1

I appelskriftet har appellanten, Industrias Químicas del Vallés SA, nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver Den Europæiske Unions Rets kendelse af 16. februar 2016, Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen (T-296/15, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede kendelse, EU:T:2016:79), hvorved Retten afviste appellantens søgsmål med påstand om delvis annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/408 af 11. marts 2015 om gennemførelse af artikel 80, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om oprettelse af en liste over stoffer, der er kandidater til substitution (EUT 2015, L 67, s. 18, herefter »den omtvistede forordning«).

2

Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EFT 1991, L 230, s. 1), som senest ændret ved Kommissionens direktiv 2011/34/EU af 8. marts 2011 (EUT 2011, L 62, s. 27) (herefter »direktiv 91/414«), fastsætter i bilag I en liste over aktive stoffer, som må indgå i plantebeskyttelsesmidler.

3

I henhold til artikel 1 i og bilaget til Kommissionens direktiv 2010/28/EU af 23. april 2010 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF for at optage metalaxyl som aktivstof (EUT 2010, L 104, s. 57) blev listen i bilag I til direktiv 91/414 ændret med henblik på tilføjelsen af bl.a. dette stof.

4

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1), bestemmer i artikel 14 med overskriften »Fornyelse af godkendelser«, som findes i underafdeling 3 med overskriften »Fornyelse og revurdering« i afdeling 1 med overskriften »Aktivstoffer«, i forordningens kapitel II med overskriften »Aktivstoffer, safenere, synergister og hjælpestoffer«, har følgende ordlyd:

»1.   Godkendelsen af et aktivstof fornyes efter ansøgning herom, hvis det er godtgjort, at godkendelseskriterierne i artikel 4 er opfyldt.

[…]

2.   Fornyelsen af godkendelsen gælder for en periode på højst femten år. […]«

5

Artikel 20, der har overskriften »Fornyelsesforordning«, som findes i den nævnte underafdeling 3 i forordning nr. 1107/2009, er affattet således:

»1.   Der vedtages en forordning efter forskriftsproceduren i artikel 79, stk. 3, hvorved:

[…]«

6

Artikel 24, der har overskriften »Stoffer, der er kandidater til substitution«, som findes i underafdeling 4 med overskriften »Undtagelser« i afdeling 1 i kapitel II i forordning nr. 1107/2009, bestemmer:

»1.   […] Uanset artikel 14, stk. 2, kan godkendelsen forlænges med en periode på højst syv år en eller flere gange.

2.   Med forbehold af stk. 1 finder artikel 4-21 anvendelse. Stoffer, der er kandidater til substitution, angives separat i den i artikel 13, stk. 4, omhandlede forordning.«

7

Artikel 41, der har overskriften »Tilladelse«, som findes i underafdeling 3 med overskriften »Gensidig anerkendelse af godkendelser«, i afdeling 1, der har overskriften »Tilladelse«, i forordningens kapitel III, der har overskriften »Plantebeskyttelsesmidler«, fastsætter følgende:

»1.   Efter at have gennemgået ansøgningen og de vedlagte dokumenter, jf. artikel 42, stk. 1, for så vidt angår forholdene på sit eget område godkender den medlemsstat, som en ansøgning indgives til i henhold til artikel 40, det pågældende plantebeskyttelsesmiddel på de samme betingelser, som den medlemsstat, der behandler ansøgningen, undtagen i tilfælde, hvor artikel 36, stk. 3, finder anvendelse.

2.   Uanset stk. 1 kan medlemsstaten godkende plantebeskyttelsesmidlet, hvis

[…]

[…]«

8

Artikel 50, som har overskriften »Sammenlignende vurdering af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder stoffer, der er kandidater til substitution«, der findes i underafdeling 5 med overskriften »Særlige tilfælde« i afdeling 1 i samme forordnings kapitel III, har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne foretager en sammenlignende vurdering i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel indeholdende et aktivstof, der er godkendt som [et] stof, der er kandidat til substitution. Medlemsstaterne godkender ikke eller begrænser anvendelsen for en given afgrøde af et plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder et stof, der er kandidat til substitution, hvis den sammenlignende vurdering med afvejning af risici og fordele, jf. bilag IV, viser følgende:

[…]

4.   For plantebeskyttelsesmidler, der indeholder et stof, der er kandidat til substitution, foretager medlemsstaterne regelmæssigt og senest ved fornyelsen eller ændringen af godkendelsen en sammenlignende vurdering som omhandlet i stk. 1.

På grundlag af denne sammenlignende vurdering opretholder, tilbagekalder eller ændrer medlemsstaterne godkendelsen.

[…]«

9

Artikel 80, der har overskriften »Overgangsforanstaltninger«, som findes i samme forordnings kapitel XI med overskriften »Overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser«, bestemmer i stk. 7:

»Senest den 14. december 2013 udarbejder Kommissionen en liste over stoffer, der er medtaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, og som opfylder kriterierne i bilag II, punkt 4, til denne forordning, og som bestemmelserne i artikel 50 i denne forordning finder anvendelse på.«

10

Ifølge første betragtning til og artikel 1 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af forordning nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer (EUT 2011, L 153, s. 1) skal aktivstoffer, der er opført i bilag I til direktiv 91/414, betragtes som godkendt i henhold til forordning nr. 1107/2009.

11

Den omtvistede forordnings artikel 1, der har overskriften »Stoffer, der er kandidater til substitution«, har følgende ordlyd:

»Aktivstoffer, der er optaget i bilag I til direktiv [91/414], og som opfylder kriterierne i punkt 4 i bilag II til forordning […] nr. 1107/2009, er anført på listen i bilaget til nærværende forordning.

[…]«

12

Listen i bilaget til denne forordning omfatter metalaxyl.

13

Tvistens baggrund, som den fremgår af den appellerede kendelses præmis 1-6, kan sammenfattes som følger.

14

Appellanten er et selskab efter spansk ret, som er beskæftiget med fremstilling, salg, distribution, repræsentation og markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, foderstofprodukter og andre kemiske produkter. Selskabet importerer bl.a. et kemisk aktivstof, metalaxyl, til Spanien og markedsfører plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktivstof, i adskillige medlemsstater.

15

I april 1995 indgav appellanten sammen med et andet selskab en ansøgning til Den Portugisiske Republiks kompetente myndigheder om optagelse af metalaxyl i bilag I til direktiv 91/414.

16

Ved beslutning 2003/308/EF af 2. maj 2003 om afvisning af at indsætte metalaxyl i bilag I til direktiv 91/414 og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktive stof (EUT 2003, L 113, s. 8) gav Kommissionen afslag på denne ansøgning og opfordrede medlemsstaterne til at tilbagekalde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette aktive stof, og til ikke at give nye godkendelser heraf.

17

Ved dom af 28. juni 2005, Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen (T-158/03, EU:T:2005:253), frifandt Retten Kommissionen i det søgsmål, som appellanten havde anlagt til prøvelse af beslutning 2003/308.

18

Ved dom af 18. juli 2007, Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen (C-326/05 P, EU:C:2007:443), gav Domstolen medhold i den appel, appellanten havde iværksat til prøvelse af dom af 28. juni 2005, Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen (T-158/03, EU:T:2005:253), og ophævede denne dom. Da Domstolen fandt, at sagen var moden til påkendelse, traf den i henhold til artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol selv endelig afgørelse i sagen og annullerede beslutning 2003/308.

19

Den 23. april 2010 vedtog Kommissionen direktiv 2010/28 for at optage metalaxyl på listen over aktivstoffer i bilag I til direktiv 91/414.

20

Ved den omtvistede forordning optog Kommissionen metalaxyl på listen over stoffer, der er kandidater til substitution, indeholdt i bilaget til denne forordning, med den begrundelse, at dette stof havde en signifikant andel af ikke-aktive isomerer, jf. punkt 4 i bilag II til forordning nr. 1107/2009.

21

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. juni 2015 anlagde appellanten sag med påstand om delvis annullation af den omtvistede forordning.

22

Ved den appellerede kendelse afviste Retten søgsmålet med den begrundelse dels, at appellanten ikke var individuelt berørt af den omtvistede forordning, dels, at denne forordning var en regelfastsættende retsakt, der over for appellanten medførte gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF. Retten forkastede desuden appellantens argumenter vedrørende tilsidesættelse af dennes ret til effektiv domstolsbeskyttelse i tilfælde af afvisning af søgsmålet.

23

Appellanten har med appellen nedlagt følgende påstande:

24

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

25

Med sit første anbringende har appellanten anfægtet den appellerede kendelses præmis 39-41, 43-46, 48-50, 58 og 59 og foreholdt Retten at have konkluderet, at den omtvistede forordning indeholder gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF.

26

Ifølge appellanten skal der med henblik på at fastslå, om en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, tages udgangspunkt dels i situationen for den person, der påberåber sig søgsmålsretten i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, dels i genstanden for søgsmålet. Med hensyn til sidstnævnte forholder det sig således, at der i tilfælde, hvor appellanten alene nedlægger påstand om delvis annullation af en retsakt, alene skal tages hensyn til de mulige gennemførelsesforanstaltninger vedrørende den del af retsakten, som annullationspåstanden vedrører.

27

Hvad for det første angår appellantens situation er selskabet indehaver af den europæiske registrering af metalaxyl og af nationale registreringer af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette stof.

28

Hvad for det andet angår genstanden for det søgsmål, der blev indbragt for Retten, har appellanten anført, at selskabet havde nedlagt påstand om delvis annullation af den omtvistede forordning, for så vidt som den kvalificerer metalaxyl som et stof, der er kandidat til substitution, og dermed lader stoffet være omfattet af den ordning, der finder anvendelse på sådanne stoffer, indført ved forordning nr. 1107/2009. Appellanten har ligeledes rejst en ulovlighedsindsigelse over for visse bestemmelser i nævnte forordning.

29

Ifølge appellanten indeholder den appellerede kendelse og særligt dennes præmis 23, 35 og 36 en for kortfattet beskrivelse af genstanden for det pågældende søgsmål, som bygger på en tilsvarende begrænset beskrivelse af den omtvistede forordning. Formålet med sidstnævnte forordning var ikke alene at fastsætte en liste over stoffer, der er kandidater til substitution, men også at lade disse stoffer være omfattet af de materielle bestemmelser i forordning nr. 1107/2009, hvilket udgør en direkte og umiddelbar følge af anvendelsen af den omtvistede forordning, som ikke kræver gennemførelsesforanstaltninger. Forordningen havde med andre ord i sig selv utvivlsomt og aktuelt konkret indvirkning på appellantens retsstilling.

30

Appellanten har i denne forbindelse for det første gjort gældende, således som det fremgår af den appellerede kendelses præmis 39-41, at det er korrekt, at der i fremtiden vil ske en fornyelse af godkendelsen af metalaxyl i medfør af forordning nr. 1107/2009, og at Kommissionen vil skulle vedtage en ny retsakt som følge af appellantens anmodning om fornyelse. Selskabet har imidlertid anført, at denne retsakt ikke vil udgøre en foranstaltning til gennemførelse af den omtvistede forordning, men af artikel 14 ff. i forordning nr. 1107/2009, der fastsætter proceduren for fornyelse af godkendelsen af et aktivstof.

31

Appellanten har fremhævet, at denne retsakt ikke vil have virkninger, som kan supplere eller udvikle den retlige status af stoffer, som er kandidat til substitution, og at den ikke vil bidrage til at fastsætte eller præcisere de materielle regler, der finder anvendelse herpå.

32

Appellanten har endvidere fremhævet den omstændighed, at den omtvistede forordning medfører, at metalaxyl underlægges et krav om godkendelse mindst hvert syvende år og ikke hvert femtende år, som det er tilfældet for aktivstoffer, der ikke er kandidat til substitution.

33

Appellanten har for det andet gjort gældende, at for så vidt angår den nationale godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder metalaxyl, som selskabet er indehaver af, har den omtvistede forordning den umiddelbare virkning, at disse produkter og deres brug underlægges den sammenlignende vurdering, der er omhandlet i artikel 50 i forordning nr. 1107/2009. I denne forbindelse har selskabet anført, at i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 45, vil medlemsstaterne ikke alene få de pågældende virksomheder til at betale omkostningerne til gennemførelsen af den sammenlignende vurdering, men også pålægge dem selve gennemførelsen af evalueringen, idet de nationale myndigheder blot vil vedtage en afgørelse om ansøgning om fornyelse af godkendelsen af det pågældende plantebeskyttelsesmiddel. Appellanten vil således være forpligtet til at opfylde de forpligtelser, der følger af den sammenlignende vurdering, uanset det endelige resultat af denne vurdering.

34

Idet Retten i den appellerede kendelses præmis 43 fastslog, at gennemførelsen af den sammenlignende vurdering ikke har indflydelse på, om medlemsstaterne giver eller ikke giver, fornyer, tilbagekalder eller ændrer godkendelser til markedsføring, tog den ikke hensyn til den omstændighed, at den omtvistede forordnings virkning er uafhængig af enhver afgørelse truffet af en national myndighed. Artikel 50, stk. 4, i forordning nr. 1107/2009 foreskriver således, at medlemsstaterne regelmæssigt skal foretage en sammenlignende vurdering og senest ved fornyelsen eller ændringen af godkendelsen. Derfor er det ikke nødvendigt, at der er indgivet nogen ansøgning om godkendelse eller fornyelse af en godkendelse, for at den berørte medlemsstat kan foretage en sammenlignende vurdering af metalaxyl, som er den direkte følge af dette stofs kvalificering som et stof, der er kandidat til substitution.

35

For det tredje er appellanten af den opfattelse, at en lignende konklusion kan drages med hensyn til princippet om gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af plantebeskyttelsesmidler. I kraft af vedtagelsen af den omtvistede forordning sker der nemlig ikke automatisk en gensidig anerkendelse af et produkt indeholdende et stof, der er kandidat til substitution, sådan som det ville være tilfældet i forbindelse med ethvert andet aktivstof.

36

For det fjerde har foranstaltninger vedtaget af medlemsstaterne vedrørende en ansøgning om gensidig anerkendelse eller national godkendelse – på samme måde som en retsakt fra Kommissionen om fornyelse af godkendelsen af metalaxyl – hverken nogen indflydelse på kvalificeringen af metalaxyl som et stof, der er kandidat til substitution, eller på den ordning, der gælder for stoffet i henhold til forordning nr. 1107/2009.

37

Appellanten har tilføjet, at ligesom de retsakter, der skal vedtages af Kommissionen, vil de retsakter, som vedtages af medlemsstaterne for at gennemføre de særlige regler for metalaxyl, ikke være foranstaltninger til gennemførelse af den omtvistede forordning, men af forordning nr. 1107/2009.

38

Kommissionen har bestridt appellantens argumenter.

39

Det skal indledningsvis bemærkes, at antagelsen til realitetsbehandling af et søgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person til prøvelse af en retsakt, der ikke er rettet til vedkommende, i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF forudsætter, at denne person indrømmes søgsmålskompetence, hvilket forekommer i to situationer. Dels kan en sådan sag anlægges på betingelse af, at denne retsakt berører vedkommende umiddelbart og individuelt. Dels kan en sådan person anlægge sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvis den berører vedkommende umiddelbart (jf. bl.a. dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 59 og 91).

40

I forbindelse med undersøgelsen af det andet tilfælde i den appellerede kendelses præmis 30-49 bemærkede Retten i kendelsens præmis 31-33, at den omtvistede forordning er en regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF, hvilket ikke bestrides af parterne i forbindelse med denne appel.

41

Det spørgsmål, der skal afgøres, er, hvorvidt Retten, som appellanten har gjort gældende, har begået en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 34-49 at fastslå, at den omtvistede forordning omfatter gennemførelsesforanstaltninger med hensyn til appellanten.

42

Det skal i denne henseende bemærkes, at udtrykket »som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF skal fortolkes i lyset af formålet med bestemmelsen, som ifølge dens tilblivelseshistorie består i at forhindre, at en borger skal overtræde retsreglerne for at kunne få adgang til en dommer. Når en regelfastsættende retsakt har umiddelbar indvirkning på en fysisk eller juridisk persons retsstilling uden at kræve gennemførelsesforanstaltninger, risikerer denne person imidlertid at blive frataget en effektiv domstolsbeskyttelse, hvis den pågældende ikke har adgang til at anlægge sag ved Unionens retsinstanser med henblik på at rejse tvivl om denne regelfastsættende retsakts lovlighed. I mangel af gennemførelsesforanstaltninger er en fysisk eller juridisk person – selv om vedkommende er umiddelbart berørt af den omhandlede retsakt – således først i stand til at opnå retslig kontrol af denne akt efter at have tilsidesat bestemmelserne i nævnte retsakt, idet vedkommende kan påberåbe sig, at retsakten er ulovlig, i forbindelse med sager, der rejses over for vedkommende ved de nationale retter (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

43

Når en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, er domstolskontrollen med overholdelsen af Unionens retsorden derimod sikret, uanset om nævnte foranstaltninger hidrører fra Unionen eller medlemsstaterne. Fysiske eller juridiske personer, der på grund af de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte en regelfastsættende EU-retsakt direkte ved Unionens retsinstanser, er beskyttet mod, at en sådan retsakt finder anvendelse på dem, ved muligheden for at anfægte de gennemførelsesforanstaltninger, som denne retsakt omfatter (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

44

Når gennemførelsen af nævnte retsakter tilkommer Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, kan fysiske eller juridiske personer på de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser indbringe et direkte søgsmål for Unionens retsinstanser til prøvelse af gennemførelsesakterne og i medfør af artikel 277 TEUF til støtte for dette søgsmål påberåbe sig, at den pågældende grundlæggende retsakt er ulovlig. Når gennemførelsen påhviler medlemsstaterne, kan disse personer påberåbe sig den pågældende grundlæggende retsakts ugyldighed for de nationale domstole og foranledige disse til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom i henhold til artikel 267 TEUF (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

45

Som Domstolen tidligere har fastslået, skal der med henblik på spørgsmålet, om en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, tages udgangspunkt i situationen for den person, der påberåber sig søgsmålsretten i henhold til artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF. Det er således irrelevant, om den omhandlede retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger med hensyn til andre retsundergivne (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

46

I forbindelse med denne undersøgelse skal der udelukkende tages udgangspunkt i søgsmålets genstand, og i det tilfælde, hvor en sagsøger alene nedlægger påstand om delvis annullation af en retsakt, er det alene de gennemførelsesforanstaltninger, som denne del af retsakten indeholder, der i givet fald skal tages i betragtning (dom af 10.12.2015, Kyocera Mita Europe mod Kommissionen, C-553/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:805, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

47

Desuden er det i denne forbindelse uden betydning, om de nævnte foranstaltninger er af mekanisk karakter eller ej (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 41 og 42, og af 10.12.2015, Kyocera Mita Europe mod Kommissionen, C-553/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:805, præmis 46).

48

I den foreliggende sag skal appellantens argument om, at Retten ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til genstanden for det søgsmål, der var indbragt for den, herunder navnlig det forhold, at dette søgsmål var anlagt med påstand om annullation af den omtvistede forordning, for så vidt som den underlægger metalaxyl visse materielle regler, der er fastsat i forordning nr. 1107/2009, først forkastes som grundløst.

49

Det fremgår nemlig af den appellerede kendelses præmis 35-38, at Retten efter at have bemærket, at den omtvistede forordning har til formål at fastlægge en liste over stoffer, der er kandidater til substitution, pegede på, at forordning nr. 1107/2009 indeholder særlige regler, der skal anvendes på disse stoffer, og som afviger fra dem, der gælder for andre aktivstoffer. Retten præciserede i den appellerede kendelses præmis 38, at disse særlige regler for det første vedrører godkendelse af stoffer, der er kandidater til substitution, og forlængelse af denne godkendelse, for det andet godkendelser til markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder sådanne stoffer, samt fornyelse og ændring af disse godkendelser, og for det tredje gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af sådanne godkendelser.

50

Det fremgår ligeledes af den appellerede kendelses præmis 39-49, at Retten foretog en indgående undersøgelse af disse særlige regler og konkluderede, at disse alene kunne få indvirkning på appellantens retsstilling ved hjælp af retsakter truffet af Kommissionen eller medlemsstaterne.

51

Dernæst skal appellantens argumentation, hvorved gyldigheden af denne konklusion anfægtes, undersøges.

52

I denne forbindelse skal det bemærkes, at den omstændighed, at en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF, således at visse retsvirkninger af denne forordning kun opnås gennem disse foranstaltninger, ikke udelukker, at denne forordning har andre retsvirkninger på en fysisk eller juridisk persons retsstilling, som ikke afhænger af vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger.

53

I den foreliggende sag er det derfor nødvendigt at tage højde for alle tre kategorier af særlige regler vedrørende metalaxyl, som er anført i denne doms præmis 49, og som appellanten har påberåbt sig i forbindelse med appellen, med henblik på at vurdere, om den omtvistede forordning – idet den underlægger metalaxyl disse regler – har en indvirkning på appellantens retsstilling, som ikke afhænger af nogen gennemførelsesforanstaltninger.

54

Hvad for det første angår reglerne vedrørende godkendelse af stoffer, der er kandidater til substitution, og fornyelse af denne godkendelse er det nødvendigt dels at minde om, at metalaxyl var genstand for en godkendelse før vedtagelsen af den omtvistede forordning, således som Retten har bemærket i den appellerede kendelses præmis 39. Dels blev datoen for udløbet af denne godkendelse ikke berørt af den omtvistede forordning, således som Kommissionen har anført under retsmødet ved Domstolen.

55

Heraf følger, som Retten også fastslog i den appellerede kendelses præmis 39, uden at dette er bestridt i forbindelse med denne appel, at det alene er proceduren for fornyelse af godkendelser af stoffer, der er kandidater til substitution, som fastsat i forordning nr. 1107/2009, der er relevant i forhold til appellanten.

56

I denne henseende bemærkes, som det fremgår af den appellerede kendelses præmis 39, uden at appellanten har anfægtet dette, at artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009 bestemmer, at en godkendelse af et aktivstof, der er kandidat til substitution, kan forlænges med en periode på højst syv år, i modsætning til godkendelsen af andre aktivstoffer, som kan fornyes for en periode på højst femten år i henhold til denne forordnings artikel 14, stk. 2. Som følge af, at metalaxyl er optaget på listen i bilaget til den omtvistede forordning som et stof, der er kandidat til substitution, kan forlængelsen af dets godkendelse således kun gives for en periode på højst syv år og ikke for en længere maksimumsperiode, som det ville have været tilfældet, hvis stoffet ikke var blevet opført på denne liste.

57

Imidlertid materialiserer de retsvirkninger af den omtvistede forordning, der vedrører gyldighedsperioden for fornyelse af godkendelsen af metalaxyl, sig i forhold til appellanten alene ved hjælp af gennemførelsesforanstaltninger.

58

Det fremgår således af bestemmelserne i forordning nr. 1107/2009, navnlig af forordningens artikel 24, stk. 2, som Retten har fastslået i den appellerede kendelses præmis 39 og 40, uden at dette er bestridt under denne appel, at den omtvistede forordnings kvalificering af metalaxyl som et stof, der er kandidat til substitution, er uden betydning for anvendelsen af proceduren for fornyelse af godkendelsen af det pågældende stof. Denne procedure indebærer imidlertid, på samme måde som proceduren for fornyelse af godkendelsen af et aktivstof, som ikke er opført på listen i bilaget til den omtvistede forordning, at Kommissionen vedtager en forordning i overensstemmelse med artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009.

59

Det følger heraf, som Retten med føje konstaterede i den appellerede kendelses præmis 41, at virkningerne af den omtvistede forordning vedrørende gyldighedsperioden for fornyelse af godkendelsen af metalaxyl kun vil blive anvendt i forhold til appellanten gennem eventuel vedtagelse på grundlag af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009, hvilken der henvises til i forordningens artikel 24, stk. 2, af en forordning om fornyelse for en periode på højst syv år efter godkendelsen af det pågældende stof.

60

Selv om den eventuelle yderligere byrde for appellanten, som er forbundet med nødvendigheden af at forny godkendelse af metalaxyl oftere, kan betragtes som en virkning af vedtagelsen af den omtvistede forordning, materialiserer denne virkning sig ikke ved vedtagelsen af denne forordning, men i givet fald ved Kommissionens vedtagelse af en forordning om fornyelse af godkendelsen af dette stof.

61

Det er således uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede kendelses præmis 41 fastslog, at en kommissionsforordning om fornyelsen af godkendelsen af stoffer, der er kandidater til substitution, såsom metalaxyl, udgør en foranstaltning til gennemførelse af den omtvistede forordning som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF.

62

Hvad for det andet angår reglerne om godkendelser til markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder stoffer, der er kandidater til substitution, samt fornyelse og ændring af disse godkendelser, er det ganske vist korrekt, som appellanten har anført, at den omtvistede forordning medfører, at de plantebeskyttelsesmidler, der indeholder metalaxyl, underlægges den sammenlignende vurdering, som er omhandlet i artikel 50 i forordning nr. 1107/2009, i forbindelse med hvilken de sundheds- og miljørisici, som er forbundet med plantebeskyttelsesmidlet, vurderes i forhold til tilsvarende risici forbundet med et erstatningsprodukt eller en ikke-kemisk metode til forebyggelse af eller bekæmpelse af skadegørere.

63

Appellanten kan dog ikke med rette gøre gældende, at det påhviler selskabet at udføre denne sammenlignende vurdering og bære de eventuelle omkostninger, der er knyttet til udførelsen af evalueringen for at godtgøre, at vedtagelsen af den omtvistede forordning har haft virkninger i forhold til selskabet, uafhængigt af vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger. Således som Retten med føje bemærkede i den appellerede kendelses præmis 42, fremgår det af artikel 50, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1107/2009, at gennemførelsen af den sammenlignende vurdering påhviler medlemsstaterne.

64

For så vidt angår appellantens argument, hvorefter de nationale myndigheder i visse medlemsstater kræver, at indehavere af nationale registreringer af plantebeskyttelsesmidler, som indeholder metalaxyl, fremlægger en sammenlignende vurdering, underbygger dette ikke appellantens synspunkt om, at den omtvistede forordning har virkninger på selskabets retsstilling, som ikke afhænger af gennemførelsesforanstaltninger. De forpligtelser, som hævdes at påhvile de pågældende indehavere, følger således ikke af den omtvistede forordning, men af en afgørelse truffet af de kompetente nationale myndigheder.

65

Som Retten med føje fastslog i den appellerede kendelses præmis 43, uden at appellanten har bestridt dette, har gennemførelsen af den sammenlignende vurdering, der er omhandlet i artikel 50 i forordning nr. 1107/2009, »ikke […] indflydelse på, om medlemsstaterne, i henhold til artikel 36, stk. 2, artikel 43, stk. 1, artikel 44, stk. 3, og artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009, i givet fald giver eller ikke giver, fornyer, tilbagekalder eller ændrer godkendelser til markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, som indeholder aktivstoffer«.

66

Under disse omstændigheder var det ligeledes uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede kendelses præmis 44 fastslog, at virkningerne af den omtvistede forordning med hensyn til medlemsstaternes gennemførelse af en sammenlignende vurdering af de sundheds- og miljørisici, som er forbundet med plantebeskyttelsesmidler, der indeholder metalaxyl, i forhold til et erstatningsprodukt eller en ikke-kemisk metode til forebyggelse af eller bekæmpelse af skadegørere »[kun] vil […] berøre [appellanten] gennem retsakter vedtaget af medlemsstaternes kompetente myndigheder«, og at »sådanne retsakter således udgør gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF«.

67

Hvad for det tredje angår reglerne om gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af godkendelser til markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder stoffer, der er kandidater til substitution, bestemmer artikel 41, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1107/2009 ganske vist, at en medlemsstat, der i henhold til proceduren for gensidig anerkendelse modtager en ansøgning om godkendelse til markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder et stof, der er kandidat til substitution, kan godkende disse plantebeskyttelsesmidler, mens medlemsstaten i andre tilfælde end dem, der er omhandlet i artikel 41, stk. 2, og med forbehold for anvendelsen af forordningens artikel 36, stk. 3, er forpligtet til i henhold til forordningens artikel 41, stk. 1, at udstede en sådan godkendelse på de betingelser, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse.

68

Hvis det imidlertid antages, at vedtagelsen af den omtvistede forordning medførte, at sandsynligheden for, at en medlemsstat efterkommer en ansøgning om godkendelse til markedsføring af et plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder metalaxyl, i henhold til proceduren for gensidig anerkendelse formindskes, forholder det sig ikke desto mindre således, at den medlemsstat, som modtager en sådan anmodning, er forpligtet til at træffe afgørelse herom. I denne forbindelse bemærkes, således som det fremgår af denne doms præmis 47, at det er uden betydning, om en sådan beslutning har en mekanisk karakter eller ej.

69

Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 48 derfor med rette, at virkningerne af den omtvistede forordning med hensyn til proceduren for gensidig anerkendelse af godkendelser til markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder et stof, der er kandidat til substitution, »[alene] vedrører […] det skøn, som medlemsstaterne råder over med henblik på stillingtagen til en ansøgning om godkendelse«, og at »disse virkninger […] imidlertid, i givet fald, kun [vil] vedrøre [appellanten] gennem nationale myndigheders retsakter, hvori de tager stilling til [appellantens] ansøgninger om gensidig anerkendelse«.

70

Henset til denne doms præmis 52-69 skal det fastslås, at selv om det ganske vist er korrekt, at den omtvistede forordning med optagelsen af metalaxyl på listen over stoffer, der er kandidater til substitution, underlagde dette stof de særlige regler, der er nævnt i denne doms præmis 49, og dermed havde retsvirkninger, for så vidt som forordningen ændrede den EU-retlige ordning, som fandt anvendelse på metalaxyl, forholder det sig ikke desto mindre således, at appellanten ikke har godtgjort, at denne ændring har haft virkninger for selskabets retsstilling, som ikke er betinget af vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF. Det er derfor med føje, at Retten fastslog, at appellanten ikke havde søgsmålskompetence på dette grundlag.

71

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af appellantens argumentation, der er gengivet i denne doms præmis 30 og 37, hvorefter de retsakter, der vedtages af Kommissionen eller af medlemsstaterne med henblik på at gennemføre de særlige regler for metalaxyl, navnlig den retsakt, hvorved Kommissionen vil foretage fornyelse af godkendelsen af dette stof, ikke er foranstaltninger til gennemførelse af den omtvistede forordning, men af forordning nr. 1107/2009.

72

I modsætning til, hvad appellanten synes at antyde i sin argumentation, kræver ordlyden af artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF – for at en foranstaltning kan betegnes som en foranstaltning til gennemførelse af en regelfastsættende retsakt – ikke, at denne retsakt udgør retsgrundlaget for denne foranstaltning. En foranstaltning kan på samme tid være en foranstaltning til gennemførelse af den retsakt, hvis bestemmelser udgør retsgrundlaget, og af en særskilt retsakt, som den omtvistede forordning i den foreliggende sag, når alle eller en del af retsvirkningerne af sidstnævnte retsakt alene vil materialisere sig i forhold til appellanten ved hjælp af denne foranstaltning (jf. analogt dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 40).

73

I den foreliggende sag fremgår det af denne doms præmis 54-70, at de retsakter, der skal vedtages af Kommissionen eller af medlemsstaterne for at gennemføre de særlige regler for metalaxyl, der er fastsat ved forordning nr. 1107/2009, materialiserer retsvirkningerne af den omtvistede forordning i forhold til appellanten og vil følgelig udgøre gennemførelsesforanstaltninger til denne forordning.

74

Konklusionen i denne doms præmis 70 afkræftes heller ikke af den argumentation, der er anført i denne doms præmis 31 og 36, hvorefter de foranstaltninger, som eventuelt er vedtaget af Kommissionen eller medlemsstaterne for at realisere anvendelsen af de særlige regler, der er nævnt i denne doms præmis 49, på metalaxyl, hverken har indflydelse på kvalificeringen af metalaxyl som et stof, der er kandidat til substitution, eller på den retlige ordning, der gælder for dette stof, som blev indført ved forordning nr. 1107/2009.

75

Denne argumentation er således ikke til hinder for at fastslå, at virkningerne af anvendelsen af de særlige regler, der er fastsat i henhold til forordning nr. 1107/2009, på metalaxyl, først materialiserer sig for så vidt angår appellantens retsstilling ved hjælp af gennemførelsesforanstaltningerne til den omtvistede forordning.

76

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger er det med føje, at Retten i den appellerede kendelses præmis 49 konkluderede, at den omtvistede forordning i forhold til appellanten indeholder gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF.

77

Det første anbringende må derfor forkastes som ugrundet.

78

Appellanten har med sit tredje anbringende – som skal undersøges som det næste – foreholdt Retten, at den i den appellerede kendelses præmis 28 og 29 fastslog, at selskabet ikke var individuelt berørt af den omtvistede forordning.

79

Appellanten har gjort gældende, at selskabet var ene om at indgive en anmeldelse til Kommissionen med henblik på at få metalaxyl optaget i bilag I til direktiv 91/414. Selskabet har endog anlagt sager ved Retten og Domstolen, der har ført til annullation af en første negativ afgørelse fra Kommissionen og vedtagelsen af direktiv 2010/28, hvori metalaxyl blev optaget i bilag I til direktiv 91/414.

80

Appellanten har gjort gældende, at da selskabet var det eneste selskab, der anmodede om optagelse af metalaxyl i bilag I til direktiv 91/414 og følgelig den eneste ansvarlige for denne optagelse, som alle eksisterende nationale registreringer af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder metalaxyl, i øvrigt afhænger af, er selskabet individuelt berørt af den omtvistede forordning. Denne omstændighed karakteriserer selskabet, med hensyn til metalaxyl, i modsætning til enhver anden person.

81

Appellanten har tilføjet, at det af fjerde betragtning til den omtvistede forordning fremgår, at denne bl.a. er vedtaget på grundlag af vurderingsrapporter vedrørende aktivstoffer, og at en af disse rapporter henviste til den omstændighed, at selskabet var ene om at indgive den anmeldelse, der er nævnt i denne doms præmis 79. Selskabet er derfor individuelt berørt af forordningen.

82

Appellanten har gjort gældende, at den appellerede kendelse derfor skal ophæves, og at Domstolen råder over alle de elementer, som er nødvendige for at undersøge, om selskabet i øvrigt er umiddelbart berørt af den omtvistede forordning.

83

I denne henseende har appellanten for det første gjort gældende, at den omstændighed, at metalaxyl underlægges de materielle bestemmelser i forordning nr. 1107/2009, indebærer, at der på dette stof anvendes mere restriktive betingelser end dem, der gælder for aktivstoffer, der ikke er kandidater til substitution. Selskabet har for det andet anført, at denne omstændighed følger direkte af den omtvistede forordning, og at hverken Kommissionen eller de nationale myndigheder ved vedtagelsen af foranstaltninger til gennemførelse af de særlige regler vedrørende metalaxyl råder over en skønsbeføjelse med hensyn til kvalificeringen af metalaxyl som et stof, der er kandidat til substitution.

84

Kommissionen har gjort gældende, at det tredje anbringende bør afvises, da appellanten alene har anført, at det indgav den ansøgning, der førte til optagelse af metalaxyl på listen over aktive stoffer i bilag I til direktiv 91/414. Appellanten har ikke fremført noget argumenter, der kan godtgøre, at Retten med urette fandt, at denne omstændighed ikke i sig selv var egnet til at individualisere appellanten, og selskabet har ikke specifikt bestridt Rettens konstatering af, at en persons deltagelse i den procedure, der fører til vedtagelsen af en retsakt udstedt af Unionen, alene kan individualisere vedkommende i forhold til den pågældende retsakt, når EU-retten tilsikrer vedkommende visse processuelle garantier.

85

Ifølge Kommissionen er anbringendet under alle omstændigheder ugrundet.

86

Idet det er ufornødent at træffe afgørelse om formaliteten vedrørende den argumentation, som appellanten i forbindelse med dette anbringende har fremført, for at godtgøre, at selskabet er individuelt berørt af den omtvistede forordning, skal appellantens argument under alle omstændigheder forkastes som ugrundet.

87

Det følger af Domstolens faste praksis, som Retten har henvist til i den appellerede kendelses præmis 25, at andre personer end en afgørelses adressat kun kan gøre gældende, at de berøres individuelt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, hvis afgørelsen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for afgørelsen (jf. bl.a. dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 223, og af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 93).

88

Som Retten bemærkede i den appellerede kendelses præmis 26, fremgår det ligeledes af fast retspraksis, at den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som denne foranstaltning finder anvendelse på, ikke indebærer, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, eftersom denne retsvirkning er baseret på objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt (dom af 19.12.2013, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

89

Den omstændighed, at Rådet for Den Europæiske Union eller Kommissionen i medfør af særlige bestemmelser er forpligtet til at tage hensyn til følgerne af den retsakt, som de påtænker at vedtage, for visse personers situation kan være egnet til at individualisere disse, når det er godtgjort, at disse retsakter ramte dem på grund af en faktisk situation, der adskilte dem fra alle andre (jf. i denne retning dom af 10.4.2003, Kommissionen mod Nederlandse Antillen, C-142/00 P, EU:C:2003:217, præmis 71-76 og den deri nævnte retspraksis).

90

I det foreliggende tilfælde er den omstændighed – selv hvis den findes godtgjort – at appellanten har deltaget i den procedure, der førte til optagelse af metalaxyl i bilag I til direktiv 91/414, som anført i denne doms præmis 79-81, ikke i sig selv tilstrækkeligt til at individualisere selskabet i henhold til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 87-89, med hensyn til den omtvistede forordning.

91

Navnlig har appellanten ikke godtgjort, at en sådan deltagelse ville kunne rejse tvivl om konstateringen i den appellerede kendelses præmis 28, hvorefter selskabet kun er berørt af den omtvistede forordning som følge af sin objektive egenskab af importør af metalaxyl og sælger af produkter, der indeholder dette stof, på samme måde som alle andre erhvervsdrivende, som aktuelt eller potentielt befinder sig i den samme situation. Det er i øvrigt ubestridt, at på det tidspunkt, hvor den omtvistede forordning blev vedtaget, blev metalaxyl ikke optaget på listen over stoffer, der er kandidater til substitution, under hensyn til appellantens særlige egenskaber, men, som det fremgår af kendelsens præmis 9, med den begrundelse, at dette stof havde en signifikant andel af ikke-aktive isomerer som omhandlet i punkt 4 i bilag II til forordning nr. 1107/2009 (jf. analogt dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 66).

92

Det følger heraf, at appellantens argumenter, der er fremført i forbindelse med nærværende anbringende, ikke påviser nogen retlig fejl, som Retten skulle have begået ved i den appellerede kendelses præmis 29 at fastslå, at appellanten ikke var individuelt berørt af den omtvistede forordning.

93

Endelig bemærkes, at da Retten for det første ikke begik nogen retlig fejl, da den fastslog, at appellanten ikke var individuelt berørt af den omtvistede forordning, og da betingelserne om at være umiddelbart og individuelt berørt af den EU-retsakt, som påstås annulleret, for det andet er kumulative (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 76), er de argumenter, der er anført i denne doms præmis 82 og 83 vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt appellanten er umiddelbart berørt af den omtvistede forordning, irrelevante og skal derfor forkastes.

94

Det følger heraf, at det tredje anbringende skal forkastes delvist som ugrundet, delvist som irrelevant.

95

Appellanten har med sit andet anbringende foreholdt Retten, at den i den appellerede kendelses præmis 50-58 fastslog, at afvisningen af selskabets søgsmål ikke fratog det en effektiv domstolsbeskyttelse.

96

Appellanten har gjort gældende, at selskabet hverken kunne anfægte en national gennemførelsesforanstaltning til den omtvistede forordning eller anfægte virkningerne af denne forordning. Selskabet har særlig anført, at for så vidt som substitution af metalaxyl ikke var afgjort af en national myndighed, skulle dette stof være genstand for regelmæssige sammenlignende vurderinger, som appellanten ikke kunne anfægte, da selskabet ikke havde nogen legitim interesse i at anfægte en foranstaltning, som er fordelagtig for det. Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) og Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien) ville således have fastslået, at en sagsøger hverken har søgsmålsinteresse eller søgsmålskompetence, når den afgørelse, som vedkommende anfægter, ikke er bebyrdende.

97

Appellanten ville derfor være tvunget til at bevirke, at de nationale myndigheder vedtog en negativ afgørelse, for at kunne anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse og i forbindelse med dette søgsmål bestride kvalificeringen af metalaxyl som et stof, der er kandidat til substitution.

98

Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringende skal afvises, da appellanten kun gentager de argumenter, selskabet fremførte i første instans, hvorefter den vil være frataget en effektiv domstolsbeskyttelse, uden at kritisere Rettens stillingtagen til disse argumenter, således som gengivet i den appellerede kendelses præmis 50-59.

99

Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at det andet anbringende er ugrundet.

100

Da det er ufornødent at tage stilling til, om anbringendet kan antages til realitetsbehandling, må det under alle omstændigheder forkastes som ugrundet.

101

Det bemærkes særligt, at de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling skal fortolkes i lyset af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, uden at fortolkningen herved fører til, at der ses bort fra de betingelser, som udtrykkeligt er fastsat i EUF-traktaten (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

102

Domstolskontrollen med overholdelsen af Unionens retsorden sikres dog ikke alene af Domstolen, men ligeledes af medlemsstaternes domstole, således som det fremgår af artikel 19, stk. 1, TEU. Ved dels artikel 263 og 277, dels artikel 267 har EUF-traktaten nemlig oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som har til formål at sikre kontrollen med lovligheden af Unionens retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Unionens retsinstanser (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

103

I denne forbindelse bemærkes, at retssubjekterne inden for rammerne af en national sag har ret til at anfægte lovligheden af enhver afgørelse eller enhver anden national retsakt, der vedrører anvendelse af en almengyldig EU-retsakt over for dem, ved at påberåbe sig, at den omhandlede retsakt er ugyldig (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

104

Det følger heraf, at forelæggelsen vedrørende gyldighedsspørgsmål i lighed med annullationssøgsmål udgør en kontrolmulighed vedrørende lovligheden af Unionens retsakter (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

105

I denne henseende bemærkes, at såfremt en national domstol finder, at et eller flere af de anbringender vedrørende en EU-retsakts ugyldighed, som parterne har påberåbt sig for den, eller som i givet fald er rejst ex officio af den nationale domstol, er begrundede, skal den udsætte sagen og forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende gyldigheden, idet kun Domstolen er beføjet til at fastslå, at en EU-retsakt er ugyldig (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

106

Det påhviler derfor medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse i forhold til de personer, som ikke opfylder betingelserne for at indbringe sagen for Unionens retsinstanser i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF (dom af 28.4.2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

107

Denne forpligtelse for medlemsstaterne er blevet bekræftet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, hvoraf det fremgår, at disse »tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten«. En sådan forpligtelse for medlemsstaterne følger ligeledes af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder hvad angår foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer til gennemførelse af EU-retten i medfør af chartrets artikel 51, stk. 1 (dom af 28. april 2015, T & L Sugars og Sidul Açúcares mod Kommissionen, C-456/13 P, EU:C:2015:284, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

108

I den foreliggende sag kunne Retten, som det fremgår af denne doms præmis 48-76, med føje fastslå, at den omtvistede forordning i forhold til appellanten indeholder gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF.

109

Henset til den retspraksis, som er nævnt ovenfor i denne doms præmis 101-107 og angivet af Retten i den appellerede kendelses præmis 51-57, var det følgelig ligeledes uden at begå en retlig fejl, at Retten i kendelsens præmis 58 fastslog, at appellantens argument om, at afvisningen af selskabets annullationssøgsmål til prøvelse af den omtvistede forordning tilsidesatte selskabets ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, skulle forkastes. Selv om appellanten som følge af de betingelser for antagelse til realitetsbehandling, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF, ikke kan anfægte den omtvistede forordning direkte ved Unionens retsinstanser, kan selskabet derimod i forbindelse med en sag anlagt ved en national domstol til prøvelse af en retsakt fra en medlemsstat, som udgør en foranstaltning til gennemførelse af den pågældende forordning, påberåbe sig denne forordnings ugyldighed og anmode den nationale ret om at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF (jf. analogt dom af 19.12.2013, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 59).

110

Endvidere ville appellanten i givet fald kunne anfægte en forordning fra Kommissionen om fornyelse af godkendelsen af metalaxyl ved Unionens retsinstanser på de betingelser, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF, og inden for rammerne af denne sag anfægte gyldigheden af den omtvistede forordning ved hjælp af en ulovlighedsindsigelse i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 44, og navnlig anfægte gyldighedsperioden for fornyelsen af godkendelsen af metalaxyl.

111

Det andet anbringende må følgelig forkastes som ugrundet.

112

Henset til ovenstående bemærkninger skal appellen forkastes i sin helhed.

113

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt der ikke gives appellanten medhold. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

114

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og appellanten har tabt sagen, pålægges det denne at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):