61994A0186

++++

1. Konkurrence ° administrativ procedure ° behandling af klager ° forpligtelse for Kommissionen til at traeffe en beslutning i henhold til traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse ° foreligger ikke ° ret for klageren til at opnaa en afgoerelse af klagen, der kan anfaegtes under et soegsmaal

(Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 2)

2. Konkurrence ° administrativ procedure ° behandling af klager ° successive faser af proceduren ° afsluttes med en endelig beslutning om afslag, der kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal

(Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 6)

3. Passivitetssoegsmaal ° opfordring til institutionen ° stillingtagen i henhold til traktatens artikel 175, stk. 2 ° begreb ° skrivelse i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63 rettet til klageren over tilsidesaettelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 175, stk. 2)

4. Annullationssoegsmaal ° retsakter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° retsakter, der fremkalder bindende retsvirkninger ° henholdende skrivelser til en klager over tilsidesaettelse af Faellesskabets konkurrenceregler ° forberedende retsakter

(EF-traktaten, art. 173; Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 6)

1. Artikel 3 i forordning nr. 17 giver ikke ° bortset fra det tilfaelde, hvor klagen vedroerer Kommissionens enekompetence ° den, der fremsaetter begaering i henhold til denne artikel, krav paa, at Kommissionen, jf. traktatens artikel 189, vedtager en beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller artikel 86.

Dette er ikke til hinder for, at sagsoegeren fra Kommissionen faar en afgoerelse af klagen, der kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal i overensstemmelse med det almindelige princip om ret til en effektiv rettergang.

2. Proceduren, der er fastlagt i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 6 i forordning nr. 99/63, omfatter tre paa hinanden foelgende faser. I den foerste fase, der foelger efter indgivelsen af klagen, undersoeger Kommissionen klagen med henblik paa at afgoere, hvad det naeste skridt i sagen skal vaere. I denne fase kan der ske en uformel udveksling af synspunkter mellem Kommissionen og klageren for naermere at fastlaegge de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for klagen, og for at give klageren mulighed for at uddybe sine argumenter og paastande, eventuelt paa grundlag af en foerste reaktion fra Kommissionen. Herefter foelger den anden fase, hvor der sendes klageren den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede meddelelse, hvorved Kommissionen i givet fald over for klageren tilkendegiver, hvorfor den ikke mener at kunne tage klagerens begaering til foelge, samt fastsaetter en frist, inden for hvilken klageren kan fremsaette sine eventuelle bemaerkninger. Det endelige afslag paa klagen hoerer til den tredje fase af proceduren. Denne sidste retsakt er en beslutning omfattet af traktatens artikel 189 og kan derfor vaere genstand for et annullationssoegsmaal.

3. En retsakt, der ikke selv kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal, kan alligevel udgoere en stillingtagen, der kan bringe en institutions passivitet til ophoer, hvis den er et noedvendigt forberedende led i en procedure, der skal udmunde i en retsakt, der kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal under de i traktatens artikel 173 fastsatte betingelser.

En skrivelse, som Kommissionen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 har rettet til den, som har indgivet klage i medfoer af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, for at meddele, at den paagaeldende klage under de foreliggende omstaendigheder ikke for naervaerende kan goeres til genstand for individuel sagsbehandling, udgoer en stillingtagen i den i traktatens artikel 175 forudsatte betydning, selv om den ikke kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal.

4. Retsakter eller beslutninger kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173, naar disse retsakter eller beslutninger fremkalder bindende retsvirkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retsstilling. Specielt kan retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere faser, navnlig saadanne, som afslutter en intern procedure, principielt kun anfaegtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlaegger institutionens standpunkt som afslutning paa denne procedure, modsat mellemliggende foranstaltninger, der har til formaal at forberede den endelige beslutning.

Blotte henholdende skrivelser, som Kommissionen har sendt til en klager over tilsidesaettelse af Faellesskabets konkurrenceregler i den allerfoerste fase af proceduren i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, og artikel 6 i forordning nr. 99/63, kan saaledes ikke anfaegtes under et annullationssoegsmaal.

I sag T-186/94,

Guérin automobiles, Alençon (Frankrig), ved advokat Jean-Claude Fourgoux, Paris og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Pierrot Schiltz, 4, rue Béatrix de Bourbon,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Francisco Enrique González-Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om, at det i medfoer af EF-traktatens artikel 175 fastslaas, at Kommissionen har undladt at traeffe en afgoerelse vedroerende den klage, som sagsoegeren havde indbragt i medfoer af artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), subsidiaert om annullation af Kommissionens skrivelser af 21. januar 1993 og 4. februar 1994,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Biancarelli, og dommerne R. Schintgen, C.P. Briët, C.W. Bellamy og J. Azizi,

justitssekretaer: H. Jung,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 7. marts 1995,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den 10. september 1987 indgik sagsoegeren en tidsubegraenset forhandleraftale med Volvo France SA (herefter benaevnt "Volvo Frankrig"). Ved skrivelse af 16. maj 1988 opsagde Volvo Frankrig aftalen til den 16. august 1988.

2 Ved skrivelse af 3. august 1992 anmodede sagsoegeren i medfoer af artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), Kommissionen om at fastslaa, at der var sket en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85. I klagen gjorde sagsoegeren gaeldende, at Volvo Frankrig retsstridigt havde opsagt forhandleraftalen under paaskud af, at sagsoegeren ikke havde vaeret i stand til at overholde de salgsmaal, der var opstillet i artikel 1.5 i aftalen.

3 I en skrivelse af 29. oktober 1992 meddelte direktoer John Temple Lang, Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (GD IV), sagsoegeren, at han "i betragtning af de oplysninger, der foreligger paa nuvaerende tidspunkt, vanskeligt kan se nogen mulighed for at antage, at en saadan sag frembyder tilstraekkelig interesse for Faellesskabet til, at der er grund til, at Kommissionen behandler den. Under disse omstaendigheder vil sagen blive henlagt, medmindre De fremkommer med nye oplysninger inden for en frist paa fire uger fra modtagelsen af naervaerende skrivelse".

4 Ved skrivelse af 11. december 1992 fremsatte sagsoegeren en raekke bemaerkninger til Kommissionens skrivelse af 29. oktober 1992. Under retsmoedet har sagsoegeren haevdet, at disse bemaerkninger udgoer en ny klage.

5 I skrivelse af 21. januar 1993 konstaterede direktoeren i GD IV under henvisning til sagsoegerens skrivelse af 11. december 1992, at det fremgik af denne skrivelse, at "klagen ikke vedroerer de faktiske omstaendigheder ved Volvo Frankrig' s opsigelse af den paagaeldende kontrakt, men at den i realiteten vedroerer det forhold, at Volvo Frankrig naegter for fremtiden at saelge til Guérin automobiles alene med den begrundelse, at Volvo Frankrig har et net af selektive og eksklusive forhandleraftaler, som ifoelge Guérin uden videre er ugyldige, idet de vaesentligt gaar ud over rammerne for fritagelse i forordning (EOEF) nr. 123/85 og heller ikke er omfattet af en individuel fritagelse". Endvidere anfoerte han foelgende: "Jeg skal hertil oplyse, at det problem, som De har forelagt, og som der i oevrigt er indbragt klage over fra anden side, for tiden behandles af Kommissionen, og at De vil faa meddelelse om resultatet heraf, naar sagsbehandlingen er afsluttet."

6 Ved skrivelse af 6. januar 1994 anmodede sagsoegeren Kommissionen om at meddele resultatet af den sagsbehandling, der blev omtalt i skrivelsen af 21. januar 1993. Den 24. januar 1994 fremsendte sagsoegeren under udtrykkelig henvisning til EF-traktatens artikel 175 en aabningsskrivelse til Kommissionen.

7 Paa foranledning af denne aabningsskrivelse meddelte direktoeren i GD IV i skrivelse af 4. februar 1994 sagsoegeren foelgende:

"Deres klage vedroerer konkurrencebegraensninger, som er uloeseligt forbundet med den paa en gang selektive og eksklusive automobildistribution, som bl.a. Volvo Frankrig anvender, og som bygger paa den fakultative model i forordning nr. 123/85, som De selv har omtalt. Jeg oplyste i min skrivelse af 21. januar 1993, som De ligeledes omtaler, at et enkelt tilfaelde af denne art allerede er under saerskilt undersoegelse i forbindelse med traktatens konkurrenceregler. Jeg kan paa ny bekraefte, at denne undersoegelse stadig paagaar og eventuelt vil danne praecedens for problemer som dem, De har paapeget. Som svar paa Deres aabningsskrivelse kan jeg igen forsikre Dem om, at De straks vil faa meddelelse, naar undersoegelsen har naaet et afgoerende stadium."

8 Den 13. juni 1994 tilsendte generaldirektoeren for GD IV under henvisning til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63") sagsoegerens advokat en meddelelse. Skrivelsen har foelgende ordlyd:

"Ang.: Sag IV/34-423 ° Volvo Frankrig mod Guérin

Ref.: Deres skrivelse af 24.1.1994 (aabningsskrivelse)

Skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning (EOEF) 99/63

Herved bekraeftes modtagelsen af Deres skrivelse af 24. januar 1994 vedroerende Deres klient Guérin automobiles' situation efter dennes klage af 11. december 1992 over Volvo Frankrig' s standardforhandleraftale, hvori De goer gaeldende, at der er sket vaesentlige overskridelser i forhold til de rammer for fritagelse, der er fastlagt i forordningen, og modtagelsen af Deres anmodning i henhold til traktatens artikel 175 om, at Kommissionen tager stilling til sagen inden for to maaneder. Denne skrivelse giver mig anledning til at fremsaette nedenstaaende bemaerkninger.

I Deres klage rejses det konkurrenceretlige spoergsmaal, om en aftale om eksklusiv og selektiv forhandling af automobiler som den af Volvo Frankrig anvendte er forenelig med forordning (EOEF) nr. 123/85. Hertil, og idet jeg henholder mig til min skrivelse af 21. januar 1993, hvortil De ligeledes har henvist, kan jeg bekraefte, at et tilfaelde heraf for tiden undersoeges af Kommissionen, for saa vidt angaar spoergsmaalet, om standardkontrakten om forhandling af automobiler fra en anden fabrikant er forenelig med forordningen.

Den paagaeldende sag vedroerer en raekke klausuler og former for praksis, som omhandles af Deres klage. Som det vil vaere Dem bekendt, har Kommissionen paa grund af de begraensede midler, der staar til dens raadighed, ikke et frit valg i prioriteringen. Det er derfor i Faellesskabets interesse at vaelge de mest repraesentative tilfaelde ud, naar der forelaegges Kommissionen flere sammenlignelige sager. Af denne grund maa jeg under henvisning til artikel 6 i forordning (EOEF) nr. 99/63 bekraefte, at under de foreliggende omstaendigheder kan Deres klage ikke for naervaerende goeres til genstand for individuel sagsbehandling.

Endvidere er forordning nr. 123/85 umiddelbart anvendelig ved de nationale retsinstanser. Deres klient kan derfor indbringe sagen samt spoergsmaalet om denne forordnings anvendelighed paa den paagaeldende kontrakt direkte for disse retsinstanser.

De har ret til at fremsaette bemaerkninger til naervaerende skrivelse. Saafremt De oensker at benytte Dem af denne mulighed, skal de vaere mig i haende inden for to maaneder."

9 Den 20. juni 1994 fremsatte sagsoegeren bemaerkninger til skrivelsen af 13. juni 1994 over for Kommissionen.

Retsforhandlinger og parternes paastande

10 Sagsoegeren har herefter ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. maj 1994 anlagt naervaerende sag.

11 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

12 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i offentligt retsmoede den 7. marts 1995.

13 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Det fastslaas i medfoer af traktatens artikel 175, at Kommissionen retsstridigt har undladt at traeffe en afgoerelse i forhold til sagsoegeren.

° Subsidiaert, Kommissionens skrivelser af 21. januar 1993 og 4. februar 1994 annulleres, saafremt de er udtryk for en beslutning om ikke at fremme sagsoegerens klage.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

14 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises, for saa vidt som den angaar EF-traktatens artikel 173.

° Sagsoegte frifindes for saa vidt angaar artikel 175, subsidiaert, sagen afvises, idet dens genstand efter fremsendelsen af skrivelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 er bortfaldet.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Den principale paastand vedroerende traktatens artikel 175

Paastandens formaal

Parternes argumentation

15 Kommissionen har under henvisning til Domstolens dom af 18. oktober 1979 (sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 21) og Rettens dom af 18. september 1992 (sag T-28/90, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2285, praemis 35 og 36, herefter benaevnt "Asia Motor I") anfoert, at den ved fremsendelse af skrivelsen af 13. juni 1994 i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 har taget stilling i den i traktatens artikel 175 anvendte betydning. Efter Kommissionens opfattelse er det derfor nu ufornoedent, at Retten traeffer afgoerelse herom.

16 Videre har Kommissionen anfoert, det ikke er relevant, at skrivelsen ikke er en retsakt, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, idet det fremgaar af Domstolens retspraksis, at ikke alene undladelsen af at vedtage retsakter, der kan faa retsvirkninger og saaledes goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, men ogsaa undladelsen af at vedtage retsakter, der ikke har saadanne virkninger, kan udgoere passivitet, hvis undladelsen i sig selv har retsvirkninger, saerligt hvis den paagaeldende retsakt er et noedvendigt led i en procedure, der skal udmunde i en retsakt, der kan anfaegtes i henhold til traktatens artikel 173 (Domstolens dom af 12.7.1988, sag 377/87, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 4017, og af 27.9.1988, sag 302/87, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 5615). Denne retspraksis medfoerer ifoelge Kommissionen ikke, at der er et hul i retsbeskyttelsen af klagerne, for hvis Kommissionen efter fremsendelsen af skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63 ikke vedtager en endelig afgoerelse om at afvise klagen, kan klageren indlede et nyt passivitetssoegsmaal for at opnaa endelig afgoerelse heraf.

17 Under retsmoedet har Kommissionen gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke har kunnet misforstaa det noejagtige indhold af skrivelsen af 13. juni 1994, idet det i artikel 6 i forordning nr. 99/63, som udgoer hjemmelen for denne skrivelse, udtrykkeligt er bestemt, at Kommissionen tilsender klageren en saadan skrivelse, naar den er af den opfattelse, at den ikke kan tage klagen til foelge.

18 Sagsoegeren har heroverfor anfoert, at der ikke i skrivelsen af 13. juni 1994 er taget stilling, baade fordi der deri udtrykkeligt henvises til artikel 6 i forordning nr. 99/63, og efter skrivelsens ordlyd i oevrigt. Hertil har sagsoegeren gjort gaeldende, at det ikke er logisk samtidig at haevde, dels at Kommissionens skrivelse af 29. oktober 1992, hvori det oplystes, at sagen ville blive henlagt inden for en frist paa fire uger fra modtagelsen af skrivelsen, kun er en henholdende skrivelse, dels at der med skrivelsen af 13. juni 1994, der ikke indeholder nogen udtrykkelig afvisning af klagen, er taget stilling. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Kommissionen, da den i skrivelsen af 13. juni 1994 oplyste, at klagen "ikke for naervaerende [kan] goeres til genstand for individuel sagsbehandling", dermed oenskede tidsmaessigt at begraense virkningerne af skrivelsen og saaledes har givet den en midlertidig karakter.

19 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at der i skrivelsen af 13. juni 1994 kun anfoeres standardformuleringer, nemlig hensynet til Faellesskabets interesse i sagen og oekonomiske hensyn, som begrundelse for eventuelt at afvise klagen, og at skrivelsen saaledes ikke er tilstraekkeligt begrundet. Skrivelsen kan derfor efter sagsoegerens opfattelse ikke anses for at indeholde en stillingtagen til klagen.

20 Sagsoegeren er endvidere af den opfattelse, at skrivelsen af 13. juni 1994 ikke har medfoert passivitetens ophoer, eftersom Kommissionen kun to maaneder efter indgivelsen af klagen fremsendte skrivelsen af 29. oktober 1992, hvoraf det fremgaar, at Kommissionen havde til hensigt at henlaegge klagen, hvilket tyder paa, at Kommissionen ikke havde foretaget en omhyggelig sagsbehandling deraf (Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, herefter benaevnt "Automec II", og af 29.6.1993, sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669, herefter benaevnt "Asia Motor II"). Ved uformelt at sammenlaegge sagsoegerens klage med en anden sag opgav Kommissionen endvidere uden grund at undersoege de klagepunkter, der saerligt var rejst over Volvo Frankrig, eller udsatte undersoegelsen deraf paa ubestemt tid, og fratog derved sagsoegeren dennes retsbeskyttelse i henhold til traktatens artikel 85.

21 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at hvis det anerkendes, at skrivelsen af 13. juni 1994 medfoerer passivitetens ophoer, faar Kommissionen mulighed for at unddrage sig domstolskontrol paa omraadet for konkurrencebegraensende praksis. Sagsoegeren er af den opfattelse, at Kommissionens vage svar skyldes en bevidst strategi for at afskaere sagsoegeren fra muligheden for domstolsproevelse. GD IV soeger dels at vaerne sig mod et annullationssoegsmaal ved at betegne skrivelserne af 21. januar 1993 og 4. februar 1994 som blotte "henholdende skrivelser", dels mod et passivitetssoegsmaal ved at haevde, at skrivelsen af 13. juni 1994 indeholder en egentlig stillingtagen. Ifoelge sagsoegeren udgoer denne adfaerd magtfordrejning og en kraenkelse af EF-traktatens aand fra Kommissionens side, som i sig selv giver grundlag for sagsoegerens passivitetssoegsmaal.

Rettens bemaerkninger

22 Det konstateres, at det er godtgjort og ikke bestrides, at ved sagens anlaeggelse kunne paastanden vedroerende passivitet antages til realitetsbehandling. Det skal imidlertid undersoeges, om paastanden siden paa grund af Kommissionens stillingtagen under sagens behandling har mistet sit oprindelige formaal.

23 Det bemaerkes hertil indledningsvis, at ifoelge fast retspraksis giver artikel 3 i forordning nr. 17 ikke ° bortset fra det tilfaelde, hvor klagen vedroerer Kommissionens enekompetence ° den, der fremsaetter begaering i henhold til denne artikel, krav paa, at Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 189, vedtager en beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og/eller artikel 86 (ovennaevnte dom i GEMA-sagen, praemis 17, og i Automec II-sagen, praemis 75 og 76, samt Rettens dom af 18.11.1992, T-16/91, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2417, praemis 98). Dette er dog ikke til hinder for, at sagsoegeren fra Kommissionen opnaar en afgoerelse af klagen, der kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal i overensstemmelse med det almindelige princip om ret til en effektiv rettergang (jf. bl. a. Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18, og af 19.3.1991, sag C-249/88, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 1275, praemis 25).

24 Som Retten bemaerkede i praemis 45, 46 og 47 i dom af 10. juli 1990 (sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, herefter benaevnt "Automec I"), omfatter proceduren, der er fastlagt i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, og artikel 6 i forordning nr. 99/63, tre paa hinanden foelgende faser. I den foerste fase, der foelger efter indgivelsen af klagen, undersoeger Kommissionen klagen med henblik paa at afgoere, hvad det naeste skridt i sagen skal vaere. I denne fase kan der ske en uformel udveksling af synspunkter mellem Kommissionen og klageren for naermere at fastlaegge de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for klagen, og for at give klageren mulighed for at uddybe sine argumenter og paastande, eventuelt paa grundlag af en foerste reaktion fra Kommissionen. Herefter foelger den anden fase, hvor der sendes klageren den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede meddelelse, hvorved Kommissionen i givet fald over for klageren tilkendegiver, hvorfor den ikke mener at kunne tage klagerens begaering til foelge, samt fastsaetter en frist, inden for hvilken klageren kan fremsaette sine eventuelle bemaerkninger. Det endelige afslag paa klagen hoerer til den tredje fase af proceduren. Denne sidste retsakt er en beslutning omfattet af traktatens artikel 189 og kan derfor vaere genstand for et annullationssoegsmaal (Domstolens dom af 11.10.1983, sag 210/81, Demo-Studio Schmidt mod Kommissionen, Sml. s. 3045, af 28.3.1985, sag 298/83, CICCE mod Kommissionen, Sml. s. 1105, af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, Rettens dom i Automec I-sagen, praemis 47, og Rettens dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 285, praemis 30).

25 Det bemaerkes, at paa tidspunktet for sagens afgoerelse fremgaar det ikke af sagens akter, at Kommissionen skulle have vedtaget en beslutning i den i traktatens artikel 189 anvendte betydning i anledning af sagsoegerens klage. Dette er imidlertid ikke i sig selv tilstraekkeligt til at fastslaa, at der foreligger passivitet fra Kommissionens side, idet en retsakt, der ikke selv kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal, under visse omstaendigheder alligevel kan udgoere en stillingtagen, der bringer passiviteten til ophoer, hvis den er et noedvendigt forberedende led i en procedure, der skal udmunde i en retsakt, der kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal under de i traktatens artikel 173 fastsatte betingelser (ovennaevnte dom af 12.7.1988, Parlamentet mod Raadet, praemis 7 og 10, og af 27.9.1988, Parlamentet mod Raadet, praemis 16). Det skal derfor undersoeges, om der under de i sagen foreliggende omstaendigheder foreligger en retsakt fra Kommissionen, som ° selv om den ikke kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal ° har bragt passiviteten til ophoer.

26 Det bemaerkes hertil, at Domstolen i ovennaevnte dom af 18. oktober 1979 i sagen GEMA mod Kommissionen (praemis 21) har fastslaaet, at en skrivelse, som Kommissionen har rettet til klageren i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, udgoer en stillingtagen i den i traktatens artikel 175 forudsatte betydning, selv om den ikke kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal (ovennaevnte dom i sagen BEUC og NCC mod Kommissionen, praemis 30). Det er saaledes med urette, at sagsoegeren haevder, at der med skrivelsen af 13. juni 1994, fordi der deri udtrykkeligt henvises til artikel 6 i forordning nr. 99/63, under ingen omstaendigheder kan vaere taget stilling til klagen i den i traktatens artikel 175 anvendte betydning.

27 Med hensyn til bestemmelsen af den retlige status af skrivelsen af 13. juni 1994, bemaerkes det for det foerste, at det i artikel 6 i forordning nr. 99/63 bestemmes, at "hvis Kommissionen er af den opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger ikke giver grundlag for at tage en (klage) ... til foelge, underretter den (klagerne) om begrundelsen herfor og fastsaetter en frist, inden for hvilken de paagaeldende skriftligt kan fremsaette deres eventuelle bemaerkninger".

28 Retten maa konstatere, at skrivelsen af 13. juni 1994, i hvis overskrift der udtrykkeligt henvises til artikel 6 i forordning nr. 99/63, opfylder alle formelle krav i artiklen. For det foerste meddeler den efter at have naevnt klagepunkterne i klagen af 11. december 1992 klageren begrundelsen for at afslaa klagen, nemlig a) at et andet tilfaelde, hvor der er rejst spoergsmaal om en raekke klausuler og former for praksis af samme art som de i klagen naevnte, er under sagsbehandling i Kommissionen, b) at naar flere lignende sager foreligger til bedoemmelse for Kommissionen, kraever hensynet til Faellesskabet, at Kommissionen beskaeftiger sig med de mest repraesentative sager, og c) at Kommissionens forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (EFT 1985 L 15, s. 16) umiddelbart kan anvendes af de nationale retsinstanser. For det andet fastsaetter meddelelsen af 13. juni 1994 en frist, her paa to maaneder, inden for hvilken klageren skriftligt kan fremsaette sine eventuelle bemaerkninger. Det konstateres endvidere, at i skrivelsens broedtekst henviser generaldirektoeren for GD IV for anden gang udtrykkeligt til artikel 6 i forordning nr. 99/63.

29 Selv om det ° som det med rette paapeges af sagsoegeren ° i skrivelsen af 13. juni 1994 ikke udtrykkeligt anfoeres, at klagen afslaas, fremgaar det klart af de to henvisninger til artikel 6 i forordning nr. 99/63, af overholdelsen af denne bestemmelses formelle krav, af indholdet af skrivelsen og af den sammenhaeng, den optraeder i, at Kommissionen paa det tidspunkt, hvor den tilsendte sagsoegeren den paagaeldende meddelelse, var af den opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger ikke gav grundlag for at tage sagsoegerens klage til foelge.

30 Det foelger heraf, at Kommissionens skrivelse af 13. juni 1994 udgoer en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63.

31 Den omstaendighed, at det i skrivelsen af 13. juni 1994 bestemmes, at klagen ikke "for naervaerende" kan goeres til genstand for individuel sagsbehandling, kan ikke drage bestemmelsen af dens retlige status i tvivl. Det bemaerkes, at en skrivelse i henhold til artikel 6 ikke endeligt fastlaegger Kommissionens standpunkt (jf. bl.a. Domstolens dom af 16.6.1994, sag C-39/93 P, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2681, praemis 28, og dommen i ovennaevnte Automec I-sag, praemis 46). Brugen af udtrykket "for naervaerende" i skrivelsen af 13. juni 1994 bekraefter derfor kun, at Kommissionen paa det tidspunkt, hvor skrivelsen er affattet, har taget stilling til sagen, selv om denne retsakt ikke udgoer en beslutning om endeligt at afvise klagen.

32 Foelgeligt maa det antages, at Kommissionen har taget stilling til klagen i den i traktatens artikel 175, stk. 2, anfoerte betydning (ovennaevnte dom i GEMA-sagen) ved den 13. juni 1994 at have tilsendt klageren en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63.

33 Selv om det, som det haevdes af sagsoegeren, endog maatte antages, at skrivelsen af 13. juni 1994 ikke er tilstraekkeligt begrundet, og at den er udfaerdiget efter en procedure i strid med forskrifterne, er saadanne klagepunkter, selv om de eventuelt kan vaere relevante under en sag anlagt i medfoer af traktatens artikel 173, ganske uden relevans for spoergsmaalet, om Kommissionen har taget stilling i den i traktatens artikel 175 anvendte betydning.

34 Hvad endelig angaar sagsoegerens argument om, at det vil svare til at give Kommissionen mulighed for at unddrage sig domstolskontrol, hvis det anerkendes, at skrivelsen af 13. juni 1994 medfoerer passivitetens ophoer, bemaerkes det, at sagsoegeren inden for den i skrivelsen af 13. juni 1994 fastsatte frist har fremsat bemaerkninger til den meddelelse, som Kommissionen lod tilgaa sagsoegeren i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, og derefter har krav paa at modtage en beslutning fra Kommissionen, hvori den endeligt traeffer afgoerelse om klagen. En saadan beslutning kan, hvis sagsoegeren mener, at der er grundlag derfor, indbringes for Retten under et annullationssoegsmaal (jf. hertil forslag til afgoerelse fra dommer Edward som generaladvokat under ovennaevnte dom i Automec II-sagen, Sml. II, s. 2226, punkt 22 og 23).

35 Det foelger af ovenstaaende, at Kommissionens skrivelse af 13. juni 1994 efter anlaeggelsen af passivitetssoegsmaalet har medfoert, at passivitetssoegsmaalets oprindelige genstand er bortfaldet. Det er derfor ufornoedent at traeffe afgoerelse herom (jf. ovennaevnte dom i Asia Motor I-sagen).

36 Da sagsoegeren ikke har faaet medhold i den principale paastand i sagen vedroerende traktatens artikel 175, skal der traeffes afgoerelse om den subsidiaere paastand om annullation af Kommissionens skrivelser til sagsoegeren af 21. januar 1993 og 4. februar 1994 i medfoer af traktatens artikel 173.

Den subsidiaere paastand om annullation

Formaliteten

Parternes argumentation

37 Sagsoegeren har under henvisning til Domstolens dom af 25. oktober 1977 (sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875) gjort gaeldende, at paastanden om annullation af skrivelserne af 21. januar 1993 og 4. februar 1994 kan antages til realitetsbehandling. Sagsoegeren har anfoert, at disse skrivelser fra Kommissionen udgoer beslutninger om at afvise klagen. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at dette gaelder, selv om skrivelsen af 13. juni 1994 skulle have bragt passiviteten til ophoer, eftersom de omtvistede skrivelser har samme retsvirkninger som skrivelsen af 13. juni 1994.

38 Kommissionen har gjort gaeldende, at det er aabenbart, at den del af soegsmaalet, hvorved der er nedlagt paastand om annullation af skrivelserne af 21. januar 1993 og 4. februar 1994, ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi disse skrivelser ikke har karakter af beslutninger. Kommissionen har endvidere anfoert, at selv hvis disse skrivelser havde karakter af beslutninger, skulle denne del af soegsmaalet afvises, idet det er for sent anlagt.

Rettens bemaerkninger

39 Det bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis foreligger der retsakter eller beslutninger, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i medfoer af artikel 173, naar disse retsakter eller beslutninger fremkalder bindende retsvirkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retsstilling (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, praemis 9, Rettens ovennaevnte dom i Automec I-sagen, praemis 42, og Rettens dom af 24.3.1994, sag T-3/93, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 121, praemis 43). Specielt kan retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere faser, navnlig saadanne, som afslutter en intern procedure, principielt kun anfaegtes under et annullationssoegsmaal, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlaegger institutionens standpunkt som afslutning paa denne procedure, modsat mellemliggende foranstaltninger, der har til formaal at forberede den endelige beslutning (ovennaevnte dom i sagen IBM mod Kommissionen, ovennaevnte dom i sagen BEUC og NCC mod Kommissionen, praemis 27).

40 Det bemaerkes, at skrivelserne af 21. januar 1993 og 4. februar 1994 blot er henholdende skrivelser, der henhoerer under den foerste af de tre ovenfor omtalte faser af proceduren i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, og artikel 6 i forordning nr. 99/63. Saadanne skrivelser er saaledes ikke retsakter, der fremkalder bindende retsvirkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser, men er forberedende retsakter, der som saadanne ikke kan anfaegtes under et soegsmaal (jf. bl.a. ovennaevnte dom i Automec I-sagen, praemis 45).

41 Det bemaerkes endvidere, at resultatet ikke ville blive et andet, hvis ° som sagsoegeren haevder ° skrivelserne af 21. januar 1993 og 4. februar 1994 skulle anses for at vaere meddelelser i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, idet en meddelelse efter denne bestemmelse ikke kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal (ovennaevnte dom i Automec I-sagen, praemis 46, og ovennaevnte som i sagen BEUC og NCC mod Kommissionen, praemis 30).

42 Annullationspaastanden skal derfor afvises.

43 Det foelger heraf, at det er ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende staevningens paastand stoettet paa traktatens artikel 175, og at sagen skal afvises, for saa vidt angaar paastanden om annullation af Kommissionens skrivelser af 21. januar 1993 og 4. februar 1994.

Sagens omkostninger

44 Det bemaerkes for det foerste, at Retten i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 6, er frit stillet i sin afgoerelse om sagens omkostninger, saafremt det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om sagens genstand, og for det andet, at i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske saerlige grunde.

45 Retten bemaerker, at Kommissionen i den foreliggende sag ikke inden for den i traktatens artikel 175 fastsatte frist har besvaret sagsoegerens aabningsskrivelse af 24. januar 1994, selv om Kommissionen havde vaeret behoerigt informeret om klagens indhold siden december 1992. Endvidere meddelte Kommissionen foerst den 13. juni 1994, dvs. efter anlaeggelsen af naervaerende sag, sagsoegeren sin stillingtagen til klagen i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 99/63. Det var endvidere foerst efter denne meddelelse fra Kommissionen, at sagsoegeren fandt det fornoedent at nedlaegge den subsidiaere paastand om annullation af den anfaegtede beslutning.

46 Det foelger heraf, at ud fra en rimelighedsvurdering af sagens omstaendigheder boer der traeffes afgoerelse om, at Kommissionen skal baere sine egne omkostninger og betale sagsoegerens.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling)

1) Det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om staevningens paastand, der er nedlagt i medfoer af traktatens artikel 175.

2) Sagen afvises i oevrigt.

3) Kommissionen betaler sagens omkostninger.