tilladelse til at virke paa dette marked, det vil her sige PMU, finder Retten, at heller ikke denne kritik fra sagsoegerens side kan skabe tvivl om rigtigheden af Kommissionens bedoemmelse, hvorefter de indtaegter, PMU belge som slutresultat opnaar af den omhandlede afgift med hjemmel i den omtvistede aftale, procentvis svarer til de indtaegter, sammenslutningen ville have haft af denne afgift, saafremt vaeddemaalene i belgiske loeb direkte blev afsluttet af den. Sagsoegeren har nemlig ikke i klagen eller under sagen for Retten fremlagt oplysninger, paa grundlag af hvilke det kan fastslaas, at Kommissionen i forbindelse med den sammenligning, den gennemfoerte af PMU belge' s indtaegter i henholdsvis Frankrig og Belgien, har handlet ud fra en aabenbar faktisk vildfarelse eller har fejlvurderet de talmaessige oplysninger om stoerrelsen af de forskellige indeholdelser i og skatter af de afgifter, som i Frankrig og Belgien opkraeves af indsatsen i vaeddemaal i hestevaeddeloeb, der arrangeres i Belgien. Retten finder derfor, at den anfaegtede beslutning med afvisningen af, at PMU belge har nogen reel fordel af den omtvistede aftale, ikke er udtryk for en fejlagtig vurdering, der kan danne grundlag for en annullation af beslutningen (jf. Domstolens dom af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901, praemis 12 og 13, af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, praemis 45, af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 40, og af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, praemis 29).

60 Retten skal i oevrigt tilfoeje, at Kommissionen ikke, fordi den med henblik paa at afgoere, om der var tale om nogen reel fordel for PMU belge, gennemfoerte en sammenligning af PMU' s i Frankrig opnaaede indtaegter og de indtaegter, sammenslutningen ville have opnaaet ved selv at afslutte vaeddemaalene i belgiske loeb, kan antages at have gjort sig skyldig i en retlig vildfarelse, for saa vidt angaar bestemmelserne i traktatens artikel 92, stk. 1. For ifoelge artikel 15, stk. 3, i den tidlige naevnte franske finanslov for 1965 (jf. ovenfor, praemis 4), hvorefter der kan afsluttes vaeddemaal i Frankrig i vaeddeloeb, der afholdes i udlandet, opkraeves der af saadanne vaeddemaal de skatter og afgifter, som anvendes i det land, hvori disse loeb arrangeres. Kommissionen har derfor med foeje antaget, at spoergsmaalet, om der eventuelt var tale om en fordel, som den Ladbroke havde kritiseret i sin klage, maatte undersoeges under hensyntagen til, at der i den andel af afgiften, der fra Frankrig skulle tilgaa PMU belge, normalt skulle foretages lovbestemte indeholdelser og opkraeves afgifter, der ville have givet PMU belge en andel af denne afgift, som svarede til den andel, sammenslutningen principielt skulle have i det land, hvor de paagaeldende hestevaeddeloeb arrangeres, dvs. i Belgien.

61 Sagsoegeren kan ikke i denne forbindelse med foeje goere gaeldende, at den ordning for beloebsmaessig fastlaeggelse og behandling af afgiften af indsatser i vaeddemaal vedroerende udenlandske loeb, der er fastlagt ved bestemmelserne i artikel 15, stk. 3, i den franske finanslov for 1965, udgoer en statsstoetteordning, og at det med henblik paa at hindre, at der ydes en saadan stoette, er noedvendigt at give afgiften vedroerende belgiske vaeddeloeb samme behandling, som den, der gives den afgift paa indsatsen i vaeddemaal i franske loeb, der tilkommer PMU.

62 Behandlingen i Frankrig af afgiften paa vaeddemaal i belgiske loeb ° hvorefter PMU belge faar udbetalt en lige saa stor andel af denne afgift, som sammenslutningen ville opnaa, saafremt der foretoges indeholdelser og betaltes afgifter efter belgisk lovgivning, jf. de naevnte bestemmelser i artikel 15 i den franske finanslov for 1965 ° kan nemlig ikke udgoere en statsstoetteordning, da en saadan behandling ikke udgoer en undtagelsesforanstaltning i forhold til den almindelige ordnings system, men tvaertimod er i overensstemmelse hermed, idet dette netop er kendetegnet ved, at der af indsatserne i vaeddemaal i loeb, der arrangeres i udlandet, foretages de indeholdelser og betales de afgifter, som anvendes i det land, hvor de paagaeldende hestevaeddeloeb arrangeres.

63 Heraf foelger, at sagsoegeren heller ikke kan gives medhold i anbringendet om, at behandlingen i Frankrig af indsatserne i belgiske vaeddeloeb ° hvilket er det forhold, som giver anledning til den kritiserede fordel for PMU belge ° skal ske i overensstemmelse med den behandling, der gives den andel af afgiften, der tilgaar PMU.

64 Af det anfoerte foelger i det hele, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at den anfaegtede beslutning er fejlagtigt begrundet eller er retsstridig, og at sagsoegerens andet anbringende ogsaa skal forkastes.

65 Der skal derfor afsiges frifindelsesdom, idet det er ufornoedent at tage stilling til sagsoegerens subsidiaere paastand om, at det paalaegges Kommissionen at genoptage behandlingen af sagsoegerens klage.

Sagens omkostninger

66 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom.

67 Retten kan dog ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 3, fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske saerlige grunde.

68 Retten skal bemaerke, at begrundelsen for den i denne sag anfaegtede beslutning ikke var af en saadan beskaffenhed, at det maatte staa sagsoegeren aldeles klart, at Kommissionen med foeje kunne afvise, at der forelaa en fordel for PMU belge, saaledes at sagsoegerens klage kunne afvises, og Kommissionen maa derfor antages delvis at have givet anledning til anlaeggelsen af naervaerende sag.

69 De naevnte bestemmelser i procesreglementets artikel 87, stk. 3, boer herefter finde anvendelse, saaledes at hver part baerer sine egne omkostninger.

70 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer medlemsstater, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger. Den Franske Republik skal derfor baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen frifindes.

2) Parterne, herunder intervenienten, baerer deres egne omkostninger.