RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Første Afdeling)

12. december 2013 (*)

»Personalesag – akkrediterede parlamentariske assistenter – førtidig opsigelse af kontrakten – ansøgning om bistand – psykisk chikane«

I sag F-129/12,

angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A,

CH, akkrediteret parlamentarisk assistent ved Europa-Parlamentet, Bruxelles (Belgien), ved advokaterne L. Levi, C. Bernard-Glanz og A. Tymen,

sagsøger,

mod

Europa-Parlamentet ved S. Alves og E. Taneva, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

PERSONALERETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kreppel, og dommerne E. Perillo og R. Barents (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig J. Tomac,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 9. juli 2013,

afsagt følgende

Dom

1        Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 31. oktober 2012 har CH nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 19. januar 2012, hvorved CH’s kontrakt som akkrediteret parlamentarisk assistent blev opsagt, påstand om annullation af afgørelse af 15. marts 2012, hvorved CH fik afslag på sin ansøgning om bistand, og om fornødent påstand om annullation af de afgørelser om afslag på de klager, som CH indgav over de nævnte afgørelser, samt påstand om, at Parlamentet tilpligtes at betale CH 120 000 EUR i erstatning.

 Retsforskrifter

2        Den retlige ramme for den foreliggende sag udgøres af artikel 12a og 24 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og artikel 2, litra c), artikel 127 og 130 samt artikel 139, stk. 1, litra d), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte (herefter »ansættelsesvilkårene«).

3        Artikel 31 med overskriften »Retfærdige og rimelige arbejdsforhold« i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bestemmer i stk. 1:

»Enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.«

4        Chartrets artikel 41 med overskriften »Ret til god forvaltning« bestemmer:

»1.      Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner og organer, kontorer og agenturer.

2.      Denne ret omfatter navnlig:

a)      retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt

[…]«

5        Artikel 9, stk. 2, i Parlamentets forretningsorden i den version, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder, bestemmer:

»Medlemmernes adfærd skal være præget af gensidig respekt, bero på de værdier og principper, der er defineret i Den Europæiske Unions grundlæggende akter, og respektere Parlamentets værdighed og må ikke vanskeliggøre en korrekt afvikling af Parlamentets arbejde eller forstyrre roen i Parlamentets bygninger. […]«

6        Artikel 20, stk. 2, i gennemførelsesbestemmelserne i afsnit VII i ansættelsesvilkårene, der blev vedtaget ved Parlamentets præsidiums afgørelse af 9. marts 2009 og senest ændret ved Parlamentets præsidiums afgørelse af 13. december 2010 (herefter »gennemførelsesbestemmelserne«), bestemmer:

»Når en assistent, et medlem eller den gruppe af medlemmer, som assistenten bistår, ønsker at afbryde kontrakten inden dens udløb, fremsender assistenten eller referencemedlemmet en skriftlig anmodning til den kompetente tjeneste i generalsekretariatet med angivelse af grunden eller grundene til, at kontrakten ønskes opsagt før tid.

Ansættelsesmyndigheden beslutter på baggrund af anmodningen at opsige kontrakten i henhold til enten [ansættelsesvilkårenes] artikel 139, stk. 1, [litra] d), under overholdelse af den fastsatte frist eller [ansættelsesvilkårenes] artikel 139, stk. 3, under overholdelse af de fastsatte betingelser.«

 Sagens faktiske omstændigheder

7        Den 1. oktober 2004 blev sagsøgeren ansat som parlamentarisk assistent for parlamentsmedlem B i henhold til en kontrakt, der udløb ved udgangen af valgperioden 2004-2009. Da B’s mandat udløb i 2007, blev sagsøgeren ansat som parlamentarisk assistent for et andet parlamentsmedlem, P, fra den 1. december 2007 og indtil udløbet af den nævnte valgperiode i 2009. Med virkning fra den 1. august 2009 blev sagsøgeren ansat ved Parlamentet som akkrediteret parlamentarisk assistent i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 5a med henblik på at bistå P.indtil udløbet af valgperioden 2009-2014. Det fremgik af kontrakten, at sagsøgeren blev indplaceret i lønklasse 14 i ansættelsesgruppe II.

8        Denne kontrakt blev med virkning fra den 1. september 2010 afløst af en ny kontrakt, hvorved sagsøgerens indplacering blev ændret til lønklasse 11 i ansættelsesgruppe II.

9        Sagsøgeren blev sygemeldt med virkning fra den 27. september 2011, idet sygemeldingen blev forlænget indtil den 19. april 2012.

10      Den 26. oktober 2011 udfærdigede læge A.G., der behandlede sagsøgeren, en erklæring, hvoraf fremgik, at sagsøgeren led af en angst-depressiv tilstand, ofte befandt sig i en tilstand af »mental ruminering« samt led af spiseforstyrrelser, idet der i erklæringen blev henvist til sagsøgerens udsagn om, at hun blev udsat for psykisk chikane på arbejdspladsen. I en rapport af 20. november 2011 til lægen A.G., udtalte neuropsykiater Y.G., at den angst-depressive lidelse havde udviklet sig til en varig tilstand. Den 22. november 2011 konstaterede lægen J. de M., der var chef for den medicinsk-psykologiske specialistenhed ved universitetssygehuset Brugmann i Bruxelles (Belgien), at sagsøgeren led af reaktiv udbrændthed, og at hendes angst-depressive tilstand var opstået som følge af en »oplevet psykisk chikane på arbejdspladsen«.

11      Den 28. november 2011 underrettede sagsøgeren det rådgivende udvalg vedrørende chikane og forebyggelse af chikane på arbejdspladsen, der er oprettet af Parlamentet (herefter »det rådgivende udvalg vedrørende psykiske chikane«) om sin situation og P.’s adfærd over for hende. Den 6. december 2011 anmodede sagsøgeren samtlige medlemmer af det nævnte udvalg om at oplyse, hvilken fremgangsmåde hun skulle følge for at indgive en klage over psykisk chikane. Ved e-mail af 12. december 2011 videresendte sagsøgeren til samtlige medlemmer af det rådgivende udvalg vedrørende psykisk chikane og Parlamentets generalsekretær kopi af den e-mail, som hun samme dag havde sendt til P., og hvori hun beskrev den helbredstilstand, som hun befandt sig i som følge af den chikane, som P. havde udsat hende for. Ved e-mail af 21. december 2011 henvendte sagsøgeren sig til formanden for det nævnte udvalg og anmodede om et møde.

12      Den 22. december 2011 indgav sagsøgeren igennem sine advokater en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, hvori hun anførte, at P. havde udsat hende for psykisk chikane, og anmodede om, at der blev vedtaget adskillelsesforanstaltninger samt indledt en administrativ undersøgelse.

13      Den 6. januar 2012 anmodede P. skriftligt enheden for ansættelse og forflyttelse, der henhører under Direktoratet for Udvikling af Menneskelige Ressourcer i Generaldirektoratet for Personale under Parlamentets Generalsekretariat om at opsige sagsøgerens kontrakt. Den 18. januar 2012 bekræftede P. denne anmodning.

14      Ved afgørelse af 19. januar 2012 blev sagsøgerens kontrakt opsagt med virkning fra den 19. marts 2012 med den begrundelse, at tillidsforholdet ikke længere bestod (herefter »afgørelsen om afskedigelse«). Sagsøgeren blev fritaget for at arbejde i opsigelsesperioden. Chefen for den kompetente enhed gav i en skrivelse, der var vedlagt den nævnte afgørelse, sagsøgeren meddelelse om, at man den 18. januar 2012 fra P. havde modtaget en anmodning om at bringe sagsøgerens kontrakt til ophør. P. havde for det første anført, at sagsøgeren ikke besad de nødvendige kvalifikationer til at følge arbejdet i de parlamentariske udvalg, som P. var medlem af, og for det andet, at sagsøgeren ind imellem udviste en uacceptabel adfærd over for P. samt over for andre parlamentsmedlemmer og assistenter. P. havde af disse grunde ikke længere tillid til sagsøgeren og ønskede derfor ikke hendes fortsatte bistand.

15      Ved skrivelse af 23. januar 2012 anmodede sagsøgerens advokater om en kopi af den anmodning om afskedigelse, som P. havde udfærdiget. Den kompetente enhed ved Parlamentet fremsendte efter at have modtaget denne anmodning ved skrivelse af 2. februar 2012 en ikke-udtømmende liste over eksempler på, at tillidsforholdet mellem sagsøgeren og P. ikke længere bestod.

16      Ved skrivelse af 7. februar 2012 gjorde sagsøgerens advokater opmærksom på, at sagsøgerens ansøgning om bistand ikke var blevet besvaret.

17      I skrivelse af 4. marts 2012 til lægen A.G. konstaterede lægen Y.G., at sagsøgerens angst-depressive tilstand var blevet forværret som følge af, at Parlamentet ikke havde anerkendt den »oplevede psykiske chikane« samt som følge af afgørelsen om afskedigelse.

18      Ved skrivelse af 15. marts 2012, der omhandlede sagsøgerens ansøgning om bistand, oplyste den kompetente generaldirektør ved Parlamentet, at der ikke var taget stilling til, om vedtægtens artikel 24 kunne finde anvendelse, idet denne ansøgning var blevet uden genstand som følge af, at sagsøgerens kontrakt var blevet opsagt, og hendes langvarige sygemelding (herefter »afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand«).

19      Den 30. marts 2012 indbragte sagsøgeren en klage over afgørelsen om afskedigelse i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2. Den 22. juni 2012 indgav sagsøgeren en klage på samme grundlag over afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand.

20      Ved afgørelse af 20. juli 2012 gav Parlamentets generalsekretær sagsøgeren delvist medhold i klagen over afgørelsen om afskedigelse, idet udløbsdatoen for sagsøgerens kontrakt blev udskudt til den 20. juni 2012 i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 139, stk. 1, litra d), sidste punktum, da hendes sygeorlov var dokumenteret ved en lægerklæring.

21      Ved afgørelse af 8. oktober 2012 afviste Parlamentets generalsekretær klagen over afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand.

 Parternes påstande

22      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Afgørelsen om afskedigelse annulleres.

–        Afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand annulleres.

–        Om fornødent annulleres de af Parlamentets generalsekretær trufne afgørelser af 20. juli 2012 om afslag på sagsøgerens klage af 30. marts 2012 over afgørelsen om afskedigelse og af 8. oktober 2012 om afslag på sagsøgerens klage af 22. juni 2012 over afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand.

–        Parlamentet tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 120 000 EUR i erstatning.

–        Parlamentet tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger.

23      Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

 Påstanden om annullation af afgørelserne om afslag på klagerne

24      Det følger af fast retspraksis, at en annullationspåstand, der formelt er rettet mod et afslag på en klage, i tilfælde, hvor dette afslag er uden selvstændigt indhold, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, præmis 8, og Personalerettens dom af 9.7.2009, sag F-104/07, Hoppenbrouwers mod Kommissionen, præmis 31). Da afgørelsen af 20. juli 2012 om afslag på klagen af 30. marts 2012 over afgørelsen om afskedigelse og afgørelsen af 8. oktober 2012 om afslag på klagen af 22. juni 2012 over afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand ikke har noget selvstændigt indhold, skal annullationspåstandene under disse omstændigheder anses for kun at være rettet mod afgørelsen om afskedigelse og afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand.

 Påstanden om annullation af afgørelsen om afskedigelse og afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand

 Parternes argumenter

–       Sagsøgerens argumenter

25      Ifølge sagsøgeren foreligger der en direkte sammenhæng mellem den omhandlede chikane, chikanøren og afgørelsen om afskedigelse, idet denne afgørelse vedrører den anmodning, der er indgivet af P., som er ophavsmand til chikanen. Sagsøgeren har anført, at de faktiske omstændigheder, der udgjorde chikanen, er blevet præcist og grundigt beskrevet samt i videst mulige omfang dokumenteret i ansøgningen om bistand og klagerne, således at P. ikke kunne påstå at være uvidende om dette forhold. Hvad angår P.’s adfærd har sagsøgeren anført, at P. tilkendegav en konstant utilfredshed, der kom til udtryk i form af en systematisk nedsættende omtale af sagsøgerens indsats og evner, en vedvarende, sårende og ikke-konstruktiv kritik, der blev fremsat over for sagsøgeren og tredjemænd, samt en vedvarende kritik af sagsøgerens arbejde. Ifølge sagsøgeren var det ikke blot kvaliteten af hendes arbejde, der blev rejst tvivl om, men også hendes hæderlighed og værdighed.

26      Sagsøgeren har endvidere nævnt en række konkrete eksempler på den adfærd, som P. udviste over for sagsøgeren, og som efter sagsøgerens opfattelse udgør misbrug, navnlig eksempler på nedsættende omtale over for tredjemænd. Sagsøgeren har med henvisning til Personalerettens dom af 24. februar 2010 i sagen Menghi mod ENISA (sag F-2/09) anført, at afgørelsen om afskedigelsen er behæftet med magtfordrejning, og at afgørelsen derfor må annulleres. Den nævnte afgørelse blev nemlig ikke truffet med det formål at gøre det muligt for P. at afbryde samarbejdet med en assistent, over for hvem der ikke længere bestod et tillidsforhold, men med det formål at »skaffe sig af med« en assistent, hvis ansøgning om bistand kunne komme P. til skade. Sagsøgeren har videre anført, at det påhvilede ansættelsesmyndigheden i forbindelse med anmodningen om afskedigelse at vurdere rigtigheden af de af P. anførte grunde. Ansættelsesmyndigheden kan ikke begrænse sig til at imødekomme enhver anmodning om afskedigelse fra et parlamentsmedlem vedrørende den pågældendes assistent, hvilket gælder så meget desto mere, når assistenten har indgivet en ansøgning om bistand. Hvad angår afgørelsen om afslag på klagen over afgørelsen om afskedigelse har sagsøgeren anført, at Parlamentet ikke blot afslog at annullere en afgørelse, der åbenbart var behæftet med magtfordrejning, men at det desuden tilsidesatte sin begrundelsespligt uden at tage hensyn til de indicier, der med føje var fremlagt, og uden at tage stilling til spørgsmålet om magtfordrejning. Sagsøgeren har endvidere anført, at opretholdelsen af afgørelsen om afskedigelse efterfølgende gav Parlamentet mulighed for at begrunde afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand med henvisning til den omstændighed, at den nævnte ansøgning var blevet uden genstand som følge af afskedigelsen. Afgørelsen om afskedigelse skal endelig annulleres, idet den indebærer en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a og den garanti, der ifølge denne bestemmelse tilkommer de ansatte, der anmelder psykisk chikane.

27      Hvad angår det åbenbart urigtige skøn har sagsøgeren bestridt de grunde, der er anført til støtte for afgørelsen om afskedigelse, og Parlamentets undladelse af at anerkende, at der var tale om et urigtigt skøn. Sagsøgeren har anført, at P.efter to års samarbejde valgte at beholde sagsøgeren i sin tjeneste ved udløbet af sagsøgerens første kontrakt. Hvad angår det til støtte for afgørelsen om afskedigelse fremsatte argument om, at sagsøgeren udviste en uacceptabel adfærd over for sine kolleger, har sagsøgeren anført, at der ikke er fremlagt det mindste bevis, der kan underbygge denne påstand.

28      Hvad angår afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand har sagsøgeren henvist til Personalerettens dom af 8. februar 2011, Skareby mod Kommissionen (sag F-95/09), og anført, at en afgørelse om afskedigelse ikke i sig selv medfører, at en ansøgning om bistand bliver uden genstand. Selv om sagsøgeren har anerkendt, at de begærede adskillelsesforanstaltninger ikke længere var relevante efter afskedigelsen, har hun anført, at vedtægtens artikel 24 finder anvendelse på en akkrediteret parlamentarisk assistent, og at ansættelsesmyndigheden derfor ikke kunne afslå at yde hende bistand samt undlade at indlede en undersøgelse.

–       Parlamentets argumenter

29      Parlamentet har indledningsvis fremsat en række bemærkninger vedrørende den status, der tilkommer en akkrediteret parlamentarisk assistent. Parlamentet har for det første anført, at retspraksis om opsigelse af kontrakter for midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), kan anvendes analogt på afskedigelsen af en akkrediteret parlamentarisk assistent, idet den gensidige tillid er et væsentligt forhold, der er fælles ved de to former for kontrakter. Parlamentet har i denne henseende henvist til dom afsagt af Retten i Første Instans den 17. oktober 2006, Bonnet mod Domstolen (sag T-406/04), og Personalerettens dom af 7. juli 2010, Tomas mod Parlamentet (forenede sager F-116/07, F-13/08 og F-31/08). Hvad angår proceduren for opsigelse af en kontrakt i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 139, stk. 1, litra d), og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 20, stk. 2, har Parlamentet forklaret, at når den kompetente ansættelsesmyndighed modtager en anmodning fra et medlem om at bringe en akkrediteret parlamentarisk assistents kontrakt til ophør inden dens udløb som følge af, at tillidsforholdet er blevet brudt, kan ansættelsesmyndigheden kun tage den manglende tillid til efterretning og imødekomme anmodningen om afskedigelse. Ansættelsesmyndigheden kan nemlig ikke anlægge et skøn i forbindelse med den nævnte anmodning. Hvad angår den behandling, som ansættelsesmyndigheden skal undergive den nævnte anmodning i henhold til gennemførelsesbestemmelsernes artikel 20, stk. 2, andet afsnit, har Parlamentet anført, at der alene er tale om en administrativ behandling, der har til formål at forberede afskedigelsen samt indledningen af proceduren under overholdelse af den opsigelsesfrist, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 139, stk. 1, litra d). Ansættelsesmyndigheden kan, stadig ifølge Parlamentet, ikke anlægge et skøn vedrørende gennemførelsen af en anmodning om afskedigelse af en akkrediteret parlamentarisk assistent, der er begrundet i, at tillidsforholdet ikke længere består. Ansættelsesmyndigheden havde således en beføjelse, der bestod i at opsige sagsøgerens kontrakt på anmodning fra P. med den begrundelse, at den tillid, som var nødvendig for at fortsætte arbejdsrelationen mellem P. og sagsøgeren, ikke længere var til stede.

30      Hvad angår magtfordrejning og psykisk chikane har Parlamentet anført, at sagsøgerens påstande og beskyldninger ikke er underbygget af nogen dokumenter eller oplysninger, som gør det muligt at fastslå rigtigheden heraf, og at sagsøgerens påstand om, at afgørelsen om afskedigelse er behæftet med magtfordrejning som følge af, at denne afgørelse blev truffet med det formål at udsætte sagsøgeren for psykisk chikane, må forkastes som ugrundet. Parlamentet har endvidere anført, at den omstændighed, at det fremgår af de lægerapporter, der er vedlagt stævningen, at sagsøgerens angst-depressive tilstand var opstået som følge af en »oplevet psykisk chikane på arbejdspladsen«, ikke gør det muligt at fastslå, at der blev udøvet en sådan chikane, idet disse rapporter er udfærdiget på baggrund af sagsøgerens subjektive beskrivelse af sine arbejdsforhold. Parlamentet har endvidere anført, at P. første gang tog kontakt til den kompetente enhed i perioden fra den 28. november til den 5. december 2011 vedrørende den procedure, der skulle følges med henblik på at afskedige sagsøgeren, dvs. lang tid før sagsøgeren indgav ansøgningen om bistand. Det følger heraf, stadig ifølge Parlamentet, at ansættelsesmyndigheden ikke vedtog afgørelsen om afskedigelsen for at »skaffe sig af med« sagsøgeren, efter at hun havde indgivet sin ansøgning om bistand. Parlamentet har endelig anfægtet den påståede manglende begrundelse af afgørelsen om afslag på klagen over afgørelsen om afskedigelse.

31      Hvad angår det åbenbart urigtige skøn har Parlamentet anført, at sagsøgeren, der bl.a. havde til opgave at vurdere, om det var hensigtsmæssigt at fremsætte ændringsforslag i sagen vedrørende Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA), ikke har godtgjort, at de foreslåede ændringer ikke var »uhensigtsmæssige at fremlægge«. Sagsøgeren har følgelig ikke ført bevis for, at ansættelsesmyndigheden anlagde et sådant urigtigt skøn. Parlamentet beskyldte endvidere ikke i afgørelsen om afskedigelse sagsøgeren for at have foretaget en utilfredsstillende opfølgning på arbejdet i Økonomi- og Valutaudvalget. Parlamentet har i denne henseende anført, at sagsøgeren, der henhørte under ansættelsesgruppe II, hovedsageligt havde til opgave at udarbejde tekster og yde rådgivning. I en skrivelse af 2. februar 2012 anførte ansættelsesmyndigheden imidlertid, at selv om sagsøgeren »[var] i stand til at udføre sekretariatsopgaver, [besad] hun ikke den politiske dømmekraft […], der var nødvendig for […] effektivt at kunne bistå [P.] i forbindelse med [opfølgningen] på arbejdet i de parlamentariske udvalg«.

32      Hvad angår afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand har Parlamentet først anført, at vedtægtens artikel 12a og 24 ikke finder anvendelse på parlamentsmedlemmer. Parlamentet har endvidere anført, at afslaget på ansøgningen om at indlede en administrativ undersøgelse var baseret på to grunde, nemlig for det første den omstændighed, at ansøgningen var blevet uden genstand som følge af, at sagsøgeren var blevet afskediget, og for det andet den omstændighed, at vedtægtens artikel 24 ikke finder anvendelse på parlamentsmedlemmer. Parlamentet er derfor af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden ikke kunne imødekomme ansøgningen om bistand. Anbringendet om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 24 skal derfor, stadig ifølge Parlamentet, forkastes. Parlamentet har videre anført, at det under alle omstændigheder ikke var muligt at omplacere sagsøgeren, idet det i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 5a tilkommer medlemmerne at anmode administrationen om at ansætte de assistenter, som medlemmerne selv vælger.

 Personalerettens bemærkninger

–       Opsigelsen af sagsøgerens kontrakt

33      Det fremgår af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), at enhver har ret til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt.

34      Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at afgørelsen om afskedigelse udgør en individuel foranstaltning, der berører sagsøgeren negativt.

35      Det fremgår imidlertid af sagsakterne, at ansættelsesmyndigheden ikke hørte sagsøgeren, inden den opsagde hendes kontrakt. Adspurgt herom under retsmødet bekræftede Parlamentet udtrykkeligt dette forhold.

36      Ifølge Parlamentet fremgår det af retspraksis om opsigelse af kontrakter for midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), der efter Parlamentets opfattelse kan anvendes analogt på afskedigelsen af en akkrediteret parlamentarisk assistent, at ansættelsesmyndigheden ikke har pligt til at høre en akkrediteret parlamentarisk assistent, før den træffer afgørelse om at opsige den pågældendes kontrakt.

37      For så vidt som Parlamentet ønsker at påberåbe sig praksis fra Personaleretten og Den Europæiske Unions Ret, hvoraf fremgår, at såfremt en afgørelse om afskedigelse træffes som følge af, at der ikke længere består et tillidsforhold, kan den berørte ikke påberåbe sig nogen processuelle garantier, såsom retten til at blive hørt under den administrative procedure, er det tilstrækkeligt at bemærke, at der efter Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 skal tages hensyn til chartrets bestemmelser, der har samme retlige værdi som traktaterne.

38      For at en tilsidesættelse af retten til at blive hørt i det foreliggende tilfælde kan medføre annullation af afgørelsen om afskedigelse, er det imidlertid fortsat nødvendigt at undersøge, om proceduren uden denne mangel ville have fået et andet udfald. Personaleretten vil undersøge dette spørgsmål i denne doms præmis 48.

39      Det er endvidere nødvendigt at undersøge Parlamentets argument om, at når den kompetente ansættelsesmyndighed modtager en anmodning fra et parlamentsmedlem om bringe en akkrediteret parlamentarisk assistents kontrakt til ophør inden dens udløb som følge af, at tillidsforholdet er blevet brudt, kan ansættelsesmyndigheden kun tage den manglende tillid til efterretning og imødekomme anmodningen om afskedigelse, idet ansættelsesmyndigheden ikke kan anlægge et skøn i forbindelse med den nævnte anmodning.

40      Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 20, stk. 2, at et medlem, der anmoder om opsigelse af en akkrediteret parlamentarisk assistents kontrakt, har pligt til at angive »grunden eller grundene [til opsigelsen]«, og at det fremgår af bestemmelsens andet afsnit, at ansættelsesmyndigheden »på baggrund af anmodningen« beslutter at opsige kontrakten. Det følger således af denne bestemmelse, at ansættelsesmyndigheden i det mindste har pligt til at undersøge, om anmodningen om opsigelse er lovlig. Hvis dette ikke var tilfældet, ville medlemmernes pligt til at angive »grunden eller grundene [til opsigelsen]« og ansættelsesmyndighedens pligt til at undersøge anmodningen ikke give mening.

41      Uden at det er fornødent at tage stilling til, i hvilket omfang ansættelsesmyndigheden skal undersøge anmodningen i henhold til gennemførelsesbestemmelsernes artikel 20, stk. 2, er det således tilstrækkeligt at konstatere, at det ifølge den nævnte bestemmelses ordlyd kræves, at ansættelsesmyndigheden kontrollerer, om den begrundelse, der er fremsat i denne henseende, efter sit indhold eventuelt indebærer en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dommen i sagen Bonnet mod Domstolen, præmis 52) og bestemmelserne om ansættelsesforholdet mellem Unionen og dens ansatte, fortolket i lyset disse rettigheder. Det bemærkes i denne henseende, at Parlamentet under retsmødet oplyste, at det inden for rammerne af den undersøgelse, der er foreskrevet i den nævnte artikel, faktisk undersøgte, om anmodningen om opsigelse af kontrakten overholdt de grundlæggende rettigheder.

42      Det følger heraf, at ansættelsesmyndigheden faktisk havde pligt til at undersøge, om der bestod en sammenhæng mellem P.’s anmodning af 6. januar 2012 om at opsige sagsøgerens kontrakt og den omstændighed, at sagsøgeren den 22. december 2011 havde indgivet en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, der vedrørte den chikane, som sagsøgeren hævdede, at P. havde udsat hende for, og indledningen af en administrativ undersøgelse.

43      Parlamentet har i denne henseende anført, at der ikke forelå en sådan sammenhæng, idet P. havde taget kontakt til den kompetente tjeneste i perioden fra den 28. november og den 5. december 2011, dvs. lang tid før, at sagsøgeren indgav sin ansøgning om bistand, med henblik på at få visse oplysninger om sagsøgerens kontrakt. Det må imidlertid bemærkes, at Parlamentet ikke har fremlagt det mindste bevis på dette punkt.

44      Det er endvidere ubestridt, at ansættelsesmyndigheden den 6. januar 2012, dvs. det tidspunkt, hvor P. anmodede om opsigelse af sagsøgerens kontrakt, havde kendskab til de lægeerklæringer, som sagsøgeren havde fremlagt, og hvoraf det utvetydigt fremgår, at de konsulterede læger var af den opfattelse, at sagsøgerens lidelser, der havde givet anledning til, at hun blev sygemeldt fra den 27. september 2011, var opstået som følge af den chikane, hun blev udsat for på sin arbejdsplads. Det er endvidere ubestridt, at sagsøgeren den 12. december 2011 sendte en e-mail til P., hvori hun nævnte, at hun var overanstrengt »som følge af den chikane, som [hun] dagligt [blev] udsat for fra [P.’s] side«, og at sagsøgeren samme dag sendte en kopi af denne e-mail til Parlamentets generalsekretær og det rådgivende udvalg vedrørende psykiske chikane. Endelig må det konstateres, at P. den 19. december 2011 sendte en e-mail til den kompetente tjeneste, hvori P. henviste til sagsøgerens e-mail af 12. december 2011, som efter P.’s opfattelse var »meget fornærmende«. P. nævnte i samme e-mail, at hun ønskede oplysninger om fremgangsmåden for opsigelse af en akkrediteret parlamentarisk assistents kontrakt.

45      Personaleretten finder, at de ovenfor nævnte omstændigheder samlet set burde have fået ansættelsesmyndigheden til inden for rammerne af sin undersøgelsespligt i henhold til gennemførelsesbestemmelsernes artikel 20, stk. 2, at undersøge, om anmodningen om opsigelse af sagsøgerens kontrakt havde en sammenhæng med den ansøgning om bistand, som sagsøgeren indgav den 22. december 2011. Ansættelsesmyndigheden havde på denne måde under hensyntagen til, at en sådan undersøgelse har en vanskelig og følsom karakter, i det foreliggende tilfælde fuldt ud kunnet sikre overholdelsen af chartrets artikel 31, stk. 1, hvoraf fremgår, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.

46      Det bemærkes imidlertid, at det følger af Parlamentets erklæringer under retsmødet, at ansættelsesmyndigheden undlod at foretage den nævnte undersøgelse, efter at den havde modtaget P.’s anmodning om at opsige sagsøgerens kontrakt den 6. januar 2012, idet den afventede, at anmodningen blev bekræftet, hvilket skete den 18. januar 2012. Personaleretten finder endvidere, at ansættelsesmyndighedens undladelse af at foretage den undersøgelse af anmodningen om opsigelse, der er foreskrevet i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 20, stk. 2, bekræftes af den omstændighed, at sagsøgerens kontrakt blev opsagt den 19. januar 2012, dvs. dagen efter at P. havde bekræftet anmodningen, og dette selv om ansættelsesmyndigheden havde fuldt kendskab til den omstændighed, at sagsøgeren var sygemeldt.

47      Det følger klart heraf, at ansættelsesmyndigheden efter at have modtaget P.’s anmodning end ikke foretog en minimal kontrol med henblik på at sikre, at ansættelsesvilkårenes artikel 139, stk. 1, litra d), sidste punktum, hvoraf følger, at opsigelsesfristen på to måneder, som sagsøgeren havde krav på, burde have været udsat til den 19. april 2012, var blevet overholdt. Personaleretten konstaterer endvidere, at ansættelsesmyndigheden først i svaret af 20. juli 2012 på klagen af 30. marts 2012 rettede denne fejl.

48      Endelig står det tilbage at undersøge, om det ville have ført til et andet resultat, såfremt sagsøgeren var blevet hørt før vedtagelsen af afgørelsen om afskedigelse. Personaleretten finder i denne henseende, at hvis sagsøgeren var blevet hørt, ville ansættelsesmyndigheden have haft mulighed for at få yderligere oplysninger med henblik på at undersøge, om anmodningen om opsigelse af sagsøgerens kontrakt havde en sammenhæng med den ansøgning om bistand, som sagsøgeren havde indgivet, og således som anført i denne doms præmis 45 fuldt ud kunnet sikre overholdelsen af chartrets artikel 31, stk. 1.

49      Det følger heraf, at ansættelsesmyndigheden under den foreliggende sags omstændigheder tilsidesatte sine forpligtelser i henhold til chartrets artikel 31, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a), samt gennemførelsesbestemmelsernes artikel 20, stk. 2, da den vedtog afgørelsen om afskedigelse. Den nævnte afgørelse må følgelig annulleres.

–       Afslaget på ansøgningen om bistand

50      Der skal først foretages en undersøgelse af Parlamentets argument om, at vedtægtens artikel 12a ikke finder anvendelse på Parlamentets medlemmer, og at Parlamentet derfor ikke kunne imødekomme den af sagsøgeren indgivne ansøgning om bistand.

51      Dette argument kan ikke tages til følge. Selv om det ganske vist er korrekt, at vedtægtens artikel 12a, stk. 1, kun finder anvendelse på tjenestemænd, forholder det sig endvidere således, at der i denne bestemmelses stk. 2 henvises til »en tjenestemand, der har været offer for psykisk […] chikane«, uden at der gives en nærmere præcisering af, hvem der har udøvet chikanen. Det følger heraf, at bestemmelsens stk. 1 ikke som sådan hindrer Parlamentet i at handle, når den formodede ophavsmand til chikanen er et medlem af denne institution.

52      Der skal derefter foretages en undersøgelse af Parlamentets argument om, at ansøgningen om bistand, der blev indgivet den 22. december 2011, blev uden genstand som følge af, at sagsøgerens kontrakt blev opsagt.

53      Personaleretten finder dette argument uforståeligt. Såfremt sagsøgeren før det tidspunkt, hvor kontrakten blev opsagt, faktisk havde været udsat for chikane fra P.’s side, ville disse faktiske omstændigheder nemlig have fundet sted, og opsigelsen af kontrakten ville i dette tilfælde ikke kunne udviske dem. Selv om det antages, at Parlamentet med dette argument ønsker at hævde, at bistandspligten ophører på det tidspunkt, hvor den berørte tjenestemand fratræder tjenesten, er en sådan fortolkning åbenbart i strid med formålet med og omfanget af den nævnte pligt. Det må nemlig i lyset af chartrets artikel 31, stk. 1, hvoraf fremgår, at »[e]nhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold«, bemærkes, at baggrunden for bistandspligten ikke kun er hensynet til tjenestens interesse, men også, som det fremgår af artiklens ordlyd, hensynet til den berørte arbejdstagers interesse. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgningen om bistand hidrører fra en tjenestemand, der påstår at være udsat for psykisk chikane, og når virkningerne fortsat kan være stede, efter at den pågældende har fratrådt tjenesten. Parlamentet har i øvrigt under retsmødet anført, at argumentet om, at ansøgningen om bistand var blevet uden genstand alene som følge af, at sagsøgerens kontrakt var blevet opsagt, ikke var hensigtsmæssigt formuleret.

54      Parlamentet har endvidere anført, at vedtægtens artikel 24 ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet den påståede chikanør er parlamentsmedlem.

55      Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at dette argument støttes på en åbenbart fejlagtig læsning af vedtægtens artikel 24. Det fremgår nemlig af denne bestemmelses ordlyd, at dens formål er at beskytte tjenestemændene mod tredjemænds handlinger. I det foreliggende tilfælde er den påståede chikanør et medlem, der ikke tilhører Parlamentets personale, og som derfor må anses for en tredjemand i forhold til den person, der hævder at være offer for chikanørens adfærd.

56      Parlamentet har endvidere anført, at vedtægtens artikel 24 ikke finder anvendelse på P.’s situation, idet bestemmelsen ikke foreskriver tvangsmidler over for parlamentsmedlemmer.

57      Dette argument beror tillige på en fejlagtig læsning af den nævnte artikel. Da der er tale om at beskytte tjenestemanden mod tredjemænds handlinger, og da institutionerne i princippet ikke råder over tvangsmidler i forhold til tredjemænd, foreskriver vedtægten nemlig en bistandspligt, der gør det muligt for administrationen at bistå tjenestemanden i dennes bestræbelser på at opnå beskyttelse ved de retsmidler, der er adgang til i den medlemsstat, hvor de påståede omstændigheder har fundet sted.

58      Uden at det er fornødent at tage stilling til det argument, som Parlamentet fremsatte under retsmødet, og hvorefter P. i kraft af sin egenskab som parlamentsmedlem ikke kan anses for en tredjemand i forhold til sagsøgeren, skal det endelig bemærkes, at det fremgår af artikel 9, stk. 2, i Parlamentets forretningsorden i den version, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder, at »[m]edlemmernes adfærd skal være præget af gensidig respekt, bero på de værdier og principper, der er defineret i [Unionens] grundlæggende akter, og respektere Parlamentets værdighed […]«. Der var således intet der hindrede Parlamentet i under henvisning til den nævnte bestemmelse at opfordre P. til at samarbejde i forbindelse med en administrativ undersøgelse med henblik på at undersøge den påståede chikanerende adfærd, som sagsøgeren hævder at være blevet udsat for fra P.’s side.

59      Personaleretten bemærker for fuldstændighedens skyld, at Parlamentets fortolkning af vedtægtens artikel 12a og 24 i forhold til de bestemmelser, der regulerer de akkrediterede parlamentariske assistenters kontrakter, hvorefter ansættelsesmyndigheden hverken kan indlede en administrativ undersøgelse for at undersøge et tilfælde af psykisk chikane, når den påståede ophavsmand er et parlamentsmedlem, eller beskytte en akkrediteret parlamentarisk assistent mod et sådant parlamentsmedlems handlinger, ville fratage de nævnte artikler deres effektive virkning og i det foreliggende tilfælde udelukke enhver, selv begrænset, form for kontrol af, om afgørelsen om afskedigelse og afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand er lovlige. Personaleretten finder, at en sådan fortolkning åbenbart er i strid med chartrets artikel 31, stk. 1, hvoraf udtrykkeligt fremgår, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.

60      Det følger heraf, at afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand må annulleres.

61      Da afgørelsen om afskedigelse og afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand er blevet annulleret, er det ikke længere fornødent at undersøge de øvrige anbringender.

 Påstanden om erstatning

 Parternes argumenter

62      Sagsøgeren har påstået Parlamentet tilpligtet at betale et efter ret og billighed fastsat beløb på i alt 120 000 EUR i erstatning for den lægelige, økonomiske og psykiske skade, som hun har lidt som følge af afgørelsen om afskedigelse og afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand.

63      Parlamentet har påstået dette anbringende forkastet.

 Personalerettens bemærkninger

64      Det bemærkes indledningsvis, at når der henses til sagsøgerens skriftlige indlæg og argumenter, må sagsøgerens påstand om erstatning for lægelige, økonomiske og psykiske skader anses for en påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, der følger af, at de omhandlede afgørelser udgør et angreb på hendes sundhed, værdighed og faglige omdømme. Det bemærkes i denne henseende, at det følger af fast retspraksis, at en annullation af en ulovlig retsakt i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt (Domstolens dom af 9.7.1987, forenede sager 44/85, 77/85, 294/85 og 295/85, Hochbaum og Rawes mod Kommissionen, præmis 22, dom afsagt af Retten i Første Instans den 9.11.2004, sag T-116/03, Montalto mod Rådet, præmis 127, og Personalerettens dom af 8.5.2008, sag F-6/07, Suvikas mod Rådet, præmis 151), medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (jf. i denne retning Domstolens dom af 7.2.1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, præmis 27 og 28, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.6.2006, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, præmis 131).

65      Personaleretten bemærker, at det er ubestridt, at den følelse af uretfærdighed og de besværligheder, der følger af den omstændighed, at en person tvinges til at gennemføre en administrativ procedure og derefter en retslig procedure for at få anerkendt sine rettigheder, udgør en skade, der kan udledes af den blotte omstændighed, at administrationen har begået ulovligheder. Da sådanne skader kan erstattes, når en annullation af de anfægtede afgørelser ikke udgør en tilfredsstillende erstatning (jf. i denne retning Personalerettens dom af 11.7.2013, sag F-9/12, CC mod Parlamentet, præmis 128), finder Personaleretten, når der henses til de yderst kritisable omstændigheder, hvorunder afgørelsen om afskedigelse og afgørelsen om afslag på ansøgningen om bistand blev truffet, og under hensyn til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, at det er en rimelig bedømmelse af den skade, som sagsøgeren har lidt, at erstatningen for den nævnte skade efter ret og billighed fastsættes til 50 000 EUR.

66      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Parlamentet skal tilpligtes at betale sagsøgeren 50 000 EUR.

 Sagens omkostninger

67      I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.

68      Det følger af denne doms præmisser, at Parlamentet har tabt sagen. Sagsøgeren har endvidere udtrykkeligt nedlagt påstand om, at Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor Parlamentet pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

PERSONALERETTEN (Første Afdeling):

1)      Europa-Parlamentets afgørelse af 19. januar 2012, hvorved CH’s kontrakt som akkrediteret parlamentarisk assistent opsiges, annulleres.

2)      Europa-Parlamentets afgørelse af 15. marts 2012, hvorved CH fik afslag på sin ansøgning om bistand af 22. december 2011, annulleres.

3)      Europa-Parlamentet betaler CH 50 000 EUR.

4)      Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler de af CH afholdte omkostninger.

Kreppel

Perillo

Barents

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. december 2013.

W. Hakenberg

H. Kreppel

Justitssekretær

Afdelingsformand

---

* Processprog: fransk.