1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (EFT 2000 L 239, s. 19), undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 og trådt i kraft den 26. marts 1995 (herefter »Schengenkonventionen«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet inden for rammerne af en straffesag mod GR, HS og IT samt Inter Consulting d.o.o., under likvidation, som foreholdes at have begået, tilskyndet eller medvirket til udførelse i Kroatien af handlinger, der er kvalificeret som mandatsvig i erhvervsmæssigt øjemed.

3

Artikel 4, stk. 1, i akten om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2012, L 112, s. 21, herefter »tiltrædelsesakten«) er affattet således:

»De bestemmelser i Schengenreglerne, der er omhandlet i protokollen om Schengenreglerne som integreret i Den Europæiske Union […], knyttet som bilag til [EU-traktaten] og [EUF-traktaten], og de retsakter, der bygger derpå eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. bilag II, samt alle andre sådanne retsakter, der vedtages før tiltrædelsesdatoen, er bindende for og finder anvendelse i Kroatien fra tiltrædelsesdatoen.«

4

Bilag II til tiltrædelsesakten har overskriften »Liste over bestemmelser i Schengenreglerne, således som disse er integreret i Den Europæiske Union, samt retsakter, der bygger på eller på anden måde vedrører disse, og som skal være bindende for og anvendes i Republikken Kroatien fra tiltrædelsestidspunktet (omhandlet i artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten)«. I denne henseende omhandler dette bilags punkt 2 »[f]ølgende bestemmelser i [Schengenkonventionen], den tilhørende slutakt og de tilhørende fælles erklæringer […], som ændret ved nogle af retsakterne i punkt 8 i dette bilag:

[…] [A]rtikel 54-58 […]«

5

Schengenkonventionens artikel 54 er indeholdt i konventionens kapitel 3 med overskriften »Straffedommes negative retsvirkninger (ne bis in idem)«. Denne bestemmelse lyder således:

»En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning.«

6

Artikel 31, stk. 2, i Republikken Kroatiens forfatning har følgende ordlyd:

»Ingen kan dømmes på ny eller retsforfølges for en handling, for hvilken personen er blevet frifundet eller dømt ved en ifølge lov truffet retskraftig retsafgørelse af en ret.«

7

Artikel 246, stk. 1 og 2, i Kazneni zakon (straffelov) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, gør mandatsvig i erhvervsmæssigt øjemed til en økonomisk strafbar handling.

8

På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var GR en del af ledelsen for Skiper Hoteli d.o.o. og Interco Umag d.o.o., Umag (herefter »Interco«), nu Inter Consulting. GR var ligeledes anpartshaver i Rezidencjia Skiper d.o.o. og besad kapitalandele i Alterius d.o.o. HS var for sit vedkommende bestyrelsesformand for Interco’s ledelse og besad ligeledes kapitalandele i Alterius, mens IT foretog ejendomsværdivurderinger.

9

Den 28. september 2015 udarbejdede Županijsko državno odvjetništvo u Puli (distriktsanklagemyndigheden i Pula, Kroatien, herefter »anklagemyndigheden i Pula«) et anklageskrift mod GR, HS, IT og Interco. Ved dette anklageskrift blev for det første GR og Interco foreholdt at have begået mandatsvig i erhvervsmæssigt øjemed som omhandlet i straffelovens artikel 246, stk. 1 og 2, i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, og for det andet blev HS og IT foreholdt henholdsvis at have tilskyndet og medvirket til udførelsen af denne strafbare handling.

10

Det fremgår af det nævnte anklageskrift, således som det er gengivet i forelæggelsesafgørelsen, at GR og HS mellem december 2004 og juni 2006 foranledigede, at Interco opkøbte fast ejendom beliggende på flere tilstødende grundstykker i Savudrija kommune (Kroatien), som Skiper Hoteli d.o.o. havde planlagt skulle anvendes til gennemførelsen af et turistindkvarteringsboligprojekt. De nævnte personer foranledigede herefter, at Skiper Hoteli tilbagekøbte disse faste ejendomme til en pris, som var betydeligt højere end markedsprisen, således at Interco opnåede en ulovlig fordel på Skiper Hotelis bekostning.

11

Det anføres endvidere i det samme anklageskrift, at GR og HS mellem november 2004 og november 2005 ligeledes handlede med henblik på, at GR og andre selskaber, som sidstnævnte repræsenterede, solgte kapitalandele i Alterius ejet af GR og disse andre selskaber til en pris, som var væsentlig højere end deres reelle værdi, idet den oprindelige tilførsel af aktiver i dette sidstnævnte selskab bestod af faste ejendomme opført på tilstødende grundstykker på Savudrija kommunes område. I dette øjemed fik GR og HS gennem Rezidencjia Skiper og i forening med IT gennemført en vurdering, hvori værdien af de pågældende faste ejendomme blev overvurderet.

12

Anklageskriftet fra anklagemyndigheden i Pula blev antaget til realitetsbehandling ved afgørelse af 5. maj 2016 fra den forelæggende rets afdeling for straffesager, Županijski sud u Puli (distriktsdomstolen i Pula, Kroatien).

13

I det forberedende retsmøde ved den forelæggende ret begærede GR og HS straffesagen udsat under henvisning til, at princippet ne bis in idem er til hinder for den retsforfølgning, som de er genstand for ved denne ret. I denne henseende gjorde de gældende, at de allerede var blevet forfulgt strafferetligt for de samme strafbare handlinger i Østrig, og at denne straffesag var blevet afsluttet ved en endelig dom.

14

Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at de østrigske straffemyndigheder allerede havde rejst tiltale mod to tidligere medlemmer af direktionen i Hypo Alpe Adria Bank International AG (herefter »Hypo Alpe Adria Bank«), en bank beliggende i Østrig, og mod GR og HS som medskyldige til disse to tidligere medlemmer. Ifølge anklageskriftet udarbejdet af Staatsanwaltschaft Klagenfurt (anklagemyndigheden i Klagenfurt, Østrig), der blev indbragt for Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt, Østrig) den 9. januar 2015, blev de nævnte tidligere medlemmer af direktionen tiltalt for at have begået mandatsvig som omhandlet i Strafgesetzbuch (straffeloven), idet de mellem september 2002 og juli 2005 havde godkendt, at der blev ydet lån til Rezidencjia Skiper og Skiper hoteli for i alt mindst 105 mio. EUR, uden at have overholdt kravene vedrørende tilstrækkelige egenkapitaltilførsler og kontrollen med anvendelsen af midlerne eller taget hensyn til dels den manglende dokumentation med hensyn til gennemførelsen af projekterne, der begrunder tildelingen af sådanne lån, dels utilstrækkelige betalingsgarantiinstrumenter og de pågældende selskabers tilbagebetalingsevne. Det blev endvidere foreholdt GR og HS, at de ved at anmode om tildeling af de omtvistede lån havde tilskyndet de samme tidligere medlemmer til at begå den pågældende overtrædelse eller bidraget hertil.

15

I forlængelse af en anmodning fra HS bekræftede anklagemyndigheden i Klagenfurt endvidere ved skrivelse af 16. juli 2015 til HS’ advokater, at det af anklagemyndigheden udarbejdede anklageskrift med hensyn til den retsforfølgning, der var indledt mod GR og HS, ligeledes omfattede salget af faste ejendomme til Skiper Hoteli via Alterius til en urimeligt høj pris samt den tvivlsomme betaling for projektadministrationsomkostninger.

16

Ved dom afsagt den 3. november 2016 af Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt) blev de to tidligere medlemmer af direktionen i Hypo Alpe Adria Bank kendt delvis skyldige i de forhold, som de var blevet tiltalt for, og dømt for at have godkendt et af de lån, der blev ydet Skiper Hoteli, på mere end 70 mio. EUR. Derimod blev GR og HS frikendt for så vidt angår tiltalen om, at de henholdsvis havde tilskyndet eller medvirket til udførelsen af de strafbare handlinger, som de tidligere medlemmer af direktionen i Hypo Alpe Adria Bank var blevet tiltalt for. Denne dom er blevet endelig som følge af, at den appel, der var iværksat til prøvelse af dommen ved Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), blev forkastet den 4. marts 2019.

17

I øvrigt har den forelæggende ret anført, at anklagemyndigheden i Pula, der ligeledes er blevet forelagt andre strafbare handlinger knyttet til Hypo Alpe Adria Bank, flere gange i løbet af 2014 anmodede anklagemyndigheden i Klagenfurt om at kontrollere, om sidstnævnte anklagemyndighed i Østrig havde gennemført en procedure, som var parallel med den, der var indledt i Kroatien. På baggrund af oplysningerne fra anklagemyndigheden i Klagenfurt, der i det væsentlige er identiske med dem, der senere blev gjort rede for i konklusionen til anklagemyndigheden i Klagenfurts anklageskrift, der er omtalt i nærværende kendelses præmis 14, fandt anklagemyndigheden i Pula, at de af anklagemyndigheden i Klagenfurt og Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt) undersøgte handlinger ikke var retligt relevante med henblik på kvalificeringen af den strafbare handling, som var genstand for den i hovedsagen omhandlede straffesag, ikke havde nogen forbindelse til de faktiske omstændigheder, som var beskrevet i anklageskriftet af 28. september 2015, og således ikke skulle betragtes som allerede pådømt.

18

På denne baggrund har Županijski sud u Puli (distriktsdomstolen i Pula) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Vedrører en tilsidesættelse af princippet ne bis in idem kun de afgørende faktiske omstændigheder, som er angivet i konklusionen til anklageskriftet fra anklagemyndigheden i Pula af 28. september 2015, i forhold til de afgørende faktiske omstændigheder, der er omtalt i konklusionen til anklageskriftet af 9. januar 2015 fra anklagemyndigheden i Klagenfurt og i konklusionen i dommen af3. november 2016 fra Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt), der blev stadfæstet ved dom af 4. marts 2019 fra Oberster Gerichtshof (øverste domstol), eller vedrører en sådan tilsidesættelse også en anden konstatering vedrørende:

19

I henhold til artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement kan Domstolen, når en anmodning om præjudiciel afgørelse åbenbart må afvises, til enhver tid efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling.

20

Der er grundlag for at anvende denne bestemmelse i den foreliggende sag.

21

Med henblik herpå skal det bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at proceduren efter artikel 267 TEUF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende tvister (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

22

Inden for rammerne af det samarbejde, der i medfør af artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, tilkommer det udelukkende den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkning af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 4.6.2020, Kancelaria Medius, C-495/19, EU:C:2020:431, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

23

Heraf følger, at der er en formodning for, at spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 4.6.2020, Kancelaria Medius, C-495/19, EU:C:2020:431, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

24

Eftersom forelæggelsesafgørelsen danner grundlaget for den præjudicielle forelæggelse ved Domstolen, er det således nødvendigt, at den nationale ret i denne afgørelse redegør for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i den sag, der er indbragt for den (dom af 4.6.2020, C.F. (Contrôle fiscal), C-430/19, EU:C:2020:429, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

25

Disse kumulative krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af artikel 94 i Domstolens procesreglement, som den forelæggende ret forventes at have kendskab til og iagttage nøje (dom af 7.11.2019, UNESA m.fl., C-80/18 – C-83/18, EU:C:2019:934, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). De nævnte krav er navnlig blevet gentaget i Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2019, C 380, s. 1).

26

Endelig bemærkes, at forelæggelsesafgørelsers oplysninger ikke blot giver Domstolen mulighed for at give hensigtsmæssige svar, men også giver medlemsstaternes regeringer samt andre berørte mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Det påhviler Domstolen at drage omsorg for, at denne mulighed sikres, henset til, at det i medfør af denne bestemmelse kun er forelæggelsesafgørelserne, der forkyndes for de interesserede parter (jf. bl.a. dom af 20.12.2017, Asociación Profesional Elite Taxi, C-434/15, EU:C:2017:981, præmis 25, og kendelse af 15.5.2019, MC, C-827/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:416, præmis 35).

27

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at det er åbenbart, at forelæggelsesafgørelsen ikke opfylder de krav, der er anført i nærværende kendelses præmis 24 og 25.

28

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret således nærmere bestemt oplyst, om Schengenkonventionens artikel 54 skal fortolkes således, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor en straffesag fortsat verserer, ved afgørelsen af, om princippet ne bis in idem er blevet tilsidesat som følge af, at de faktiske forhold er identiske i forbindelse med straffesager indledt i to medlemsstater, skal tage hensyn ikke blot til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i det anklageskrift, der er udarbejdet af de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat, og i konklusionen i den endelige dom, som er blevet afsagt i den anden medlemsstat, men også til de faktiske omstændigheder, der er nævnt i begrundelsen for denne dom, og dem som efterforskningen vedrørte, men som ikke er blevet gentaget i anklageskriftet.

29

Med henblik på at besvare dette spørgsmål skal det bemærkes, at det relevante kriterium med henblik på at bestemme, om Schengenkonventionens artikel 54 finder anvendelse, er kriteriet om, at de faktiske handlinger, når disse forstås således, at de faktiske handlinger, som ligger til grund for straffesagerne indledt i de to berørte medlemsstater, udgør en helhed af handlinger, der er uløseligt forbundne i tid og sted samt med hensyn til deres genstand (jf. i denne retning bl.a. dom af 18.7.2007, Kraaijenbrink, C-367/05, EU:C:2007:444, præmis 26-28).

30

For at Domstolen skal kunne give en hensigtsmæssig besvarelse af det forelagte spørgsmål er det nødvendigt, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for straffesagerne indledt i henholdsvis Kroatien og Østrig, og grundene til, at den forelæggende ret kan foranlediges til at fastslå, at disse omstændigheder er indbyrdes uadskilleligt forbundne, angives med en tilstrækkelig grad af klarhed og præcision i anmodningen om præjudiciel afgørelse, uagtet at det, således som det fremgår af den praksis fra Domstolen, hvortil der er henvist i den foregående præmis, ikke tilkommer Domstolen, men udelukkende den forelæggende ret at fastslå, hvorvidt de faktiske handlinger er identiske.

31

I den foreliggende sag har den forelæggende ret imidlertid for det første undladt at angive – end ikke kortfattet, men præcist – forbindelsen mellem de faktiske omstændigheder, der blev undersøgt i forbindelse med disse respektive straffesager, de faktiske omstændigheder, der er anført i begrundelsen for den endelige dom, der blev afsagt den 3. november 2016 af Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt), de faktiske omstændigheder, der blev undersøgt af anklagemyndigheden i Klagenfurt, men som ikke formelt blev lagt til grund i det af sidstnævnte anklagemyndighed udarbejdede anklageskrift samt grundene til, at anklagemyndigheden i Pula efterforskede overtrædelser knyttet til dem, der allerede havde været omfattet af en straffesag i Østrig. For det andet har den forelæggende ret begrænset sig til at gengive indholdet af de af disse to anklagemyndigheder udarbejdede anklageskrifter samt konklusionen i dommen fra Landesgericht Klagenfurt (den regionale domstol i Klagenfurt) uden at forklare de faktiske omstændigheder på en sådan måde, at de giver et logisk og forståeligt overblik. Det følger heraf, at den forelæggende ret ikke har angivet alle de relevante faktiske omstændigheder eller de faktiske oplysninger, som ligger til grund for spørgsmålet, med en tilstrækkelig grad af klarhed og præcision, og derved ikke opfyldt kravet i procesreglementets artikel 94, litra c).

32

Ved blot summarisk at gengive GR’s og HS’ argumenter om en angivelig tilsidesættelse af princippet ne bis in idem uden – med hensyn til de dokumenter, som disse samme personer har påberåbt sig – at forklare, i hvilket omfang det eventuelt kan konkluderes, at de faktiske handlinger er identiske, og ved i øvrigt at undlade at uddybe indholdet af det forelagte spørgsmål, såvel retligt som med hensyn til de relevante faktiske omstændigheder samt dens tvivl med hensyn til anvendelsen af princippet ne bis in idem i forhold til kriteriet om, at de faktiske omstændigheder er identiske, og, i givet fald, Domstolens praksis på dette område, har den forelæggende ret desuden ikke angivet de grunde, der har foranlediget dens forelæggelse af dette spørgsmål, med en tilstrækkelig grad af klarhed og præcision, og har derfor ikke opfyldt kravet i procesreglementets artikel 94, litra a).

33

Henset til ovenstående betragtninger skal det i henhold til procesreglementets artikel 53, stk. 2, fastslås, at det er åbenbart, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse skal afvises.

34

Det skal imidlertid bemærkes, at den forelæggende ret bevarer sin mulighed for at indsende en ny anmodning om præjudiciel afgørelse, når den er i stand til at forelægge samtlige oplysninger for Domstolen, der gør det muligt for denne at træffe afgørelse (jf. i denne retning kendelse af 23.5.2019, Trapeza Peiraios, C-105/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:452, præmis 17, og af 11.7.2019, Jadransko osiguranje, C-651/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:613, præmis 31).

35

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

Af disse grunde bestemmer Domstolen (Syvende Afdeling):

Den anmodning om præjudiciel afgørelse, som Općinski sud u Puli-Pola (distriktsdomstolen i Pula, Kroatien) har indgivet ved afgørelse af 17. februar 2020, afvises.