61996J0416

1 Praejudicielle spoergsmaal - forelaeggelse for Domstolen - national ret i traktatens artikel 177's forstand - begreb - »Immigration Adjudicator«, der er kompetent til at paakende sager om udlaendinges indrejse og ophold - omfattet

(EF-traktaten, art. 177)

2 Internationale aftaler - aftaler afsluttet af Faellesskabet - direkte virkning - betingelser - artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen EOEF-Marokko

(Samarbejdsaftalen EOEF-Marokko, art. 40, stk. 1)

3 Internationale aftaler - samarbejdsaftalen EOEF-Marokko - marokkanske arbejdstagere beskaeftiget i en medlemsstat - arbejdsvilkaar og afloenning - ligebehandling - raekkevidde - afslag paa forlaengelse af opholdsbevis, hvorved arbejdstagerens beskaeftigelse bringes til ophoer - lovlighed - betingelser

(Samarbejdsaftalen EOEF-Marokko, art. 40, stk. 1)

1 For at bedoemme, om et organ, som forelaegger en sag for Domstolen, er en ret efter traktatens artikel 177 - hvilket spoergsmaal skal afgoeres alene paa grundlag af faellesskabsretten - skal flere forhold tages i betragtning, nemlig om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, traeffer afgoerelse paa grundlag af retsregler, samt om det er uafhaengigt. Immigration Adjudicator, som har kompetence til at paakende klager om udlaendinges indrejse i og ophold paa Det Forenede Kongeriges omraade, opfylder disse betingelser.

2 En bestemmelse i en aftale indgaaet af Faellesskabet med et tredjeland maa anses for umiddelbart anvendelig, naar der af dens ordlyd samt aftalens formaal og karakter kan udledes en klar og praecis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter.

Dette er tilfaeldet med artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Marokko, som er indeholdt i afsnit III, der vedroerer samarbejdet paa arbejdskraftsomraadet, og som langt fra blot har karakter af en programerklaering, men som med hensyn til arbejdsvilkaar og afloenning opstiller et praecist og ubetinget princip, der er tilstraekkeligt operationelt til at kunne anvendes af en national ret, og som derfor direkte kan regulere borgernes retsstilling med den foelge, at de personer, som bestemmelsen finder anvendelse paa, kan paaberaabe sig den for de nationale domstole.

3 Artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Marokko skal fortolkes saaledes, at den i princippet ikke er til hinder for, at modtagermedlemsstaten afslaar at forlaenge opholdsbeviset for en marokkansk arbejdstager, som den har tilladt at rejse ind paa sit omraade og tage erhvervsmaessig beskaeftigelse, for hele den periode, hvorunder den paagaeldende udoever denne beskaeftigelse, naar den oprindelige grund til at give ham opholdsret ikke laengere bestaar paa tidspunktet for udloebet af hans opholdstilladelse.

Forholdet vil kun vaere et andet, saafremt dette afslag beroerer en ret til faktisk udoevelse af en beskaeftigelse, som modtagermedlemsstaten har indroemmet den paagaeldende ved, at de kompetente nationale myndigheder har meddelt ham en behoerig arbejdstilladelse for en laengere periode end opholdsbeviset, uden at afslaget er begrundet i noget hensyn til beskyttelse af statens lovlige interesser saasom hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed. Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om dette er tilfaeldet.

I sag C-416/96,

angaaende en anmodning, som Immigration Adjudicator (Det Forenede Kongerige) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Nour Eddline El-Yassini

mod

Secretary of State for the Home Department,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Marokko, som er undertegnet i Rabat den 27. april 1976 og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2211/78 af 26. september 1978 (EFT L 264, s. 1),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene P.J.G. Kapteyn, J.-P. Puissochet, G. Hirsch og P. Jann samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, D.A.O. Edward, H. Ragnemalm, L. Sevón, M. Wathelet og R. Schintgen (refererende dommer),

generaladvokat: P. Leger

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- N.E. El-Yassini ved P. Duffy, QC, og barrister T. Eicke

- Det Forenede Kongeriges regering ved s. Ridley, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister E. Sharpston

- den tyske regering ved afdelingschef E. Roeder og ekspeditionssekretaer B. Kloke, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- den franske regering ved kontorchef K. Rispal-Bellanger og ekspeditionssekretaer C. Chavance, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent P.J. Kuijper og E.J. Paasivirta, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 10. marts 1998 af El-Yassini, af Det Forenede Kongeriges regering, af den franske regering og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 19. maj 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved foreloebig afgoerelse af 20. december 1996, indgaaet til Domstolen den 31. december 1996, har Immigration Adjudicator i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Marokko, som er undertegnet i Rabat den 27. april 1976 og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2211/78 af 26. september 1978 (EFT L 264, s. 1, herefter »EOEF-Marokko-aftalen«).

2 Spoergsmaalene er rejst under en tvist mellem den marokkanske statsborger El-Yassini og Secretary of State for the Home Department vedroerende afslaget paa at forlaenge dennes opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige.

3 Det fremgaar af akterne i hovedsagen, at El-Yassini den 1. januar 1989 fik tilladelse til at rejse ind i Det Forenede Kongerige som besoegende, men med et forbud mod at tage beskaeftigelse.

4 Den 10. oktober 1990 giftede han sig med en britisk statsborger.

5 Som foelge af dette aegteskab fik han den 12. marts 1991 meddelt opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige, som i overensstemmelse med almindelig praksis i denne medlemsstat gjaldt for en foerste periode paa 12 maaneder, hvorved forbuddet mod at tage beskaeftigelse blev ophaevet.

6 El-Yassini har siden da haft loennet beskaeftigelse. Det er ikke over for ham gjort gaeldende, at han udoever eller siden marts 1991 har udoevet denne beskaeftigelse ulovligt.

7 El-Yassini blev efterfoelgende separeret fra sin hustru. I denne forbindelse fastslog Immigration Adjudicator, at der ikke var indgaaet noget proforma-aegteskab el.lign. med det formaal at skaffe El-Yassini opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige.

8 Den 5. marts og 24. august 1992 anmodede El-Yassini om at faa forlaenget sin opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige navnlig under henvisning til artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen.

9 Artikel 40 i denne aftales afsnit III om samarbejde paa arbejdskraftsomraadet bestemmer saaledes:

»Hver medlemsstat skal tilstaa arbejdstagere med marokkansk statsborgerskab, der er beskaeftiget paa dens omraade, en ordning, som for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning udelukker enhver forskelsbehandling paa grund af nationalitet i forhold til dens egne statsborgere.

Marokko anvender samme bestemmelser over for de statsborgere fra medlemsstaterne, der er beskaeftiget paa dets omraade.«

10 Secretary of State for the Home Department afslog imidlertid El-Yassini's ansoegning navnlig med den begrundelse, at udtrykket »for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning« i artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen ikke omfatter en marokkansk arbejdstagers opholdsret i opholdsmedlemsstaten og derfor ikke kan fortolkes saaledes, at bestemmelsen giver ham ret til at fortsaette med at have beskaeftigelse i denne stat efter opholdsbevisets udloeb.

11 El-Yassini anlagde herefter sag ved Immigration Adjudicator til proevelse af denne afgoerelse, hvorunder han gjorde gaeldende, at artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen tvaertimod boer fortolkes saaledes, at den giver en vandrende marokkansk arbejdstager ret til at blive i opholdsmedlemsstaten, saa laenge han fortsaetter med at have lovlig beskaeftigelse.

12 Immigration Adjudicator har fremhaevet i forelaeggelsesafgoerelsen, at El-Yassini ikke haevder, at artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen giver en marokkansk statsborger de samme rettigheder, som faellesskabsretten giver en statsborger fra en af medlemsstaterne. El-Yassini har altsaa ikke paaberaabt sig denne bestemmelse til stoette for at rejse ind i en medlemsstat eller for at tage anden beskaeftigelse.

13 Immigration Adjudicator har desuden fremhaevet, at El-Yassini findes at have foert en retskaffen vandel, at han har haft lovlig beskaeftigelse inden for alle de relevante perioder, og at han stadig udoever denne beskaeftigelse, mens hans afventer retssagens udfald.

14 Immigration Adjudicator rejser imidlertid det spoergsmaal, om begrebet »arbejdsvilkaar« i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen, kan forstaas i vid betydning ved en analogi fra Domstolens praksis dels vedroerende betydningen af det samme udtryk i EF-traktatens artikel 48, stk. 2, og i artikel 7, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467), dels vedroerende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80 af 19. september 1980, som det associeringsraad, der er oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Tyrkiet, traf den 19. september 1980 om udviklingen af associeringen. Denne aftale blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara af, paa den ene side, Republikken Tyrkiet og, paa den anden side, af EOEF's medlemsstater og Faellesskabet, og den blev indgaaet, godkendt og bekraeftet paa Faellesskabets vegne ved Raadets afgoerelse 64/732/EOEF af 23. december 1963 (Samling af Aftaler indgaaet af De Europaeiske Faellesskaber, bind 3, s. 541, herefter »EOEF-Tyrkiet-aftalen«). Ifoelge Domstolens naevnte praksis er der en sammenhaeng mellem retten for statsborgere fra det paagaeldende tredjeland til at fortsaette med at have beskaeftigelse i opholdsmedlemsstaten og deres opholdsret i samme stat, da retten til beskaeftigelse ville vaere helt illusorisk uden en tilsvarende opholdsret (jf. bl.a. dom af 16.12.1992, sag C-237/91, Kus, Sml. I, s. 6781).

15 Da Immigration Adjudicator fandt, at det var noedvendigt at fortolke artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen for at afgoere tvisten, har denne myndighed udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Omfatter udtrykket 'arbejdsvilkaar' i artikel 40 i samarbejdsaftalen EOEF-Marokko - i et tilfaelde hvor en marokkansk statsborger lovligt er bosat i en medlemsstat og lovligt er beskaeftiget i denne medlemsstat - sikkerhed i ansaettelsen i den tid beskaeftigelsen varer, og som frit er aftalt mellem arbejdsgiveren og den ansatte (dvs. ansaettelsens varighed), og goder, der er en foelge af denne sikkerhed, saasom et karriereforloeb med mulighed for forfremmelse, efteruddannelse samt loen og arbejdsophoerspensioner i forhold til sagsoegerens anciennitet, saafremt EF-Domstolens argumentation bl.a. i sag C-272/92, Spotti mod Freistaat Bayern, Sml. 1993 I, s. 5185, og sag 225/85, Kommissionen mod Italien, Sml. 1987, s. 2625, anvendes mutatis mutandis?

2) I bekraeftende fald oenskes det oplyst, om den omstaendighed, at varigheden af sagsoegerens ansaettelse er undergivet en de facto tidsbegraensning i medfoer af Det Forenede Kongeriges lovgivning om udlaendinges indrejse og ophold, og at ansaettelsen i det foreliggende tilfaelde bringes til ophoer som foelge af sagsoegtes afgoerelse om ikke at forlaenge sagsoegerens opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige, indebaerer forskelsbehandling paa grund af nationalitet med hensyn til saadanne 'arbejdsvilkaar' i tilfaelde, hvor sagsoegte ikke kunne fastsaette en saadan de facto tidsbegraensning for egne statsborgere og/eller tvinge dem til at bringe ansaettelsen til ophoer?

3) Hvis spoergsmaal 1) og 2) besvares bekraeftende, oenskes det oplyst, om medlemsstaten i medfoer af artikel 40 i samarbejdsaftalen EOEF-Marokko skal give den marokkanske arbejdstager opholdstilladelse, saa laenge han er lovligt beskaeftiget?«

Formaliteten

16 Foer de forelagte spoergsmaal besvares, skal det undersoeges, om Immigration Adjudicator boer anses for en ret i traktatens artikel 177's forstand.

17 For at bedoemme, om et organ er en ret efter denne traktatbestemmelse - hvilket spoergsmaal skal afgoeres alene paa grund af faellesskabsretten - tager Domstolen flere forhold i betragtning, nemlig om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, traeffer afgoerelse paa grundlag af retsregler, samt om det er uafhaengigt (jf. bl.a. dom af 30.6.1966, sag 61/65, Vaassen-Goebbels, Sml. 1965-1968, s. 227, org. ref.: Rec. s. 377, og af 17.10.1997, sag C-54/96, Dorsch Consult, Sml. I, s. 4961, praemis 23).

18 I denne forbindelse boer foerst fremhaeves, at Immigration Adjudicator blev oprettet ved Immigration Act 1971 (lov af 1971 om immigration).

19 Ifoelge denne lov har Immigration Adjudicator kompetence til at paakende sager om udlaendinges indrejse i og ophold paa Det Forenede Kongeriges omraade.

20 Desuden skal det fremhaeves, at Immigration Adjudicator er et permanent organ, som traeffer retsafgoerelser i medfoer af Immigration Act 1971 og i overensstemmelse med reglerne i Immigration Appeals (Procedure) Rules 1984. Som generaladvokaten har anfoert i punkt 20 i forslaget til afgoerelse, er denne procedure kontradiktorisk. Immigration Adjudicator's afgoerelser er begrundede, har bindende virkning og kan paa visse betingelser appelleres til Immigration Appeal Tribunal.

21 Endelig udnaevnes Immigration Adjudicators af Lord Chancellor for en periode paa ti aar eller for et aar ad gangen med mulighed for forlaengelse, afhaengig af, om det er en fuldtids- eller deltidsvirksomhed. Saa laenge Immigration Adjudicators udoever deres hverv, er de tilsikret samme garantier for uafhaengighed som dommere.

22 Foelgelig maa Immigration Adjudicator anses for en ret i traktatens artikel 177's forstand, hvorfor de praejudicielle spoergsmaal maa antages til realitetsbehandling.

De praejudicielle spoergsmaal

23 Med de tre praejudicielle spoergsmaal, som boer gennemgaas under ét, oensker den forelaeggende ret naermere bestemt at faa oplyst, om artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at modtagermedlemsstaten naegter at forlaenge opholdsbeviset for en marokkansk statsborger, som den har tilladt at rejse ind paa sit omraade og tage loennet beskaeftigelse, for hele den periode, hvorunder den paagaeldende udoever denne beskaeftigelse, naar den oprindelige grund til at give ham opholdsret ikke laengere bestaar paa tidspunktet for udloebet af hans opholdstilladelse.

24 For at kunne give en nyttig besvarelse af det saaledes omformulerede spoergsmaal maa det foerst undersoeges, om en privat kan paaberaabe sig artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen for en national ret, og derefter skal i bekraeftende fald raekkevidden af forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse bestemmes naermere.

Den direkte virkning af artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen

25 Ifoelge Domstolens faste praksis maa en bestemmelse i en aftale indgaaet af Faellesskabet med et tredjeland anses for umiddelbart anvendelig, naar der af dens ordlyd samt af aftalens formaal og karakter kan udledes en klar og praecis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter (jf. bl.a. dom af 30.9.1987, sag 12/86, Demirel, Sml. s. 3719, praemis 14, af 31.1.1991, sag C-18/90, Kziber, Sml. I, s. 199, praemis 15, og af 16.6.1998, sag C-162/96, Racke, Sml. I, s. 3655, praemis 31).

26 For at afgoere, om artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen opfylder disse kriterier, skal bestemmelsens ordlyd foerst undersoeges.

27 I saa henseende maa det fastslaas, at denne bestemmelse klart, praecist og ubetinget fastslaar et forbud mod for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning at forskelsbehandle vandrende marokkanske arbejdstagere, som er beskaeftiget paa modtagermedlemsstatens omraade, paa grund af disses nationalitet.

28 Konstateringen af, at dette forbud mod forskelsbehandling direkte kan regulere privates forhold, modsiges i oevrigt ikke af gennemgangen af formaalet med og karakteren af den aftale, som denne bestemmelse udgoer en del af.

29 Som det fremgaar af artikel 1 i EOEF-Marokko-aftalen har denne til formaal at fremme et globalt samarbejde mellem de kontraherende parter med henblik paa at bidrage til Kongeriget Marokkos oekonomiske og sociale udvikling og fremme en styrkelse af deres indbyrdes forbindelser, bl.a. paa arbejdskraftsomraadet.

30 Desuden er den omstaendighed, at EOEF-Marokko-aftalen i det vaesentlige har til formaal at fremme Kongeriget Marokkos oekonomiske udvikling, og at den i dette oejemed begraenser sig til at indfoere et samarbejde mellem de kontraherende parter uden at sigte mod en associering eller mod det paagaeldende tredjelands fremtidige tiltraedelse af Faellesskabet, ikke til hinder for, at visse af aftalens bestemmelser faar direkte virkning (jf. Kziber-dommen, praemis 21).

31 Dette gaelder navnlig for artikel 40 i EOEF-Marokko-aftalen, som er indeholdt i afsnit III, der vedroerer samarbejdet paa arbejdskraftsomraadet, og som langt fra blot har karakter af en programerklaering, men som med hensyn til arbejdsvilkaar og afloenning opstiller et praecist og ubetinget princip, der er tilstraekkeligt operationelt til at kunne anvendes af en national ret, og som derfor direkte kan regulere borgernes retsstilling (jf. Kziber-dommen, praemis 22).

32 Artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen har derfor direkte virkning med den foelge, at de personer, som denne bestemmelse finder anvendelse paa, kan paaberaabe sig den for de nationale domstole.

Raekkevidden af artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen

33 El-Yassini har i det vaesentlige gjort gaeldende, at modtagermedlemsstaten alene kan naegte at forlaenge hans opholdsbevis, saafremt dette er begrundet i lovlige hensyn til beskyttelse af den offentlige orden, sikkerhed og sundhed. Hvis man nemlig antog Det Forenede Kongeriges opfattelse om, at det staar medlemsstaterne frit for paa et hvilket som helst tidspunkt at udvise en vandrende marokkansk arbejdstager, selv om de har givet denne tilladelse til at rejse ind paa deres omraade og udoeve en erhvervsmaessig beskaeftigelse, ville man goere rettighederne efter artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen illusoriske ved at give medlemsstaten mulighed for efter et frit skoen - og navnlig ud fra rent oekonomiske hensyn - at bringe den beskaeftigelse til ophoer, der lovligt udoeves af den paagaeldende, som ikke kan beskyldes for noget dadelvaerdigt forhold.

34 Efter El-Yassini's opfattelse er det i sagens natur diskriminerende at anvende nationale bestemmelser om udlaendinges indrejse og ophold paa en statsborger fra et tredjeland, som har en samarbejdsaftale med Faellesskabet, da disse bestemmelser ikke kan goeres gaeldende over for den paagaeldende medlemsstats egne statsborgere. Anvendelsen heraf er derfor ulovlig efter artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen paa grund af de virkninger, den har for den paagaeldendes beskaeftigelse.

35 El-Yassini praeciserer, at han ikke goer krav paa at blive ligestillet med en statsborger fra en medlemsstat, men at han oensker, at der foretages en analog anvendelse af Domstolens praksis vedroerende bestemmelserne om associeringen EOEF-Tyrkiet, hvorefter den vandrende arbejdstagers ret til at tage beskaeftigelse medfoerer en ret for den paagaeldende til ogsaa at tage ophold, og disse rettigheder anerkendes uafhaengigt af den oprindelige grund til at indroemme vedkommende en ret til indrejse, arbejde og ophold (jf. bl.a. Kus-dommen, praemis 21, 22, 23 og 29). Heraf slutter El-Yassini, at en marokkansk statsborger, som har faaet tilladelse til at tage beskaeftigelse i en medlemsstat, har ret til at opholde sig i samme medlemsstat, saa laenge beskaeftigelsen varer.

36 Heroverfor har den tyske og britiske regering anfoert, at en samarbejdsaftale saasom EOEF-Marokko-aftalen har et mere begraenset formaal end bestemmelserne om associeringen EOEF-Tyrkiet, hvorfor Domstolens praksis om disse bestemmelser ikke kan anvendes analogt paa en vandrende marokkansk arbejdstager som El-Yassini.

37 Disse regeringer tilfoejer, at forbuddet mod forskelsbehandling paa grund af nationalitet i artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen kun vedroerer den marokkanske arbejdstagers beskaeftigelsesforhold i modtagermedlemsstaten. Foelgelig bevarer den enkelte medlemsstat kompetencen til at udstede regler om indrejse og ophold paa dens omraade for personer fra Marokko, og navnlig henhoerer de naermere regler for disses tilstedevaerelse i beskaeftigelsesmedlemsstaten udelukkende under dennes egen lovgivning.

38 Under disse omstaendigheder tillaegger artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen efter de naevnte regeringers opfattelse alene en marokkansk arbejdstager ret til ligebehandling for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning, saa laenge den paagaeldende har opholdstilladelse i modtagermedlemsstaten. Derimod kan denne bestemmelse ikke fortolkes saaledes, at den giver en vandrende marokkansk arbejdstager - uanset om denne har en behoerig tilladelse til at have beskaeftigelse i en medlemsstat - krav paa en forlaengelse af sit opholdsbevis i denne stat for at kunne fortsaette sit arbejdsforhold paa trods af den paagaeldende medlemsstats lovgivning om tilsyn med udlaendinge.

39 Den franske regering er af samme grund af den opfattelse, at det ikke kan anses for en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet for saa vidt angaar arbejdsvilkaar i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen, at modtagermedlemsstatens bestemmelser vedroerende udlaendinges indrejse og ophold som hovedregel finder anvendelse paa en marokkansk arbejdstager som El-Yassini.

40 Den franske regering praeciserer imidlertid, at den paagaeldende medlemsstats befoejelse til at meddele og inddrage en marokkansk arbejdstagers opholdsbevis ikke maa udoeves paa en saadan maade, at det uden lovlig grund beroerer den ret til beskaeftigelse, som denne stat har indroemmet den paagaeldende.

41 Kommissionen har anfoert, at det vel med en vis rette kan goeres gaeldende, at en marokkansk statsborger, som har faaet tilladelse til at rejse ind i en medlemsstat og tage beskaeftigelse, boer have ret til ophold, saa laenge arbejdsforholdet varer, og derfor ikke kan udvises, blot fordi den oprindelige grund til at give ham ret til ophold ikke laengere bestaar.

42 Heroverfor kan dog indvendes, at denne opfattelse kun kan forsvares i forbindelse med de saerlige bestemmelser om associeringen EOEF-Tyrkiet, som har et mere ambitioest maal end EOEF-Marokko-aftalen, og inden for hvis rammer associeringsraadet udtrykkeligt har tildelt tyrkiske arbejdstagere gradvist mere omfattende rettigheder afhaengig af varigheden af den lovlige beskaeftigelse i en medlemsstat.

43 Heraf foelger efter Kommissionens opfattelse, at en marokkansk arbejdstager som El-Yassini ikke kan antages at vaere blevet udsat for en forskelsbehandling med hensyn til arbejdsvilkaar, som er forbudt efter artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen, blot fordi han faar afslag paa forlaengelse af sit opholdsbevis i medfoer af modtagermedlemsstatens regler om tilsyn med udlaendinge, og fordi han som foelge heraf tvinges til at ophoere med den beskaeftigelse, som han havde faaet tilladelse til at udoeve i den paagaeldende medlemsstat.

44 Med henblik paa at bestemme raekkevidden af artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen skal det indledningsvis bemaerkes, at denne bestemmelse for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning indeholder et principielt forbud mod at forskelsbehandle vandrende marokkanske arbejdstagere, som er beskaeftiget paa en medlemsstats omraade, i forhold til denne stats egne statsborgere.

45 Det maa foerst fastslaas, at selv hvad angaar anvendelsen af den grundlaeggende ret for personer til fri bevaegelighed inden for Faellesskabet er det Domstolens faste praksis, at den undtagelsesbestemmelse, der bl.a. findes i traktatens artikel 48, stk. 3, giver medlemsstaterne befoejelse til af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed at traeffe foranstaltninger over for statsborgere fra andre medlemsstater, som de ikke kan bringe i anvendelse over for deres egne statsborgere, da de som foelge af et internationalt retsprincip ikke kan udvise disse fra deres omraade eller forbyde dem indrejse (jf. dom af 4.12.1974, sag 41/74, Van Duyn, Sml. s. 1337, praemis 22 og 23, af 18.5.1982, forenede sager 115/81 og 116/81, Adoui og Cornuaille, Sml. s. 1665, praemis 7, af 17.6.1997, forenede sager C-65/95 og C-111/95, Shingara og Radiom, Sml. I, s. 3343, praemis 28, af 16.7.1998, sag C-171/96, Pereira Roque, Sml. I, s. 4607, praemis 37 og 38, og af 19.1.1999, sag C-348/96, Calfa, Sml. I, s. 11, praemis 20). Dette maa derfor i lige saa hoej grad gaelde i forbindelse med en aftale, der er indgaaet mellem Faellesskabet og et tredjeland, saasom EOEF-Marokko-aftalen.

46 Som foelge heraf kan i modsaetning til, hvad El-Yassini har anfoert, princippet om ligebehandling for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning i artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen ikke som saadan medfoere, at det forbydes myndighederne i modtagermedlemsstaten at naegte en forlaengelse af opholdsbeviset for en vandrende marokkansk arbejdstager, der er beskaeftiget paa denne medlemsstats omraade, selv om det i sagens natur er udelukket at anvende en saadan foranstaltning over for den paagaeldende medlemsstats egne statsborgere.

47 Hvad dernaest angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Domstolens praksis vedroerende bestemmelserne om associeringen EOEF-Tyrkiet boer anvendes analogt, saaledes som El-Yassini har haevdet, bemaerkes, at en international traktat efter Domstolens faste praksis skal fortolkes ikke blot efter sin ordlyd, men tillige paa baggrund af sine formaal. Det bestemmes herom i artikel 31 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969, at en traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den saedvanlige betydning, der maatte tillaegges traktatens udtryk i deres sammenhaeng og belyst af dens hensigt og formaal (jf. herom bl.a. udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. I, s. 6079, praemis 14, og dom af 1.7.1993, sag C-312/92, Metala, Sml. I, s. 3751, praemis 12).

48 For at afgoere, om Domstolens praksis vedroerende bestemmelserne i forbindelse med EOEF-Tyrkiet-aftalen ogsaa boer finde anvendelse paa EOEF-Marokko-aftalen, boer disse aftaler herefter gennemgaas saavel paa baggrund af deres formaal som deres sammenhaeng.

EOEF-Tyrkiet-aftalen

49 Hvad for det foerste angaar EOEF-Tyrkiet-aftalen skal det fremhaeves, at denne aftale ifoelge artikel 2, stk. 1, har til formaal at fremme en stadig og afbalanceret styrkelse af de oekonomiske og handelsmaessige forbindelser mellem parterne, og at det bestemmes i artikel 28, at »naar aftalens funktion har gjort det muligt at forudse Tyrkiets fuldstaendige overtagelse af de forpligtelser, der hidroerer fra traktaten om oprettelse af Faellesskabet, undersoeger de kontraherende parter muligheden for Tyrkiets optagelse i Faellesskabet«.

50 Ifoelge artikel 12 i EOEF-Tyrkiet-aftalen »[enes] de kontraherende parter ... om, paa grundlag af artikel 48, 49 og 50 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, gradvist indbyrdes at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed«.

51 Med henblik herpaa fastsaetter artikel 36 i den tillaegsprotokol, som blev undertegnet den 23. november 1970 i Bruxelles, og som blev indgaaet, godkendt og bekraeftet paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2760/72 af 19. december 1972 (Samling af Aftaler indgaaet af De Europaeiske Faellesskaber, bind 3, s. 581), fristerne for den gradvise gennemfoerelse af arbejdskraftens frie bevaegelighed mellem Faellesskabets medlemsstater og Republikken Tyrkiet og bestemmer, at associeringsraadet traeffer beslutning om de noedvendige retningslinjer med henblik herpaa. Endvidere bestemmes det i tillaegsprotokollens artikel 37, at »hver medlemsstat opretter for arbejdstagere af tyrkisk nationalitet, som er beskaeftiget i Faellesskabet, en ordning, hvorunder der ikke finder nogen i nationalitet begrundet forskelsbehandling sted i forhold til arbejdstagere, som er statsborgere i andre af Faellesskabets medlemsstater, for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning«.

52 I medfoer af aftalen og tillaegsprotokollen, navnlig dennes artikel 36, vedtog det associeringsraad, som blev oprettet ved EOEF-Tyrkiet-aftalen, den 19. september 1980 afgoerelse nr. 1/80, hvis artikel 6, stk. 1, der er indeholdt i kapitel II, afsnit 1 (som vedroerer henholdsvis »bestemmelser paa det sociale omraade« og »beskaeftigelsesforhold og arbejdskraftens frie bevaegelighed«), bestemmer saaledes:

»Med forbehold af artikel 7 vedroerende familiemedlemmers frie adgang til beskaeftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:

- efter at have haft lovlig beskaeftigelse i et aar, ret til fornyelse af deres arbejdstilladelser i denne medlemsstat hos samme arbejdsgiver, saafremt der er beskaeftigelse

- efter at have haft lovlig beskaeftigelse i tre aar, ret til i denne medlemsstat med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Faellesskabets medlemsstater har, at modtage tilbud om anden beskaeftigelse hos en arbejdsgiver efter eget valg, saafremt dette tilbud er afgivet under normale vilkaar og er registreret ved den paagaeldende medlemsstats arbejdsmarkedsmyndigheder

- efter at have haft lovlig beskaeftigelse i fire aar i den paagaeldende medlemsstat fri adgang til enhver form for loennet arbejde efter eget valg.«

53 Det er paa denne baggrund, at Domstolen i sin faste praksis har fastslaaet, at en tyrkisk arbejdstager, som opfylder betingelserne i artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80, kan goere krav paa forlaengelse af sit opholdsbevis i modtagermedlemsstaten med henblik paa at fortsaette en loennet beskaeftigelse i denne stat, som er lovlig (jf. bl.a. Kus-dommen, praemis 36, domme af 30.9.1997, sag C-36/96, Guenaydin, Sml. I, s. 5143, praemis 55, og sag C-98/96, Ertanier, Sml. I, s. 5179, praemis 62, samt dom af 26.11.1998, sag C-1/97, Birden, Sml. I, s. 7747, praemis 69).

EOEF-Marokko-aftalen

54 Hvad dernaest angaar EOEF-Marokko-aftalen bemaerkes, som det allerede fremgaar af naervaerende doms praemis 29, at denne aftale har til formaal at fremme et globalt samarbejde mellem de kontraherende parter med henblik paa at bidrage til Kongeriget Marokkos oekonomiske og sociale udvikling og at fremme en styrkelse af deres indbyrdes forbindelser.

55 Med henblik herpaa bestemmer aftalens artikel 1, at der vil blive vedtaget og ivaerksat bestemmelser og aktioner inden for oekonomisk, teknisk og finansielt samarbejde, inden for samhandel samt paa det sociale omraade.

56 Hvad saerlig angaar samarbejdet paa arbejdskraftsomraadet, der er omhandlet i afsnit III i EOEF-Marokko-aftalen, fastslaar artikel 40 et principielt forbud for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning mod enhver forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet af de arbejdstagere, der er beskaeftiget paa en kontraherende stats omraade, i forhold til denne stats egne statsborgere.

57 Det fremgaar af denne sammenligning mellem EOEF-Marokko-aftalen og EOEF-Tyrkiet-aftalen, at det i modsaetning til den sidstnaevnte aftale ikke er forudset i den foerstnaevnte, at de kontraherende parter paa laengere sigt vil undersoege mulighederne for, at det paagaeldende tredjeland optages i Faellesskabet.

58 Desuden tilsigter EOEF-Marokko-aftalen i modsaetning til EOEF-Tyrkiet-aftalen ikke nogen gradvis gennemfoerelse af arbejdskraftens frie bevaegelighed.

59 Hertil kommer, at det samarbejdsraad, som blev oprettet ved EOEF-Marokko-aftalen, ikke har vedtaget nogen afgoerelse, som indeholder en tilsvarende bestemmelse som artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80 fra Associeringsraadet EOEF-Tyrkiet, som med henblik paa den fremtidige gennemfoerelse af den frie bevaegelighed tildeler vandrende tyrkiske arbejdstagere praecise rettigheder, som skal medvirke til at integrere dem gradvist paa arbejdsmarkedet i modtagermedlemsstaten, og som er gjort afhaengige af varigheden af den tilladte loennede beskaeftigelse.

60 Det skal endvidere fremhaeves, at den retspraksis, som El-Yassini har haevdet boer anvendes analogt, netop vedroerer artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80 og ikke artikel 37 i tillaegsprotokollen, der indeholder en ligebehandlingsforskrift svarende til den, som er indeholdt i artikel 40 i EOEF-Marokko-aftalen.

61 Det fremgaar saaledes af de vaesentlige forskelle, der bestaar mellem bestemmelserne om associeringen EOEF-Tyrkiet og EOEF-Marokko-aftalen, ikke blot hvad angaar disses ordlyd, men ogsaa deres indhold og formaal, at Domstolens praksis vedroerende bestemmelserne om associeringen EOEF-Tyrkiet ikke kan anvendes analogt paa EOEF-Marokko-aftalen.

62 Det maa derfor konkluderes, at det paa faellesskabsrettens nuvaerende stadium i princippet ikke er forbudt en medlemsstat at naegte at forlaenge opholdsbeviset for en marokkansk arbejdstager, som den har tilladt at rejse ind paa dens omraade og have erhvervsmaessig beskaeftigelse, naar den oprindelige grund til, at opholdsretten blev givet, ikke laengere bestaar paa tidspunktet for udloebet af den opholdstilladelse, som er meddelt den paagaeldende.

63 Den omstaendighed, at denne foranstaltning fra de kompetente nationale myndigheders side tvinger den paagaeldende til at bringe sit arbejdsforhold til ophoer i modtagermedlemsstaten foer det tidspunkt, han ifoelge kontrakten har aftalt med sin arbejdsgiver, kan principielt ikke aendre denne fortolkning.

64 Forholdet vil dog vaere et andet, saafremt den forelaeggende ret konstaterer, at modtagermedlemsstaten har indroemmet den vandrende marokkanske arbejdstager praecise rettigheder hvad angaar udoevelsen af en beskaeftigelse, der er mere vidtgaaende end dem, modtagermedlemsstaten har tildelt ham hvad angaar hans ophold.

65 En saadan situation foreligger, saafremt den paagaeldende medlemsstat kun har meddelt den paagaeldende et opholdsbevis for en kortere periode end arbejdstilladelsen, og saafremt den senere og inden arbejdstilladelsen udloeb afslaar at forlaenge opholdsbeviset uden at begrunde dette afslag med noget hensyn til beskyttelse af statens lovlige interesser, saasom hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed.

66 Som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 63-66 i forslaget til afgoerelse foelger det nemlig af hensynet til den effektive virkning af artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen, at en marokkansk arbejdstager, som har faaet behoerig tilladelse til at have erhvervsmaessig beskaeftigelse paa en medlemsstats omraade for en bestemt periode, inden for hele denne periode nyder godt af de rettigheder, han har efter bestemmelsen.

67 Paa grundlag af samtlige de anfoerte betragtninger maa den forelaeggende rets spoergsmaal herefter besvares med, at artikel 40, stk. 1, i EOEF-Marokko-aftalen skal fortolkes saaledes, at den i princippet ikke er til hinder for, at modtagermedlemsstaten afslaar at forlaenge opholdsbeviset for en marokkansk arbejdstager, som den har tilladt at rejse ind paa sit omraade og tage erhvervsmaessig beskaeftigelse, for hele den periode, hvorunder den paagaeldende udoever denne beskaeftigelse, naar den oprindelige grund til at give ham opholdsret ikke laengere bestaar paa tidspunktet for udloebet af hans opholdstilladelse.

Forholdet vil kun vaere et andet, saafremt dette afslag beroerer en ret til faktisk udoevelse af en beskaeftigelse, som modtagermedlemsstaten har indroemmet den paagaeldende ved, at de kompetente nationale myndigheder har meddelt ham en behoerig arbejdstilladelse for en laengere periode end opholdsbeviset, uden at afslaget er begrundet i noget hensyn til beskyttelse af statens lovlige interesser saasom hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed. Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om dette er tilfaeldet.

Sagens omkostninger

68 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, den tyske og franske regering samt Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Immigration Adjudicator ved foreloebig afgoerelse af 20. december 1996, for ret:

Artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Marokko, som blev undertegnet i Rabat den 27. april 1976 og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2211/78 af 26. september 1978, skal fortolkes saaledes, at den i princippet ikke er til hinder for, at modtagermedlemsstaten afslaar at forlaenge opholdsbeviset for en marokkansk arbejdstager, som den har tilladt at rejse ind paa sit omraade og tage erhvervsmaessig beskaeftigelse, for hele den periode, hvorunder den paagaeldende udoever denne beskaeftigelse, naar den oprindelige grund til at give ham opholdsret ikke laengere bestaar paa tidspunktet for udloebet af hans opholdstilladelse.

Forholdet vil kun vaere et andet, saafremt dette afslag beroerer en ret til faktisk udoevelse af en beskaeftigelse, som modtagermedlemsstaten har indroemmet den paagaeldende ved, at de kompetente nationale myndigheder har meddelt ham en behoerig arbejdstilladelse for en laengere periode end opholdsbeviset, uden at afslaget er begrundet i noget hensyn til beskyttelse af statens lovlige interesser saasom hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed. Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om dette er tilfaeldet.