61993J0005

1 Appel - appel af en kendelse, der ikke tager en begaering om ekstraordinaer genoptagelse til foelge - fortolkning af begrebet ny faktisk omstaendighed af afgoerende betydning i artikel 41 i statutten for Domstolen - retsspoergsmaal - formaliteten

(EF-statutten for Domstolen, art. 41, stk. 1, og art. 49, stk. 1)

2 Annullationssoegsmaal - Faellesskabets retsinstansers kompetence - fuld proevelsesret - paabud til en institution - udelukket

(EF-traktaten, art. 172 (nu art. 229 EF) og art. 173 (efter aendring nu art. 230 EF); Raadets forordning nr. 17, art. 17))

3 Retspleje - ekstraordinaer genoptagelse af en paadoemt sag - betingelser for at tage en begaering herom til foelge - faktisk omstaendighed indtruffet foer afsigelsen af den anfaegtede dom - omstaendigheden ukendt for den part, der begaerer sagen genoptaget

(EF-statutten for Domstolen, art. 41)

1 Der kan ivaerksaettes appel til proevelse af de afgoerelser, ved hvilke Retten afviser sager med paastand om ekstraordinaer genoptagelse fra paakendelse. Et andet resultat ville aabenbart vaere i strid med artikel 49, stk. 1, i statutten for Domstolen, hvorefter der kan ivaerksaettes appel til Domstolen af afgoerelser fra Retten, hvorved den paagaeldende sagsbehandling ved Retten er blevet afsluttet.

Fortolkningen af begrebet »faktisk omstaendighed af afgoerende betydning, der inden dommens afsigelse var ukendt for Domstolen og for den part, der begaerer sagen genoptaget«, jf. artikel 41, stk. 1, i statutten for Domstolen, er et retsspoergsmaal, som der kan tages stilling til under en appelsag.

2 Inden for rammerne af den retlige kontrol, der bygger paa traktatens artikel 173 (efter aendring nu artikel 230 EF) har Faellesskabets retsinstanser ikke kompetence til at meddele paabud. Det samme gaelder, naar Faellesskabets retsinstanser i medfoer af artikel 17 i forordning nr. 17 har fuld proevelsesret efter traktatens artikel 172 (nu artikel 229 EF).

3 Det foelger af ordlyden af artikel 41 i statutten for Domstolen, at det for, at en begaering om ekstraordinaer genoptagelse kan tages til foelge, kraeves, at den paaberaabte faktiske omstaendighed paa tidspunktet for dommens afsigelse var ukendt for den begaerende part. Retten fastslog derfor korrekt, at det, da naevnte betingelse ikke var opfyldt, ikke var noedvendigt at bringe paa det rene, om de paaberaabte faktiske omstaendigheder var nye.

I henhold til dennes bestemmelses stk. 2 kan den doemmende instans i oevrigt kun realitetsbehandle sagen, saafremt der antages at foreligge en ny faktisk omstaendighed, som har den karakter, der tillader at indlede sagen om ekstraordinaer genoptagelse, og saafremt den doemmende instans paa dette grundlag tager begaeringen til foelge. Heraf foelger, at der, saa laenge der ikke er blevet fastslaaet at foreligge en ny faktisk omstaendighed, ikke kan goeres brug af proceduren om ekstraordinaer genoptagelse med henblik paa, at den doemmende instans anordner ny bevisoptagelse. Retten har foelgelig gjort korrekt brug af artikel 41 i statutten for Domstolen, da den afslog at anordne bevisoptagelse med det sigte at afdaekke fakta, hvis eksistens ikke var blevet godtgjort i begaeringen, og da den begraensede sin gennemgang af de faktiske omstaendigheder, der var blevet naevnt i denne begaering.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. januar 1993 har DSM NV (herefter »DSM«) i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af den kendelse, som Retten i Foerste Instans afsagde den 4. november 1992 i sagen DSM mod Kommissionen (sag T-8/89 REV., Sml. II, s. 2399, herefter »den appellerede kendelse«), ved hvilken Retten ikke tog den begaering om ekstraordinaer genoptagelse til foelge, som DSM havde indgivet vedroerende Rettens dom af 17. december 1991 i sagen DSM mod Kommissionen (sag T-8/89, Sml. II, s. 1833).

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger ved Retten

2 De faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for appellen, saaledes som det fremgaar af dommen i den naevnte sag DSM mod Kommissionen, og af den appellerede kendelse, er foelgende.

3 En raekke virksomheder i den europaeiske petrokemiske industri anlagde sag ved Retten med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s. 1, herefter »polypropylen-beslutningen«).

4 Kommissionen fastslog, hvilket Retten tiltraadte paa dette punkt, at polypropylen-markedet foer 1977 blev daekket af ti producenter, hvoraf fire (Montedison SpA, herefter »Monte«, Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc og Shell International Chemical Company Ltd) tilsammen havde en markedsandel paa 64%. Efter udloebet af de patenter, som Monte var indehaver af, kom der nye producenter paa markedet i 1977, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten uden dog at medfoere en tilsvarende stigning i efterspoergslen. Dette medfoerte en udnyttelse af produktionskapaciteten paa mellem 60% i 1977 og 90% i 1983. Hver enkelt af de producenter, der var etableret i Faellesskabet paa det paagaeldende tidspunkt, solgte i alle eller i naesten alle medlemsstaterne.

5 DSM var blandt de nye producenter, der kom ind paa markedet i 1977. Selskabets markedsandel i Vesteuropa laa paa mellem 3,1 og 4,8%.

6 Efter en raekke undersoegelser foretaget samtidig i flere af sektorens virksomheder fremsatte Kommissionen til flere polypropylen-producenter anmodninger om oplysninger i medfoer af artikel 11 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81). Det fremgaar af praemis 6 i dommen i sag T-8/89, at Kommissionen paa grundlag af de tilvejebragte oplysninger konkluderede, at de paagaeldende producenter fra 1977-1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF) regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor at indlede proceduren efter artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 og at fremsende en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til flere virksomheder, herunder DSM.

7 Efter procedurens afslutning vedtog Kommissionen polypropylen-beslutningen, ved hvilken den fastslog, at DSM havde overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved, sammen med andre virksomheder - hvad DSM angaar - fra et ukendt tidspunkt mellem 1977 og 1979 og mindst til november 1983 at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, som havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverer polypropylen til Faellesskabets omraade:

- kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

- fra tid til anden fastsatte »maalpriser« (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF's medlemsstater

- vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et »kundeledelsessystem« med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

- indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

- delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig »kvote« (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981 og 1982) (artikel 1 i polypropylen-beslutningen).

8 Kommissionen opfordrede derpaa de forskellige virksomheder til omgaaende at bringe disse overtraedelser til ophoer og for fremtiden at afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende formaal eller virkning. Kommissionen paalagde dem tillige at afstaa fra enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, og paase, at enhver udveksling af generelle oplysninger (f.eks. via Fides) skulle vaere udformet saaledes, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes (polypropylen-beslutningens artikel 2).

9 DSM blev paalagt en boede paa 2 750 000 ECU, eller 6 657 640 NLG (polypropylen-beslutningens artikel 3).

10 Den 31. juli 1986 rejste DSM annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen for Domstolen, som ved kendelse af 15. november 1989 henviste sagen til Retten i medfoer af Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1).

11 For Retten nedlagte DSM foelgende paastande: Polypropylen-beslutningen annulleres eller kendes ugyldig, helt eller delvist; den boede, der er paalagt sagsoegeren, ophaeves eller nedsaettes; der traeffes saadanne bestemmelser og foranstaltninger, som Retten finder passende; Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12 Kommissionen nedlagde paastand om frifindelse og om, at sagsoegeren tilpligtedes at betale sagens omkostninger.

13 I dommen i sagen DSM mod Kommissionen frifandt Retten sagsoegte og paalagde DSM at betale sagens omkostninger.

14 Efter Rettens afsigelse af dommen af 27. februar 1992 (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89 og T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315, herefter »PVC-dommen«), fremsatte DSM den 5. maj 1992 over for Kommissionen anmodning om enten, at den af DSM betalte boede blev tilbagebetalt som urigtigt erlagt, og at omkostningerne og renterne vedroerende den bankgaranti, DSM maatte stille i forbindelse med sag T-8/89, blev erstattet, eller at Kommissionen inden den 19. maj 1992 gav DSM en naermere redegoerelse, saafremt den ikke fandt, at boeden var erlagt urigtigt. Kommissionen besvarede ikke denne anmodning.

15 Ved processkrift indgivet til Rettens Justitskontor den 26. maj 1992 fremsatte DSM i medfoer af artikel 41 i EF-statutten for Domstolen og artikel 125 i Rettens procesreglement begaering om ekstraordinaer genoptagelse af dommen i sagen DSM mod Kommissionen.

16 DSM har nedlagt foelgende paastande:

Det fastslaas, at begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse er indgivet inden for den fastsatte frist; der anordnes bevisoptagelse, naermere betegnet anvendelse af de i procesreglementets artikel 64, stk. 3, litra c) og d), omhandlede bevismidler; Rettens dom i sagen DSM mod Kommissionen aendres, saaledes at polypropylen-beslutningen underkendes som nullitet, subsidiaert annulleres beslutningen; den boede, der er paalagt DSM ved Kommissionens beslutning, ophaeves eller nedsaettes; Kommissionen tilpligtes straks at tilbagebetale den boede, DSM betalte i henhold til en beslutning, som er en nullitet eller er ugyldig, med tillaeg af renter og omkostninger, saaledes som angivet i DSM's skrivelse af 5. maj 1992 til Kommissionen; Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med den sag, der foerte til dommen i sagen DSM mod Kommissionen. Det fremgaar af praemis 6 i den appellerede kendelse, at det ifoelge DSM ikke kan udelukkes, at polypropylen-beslutningen er en nullitet, idet der er grund til at antage, at beslutningen er behaeftet med de samme fejl som den beslutning, der var genstand for PVC-dommen.

17 Principalt nedlagde Kommissionen paastande om afvisning af begaeringen, og subsidiaert om frifindelse, ligesom den under alle omstaendigheder paastod DSM doemt til at betale sagens omkostninger.

Den appellerede kendelse

18 Det fremgaar af praemis 14 i den appellerede kendelse, at Retten - efter at have paapeget, hvad der er det materielle indhold af artikel 41, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, som ifoelge denne statuts artikel 46, stk. 1, finder anvendelse paa sager for Retten - fastslog, at det fremgaar af denne bestemmelse, at genoptagelse ikke er en appelmulighed, men et ekstraordinaert retsmiddel, som giver mulighed for at anfaegte en endelig doms retskraft paa grund af de faktiske konstateringer, som den doemmende myndighed har baseret sig paa. Genoptagelse forudsaetter, at der er fremkommet omstaendigheder af faktisk art, som ligger foer dommens afsigelse, og som indtil da var ukendt for den retsinstans, som har afsagt dommen, samt for den part, der begaerer genoptagelse, og som, saafremt retsinstansen kunne have taget dem i betragtning, ville kunne have foert til en anden afgoerelse af tvisten.

19 Retten antog i praemis 15, at det spoergsmaal, Retten skulle tage stilling til, er, om DSM havde godtgjort, at selskabet ikke fik kendskab til de faktiske omstaendigheder, der er naevnt i punkt 2.3 i begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse - nemlig at den udgave af beslutningen, som blev meddelt selskabet, ikke havde vaeret forelagt Kommissionen, og at den ikke var i besiddelse af den nederlandske version af beslutningen, samt de oevrige i PVC-dommen fastslaaede mangler - foer efter afsigelsen af dommen i sagen DSM mod Kommissionen. Endvidere bemaerkes, at DSM mener at have foert bevis for den »nye omstaendighed«, som selskabet paaberaaber sig til stoette for begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse, ved faktiske omstaendigheder og indicier af forskellig karakter, som er indtruffet og kommet frem paa forskellige tidspunkter. Det maatte derfor undersoeges, om DSM blandt disse faktiske omstaendigheder og indicier havde kendskab til de faktiske omstaendigheder inden afsigelsen af dommen i sagen DSM mod Kommissionen.

20 Retten paapegede i praemis 17, at hvad angaar de aendringer og tilfoejelser af materiel karakter, som paastodes at vaere foretaget i den beslutning, der var meddelt DSM, fremgik de typografiske forskelle, som DSM havde paapeget, af den beslutning, som blev meddelt selskabet den 30. maj 1986, saaledes at selskabet fik kendskab hertil paa meddelelsestidspunktet. Det samme maatte ifoelge Retten gaelde med hensyn til det forhold, at siderne ikke var fortloebende nummererede, at der paa omslaget til beslutningen var anfoert »udkast til beslutning af 23. maj 1986«, og at der forloeb lang tid mellem det tidspunkt, hvor beslutningen blev vedtaget, og det tidspunkt, hvor den blev meddelt.

21 Retten fastslog i kendelsens praemis 18:

»Det maa endvidere understreges, at det under retsmoedet den 10. december 1991 i PVC-sagerne blev afklaret, hvilken raekkevidde de af DSM anfoerte aendringer og tilfoejelser havde. Kommissionens befuldmaegtigede oplyste saaledes i retsmoedet, at den fremgangsmaade, der var anvendt i PVC-sagerne, var udtryk for en fast praksis. DSM deltog i retsmoedet og var repraesenteret af den samme advokat, som i den sag, der foerte til dommen af 17. december 1991. DSM kunne derfor inden domsafsigelsen have fremsat en begaering om genaabning af den mundtlige forhandling under henvisning til de faktiske omstaendigheder, der er naevnt ovenfor i praemis 6. Ganske vist havde DSM i modsaetning til sagsoegerne i sagerne T-9/89 - T-15/89 (jf. domme af 10.3.1992, sag T-9/89, Huels mod Kommissionen, Sml. II, s. 499, praemis 382-385, sag T-10/89, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 629, praemis 372-375, sag T-11/89, Shell mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, praemis 372, 373 og 374, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907, praemis 345, 346 og 347, sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021, praemis 399, 400 og 401, sag T-14/89, Montedipe mod Kommissionen, Sml. II, s. 1155, praemis 389, 390 og 391, og sag T-15/89, Linz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1275, praemis 393, 394 og 395) ikke kendskab til den retlige vurdering af PVC-beslutningen, som Retten foretog i dommen af 27. februar 1992. Dette aendrer imidlertid paa ingen maade ved, at DSM havde kendskab til de omhandlede omstaendigheder foer domsafsigelsen (jf. Domstolens dom af 19.3.1991, sag C-403/85 REV., Ferrandi mod Kommissionen, Sml. I, s. 1215, praemis 13).«

22 Retten udledte i praemis 19 heraf, at de aendringer og tilfoejelser, som DSM havde paaberaabt sig, og deres raekkevidde saaledes syntes at have vaeret tilstraekkeligt aabenbare til, at selskabet ved laesningen af den meddelte beslutning og i hvert fald under retsmoedet i PVC-sagerne den 10. december 1991 fik kendskab til de faktiske omstaendigheder, som var naevnt i begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse. Disse faktiske omstaendigheder kunne saaledes ikke anses for omstaendigheder, som var ukendte for DSM inden afsigelsen af dommen i sagen DSM mod Kommissionen, jf. artikel 41, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, og de kunne derfor ikke danne grundlag for en ekstraordinaer genoptagelse af den ved dommen afgjorte sag.

23 Retten tilfoejede i praemis 20, at PVC-dommen, DSM's skrivelse til Kommissionen af 5. maj 1992 og det forhold, at skrivelsen ikke blev besvaret, var uden betydning. DSM havde saaledes ikke gennem disse forhold faaet kendskab til omstaendigheder, som indtil da var ukendte for selskabet.

24 Retten konkluderede saaledes i praemis 21:

»De af DSM i begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse paaberaabte omstaendigheder findes herefter, hverken individuelt eller set under ét, at udgoere en ny omstaendighed i henhold til artikel 41 i statutten for Domstolen, og begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse tages derfor ikke til foelge.«

Appellen

25 I appelskriftet har DSM nedlagt foelgende paastande:

- Det fastslaas, at appellen er ivaerksat rettidigt.

- Den appellerede kendelse ophaeves.

- Dommen i sagen DSM mod Kommissionen ophaeves.

- Det fastslaas, at polypropylen-beslutningen, som er rettet til appellanten, er en nullitet, subsidiaert ugyldig, og den boede, som Kommissionen ved denne beslutning paalagde appellanten, annulleres, subsidiaert nedsaettes.

- Det paalaegges Kommissionen straks at tilbagebetale den boede, som appellanten betalte den 19. februar 1992 i henhold til denne beslutning og dommen i sagen DSM mod Kommissionen paa grundlag af en hjemmel - der er en nullitet, subsidiaert ugyldig - i denne beslutning, med renter og omkostninger, som naermere beskrevet i appellantens skrivelse til Kommissionen.

- Subsidiaert: Den appellerede kendelse i sagen DSM mod Kommissionen ophaeves, og sagen hjemvises til Retten med henblik paa, under hensyntagen til Domstolens afgoerelse, at behandle DSM's begaering om ekstraordinaer genoptagelse, naermere bestemt ved at traeffe bestemmelse om bevisoptagelse som paastaaet af DSM efter Domstolens skoen; mere subsidiaert traeffes der saadanne foranstaltninger, som Domstolen eller Retten under hensyntagen til denne afgoerelse finder passende.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er opstaaet eller maatte opstaa i appelsagen, navnlig ogsaa omkostningerne i den sag, der har foert til Rettens dom i sagen DSM mod Kommissionen.

26 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Principalt: Appellen, eller i det mindste femte punkt i DSM's paastande, afvises.

- Subsidiaert: frifindelse.

- DSM doemmes til i alle tilfaelde at betale appelsagens omkostninger.

27 Til stoette for appellen har DSM paaberaabt sig ti anbringender, det foerste om tilsidesaettelse af faellesskabsretten paa grund af en urigtig fortolkning af artikel 41 i EF-statutten for Domstolen; det andet om tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten ved sin undersoegelse af de faktiske omstaendigheder efter betydningen i artikel 41 i EF-statutten for Domstolen begraensede sig til omstaendighederne som omhandlet i praemis 6 og 15 i den appellerede kendelse; det tredje om tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten som »nye faktiske omstaendigheder« har kvalificeret de aendringer og tilfoejelser, der blev indfoert i den polypropylen-beslutning, der blev meddelt sagsoegeren, i forhold til den af Kommissionen vedtagne tekst; det fjerde om tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten antog, at DSM var bekendt med de efterfoelgende aendringer og tilfoejelser i den beslutning, der blev meddelt sagsoegeren, hvilket skete paa grundlag af forhandlingerne under retsmoedet i PVC-sagerne; det femte om tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten betegnede de af sagsoegeren naevnte aendringer og tilfoejelser samt deres raekkevidde som »tilstraekkeligt ioejefaldende« og som retligt relevante »faktiske omstaendigheder«; det sjette om tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten ansaa PVC-dommen som saadan samt en skrivelse fra DSM til Kommissionen og den omstaendighed, at denne forblev ubesvaret, for irrelevante; det syvende om tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten ikke realitetsbehandlede begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse; det ottende om tilsidesaettelse af lighedsprincippet, idet Retten, i modsaetning til i PVC-sagerne, ikke realitetsbehandlede begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse; det niende om tilsidesaettelse af lighedsprincippet, idet Retten placerede de i polypropylen-sagen involverede virksomheder i forskellige situationer alt efter den paagaeldende afgoerelses dato; det tiende og sidste om tilsidesaettelse af faellesskabsretten, idet Retten ikke fastslog, at et anbringende gaaende ud paa, at en retsakt udstedt af en faellesskabsinstitution maa anses for en nullitet, hoerer til ordre public.

28 Ved beslutning truffet af Domstolens praesident den 28. juli 1993 - som parterne ikke har anfaegtet - blev sagens behandling udsat indtil den 15. september 1994 med henblik paa at undersoege, hvilke konsekvenser der skal drages af Domstolens dom af 15. juni 1994, Kommissionen mod BASF m.fl. (sag C-137/92 P, Sml. I, s. 2555).

Formaliteten

29 Principalt finder Kommissionen appellen uegnet til paakendelse. For det foerste er spoergsmaalet, om der er indtraadt en faktisk omstaendighed eller en ny faktisk omstaendighed, et spoergsmaal om faktum, hvormed appellen ikke angaar retsspoergsmaal, saaledes som det kraeves i artikel 51 i EF-statutten for Domstolen. For det andet gaelder det, at saafremt en begaering om ekstraordinaer genoptagelse skal afvises fra paakendelse i fravaer af en ny faktisk omstaendighed, maa det samme saa meget desto mere antages, naar DSM anfoerer, at man end ikke har vaeret i stand til at opdage en faktisk omstaendighed.

30 Vedroerende det foerste punkt maa det indledningsvis bemaerkes, at Kommissionens argumentation, saafremt den skulle tiltraedes, ville medfoere udelukkelse af muligheden for at ivaerksaette appel til proevelse af de afgoerelser, ved hvilke Retten afviser sager med paastand om ekstraordinaer genoptagelse fra paakendelse. Et saadant resultat er aabenbart i strid med artikel 49, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, hvorefter der kan ivaerksaettes appel til Domstolen af afgoerelser fra Retten, hvorved den paagaeldende sagsbehandling ved Retten er blevet afsluttet.

31 Herefter, og under alle omstaendigheder, er fortolkningen af begrebet »faktisk omstaendighed af afgoerende betydning, der inden dommens afsigelse var ukendt for Domstolen og for den part, der begaerer sagen genoptaget«, jf. artikel 41, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, et retsspoergsmaal, som der kan tages stilling til under en appelsag.

32 Endelig udtales - med forbehold af en senere individuel paadoemmelse af DSM's anbringender - at visse af disse ogsaa kan faa betydning for andre retsspoergsmaal vedroerende uregelmaessigheder ved sagsbehandlingen for Retten eller vedroerende tilsidesaettelsen af faellesskabsretten som forudsat i artikel 51 i EF-statutten for Domstolen, i relation til hvilke der kan ivaerksaettes appel i overensstemmelse med denne forskrift.

33 Heraf foelger, at Kommissionens formalitetsindsigelse skal forkastes, for saa vidt som den vedroerer appellen i dens helhed.

34 Subsidiaert har Kommissionen gjort gaeldende, at DSM's paastand om, at Domstolen boer paalaegge Kommissionen at tilbagebetale appellanten boeden, under alle omstaendigheder maa afvises fra paakendelse, idet hverken Domstolen eller Retten kan traeffe en saadan foranstaltning under en sag efter EF-traktatens artikel 173 (efter aendring nu artikel 230 EF).

35 Det maa i den forbindelse bemaerkes, at DSM's paastand forudsaetter, at Domstolen giver appellanten medhold, ophaever den appellerede kendelse, paadoemmer formalitetsspoergsmaalet vedroerende begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse af naevnte dom i sagen DSM mod Kommissionen, antager begaeringen til realitetsbehandling, realitetsbehandler paastanden og tager den til foelge samt paadoemmer det i foerste instans rejste annullationssoegsmaal. Herved har Domstolen ifoelge artikel 17 i forordning nr. 17 fuld proevelsesret i medfoer af EF-traktatens artikel 172 (nu artikel 229 EF).

36 Ifoelge fast retspraksis har Faellesskabets retsinstanser inden for rammerne af den retlige kontrol, der bygger paa traktatens artikel 173, ikke kompetence til at meddele paabud (jf. bl.a. kendelse af 26.10.1995, sagerne C-199/94 P og C-200/94 P, Pevasa og Inpesca mod Kommissionen, Sml. I, s. 3709, praemis 24). Det samme gaelder, naar Faellesskabets retsinstanser har fuld proevelsesret efter traktatens artikel 172.

37 Foelgelig maa appellen afvises, for saa vidt som den tilsigter, at Domstolen paalaegger Kommissionen at tilbagebetale den af DSM betalte boede.

Realiteten

Foerste og andet anbringende: Tilsidesaettelse af faellesskabsretten som foelge af en urigtig fortolkning af artikel 41 i EF-statutten for Domstolen samt tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet gennemgangen af de faktiske omstaendigheder, i den betydning, der forudsaettes i artikel 41 i EF-statutten for Domstolen, er blevet begraenset til de omstaendigheder, som omtales i den appellerede kendelses praemis 6 og 15

38 Med det foerste anbringende har DSM gjort gaeldende, at den appellerede kendelses praemis 14 og 15 hviler paa en urigtig fortolkning af artikel 41 i EF-statutten for Domstolen, som ogsaa finder anvendelse i sager om ekstraordinaer genoptagelse i medfoer af den naevnte statuts artikel 46.

39 Anbringendet deler sig i tre led. For det foerste fremgaar betingelsen om omstaendigheder af faktisk art, som ligger foer dommens afsigelse, der naevnes i den appellerede kendelses praemis 14, ikke af artikel 41 i EF-statutten for Domstolen, som alene indeholder den betingelse, at den paaberaabte omstaendighed skal vaere ukendt for Domstolen og for den part, der begaerer sagen genoptaget, inden dommens afsigelse. For det andet begraensede Retten urigtigt sin paadoemmelse af betingelsen om omstaendighedens ukendte karakter uden at gennemgaa betingelsen forinden om opdagelsen af den nye omstaendighed. For det tredje er det ifoelge appellanten ikke godtgjort, at de faktiske omstaendigheder efter betydningen i naevnte artikel 41 allerede var blevet opdaget, dvs. at de var til raadighed for Faellesskabets retsinstans og for appellanten i form af dokumenter og oplysninger. DSM anfoerer herved, at den anmodning, den tilstillede Kommissionen den 5. maj 1992, netop tog sigte paa at opnaa en saadan dokumentation, og at begaeringen om, at Retten traeffer foranstaltninger til bevisoptagelse, hvilken blev fremsat i forbindelse med sagen om ekstraordinaer genoptagelse, indgaar i denne sammenhaeng. Da Retten ikke foretog en undersoegelse med henblik herpaa, anlagde Retten en urigtig fortolkning af artikel 41 i EF-statutten for Domstolen.

40 Med sit andet anbringende goer DSM gaeldende, at Retten har tilsidesat faellesskabsretten, navnlig begrundelsespligten, ved at begraense sin undersoegelse til de »faktiske omstaendigheder«, der naevnes i den appellerede kendelses praemis 6 og 15, og som vedroerer den manglende raadslagning ved Kommissionens medlemmer som kollegium angaaende ordlyden af den meddelte polypropylen-beslutning, isaer den nederlandske version, samt de oevrige mangler ifoelge PVC-dommen, ligesom Retten saa bort fra den omstaendighed, at begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse indeholdt forskellige nye »faktiske omstaendigheder«, som den oenskede bevisoptagelse havde til genstand at fastslaa.

41 Hvad angaar foerste led af det foerste anbringende bemaerkes blot, at selv om Retten i den appellerede kendelses praemis 14 har naevnt betingelsen om faktiske omstaendigheder, der ligger foer dommens afsigelse, som medfoerer ret til ekstraordinaer genoptagelse, udledte den ingen retsvirkning heraf, ligesom den ikke henviste hertil for at forkaste DSM's begaering om genoptagelse. Foelgelig er dette klagepunkt irrelevant og skal ikke paakendes af Domstolen.

42 Vedroerende andet led af det foerste anbringende foelger det netop af ordlyden af EF-statuttens artikel 41, at det for, at en begaering om ekstraordinaer genoptagelse kan tages til foelge, kraeves, at den paaberaabte faktiske omstaendighed paa tidspunktet for dommens afsigelse var ukendt for den begaerende part. Retten fastslog derfor korrekt, at det, da naevnte betingelse ikke var opfyldt, ikke var noedvendigt at bringe paa det rene, om de paaberaabte faktiske omstaendigheder var nye.

43 Hvad endelig angaar tredje led af det foerste anbringende og andet anbringende, som skal behandles samlet, skal der henvises til, at en begaering om ekstraordinaer genoptagelse ifoelge artikel 41, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen skal fremsaettes under paaberaabelse af opdagelse af en eller flere nye faktiske omstaendigheder. I henhold til denne bestemmelses stk. 2 kan den doemmende instans kun realitetsbehandle sagen, saafremt der antages at foreligge en ny faktisk omstaendighed, som har den karakter, der tillader at indlede sagen om ekstraordinaer genoptagelse, og saafremt den doemmende instans paa dette grundlag tager begaeringen til foelge.

44 Heraf foelger, at der, saa laenge der ikke er blevet fastslaaet at foreligge en ny faktisk omstaendighed, ikke kan goeres brug af proceduren om ekstraordinaer genoptagelse med henblik paa, at den doemmende instans anordner ny bevisoptagelse. Det maa i oevrigt bemaerkes, at DSM konkret allerede under hovedsagen havde kunnet fremsaette begaering om den bevisoptagelse, man har fremsat begaering om i forbindelse med sagen om ekstraordinaer genoptagelse. Det maa foelgelig fastslaas, at Retten har gjort korrekt brug af artikel 41 i EF-statutten for Domstolen, da den afslog at anordne bevisoptagelse med det sigte at afdaekke fakta, hvis eksistens ikke var blevet godtgjort af DSM i begaeringen, og at Retten korrekt begraensede sin gennemgang af de faktiske omstaendigheder, DSM havde naevnt i begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse.

45 Foelgelig maa foerste og andet anbringende forkastes.

Tredje anbringende: Tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten fandt, at der forelaa en »ny faktisk omstaendighed« i forbindelse med aendringerne og tilfoejelserne i ordlyden af den meddelte polypropylen-beslutning i forhold til den ordlyd, der var vedtaget af Kommissionen

46 DSM har henvist til, at man i begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse har fremlagt en detaljeret fremstilling af de mulige aendringer af ordlyden af polypropylen-sagen, hvilket er sket paa grundlag af de forskellige skrifttyper i det meddelte eksemplar. DSM goer ikke gaeldende, at disse formentlige aendringer og tilfoejelser er en faktisk omstaendighed, som maa bedoemmes som saerlig alvorlig og aabenbar i den i PVC-dommen forudsatte betydning, da eksistensen af denne nye omstaendighed kun kan afsloeres, saafremt man er i besiddelse af den autentiske tekst, som stilles til raadighed af Kommissionen. Naar en saadan mulighed ikke er til stede, er det irrelevant af Retten at bemaerke, at de typografiske forskelle, der er tale om, var kendt af DSM allerede fra meddelelsen. Det samme maa antages i forbindelse med de oevrige oplysninger fra DSM's side, saasom den ikke fortloebende nummerering af siderne og bemaerkningen »udkast til beslutning fra Kommissionen af 23. maj 1986« paa omslaget samt den tid, der formodentlig er hengaaet mellem vedtagelsen af polypropylen-beslutningen og dens meddelelse. Der er tillige tale om formodninger, ikke om godtgjorte faktiske omstaendigheder, som kun kan blive det som foelge af den dokumentation, der blev afkraevet Kommissionen. Heraf foelger, at Rettens bedoemmelse paa dette punkt er urigtig i faktisk henseende, da der er tale om fakta, som indtil nu har vaeret ukendte for saavel Retten som DSM.

47 For saa vidt som dette anbringende tager sigte paa Rettens gennemgang af de typografiske forskelle, der ses af teksten til polypropylen-beslutningen, som blev meddelt den 30. maj 1986, bemaerkes blot, at disse omstaendigheder er blevet paaberaabt af DSM i begaeringen, og at det saaledes paahvilede Retten at udtale sig herom, saaledes som den gjorde.

48 For saa vidt som det med dette anbringende bebrejdes Retten, at den ikke undersoegte andre faktiske omstaendigheder end dem, som opregnedes i begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse, lapper det over tredje led af det foerste anbringende samt andet anbringende og boer saaledes forkastes af de samme grunde.

49 Det tredje anbringende maa herefter forkastes.

Fjerde anbringende: Tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten paa grundlag den mundtlige forhandling i PVC-sagerne antog, at DSM var blevet gjort bekendt med de aendringer og tilfoejelser, som efterfoelgende var blevet foretaget

50 I foerste led af dette anbringende har DSM gjort gaeldende, at en udtalelse fra en repraesentant fra Kommissionen under retsmoedet i PVC-sagerne, hvorefter artikel 12 i Kommissionens forretningsorden ikke var blevet anvendt, angik en anden sag, og ikke bragte noget svar i relation til muligheden for, at der var sket aendringer i polypropylen-beslutningen. Rettens vurdering i praemis 18 i den appellerede kendelse, hvorefter DSM var bekendt med de af selskabet paaberaabte faktiske omstaendigheder inden dommens afsigelse, i forbindelse med droeftelserne i PVC-sagerne, er foelgelig retligt irrelevant og faktisk ukorrekt.

51 I anbringendets andet led har DSM gjort gaeldende, at man ikke havde pligt til at begaere genaabning af den mundtlige forhandling, eftersom Retten i henhold til procesreglementets artikel 62 af egen drift kan bestemme noget saadant. Ifoelge DSM havde Retten endog i dette tilfaelde haft pligt til af egen drift at foretage en saadan undersoegelse. Desuden ville en begaering om genaabning ikke have faaet praktiske virkninger, da der den 10. december 1991 - datoen for retsmoedet i PVC-sagerne - allerede forelaa en endelig udgave af den dom, som skulle afsiges den 17. december 1991.

52 Hvad angaar foerste led af det fjerde anbringende maa det paapeges, at en appel i medfoer af EF-traktatens artikel 168 A (nu artikel 225 EF) og artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen kun kan stoettes paa, at Retten har tilsidesat retsregler, hvorved enhver bedoemmelse af faktum er udelukket. Som Kommissionen med rette har bemaerket, kritiserer DSM med dette led en faktisk konstatering fra Rettens side, saaledes at dette led af anbringendet ikke kan paakendes under en appel.

53 Hvad angaar dette anbringendes andet led bemaerkes, at det ikke - for saa vidt som Retten kritiseres for ikke at have genaabnet den mundtlige forhandling ex officio - vedroerer den appellerede kendelse, men dommen i sagen DSM mod Kommissionen, som ikke er genstand for appellen.

54 Det fjerde anbringende maa saaledes ogsaa forkastes.

Femte anbringende: Tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten har betegnet de af DSM naevnte aendringer og tilfoejelser samt deres betydning som »tilstraekkeligt ioejnefaldende« og som retligt relevante »faktiske omstaendigheder«

55 Med henvisning til den appellerede kendelses praemis 19 har DSM anfoert, at Retten har tilsidesat begrundelsespligten, idet den betegnede de af selskabet naevnte aendringer og tilfoejelser samt deres betydning som »tilstraekkeligt ioejnefaldende« og som retligt relevante »faktiske omstaendigheder«. Betegnelsen tilstraekkeligt ioejnefaldende for de formodede faktiske omstaendigheder er ifoelge DSM uden retlig relevans og faktisk urigtigt.

56 For saa vidt som DSM med dette anbringende kritiserer Rettens bedoemmelse vedroerende den tilstraekkeligt ioejnefaldende karakter af de af DSM anfoerte aendringer og tilfoejelser, angaar det faktiske spoergsmaal, som derfor ikke kan undersoeges under en appelsag.

57 For saa vidt som Retten kritiseres for sin antagelse af, at aendringerne og tilfoejelserne var relevante, bemaerkes blot, at disse var blevet paaberaabt af DSM i den begaering, som var kendelsens genstand, saaledes at det paahvilede Retten at tage stilling til dem.

58 Det femte anbringende skal saaledes forkastes.

Sjette anbringende: Tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet Retten ansaa PVC-dommen som saadan samt en skrivelse til Kommissionen og den omstaendighed, at denne forblev ubesvaret, for irrelevante

59 DSM har gjort gaeldende, at Retten tilsidesatte begrundelsespligten, da den i den appellerede kendelses praemis 20 fandt, at PVC-dommen som saadan samt en skrivelse af 5. maj 1992 til Kommissionen og den omstaendighed, at denne forblev ubesvaret, irrelevant. Den skrivelse, der var tilsendt Kommissionen, havde jo netop til formaal at fremskaffe den dokumentation, der ville have givet oplysning om de faktiske omstaendigheder, som indtil da var ukendte for DSM, og skrivelsen var derfor relevant. Parterne har ret til at begaere ekstraordinaer genoptagelse af en dom, saafremt de har grund til at formode, at der foreligger nye faktiske omstaendigheder, der kan faa en afgoerende indflydelse paa en sags udfald.

60 Herom bemaerkes for det foerste, at bedoemmelsen i den appellerede kendelses praemis 20 - hvorefter PVC-dommen, DSM's skrivelse til Kommissionen af 5. maj 1992 og det forhold, at skrivelsen ikke blev besvaret, ikke meddelte DSM de omstaendigheder, som indtil da var ukendte for selskabet - er en faktisk konstatering, som Domstolen ikke har kompetence til at tage stilling til under en appelsag.

61 For det andet bemaerkes, at det udtrykkelig fremgaar af artikel 41 i EF-statutten for Domstolen, at en begaering om ekstraordinaer genoptagelse skal fremsaettes med henvisning til, at en faktisk omstaendighed er blevet opdaget. Retten havde saaledes tilstraekkelig grundlag for at antage, at simple formodninger, som skulle fastslaas under en bevisoptagelse, var uden relevans under en procedure om ekstraordinaer genoptagelse.

62 Det sjette anbringende maa saaledes forkastes.

Syvende og ottende anbringende: Tilsidesaettelse af begrundelsespligten og af lighedsprincippet, idet Retten i modsaetning til sin holdning i PVC-sagerne ikke realitetsbehandlede begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse

63 Med det syvende anbringende har DSM gjort gaeldende, at Retten tilsidesatte begrundelsespligten, idet den i strid med sin egen praksis paa omraadet ikke realitetsbehandlede begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse.

64 Med sit ottende anbringende har DSM gjort gaeldende, at Retten tilsidesatte lighedsprincippet, idet den til forskel fra det, den gjorde i PVC-sagerne, ikke realitetsbehandlede begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse paa grundlag af de af DSM fremlagte oplysninger. Den bevisoptagelse, Retten beordrede i disse sager, afveg ikke fra de anmodninger om oplysning, DSM havde fremsat.

65 Disse anbringender, som skal paakendes samlet, hviler paa en fejlagtig forstaaelse af proceduren om ekstraordinaer genoptagelse. Artikel 41 i EF-statutten for Domstolen bestemmer udtrykkeligt i stk. 2, at genoptagelsessagen indledes med en kendelse, hvorved der udtrykkeligt fastslaas tilstedevaerelsen af en ny faktisk omstaendighed, anerkendes, at denne har de egenskaber, der kan begrunde genoptagelse af sagen, og erklaeres, at begaeringen derfor kan imoedekommes. I Rettens procesreglements artikel 127, stk. 2, bestemmes: »Uden at tage stilling til sagens realitet afgoer Retten paa grundlag af parternes skriftlige bemaerkninger ... om begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse skal tages til foelge«. Ifoelge stk. 3 proever Retten alene paa ny sagens realitet, saafremt den tager begaeringen til foelge.

66 Denne opdeling af proceduren i to faser - den ene vedroerende formaliteten, den anden vedroerende realiteten - skyldes de strenge betingelser for at indlede en genoptagelsessag, som jo herved ophaevelser retskraftsvirkningen (jf. dom af 10.1.1980, sag 116/78 REV., Bellintani m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 23, praemis 3).

67 Det kan saaledes ikke bebrejdes Retten, at den alene har truffet afgoerelse om, hvorvidt begaeringen skulle tages til foelge, ligesom det ikke med rette kan paatales, at den gik frem som gjort i PVC-sagerne.

68 Foelgelig skal det syvende og det ottende anbringende forkastes.

Niende anbringende: Tilsidesaettelse af lighedsprincippet, idet Retten placerede de i polypropylen-sagen involverede virksomheder i forskellige situationer alt efter den paagaeldende afgoerelses dato

69 DSM har gjort gaeldende, at Retten har tilsidesat lighedsprincippet, idet den placerede de i polypropylen-sagen involverede virksomheder i forskellige situationer alt efter den paagaeldende afgoerelses dato. I tre sager blev der afsagt dom den 24. oktober 1991, i fire sager den 17. december 1991 og i syv sager den 10. marts 1992. Disse sidste virksomheder kunne saaledes rejse appel og herved paaberaabe sig praemisserne i PVC-dommen. Da der konkret forelaa forenede sager, blev denne forskelsbehandling saa meget desto mere vigtig, som parterne ikke kunne oeve nogen indflydelse paa de datoer, paa hvilke Retten afsagde dom. Praemis 18 i den appellerede kendelse erkender denne faktiske forskel, men tillaegger den ingen retsvirkning med den begrundelse, at DSM allerede var bekendt med de paagaeldende faktiske omstaendigheder foer dommens afsigelse. Ifoelge DSM er denne bedoemmelse ikke alene retligt irrelevant og faktisk forkert, men tillige uegnet til at begrunde forskelsbehandlingen.

70 Herved maa det for det foerste fastslaas, at kritikken af, at Retten ikke afsagde sine domme samme dag i konnekse sager, vedroerer hovedsagen, der blev afsluttet med den naevnte dom i sagen DSM mod Kommissionen, og ikke proceduren vedroerende ekstraordinaer genoptagelse, som foerte til afsigelsen af den appellerede kendelse, og som er genstanden for naervaerende appelsag.

71 For det andet bemaerkes, at dette anbringende - i og med at der nu rejses tvivl om Rettens konstatering af, at DSM kendte de faktiske omstaendigheder, som paaberaabes til stoette for begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse foer afsigelsen af den dom, som oenskedes genoptaget - vedroerer faktiske spoergsmaal og derfor ikke kan paakendes under en appelsag.

72 Det niende anbringende maa saaledes forkastes.

Tiende anbringende: Tilsidesaettelse af faellesskabsretten, idet Retten ikke antog, at alle anbringender gaaende ud paa, at en retsakt fra en faellesskabsinstitution er en nullitet, hoerer til ordre public

73 Ifoelge DSM har Retten tilsidesat faellesskabsretten, idet den ikke antog, at alle anbringender gaaende ud paa, at en retsakt fra en institution er en nullitet, hoerer til ordre public og kan paaberaabes af parterne uden hensyn til betingelser om frister, ligesom spoergsmaalet skal rejses af Faellesskabets retsinstanser ex officio. I PVC-dommen antog Retten, at et anbringende om nullitet af en retsakt fra en institution hoerer under ordre public og kan paaberaabes af parterne under sagen uden overholdelse af betingelser om frister, ligesom spoergsmaalet skal rejses ex officio af Faellesskabets retsinstanser. Appellanten har derfor mulighed for at paaberaabe sig anbringendet paa ethvert trin af sagen og saaledes ogsaa efter dommens afsigelse uden betingelser om frister, og Retten er pligtig at tage stilling til anbringendets berettigelse. For saa vidt som bevisoptagelse er noedvendig med henblik herpaa, skal Retten foranstalte en saadan.

74 I den forbindelse er det ufornoedent at tage stilling til fortolkningen af begrebet nullitet i PVC-dommen, ligesom der ikke skal tages stilling til de betingelser, hvorunder en retsakts nullitet kan fastslaas under et annullationssoegsmaal, men blot konstateres, at Retten i den anfaegtede kendelse alene skulle udtale sig om, hvorvidt den kunne imoedekomme begaeringen om ekstraordinaer genoptagelse af dommen i sagen DSM mod Kommissionen, hvorved Retten ikke i den forbindelse var pligtig at paadoemme polypropylen-beslutningen.

75 Det tiende anbringende skal derfor forkastes.

76 Herefter, og idet intet af de af DSM paaberaabte anbringender har kunnet tages til foelge, vil appelindstaevnte i det hele vaere at frifinde.

Sagens omkostninger

77 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfoer af artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. DSM har tabt sagen og paalaegges derfor at betale appelsagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) DSM NV betaler appelsagens omkostninger.