Sag C-351/04

Ikea Wholesale Ltd

mod

Commissioners of Customs & Excise

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af

High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division)

»Dumping – import af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan – forordning (EF) nr. 2398/97 – forordning (EF) nr. 1644/2001 – forordning (EF) nr. 160/2002 – forordning (EF) nr. 696/2002 – henstillinger og afgørelser fra Verdenshandelsorganisationens (WTO) tvistbilæggelsesorgan – retsvirkninger – forordning (EF) nr. 1515/2001 – tilbagevirkende kraft – tilbagebetaling af betalt told«

Sammendrag af dom

1.        Præjudicielle spørgsmål – bedømmelse af gyldigheden – ikke muligt at påberåbe sig WTO-aftaler som grundlag for at bestride en fællesskabsretsakts gyldighed

2.        Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 1, stk. 2, art. 2, stk. 1, og art. 6, litra a)]

3.        Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 10 og 11, og nr. 2398/97)

4.        Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 5)

5.        Præjudicielle spørgsmål – bedømmelse af gyldigheden – erklæring om ugyldighed af en fællesskabsforordning om indførelse af en endelig antidumpingtold – retsvirkninger

(Rådets forordning nr. 2913/92, art. 236, stk. 1)

1.        Verdenshandelsorganisationens (WTO) aftaler udgør efter deres karakter og opbygning principielt ikke regler, på grundlag af hvilke Domstolen prøver lovligheden af fællesskabsinstitutionernes retsakter. Kun såfremt Fællesskabet har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende fællesskabsretsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Domstolen at prøve den pågældende fællesskabsretsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne.

(jf. præmis 29 og 30)

2.        For så vidt angår fastsættelsen af antidumpingtold anlægger Rådet ikke et åbenbart urigtigt skøn ved inden for rammerne af beregningen af en vares »konstruerede« normale værdi i forbindelse med fastsættelsen af beløbet til dækning af salgs-, administrations- og andre generalomkostninger samt fortjenesten at lægge til grund, at artikel 2, stk. 6, litra a), i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 for det første ikke udelukker, at der kan tages hensyn til oplysninger om én enkelt virksomhed, der blandt andre af de virksomheder, der er omfattet af undersøgelsen, på oprindelsesstatens hjemmemarked har foretaget et repræsentativt salg af samme vare i undersøgelsesperioden og, for det andet, tillader, at andre eksportørers eller producenters salg, som ikke er sket i normal handel, holdes uden for fastsættelsen af fortjenstmargenen i overensstemmelse med det princip, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 1, stk. 2, og artikel 2, stk. 1, hvorefter den normale værdi i princippet skal bygge på oplysninger vedrørende salg i normal handel.

(jf. præmis 46-48)

3.        Eftersom dumpingmargenen skal fastsættes ved på rimelig vis at sammenligne samme vares normale værdi med eksportprisen ved salg til Fællesskabet, har Rådet anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved med henblik på fastsættelse af den samlede dumpingmargen for en vare, der er genstand for en antidumpingundersøgelse, at anvende metoden med »nulstilling« af negative dumpingmargener, for så vidt som anvendelsen af en sådan metode, hvortil artikel 2 i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 i øvrigt ikke indeholder nogen henvisning, ved en sammenligning mellem det vejede gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne for alle eksporttransaktioner til Fællesskabet, indebærer en ændring af priserne på eksporttransaktionerne og således, at sammenligningerne ikke fuldstændig afspejler alle sammenlignelige eksportpriser. Følgelig er artikel 1 i forordning nr. 2398/97 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan ugyldig, for så vidt som Rådet, med henblik på fastsættelsen af den samlede dumpingmargen for den af den undersøgelse, der har ført til vedtagelsen af nævnte forordning, omfattede vare har anvendt metoden med »nulstilling« af negative dumpingmargener for hver af de berørte varetyper.

(jf. præmis 55-57 og domskonkl. 1)

4.        Artikel 3, stk. 5, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96, som indeholder de relevante skadesfaktorer, der har en indvirkning på den pågældende fællesskabserhvervsgrens situation, tildeler fællesskabsmyndighederne en skønsbeføjelse ved undersøgelsen og bedømmelsen af de forskellige oplysninger, som indgår i bedømmelsen af, om der foreligger skade.

Nærmere kræver denne bestemmelse kun en undersøgelse af de relevante økonomiske faktorer og forhold, som har indflydelse på situationen for fællesskabserhvervsgrenen, og den indeholder endvidere en ikke udtømmende liste over disse. Følgelig har fællesskabsinstitutionerne ved med henblik på undersøgelsen af dumpingimportens virkninger på nævnte situation kun at vurdere de relevante faktorer, som har indflydelse på fællesskabserhvervsgrenens situation, ikke overskredet det skøn, de er tillagt ved vurderingen af komplekse økonomiske situationer.

(jf. præmis 61-63)

5.        En importør, der ved en national ret har anlagt et søgsmål til prøvelse af en beslutning, hvorved opkrævning af antidumpingtold pålægges denne importør i henhold til en fællesskabsforordning om indførelse af en endelig antidumpingtold, der inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse om bedømmelse af gyldighed er erklæret ugyldig af en fællesskabsretsinstans, er i princippet berettiget til at påberåbe sig denne ugyldighed inden for rammerne af tvisten i hovedsagen med henblik på at opnå tilbagebetaling af denne told i henhold til artikel 236, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks. Det påhviler i denne henseende den forelæggende ret at kontrollere, hvorvidt de betingelser, der er tilknyttet en sådan tilbagebetaling, er opfyldt.

(jf. præmis 67 og 69 samt domskonkl. 2)

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

27. september 2007 (*)

»Dumping – import af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan – forordning (EF) nr. 2398/97 – forordning (EF) nr. 1644/2001– forordning (EF) nr. 160/2002 – forordning (EF) nr. 696/2002 – henstillinger og afgørelser fra Verdenshandelsorganisationens (WTO) tvistbilæggelsesorgan – retsvirkninger – forordning (EF) nr. 1515/2001 – tilbagevirkende kraft – tilbagebetaling af betalt told«

I sag C-351/04,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division (Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 22. juli 2004, indgået til Domstolen den 16. august 2004, i sagen:

Ikea Wholesale Ltd

mod

Commissioners of Customs & Excise,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne P. Kūris, R. Silva de Lapuerta, J. Makarczyk og G. Arestis (refererende dommer),

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: fuldmægtig K. Sztranc-Sławiczek,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. oktober 2005,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Ikea Wholesale Ltd ved avocats B. Servais og Y. Melin

–        Det Forenede Kongeriges regering ved M. Bethell, som befuldmægtiget, bistået af R. Thompson, QC

–        Rådet for Den Europæiske Union ved J.-P. Hix, som befuldmægtiget, bistået af Rechtsanwalt G. Berrisch

–        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. Righini, K. Talaber-Ricz og C. Brown, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. april 2006,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører dels gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 2398/97 af 28. november 1997 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan (EFT L 332, s. 1), dels foreneligheden med fællesskabsretten af Rådets forordning (EF) nr. 1644/2001 af 7. august 2001 om ændring af forordning nr. 2398/97 og om suspension af anvendelsen heraf for import med oprindelse i Indien (EFT L 219, s. 1), Rådets forordning (EF) nr. 160/2002 af 28. januar 2002 om ændring af forordning nr. 2398/97 og om afslutning af proceduren for import med oprindelse i Pakistan (EFT L 26, s. 1) og Rådets forordning (EF) nr. 696/2002 af 22. april 2002 om bekræftelse af den endelige antidumpingtold på import af sengelinned af bomuld med oprindelse i Indien, der blev indført ved forordning nr. 2398/97, som ændret og suspenderet ved forordning (EF) nr. 1644/2001 (EFT L 109, s. 3) (herefter i fællesskab »de efterfølgende forordninger«).

2        Forelæggelsen er sket inden for rammerne af en tvist, der er affødt af, at Commissioners of Customs & Excise (herefter »Commissioners«) har meddelt afslag på at tilbagebetale antidumpingtold, betalt af Ikea Wholesale Ltd (herefter »Ikea«) ved import af sengelinned af bomuld med oprindelse i Pakistan og Indien.

 Retsforskrifter

3        De bestemmelser, der regulerer anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs antidumpingforanstaltninger, findes i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT L 56, s. 1, herefter »grundforordningen«).

4        I grundforordningens artikel 1, stk. 1, er det præciseret, at en antidumpingtold kan opkræves for enhver dumpingvare, når en sådan vare ved overgang til fri omsætning i Fællesskabet forvolder skade.

5        I grundforordningens artikel 2, stk. 6 og 11, er følgende fastsat:

»6. Beløbene til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste fastsættes på grundlag af de faktiske omkostninger, der påløber i forbindelse med den af undersøgelsen omfattede eksportørs eller producents produktion og salg i normal handel af samme vare. Kan disse beløb ikke fastsættes på dette grundlag, kan de fastsættes på grundlag af:

a)      det vejede gennemsnit af de faktiske beløb, der er fastsat for andre eksportører eller producenter, som er omfattet af undersøgelsen, for så vidt angår produktion og salg af samme vare på oprindelseslandets hjemmemarked

[...]

11. Under hensyntagen til de relevante bestemmelser om en rimelig sammenligning skal forekomsten af dumpingmargener i undersøgelsesperioden normalt fastslås på grundlag af en sammenligning mellem den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af priserne for alle eksporttransaktioner til Fællesskabet eller ved en sammenligning mellem den individuelle normale værdi og de individuelle eksportpriser ved salg til Fællesskabet, dvs. på grundlag af hver enkelt transaktion. En normal værdi, som er fastsat på grundlag af vejede gennemsnit, kan dog sammenlignes med priserne for alle individuelle eksporttransaktioner til Fællesskabet, hvis der foreligger et eksportprismønster, som er meget forskelligt for forskellige købere, regioner eller perioder, og de i første punktum fastsatte metoder ikke i fuldt omfang vil afspejle den dumping, der finder sted. Dette stykke udelukker ikke anvendelsen af stikprøver i henhold til artikel 17.«

6        I denne forordnings artikel 3, stk. 5, er følgende fastsat:

»Undersøgelsen af virkningerne af dumpingimporten for den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet skal omfatte en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på denne erhvervsgrens situation, herunder følgende: at en erhvervsgren er inde i en periode, hvor den søger at overvinde virkningerne af tidligere dumping eller subsidier; størrelsen af den aktuelle dumpingmargen; den faktiske og mulige nedgang i salg, fortjeneste, produktion, markedsandel, produktivitet, forrentning af investeret kapital, kapacitetsudnyttelse; faktorer, der påvirker priserne i Fællesskabet; faktisk og mulig negativ indvirkning på likviditet, lagerbeholdninger, beskæftigelse, lønninger, vækst og mulighederne for at tilvejebringe kapital eller foretage investeringer. Denne liste er ikke udtømmende, og hverken en eller flere af disse faktorer er nødvendigvis udslagsgivende for afgørelsen.«

7        Den grundlæggende fællesskabslovgivning på toldområdet udgøres af Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1). De bestemmelser i denne forordning, der har betydning for denne sag, findes i forordningens artikel 236 og 239.

8        Følgende anføres i sjette betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1515/2001 af 23. juli 2001 om de foranstaltninger, der kan træffes af EF på grundlag af en rapport vedtaget af WTO’s tvistbilæggelsesorgan vedrørende antidumping- og antisubsidieforanstaltninger (EFT L 201, s. 10):

»Der gælder ikke nogen tidsfrister for anvendelse af [forståelsen vedrørende regler og procedurer for tvistbilæggelse, herefter »DSU«]. Henstillingerne i rapporter vedtaget af [instansen til bilæggelse af tvister, herefter »DSB«] har kun eventuel fremtidig virkning. Følgelig er det hensigtsmæssigt at specificere, at eventuelle foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, får virkning fra datoen for deres ikrafttrædelse, medmindre andet angives, og derfor ikke skaber grundlag for tilbagebetaling af told, der er opkrævet før denne dato.«

9        Følgende er fastsat i denne forordnings artikel 1, stk. 1:

»Hver gang DSB vedtager en rapport om en EF-foranstaltning, der er truffet i henhold til [grundforordningen], [Rådets] forordning (EF) nr. 2026/97 [af 6. oktober 1997 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT L 288, s. 1)] eller denne forordning (»den omtvistede foranstaltning«), kan Rådet med simpelt flertal på grundlag af et forslag fra Kommissionen og efter høring af det rådgivende udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 15 i [grundforordningen] eller artikel 25 i forordning (EF) nr. 2026/97 (»rådgivende udvalg«), alt efter omstændighederne træffe en eller flere af følgende foranstaltninger:

a)      ophæve eller ændre den omtvistede foranstaltning, eller

b)      vedtage enhver anden særlig foranstaltning, som skønnes hensigtsmæssig efter omstændighederne.«

10      Følgende er bestemt i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1515/2001:

»Rådet kan også, hvis det finder det hensigtsmæssigt, træffe enhver af de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, for at der kan tages hensyn til de retlige fortolkninger, der foretages i en rapport vedtaget af DSB med hensyn til en ikke-omtvistet foranstaltning.«

11      Nævnte forordnings artikel 3 er affattet som følger:

»Eventuelle foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, får virkning fra datoen for deres ikrafttrædelse og tjener ikke som grundlag for tilbagebetaling af told, der er opkrævet før denne dato, medmindre andet fastsættes.«

12      Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1069/97 af 12. juni 1997 indførtes en midlertidig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan (EFT L 156, s. 11, herefter »den midlertidige forordning«). Ved Rådets forordning nr. 2398/97 indførtes en endelig antidumpingtold på denne import.

13      Henset til DSB’s henstillinger vedrørende denne import og til bestemmelserne i forordning nr. 1515/2001 vedtog Rådet den 7. august 2001 forordning nr. 1644/2001. Den 28. januar og den 22. april 2002 vedtog Rådet henholdsvis forordning nr. 160/2002 og nr. 696/2002. I ingen af disse tre forordninger er der truffet bestemmelse om tilbagebetaling af told, der allerede er betalt i medfør af forordning nr. 2398/97.

14      Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (EFT 1994 L 336, s. 103 (herefter »antidumpingaftalen«) er indeholdt i bilag 1 A til overenskomsten om oprettelse af verdenshandelsorganisationen (herefter »WTO«), undertegnet i Marrakech den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1). Bilag 2 til overenskomsten om oprettelse af WTO indeholder forståelsen vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister. I overensstemmelse med denne forståelse er der blevet oprettet et organ til bilæggelse af tvister.

15      Følgende er fastsat i nævnte forståelses artikel 3, stk. 2:

»[…] Medlemmerne erkender, at [WTO’s system for bilæggelse af tvister tjener til] at bevare medlemmernes rettigheder og forpligtelser i medfør af de omfattede aftaler, og at præcisere de eksisterende bestemmelser i disse aftaler i overensstemmelse med sædvanereglerne for fortolkning af de folkeretlige regler. DSB’s afgørelser og henstillinger kan ikke udvide eller begrænse de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i de omfattede aftaler.«

 Proceduren for DSB

16      I en rapport af 30. oktober 2000 fandt et tvistbilæggelsespanel (herefter »panelet«), at De Europæiske Fællesskaber havde tilsidesat forpligtelserne i henhold til antidumpingaftalens artikel 2.4.2, 3.4 og 15 for så vidt angår den fremgangsmåde, der blev anvendt ved de undersøgelser, der førte til vedtagelsen af forordning nr. 2398/97.

17      Fællesskabet indgav en klage over visse af panelets konklusioner. WTO’s appelorgan (herefter »appelorganet«) bekræftede i sin rapport af 1. marts 2001, at den metode med »nulstilling«, der var anvendt af Fællesskabet, var uforenelig med artikel 2.4.2 i antidumpingaftalen, og at Fællesskabet havde handlet i strid med artikel 2.2.2, nr. ii), i antidumpingaftalen i forbindelse med den omhandlede antidumpingundersøgelse ved beregningen af administrations-, salgs- og generalomkostninger samt fortjeneste. På grundlag af disse konklusioner henstillede appelorganet til DSB at anmode Fællesskabet om at bringe forordning nr. 2398/97 i overensstemmelse med Fællesskabets forpligtelser i henhold til antidumpingaftalen.

18      Den 12. marts 2001 vedtog DSB rapporten fra appelorganet og rapporten fra panelet, som ændret ved appelorganets rapport.

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

19      Ikea driver virksomhed i Det Forenede kongerige med produktion og detailsalg af husholdningsartikler.

20      Ved skrivelse af 10. juni 2002 fremsatte selskabet over for Commissioners krav om tilbagebetaling af antidumpingtold, der var betalt i anledning af import af sengelinned af bomuld hidrørende fra Pakistan og Indien i medfør af forordning nr. 2398/97. Selskabet krævede tilbagebetaling af et beløb på 230 301,74 GBP, svarende til den told, der var opkrævet af selskabets import af sengelinned af bomuld hidrørende fra Pakistan i perioden fra marts måned 2000 til 29. januar 2002, og et beløb på 69 902,29 GBP, svarende til en del af den told, der var opkrævet af dets import af samme type varer hidrørende fra Indien i perioden fra marts måned 2000 til 8. august 2001. Dette krav var støttet på artikel 236 og 239 i forordning nr. 2913/92.

21      Ikea gjorde gældende, at antidumpingtolden med urette var blevet beregnet i medfør af forordning nr. 2398/97, og at denne forordning var retsstridig. Selskabet støttede sig navnlig på de af DSB den 1. marts 2001 godkendte rapporter, konstateringer og konklusioner. Ved skrivelse af 26. juni 2002 afviste Commissioners at imødekomme det af Ikea fremsatte krav om tilbagebetaling.

22      Efter Ikeas anmodning om en fornyet administrativ behandling af Commissioners afgørelse om afvisning bekræftede sagsbehandleren denne afgørelse ved skrivelse af 27. november 2002.

23      Ikea indbragte den afgørelse, som Commissioners havde vedtaget efter den fornyede sagsbehandling, for VAT and Duties Tribunal of London. Ved afgørelse af 8. september 2003 gav VAT and Duties Tribunal ikke Ikea medhold, idet det blev fastslået, at, for så vidt som Ikea havde kunnet anfægte lovligheden af forordning nr. 2398/97 i henhold til artikel 230, stk. 4, EF, havde selskabet ikke gjort dette inden for den fastsatte frist. VAT and Duties Tribunal lagde følgelig til grund, at Ikea ikke kunne undgå den fastsatte forældelsesfrist ved at anfægte forordning nr. 2398/97, nr. 1644/2001 og nr. 160/2002 inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse.

24      Den 31. oktober 2003 appellerede Ikea denne afgørelse til High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division, i medfør af Section 14 og 15 i finansloven for 1994 (Finance Act 1994). Til støtte for denne appel gjorde Ikea gældende, dels at VAT and Duties Tribunal med urette havde lagt til grund, at selskabet var umiddelbart og individuelt berørt af forordning nr. 2398/97, nr. 1644/2001 og nr. 160/2002, dels at disse forordninger var helt eller delvis retsstridige. Den 17. februar 2004 fik Ikea tilladelse til at ændre sine appelanbringender, således at også forordning nr. 696/2002 blev anfægtet.

25      Efter at have fastslået, at Ikea ikke var kompetent til at anlægge søgsmål i henhold til artikel 230, stk. 4, EF med påstand om annullation af forordning nr. 2398/97, og have annulleret VAT and Duties Tribunals afgørelse, har High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division, udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er […] forordning […] nr. 2398/97 […], på baggrund af [DSB’s] konklusioner i punkt 7.2(g) og (h) i rapporten af 30. oktober 2000, WT/DS1412/R, og [appelorganets] konklusioner i punkt 86 og 87 i afgørelsen af 1. marts 2002, WT/DS1141/AB/R, helt eller delvist uforenelig med fællesskabsretten, idet der i forordningen:

–        er anvendt en urigtig fremgangsmåde ved beregningen af beløbene til dækning af salgs-, general- og administrationsomkostninger samt fortjeneste, der strider mod artikel 2, stk. 6, litra a), i [grundforordningen], med senere ændringer, og artikel 2.2.2(ii) i antidumpingaftalen

–        er anvendt en urigtig fremgangsmåde, som indebærer en nulstillingspraksis i forbindelse med konstateringen af dumpingmargener ved sammenligningen af den normale værdi med eksportprisen, hvilket er i strid med artikel 2, stk. 11, i [grundforordningen] og artikel 2.4.2 i antidumpingaftalen, og/eller

–        ikke er taget hensyn til alle relevante skadesfaktorer, der havde en indvirkning på den pågældende fællesskabserhvervsgrens situation, og er begået en fejl derved at skaden for fællesskabserhvervsgrenen er bedømt på grundlag af oplysninger fra virksomheder, der ikke tilhører fællesskabserhvervsgrenen, hvilket er i strid med artikel 3, stk. 5, i [grundforordningen] og artikel 3.4 i antidumpingaftalen?

2)      Er

–        forordning [...] nr. 1644/2001[...]

–        forordning [...] nr. 160/2002 [...], og/eller

–        forordning [...] nr. 696/2002 [...]

uforenelige med fællesskabsretten (herunder artikel 1, artikel 7, stk. 1, og artikel 9, stk. 4, i [grundforordningen], sammenholdt med artikel 1, 7.1 og 9 i antidumpingaftalen), for så vidt som de er vedtaget på grundlag af en omvurdering af oplysninger indsamlet i løbet af den oprindelige undersøgelsesperiode, som viste, at der i den oprindelige undersøgelsesperiode ikke foregik dumping, eller at dumpingen foregik på et lavere niveau der, men ikke indeholder bestemmelser om tilbagebetaling af told, der allerede er betalt i henhold til forordning nr. 2398/97?

3)      Er forordning nr. 1644/2001, nr. 160/2002 og nr. 696/2002 desuden uforenelige med artikel 7, stk. 2, og artikel 9, stk. 4, i [grundforordningen] og i strid med proportionalitetsprincippet, for så vidt som de giver mulighed for indførelse af antidumpingtold for perioden inden disse forordningers ikrafttræden, der ikke står i nøje forhold til den dumping eller skade, som tolden skal modvirke?

4)      Er besvarelsen af ovennævnte spørgsmål forskellig, alt efter om der er tale om eksport med oprindelse i Indien eller Pakistan, henset til

–        proceduren ved [DSB] og/eller

–        Kommissionens konklusioner som anført i forordning nr. 1644/2001, nr. 160/2002 og nr. 696/2002?

5)      Skal de nationale toldmyndigheder på baggrund af besvarelsen af ovennævnte spørgsmål

–        helt eller delvist tilbagebetale den antidumpingtold, de har opkrævet i medfør af forordning nr. 2398/97, og

–        til hvem og under hvilke betingelser skal tilbagebetalingen i givet fald foretages?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

26      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt, at Domstolen foretager en bedømmelse af gyldigheden af forordning nr. 2398/97 i forhold til antidumpingaftalen, således som denne aftale efterfølgende er blevet fortolket i DSB’s henstillinger og afgørelser, og i forhold til grundforordningen.

 Om gyldigheden af forordning nr. 2398/97 i forhold til antidumpingaftalen, således som denne aftale efterfølgende er blevet fortolket i DSB’s henstillinger og afgørelser

27      Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland gør gældende, at det er klart, at DSB’s henstillinger og afgørelser udgør det eneste grundlag for søgsmålet, eftersom gyldigheden af forordning nr. 2399/97 ikke forud herfor var genstand for noget selvstændigt søgsmål. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland gør gældende, at det ville være i strid med de principper, der ligger til grund for forordning nr. 1515/2001, hvis Domstolen med tilbagevirkende kraft skulle foretage prøvelse af gyldigheden af fællesskabslovgivningen i forhold til DSB’s henstillinger, der har gyldighed for fremtiden, eller de afgørelser, hvorpå disse henstillinger er baseret.

28      Rådet og Kommissionen er af den opfattelse, at Domstolen ikke er bundet af nævnte henstillinger og afgørelser angående import af sengelinned af bomuld, og at forordning nr. 2398/97 ikke er ugyldig i forhold til fællesskabsretten, blot fordi DSB har lagt til grund, at vedtagelsen af nævnte forordning var i strid med Fællesskabets forpligtelser i henhold til antidumpingaftalen.

29      Det bemærkes indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at WTO-aftalerne efter deres karakter og opbygning principielt ikke udgør regler, på grundlag af hvilke Domstolen prøver lovligheden af fællesskabsinstitutionernes retsakter (dom af 30.9.2003, sag C-93/02 P, Biret International mod Rådet, Sml. I, s. 10497, præmis 52, og af 1.3.2005, sag C-377/02, Van Parys, Sml. I, s. 1465, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

30      Kun såfremt Fællesskabet har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende fællesskabsretsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Domstolen at prøve den pågældende fællesskabsretsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne (jf. dom af 23.11.1999, sag C-149/96, Portugal mod Rådet, Sml. I, s. 8395, præmis 49, dommen i sagen Biret International mod Rådet, præmis 53, samt Van Parys-dommen, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

31      Ifølge artikel 1 i forordning nr. 1515/2001 kan Rådet efter DSB’s vedtagelse af en rapport ophæve eller ændre den omtvistede foranstaltning, eller vedtage enhver anden særlig foranstaltning, som skønnes hensigtsmæssig efter omstændighederne.

32      I medfør af artikel 4 i forordning nr. 1515/2001 gælder denne forordning for rapporter vedtaget af DSB efter den 1. januar 2001. I det foreliggende tilfælde vedtog DSB den 12. marts 2001 appelorganets rapport og panelets rapport, som ændret af appelorganets rapport.

33      I henhold til artikel 3 i forordning nr. 1515/2001 får foranstaltninger, der træffes inden for rammerne af denne forordning, virkning fra datoen for deres ikrafttrædelse og tjener derfor ikke som grundlag for tilbagebetaling af told, der er opkrævet før denne dato, medmindre andet fastsættes. Det anføres i sjette betragtning til denne forordning, at henstillingerne i rapporter vedtaget af DSB kun har fremtidig virkning. Følgelig får »eventuelle foranstaltninger, der træffes i henhold til [...] forordning [nr. 1515/2001], [...] virkning fra datoen for deres ikrafttrædelse, medmindre andet angives, og [skaber] derfor ikke grundlag for tilbagebetaling af told, der er opkrævet før denne dato«.

34      For så vidt angår bestemmelserne i forordning nr. 1515/2001 og DSB’s henstillinger vedtog Rådet i dette tilfælde indledningsvis forordning nr. 1644/2001 den 7. august 2001. Derefter vedtog det den 28. januar 2002 forordning nr. 160/2002 og endelig den 22. april 2002 forordning nr. 696/2002 om bekræftelse af den endelige antidumpingtold, der blev indført ved forordning nr. 2398/97, som ændret og suspenderet ved forordning nr. 1644/2001.

35      Det følger af det ovenstående, at Domstolen under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, ikke kan foretage prøvelse af lovligheden af forordning nr. 2398/97 i forhold til antidumpingaftalen, således som denne aftale efterfølgende er blevet fortolket i DSB’s henstillinger, eftersom det klart fremgår af de efterfølgende forordninger, at Fællesskabet ved at udelukke tilbagebetaling af told, som allerede er betalt i henhold til forordning nr. 2398/97, ikke har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtagen forpligtelse.

 Om gyldigheden af forordning nr. 2398/97 i forhold til grundforordningen

36      Den forelæggende ret rejser endvidere spørgsmålet om gyldigheden af forordning nr. 2398/97 i forhold til grundforordningen. Den forelæggende ret spørger i det væsentlige, om Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved fastlæggelsen af den berørte vares »konstruerede« normale værdi, dumpingmargenen, og hvorvidt fællesskabserhvervsgrenen har lidt skade.

37      Ikea støtter sig på grundforordningens artikel 2, stk. 6, vedrørende fastsættelsen af en vares normale værdi, grundforordningens artikel 2, stk. 11, vedrørende fastsættelsen af dumpingmargenen, og samme forordnings artikel 3, stk. 5, vedrørende afgørelsen af, hvorvidt fællesskabserhvervsgrenen lider skade.

38      Ikea gør i denne henseende gældende, at eftersom den fortolkning af bestemmelserne i antidumpingaftalen, som er foretaget i DSB’s afgørelser, bekræfter den omstændighed, at de fremgangsmåder, som de berørte fællesskabsinstitutioner benytter ved fastlæggelsen af dumpingmargenen, og af, hvorvidt der foreligger en skade, er urigtige, bør det lægges til grund, at disse fremgangsmåder også er i strid med grundforordningen.

39      Rådet og Kommissionen er derimod af den opfattelse, at forordning nr. 2398/97 er gyldig i forhold til fællesskabsretten. Kommissionen, støttet af Rådet, indtager det standpunkt, at de bestemmelser i forordning nr. 2398/97, der anfægtes i forhold til grundforordningen, udgør praksis, der længe har været gældende, som indtil videre ikke er blevet erklæret ugyldig af Fællesskabets retsinstanser.

40      Det bemærkes i denne henseende, således som generaladvokaten har anført i punkt 102 i forslaget til afgørelse, at Fællesskabets institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge (jf. i denne retning dom af 4.10.1983, sag 191/82, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 2913, præmis 26, og af 7.5.1987, sag 255/84, Nachi Fujikoshi mod Rådet, Sml. s. 1861, præmis 21).

41      Det er endvidere fast retspraksis, at valget mellem forskellige fremgangsmåder for beregning af dumpingmargenen, såsom dem, der er anført i grundforordningens artikel 2, stk. 11, samt vurderingen af en vares normale værdi eller konstateringen af, om der foreligger skade, kræver, at der foretages en bedømmelse af en række komplicerede omstændigheder, og domstolsprøvelsen af institutionernes skøn skal således begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 7.5.1987, sag 240/84, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1809, præmis 19, af 14.3.1990, sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 781, præmis 63, og af 19.11.1998, sag C-150/94, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. I, s. 7235, præmis 54).

42      Det bør således undersøges, hvorvidt fællesskabsinstitutionerne har anlagt et åbenbart urigtigt skøn i forhold til fællesskabsretten ved fastlæggelsen af den berørte vares »konstruerede« normale værdi, dumpingmargenen, og hvorvidt fællesskabserhvervsgrenen har lidt skade.

 Om beregningen af den berørte vares »konstruerede« normale værdi

43      Den normale værdi beregnes for alle typer af varer, der sælges med henblik på eksport til Fællesskabet af alle selskaber, i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 3. Denne værdi fastsættes på grundlag af hvert selskabs produktionsomkostninger for de eksporterede varetyper plus et rimeligt beløb til dækning af dels salgs-, administrations- og andre generalomkostninger, dels fortjeneste.

44      For så vidt angår import fra Indien havde kun én virksomhed et repræsentativt samlet hjemmemarkedssalg, og de rentable hjemmemarkedsmodeller udgjorde mindre end 80%, men over 10%, af det samlede hjemmemarkedssalg, hvorfor dette salg blev betragtet som gennemført som led i normal handel. Følgelig svarer de beløb, der svarede til dels salgs-, administrations- og andre generalomkostninger, dels fortjeneste, der benyttedes ved fastsættelsen af den normale værdi for alle de af undersøgelsen omfattede selskaber, i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6, til de omkostninger og den fortjeneste, som dette selskab havde afholdt, henholdsvis opnået. Det samme konstateredes for så vidt angår importen fra Pakistan.

45      Hvad angår brugen af kun et enkelt selskabs fortjenstmargen bemærkes det i betragtning 18 til forordning nr. 2398/97, at undersøgelsen har været begrænset til en stikprøve af eksporterende producenter i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, og at det store flertal af de samarbejdsvillige indiske selskaber er eksportorienterede virksomheder uden et hjemmemarkedssalg af samme vare. Til stikprøven udvalgte Kommissionen fem indiske eksporterende producenter, hvoraf to ved udvælgelsen havde erklæret, at de havde haft et salg på nævnte marked af samme vare.

46      Som angivet i betragtning 23 til den midlertidige forordning, fremgik det imidlertid af undersøgelsen, at kun én virksomhed havde et repræsentativt salg af samme vare på hjemmemarkedet i undersøgelsesperioden. Henvisningen i grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra a), til vejede gennemsnitsbeløb for fortjenester, der fastsættes for andre eksportører eller producenter, udelukker desuden ikke, at sådanne beløb kan fastsættes på grundlag af et vejet gennemsnit af transaktioner og/eller varetyper for en enkelt eksportør eller producent.

47      Det bemærkes i denne henseende, således som generaladvokaten har anført i punkt 132-142 i forslaget til afgørelse, at Rådet ikke har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved i forbindelse med fastsættelsen af beløbet til dækning af salgs-, administrations- og andre generalomkostninger samt fortjenesten at lægge til grund, at grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra a), kan finde anvendelse, når de tilgængelige oplysninger vedrører en enkelt producent og tillader, at der ses bort fra oplysninger vedrørende salg, der ikke er gennemført som led i normal handel.

48      På den ene side udelukker den omstændighed, at der i grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra a), anvendes flertal i udtrykket »andre eksportører eller producenter«, ikke, at der kan tages hensyn til oplysninger om én enkelt virksomhed, der blandt andre af de virksomheder, der er omfattet af undersøgelsen, på oprindelsesstatens hjemmemarked har foretaget et repræsentativt salg af samme vare i undersøgelsesperioden. For det andet udgør den omstændighed, at andre eksportørers eller producenters salg, som ikke er sket i normal handel, holdes uden for fastsættelsen af fortjenstmargenen, en passende metode til beregning af den normale værdi, der er i overensstemmelse med det princip, der er fastsat i grundforordningens artikel 1, stk. 2, og artikel 2, stk. 1, hvorefter den normale værdi i princippet skal bygge på oplysninger vedrørende salg i normal handel.

49      Det følger heraf, at Rådet ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved beregningen af den berørte vares »konstruerede« normale værdi.

 Om fastsættelsen af dumpingmargenen

50      For så vidt angår den endelige fastsættelse af dumpingmargenen anmoder den forelæggende ret om, at det oplyses, om metoden med nulstilling i forbindelse med konstateringen af den samlede dumpingmargen, således som den er anvendt i den i hovedsagen omhandlede antidumpingundersøgelse, er forenelig med grundforordningens artikel 2, stk. 11.

51      Det bemærkes indledningsvis, at de fejl, der hævdes begået ved beregningen af salgs-, administrations- og andre generalomkostninger samt fortjeneste og ved anvendelsen af metoden med »nulstilling«, vedrører fastsættelsen af dumpingmargenen. Såfremt der imidlertid inden for rammerne af fastlæggelsen af, hvorvidt der foreligger dumping, foretages en retsstridig justering, påvirker det kun lovligheden af indførelsen af en antidumpingtold, for så vidt som den indførte antidumpingtold overstiger den told, der ville finde anvendelse uden denne justering.

52      I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 12, forstås ved begrebet dumpingmargen det beløb, hvormed den normale værdi overstiger eksportprisen. Denne margen fastsættes af de undersøgende myndigheder i henhold til denne artikels stk. 10 ved på rimelig vis at sammenligne samme vares normale værdi med eksportprisen ved salg til Fællesskabet.

53      Det er i hovedsagen ikke bestridt, at dumpingmargenen er blevet beregnet ved at sammenholde et vejet gennemsnit af den »konstruerede« normale værdi efter varetype med et vejet gennemsnit af eksportpriserne efter varetype. De berørte institutioner udvalgte således et antal forskellige modeller af den vare, der var genstand for undersøgelse. For hver af dem beregnede institutionerne en vejet gennemsnitlig normal værdi samt en vejet gennemsnitlig eksportpris, som derefter blev sammenlignet for hver model. For visse modeller blev det fastslået, at der forelå dumping, idet eksportprisen var lavere end den normale værdi. For andre modeller var eksportprisen imidlertid højere end den normale værdi, hvorfor der blev fastsat en negativ dumpingmargen.

54      Med henblik på beregning af det samlede dumpingbeløb for den af undersøgelsen omfattede vare adderede de nævnte institutioner derefter dumpingbeløbet for alle de modeller, for hvilke der var konstateret dumping. For alle de modeller, for hvilke der ikke var fastslået dumping, nulstillede de nævnte institutioner alle de negative dumpingmargener. Det samlede dumpingbeløb blev derefter udtrykt i procent af den kumulerede værdi af alle eksporttransaktionerne for alle modellerne, uanset om de var dumpede eller ej.

55      Det bemærkes i denne henseende, at der i grundforordningens artikel 2 slet ikke foretages nogen henvisning til metoden med »nulstilling«. Derimod pålægger denne forordning udtrykkeligt fællesskabsinstitutionerne at foretage en rimelig sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningens artikel 2, stk. 10 og 11.

56      I grundforordningens artikel 2, stk. 11, præciseres det, at den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit sammenlignes med »det vejede gennemsnit af priserne for alle eksporttransaktioner til Fællesskabet«. Anvendelsen af metoden med »nulstilling« af negative dumpingmargener medførte i denne sag en ændring af priserne på eksporttransaktionerne. Følgelig indebar Rådets anvendelse af denne metode, at den samlede dumpingmargen ikke blev fastsat på grundlag af sammenligninger, der fuldstændigt afspejlede alle sammenlignelige eksportpriser, og Rådet anlagde således et åbenbart urigtigt skøn i forhold til fællesskabsretten ved beregningen af nævnte margen.

57      Følgelig handlede fællesskabsinstitutionerne på en måde, der var uforenelig med grundforordningens artikel 2, stk. 11, da de inden for rammerne af beregningen af dumpingmargenen for den af undersøgelsen omfattede vare anvendte metoden med »nulstilling« af negative dumpingmargener for hver af de berørte varer.

 Om fastlæggelsen af, hvorvidt der foreligger skade

58      Den forelæggende ret anmoder Domstolen om at foretage en bedømmelse af gyldigheden af forordning nr. 2398/97, for så vidt som der i forordningen med henblik på at fastslå, hvorvidt der foreligger skade, ikke foretages en bedømmelse af alle relevante skadesfaktorer, der havde en indvirkning på den pågældende fællesskabserhvervsgrens situation, og idet bedømmelsen af, hvorvidt der foreligger skade, med urette foretages på grundlag af oplysninger fra virksomheder, der ikke tilhører fællesskabserhvervsgrenen, hvilket er i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 5.

59      Det bemærkes, at en antidumpingtold i medfør af grundforordningens artikel 1, stk. 1, kun må omfatte en vare, der er genstand for dumping, når en sådan vare ved overgang til fri omsætning i Fællesskabet forvolder skade, idet udtrykket »skade« i henhold til samme forordnings artikel 3, stk. 1, skal forstås som en væsentlig skade for en erhvervsgren i Fællesskabet, trussel om væsentlig skade for en erhvervsgren i Fællesskabet eller væsentlig forsinkelse i forbindelse med oprettelsen af en sådan erhvervsgren.

60      Det konstateres i denne henseende, at det fremgår af betragtning 34 til forordning nr. 2398/97, at de 35 virksomheder, der har klaget til Kommissionen, repræsenterer en betydelig del af den samlede produktion i Fællesskabet, jf. grundforordningens artikel 5, stk. 4, og at de ligeledes udgør erhvervsgrenen i Fællesskabet, som defineret i denne forordnings artikel 4, stk. 1. Det fremgår imidlertid af betragtning 41 til forordning nr. 2398/97, at vurderingen af den skade, der forvoldes fællesskabserhvervsgrenen, omfattede oplysninger vedrørende hele Fællesskabet, og at der ikke blot blev foretaget en gennemgang af fællesskabserhvervsgrenen, således som den er defineret i artikel 4, stk. 1.

61      Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt fællesskabsmyndighederne anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet de ikke foretog en bedømmelse af alle relevante skadesfaktorer, der havde en indvirkning på den pågældende fællesskabserhvervsgrens situation, som er anført i grundforordningens artikel 3, stk. 5, skal det bemærkes, at denne bestemmelse tildeler disse myndigheder en skønsbeføjelse ved undersøgelsen og bedømmelsen af de forskellige oplysninger.

62      For det første, således som generaladvokaten har anført i punkt 193 og 194 i forslaget til afgørelse, kræver denne bestemmelse kun en undersøgelse af de »relevante økonomiske faktorer og forhold, som har indflydelse på situationen [for fællesskabserhvervsgrenen]«, og for det andet fremgår det af bestemmelsens ordlyd, at listen over økonomiske faktorer og forhold »ikke er udtømmende«.

63      Det må således fastslås, at ved med henblik på undersøgelsen af dumpingimportens virkninger på nævnte situation kun at vurdere de relevante faktorer, som har indflydelse på denne situation, har de berørte institutioner ikke overskredet det skøn, de er tillagt ved vurderingen af komplekse økonomiske situationer. Endvidere har heller ikke de fejl, der hævdes at være begået ved den fornyede bedømmelse af skaden, der blev foretaget inden for rammerne af forordning nr. 1644/2001, haft nogen indvirkning på fastlæggelsen af, hvorvidt der er forvoldt fællesskabserhvervsgrenen skade.

64      Det bør under disse omstændigheder lægges til grund, at fællesskabsinstitutionerne ikke har anlagt noget åbenbart urigtigt skøn ved bedømmelsen af, hvorvidt der foreligger en skade, og denne skades omfang.

65      Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1 i forordning nr. 2398/97 er ugyldig, for så vidt som Rådet med henblik på fastsættelsen af dumpingmargenen for den af undersøgelsen omfattede vare har anvendt metoden med »nulstilling« af negative dumpingmargener for hver af de berørte varetyper.

66      Uden at det er fornødent at besvare de øvrige spørgsmål vedrørende de efterfølgende forordningers gyldighed, bør der følgelig foretages gennemgang af det femte spørgsmål om konsekvenserne af konstateringen af, at artikel 1 i forordning nr. 2398/97 er ugyldig, for så vidt angår den i hovedsagen omhandlede importørs ret til tilbagebetaling af antidumpingtold, denne har betalt i henhold til nævnte forordning.

67      Det tilkommer de nationale myndigheder i deres retsorden at drage konsekvenserne af en erklæring om ugyldighed inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse om bedømmelse af gyldighed (dom af 30.10.1975, sag 23/75, Rey Soda, Sml. s. 1279, præmis 51), hvilket har til følge, at antidumpingtold, der er betalt i henhold til forordning nr. 2398/97, ikke lovligt skulle have været betalt i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 236, stk. 1, i forordning nr. 2913/92, og i princippet kan være genstand for tilbagebetaling fra toldmyndighederne i henhold til denne bestemmelse, såfremt de betingelser, der er tilknyttet en sådan tilbagebetaling, herunder den, der er fastsat i nævnte artikels stk. 2, er opfyldt, hvilket det påhviler den forelæggende ret at kontrollere.

68      Derefter skal det bemærkes, at de nationale retter er enekompetente for så vidt angår søgsmål vedrørende tilbagebetaling af beløb, som et nationalt organ med urette har opkrævet på grundlag af fællesskabsregler, som senere er kendt ugyldige (jf. i denne retning dom af 30.5.1989, sag 20/88, Roquette mod Kommissionen, Sml. s. 1553, præmis 14, og af 13.3.1992, sag C-282/90, Vreugdenhil mod Kommissionen, Sml. I, s. 1937, præmis 12).

69      Under disse omstændigheder skal det femte spørgsmål besvares med, at en importør som den i hovedsagen omhandlede, der ved en national ret har anlagt et søgsmål til prøvelse af de beslutninger, hvorved opkrævning af antidumpingtold pålægges importøren i henhold til forordning nr. 2398/97, der i medfør af denne dom er erklæret ugyldig, i princippet er berettiget til at påberåbe sig denne ugyldighed inden for rammerne af tvisten i hovedsagen med henblik på at opnå tilbagebetaling af denne told i henhold til artikel 236, stk. 1, i forordning nr. 2913/92.

 Sagens omkostninger

70      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

1)      Artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 2398/97 af 28. november 1997 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan er ugyldig, for så vidt som Rådet for Den Europæiske Union med henblik på fastsættelsen af dumpingmargenen for den af undersøgelsen omfattede vare har anvendt metoden med »nulstilling« af negative dumpingmargener for hver af de berørte varetyper.

2)      En importør som den i hovedsagen omhandlede, der ved en national ret har anlagt et søgsmål til prøvelse af de beslutninger, hvorved opkrævning af antidumpingtold pålægges importøren i henhold til forordning nr. 2398/97, der i medfør af denne dom er erklæret ugyldig, er i princippet berettiget til at påberåbe sig til denne ugyldighed inden for rammerne af tvisten i hovedsagen med henblik på at opnå tilbagebetaling af denne told i henhold til artikel 236, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks.

Underskrifter

---

* Processprog: engelsk.