–

Oriol Junqueras Vies ved abogado A. Van den Eynde Adroer,

–

Ministerio Fiscal ved F. Cadena Serrano, C. Martinez-Pereda, J. Moreno Verdejo og J. Zaragoza Aguado,

–

Partido político VOX ved abogada M. Castro Fuertes, bistået af procuradora M. Hidalgo López,

–

den spanske regering ved S. Centeno Huerta og A. Rubio González, som befuldmægtigede,

–

Europa-Parlamentet ved C. Burgos, F. Drexler og N. Görlitz, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved F. Erlbacher og I. Martínez del Peral, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (EUT 2012, C 326, s. 266, herefter »protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en appel iværksat af Oriol Junqueras Vies med henblik på prøvelse ved samme ret af en kendelse afsagt af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) i en straffesag mod ham, hvorved der, efter den officielle bekendtgørelse af resultatet af valget til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019, blev givet afslag på at ophæve den varetægtsfængsling af ham, som havde varet siden november 2017, således at han kunne få mulighed for at opfylde en formalitet, som kræves efter spansk ret for at opnå status som medlem af Europa-Parlamentet.

3

Kapitel III i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter vedrørende »[m]edlemmer af Europa-Parlamentet« omfatter bl.a. protokollens artikel 9, som lyder således:

»Under Europa-Parlamentets mødeperioder nyder medlemmerne:

De er ligeledes dækket af immuniteten på vej til eller fra Europa-Parlamentets mødested.

Immuniteten kan ikke påberåbes af et medlem, som gribes på fersk gerning, og kan ikke hindre Europa-Parlamentets ret til at ophæve et af dets medlemmers immunitet.«

4

Akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet knyttet til Rådets afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom af 20. september 1976 (EFT 1976, L 278, s. 1) er senest blevet ændret ved Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom af 25. juni 2002 og af 23. september 2002 (EFT 2002, L 283, s. 1, herefter »valgakten«).

5

Valgaktens artikel 1, stk. 3, fastsætter, at valgene af medlemmerne af Europa-Parlamentet er almindelige, direkte, frie og hemmelige.

6

Denne akts artikel 5 er affattet som følger:

»1.   Den femårige periode, for hvilken medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges, begynder ved åbningen af den første session efter hvert valg.

[…]

2.   Europa-Parlamentsmedlemmernes mandater begynder og ophører samtidig med den i stk. 1 nævnte periode.«

7

Aktens artikel 6, stk. 2, fastsætter følgende:

»Europa-Parlamentets medlemmer nyder godt af de privilegier og immuniteter, der gælder for dem i henhold til [protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter].«

8

Samme akts artikel 8, stk. 1, bestemmer følgende:

»Med forbehold af forskrifterne i denne akt er valgproceduren undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter.«

9

Valgaktens artikel 11, stk. 3 og 4, har følgende ordlyd:

»3.   Med forbehold af artikel [229 TEUF] træder Europa-Parlamentet automatisk sammen den første tirsdag efter udløbet af en periode på en måned regnet fra slutningen af stemmeafgivningsperioden.

4.   Det afgående Europa-Parlaments funktionsperiode ophører, når det nye Europa-Parlament træder sammen for første gang.«

10

Aktens artikel 12 fastsætter følgende:

»Europa-Parlamentet prøver Europa-Parlamentsmedlemmernes mandater. Med henblik herpå tager Europa-Parlamentet de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning og træffer afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i denne akt, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til.«

11

Den spanske forfatnings artikel 71 bestemmer følgende:

»1.   Deputerede og senatorer kan ikke drages til ansvar for de ytringer, som de fremkommer med under udøvelsen af deres hverv.

2.   Deputerede og senatorer nyder ligeledes immunitet under deres mandatperiode, og de kan kun tilbageholdes, hvis de pågribes på fersk gerning. De kan hverken sigtes eller retsforfølges uden forudgående tilladelse fra det respektive lovgivningskammer.

3.   I strafferetlige sager mod deputerede og senatorer har Tribunal Supremos [(øverste domstol)] afdeling for strafferetlige sager kompetence.

[…]«

12

Ley orgánica 5/1985 del Régimen Electoral General (lov nr. 5/1985 om det almindelige valgsystem) af 19. juni 1985 (BOE nr. 147 af 20.6.1985, s. 19110) bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på omstændighederne i hovedsagen (herefter »valgloven«), følgende i artikel 224:

»1.   Junta Electoral Central [(den centrale valgkommission, Spanien)] skal senest den 20. dag efter valget optælle stemmerne på nationalt plan, fordele de pågældende mandater til hver kandidat og bringe bekendtgørelse om de valgte kandidater.

2.   Senest fem dage efter bekendtgørelsen skal de valgte kandidater over for [den centrale valgkommission] aflægge ed eller løfte om troskab til forfatningen. Hvis den valgte kandidat til Europa-Parlamentet ikke ved udløbet af denne frist har aflagt troskabsed, erklærer [den centrale valgkommission] den pågældendes mandat ledigt og suspenderer alle de privilegier, der måtte tilkomme kandidaten som følge af hvervet, indtil den pågældende har aflagt ed.

[…]«

13

Reglamento del Congreso de los Diputados (deputeretkammerets forretningsorden) af 10. februar 1982 (BOE nr. 55 af 5.3.1982, s. 5765) fastsætter følgende i artikel 20:

»1.   En deputeret, som er blevet erklæret valgt, opnår fuld status som medlem ved samtidig opfyldelse af følgende krav:

2.   Rettigheder og prærogativer har virkning fra det tidspunkt, hvor den deputerede erklæres valgt. Såfremt tre plenarforsamlinger er afholdt, uden at den deputerede har opnået denne status i overensstemmelse med det foregående stykke, nyder den pågældende dog først disse rettigheder og prærogativer ved opnåelse heraf.«

14

Artikel 384a i Ley de Enjuiciamiento Criminal (strafferetsplejeloven) bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på omstændighederne i hovedsagen, følgende:

»Når en afgørelse om at rejse sigtelse er blevet endelig, og der er anordnet varetægtsfængsling vedrørende en strafbar handling begået af en person, der tilhører eller er knyttet til bevæbnede bander eller til terrorister eller oprørere, suspenderes den sigtede, som udøver offentlige funktioner eller hverv, automatisk fra disse under varetægtsfængslingen.«

15

Denne lovs artikel 503 fastsætter følgende i stk. 1:

»1.   Der kan alene træffes bestemmelse om varetægtsfængsling, hvis følgende betingelser er opfyldt:

[…]«

16

Strafferetsplejelovens artikel 750-754 er affattet som følger:

»Artikel 750

En domstol, der finder, at der er anledning til at rejse sigtelse mod en senator eller deputeret i Cortes [(parlamentet, bestående af senatet og deputeretkammeret, Spanien)] på grund af en strafbar handling, afstår fra at gøre dette, så længe [senatet og deputeretkammeret] er i session, medmindre den opnår tilladelse hertil fra det lovgivningskammer, som den pågældende tilhører.

Artikel 751

Hvis en senator eller en deputeret er blevet pågrebet på fersk gerning, kan den pågældende tilbageholdes og sigtes uden den i den foregående artikel nævnte tilladelse, men inden for 24 timer efter tilbageholdelsen eller sigtelsen skal det lovgivningskammer, som den pågældende tilhører, underrettes herom.

Det pågældende lovgivningskammer skal ligeledes underrettes om enhver verserende straffesag mod en person, som er blevet valgt til senator eller deputeret, mens den pågældende var sigtet.

Artikel 752

Hvis der rejses sigtelse mod en senator eller en deputeret i tidsrummet mellem afslutningen og genoptagelsen af møderne i parlamentet, skal den domstol, som behandler sagen, straks underrette det pågældende lovgivningskammer.

Det samme gælder, når der er rejst sigtelse mod en valgt senator eller deputeret, inden [senatet eller deputeretkammeret] mødes.

Artikel 753

Under alle omstændigheder udsætter justitssekretæren straffesagen fra den dag, hvor [senatet eller deputeretkammeret], uanset om det er i session, underrettes, hvorved forholdene forbliver, som de var på dette tidspunkt, indtil det pågældende lovgivningskammer træffer afgørelse.

Artikel 754

Hvis [senatet eller deputeretkammeret] afviser at give tilladelse, ophæves sagen med hensyn til senatoren eller den deputerede, hvorimod straffesagen fortsættes med hensyn til de øvrige sigtede.«

17

Sagsøgeren i hovedsagen, Oriol Junqueras Vies, var vicepræsident for Gobierno autonómico de Cataluña (regeringen i den selvstyrende region Catalonien, Spanien), da Parlamento de Cataluña vedtog Ley 19/2017 reguladora del referéndum de autodeterminación (det catalanske parlaments lov nr. 19/2017 om folkeafstemningen om selvbestemmelse) af 6. september 2017 (DOGC nr. 7449A af 6.9.2017, s. 1.) og Ley 20/2017 de transitoriedad jurídica y fundacional de la República (det catalanske parlaments lov nr. 20/2017 om republikkens retlige og grundlæggende overgang) af 8. september 2017 (DOGC nr. 7451A af 8.9.2017, s. 1), samt da der den 1. oktober 2017 blev afholdt folkeafstemning om selvbestemmelse i henhold til den førstnævnte af disse to love, hvis bestemmelser i mellemtiden var blevet suspenderet ved en afgørelse fra Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien).

18

Efter vedtagelsen af disse love og afholdelsen af folkeafstemningen indledte Ministerio Fiscal (anklagemyndighed, Spanien), Abogado del Estado (statens advokat, Spanien) og Partido político VOX (det politiske parti VOX) en straffesag mod flere personer, herunder Oriol Junqueras Vies, med påstand om, at de havde deltaget i en løsrivelsesproces og i denne forbindelse begået forhold, der kan kvalificeres under tre strafbare handlinger, nemlig for det første »oprør« eller »opstand«, for det andet »ulydighed« og for det tredje »underslæb«.

19

Oriol Junqueras Vies blev under forundersøgelsen i forbindelse med denne straffesag varetægtsfængslet ved en afgørelse vedtaget den 2. november 2017 på grundlag af strafferetsplejelovens artikel 503. Denne afgørelse er blevet fornyet flere gange siden da, således at den pågældende fortsat var varetægtsfængslet på datoen for indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag.

20

Efter indledningen af den mundtlige forhandling i denne straffesag stillede Oriol Junqueras Vies op som kandidat til valget til Congreso de los Diputados (deputeretkammer, Spanien) den 28. april 2019, hvor han blev valgt.

21

Ved kendelse af 14. maj 2019 fastslog Tribunal Supremo (øverste domstol), at der ikke var grundlag for at anmode deputeretkammeret om forudgående tilladelse som omhandlet i den spanske forfatnings artikel 71, stk. 2, for så vidt som Oriol Junqueras Vies var blevet valgt som deputeret, efter at den mundtlige forhandling i straffesagen mod bl.a. ham var blevet indledt. I overensstemmelse med denne domstols praksis tilstås immuniteten i henhold til denne forfatningsbestemmelse nemlig kun spanske deputerede og senatorer i forbindelse med straffesager, hvor den mundtlige forhandling endnu ikke er blevet indledt på det tidspunkt, hvor de vælges eller opnår status som deputeret eller senator.

22

Ved den samme kendelse indrømmede Tribunal Supremo (øverste domstol) efter anmodning fra Oriol Junqueras Vies denne ekstraordinær udgangstilladelse fra fængslet, således at han, under politiovervågning, kunne deltage i deputeretkammerets første plenarmøde og ved denne lejlighed opfylde kravene med henblik på indtrædelse i embedet som foreskrevet i artikel 20 i deputeretkammerets forretningsorden.

23

Efter at Oriol Junqueras Vies havde opfyldt disse krav og var indtrådt i embedet og derefter vendt tilbage til fængslet, blev han suspenderet fra embedet som deputeret ved en afgørelse truffet af deputeretkammerets præsidium den 24. maj 2019 i overensstemmelse med strafferetsplejelovens artikel 384a.

24

Under den mundtlige forhandling i straffesagen mod bl.a. Oriol Junqueras Vies stillede han også op som kandidat til valget til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019. Han blev valgt til Europa-Parlamentet, således som det fremgår af den centrale valgkommissions officielle bekendtgørelse af valgresultatet ved en afgørelse af 13. juni 2019 om »Bekendtgørelse om personer valgt som medlemmer af Europa-Parlamentet ved valget den 26. maj 2019« (BOE nr. 142 af 14.6.2019, s. 62477) truffet i overensstemmelse med valglovens artikel 224, stk. 1. I denne afgørelse fordelte den centrale valgkommission i øvrigt som krævet i henhold til samme bestemmelse Kongeriget Spaniens mandater i Europa-Parlamentet til de valgte personer, herunder Oriol Junqueras Vies.

25

Ved kendelse af 14. juni 2019 afslog Tribunal Supremo (øverste domstol) en anmodning indgivet af Oriol Junqueras Vies om ekstraordinær udgangstilladelse fra fængslet med politiovervågning, således at han over for den centrale valgkommission kunne aflægge ed eller løfte om troskab til den spanske forfatning som krævet efter valglovens artikel 224, stk. 2.

26

Den 20. juni 2019 vedtog den centrale valgkommission en afgørelse, hvori den fastslog, at Oriol Junqueras Vies ikke havde aflagt den pågældende ed eller det pågældende løfte, og bekendtgjorde i overensstemmelse med valglovens artikel 224, stk. 2, at hans mandat i Europa-Parlamentet var ledigt, samt at alle de privilegier, der måtte tilkomme ham som følge af hvervet, var suspenderet.

27

Den 2. juli 2019 åbnede formanden for Europa-Parlamentet den første session i valgperioden efter valget til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019.

28

Oriol Junqueras Vies iværksatte appel ved Tribunal Supremo (øverste domstol) til prøvelse af den i nærværende doms præmis 25 nævnte kendelse, og i forbindelse med denne appel påberåbte han sig immuniteterne i henhold til artikel 9 i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter.

29

Anklagemyndigheden, statens advokat og det politiske parti VOX blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger hertil og gjorde gældende, at den pågældende ikke var beskyttet af de omhandlede immuniteter.

30

I forelæggelsesafgørelsen har Tribunal Supremo (øverste domstol) indledningsvis anført, at de spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, som den forelægger Domstolen, ikke er opstået i forbindelse med forberedelsen af realitetsafgørelsen i straffesagen mod bl.a. Oriol Junqueras Vies, men i forbindelse med den appel, som han har iværksat til prøvelse af den i nærværende doms præmis 25 nævnte kendelse. Den forelæggende ret har desuden anført, at behandlingen af en sådan appel ikke har betydning for indholdet af realitetsafgørelsen, undtagen hvad angår den eventuelle virkning på denne – som den kalder »reflektorisk eller indirekte« – af retsakter, der kan vedtages som følge af en indrømmelse af eller et afslag på udgangstilladelse fra fængslet. Den forelæggende ret har endelig fremhævet, at den i egenskab af domstol, der i overensstemmelse med den spanske forfatnings artikel 71, stk. 3, træffer afgørelse i første og sidste instans vedrørende den af Oriol Junqueras Vies iværksatte appel, er forpligtet til at forelægge Domstolen de spørgsmål, som er angivet i forelæggelseskendelsen.

31

Med hensyn til disse spørgsmål har Tribunal Supremo (øverste domstol) for det første anført, at ved den kendelse, som er genstand for nævnte appel, meddeles en person, som er blevet valgt som medlem af Europa-Parlamentet, mens den pågældende var varetægtsfængslet, og på et tidspunkt, hvor den mundtlige forhandling i straffesagen mod den pågældende allerede var indledt, afslag på ekstraordinær udgangstilladelse fra fængslet med henblik på at gøre det muligt for personen at aflægge den ed eller det løfte om troskab til den spanske forfatning, som i henhold til valglovens artikel 224 kræves af personer, der vælges til sådanne hverv.

32

Den forelæggende ret har for det andet redegjort for baggrunden for vedtagelsen af denne kendelse og for de forhold, der er blevet taget hensyn til i forbindelse med denne, og den har herved først fremhævet, at de handlinger, der foreholdes Oriol Junqueras Vies, kan udgøre særligt alvorlige strafbare handlinger og straffes som sådanne, for så vidt som de tager sigte på at undergrave forfatningssystemet.

33

Dernæst har den forelæggende ret anført, at varetægtsfængslingen af Oriol Junqueras Vies blev anordnet på grund af risikoen for, at han ville flygte.

34

Endelig har den forelæggende ret præciseret, at den ved vedtagelsen af den kendelse, hvorved den afslog at give Oriol Junqueras Vies ekstraordinær udgangstilladelse fra fængslet, ikke blot tog hensyn til de forhold, der er nævnt i de to foregående præmisser i nærværende dom, i lyset af strafferetsplejelovens artikel 503, men også foretog en afvejning af de forskellige rettigheder og interesser, der efter dens opfattelse skulle tages hensyn til i denne forbindelse.

35

Den forelæggende ret har i denne henseende forklaret, at den i sidste ende lod varetægtsfængslingen af Oriol Junqueras Vies få forrang over dennes ret til politisk deltagelse i Europa-Parlamentets arbejde, idet den herved tilsigtede at bevare formålet med straffesagen mod bl.a. den pågældende, som ville lide uoprettelig skade, hvis han havde fået tilladelse til at forlade spansk område. Tribunal Supremo (øverste domstol) er på dette punkt af den opfattelse, at der må sondres mellem på den ene side Oriol Junqueras Vies’ valg til deputeretkammeret, i hvilken forbindelse han uden problemer kunne få tilladelse til at møde for dette lovgivende organ, før han vendte tilbage til fængslet, og på den anden side hans valg til Europa-Parlamentet. Hans deltagelse i den første session i denne institutions nye valgperiode – som forudsatte, at han rejste uden for spansk område – ville nemlig have medført et tab af kontrol over varetægtsfængslingen af ham i en kontekst, som er karakteriseret ved, at der gælder begrænsninger for det retlige samarbejde i straffesager, som er indført i Den Europæiske Union.

36

For det tredje har Tribunal Supremo (øverste domstol) begrundet sine to første præjudicielle spørgsmål med behovet for at vide, hvornår status som medlem af Europa-Parlamentet opnås.

37

Den forelæggende ret har i denne forbindelse bemærket, at Domstolen i dom af 12. maj 1964, Wagner (101/63, EU:C:1964:28), og af 10. juli 1986, Wybot (149/85, EU:C:1986:310), har fortolket artikel 9, stk. 1, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter og herved fundet dels, at begrebet »mødeperioder«, som findes heri, skal fortolkes selvstændigt og ikke ved henvisning til medlemsstaternes nationale ret, med henblik på at sikre immuniteter af samme varighed for alle medlemmer af Europa-Parlamentet, dels at det tidsmæssige anvendelsesområde for disse immuniteter skal defineres bredt, således at de dækker hele den periode, hvor nævnte institution har ordinære sessioner.

38

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at denne retspraksis ikke afgør spørgsmålet om, hvorvidt de immuniteter, som er fastsat i artikel 9, stk. 1 og 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, finder anvendelse i perioden forud for begyndelsen af Europa-Parlamentets første session efter valget. Når dette er sagt, har den forelæggende ret tilføjet, at det, henset til ordlyden af disse bestemmelser, det formål, de forfølger, og den lovgivningsmæssige sammenhæng, som de indgår i, således som forstået af Domstolen i dom af 7. juli 2005, Le Pen mod Parlamentet (C-208/03 P, EU:C:2005:429), og af 30. april 2009, Italien og Donnici mod Parlamentet (C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275), kunne antages, at de immuniteter, der er fastsat i de nævnte bestemmelser, alene gælder for de medlemmer af Europa-Parlamentet, som er indtrådt i embedet i denne institution, eller i det mindste for de personer, som de nationale kompetente myndigheder har opført på listen over dem, der har opfyldt de krav, som er fastsat i medlemsstaternes nationale ret for opnåelse af status som medlem af Europa-Parlamentet. Imidlertid rejser både denne fortolkning og en fortolkning, hvorefter disse immuniteter gælder for alle personer, som er valgt til Europa-Parlamentet, spørgsmål i lyset af de praktiske konsekvenser heraf.

39

For det fjerde og sidste ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvilke konsekvenser det har med hensyn til den appel, som Oriol Junqueras Vies har iværksat til prøvelse af den i nærværende doms præmis 25 nævnte dom, hvis de immuniteter, som er fastsat i artikel 9, stk. 1 og 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, finder anvendelse. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt med det tredje præjudicielle spørgsmål oplyst, om – og i givet fald hvordan og af hvem – den beskyttelse, som er knyttet til disse immuniteter, skal afvejes mod de andre rettigheder og interesser, der skal tages hensyn til ved behandlingen af en sådan appel i lyset af artikel 39 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og tilsvarende bestemmelser i artikel 3 i tillægsprotokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950.

40

Under disse omstændigheder har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

41

Den 14. oktober 2019 afsagde den forelæggende ret dom om realiteten i straffesagen mod bl.a. Oriol Junqueras Vies (herefter »dommen af 14. oktober 2019«), hvorved den dels idømte ham en fængselsstraf på 13 år, dels traf bestemmelse om almindelig offentlig rettighedsfortabelse i 13 år, hvilket indebar endelig fortabelse af alle hans offentlige opgaver og hverv, herunder folkevalgte hverv, og af muligheden for at udøve eller opnå nye sådanne opgaver og hverv.

42

Ved skrivelse af samme dag meddelte den forelæggende ret Domstolen denne dom, idet den anførte, at anmodningen om præjudiciel afgørelse fortsat havde interesse og værdi, eftersom besvarelsen af spørgsmålene i forelæggelsesafgørelsen skulle have virkning uafhængigt af, om fængslingen af Oriol Junqueras Vies havde en midlertidig karakter eller fulgte af en domfældelse.

43

Tribunal Supremo (øverste domstol) har i forelæggelsesafgørelsen anmodet om, at den præjudicielle forelæggelse, som ligger til grund for nærværende dom, undergives en fremskyndet procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement. Til støtte for denne anmodning har den forelæggende ret nærmere bestemt gjort gældende, at dens præjudicielle spørgsmål vedrører spørgsmålet om status som medlem af Europa-Parlamentet og sammensætningen af denne institution, at Domstolens besvarelse af disse præjudicielle spørgsmål indirekte vil kunne føre til ophævelse af frihedsberøvelsen af Oriol Junqueras Vies, og at denne frihedsberøvelse svarer til den, som er omhandlet i artikel 267, stk. 4, TEUF.

44

Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

45

I den foreliggende sag har Domstolens præsident den 19. juli 2019, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet at efterkomme den i nærværende doms præmis 43 omhandlede anmodning fra den forelæggende ret. Denne afgørelse er for det første begrundet i, at Oriol Junqueras Vies var varetægtsfængslet på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse, således at de præjudicielle spørgsmål, som er stillet af Tribunal Supremo (øverste domstol), skal anses for at være rejst under en retssag, der vedrører en person, der er frihedsberøvet, som omhandlet i artikel 267, stk. 4, TEUF, og for det andet i, at formålet med disse spørgsmål er at opnå en fortolkning af en EU-retlig bestemmelse, som, hvis den finder anvendelse på Oriol Junqueras Vies, efter selve sin karakter kan have betydning for den fortsatte fængsling af ham (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 30.9.2011, Achughbabian, C-329/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:630, præmis 9-12, og analogt dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 29-31).

46

Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 12. november 2019, efter generaladvokatens fremsættelse af forslaget til afgørelse, har Oriol Junqueras Vies anmodet Domstolen om at anordne genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, idet han har gjort gældende, at der er fremkommet en ny faktisk omstændighed vedrørende det forhold, at Tribunal Supremo (øverste domstol) den 30. oktober 2019 forkyndte en kendelse for ham om udsættelse af fuldbyrdelsen af den almindelige offentlige rettighedsfortabelse, som han var blevet idømt ved dommen af 14. oktober 2019.

47

I denne forbindelse fastsætter procesreglementets artikel 83, at Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse kan bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for dens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af de berørte.

48

I den foreliggende sag må det imidlertid fastslås, at den nye faktiske omstændighed, der påberåbes i anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, som det fremgår af selve ordlyden af denne anmodning, er fremkommet i forbindelse med den i nærværende doms præmis 30 omhandlede straffesag og ikke i forbindelse med den appel til prøvelse af den i nærværende doms præmis 25 nævnte kendelse, som har foranlediget Tribunal Supremo (øverste domstol) til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

49

Henset til denne oplysning finder Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, at den nævnte nye faktiske omstændighed ikke er af afgørende betydning for dens afgørelse.

50

Det er derfor ufornødent at anordne genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.

51

Som svar på et spørgsmål fremsat under retsmødet for Domstolen vedrørende den eventuelle betydning af dommen af 14. oktober 2019 for anmodningen om præjudiciel afgørelse og for Tribunal Supremos (øverste domstol) videre behandling af sagen efter Domstolens besvarelse af dens spørgsmål anførte anklagemyndigheden, at det tilkommer den forelæggende ret at drage konsekvenserne af den dom, som afsiges i nærværende sag, og – såfremt det følger af denne dom, at Oriol Junqueras Vies nyder immunitet på grundlag af artikel 9 i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter – at afgøre, hvilke virkninger der er knyttet til en sådan immunitet i forbindelse med den appel, som den pågældende har iværksat til prøvelse af den i præmis 25 ovenfor nævnte kendelse.

52

Den spanske regering har i det væsentlige anført, at såfremt Oriol Junqueras Vies har immunitet på grundlag af artikel 9, stk. 1, litra a), i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, har denne immunitet ingen betydning.

53

Det materielle indhold af immuniteten vil nemlig skulle bestemmes ved henvisning til medlemsstaternes nationale ret, og Tribunal Supremo (øverste domstol) har i den i nærværende doms præmis 21 omhandlede kendelse anført, at spanske deputerede og senatorer efter spansk ret kun er sikret immunitet i forbindelse med straffesager, hvor den mundtlige forhandling endnu ikke er indledt på det tidspunkt, hvor de vælges eller opnår status som deputeret eller senator. I det foreliggende tilfælde er det imidlertid fremhævet i forelæggelsesafgørelsen, at den mundtlige forhandling i den i nærværende doms præmis 30 omhandlede straffesag blev indledt før valget af Oriol Junqueras Vies til Europa-Parlamentet. Følgelig er ingen immunitet til hinder for, at den pågældende forbliver varetægtsfængslet. Tilmed vil han fremover ikke længere være varetægtsfængslet, men skal som følge af domfældelsen den 14. oktober 2019 afsone en frihedsstraf.

54

Den spanske regering synes således at være af den opfattelse, at de præjudicielle spørgsmål, for så vidt som de i det væsentlige vedrører spørgsmålet, om der foreligger immunitet, har en hypotetisk karakter, som blot er blevet endnu stærkere efter afsigelsen af dommen af 14. oktober 2019, således at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

55

Det følger imidlertid af Domstolens faste praksis, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (dom af 10.12.2018, Wightman m.fl., C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

56

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål, som er forelagt af de nationale retter, er relevante, og at Domstolen kun kan afslå at træffe afgørelse vedrørende sådanne spørgsmål, såfremt det fremgår, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af disse spørgsmål (jf. i denne retning dom af 10.12.2018, Wightman m.fl., C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

57

I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første utvetydigt af den i nærværende doms præmis 42 nævnte skrivelse fra Tribunal Supremo (øverste domstol), at en præjudiciel afgørelse efter denne domstols opfattelse fortsat er nødvendig, for at den kan træffe afgørelse i den appel, som ligger til grund for nærværende sag, og at dens spørgsmål fortsat er fuldt ud relevante.

58

Desuden fremgår det klart af denne skrivelse og af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen, som er sammenfattet i nærværende doms præmis 30, 31 og 36-39, at den fortolkning, som Tribunal Supremo (øverste domstol) har anmodet om, er direkte knyttet til genstanden for tvisten i hovedsagen, og at det problem, som denne tvist og anmodningen om en præjudiciel afgørelse rejser, for det første ikke er hypotetisk, men reelt og for det andet fortsat eksisterer efter afsigelsen af dommen af 14. oktober 2019. Den forelæggende ret skulle nemlig på tidspunktet for forelæggelsen for Domstolen og skal fortsat på tidspunktet for afsigelsen af nærværende dom, uafhængigt af dommen af 14. oktober 2019, træffe afgørelse i første og sidste instans i den af Oriol Junqueras Vies iværksatte appel til prøvelse af den i nærværende doms præmis 25 nævnte kendelse, hvorved denne ret afslog at give ham ekstraordinær udgangstilladelse fra fængslet med henblik på at gøre det muligt for ham at opfylde et krav i henhold til spansk ret efter valget af ham til Europa-Parlamentet. Den forelæggende ret ønsker med henblik herpå desuden oplyst, om den pågældende nyder immunitet i henhold til artikel 9 i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, og hvilke virkninger der i givet fald er knyttet til en sådan immunitet.

59

Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, og at den forelæggende rets spørgsmål skal besvares.

60

Det skal indledningsvis fastslås, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, som sammenfattet i nærværende doms præmis 24 og 25, at Oriol Junqueras Vies, efter at den kompetente nationale myndighed officielt havde erklæret ham for valgt til Europa-Parlamentet, fik afslag fra Tribunal Supremo (øverste domstol) på den ekstraordinære udgangstilladelse fra fængslet, som ville have gjort det muligt for ham at opfylde en formalitet, som efter spansk ret er en betingelse for at opnå status som medlem af Europa-Parlamentet og – efter opfyldelse af denne formalitet – tage til denne institutions mødested for at deltage i den første session i valgperioden efter valget til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019.

61

På denne baggrund ønsker Tribunal Supremo (øverste domstol) med sine tre spørgsmål, der skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 9 i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter skal fortolkes således, at en person, som officielt er blevet erklæret valgt til Europa-Parlamentet, mens den pågældende var varetægtsfængslet i forbindelse med en sag om alvorlige strafbare handlinger, men som efter en sådan erklæring om valg ikke har fået tilladelse til at opfylde visse krav, som er fastsat i national ret, og til at rejse til Europa-Parlamentet for at deltage i dettes første session, skal anses for at nyde immunitet i henhold til denne artikel. I bekræftende fald ønsker den forelæggende ret desuden oplyst, om denne immunitet indebærer, at varetægtsfængslingen af den pågældende person skal ophæves med henblik på at gøre det muligt for denne at rejse til Europa-Parlamentet og dér opfylde de krævede formaliteter.

62

I denne forbindelse fastsætter artikel 9 i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter i stk. 1 og 2 de immuniteter, som »medlemmer af Europa-Parlamentet« nyder. Denne artikel definerer imidlertid ikke begrebet »medlem af Europa-Parlamentet«, som derfor skal forstås i lyset af dets kontekst og formål.

63

Hvad angår konteksten bemærkes det for det første, at Unionens funktionsmåde i henhold til artikel 10, stk. 1, TEU bygger på princippet om repræsentativt demokrati, som konkretiserer værdien demokrati som nævnt i artikel 2 TEU (jf. i denne retning dom af dags dato, Puppinck m.fl. mod Kommissionen, C-418/18 P, præmis 64).

64

Artikel 14, stk. 3, TEU, der gennemfører dette princip, fastsætter, at medlemmerne af Europa-Parlamentet, som er en af Unionens institutioner, vælges ved direkte almindelige, frie og hemmelige valg for en mandatperiode på fem år.

65

Det fremgår af denne bestemmelse, at status som medlem af Europa-Parlamentet følger af en persons valg ved direkte almindelige, frie og hemmelige valg, idet mandatperioden for medlemmerne af denne institution udgør den vigtigste attribut ved denne status.

66

For det andet bemærkes det med hensyn til proceduren for valg af medlemmer til Europa-Parlamentet, at artikel 223, stk. 1, TEUF bestemmer dels, at det påhviler Europa-Parlamentet at udarbejde forslag med henblik på fastsættelse af de bestemmelser, der er nødvendige for, at dets medlemmer kan vælges ved sådanne almindelige direkte valg ifølge en i alle medlemsstater ensartet fremgangsmåde eller efter principper, der er fælles for alle medlemsstater, dels at det påhviler Rådet for Den Europæiske Union at fastsætte disse bestemmelser.

67

Den 20. september 1976 blev valgakten med de fælles principper for proceduren for valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet ved almindelige direkte valg vedtaget.

68

I denne henseende fastsætter denne akts artikel 8, stk. 1, først og fremmest, at med forbehold af denne akts øvrige forskrifter »er valgproceduren undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter«. Desuden bestemmer denne akts artikel 12 bl.a., at Europa-Parlamentet »prøver Europa-Parlamentsmedlemmernes mandater« og »tager […] de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning«.

69

Når disse bestemmelser sammenholdes, følger det, at medlemsstaterne på EU-rettens nuværende udviklingstrin i princippet fortsat har kompetence til at regulere valgproceduren og efter denne foretage den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne. Europa-Parlamentet har på sin side ikke en generel kompetence til at rejse tvivl om lovligheden af en sådan bekendtgørelse eller til at prøve dens overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 30.4.2009, Italien og Donnici mod Parlamentet, C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275, præmis 55-57, 60 og 67).

70

Det fremgår i øvrigt af de samme bestemmelser, at Europa-Parlamentet ved at tage de valgresultater, som medlemsstaterne officielt har bekendtgjort, »til efterretning«, nødvendigvis anerkender, at personer, som officielt er erklæret valgt, alene i kraft heraf er blevet medlemmer af Europa-Parlamentet, hvorfor det tilkommer dette at udøve sin kompetence i forhold til dem ved at prøve deres mandater.

71

Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 70 i forslaget til afgørelse, skal disse bestemmelser derfor forstås således, at opnåelse af status som medlem af Europa-Parlamentet med henblik på artikel 9 i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter sker som følge af og på tidspunktet for medlemsstaternes officielle bekendtgørelse af valgresultaterne.

72

Dernæst fastsætter valgakten de tidsmæssige grænser for det mandat, for hvilket medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges, idet det i artikel 5, stk. 1 og 2, bestemmes, at dette mandat falder sammen med den femårige periode, som begynder ved åbningen af den første session efter hvert valg, og det begynder og ophører således samtidigt med denne femårige periode.

73

I denne forbindelse fremgår det af valgaktens artikel 11, stk. 3 og 4, at det »nye« Europa-Parlament automatisk træder sammen den første tirsdag efter udløbet af en periode på en måned regnet fra slutningen af stemmeafgivningsperioden, og at det »afgående« Europa-Parlaments funktionsperiode ophører, når dette »nye« Europa-Parlament træder sammen for første gang. I overensstemmelse med denne akts artikel 12 prøver det »nye« Europa-Parlament, når det træder sammen for første gang, desuden sine medlemmers mandater og træffer afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i denne akt.

74

Det følger heraf, at i modsætning til status som medlem af Europa-Parlamentet – en status, som for det første opnås på det tidspunkt, hvor en person officielt erklæres for valgt, således som det er anført i nærværende doms præmis 71, og som for det andet etablerer en forbindelse mellem denne person og den institution, som den pågældende nu er blevet medlem af – etablerer mandatet som medlem af Europa-Parlamentet en forbindelse mellem denne person og den valgperiode, for hvilken den pågældende er valgt. Denne valgperiode begynder imidlertid først ved åbningen af det »nye« Europa-Parlaments første session efter valget, som må antages at ligge efter medlemsstaternes officielle bekendtgørelse af valgresultaterne.

75

Endelig præciseres det i valgaktens artikel 6, stk. 2, at medlemmerne af Europa-Parlamentet nyder godt af de immuniteter, som er fastsat ved protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter.

76

Hvad angår det retlige grundlag for disse immuniteter bestemmer artikel 343 TEUF, at Unionen på medlemsstaternes område nyder de for udførelsen af dens opgave nødvendige privilegier og immuniteter på de betingelser, der er fastsat i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter. Selv om denne artikel hvad angår fastsættelsen af de betingelser, hvorunder immuniteterne skal sikres, således henviser til nævnte protokol, kræver den dog, at Unionen, og navnlig medlemmerne af dens institutioner, nyder de immuniteter, som er nødvendige for udførelsen af dens opgaver. Det følger heraf, at disse betingelser, som fastsat ved denne protokol og – i det omfang, der heri henvises til medlemsstaternes nationale ret – ved national lovgivning, skal sikre, at Europa-Parlamentet fuldt ud er i stand til at udføre de opgaver, som det er betroet.

77

Således som det i denne forbindelse følger både af ordlyden af artikel 9 i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter og af overskriften til dens kapitel III, som denne artikel indgår i, tildeles disse immuniteter »medlemmerne af Europa-Parlamentet« og dermed personer, som har opnået denne status som følge af medlemsstaternes officielle bekendtgørelse af valgresultaterne som nævnt i nærværende doms præmis 71.

78

Hvad angår de immuniteter, som medlemmerne af Europa-Parlamentet således er sikret, fastsætter denne protokols artikel 9, stk. 1, immuniteter, som de nyder på samme måde i hele den tid, en mødeperiode i given valgperiode i Europa-Parlamentet varer, selv om det rent faktisk ikke holder møde (jf. i denne retning dom af 10.7.1986, Wybot, 149/85, EU:C:1986:310, præmis 12 og 27).

79

Artikel 9, stk. 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter har derimod en anden tidsmæssig rækkevidde.

80

I denne bestemmelse fastsættes det nemlig, at medlemmerne af Europa-Parlamentet ligeledes er dækket af immuniteten på vej til eller fra Europa-Parlamentets mødested og dermed navnlig, når de rejser til det første møde, som afholdes efter den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne, med henblik på at det nye parlament kan afholde den konstituerende plenarforsamling og prøve medlemmernes mandater, jf. nærværende doms præmis 73. Disse medlemmer nyder således godt af den pågældende immunitet, før deres mandat begynder.

81

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at en person, der officielt er erklæret valgt til Europa-Parlamentet, som følge heraf og fra dette tidspunkt skal anses for at have opnået status som medlem af denne institution med henblik på artikel 9 i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter og for i kraft heraf at nyde den immunitet, som er fastsat i denne artikels stk. 2.

82

Denne fortolkning støttes af de formål, som forfølges med protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, der, således som det fremgår af Domstolens praksis, består i at sikre Unionens institutioner en fuldstændig og effektiv beskyttelse mod hindringer for eller risiko for skade på deres tilfredsstillende funktion og uafhængighed (jf. i denne retning dom af 10.7.1986, Wybot, 149/85, EU:C:1986:310, præmis 12 og 22, kendelse af 13.7.1990, Zwartveld m.fl., C-2/88 Imm, EU:C:1990:315, præmis 19, og dom af 22.3.2007, Kommissionen mod Belgien, C-437/04, EU:C:2007:178, præmis 56).

83

Med hensyn til Europa-Parlamentet indebærer disse formål ikke alene, at dets sammensætning i overensstemmelse med det i nærværende doms præmis 63 nævnte princip om repræsentativt demokrati og med artikel 14 TEU korrekt og fuldstændigt skal afspejle det frie udtryk for det valg, som EU-borgerne har foretaget gennem almindelige direkte valg med hensyn til de personer, som de ønsker at være repræsenteret af i en given valgperiode, men også at Europa-Parlamentet i forbindelse med sin virksomhed skal beskyttes mod hindringer for eller risiko for skade på dets tilfredsstillende funktion.

84

Med dette dobbelte formål for øje tager de immuniteter, som er fastsat til fordel for medlemmerne af Europa-Parlamentet, sigte på at sikre denne institutions uafhængighed ved udførelsen af dens opgaver, således som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fremhævet med hensyn til de forskellige former for parlamentarisk immunitet, der er indført i de demokratiske politiske systemer (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 17.5.2016, Karácsony m.fl. mod Ungarn, CE:ECHR:2016:0517JUD004246113, § 138, og Menneskerettighedsdomstolen, 20.12.2016, Uspaskich mod Litauen, CE:ECHR:2016:1220JUD001473708, § 98).

85

I overensstemmelse med disse formål og det i nærværende doms præmis 76 omhandlede krav sikrer immuniteten i henhold til artikel 9, stk. 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, at Europa-Parlamentets tilfredsstillende funktion og uafhængighed beskyttes, således som generaladvokaten har anført i punkt 92 og 94 i forslaget til afgørelse, ved at sikre, at alle dets medlemmer, efter den officielle bekendtgørelse af valgresultatet, har mulighed for uhindret at tage til det første møde i den nye valgperiode med henblik på at underkaste sig de handlinger, som er omhandlet i valgaktens artikel 12, og gøre det muligt for det nye parlament at konstituere sig.

86

Herved bidrager denne immunitet ligeledes til at sikre effektiviteten af den valgbarhedsret, som er sikret ved artikel 39, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, der er chartrets udtryk for det princip om almindelige, direkte, frie og hemmelige valg, som er fastsat i artikel 14, stk. 3, TEU og valgaktens artikel 1, stk. 3 (jf. analogt dom af 6.10.2015, Delvigne, C-650/13, EU:C:2015:648, præmis 44), idet den giver personer, der er blevet valgt som medlemmer af Europa-Parlamentet, mulighed for at tage de skridt, som er nødvendige for at kunne indtræde i embedet.

87

En person som Oriol Junqueras Vies, der officielt er erklæret valgt til Europa-Parlamentet, mens han var varetægtsfængslet i forbindelse med en sag om alvorlige strafbare handlinger, men som efter en sådan erklæring om valg ikke har fået tilladelse til at opfylde visse krav, som er fastsat i national ret, og til at rejse til Europa-Parlamentet for at deltage i dettes første session, skal følgelig anses for at nyde immunitet i henhold til artikel 9, stk. 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter.

88

På denne baggrund skal det – som ønsket af den forelæggende ret – undersøges, om denne immunitet indebærer, at varetægtsfængslingen af en sådan person skal ophæves, således at den pågældende får mulighed for at rejse til Europa-Parlamentet og dér opfylde de krævede formaliteter.

89

I denne henseende bemærkes, at som anført i nærværende doms præmis 24 blev Oriol Junqueras Vies medlem af Europa-Parlamentet den 13. juni 2019, som var den dag, hvor de kompetente spanske myndigheder officielt bekendtgjorde resultatet af valget til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019. På denne dato var han varetægtsfængslet.

90

Det følger imidlertid af betragtningerne i denne doms præmis 83-86, at immuniteten i henhold til artikel 9, stk. 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter bl.a. er til hinder for, at en retslig foranstaltning som varetægtsfængsling hindrer Europa-Parlamentsmedlemmernes frihed til at rejse til det sted, hvor det første møde i den nye valgperiode skal afholdes, for dér at opfylde de formaliteter, som kræves i henhold til valgakten.

91

Under disse omstændigheder skal den kompetente nationale ret, såfremt den finder, at en varetægtsfængsling af en person, der har opnået status som medlem af Europa-Parlamentet, skal opretholdes, hurtigst muligt i henhold til artikel 9, stk. 3, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter anmode Europa-Parlamentet om at ophæve den immunitet, der er indrømmet ved denne artikels stk. 2.

92

Henset til ovenstående betragtninger skal den forelæggende rets spørgsmål besvares med, at det forhold, at der foreligger immunitet i henhold til artikel 9, stk. 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, indebærer, at varetægtsfængslingen af en person, som nyder godt af denne immunitet, skal ophæves med henblik på at gøre det muligt for den pågældende at rejse til Europa-Parlamentet og dér opfylde de krævede formaliteter. Såfremt den kompetente nationale ret imidlertid finder, at varetægtsfængslingen skal opretholdes, efter at den pågældende person har opnået status som medlem af Europa-Parlamentet, skal den hurtigst muligt anmode Europa-Parlamentet om at ophæve denne immunitet på grundlag af samme protokols artikel 9, stk. 3.

93

Det tilkommer i øvrigt den forelæggende ret at vurdere, hvilke virkninger der skal knyttes til de immuniteter, som Oriol Junqueras Vies nyder, i eventuelle andre sager, såsom de i nærværende doms præmis 30 nævnte, under overholdelse af EU-retten og herunder bl.a. princippet om loyalt samarbejde som omhandlet i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU (jf. i denne retning dom af 21.10.2008, Marra, C-200/07 og C-201/07, EU:C:2008:579, præmis 41). I denne forbindelse skal den navnlig tage hensyn til de forhold, som er nævnt i denne doms præmis 64, 65, 76 og 82-86.

94

Henset til samtlige ovennævnte betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 9 i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter skal fortolkes som følger:

95

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter skal fortolkes som følger: