61996J0266

1 Praejudicielle spoergsmaal - forelaeggelse for Domstolen - ikke-kontradiktorisk procedure - mulighed for forelaeggelse - noedvendigt at forsyne Domstolen med tilstraekkelige oplysninger vedroerende den faktiske og retlige sammenhaeng

(EF-traktaten, art. 177)

2 Praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - graenser - aabenbart irrelevant spoergsmaal

(EF-traktaten, art. 177)

3 Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - national lovgivning med pligt for soetransportvirksomheder etableret i en anden medlemsstat til at anvende tjenesteydelser fra grupper af lokale fortoejningsarbejdere - lovligt - betingelser

(EF-traktaten, art. 30)

4 Konkurrence - faellesskabsregler - medlemsstaternes forpligtelser - national lovgivning, der tildeler virksomheder etableret i staten eneret til at yde fortoejningstjeneste - forenelighed - betingelser

(EF-traktaten, art. 5, 85, 86 og 90)

5 Transport - soetransport - fri udveksling af tjenesteydelser - national lovgivning med pligt for soetransportvirksomheder etableret i en anden medlemsstat til at anvende tjenesteydelser fra grupper af lokale fortoejningsarbejdere - lovligt - betingelser

(EF-traktaten, art. 56 og 59; Raadets forordning nr. 4055/86)

1 Traktatens artikel 177 forudsaetter ikke, at den procedure, hvorunder den nationale ret formulerer praejudicielle spoergsmaal, er kontradiktorisk. Imidlertid er det under saadanne sager helt noedvendigt, at den nationale ret forelaegger Domstolen en detaljeret og fuldstaendig fremstilling af den faktiske og retlige sammenhaeng.

2 Under den praejudicielle procedure efter traktatens artikel 177 tilkommer det udelukkende de nationale retter, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, der skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen. En afvisning fra realitetsbehandling af en anmodning fra en national ret er kun mulig, hvis det viser sig, at den oenskede fortolkning af faellesskabsretten aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand. Dette er imidlertid ikke tilfaeldet i hovedsagen.

3 Traktatens artikel 30 er ikke til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, som paalaegger soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, hvis fartoejer besejler havnene i den foerste medlemsstat, at benytte tjenesteydelser, der ydes af grupper af lokale fortoejningsarbejdere med eksklusive rettigheder, idet ydelserne betales med en hoejere takst end den faktiske omkostning ved den praesterede tjenesteydelse, naar en saadan lovgivning ikke indeholder nogen sondring paa grundlag af de transporterede varers oprindelse, ikke til formaal at regulere varehandelen med de oevrige medlemsstater, og de restriktive virkninger, som den vil kunne medfoere for de frie varebevaegelser, er alt for usikre og indirekte til, at den i loven fastsatte forpligtelse kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne.

4 Traktatens artikel 5, 85, 86 og artikel 90, stk. 1, er ikke til hinder for bestemmelser,

- der tildeler virksomheder etableret i denne stat eneret til at udfoere fortoejningstjeneste

- som stiller krav om anvendelse af naevnte tjeneste til en pris, der, ud over den faktiske omkostning ved tjenesteydelserne, omfatter det tillaeg, der foelger af opretholdelsen af en fuldstaendig fortoejningstjeneste

- der fastsaetter forskellige takster fra havn til havn for at tage hensyn til disses saerlige kendetegn, naar, for det foerste, de omhandlede virksomheder faktisk af staten er blevet tildelt forvaltningen af en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse i traktatens artikel 90, stk. 2's forstand, og de oevrige betingelser for at anvende denne bestemmelse er opfyldt, og naar, for det andet, der ikke foreligger en aftale i traktatens artikel 85's forstand.

5 Bestemmelserne i forordning nr. 4055/86 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet og traktatens artikel 59 er ikke til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der foreskriver, at soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, naar deres fartoejer besejler havnene i den foerste medlemsstat, skal anvende de tjenesteydelser mod vederlag, der udfoeres af grupper af lokale fortoejningsarbejdere med eksklusive rettigheder. Dette gaelder, naar, for det foerste, en saadan ordning ikke medfoerer nogen paaviselig eller skjult forskelsbehandling, og, for det andet, det maa antages, at selv om ordningen var en hindring for den frie udfoerelse af fortoejningstjeneste eller for den frie udveksling af soetransporttjenesteydelser, ville betingelserne - i det foerste tilfaelde - for at anvende traktatens artikel 90, stk. 2, vaere opfyldt, og ordningen - i det andet tilfaelde - ville vaere begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed i traktatens artikel 56's forstand.

I sag C-266/96,

angaaende en anmodning, som Tribunale di Genova (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Corsica Ferries France SA

mod

Gruppo Antichi Ormeggiatori del porto di Genova Coop. arl,

Gruppo Ormeggiatori del Golfo di La Spezia Coop. arl,

Ministero dei Trasporti e della Navigazione,

"at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 3, 5, 30, 59, 85 og 86 samt artikel 90, stk. 1, og af Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet (EFT L 378, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne M. Wathelet (refererende dommer), J.C. Moitinho de Almeida, J.-P. Puissochet og L. Sevón,

generaladvokat: N. Fennelly

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Corsica Ferries France SA ved advokaterne G. Conte og G. Giacomini, Genova

- Gruppo Antichi Ormeggiatori del porto di Genova Coop. arl ved advokat A. Tizzano, Napoli, og advokat F. Munari, Genova

- Gruppo Ormeggiatori del Golfo di La Spezia Coop. arl ved advokaterne S.M. Carbone og G. Sorda, Genova, samt advokat G.M. Roberti, Napoli

- den italienske regering ved afdelingschef, professor U. Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, P.G. Ferri

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved ledende juridisk konsulent G. Marenco og L. Pignataro, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 6. november 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Corsica Ferries France SA ved advokaterne G. Conte og G. Giacomini, af Gruppo Antichi Ormeggiatori del porto di Genova Coop. arl ved advokat F. Munari, af Gruppo Ormeggiatori del Golfo di La Spezia Coop. arl ved advokaterne S.M. Carbone, G. Sorda og G.M. Roberti, af den italienske regering ved statens advokat, G. Aiello, og af Kommissionen ved L. Pignataro,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 22. januar 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 5. juli 1996, indgaaet til Domstolen den 2. august 1996, har Tribunale di Genova i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 3, 5, 30, 59, 85 og 86 samt artikel 90, stk. 1, og af Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet (EFT L 378, s. 1).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem paa den ene side Corsica Ferries France SA (herefter »Corsica Ferries«) og paa den anden side Gruppo Antichi Ormeggiatori del porto di Genova Coop. arl (gruppen af fortoejningsarbejdere i Genovas havn, herefter »fortoejningsarbejderne i Genova«), Gruppo Ormeggiatori del Golfo di La Spezia Coop. arl (gruppen af fortoejningsarbejdere i La Spezias havn, herefter »fortoejningsarbejderne i La Spezia«) og Trafik- og Soefartsministeriet.

3 Corsica Ferries er et fransk selskab, der siden den 1. januar 1994 som soetransportvirksomhed har drevet linjefart med bilfaerger mellem Korsika og visse italienske havne, herunder Genova og La Spezia. Selskabet anvender fartoejer, der foerer Panamas flag, og som er tidschartret af Tourship Ltd, der har hjemsted paa Jersey. Corsica Ferries og Tourship Ltd kontrolleres begge af Tourship SA, der er et luxembourgsk selskab med hjemsted i Luxembourg. I aarene 1994, 1995 og 1996 betalte Corsica Ferries fortoejningsarbejderne i Genova og La Spezia nogle beloeb som betaling for fortoejningsarbejde (fortoejning og loskastning af fartoejer), der fandt sted i forbindelse med selskabets skibes anloeb i de paagaeldende havne.

4 Corsica Ferries' betalinger var altid ledsaget af udtrykkelige forbehold, hvori selskabet anfoerte, at forpligtelsen til at anvende de naevnte gruppers tjenesteydelser var en hindring for de frie varebevaegelser og den frie udveksling af tjenesteydelser, og at de kraevede beloeb var en foelge af anvendelsen af en takst uden forbindelse med det reelle indhold af de faktisk ydede tjenester, som var fastsat i strid med Faellesskabets konkurrenceregler.

5 Den 2. juli 1996 anlagde Corsica Ferries sag ved Tribunale di Genova paa grundlag af artikel 633 i den italienske civilproceslov med paastand om, at fortoejningsarbejderne i Genova paalagdes at betale 669 838 425 ITL, at fortoejningsarbejderne i La Spezia paalagdes at betale 188 472 802 ITL samt at Trafik- og Soefartsministeriet in solidum med de sagsoegte paalagdes at betale 858 311 227 ITL med rente. Ifoelge Corsica Ferries er udstedelsen af saadanne paalaeg retligt begrundet, da selskabets betalinger er sket med urette. Herved har selskabet navnlig paaberaabt sig to raekker argumenter.

6 For det foerste har selskabet anfoert, at den gaeldende takst for fortoejningsarbejde i de havne, som der er tale om i hovedsagen, er helt uden forbindelse med udgiften til de faktisk praesterede tjenesteydelser, som fortoejningsarbejderne udfoerer for skibene, ligesom taksten varierer fra havn til havn, saaledes at der foreligger en hindring baade for den frie udveksling af tjenesteydelser - som paa soetransportomraadet er sikret ved forordning nr. 4055/86 - og for de frie varebevaegelser, der er sikret ved traktatens artikel 30.

7 For det andet er betalingen sket under tilsidesaettelse af traktatens konkurrenceregler. Tilsidesaettelsen fremgaar ikke blot af, at taksten er resultatet af aftaler mellem sammenslutninger af virksomheder, der er forbudt ved traktatens artikel 85, men ogsaa af, at fortoejningsarbejderne i Genova og La Spezia under tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 misbruger deres dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet ved at anvende en urimelig takst, da de afskaerer soefartsvirksomhederne fra at anvende deres eget kvalificerede personale til at foretage fortoejningen, og da de fastsaetter forskellige takster fra havn til havn for identiske tjenesteydelser, der praesteres for identiske fartoejer.

8 Til stoette for sit krav om, at Den Italienske Republik in solidum med de sagsoegte tilpligtes at betale de beloeb, som selskabet mener at have krav paa, har det henvist til det ansvar, som denne stat ifalder ved, at den ikke har grebet ind for at bringe de overtraedelser af faellesskabsretten, som selskabet betragter sig som offer for, til ophoer.

9 Det fremgaar af den i hovedsagen gaeldende lovgivning, at fortoejningstjenesten er reguleret af Codice della navigazione (soeloven, herefter »loven«), Regolamento per la navigazione marittima (soefartsregulativet, herefter »regulativet«) og for den enkelte havn af forskrifter udstedt af den lokalt kompetente soefartsmyndighed.

10 I medfoer af lovens artikel 62 og 63 regulerer og overvaager havnedirektoeren fartoejernes ankomst og afsejling, bevaegelser, opankring og fortoejning i havnen, bestemmer fortoejnings- og loskastningsmanoevrerne, giver om noedvendigt paalaeg om af egen drift at udfoere de kraevede manoevrer for skibets regning, ligesom han i noedstilfaelde kan give ordre om at kappe fortoejningerne.

11 Ifoelge lovens artikel 116 falder fortoejningsarbejderne ind under den personalegruppe, der udfoerer havnearbejde. De saerlige regler for dem er indeholdt i regulativets kapitel VI (artikel 208-214). Ved regulativets artikel 209 overlades reguleringen af fortoejningstjenesten til havnedirektoeren, som skal sikre, at tjenesten fungerer stabilt i relation til havnens behov, og som navnlig i de havne, hvor det er noedvendigt, kan oprette en gruppe af fortoejningsarbejdere. Endelig bestemmer regulativets artikel 212, at taksterne for fortoejning i den enkelte havn fastsaettes af chefen for havnedistriktet.

12 De gaeldende saerregler for Genovas havn udgoeres af afgoerelse nr. 759 af 1. juni 1953 fra bestyrelsesformanden for Consorzio autonomo del porto di Genova (det uafhaengige konsortium for Genovas havn), hvorved gruppen af fortoejningsarbejdere i Genova blev oprettet, samt af afgoerelsen om havnevirksomhed og havnepoliti i Genovas havn, vedtaget den 1. marts 1972, hvis artikel 13 bestemmer, at

»benyttelse af ydelserne fra fortoejningspersonalet i forbindelse med fortoejning og loskastning af skibe er fakultativ ...

Saafremt et skib ikke anmoder om ydelser fra fortoejningspersonalets side, maa fortoejningen udelukkende foretages af personalet om bord.«

13 Ifoelge den forelaeggende ret bliver det gennem denne bestemmelses stk. 2 faktisk obligatorisk at anvende fortoejningstjenesten, som varetages af fortoejningsarbejderne i Genova.

14 De gaeldende saerregler for La Spezias havn udgoeres af afgoerelse nr. 20 af 16. juli 1968 fra chefen for La Spezias havnedistrikt. Ved afgoerelsens artikel 1 oprettes en personalegruppe, der har til opgave at foretage fortoejning. Ifoelge artikel 2 skal gruppen

»udfoere fortoejning og loskastning af fartoejer under overholdelse af havnesikkerheden. Ydelsen er obligatorisk for skibe paa over 500 tons. Fartoejer med mindre tonnage kan lade den paagaeldende manoevre udfoere af personalet om bord paa betingelse af, at trafikken ikke hindres, og at hverken havnesikkerheden eller personalets sikkerhed bringes i fare. Det er forbudt med henblik paa udfoerelse af fortoejning at anvende personale, som ikke er medlem af den ovennaevnte personalegruppe«.

15 Med hensyn til taksterne for fortoejningsarbejde afviger beskrivelsen heraf i forelaeggelseskendelsen - som er afsagt under en sag om betalingspaalaeg uden kontradiktorisk sagsbehandling, og som derfor alene gengiver de retlige og faktiske omstaendigheder, der er gjort gaeldende af Corsica Ferries - fra den, der er foretaget af fortoejningsarbejderne i Genova og La Spezia, den italienske regering og Kommissionen. Paa trods af det skriftlige spoergsmaal, som Domstolen har stillet Corsica Ferries vedroerende dette punkt, har visse aspekter ikke kunnet opklares, da parterne opretholder en divergerende fortolkning i visse henseender.

16 Ifoelge forelaeggelseskendelsen er der ingen lovgivningstekst, som definerer de kriterier, som havnecheferne skal laegge til grund ved fastsaettelsen af taksterne for fortoejningsarbejde. Undertiden fastsaettes taksterne paa grundlag af aftaler mellem virksomheder inden for omraadet, hvorefter de saettes i kraft ved forvaltningsakt.

17 Heroverfor har fortoejningsarbejderne i Genova og La Spezia, den italienske regering og Kommissionen anfoert, at der maa tages hensyn til lov nr. 160/89 af 5. maj 1989 (GURI nr. 139 af 16.6.1989), som i artikel 9, stk. 7, bestemmer, at ministeren for handelsflaaden vedtager regler om harmonisering paa nationalt plan af taksterne for tjenesteydelser og andet arbejde i havnene efter hoering af sektorens mest repraesentative fagforeninger paa nationalt plan, arbejdsmarkedets oevrige parter og beroerte selskaber. Den saaledes planlagte takstreform fandt sted ved cirkulaere nr. 8/1994 af 19. september 1994 fra ministeren for handelsflaaden, som fastsaetter de kriterier, som havnemyndighederne skal laegge til grund ved fastsaettelsen af taksterne.

18 Ifoelge de samme parter beregnes taksten saaledes paa grundlag af en formel, der proportionalt skal fordele udgifterne ved udfoerelsen af fortoejningsarbejde mellem de forskellige kategorier af havnebrugere. Med henblik paa anvendelsen af taksterne opdeles brugerne i forskellige kategorier paa grundlag af fartoejernes bruttotonnage, og de kan goere krav paa nedslag knyttet til bestemte grupper af fartoejer, saasom bilfaergerne, eller knyttet til anloebshyppigheden. Takstens stoerrelse, der gaelder for to aar, beregnes paa grundlag af den forudsete samlede omsaetning for den enkelte gruppe fortoejningsarbejdere, som i sig selv er afhaengig af stoerrelsen af trafikken paa havnen. Foer havnemyndigheden traeffer afgoerelse om fastsaettelse af taksten for den enkelte havn, kan interesserede, paa saavel efterspoergsels- som udbudssiden goere deres synspunkter gaeldende.

19 Taksterne for havnene i Genova og La Spezia blev offentliggjort ved bekendtgoerelse henholdsvis den 20. oktober og 27. september 1994.

20 Ifoelge Tribunale di Genova udfoerer fortoejningsarbejderne i Genova og La Spezia tjenesteydelser for Corsica Ferries, som selv udfoerer tjenesteydelser omfattet af forordning nr. 4055/86, og disse grupper er virksomheder i traktatens artikel 90, stk. 1's forstand, idet de er indehavere af eksklusive rettigheder paa en vaesentlig del af faellesmarkedet. Tribunale er i tvivl om, hvorvidt de eksklusive rettigheders karakter, den omstaendighed, at ydelsen er obligatorisk, de naermere regler for fastsaettelsen af taksterne samt disses stoerrelse kan begraense samhandelen og udvekslingen af tjenesteydelser inden for Faellesskabet og foranledige de virksomheder, der er indehavere af saadanne rettigheder, til at udnytte deres dominerende stilling paa en maade, som er udtryk for misbrug og beroerer samhandelen mellem medlemsstaterne, idet omkostningerne overvaeltes paa virksomheder, der udfoerer transport mellem medlemsstaterne. Med udgangspunkt i disse tvivlsspoergsmaal har den nationale ret derfor besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Skal traktatens artikel 30 fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at det i henhold til bestemmelser og/eller administrativ praksis i en medlemsstat ikke er tilladt, at soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, lader deres fartoejer, der ankommer til og/eller afsejler fra havne i foerstnaevnte medlemsstat, laegge til eller fra kaj, medmindre de benytter tjenesteydelser, som en lokal virksomhed leverer i henhold til en eneret med hensyn til udfoerelse af fortoejnings- og loskastningsarbejde, og de til den paagaeldende virksomhed betaler beloeb, der endog ikke staar i rimeligt forhold til den faktiske omkostning ved de leverede ydelser?

2) Er Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986, sammenholdt med traktatens artikel 59, til hinder for en bestemmelse i en medlemsstat, hvorefter det er obligatorisk at benytte en fortoejningstjeneste, og der herved over for soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater - i forbindelse med deres skibes ankomst til og afsejling fra foerstnaevnte medlemsstat - anvendes takster, der ikke er fastsat ved lov, men paa grundlag af et administrativt skoen?

3) Er traktatens artikel 3, 5, artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 85 og artikel 86, til hinder for bestemmelser og/eller administrativ praksis i en medlemsstat, hvorved en virksomhed, der er etableret i den paagaeldende stat, indroemmes eneret til at udfoere fortoejningstjeneste, saaledes at den naevnte tjenesteydelse er obligatorisk, at der kan opkraeves beloeb, der ikke staar i rimeligt forhold til den faktiske omkostning ved tjenesteydelserne, at der anvendes takster, som er fremkommet ved aftaler og/eller et administrativt skoen, og at taksterne er forskellige fra havn til havn, selv om der er tale om ens ydelser?«

Formaliteten

21 Saavel den italienske regering som grupperne af fortoejningsarbejdere i Genova og La Spezia har rejst tvivl om, hvorvidt de forelagte spoergsmaal kan antages til realitetsbehandling. Herved har de henvist dels til karakteren af sagen for den nationale ret, dels til, at spoergsmaalene savner relevans med hensyn til den verserende tvist.

22 Hvad for det foerste angaar karakteren af den verserende sag har den italienske regering anfoert, at der er tale om en summarisk procedure uden kontradiktion, som kan indledes af enhver, der soeger opfyldelse af en fordring paa grundlag af et skriftligt bevis for at opnaa - uden at den anden part bliver hoert - et betalingspaalaeg, idet kontradiktorisk forhandling foerst finder sted senere, naar domfaeldte appellerer paalaegget. Ifoelge den italienske regering hindrer den manglende kontradiktion og umuligheden af at opnaa andre beviser end de skriftlige beviser, som fremlaegges af sagsoegeren, Domstolen i at faa kendskab til de noedvendige oplysninger for at kunne besvare spoergsmaal inden for konkurrenceretten, der angaar indviklede faktiske og retlige omstaendigheder.

23 Det bemaerkes, at Domstolen allerede har fastslaaet, at praesidenten for en italiensk ret i en sag om et betalingspaalaeg i henhold til den italienske civilproceslov udoever doemmende myndighed efter traktatens artikel 177, og at en forelaeggelse for Domstolen i medfoer af denne bestemmelse ikke forudsaetter, at den procedure, hvorunder den nationale ret formulerer praejudicielle spoergsmaal, er kontradiktorisk (jf. dom af 17.5.1994, sag C-18/93, Corsica Ferries, Sml. I, s. 1783, praemis 12 og den dér anfoerte retspraksis).

24 Det skal imidlertid tilfoejes, at under saadanne sager er det helt noedvendigt, at den nationale ret forelaegger Domstolen en detaljeret og fuldstaendig fremstilling af den faktiske og retlige sammenhaeng.

25 Det maa i den foreliggende sag fastslaas, at beskrivelsen af den faktiske og retlige sammenhaeng frembyder utilstraekkeligheder, der saaledes afskaerer Domstolen fra med den oenskede klarhed at besvare visse af de spoergsmaal, den har faaet forelagt. Dog giver oplysningerne i sagens akter grundlag for, at Domstolen udtaler sig, idet den udelader visse aspekter i sit svar paa spoergsmaalene.

26 Hvad angaar relevansen af de forelagte spoergsmaal har fortoejningsarbejderne i Genova og La Spezia gjort gaeldende, at den paastand, som den forelaeggende ret skal paadoemme, angaar tilbagebetaling af samtlige de beloeb, Corsica Ferries har betalt dem. Da de under alle omstaendigheder er berettiget til at opnaa et vist vederlag, eftersom fortoejningsydelserne rent faktisk er udfoert, opfylder den af Corsica Ferries anlagte sag derfor ikke en af betingelserne i den italienske civilproceslovs artikel 633, nemlig at der foreligger en sikker fordring. Sammenfattende er det deres opfattelse, at besvarelsen af de praejudicielle spoergsmaal er uden betydning for sagens afgoerelse.

27 Det bemaerkes herved, at det ifoelge fast retspraksis udelukkende tilkommer de nationale retter, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, der skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen. En afvisning fra realitetsbehandling af en anmodning fra en national ret er kun mulig, hvis det viser sig, at den oenskede fortolkning af faellesskabsretten aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand (dom af 6.7.1995, sag C-62/93, BP Supergaz, Sml. I, s. 1883, praemis 10, og af 26.10.1995, sag C-143/94, Furlanis, Sml. I, s. 3633, praemis 12). Dette er imidlertid ikke tilfaeldet i hovedsagen.

28 Den praejudicielle anmodning kan derfor antages til realitetsbehandling.

Foerste spoergsmaal

29 Den nationale rets foerste spoergsmaal er naermere bestemt, om traktatens artikel 30 er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, som paalaegger soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, hvis fartoejer besejler havnene i den foerste medlemsstat, at benytte tjenesteydelser, der ydes af grupper af lokale fortoejningsarbejdere med eksklusive rettigheder, idet ydelserne betales med en hoejere takst end den faktiske omkostning ved den praesterede tjenesteydelse. Den nationale ret rejser spoergsmaalet, om de i hovedsagen omhandlede bestemmelser, uanset at de ikke direkte vedroerer varerne, strider mod traktatens artikel 30, for saa vidt som de goer transporten dyrere og dermed er til hinder for indfoersel af varer fra de oevrige medlemsstater.

30 Det bemaerkes, at bestemmelserne i hovedsagen uden forskel rammer alle, altsaa ikke blot italienske, fartoejer, som besejler en af de paagaeldende havne. Den i bestemmelserne indfoerte forpligtelse indebaerer, at rederne mod vederlag skal benytte de lokale fortoejningstjenester, som har eneret paa omraadet for fortoejning og loskastning. Med hensyn til denne forpligtelses mulige virkninger for de frie varebevaegelser bemaerkes dels, at der i det vaesentlige konkret er tale om udfoerelse af en soetransportydelse, som vedroerer saavel personer som varer. Dels fremgaar det af det i hovedsagen oplyste, at selv om der kun var tale om varetransport, udgoer prisen for fortoejningsydelserne for et fartoejs vedkommende mindre end 5% af havneomkostningerne, der i det hele udgoer fra 12 til 14% af transportudgiften, som indgaar i omkostningerne for de transporterede varer med et beloeb paa 5-10%. Anvendelsen af fortoejningstjenesterne repraesenterer saaledes en ekstra omkostning for de transporterede varer paa ca. 0,5%o.

31 Foelgelig har en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der ikke indeholder nogen sondring paa grundlag af de transporterede varers oprindelse, ikke til formaal at regulere varehandelen med de oevrige medlemsstater, og de restriktive virkninger, som den vil kunne medfoere for de frie varebevaegelser, er alt for usikre og indirekte til, at den i loven fastsatte forpligtelse kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne (dom af 14.7.1994, sag C-379/92, Peralta, Sml. I, s. 3453, praemis 24, og af 5.10.1995, sag C-96/94, Centro Servizi Spediporto, Sml. I, s. 2883, praemis 41).

32 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 30 ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat som de i sagen omhandlede, som paalaegger soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, hvis fartoejer besejler havnene i den foerste medlemsstat, at benytte tjenesteydelser, der ydes af grupper af lokale fortoejningsarbejdere med eksklusive rettigheder, idet ydelserne betales med en hoejere takst end den faktiske omkostning ved den praesterede tjenesteydelse.

Tredje spoergsmaal

33 Med det tredje spoergsmaal - som skal undersoeges inden det andet spoergsmaal, saaledes at der kan goeres optimalt brug af indholdet af den faktiske og retlige sammenhaeng, der fremgaar af sagens akter - oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om traktatens artikel 3, 5, 85, 86 og 90 er til hinder for, at bestemmelser i en medlemsstat, der tildeler virksomheder etableret i denne stat eneret til at udfoere fortoejningstjeneste, stiller krav om anvendelse af naevnte tjeneste til en hoejere pris end den faktiske omkostning ved tjenesteydelserne og fastsaetter forskellige takster fra havn til havn for ens ydelser.

34 Traktatens konkurrenceregler finder anvendelse paa transportsektoren (jf. dom af 17.11.1993, sag C-185/91, Reiff, Sml. I, s. 5801, praemis 12, og af 9.6.1994, sag C-153/93, Delta Schiffahrts- und Speditionsgesellschaft, Sml. I, s. 2517, praemis 12).

35 Traktatens artikel 85 og 86 vedroerer i sig selv udelukkende virksomheders adfaerd og omfatter ikke love eller administrative bestemmelser, som er fastsat af medlemsstaterne. Det fremgaar imidlertid af fast praksis, at traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 5, paalaegger medlemsstaterne ikke at indfoere eller opretholde foranstaltninger - selv ikke i form af love eller administrative bestemmelser - som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler (dommen i sagen Centro Servizi Spediporto, a.st., praemis 20, og den dér anfoerte retspraksis).

Traktatens artikel 86 og 90

36 Den forelaeggende ret rejser spoergsmaalet, om der med hensyn til fortoejningsarbejderne i Genova og La Spezia foreligger et misbrug af dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet paa grund af de eksklusive rettigheder, der er tildelt dem af de offentlige myndigheder i Italien.

37 Ifoelge retten kommer naevnte misbrug konkret til udtryk paa tre maader. Det bestaar i tildeling af eksklusive rettigheder til lokale grupper af fortoejningsarbejdere, som hindrer soefartsvirksomhederne i at anvende deres eget personale til fortoejningsarbejde, i anvendelse af for hoeje priser for ydelsen, der er uden forbindelse med den reelle omkostning ved den faktisk ydede tjeneste, og i fastsaettelse af forskellige takster fra havn til havn for ens ydelser.

38 For saa vidt angaar afgraensningen af det relevante marked fremgaar det af forelaeggelseskendelsen, at dette marked er udfoerelsen for tredjemands regning af fortoejningsarbejde i havnene i Genova og La Spezia. I betragtning af omfanget af trafikken i de paagaeldende havne og af disse havnes betydning for samhandelen inden for Faellesskabet, kan de paagaeldende markeder hver for sig anses for en vaesentlig del af det faelles marked (jf. dom af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, praemis 15, og af 12.2.1998, sag C-163/96, Raso m.fl., Sml. I, s. 533, praemis 26).

39 Hvad angaar eksistensen af eksklusive rettigheder bemaerkes, at en virksomhed, som har et lovbestemt monopol paa en vaesentlig del af det faelles marked, ifoelge fast retspraksis kan anses for at indtage en dominerende stilling som omhandlet i traktatens artikel 86 (jf. dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Hoefner og Elser, Sml. I, s. 1979, praemis 28, af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, praemis 31, og i sagen Merci convenzionali porto di Genova, a.st., praemis 14, og Raso m.fl., a.st., praemis 25).

40 Endvidere bemaerkes, at selv om den omstaendighed, at der skabes en dominerende stilling ved tildeling af eksklusive rettigheder som omhandlet i traktatens artikel 90, stk. 1, ikke i sig selv er uforenelig med artikel 86, overtraeder en medlemsstat forbuddene i disse to bestemmelser, saafremt den paagaeldende virksomhed ved den blotte udoevelse af de eksklusive rettigheder, som er indroemmet den, foranlediges til at udnytte sin dominerende stilling paa en maade, der er udtryk for misbrug, eller saafremt rettighederne maa antages at skabe en retstilstand, som medfoerer, at virksomheden goer sig skyldig i et saadant misbrug (jf. dommen i sagen Hoefner og Elser, a.st., praemis 29, i ERT-sagen, a.st., praemis 37, og i sagen Merci convenzionali porto di Genova, a.st., praemis 17, samt dom af 5.10.1994, sag C-323/93, Centre d'insémination de la Crespelle, Sml. I, s. 5077, praemis 18, og dommen i sagen Raso m.fl., a.st., praemis 27).

41 Heraf foelger, at en medlemsstat uden at overtraede traktatens artikel 86 kan tildele eksklusive rettigheder vedroerende udfoerelse af fortoejningstjeneste i sine havne til lokale grupper af fortoejningsarbejdere, saafremt disse ikke misbruger deres dominerende stilling og ikke noedvendigvis foranlediges til at begaa et saadant misbrug.

42 For at imoedegaa, at der er tale om misbrug, har fortoejningsarbejderne i Genova og La Spezia paaberaabt sig traktatens artikel 90, stk. 2. Det fremgaar navnlig af denne bestemmelse, at virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse, kun er underkastet traktatens konkurrenceregler, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver, som er betroet dem. Traktatens artikel 90, stk. 2, praeciserer tillige, at det, for at kunne anvende bestemmelsen, kraeves, at udviklingen af samhandelen ikke maa paavirkes i et saadant omfang, at det strider mod Faellesskabets interesse.

43 Fortoejningsarbejderne har gjort gaeldende, at de anvendte takster er noedvendige for at opretholde en fuldstaendig fortoejningstjeneste. For det foerste indeholder taksterne et element svarende til den ekstra omkostning som foelge af, at der opretholdes en fuldstaendig fortoejningstjeneste. For det andet er de forskellige takster i havnene - der under hensyn til sagen er en foelge af, at der ved beregningen af taksterne tages hensyn til justeringsfaktorer, som afspejler de lokale forhold, hvilket kan indicere, at de praesterede ydelser ikke er ens - begrundet i ydelsens kendetegn og noedvendigheden af at sikre, at den gaelder fuldstaendigt.

44 Det maa saaledes undersoeges, om den undtagelse fra anvendelsen af traktatens regler, der gaelder efter traktatens artikel 90, stk. 2, kan finde anvendelse her. Herved skal der tages stilling til, om fortoejningstjenesten kan betragtes som en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse i denne bestemmelses forstand, og i bekraeftende fald, dels om udfoerelsen af denne saerlige opgave kun kan sikres ved tjenesteydelser, som betales med et stoerre beloeb end den faktiske udgift ved ydelserne, og hvis takster er forskellige fra havn til havn, dels om udviklingen af samhandelen paavirkes i et saadant omfang, at det strider med Faellesskabets interesse (jf. dom af 23.10.1997, sag C-157/94, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 5699, praemis 32).

45 Det fremgaar af hovedsagen, at fortoejningsarbejdet har almindelig oekonomisk interesse, som frembyder saeregenheder i forhold til den interesse, andre oekonomiske aktiviteter har, og som er grundlag for, at de kan antages at vaere omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 90, stk. 2. Fortoejningsarbejderne er saaledes pligtige til til enhver tid og til enhver bruger at yde en fuldstaendig fortoejningstjeneste, hvilket skyldes hensynet til sikkerheden i havnene. Under alle omstaendigheder har Den Italienske Republik med rette antaget, at det af hensyn til den offentlige sikkerhed var noedvendigt at tildele lokale grupper af erhvervsdrivende eksklusiv ret til at udfoere den fuldstaendige fortoejningstjeneste.

46 Under disse omstaendigheder er det ikke uforeneligt med traktatens artikel 86 og artikel 90, stk. 1, i prisen for tjenesteydelsen at inkludere et element, der skal daekke udgiften ved at opretholde den fuldstaendige fortoejningstjeneste, forudsat at det paagaeldende element svarer til den ekstra udgift, der opstaar paa grund af tjenesteydelsens saerlige kendetegn, og for den paagaeldende tjenesteydelse at fastsaette forskellige takster paa grundlag af de enkelte havnes kendetegn.

47 Foelgelig foreligger der ikke med bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86, sammenholdt med artikel 90, stk. 1, naar grupperne af fortoejningsarbejdere faktisk af staten er blevet tildelt forvaltningen af en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse i traktatens artikel 90, stk. 2's forstand, og naar de oevrige betingelser for at anvende den undtagelse fra anvendelsen af traktatens regler, der er foreskrevet i denne bestemmelse, er opfyldt.

Traktatens artikel 85

48 Den nationale ret naerer ogsaa tvivl vedroerende spoergsmaalet, om den maade, hvorpaa taksterne for fortoejningstjenesten fastsaettes, er forenelig med traktatens artikel 85.

49 Domstolen har allerede udtalt, at der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 5 og 85, saafremt en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger, eller saafremt den fratager de af den udstedte retsforskrifter deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention (jf. dommen i sagen Centro Servizi Spediporto, a.st., praemis 21, og den dér anfoerte retspraksis).

50 Herved bemaerkes for det foerste, at oplysningerne i hovedsagen ikke giver grundlag for at antage, at der foreligger en aftale i traktatens artikel 85's forstand.

51 Selv om grupperne af fortoejningsarbejdere rent faktisk er virksomheder i sidstnaevnte bestemmelses forstand, foerer en aftale mellem de paagaeldende grupper paa nationalt plan - saafremt den bestaar - ikke til fastsaettelse af en faelles pris for samtlige havne, eftersom taksten beregnes efter en matematisk formel, paa hvilken der anvendes forskellige justeringsfaktorer i tilknytning til den enkelte havns kendetegn. Selv om det var bevist, at havnene konkurrerer paa det samme geografiske marked, hvilket formodes i forelaeggelseskendelsen, er det dog vanskeligt at erkende de respektive virkninger af en eventuel aftale, for saa vidt som eksklusive rettigheder er tildelt i hver enkelt af de paagaeldende havne, og for saa vidt som der saaledes ikke findes nogen potentiel konkurrent til den lokale gruppe fortoejningsarbejdere. Foelgelig fremgaar det ikke af det i hovedsagen oplyste, at der foreligger en aftale mellem virksomheder, der har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen.

52 For det andet bemaerkes, at det heller ikke fremgaar af akterne i hovedsagen, at de italienske myndigheder har delegeret deres kompetence til at fastsaette taksterne til fortoejningsarbejderne i Genova og La Spezia. I hver af de paagaeldende havne er taksterne for fortoejningstjenesten blevet fastsat af den lokale soefartsmyndighed i medfoer af regulativets artikel 212 paa grundlag af en generel formel, som er fastsat paa nationalt plan af de offentlige myndigheder og efter hoering, ikke blot af de paagaeldende fortoejningsarbejdere, men ogsaa af repraesentanter for brugerne og speditoererne i havnene i Genova og La Spezia. Fortoejningsarbejdernes deltagelse i den administrative procedure til udarbejdelse af taksterne kan derfor ikke betragtes som en aftale mellem erhvervsdrivende, som de offentlige myndigheder har stillet krav om, begunstiget eller forstaerket virkningerne af.

53 Foelgelig er traktatens artikel 85 ikke til hinder for bestemmelser som de, der er tvist om i hovedsagen.

54 Paa grundlag af de ovenstaaende betragtninger maa der gives det svar, at de kombinerede bestemmelser i traktatens artikel 5, 85, 86 og artikel 90, stk. 1, ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat som de foreliggende,

- der tildeler virksomheder etableret i denne stat eneret til at udfoere fortoejningstjeneste

- som stiller krav om anvendelse af naevnte tjeneste til en pris, der, ud over den faktiske omkostning ved tjenesteydelserne, omfatter det tillaeg, der foelger af opretholdelsen af en fuldstaendig fortoejningstjeneste

- der fastsaetter forskellige takster fra havn til havn for at tage hensyn til disses saerlige kendetegn.

Andet spoergsmaal

55 Med det andet spoergsmaal spoerger den nationale ret naermere bestemt, om bestemmelserne i forordning nr. 4055/86, sammenholdt med traktatens artikel 59, er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der foreskriver, at soefartsvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, naar deres fartoejer besejler havnene i den foerste medlemsstat, skal anvende tjenesteydelser mod vederlag, der udfoeres af grupper af lokale fortoejningsarbejdere med eksklusive rettigheder.

56 Ifoelge fast retspraksis kraever traktatens artikel 59 imidlertid ikke blot afskaffelse af enhver forskelsbehandling til skade for tjenesteyderen paa grund af dennes nationalitet, men ogsaa ophaevelse af enhver restriktion - ogsaa selv om den anvendes uden forskel paa indenlandske tjenesteydere og tjenesteydere fra andre medlemsstater - der kan vaere til hinder for eller paa anden maade genere den virksomhed, som udoeves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor han lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser (dom af 25.7.1991, sag C-76/90, Saeger, Sml. I, s. 4221, praemis 12, og af 5.6.1997, sag C-398/95, SETTG, Sml. I, s. 3091, praemis 16).

57 Herved bemaerkes, saaledes som generaladvokaten har anfoert i punkt 35 i forslaget til afgoerelse, at den anfaegtede ordning ikke synes at medfoere nogen paaviselig eller skjult forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 59 og artikel 9 i forordning nr. 4055/86.

58 Dels gaelder forpligtelsen i Genovas havn til at anvende den fortoejningstjeneste, der ydes af fortoejningsarbejderne i Genova, for samtlige soefartsvirksomheder uden forskel. Dels kraeves det i La Spezias havn, at alle redere, hvis skibes bruttotonnage overstiger 500 tons, skal anvende de tjenester, der ydes af fortoejningsarbejderne i La Spezia. En virksomhed som Corsica Ferries, der driver bilfaerger, er saaledes underlagt samme forpligtelse til at anvende fortoejningstjenesten som de italienske transportvirksomheder, der benytter fartoejer af tilsvarende stoerrelse.

59 Indledningsvis bemaerkes, at det, med hensyn til en eventuel hindring for den frie udfoerelse af fortoejningstjeneste er tilstraekkeligt at henvise til bemaerkningerne vedroerende anvendelsen af den undtagelse fra traktatens regler, som er foreskrevet i traktatens artikel 90, stk. 2, for at antage, at en saadan hindring, saafremt den eksisterer, ikke strider mod traktatens artikel 59, idet betingelserne for at anvende artikel 90, stk. 2, er opfyldt.

60 Hvad angaar spoergsmaalet, om der eventuelt foreligger en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet, bemaerkes, at fortoejningstjenesten er en maritimt-teknisk tjenesteydelse, der er vaesentlig for at opretholde sikkerheden i havnene, der frembyder en offentlig tjenestes kendetegn (fuldstaendighed, kontinuitet, opfyldelse af almenhedens behov, regulering og tilsyn ved en offentlig myndighed). Med forbehold af, at pristillaegget i forhold til den faktiske udgift ved ydelsen reelt svarer til den ekstra omkostning, der foelger af opretholdelsen af en fuldstaendig fortoejningstjeneste, kan forpligtelsen til at anvende en lokal fortoejningstjeneste, selv om den kunne genere eller hindre den frie udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet, foelgelig vaere begrundet i henhold til EF-traktatens artikel 56 af hensyn til den offentlige sikkerhed, der paaberaabes af grupperne af fortoejningsarbejdere, og paa grundlag af hvilke der paa nationalt plan er vedtaget bestemmelser om fortoejning.

61 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at bestemmelserne i forordning nr. 4055/86 og traktatens artikel 59 ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat som de i sagen omhandlede, der foreskriver, at soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, naar deres fartoejer besejler havnene i den foerste medlemsstat, skal anvende tjenesteydelser mod vederlag, der udfoeres af grupper af lokale fortoejningsarbejdere med eksklusive rettigheder. Saadanne bestemmelser er, selv om de udgoer en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet, begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed i traktatens artikel 56's forstand.

Sagens omkostninger

62 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale di Genova ved kendelse af 5. juli 1996, for ret:

1) EF-traktatens artikel 30 er ikke til hinder for bestemmelser i en medlemsstat som de i sagen omhandlede, som paalaegger soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, hvis fartoejer besejler havnene i den foerste medlemsstat, at benytte tjenesteydelser, der ydes af grupper af lokale fortoejningsarbejdere med eksklusive rettigheder, idet ydelserne betales med en hoejere takst end den faktiske omkostning ved den praesterede tjenesteydelse.

2) De kombinerede bestemmelser i EF-traktatens artikel 5, 85, 86 og artikel 90, stk. 1, er ikke til hinder for bestemmelser i en medlemsstat som de foreliggende,

- der tildeler virksomheder etableret i denne stat eneret til at udfoere fortoejningstjeneste

- som stiller krav om anvendelse af naevnte tjeneste til en pris, der, ud over den faktiske omkostning ved tjenesteydelserne, omfatter det tillaeg, der foelger af opretholdelsen af en fuldstaendig fortoejningstjeneste

- der fastsaetter forskellige takster fra havn til havn for at tage hensyn til disses saerlige kendetegn.

3) Bestemmelserne i Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet og traktatens artikel 59 er ikke til hinder for bestemmelser i en medlemsstat som de i sagen omhandlede, der foreskriver, at soetransportvirksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, naar deres fartoejer besejler havnene i den foerste medlemsstat, skal anvende de tjenesteydelser mod vederlag, der udfoeres af grupper af lokale fortoejningsarbejdere med eksklusive rettigheder. Saadanne bestemmelser er, selv om de udgoer en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet, begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed i EF-traktatens artikel 56's forstand.