—

Willy Kempter KG ved Rechtsanwalt K. Makowe

—

Den Tjekkiske Republik ved T. Boček, som befuldmægtiget

—

Republikken Finland ved E. Bygglin, som befuldmægtiget

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved F. Erlbacher og T. van Rijn, som befuldmægtigede,

1

Den præjudicielle anmodning vedrører fortolkningen af det samarbejdsprincip, der er fastsat i artikel 10 EF, sammenholdt med dommen af 13. januar 2004, Kühne & Heitz (sag C-453/00, Sml. I, s. 837).

2

Anmodningen er indgivet inden for rammerne af en sag mellem Willy Kempter KG (herefter »Kempter«) og Hauptzollamt Hamburg-Jonas (det centrale toldkontor, herefter »Hauptzollamt«) angående anvendelsen af §§ 48 og 51 i forvaltningsloven (Verwaltungsverfahrensgesetz) af 25. maj 1976 (BGBl. 1976 I, s. 1253, herefter »VwVfG«).

3

Artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1) er affattet således:

»Uden at dette i øvrigt berører bestemmelserne i artikel 5 og 16, udbetales restitutionen kun, hvis der føres bevis for, at de produkter, for hvilke udførselsangivelsen er blevet antaget, senest 60 dage efter denne antagelse har forladt Fællesskabets toldområde i uforandret stand.«

4

Følgende er fastsat i artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87:

»Ud over at produktet skal have forladt Fællesskabets toldområde, er udbetalingen af restitutionen, uanset om den er differentieret eller udifferentieret, betinget af, at produktet, medmindre det er gået til grunde under transporten som følge af force majeure, er indført til et tredjeland og i givet fald til et bestemt tredjeland senest 12 måneder efter antagelsen af udførselsangivelsen,

[…]«

5

Det er i VwVfG’s § 48, stk. 1, første punktum, bestemt, at en ulovlig forvaltningsakt også efter at være blevet endelig kan trækkes helt eller delvis tilbage ex nunc eller ex tunc.

6

VwVfG’s § 51 vedrører genåbning af procedurer, der allerede er afsluttet ved en forvaltningsakt, der er blevet endelig. Det er i bestemmelsens stk. 1 fastsat, at den berørte myndighed på den berørte parts anmodning skal træffe afgørelse om ophævelse eller ændring af en endelig forvaltningsakt, hvis

7

I stk. 3 i samme bestemmelse i VwVfG er det præciseret, at en sådan ansøgning skal indgives inden for en frist på tre måneder fra den dag, hvor den berørte part er blevet bekendt med de omstændigheder, der kan begrunde en genåbning af proceduren.

8

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Kempter i perioden fra 1990 til 1992 eksporterede kvæg til en række arabiske lande og det tidligere Jugoslavien. Kempter ansøgte i henhold til forordning nr. 3665/87, der var i kraft på daværende tidspunkt, om og modtog i denne forbindelse eksportrestitutioner fra Hauptzollamt.

9

I forbindelse med en markedsordningskontrol fastslog Betriebsprüfungsstelle Zoll (toldkontroltjenesten) ved Oberfinanzdirektion (det regionale finansdirektorat) Freiburg, at en del af dyrene forud for deres indførsel til nævnte tredjelande var døde eller var blevet nødslagtet under transporten eller under karantæne i bestemmelseslandet.

10

Hauptzollamt krævede herefter ved afgørelse af 10. august 1995 den eksportrestitution, Kempter havde modtaget, tilbagebetalt.

11

Kempter anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse uden imidlertid at gøre gældende, at der var sket tilsidesættelse af fællesskabsretten. Finanzgericht Hamburg forkastede Kempters søgsmål ved dom af 16. juni 1999 med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde fremlagt de nødvendige beviser for, at dyrene var blevet indført til et tredjeland i løbet af de 12 måneder, der følger efter antagelsen af udførselsangivelsen, således som det for udbetaling af restitution kræves i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i forordning nr. 3665/87. Ved kendelse af 11. maj 2000 forkastede Bundesfinanzhof som øverste instans den af Kempter iværksatte appel til prøvelse af denne dom.

12

Hauptzollamts tilbagesøgningsafgørelse af 10. august 1995 er således blevet endelig.

13

Ved dom af 14. december 2000, Emsland-Stärke (sag C-110/99, Sml. I, s. 11569, præmis 48), har Domstolen fastslået, at den betingelse, hvorefter produkterne skal være indført til et tredjeland, som udbetaling af eksportrestitution i henhold til en fællesskabsforordning er underlagt, kun kan gøres gældende over for restitutionsmodtageren forud for tildelingen heraf.

14

I en anden sag afsagde Bundesfinanzhof den 21. marts 2002 dom, hvorved den anvendte den af Domstolen således anlagte fortolkning. Kempter gør gældende, at selskabet blev bekendt med denne dom den 1. juli 2002.

15

Under påberåbelse af dommen afsagt af Bundesfinanzhof fremsatte Kempter den 16. september 2002, dvs. ca. 21 måneder efter afsigelsen af dommen i sagen Emsland-Stärke, over for Hauptzollamt anmodning om genoptagelse og omgørelse af den omhandlede tilbagesøgningsafgørelse på grundlag af VwVfG’s § 51, stk. 1.

16

Hauptzollamt afviste ved afgørelse af 5. november 2002 at tage nævnte anmodning til følge med henvisning til, at den stedfundne ændring i retspraksis ikke indebar nogen ændring i den retlige situation, der i sig selv kunne begrunde en fornyet vurdering af sagen i medfør af VwVfG’s § 51, stk. 1, første led. En administrativ klage over denne afgørelse blev ligeledes forkastet den 25. marts 2003.

17

Kempter har herefter på ny anlagt sag ved Finanzgericht Hamburg og har bl.a. gjort gældende, at de betingelser for genoptagelse af en endelig forvaltningsafgørelse, der blev fastsat af Domstolen i dommen i sagen Kühne & Heitz, i det foreliggende tilfælde var opfyldt, og at Hauptzollamts tilbagesøgningsafgørelse af 10. august 1995 således bør trækkes tilbage.

18

I sin forelæggelsesafgørelse har Finanzgericht Hamburg indledningsvis anført, at i lyset af dommen i sagen Emasland-Stärke samt Bundesfinanzhofs dom af 21. marts 2002 er Hauptzollamts tilbagesøgningsafgørelse af 10. august 1995 ulovlig. Retten ønsker oplyst, om Hauptzollamt af denne grund er forpligtet til at genoptage denne afgørelse, som i mellemtiden er blevet endelig, når sagsøgeren hverken ved Finanzgericht Hamburg eller ved Bundesfinanzhof gjorde gældende, at der var foretaget en urigtig fortolkning af fællesskabsretten, nærmere bestemt artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3665/87.

19

Den forelæggende ret har henvist til, at Domstolen i dommen i sagen Kühne & Heitz, fastslog, at:

»[…] [S]amarbejdsprincippet i henhold til artikel 10 EF påbyder et forvaltningsorgan, der er blevet forelagt en anmodning herom, at genoptage en endelig forvaltningsafgørelse med henblik på at tage hensyn til en fortolkning af den relevante bestemmelse, som Domstolen i mellemtiden har foretaget, såfremt

20

Hvad angår de første to betingelser, der er nævnt i forestående præmis, er det Finanzgericht Hamburgs opfattelse, at de er opfyldt i det foreliggende tilfælde henset til, dels at Hauptzollamt i medfør af VwVfG’s § 48, stk. 1, første punktum, har kompetence til at omgøre sin tilbagesøgningsafgørelse af 10. august 1995, dels at denne afgørelse er blevet endelig efter kendelsen afsagt den 11. maj 2000 af Bundesfinanzhof, der traf afgørelse som øverste instans.

21

Hvad angår den tredje betingelse, der er nævnt i dommen i sagen Kühne & Heitz, ønsker Finanzgericht Hamburg oplyst, om den skal fortolkes således, at den berørte part for det første skal have anlagt sag til prøvelse af forvaltningsakten på grundlag af fællesskabsretten, og for det andet, at den nationale ret skal have forkastet søgsmålet uden at forelægge Domstolen en præjudiciel anmodning. Hvis dette er tilfældet, kan denne betingelse ikke anses for at være opfyldt i det foreliggende tilfælde, og sagsøgeren i hovedsagens søgsmål skal således forkastes, fordi Kempter hverken ved Finanzgericht Hamburg eller ved Bundesfinanzhof gjorde gældende, at der var anlagt en urigtig fortolkning af fællesskabsretten.

22

Finanzgericht Hamburg mener imidlertid at kunne udlede af dommen i sagen Kühne & Heitz, at i den sag, der lå til grund for denne dom, havde sagsøgeren heller ikke anmodet om, at der blev forelagt et præjudicielt spørgsmål for Domstolen.

23

Som et led i begrundelsen for sin forelæggelsesafgørelse har Finanzgericht Hamburg desuden argumenteret for, at det ikke skal komme den borger, som forvaltningsafgørelsen bebyrder, til skade, at de nationale retter selv har overset betydningen af et spørgsmål vedrørende fortolkningen af fællesskabsretten.

24

Hvad angår den fjerde betingelse, der er fastsat i dommen i sagen Kühne & Heitz, har Finanzgericht Hamburg anført, at den er opfyldt, hvis den part, til skade for hvem der er blevet udstedt en forvaltningsakt, der er i strid med fællesskabsretten, »ufortøvet« har rettet henvendelse til forvaltningsorganet efter at have »fået kendskab« til den relevante praksis fra Domstolen.

25

Under de omstændigheder, der foreligger i hovedsagen, kan anmodningen om genoptagelse, der blev fremsat af Kempter til Hauptzollamt, ikke anses for at være blevet fremsat for sent, selv om det først skete 21 måneder efter afsigelsen af dommen i sagen Emsland-Stärke, henset til, at den blev fremsat den 16. september 2002, dvs. mindre end tre måneder efter, at Kempter hævder at have fået kendskab til den dom, hvori Bundesfinanzhof anvendte dommen i sagen Emsland-Stärke.

26

For så vidt som forvaltningen må anses for at have pligt til at anvende den fortolkning af en fællesskabsbestemmelse, som Domstolen giver i en præjudiciel dom, på retsforhold, der er opstået inden afsigelsen af denne dom, ønsker den forelæggende ret oplyst, om muligheden for at anmode om genoptagelse og omgørelse af en endelig forvaltningsafgørelse, som er i strid med fællesskabsretten, gælder tidsubegrænset, eller om muligheden derimod skal anses for at være underlagt en tidsgrænse, der er begrundet i hensynet til retssikkerheden.

27

Under disse omstændigheder har Finanzgericht Hamburg besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om dommen i sagen Kühne & Heitz kun indebærer en pligt til genoptagelse og omgørelse af en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig, efter at en ret, der traf afgørelse i øverste instans, har afsagt dom, hvis sagsøgeren i hovedsagen har gjort fællesskabsretten gældende under den nationale retssag, som han har anlagt til prøvelse af denne afgørelse.

29

Kempter, den finske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har gjort gældende, at det første spørgsmål skal besvares benægtende.

30

Indledningsvis har Kempter gjort gældende, at det ikke fremgår af artikel 234, stk. 3, EF, at pligten for den nationale ret til at foretage en præjudiciel forelæggelse skulle være betinget af, at parterne i hovedsagen under sagen har gjort gældende, at der er tale om en urigtig fortolkning af fællesskabsretten. Kommissionen har tilføjet, at en sådan betingelse heller ikke fremgår hverken af præmisserne eller af domskonklusionen i dommen i sagen Kühne & Heitz.

31

Kempter og Kommissionen har endvidere anført, at pligten til præjudiciel forelæggelse, der påhviler de nationale retter, der træffer afgørelse i øverste instans i overensstemmelse med artikel 234, stk. 3, EF, heller ikke kan anses for at være betinget af, at parterne anmoder disse retter om en sådan forelæggelse.

32

Endelig har den finske regering for det første gjort gældende, at et krav om, at parterne i hovedsagen ved den nationale ret skal have gjort gældende, at der er anlagt en urigtig fortolkning af fællesskabsretten, i praksis kan umuliggøre udøvelsen af rettigheder, som hjemles i Fællesskabets retsorden, og således er i strid med effektivitetsprincippet. For det andet bør det ikke komme den borger, som forvaltningsafgørelsen bebyrder, til skade, at de nationale retter selv har overset betydningen af et spørgsmål vedrørende fællesskabsretten.

33

Den tjekkiske regering har gjort gældende, at pligten til genoptagelse og omgørelse af en endelig forvaltningsafgørelse kan begrænses til de tilfælde, hvor den berørte person har anfægtet denne afgørelse ved de nationale retter og gjort fællesskabsretten gældende, men dog kun for så vidt som disse retter på grundlag af national ret hverken har mulighed eller pligt til at anvende fællesskabsretten ex officio, og at dette forhold ikke er til hinder for iagttagelsen af principperne om ækvivalens og effektivitet.

34

Med henblik på besvarelsen af det første spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at det følger af fast praksis, at det påhviler samtlige medlemsstaternes myndigheder at sikre overholdelsen af fællesskabsrettens bestemmelser inden for rammerne af deres respektive kompetence (jf. dom af 12.6.1990, sag C-8/88, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2321, præmis 13, og dommen i sagen Kühne & Heitz, præmis 20).

35

Det bemærkes ligeledes, at den fortolkning, som Domstolen foretager af en fællesskabsretlig regel under udøvelse af sin kompetence i henhold til artikel 234 EF, i nødvendigt omfang belyser og præciserer betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt, fra sin ikrafttræden (jf. bl.a. dom af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, præmis 16, og af 10.2.2000, sag C-50/96, Deutsche Telekom, Sml. I, s. 743, præmis 43, samt dommen i sagen Kühne & Heitz, præmis 21). Med andre ord har en præjudiciel afgørelse ikke retsstiftende, men alene konstaterende karakter, med den konsekvens, at en fortolkende dom i princippet får retsvirkninger fra ikrafttrædelsen af den fortolkede regel (jf. i denne retning dom af 19.10.1995, sag C-137/94, Richardson, Sml. I, s. 3407, præmis 33).

36

Heraf følger, at i en sag som den, der foreligger i hovedsagen, skal den således fortolkede fællesskabsbestemmelse anvendes af et forvaltningsorgan inden for rammere af dets kompetence endog i forbindelse med retsforhold, der var stiftet og bestod, inden Domstolen afsagde dom vedrørende fortolkningsanmodningen (jf. dommen i sagen Kühne & Heitz, præmis 22, og i denne retning dom af 3.10.2002, sag C-347/00, Barreira Pérez, Sml. I, s. 8191, præmis 44, af 17.2.2005, forenede sager C-453/02 og C-462/02, Linneweber og Akritidis, Sml. I, s. 1131, præmis 41, og af 6.3.2007, sag C-292/04, Meilicke m.fl., Sml. I, s. 1835, præmis 34).

37

Som Domstolen imidlertid har påpeget, skal denne retspraksis sammenholdes med princippet om retssikkerhed, som er et af de almindelige principper, der er anerkendt i fællesskabsretten. I denne henseende skal det bemærkes, at den endelige karakter af en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig ved udløbet af en rimelig søgsmålsfrist eller, som det er tilfældet i hovedsagen, ved udtømning af de til rådighed stående retsmidler, bidrager til retssikkerheden, med den konsekvens, at det ikke er et krav efter fællesskabsretten, at et forvaltningsorgan principelt er forpligtet til at omgøre en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig (dommen i sagen Kühne & Heitz, præmis 24).

38

Domstolen har ikke desto mindre fastslået, at et nationalt forvaltningsorgan under særlige omstændigheder på grundlag af samarbejdsprincippet i artikel 10 EF kan være forpligtet til at genoptage en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig efter udtømning af de til rådighed stående retsmidler, for at tage hensyn til en fortolkning af en relevant fællesskabsretlig bestemmelse, der er foretaget efterfølgende af Domstolen (jf. i denne retning dommen i sagen Kühne & Heitz, præmis 27, samt dom af 19.12.2006, forenede sager C-392/04 og C-422/04, i-21 Germany og Arcor, Sml. I, s. 8559, præmis 52).

39

Således som den forelæggende ret har anført med henvisning til præmis 26 og 28 i dommen i sagen Kühne & Heitz, har Domstolen blandt de omstændigheder, der kan danne grundlag for en sådan pligt til genoptagelse, bl.a. lagt vægt på det forhold, at den dom, der er afsagt af den nationale ret i øverste instans, hvorved den anfægtede forvaltningsafgørelse blev endelig, i betragtning af en efterfølgende afgørelse fra Domstolen er baseret på en urigtig fortolkning af fællesskabsretten, der blev foretaget, uden at Domstolen var blevet forelagt en præjudiciel anmodning i medfør af artikel 234, stk. 3, EF.

40

Der ønskes med det foreliggende præjudicielle spørgsmål imidlertid udelukkende oplyst, om denne betingelse kun kan anses for opfyldt, hvis sagsøgeren i hovedsagen har gjort fællesskabsretten gældende inden for rammerne af den retssag, han har anlagt til prøvelse af den pågældende forvaltningsafgørelse.

41

I denne henseende skal det først og fremmest bemærkes, at artikel 234 EF indfører et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter inden for rammerne af en procedure, hvor parterne ikke kan gribe ind i sagsbehandlingen, for at sikre en ensartet fortolkning af fællesskabsretten i medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 27.3.1963, forenede sager 28/62-30/62, Da Costa m.fl., Sml. 1954-1964, s. 395, org.ref.: Rec. s. 59, på s. 76, af 1.3.1973, sag 62/72, Bollmann, Sml. s. 269, præmis 4, og af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, præmis 31).

42

Som generaladvokaten nemlig med rette har anført i punkt 100-104 i forslaget til afgørelse, baserer den præjudicielle forelæggelse sig på en dialog mellem domstole, hvis iværksættelse alene afhænger af den nationale rets bedømmelse af relevansen og nødvendigheden af forelæggelsen (jf. i denne retning dom af 16.6.1981, sag 126/80, Salonia, Sml. s. 1563, præmis 7).

43

Det bemærkes i øvrigt, således som anført af Kommissionen og af generaladvokaten i punkt 93-95 i forslaget til afgørelse, at ordlyden af dommen i sagen Kühne & Heitz ikke på nogen måde indikerer, at sagsøgeren har pligt til inden for rammerne af sit søgsmål, der er anlagt i henhold til national ret, at fremsætte anbringender, der støttes på de dele af fællesskabsretten, som senere er blevet genstand for en præjudiciel afgørelse fra Domstolen.

44

Det kan således ikke udledes af dommen i sagen Kühne & Heitz, at parterne for at opfylde den tredje betingelse, der er opstillet i nævnte dom, skal have fremsat anbringender for den nationale ret, der støttes på de pågældende dele af fællesskabsretten. For at denne betingelse skal anses for opfyldt, er det nemlig tilstrækkeligt, at de pågældende dele af fællesskabsretten, hvis fortolkning viser sig at have været urigtig i lyset af en dom, der efterfølgende er blevet afsagt af Domstolen, enten er blevet vurderet af den nationale ret, der træffer afgørelse i øverste instans, eller kunne have været rejst ex officio af denne.

45

I denne henseende bemærkes, at selv om de nationale retter ikke i henhold til fællesskabsretten er forpligtet til ex officio at tage et anbringende om tilsidesættelse af fællesskabsretlige bestemmelser under påkendelse, når gennemgangen af dette anbringende indebærer, at de må fravige forhandlingsprincippet, har disse retter imidlertid pligt til ex officio at inddrage anbringender, der støttes på bindende fællesskabsregler, når de i henhold til national ret er forpligtet til eller har mulighed for at inddrage anbringender, der støttes på en bindende national retsregel (jf. i denne retning dom af 14.12.1995, forenede sager C-430/93 og C-431/93, van Schijndel og van Veen, Sml. I, s. 4705, præmis 13, 14 og 22, og af 24.10.1996, sag C-72/95, Kraaijeveld m.fl., Sml. I, s. 5403, præmis 57, 58 og 60).

46

Det første præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at inden for rammerne af en sag ved et forvaltningsorgan vedrørende en anmodning om genoptagelse af en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig som følge af en dom afsagt af en ret, der traf afgørelse som øverste instans, og denne dom i betragtning af en efterfølgende praksis fra Domstolen er baseret på en urigtig fortolkning af fællesskabsretten, er det ifølge fællesskabsretten ikke et krav, at sagsøgeren i hovedsagen har gjort fællesskabsretten gældende under den nationale retssag, han har anlagt til prøvelse af denne afgørelse.

47

Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsretten forskriver en tidsfrist for at fremsætte en anmodning om genoptagelse af en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig.

48

Kempter har indledningsvis understreget, at fællesskabsretten ikke indeholder nogen særlig bestemmelse om udelukkelses- eller forældelsesfrist for en anmodning om genoptagelse. Kempter har desuden tilføjet, at i overensstemmelse med dommen i sagen Kühne & Heitz kan den berørte part kun gøre sin ret til genoptagelse af en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig, gældende, hvis en national bestemmelse giver mulighed for det. For at afgøre, om denne ret er eller ikke er tidsmæssigt begrænset, er det således nødvendigt at tage hensyn til de nationale bestemmelser vedrørende forældelse.

49

Kempter har ligeledes anført, at såfremt fællesskabsbestemmelser vedrørende udelukkelses- eller forældelsesfrister analogt finder anvendelse, bør selskabets anmodning ikke af den grund betragtes som for sent fremsat, henset til, at den blev fremsat mindre end tre år efter, at generaladvokatens forslag til afgørelse i Emsland-Stärke-sagen blev fremsat, dvs. det tidspunkt, hvorfra en ændring i de tyske retters veletablerede retspraksis tidligst kunne have forekommet.

50

Hvad angår den fjerde betingelse, der blev opstillet af Domstolen i dommen i sagen Kühne & Heitz, tilslutter både den tjekkiske og den finske regering sig det synspunkt, der blev fremsat af den forelæggende ret, hvorefter den frist, der herved blev fastsat af Domstolen for at anmode om genoptagelse af en endelig forvaltningsafgørelse, skal være knyttet til det tidspunkt, hvor den pågældende faktisk fik kendskab til den pågældende retspraksis.

51

Disse regeringer har videre gjort gældende, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at retten til at anmode om genoptagelse af en ulovlig forvaltningsafgørelse begrænses i tid. De nationale procesregler kan således gyldigt fastsætte, at denne type anmodninger skal fremsættes inden for bestemte frister, der er fastsat i overensstemmelse med principperne om ækvivalens og effektivtet.

52

Ifølge Kommissionen vedrører det andet præjudicielle spørgsmål alene intervallet mellem afsigelsen af Domstolens dom, hvoraf det fulgte, at forvaltningsafgørelsen var ulovlig, og Kempters fremsættelse af anmodningen om genoptagelse og omgørelse af denne afgørelse.

53

Desuden har Kommissionen anført, at princippet om medlemsstaternes procesautonomi er til hinder for fastsættelsen af en frist på fællesskabsplan. Kommissionen har af hensynet til retssikkerheden foreslået at supplere den fjerde betingelse, der blev fastsat i dommen i sagen Kühne & Heitz, således at den forudsætter, at den berørte part ufortøvet har rettet henvendelse til forvaltningsorganet efter at have fået kendskab til Domstolens præjudicielle dom, hvoraf det følger, at den endelige forvaltningsafgørelse er ulovlig, og at det sker inden for en vis frist fra afsigelsen af denne dom, som forekommer rimelig, henset til de principper, der gælder i national ret, og som er i overensstemmelse med principperne om ækvivalens og effektivitet.

54

Hvad angår spørgsmålet om de tidsmæssige grænser for at fremsætte en anmodning om genoptagelse skal det indledningsvis bemærkes, at i sagen Kühne & Heitz havde den sagsøgende virksomhed anmodet om genoptagelse og omgørelse af forvaltningsafgørelsen mindre end tre måneder efter, at den havde fået kendskab til dommen af 5. oktober 1994 i sagen Voogd Vleesimport en -export (sag C-151/93, Sml. I, s. 4915), hvoraf det fulgte, at forvaltningsafgørelsen var ulovlig.

55

Ganske vist fastslog Domstolen i sin vurdering af de faktiske omstændigheder, der lå til grund for dommen i sagen Kühne & Heitz, at varigheden af den frist, inden for hvilken anmodningen om genoptagelse var blevet fremsat, skulle tages i betragtning, og at den i samspil med de øvrige betingelser, der blev angivet af den forelæggende ret, begrundede, at den anfægtede forvaltningsafgørelse blev genoptaget. Ikke desto mindre opstillede Domstolen ikke krav om, at en anmodning om genoptagelse nødvendigvis skal fremsættes umiddelbart efter, at den berørte part har fået kendskab til Domstolens praksis, hvorpå anmodningen støttes.

56

Det skal fastslås, således som generaladvokaten har anført i punkt 132 og 134 i forslaget til afgørelse, at fællesskabsretten ikke fastsætter nogen bestemt frist for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse. Følgelig kan den fjerde betingelse, der blev nævnt af Domstolen i dommen i sagen Kühne & Heitz, ikke fortolkes som en pligt til at fremsætte den pågældende anmodning om genoptagelse inden for en bestemt frist, efter at den berørte person har fået kendskab til Domstolens praksis, hvorpå anmodningen støttes.

57

Det skal dog præciseres, at det følger af fast retspraksis, at det, når der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne, men disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. dom af 13.3.2007, sag C-432/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 43, og af 7.6.2007, forenede sager C-222/05 – C-225/05, van der Weerd m.fl., Sml. I, s. 4233, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

58

Domstolen har således fastslået, at det er foreneligt med fællesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister (jf. i denne retning domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral, Sml., s. 1989, præmis 5, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, præmis 17 og 18, dommen i sagen Denkavit italiana, præmis 23, dom af 25.7.1991, sag C-208/90, Emmott, Sml. I, s. 4269, præmis 16, Palmisani-dommen, præmis 28, dom af 17.7.1997, sag C-90/94, Haahr Petroleum, Sml. I, s. 4085, præmis 48, og af 24.9.2002, sag C-255/00, Grundig Italiana, Sml. I, s. 8003, præmis 34). Sådanne frister kan nemlig ikke antages i praksis at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten (Grundig Italiana-dommen, præmis 34).

59

Det følger af denne faste retspraksis, at medlemsstaterne af hensyn til retssikkerhedsprincippet kan kræve, at en anmodning om genoptagelse og omgørelse af en endelig forvaltningsafgørelse, der er i strid med fællesskabsretten, således som den efterfølgende er blevet fortolket af Domstolen, skal indgives til den kompetente forvaltningsmyndighed inden for en rimelig frist.

60

Følgelig skal det andet præjudicielle spørgsmål besvares med, at fællesskabsretten ikke fastsætter nogen tidsfrist for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse af en endelig forvaltningsafgørelse. Medlemsstaterne kan således frit fastsætte rimelige frister i overensstemmelse med fællesskabsprincipperne om effektivitet og ækvivalens.

61

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: