–

Slovenské elektrárne a.s. ved advokát R. Prekop,

–

den slovakiske regering ved B. Ricziová, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved R. Lindenthal og O. Beynet, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT 2009, L 211, s. 55).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Slovenské elektrárne a.s. og Úrad pre vybrané hospodárske subjekty, tidligere Daňový úrad pre vybrané daňové subjekty (skatte- og afgiftsmyndighed for visse afgiftspligtige, Slovakiet, herefter »skatte- og afgiftsmyndigheden«), vedrørende lovligheden af en national skatte- og afgiftslovgivning, der indfører en særlig afgift på indtægter opnået af virksomheder med en tilladelse til at udøve virksomhed i regulerede sektorer, såsom elforsyningssektoren (herefter »de regulerede enheder«).

3

Første, tredje til femte og syvende betragtning til direktiv 2009/72 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

4

Samme direktivs artikel 1 vedrørende direktivets genstand og anvendelsesområde fastsætter:

»I dette direktiv fastsættes fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at forbedre og integrere konkurrencebaserede elektricitetsmarkeder i [Unionen]. Det fastlægger regler for, hvorledes elektricitetssektoren skal organiseres og fungere, hvordan der opnås åben adgang til markedet, hvilke kriterier og procedurer der skal anvendes ved indkaldelse af tilbud og meddelelse af bevillinger, samt hvorledes systemerne skal drives. Det fastlægger endvidere regler for forsyningspligt og elektricitetsforbrugeres rettigheder og præciserer konkurrencevilkårene.«

5

Nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Offentlige serviceforpligtelser og forbrugerbeskyttelse« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne påser på grundlag af deres institutionelle opbygning og under behørig iagttagelse af subsidiaritetsprincippet, at elektricitetsvirksomheder drives efter dette direktivs principper, jf. dog stk. 2, med henblik på at etablere et konkurrencebaseret, sikkert og miljømæssigt bæredygtigt elektricitetsmarked. De afstår fra at forskelsbehandle disse virksomheder for så vidt angår såvel rettigheder som forpligtelser.

2.   Medlemsstaterne kan under fuld iagttagelse af de relevante bestemmelser i traktaten, særlig artikel 86, ud fra almindelig økonomisk interesse pålægge virksomheder i elektricitetssektoren offentlige serviceforpligtelser, som kan omfatte leveringernes sikkerhed, herunder forsyningssikkerhed, regelmæssighed, kvalitet og pris samt miljøbeskyttelse, herunder energieffektivitet, energi fra vedvarende energikilder og klimabeskyttelse. Disse forpligtelser skal være klart definerede, og de skal være gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare, og de skal sikre elektricitetsvirksomheder i [Unionen] lige adgang til de nationale forbrugere. […]

3.   Medlemsstaterne sikrer, at alle privatkunder og, når medlemsstaterne anser det for hensigtsmæssigt, små virksomheder […] omfattes af en forsyningspligt, dvs. har ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikke-diskriminerende priser på deres område. Medlemsstaterne kan for at sikre forsyningspligt med henblik herpå udpege en forsyningspligtig leverandør. […]

[…]

10.   Medlemsstaterne træffer foranstaltninger med henblik på at opfylde målsætningerne for social og økonomisk samhørighed og miljøbeskyttelse, som i relevant omfang omfatter energieffektivitet gennem efterspørgselsstyring og midler til bekæmpelse af klimaændringer, og forsyningssikkerhed. Sådanne foranstaltninger kan især omfatte passende økonomiske incitamenter, eventuelt ved at benytte alle eksisterende ordninger i medlemsstaterne og i [Unionen] til vedligeholdelse og etablering af den nødvendige netinfrastruktur, herunder sammenkoblingskapacitet.

[…]«

6

Ved Zákon č. 235/2012 Z.z. o osobitnom odvode z podnikania v regulovaných odvetviach a o zmene a doplnení niektorých zákonov, v znení neskorších predpisov (lov nr. 235/2012 om indførelse af en særlig afgift på virksomheders aktiviteter inden for regulerede sektorer, som ændrer og supplerer andre love, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen) af 26. juli 2012 (nr. 60/2012 Z. z., herefter »lov nr. 235/2012«), blev der indført en særlig afgift på indtægter opnået af visse enheder, der udøver deres aktiviteter inden for regulerede sektorer, såsom elektricitetssektoren (herefter »den særlige afgift«).

7

Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at formålet med denne lov i overensstemmelse med forarbejderne hertil er »at sikre en mere ligelig fordeling af bestræbelserne på at bekæmpe den økonomiske krise, men også at sikre en effektiv ressourcemobilisering med henblik på at fremme økonomisk vækst og derved muliggøre et forbedret grundlag for opkrævning af indtægter til de offentlige finanser«.

8

Lovens § 3, stk. 1, 3 og 4, har følgende ordlyd:

»1.   Ved reguleret enhed forstås enhver enhed eller fast forretningssted for en udenlandsk enhed, som

3.   En enhed eller et fast forretningssted for en udenlandsk enhed, som har tilladelse til at udøve den i stk. 1, litra a), omhandlede virksomhed, er en reguleret enhed for samtlige de perioder i et regnskabsår, hvorunder enhedens eller forretningsstedets indtægter fra den i stk. 1, litra a), omhandlede sektor var mindst 50% af enhedens eller forretningsstedets indtægter for nævnte regnskabsår, og dette gælder også, såfremt det ikke var forventet, at indtægten fra denne virksomhed inden for den i stk. 1, litra a), omhandlede sektor i løbet af dette regnskabsår ville være mindst 50% af enhedens eller forretningsstedets indtægter for nævnte regnskabsår, eller såfremt indtægterne fra virksomheden i den i stk. 1, litra a), omhandlede sektor i løbet af regnskabsåret som fastsat i § 13, stk. 1, ikke var mindst 50% af enhedens eller forretningsstedets samlede indtægter for nævnte regnskabsår, idet den regulerede enhed er forpligtet til at oplyse skattemyndigheden om et sådant forhold senest inden fristen for indgivelse af skatteangivelsen.

4.   En enhed eller et fast forretningssted for en udenlandsk enhed, som er blevet en reguleret enhed, mister ikke denne status, selv om enhedens eller forretningsstedets indtægter fra virksomhed udøvet i den i stk. 1, litra a), omhandlede sektor i det regnskabsår, hvor enheden eller forretningsstedet fik udstedt den i stk. 1, litra a), omhandlede tilladelse til at udøve virksomhed, ikke var mindst 50% af enhedens eller forretningsstedets samlede indtægter for nævnte regnskabsår.«

9

Samme lovs § 12, stk. 6, bestemmer:

»Betaling af afgiften kan ikke begrunde en forhøjelse af den regulerede pris, der er fastsat i bestemmelserne i særlovgivningen […], og den betalte afgift er ikke en omkostning, som kan tages i betragtning ved beregningen af den regulerede pris.«

10

§ 13, stk. 1, i lov nr. 235/2012 fastsætter:

»En enhed eller et fast forretningssted for en udenlandsk enhed, som den 1. september 2012 har tilladelse til at udøve virksomhed som omhandlet i § 3, stk. 1, litra a), og hvis indtægter for nævnte virksomhed i regnskabsåret før ikrafttrædelsen af nærværende lov var mindst 50% af enhedens eller forretningsstedets indtægter for nævnte regnskabsår, kvalificeres som reguleret enhed i henhold til denne lov. Denne regulerede enhed skal betale afgift fra det tidspunkt, hvor denne afgift forfalder, dvs. fra september 2012, såfremt enhedens eller forretningsstedets økonomiske resultat i det regnskabsår, der gik forud for ikrafttrædelsen af nærværende lov, mindst svarede til det beløb, der udgør beregningsgrundlaget for afgiften som fastsat i § 4, stk. 2. Ved regnskabsår som omhandlet i det foregående forstås det regnskabsår, som gik umiddelbart forud for ikrafttrædelsen af nærværende lov, i løbet af hvilket er opstået forpligtelsen til at fastlægge enhedens eller forretningsstedet finansielle situation og indberette denne i skatteangivelsen […], inden ikrafttrædelsen af nærværende lov […]«

11

Slovenské elektrárne er en slovakisk reguleret enhed, der leverer elektricitet og med henblik herpå har en tilladelse, der er udstedt af den regulerende myndighed for netregulering (herefter »tilladelsen«).

12

I henhold til lov nr. 235/2012 udstedte skatte- og afgiftsmyndigheden en afgiftsansættelse for et beløb på 11298797,52 EUR i obligatoriske afgifter herunder den særlige afgift, som selskabet skyldte for regnskabsåret 2015.

13

Slovenské elektrárne anfægtede denne afgiftsansættelse ved Krajský súd v Bratislave (retten for regionen Bratislava, Slovakiet) bl.a. med den begrundelse, at den nationale lovgivning, der lå til grund for udstedelsen af den nævnte afgiftsansættelse, var i strid med EU-retten. Som svar herpå fremhævede skatte- og afgiftsmyndigheden bl.a., at det fremgik af forarbejderne til lov nr. 235/2012, at denne har til formål at sikre en lige fordeling af bestræbelserne på at bekæmpe den økonomiske og finansielle krises virkninger, reducere en stigning i den offentlige gæld, således at den holdes inden for grænsen på under 3% af BNP, og at involvere de selskaber, der er aktive inden for regulerede sektorer, i forbedringen af de offentlige finanser ved at lade dem bidrage hertil.

14

Ved dom af 9. februar 2017 annullerede Krajský súd v Bratislave (retten for regionen Bratislava) afgiftsansættelsen bl.a. med henvisning til, at skatte- og afgiftsmyndigheden ikke i fornødent omfang havde taget hensyn til Slovenské elektrárnes klagepunkt om den nationale lovgivnings uforenelighed med EU-retten.

15

Najvyšší súd Slovenskej republiky (Republikken Slovakiets øverste domstol), for hvilken der er iværksat kassationsappel af denne dom, ønsker oplyst, hvorvidt den særlige afgift er forenelig med direktiv 2009/72.

16

I denne henseende fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse og af de til Domstolen indgivne skriftlige indlæg, at denne afgift finder anvendelse på regulerede enheder, såsom bl.a. el-leverandører, som er indehavere af en tilladelse, og som opnår eller forventer at opnå mindst 50% af deres samlede indtægter fra udøvelsen af den regulerede virksomhed. Regulerede enheder omfatter såvel enheder, hvis skattemæssige hjemsted er beliggende i Slovakiet (herefter »nationale regulerede enheder«), som regulerede enheder med skattemæssigt hjemsted i udlandet (herefter »udenlandske regulerede enheder«), idet denne anden kategori omfatter regulerede enheder, der er etableret i udlandet, og som har en tilladelse på grundlag af en tilladelse til at udøve virksomhed, som er udstedt til disse enheder af deres respektive oprindelseslande (en såkaldt »pas«-tilladelse). Mens de førstnævnte er underlagt den særlige afgift for så vidt angår indtægter, der er opnået under udøvelsen af deres virksomhed i både Slovakiet og i udlandet, er de sidstnævnte kun underlagt afgiften med hensyn til indtægter, der er opnået under udøvelsen af deres virksomhed i denne medlemsstat. De enkelte enheder er imidlertid kun underlagt den særlige afgift for et givent regnskabsår, hvis enheden i det pågældende regnskabsår har opnået et økonomisk resultat på mindst 3000000 EUR.

17

Den forelæggende ret er for det første i tvivl om, hvorvidt den særlige afgift udgør en tilsidesættelse af det formål, der forfølges med direktiv 2009/72, for så vidt som den er til hinder for udviklingen af et elektricitetsmarked, der reelt og fuldt ud er konkurrencedygtigt. For det første påvirker denne afgift nemlig de regulerede enheders frihed til at fastsætte en fuldt ud konkurrencedygtig pris for elforsyning i udlandet og derfor konkurrencen på disse markeder. For det andet rammer den nævnte afgift ikke alene indtægter opnået af de berørte regulerede enheder for udøvelsen af den regulerede virksomhed, for hvilken disse enheder har fået udstedt en tilladelse, men ligeledes indtægter, som disse enheder opnår for andre aktiviteter. Samme afgift kan derfor afskrække nye erhvervsdrivende fra at indtræde på det slovakiske og udenlandske marked for elforsyning. For det tredje kan den særlige afgift have indflydelse på nationale regulerede enheders konkurrenceevne på de udenlandske markeder, henset til, at de i modsætning til udenlandske regulerede enheder er underlagt denne afgift for udøvelsen af deres virksomhed på disse markeder. Den forelæggende ret har endelig fremhævet, at en anmodning om tilbagetrækning af tilladelsen er den eneste måde, hvorpå et selskab kan undgå den nævnte afgift.

18

For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om den særlige afgift kan være omfattet af de foranstaltninger, som medlemsstaterne kan vedtage i henhold til artikel 3, stk. 2, 3 og 10 i direktiv 2009/72, og det selv om denne afgift hverken udgør et middel til bekæmpelse af klimaændringer, sikrer forsyningssikkerheden eller forfølger nogen som helst anden målsætning i dette direktiv. Hertil kommer, at selv om det ifølge den forelæggende ret kan antages, at den nævnte afgift tilsigter at nå målsætningen om social og økonomisk samhørighed, hersker der fortsat tvivl for så vidt angår samme afgifts forholdsmæssighed i det nævnte direktivs forstand, når henses til for det første, at denne afgift rammer indtægterne opnået af de nationale regulerede enheder under udøvelsen af deres aktiviteter, herunder i udlandet, for det andet, at den finder anvendelse på de regulerede enheder, alene fordi de er indehavere af en tilladelse, og, for det tredje, at lov nr. 235/2012 om indførelse af en særlig afgift udelukker muligheden for, at den pågældende enhed overvælter afgiften på den endelige forbruger.

19

For det tredje ønsker den forelæggende ret oplyst, om lov nr. 235/2012 er forenelig med kravet om gennemsigtighed, princippet om forbud mod forskelsbehandling og EU-elektricitetsvirksomheders lige adgang til de nationale forbrugere i artikel 3 i direktiv 2009/72. I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at det er umuligt at efterprøve, om den særlige afgift gør det muligt at opnå formålet med lov nr. 235/2012, og om anvendelsen heraf uden tidsbegrænsning er nødvendig med henblik herpå. Endvidere har den nævnte ret rejst spørgsmålet om, hvorvidt denne lov tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling, for så vidt som nationale regulerede enheder underlægges en beskatning på grundlag af en større afgiftspligtig værdi end udenlandske regulerede enheder.

20

Under disse omstændigheder har Najvyšší súd Slovenskej republiky (Republikken Slovakiets øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Den slovakiske regering og Europa-Kommissionen har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

22

Den nævnte regering har i det væsentlige gjort gældende, at den forelæggende ret ikke har redegjort for de faktiske omstændigheder og regler på en tilstrækkelig klar måde og ikke har angivet de nærmere grunde til, at den finder, at der er tvivl om fortolkningen af EU-retten.

23

Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at direktiv 2009/72 ikke er relevant med henblik på at besvare de forelagte spørgsmål, og at fortolkningen heraf derfor ikke er nødvendig i forhold til afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Denne institution har i denne sammenhæng anført, at den særlige afgift angår regulerede enheder ikke kun i energisektoren, men også i andre sektorer. Denne afgift finder derfor ikke anvendelse på elforsyning som sådan, men belaster den berørte regulerede enheds generelle finansielle resultat. I øvrigt udgør den nævnte afgift ikke en foranstaltning, der har til formål at regulere el-leverandørers virksomhed, men har karakter af en generel afgiftsmæssig foranstaltning, som bidrager til statsbudgettet.

24

Det skal hertil bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at der er formodning for, at spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål og forstå, hvorfor den nationale retsinstans finder, at en besvarelse af disse spørgsmål er nødvendig for, at retsinstansen kan afgøre den sag, som verserer for den (dom af 5.9.2019, Pohotovosť, C-331/18, EU:C:2019:665, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

25

På denne baggrund gælder, at eftersom forelæggelsesafgørelsen danner grundlaget for den præjudicielle forelæggelse ved Domstolen i medfør af artikel 267 TEUF, er det nødvendigt, at den nationale ret i denne afgørelse redegør for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen. Disse kumulative krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af artikel 94 i Domstolens procesreglement (jf. i denne retning dom af 9.3.2017, Milkova, C-406/15, EU:C:2017:198, præmis 72 og 73 og den deri nævnte retspraksis).

26

Hvad for det første angår kravet i procesreglementets artikel 94, litra a), om den forelæggende rets fremstilling af tvistens genstand og de relevante faktiske omstændigheder skal det fastslås, at det i det foreliggende tilfælde præciseres i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at tvisten i hovedsagen vedrører lovligheden af den afgiftsansættelse, som Slovenské elektrárne var omfattet af, bl.a. med den begrundelse, at den nationale lovgivning, i henhold til hvilken denne ansættelse blev vedtaget, ikke er i overensstemmelse med direktiv 2009/72. Den forelæggende ret har i denne forbindelse fremlagt de nødvendige præciseringer med hensyn til de relevante faktiske omstændigheder.

27

For det andet skal det bemærkes, at denne anmodning i overensstemmelse med kravet i procesreglementets artikel 94, litra b), redegør for ordlyden af de nationale bestemmelser, der kan finde anvendelse i hovedsagen, dvs. dem, der fremgår af lov nr. 235/2012.

28

Hvad for det tredje angår det krav, der er nævnt i procesreglementets artikel 94, litra c), som dels vedrører grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen af direktiv 2009/72, dels den forbindelse, som efter rettens opfattelse består mellem dette direktiv og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, skal det fastslås, at den forelæggende ret har gjort rede for sine egne vurderinger for så vidt angår de betænkeligheder, som den har med hensyn til fortolkningen af dette direktiv, navnlig af direktivets artikel 3, stk. 1-3 og 10, og af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nævnte nationale lovgivning. Det fremgår nemlig af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om lov nr. 235/2012, som pålægger den særlige afgift, overholder de forpligtelser og principper, der nævnes i disse EU-retlige bestemmelser.

29

Hvad endelig angår Kommissionens argumenter er det tilstrækkeligt at bemærke, at når det ikke klart fremgår, at fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke har nogen forbindelse med de faktiske forhold eller genstanden for hovedsagen, angår indsigelsen vedrørende denne bestemmelses uanvendelighed på hovedsagen ikke formaliteten i anmodningen om præjudiciel afgørelse, men realiteten i de forelagte spørgsmål (jf. i denne retning dom af 4.7.2019, Kirschstein, C-393/17, EU:C:2019:563, præmis 28).

30

Det følger således af ovenstående overvejelser, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

31

Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2009/72 og navnlig direktivets artikel 3, stk. 1-3 og 10, samt princippet om forbud mod forskelsbehandling skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der indfører en særlig afgift på indtægter opnået ved virksomhed, der udøves på både nationalt plan og i udlandet af virksomheder, der er aktive på grundlag af en tilladelse udstedt af en offentlig myndighed inden for regulerede sektorer, herunder virksomheder, som er indehavere af en tilladelse til forsyning af elektricitet, der er udstedt af den kompetente nationale regulerende myndighed.

32

Det skal i denne henseende bemærkes, at det fremgår af tredje til femte og syvende betragtning til direktiv 2009/72, at formålet med direktivet hovedsagelig er at etablere et åbent og konkurrencebaseret indre marked for elektricitet, der giver forbrugerne mulighed for frit at vælge deres leverandører og disse sidstnævnte leverandører mulighed for frit at levere deres produkter til deres kunder, at skabe ensartede vilkår på dette marked, at garantere en sikker energiforsyning og bekæmpe klimaændringer.

33

I overensstemmelse med artikel 1 i dette direktiv fastsætter direktivet således fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at forbedre og integrere konkurrencebaserede elektricitetsmarkeder i EU. Det nævnte direktiv fastlægger regler for, hvorledes elektricitetssektoren skal organiseres og fungere, hvordan der opnås åben adgang til markedet, hvilke kriterier og procedurer der skal anvendes ved indkaldelse af tilbud og meddelelse af bevillinger, samt hvorledes systemerne skal drives. Det fastlægger endvidere regler for forsyningspligt og elektricitetsforbrugeres rettigheder og præciserer konkurrencevilkårene.

34

I henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/72 skal medlemsstaterne på grundlag af deres institutionelle opbygning og under behørig iagttagelse af subsidiaritetsprincippet, påse, at elektricitetsvirksomheder drives efter dette direktivs principper, jf. dog stk. 2, med henblik på at etablere et konkurrencebaseret, sikkert og miljømæssigt bæredygtigt elektricitetsmarked, idet de skal afstå fra at forskelsbehandle disse virksomheder for så vidt angår såvel rettigheder som forpligtelser.

35

I øvrigt har artikel 3, stk. 2, 3 og 10 i direktiv 2009/72 hovedsagelig til formål at afgrænse henholdsvis de offentlige serviceforpligtelser, forsyningspligt samt foranstaltninger på området for social og økonomisk samhørighed og miljøbeskyttelse, som medlemsstaterne kan pålægge virksomheder i elektricitetssektoren.

36

Med hensyn til princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er en integrerende del af EU-rettens almindelige principper, fremgår det af Domstolens praksis, at dette princip skal overholdes af en national lovgivning, der falder ind under EU-rettens anvendelsesområde eller gennemfører denne (jf. i denne retning dom af 7.11.2019, UNESA m.fl., C-80/18 – C-83/18, EU:C:2019:934, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

37

Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, skal det i lyset af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse og i de for Domstolen fremlagte sagsakter, og som den slovakiske regering har anført i sine skriftlige indlæg, i den foreliggende sag fastslås, at lov nr. 235/2012, der indfører en særlig afgift, hverken har til formål at afgrænse forsyning af elektricitet, fastlægge regler for, hvorledes elektricitetssektoren skal organiseres og fungere, fastlægge forbrugernes rettigheder på området eller at præcisere konkurrencevilkårene.

38

Det fremgår derimod af oplysningerne i såvel forelæggelsesafgørelsen som de skriftlige indlæg, der er indgivet for Domstolen, at den særlige afgift, der er indført ved denne lov, har karakter af en generel afgiftsmæssig foranstaltning, og nærmere bestemt af en direkte skat på den samlede indkomst for selskaber aktive inden for erhvervssektorer, som er omfattet heraf. Ifølge disse oplysninger forfølger denne afgift i overensstemmelse med forarbejderne til lov nr. 235/2012 nemlig for det første et budgetmæssigt formål med henblik på at forebygge en stigning i den offentlige gæld og bekæmpe den økonomiske krise, for det andet finder den anvendelse på virksomheder, der er aktive inden for regulerede sektorer, dvs. ikke kun i energisektoren, men også i mange andre økonomiske sektorer, og, for det tredje, finder den ikke anvendelse på forsyning af elektricitet som sådan, men belaster den pågældende regulerede enheds generelle finansielle resultat.

39

I denne forbindelse skal det bemærkes, at direktiv 2009/72 tilstræber at nå målet om et indre marked for elektricitet, og at EU-lovgiver anvendte den almindelige lovgivningsprocedure i artikel 95, stk. 1, EF for at vedtage foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion (dom af 7.11.2019, UNESA m.fl., C-80/18 – C-83/18, EU:C:2019:934, præmis 49).

40

I henhold til selve ordlyden af artikel 95, stk. 2, EF fandt denne artikels stk. 1 imidlertid ikke anvendelse på fiskale bestemmelser (dom af 7.11.2019, UNESA m.fl., C-80/18 – C-83/18, EU:C:2019:934, præmis 50).

41

Det følger heraf, at da direktiv 2009/72 ikke udgør en foranstaltning med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes fiskale bestemmelser, finder direktivets bestemmelser, navnlig dennes artikel 3, stk. 1-3 og 10, ikke anvendelse på en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorved der indføres en særlig afgift på indtægter opnået af virksomheder, der er omfattet af denne lovgivning (jf. analogt dom af 7.11.2019, UNESA m.fl., C-80/18 – C-83/18, EU:C:2019:934, præmis 51).

42

Da direktiv 2009/72 er den eneste EU-retsakt, som den forelæggende ret har anmodet om en fortolkning af, og da det ikke fremgår af de sagsakter, der er forelagt Domstolen, at en anden EU-retlig bestemmelse kan finde anvendelse på tvisten i hovedsagen, skal det i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 36, fastslås, at Domstolen ikke kan undersøge den særlige afgift i lyset af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

43

Det følger derfor af samtlige ovenstående betragtninger, at direktiv 2009/72 og navnlig direktivets artikel 3, stk. 1-3 og 10, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der indfører en særlig afgift på indtægter opnået ved virksomhed, der udøves på både nationalt plan og i udlandet af virksomheder, der er aktive på grundlag af en tilladelse udstedt af en offentlig myndighed inden for regulerede sektorer, herunder virksomheder, som er indehavere af en tilladelse til forsyning af elektricitet, der er udstedt af den kompetente nationale regulerende myndighed.

44

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF og navnlig dets artikel 3, stk. 1-3 og 10, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der indfører en særlig afgift på indtægter opnået ved virksomhed, der udøves på både nationalt plan og i udlandet, af virksomheder, der er aktive på grundlag af en tilladelse udstedt af en offentlig myndighed inden for regulerede sektorer, herunder virksomheder, som er indehavere af en tilladelse til forsyning af elektricitet, der er udstedt af den kompetente nationale regulerende myndighed.