61996C0213

1 Er det foreneligt med faellesskabsretten, herunder navnlig EF-traktatens artikel 12 og 95, at en medlemsstat opkraever punktafgift af importeret elektricitet efter en enhedssats, naar der af indenlandsk fremstillet elektricitet opkraeves punktafgift efter differentierede satser, som hovedsagelig afhaenger af fremstillingsmetoden og miljoemaessige hensyn? Det er i det vaesentlige, hvad det spoergsmaal, som Uudenmaan laeaeninoikeus (Finland) har forelagt Domstolen, gaar ud paa.

Nationale retsforskrifter

2 Beskrivelsen af de nationale retsforskrifter er taget naesten ordret fra forelaeggelsesbeslutningen.

3 I henhold til Eraeiden energialaehteiden valmisteverosta annettu laki (lov nr. 1473/94 om punktafgift af visse energikilder) (1) skal der betales punktafgift til staten i form af grundafgift og tillaegsafgift for stenkul, toerv, naturgas, elektricitet og tallolie. Toldvaesenet varetager opkraevning af punktafgift for de i loven anfoerte produkter. Ved »elektricitet« skal der ifoelge loven forstaas elektrisk energi, som henhoerer under pos. 2716 i toldtariffen, hvortil der henvises i den afgiftstabel, som er indeholdt i bilaget til loven. Afgiftspligtig med hensyn til punktafgift af elektricitet er:

1) den, som i Finland fremstiller elektricitet ved hjaelp af atomkraft eller vandkraft

2) den, som i sin erhvervsvirksomhed aftager elektricitet fra Faellesskabet, eller som importerer elektricitet fra et omraade uden for Faellesskabet.

Punktafgift af elektricitet skal dog ikke betales af elektrisk energi, som fremstilles i generatorer med en mindre effekt end to megavoltampere. Derudover fremgaar det, at elektricitet, der er fremstillet ved hjaelp af visse industrielle affaldsprodukter, og elektricitet fremstillet ved hjaelp af toerv ogsaa er fritaget for punktafgift, hvis produktionen ikke overstiger 25 000 MWh.

4 Lovens bilag indeholder foelgende afgiftstabel (2):

Produkt

Produktgruppe

Grundafgift

Tillaegsafgift

Stenkul, stenkulsbriketter og fast braendsel fremstillet af stenkul; brunkul

1

-

116,1 FIM/ton

Toerv

2

-

3,5 FIM/MWh

Naturgas, i gasformig tilstand

3

-

11,2 p/nm*

Elektrisk energi

- fremstillet ved hjaelp af atomkraft

- fremstillet ved hjaelp af vandkraft

- importeret

4

5

6

1,5 p/kWh

-

1,3 p/kWh

0,9 p/kWh

0,4 p/kWh

0,9 p/kWh

Tallolie

7

18,55 p/kg

-

* Den afgift, som skal betales for naturgas i perioden 1.1.1995-31.12.1997, nedsaettes med 50%.

5 Afgiftspaalaeggelsen af stenkul, elektrisk energi, naturgas, toerv og tallolie er begrundet i miljoemaessige hensyn. Den samlede punktafgift paa importeret elektricitet er fastsat saaledes, at den modsvarer det gennemsnitlige indhold af punktafgiften af den i Finland fremstillede elektricitet, uden at der i beregningen er taget hensyn til afgiftsnedsaettelser for toerv og naturgas.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger i hovedsagen

6 Outokumpu Oy (herefter »Outokumpu«) er moderselskab i en koncern, som er en af Finlands stoerste forbrugere af elektricitet. Outokumpu saelger bl.a. elektricitet til sine datterselskaber. Siden den 1. november 1995 har Outokumpu importeret elektricitet fremstillet af et selskab i Sverige inden for rammerne af en femaarig kontrakt. Det svenske selskab havde, allerede foer kontrakten traadte i kraft, leveret elektricitet til Outokumpu paa forsoegsbasis i perioden fra den 18. september 1995 til den 9. oktober 1995. For denne forsoegslevering indgav Outokumpu afgiftsangivelse til Helsinki's distriktstoldkammer bilagt en foelgeskrivelse, hvori selskabet anfoerte, at det ansaa opkraevningen af punktafgift paa elektricitet af sine indfoersler for at vaere i strid med EF-traktatens artikel 12 og 13, og at punktafgiften derfor ikke skulle betales. Det fremgaar, at toldvaesenet ikke desto mindre afgjorde, at afgiften skulle betales. Outokumpu appellerede denne afgoerelse til laeaeninoikeus.

7 Laeaeninoikeus har udsat sagen og anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af, om punktafgiften er forenelig med faellesskabsretten. De forelagte spoergsmaal indledes med en beskrivelse af hovedpunkterne i de relevante retsforskrifter:

»Ifoelge Finlands nationale retsforskrifter om energiafgift opkraeves der i Finland punktafgift af indenlandsk fremstillet elektrisk energi, hvis beloeb afhaenger af el-fremstillingsmetoden. Af elektricitet, som er fremstillet ved hjaelp af atomkraft, opkraeves der i punktafgift 1,5 p/kWh i grundafgift og 0,9 p/kWh i tillaegsafgift. Af elektricitet, som er fremstillet ved hjaelp af vandkraft, opkraeves der i punktafgift kun 0,4 p/kWh i tillaegsafgift. Af elektricitet, som er fremstillet paa anden maade, f.eks. ved hjaelp af stenkul, opkraeves der punktafgift paa grundlag af den ved elektricitetsfremstillingen anvendte maengde raastof. Af elektrisk energi, som er fremstillet paa andre maader, f.eks. i generatorer med en mindre effekt end to megavoltampere, opkraeves der ifoelge loven ikke punktafgift. Af importeret elektricitet opkraeves der - uafhaengigt af el-fremstillingsmetoden - i punktafgift 1,3 p/kWh i grundafgift og 0,9 p/kWh i tillaegsafgift. Punktafgiften af elektricitet fastsaettes saaledes for importeret elektricitet paa et andet grundlag end det, der gaelder for indenlandsk fremstillet elektricitet. Opkraevning af punktafgifter, fastsat paa grundlag af den ved energifremstillingen anvendte fremstillingsmetode, er ifoelge lovens forarbejder begrundet i miljoemaessige hensyn. Stoerrelsen af den afgift, der skal betales af importeret elektricitet, er paa ingen maade fastsat paa grundlag af den anvendte el-fremstillingsmetode. Den punktafgift, der skal betales af importeret elektricitet, er hoejere end den laveste punktafgift, der skal betales af indenlandsk fremstillet elektricitet, men lavere end den hoejeste punktafgift, der skal betales af indenlandsk fremstillet elektricitet. Punktafgift af importeret elektricitet betales af importoeren, mens punktafgift af indenlandsk fremstillet elektricitet betales af den, som fremstiller elektriciteten.

1) Skal den ovenfor beskrevne punktafgift, der skal betales af importeret elektricitet, anses for at udgoere en afgift med tilsvarende virkning som en told ved indfoersel i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i artikel 9 og 12 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab?

2) Saafremt der ikke er tale om en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel, skal den ovenfor beskrevne punktafgift, der skal betales af importeret elektricitet, da anses for at udgoere en afgift, der diskriminerer varer fra andre medlemsstater, jf. artikel 95 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab?«

8 Der er indgivet skriftlige indlaeg af Outokumpu, den finske regering, den franske regering og Kommissionen. Repraesentanter for Outokumpu, den finske regering og Kommissionen deltog i retsmoedet.

9 Sagsoegeren i hovedsagen har fremlagt en omfattende beskrivelse af de relevante retsforskrifter. Da den nationale ret imidlertid saavel i den beskrivelse, der indleder de praejudicielle spoergsmaal, som i det ovenfor gengivne sammendrag (3) har afgivet en eksemplarisk og klar redegoerelse for de hovedpunkter, som er relevante for de forelagte spoergsmaal, skal jeg ikke gaa yderligere i detaljer med dem, bortset fra at tilfoeje nedenstaaende sammenlignende oversigt fra den finske regering over afgiftsbelastningen af elektricitet fordelt paa kilder.

Elektricitetskilde FIM/MWh Procentdel af produktionen

Tung olie 43 2% Kul 43 19% Toerv 9 8% Naturgas 15 9% Atomkraft 24 27% Vandkraft 4 17% Import 22 (% af forbruget: ca. 10%)

Traktatens bestemmelser

10 De dele af traktatens artikel 9 og 12, som er relevante for den foreliggende sag, bestemmer:

»Artikel 9

1. Faellesskabets grundlag er en toldunion, som omfatter al vareudveksling, og som indebaerer forbud mod told ved indfoersel fra og ved udfoersel til andre medlemsstater, saavel som mod alle afgifter med tilsvarende virkning ...

Artikel 12

Medlemsstaterne afstaar fra at indfoere ny indbyrdes told ved ind- og udfoersel eller afgifter med tilsvarende virkning og fra at forhoeje de toldsatser og afgifter, som de anvender i deres indbyrdes samhandel.«

11 Traktatens artikel 95 bestemmer foelgende:

»Ingen medlemsstat maa direkte eller indirekte paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er hoejere end de afgifter, der direkte eller indirekte paalaegges lignende indenlandske varer.

Endvidere maa ingen medlemsstat paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte andre produkter.

Medlemsstaterne ophaever eller aendrer senest ved begyndelsen af anden etape de ved denne traktats ikrafttraeden gaeldende bestemmelser, som strider mod ovenstaaende regler.«

Punktafgiftens art

12 Jeg goer indledningsvis opmaerksom paa, at Domstolen har fastslaaet, at elektricitet er en »vare«. Derfor er det ikke traktatens bestemmelser om tjenesteydelser, men dens bestemmelser om varer, der er relevante for den foreliggende sag (4). Som Kommissionen har paapeget, kan det imidlertid paa grund af elektricitetens saerlige karakter vaere vanskeligt at indpasse den i en afgiftsordning for varer. Den finske regering har anfoert, at handelen med elektricitet mellem medlemsstaterne er vaesentlig mindre udviklet og liberaliseret end markedet for de fleste andre varer. Nationale begraensninger - af lovgivningsmaessig, teknisk eller anden art - hindrer fri handel med elektricitet inden for Faellesskabet, men de nordiske lande raader over et samlet net, der muliggoer handel med elektricitet.

13 Ifoelge Domstolens faste praksis kan en afgift ikke paa samme tid vaere en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 9 og 12 og en intern afgift som omhandlet i artikel 95 (5).

14 Domstolen har stedse udtalt, at enhver oekonomisk byrde, der ikke er told i egentlig forstand, som paalaegges ensidigt og belaster varer som foelge af graenseoverskridelsen, uanset benaevnelse eller opkraevningsmaade, er en afgift med tilsvarende virkning i den i EOEF-traktatens artikel 9 og 12 forudsatte betydning (6). En saadan byrde falder dog ikke ind under dette begreb, saafremt den er en del af en generel, intern afgiftsordning, der systematisk omfatter forskellige kategorier af varer efter objektive kriterier, der anvendes uden hensyn til varernes oprindelse. I saa fald er byrden omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 95.

15 Selv om der, som naevnt i mit forslag til afgoerelse i Haahr Petroleum-sagen (7), er tale om en haarfin sondring mellem de parallelle begreber told og afgifter med tilsvarende virkning paa den ene side og interne afgifter i strid med artikel 95 paa den anden side (8), har Domstolen lige fra sine foerste afgoerelser om, hvordan der skal sondres mellem disse begreber, hyppigt gentaget, at det vaesentlige kendetegn for en afgift med tilsvarende virkning som told, hvorved den adskiller sig fra en intern afgift, er, at den udelukkende rammer indfoerte produkter, mens den interne afgift rammer saavel indfoerte som indenlandske produkter (9).

16 Da den finske punktafgift paa elektricitet paalaegges saavel importeret som indenlandsk fremstillet elektricitet, synes det umiddelbart klart, at der ikke er tale om en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel.

17 Den finske og den franske regering samt Kommissionen goer i enighed gaeldende, at punktafgiften er en del af en generel, intern afgiftsordning og skal vurderes i relation til traktatens artikel 95.

18 Den finske regering drager en sammenligning mellem paa den ene side en hypotetisk afgift, som paalaegges importerede produkter, udelukkende fordi de overskrider en graense, og som ville vaere en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel, og paa den anden en afgift som den i sagen omhandlede, som er paalagt saavel importerede som indenlandsk fremstillede produkter. I begge tilfaelde er grundlaget for afgiftskravets stiftelse det oejeblik, hvor elektriciteten sendes ud paa det nationale net. Punktafgiften paa importeret elektricitet er en del af en generel ordning for produktionsafgifter, hvorunder afgiften afhaenger af fremstillingsmetoden. Kun hvor den ikke kan goere dette, afhaenger den af det faerdige produkt. Punktafgiften er paalagt saavel indenlandsk fremstillet som importeret elektricitet. Det er den samme myndighed, der opkraever den. Den blev ikke indfoert for at bringe prisen paa importerede produkter paa linje med indenlandske, men for at fastsaette en punktafgift paa importeret elektricitet, der svarede til gennemsnitssatsen for punktafgiften paa indenlandsk fremstillet elektricitet.

19 Den franske regering har anfoert, at de omtvistede bestemmelser er en del af en generel energiafgiftsordning, der gaelder for de fleste ikke-oliebaserede energikilder. Den har henvist til Domstolens udtalelse i Denkavit-dommen (10), hvorefter en afgift for at kunne vaere et led i et generelt, internt afgiftssystem skal vaere paalagt indenlandske produkter og dertil svarende importerede produkter efter samme sats paa samme stadium i omsaetningen, og hvorefter grundlaget for afgiftskravets stiftelse skal vaere det samme for de to kategorier af produkter. Den franske regering mener, at disse betingelser er opfyldt i den foreliggende sag.

20 For det foerste opkraeves der i Finland punktafgift af elektriciteten paa fremstillingstidspunktet, hvilket i praksis er det tidspunkt, hvor den sendes ud paa nettet. Det gaelder ogsaa elektricitet, der er fremstillet ved hjaelp af andre kilder end atomkraft og vandkraft. Selv om afgiften set fra et oekonomisk synspunkt er paalagt kilderne, er den ikke desto mindre ligefrem proportional med den maengde elektrisk energi, der udvindes af dem, og som leveres til nettet. Paa samme maade opkraeves der afgift af den importerede elektricitet, naar den sendes ud paa det nationale net. Den franske regering mener derfor ikke, at der er nogen grund til at tillaegge graenseoverskridelsen nogen symbolsk vaerdi.

21 For det andet kan det ikke bestrides, at der er tale om en enhedsafgift, selv om afgiftssatserne for indenlandsk fremstillet og importeret elektricitet er forskellige. Det er de samme retsforskrifter, der finder anvendelse, og selv om der gaelder forskellige satser, er der ikke tale om én sats for indenlandsk fremstillet og en anden for importeret elektricitet. Hvis »forskellige satser« altid betoed »forskellige afgifter«, ville artikel 95 aldrig finde anvendelse, naar satserne varierede. Det mener den franske regering ikke har vaeret traktatgivernes hensigt.

22 Kommissionen har anfoert, at den »graa zone« mellem artikel 9 og 12 paa den ene side og artikel 95 paa den anden omfatter en raekke graensetilfaelde. Det er klart, at importeret og indenlandsk fremstillet elektricitet i det foreliggende tilfaelde ikke paalaegges afgift paa samme grundlag. At der sondres afgiftsmaessigt mellem indenlandske og importerede produkter, betyder imidlertid ikke noedvendigvis, at artikel 95 ikke kan finde anvendelse, eftersom selve formaalet med artikel 95 er at forhindre forskelsbehandling til skade for importerede varer. Kommissionen er derfor af den, efter min mening korrekte, opfattelse, at der skal foretages en samlet vurdering af hvert enkelt graensetilfaelde, hvorunder der tages hensyn til den paagaeldende afgiftsordnings generelle formaal og karakter og drages en sammenligning mellem indholdet og virkningerne af reglerne for henholdsvis indenlandske og importerede varer. Er forskellene saa store, at en direkte sammenligning er umulig, taler det for, at det er artikel 9 og 12, der finder anvendelse.

23 Kommissionen har endvidere anfoert, at det fremgaar, at den finske energiafgiftsordning er en generel afgiftsordning. Saaledes er afgiftspaalaeggelsen af saavel importeret som indenlandsk fremstillet energi og opgoerelsesmetoden fastsat i samme lov; punktafgiften paa importeret elektricitet er, fremgaar det, beregnet saaledes, at den svarer til gennemsnitssatsen for indenlandsk fremstillet elektricitet; opkraevningen af afgiften administreres af den samme myndighed, nemlig toldvaesenet, og hele provenuet tilfalder staten. De forskelle, der kan konstateres, kan forsvares paa grund af vanskeligheden ved, for ikke at sige det umulige i, at lade fremstillingsmetoden vaere afgoerende for, hvilken sats der skal anvendes for importeret elektricitet. Kommissionen drager den konklusion, at der ikke er tilstraekkeligt store forskelle mellem punktafgiften paa henholdsvis importeret og indenlandsk fremstillet elektricitet til, at foerstnaevnte kan anses for at vaere en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel som omhandlet i artikel 9 og 12. Derimod kan den anses for at vaere en del af den generelle finske punktafgiftsordning, der baade finder anvendelse paa indenlandske varer og paa varer fra andre medlemsstater.

24 Efter min mening finder artikel 95 ogsaa anvendelse. Outokumpu goer imidlertid gaeldende, at punktafgiften paa importeret elektricitet er en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel og dermed i strid med traktatens artikel 9 og 12. Selskabet fremfoerer en raekke argumenter til stoette for dette anbringende.

25 For det foerste peger det noget aksiomatisk paa, at punktafgiften paa importeret elektricitet er en importafgift. Denne omstaendighed mener jeg dog ikke i sig selv kan medfoere, at den skal anses for at vaere en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel, da det ville goere artikel 95 meningsloes. For at det kan afgoeres, om punktafgiften kun beroerer importerede produkter, eller om den rammer baade importerede og indenlandske produkter, om end efter forskellige satser, skal der foretages en helhedsvurdering af den afgiftsordning, som den omstridte punktafgift er en del af (11).

26 For det andet henviser Outokumpu til bestemmelsen i den finske lov om, at punktafgiften paa importeret elektricitet skal betales af importoeren, mens afgiften paa indenlandsk fremstillet elektricitet skal betales af producenten. Ifoelge Outokumpu fremgaar det klart af bestemmelsen, at punktafgiften paa importeret elektricitet opkraeves, fordi denne elektricitet overskrider en graense mellem medlemsstater. Dette argument finder jeg dog ikke mere afgoerende end det foregaaende. Enhver afgift paa importerede varer kan opfattes som skyldig, fordi varen har krydset en graense. Som jeg paapegede i mit forslag til afgoerelse i Haahr Petroleum-sagen:

»Det er i denne forbindelse vigtigt at holde det forhold, at en afgift opkraeves paa tidspunktet for indfoerslen, adskilt fra spoergsmaalet, om den alene paahviler importerede varer: det foerste spoergsmaal er begrebsmaessigt et andet end det sidste. Den omstaendighed, at det forhold, der udloeser forpligtelsen til at svare en bestemt afgift, er indfoerslen, er ikke afgoerende for spoergsmaalet, om afgiften skal henfoeres under enten artikel 9-13 eller artikel 95. F.eks. udloeses pligten til at betale moms af indfoerte varer, naar varerne indfoeres, men det betyder naturligvis ikke, at moms er en importafgift« (12).

27 Under alle omstaendigheder vil Domstolen anse visse afgifter, der udtrykkelig opkraeves ved graenseoverskridelse, for omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 95 snarere end for artikel 9 og 12; jf. eksempelvis dommen i sagen Kommissionen mod Italien (13), som drejede sig om en »graenseafgift« paa visse mineralolieprodukter, og Stier-dommen (14), hvori Domstolen udtalte, at afgifter som den i sagen omhandlede omsaetningsafgift faldt ind under begrebet interne afgifter i artikel 95, ogsaa selv om den blev opkraevet ved indfoersel (15).

28 For det tredje haevder Outokumpu, at den punktafgift, som en del af den indenlandsk fremstillede elektricitet er fritaget for, opkraeves af den importerede elektricitet, hvorfor den, i den udstraekning den kun rammer produkter importeret fra andre medlemsstater, men ikke tilsvarende indenlandske produkter, er en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel. Dette argument indeholder flere aspekter, men kan opdeles i to hovedpaastande.

29 Indledningsvis haevder Outokumpu, at det faerdige produkt som saadan ikke paalaegges afgift, naar det er fremstillet paa grundlag af andre kilder end vand- og atomkraft (dvs. kul, naturgas, olie og toerv), da det kun er de raastoffer, som det fremstilles ved hjaelp af, der er paalagt afgift.

30 Dette argument synes imidlertid at bero paa en misforstaaelse. Det fremgaar af forelaeggelsesbeslutningen, at det, der adskiller punktafgiften paa elektricitet, der hidroerer fra saadanne kilder, fra afgiften paa importeret elektricitet og elektricitet fremstillet i Finland ved hjaelp af atom- eller vandkraft, er det grundlag, hvorpaa afgiften beregnes. Selv om forskellen kan vaere afgoerende for, om afgiften er i strid med artikel 95 eller ej, er den ikke nogen hindring for, at afgiften kan vaere omfattet af denne bestemmelse. Domstolen har gentagne gange udtalt, at afgifter paa importerede og indenlandsk fremstillede produkter, der er fastsat paa forskelligt grundlag, skal vurderes i forhold til artikel 95. Sagerne om de belgiske og luxembourgske oelafgifter synes at frembyde en saerligt slaaende parallel (16). De drejede sig om en punktafgift paa indenlandsk fremstillet oel, som blev beregnet paa grundlag af den faktiske maengde af det overgangsprodukt (den varme urt), der blev benyttet i fremstillingsprocessen, og en afgift paa importeret oel, som derimod blev beregnet paa grundlag af maengden af det faerdige produkt, efter at denne var blevet justeret for at tage hensyn til den maengde urt, der skoennedes at vaere blevet anvendt ved fremstillingen af oellet.

31 Selv om punktafgiften var paalagt den primaere energikilde, ville dette under alle omstaendigheder ikke i sig selv vaere en hindring for, at artikel 95 kunne finde anvendelse. Domstolen har nemlig allerede paa et tidligt tidspunkt fastslaaet, at artikel 95, stk. 1, vedroerer samtlige afgifter, som faktisk og saerligt er paalagt en indenlandsk vare i alle led af dens fremstilling og omsaetning, der ligger forud for eller samtidig med varens indfoersel fra andre medlemsstater (17). Det erkender Outokumpu i sin subsidiaere paastand om, at punktafgiften er i strid med artikel 95.

32 Endvidere rejser selskabet en raekke spoergsmaal om det forhold, at punktafgiften paa henholdsvis importeret og indenlandsk fremstillet elektricitet beregnes paa forskelligt grundlag. Det peger paa, at det af den indenlandsk fremstillede elektricitet kun er den elektricitet, der fremstilles ved hjaelp af atomkraft, der paalaegges grundafgift, hvorimod dette gaelder for al importeret elektricitet. Desuden paalaegges importeret elektricitet afgift efter en fast sats, hvorimod indenlandsk fremstillet elektricitet paalaegges afgift efter variable satser og i nogle tilfaelde fritages for afgift, hvilket ikke er tilfaeldet med importeret elektricitet, idet saadanne fritagelser afhaenger af energikilden, som det ikke er muligt at bestemme paa det tidspunkt, hvor elektriciteten sendes ud paa nettet.

33 Ogsaa dette argument savner belaeg. Den finske regering er uenig i Outokumpu's paastand om, at noget af elektriciteten paa nettet er fritaget for afgift; den anfoerer, at fritagelserne for elektricitet fremstillet paa generatorer med en mindre effekt end to megavoltampere og for en del af den elektricitet, der fremstilles ved hjaelp af toerv, i praksis kun omfatter elektricitet fremstillet til producentens eget forbrug, f.eks. paa noedgeneratoren paa et hospital. Men selv hvis paastanden var korrekt, ville det vaere meningsloest, at en afgiftsordning, som omfattede en raekke fritagelser for den indenlandske produktion, ikke kunne vaere omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 95, eftersom artikel 95 netop har til formaal at fastsaette regler for saadanne ordninger. Under alle omstaendigheder fremgaar det af Domstolens praksis, at artikel 95 finder anvendelse i saadanne tilfaelde, jf. eksempelvis dommene i sagerne Schoettle (18) og Kommissionen mod Frankrig (19). Domstolen viger endog ikke tilbage for at afgoere, at artikel 95 finder anvendelse i tilfaelde, hvor samtlige tilsvarende indenlandsk fremstillede produkter og de raavarer, som de er fremstillet ved hjaelp af, er fritaget for afgift (20).

34 For det fjerde henviser Outokumpu til den af Domstolen fastlagte regel, hvorefter en afgift for at vaere omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 95, og ikke for artikel 9 og 12, skal vaere et led i et generelt, internt afgiftssystem, der konsekvent og efter ensartede kriterier finder anvendelse paa saavel indenlandske som importerede varer (21). Selskabet naevner fire kriterier, som det mener varierer, alt efter om punktafgiften er paalagt indenlandsk fremstillet eller importeret energi, og drager den konklusion, at afgiften ikke er en intern afgift som omhandlet i artikel 95, men en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel.

35 Outokumpu goer for det foerste gaeldende, at grundlaget for afgiftskravets stiftelse ikke er det samme. For den indenlandsk fremstillede energis vedkommende er det elektricitetsproduktionen eller, for saa vidt angaar elektricitet fremstillet ved hjaelp af andre kilder end atom- og vandkraft, de benyttede raastoffer, hvorimod det for den importerede energis vedkommende er importen. Som anfoert ovenfor vil grundlaget for afgiftskravets stiftelse for afgifter, som ogsaa paalaegges importerede varer, imidlertid ofte vaere importen, men ikke desto mindre har Domstolen fastslaaet, at saadanne afgifter ogsaa kan vaere omfattet af artikel 95. Den udtalte ganske vist i Denkavit-dommen (22), at grundlaget for afgiftskravets stiftelse skulle vaere det samme, for at en afgift kunne anses for et led i et generelt, internt afgiftssystem, men denne udtalelse har den for nylig udlagt saaledes:

»For saa vidt angaar kravet om, at afgiften har samme udloesende omstaendighed, bemaerkes, at det i en situation som i denne ikke goer nogen forskel, at afgiften paa et importeret produkt erlaegges paa det tidspunkt, produktet importeres, og paa det indenlandske produkt paa det tidspunkt, hvor det videresaelges eller forarbejdes, idet der oekonomisk set er tale om samme stadium i afsaetningen, da begge transaktioner gennemfoeres med henblik paa anvendelse af produktet« (23).

36 Outokumpu anfoerer for det andet, at punktafgiften paalaegges paa et andet stadium. For indenlandsk fremstillet elektricitet paalaegges den paa produktionsstadiet, hvorimod den for importeret elektricitet paalaegges paa distributions- eller forbrugsstadiet. Det er en lidt kunstig sondring at foretage i forbindelse med en vare som elektricitet, der fremstilles samtidig med, at den sendes ud paa det nationale net. Under alle omstaendigheder staar det fast, at det forhold, at punktafgiften paalaegges paa forskellige stadier i fremstillingen og afsaetningen, ikke er nogen hindring for, at artikel 95 kan finde anvendelse (24).

37 For det tredje peger Outokumpu paa, at beregningsgrundlaget er et andet. Indenlandsk fremstillet elektricitet paalaegges enten punktafgift efter forskellige satser, alt efter om den er baseret paa atom- eller vandkraft eller kun afgiftsbelaegges paa raastofstadiet (og selv paa dette gaelder der differentierede satser), eller ogsaa paalaegges den slet ikke punktafgift, hvorimod importeret elektricitet paalaegges punktafgift efter en forholdsvis hoej enhedssats, som endog bliver endnu hoejere, hvis man medregner de afgifter, som fremstillingsstaten paalaegger. Til stoette for sit argument om, at disse forskelle er tilstraekkelig grund til, at elektricitetsafgiften ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 95, henviser Outokumpu til en raekke sager (bl.a. sagerne Bresciani (25), Denkavit (26), United Foods (27) og Kommissionen mod Belgien (28)). De drejer sig alle om klassificeringen af afgifterne paa en raekke importerede animalske produkter, som er begrundet i hensynet til den offentlige sundhed. I alle sagerne afviste Domstolen den paastand, at der, fordi der ogsaa var paalagt indenlandsk fremstillede produkter en angiveligt tilsvarende kontrolafgift, var tale om interne afgifter som omhandlet i artikel 95 og ikke afgifter med tilsvarende virkning som told ved indfoersel. Bresciani-sagen drejede sig om en afgift paa obligatorisk sundhedskontrol af importerede raa kvaeghuder og en afgift paa veterinaerkontrol ved slagtning af dyr, hvis hovedformaal var at fastslaa, om koedet var spiseligt. Denkavit-sagen drejede sig om en afgift paa importeret svinefedt fremstillet ved udsmeltning, udpresning eller ekstrahering med oploesningsmidler og en afgift ved slagtning af dyr. United Foods-sagen omhandlede gebyrer for kontrol af fisk. Undersoegelsen af fisk fanget i nationalt farvand fandt sted paa fiskeriauktioner eller i fiskehaller og omfattede kontrol af, om fisken var sund, frisk og ubeskadiget, hvorimod undersoegelsen af importeret fisk blev foretaget paa toldsteder og isaer omfattede sundhedsattest, transportform og friskhed. Sagen Kommissionen mod Belgien drejede sig om et gebyr for ante- og post-mortem-sundhedskontrol ved slagtning af fjerkrae, der var baseret paa antallet af dyrlaegebesoeg og antallet af dyr, og et gebyr for importeret fjerkraekoed baseret paa vaegten.

38 Jeg mener ikke, at dommene i de naevnte sager fastsaetter en generel regel om, at det forhold, at der ikke anvendes samme beregningsgrundlag for henholdsvis importerede og indenlandsk fremstillede produkter, er afgoerende for, om en afgift skal klassificeres som en afgift med tilsvarende virkning (om end det naturligvis er yderst relevant for, om afgiften er i strid med artikel 95, hvilket jeg skal vende tilbage til i den forbindelse). I alle disse sager var afgifterne fastsat paa klart forskelligt grundlag for henholdsvis importerede og indenlandsk fremstillede produkter, hvorfor de efter min mening ikke kan sidestilles med den elektricitetsafgift, som den foreliggende sag drejer sig om. Sagerne er snarere udtryk for Domstolens forstaaelige modvilje mod uden videre at anse afgifter for sundhedskontrol af importerede produkter for interne afgifter, blot fordi der findes en overfladisk set tilsvarende indenlandsk afgift, og understreger den regel, at det, som beskrevet af generaladvokat Warner i Denkavit-sagen, for »at en afgift kan antages at vaere et led i et generelt, internt afgiftssystem i en medlemsstat ... ikke [er] tilstraekkeligt, at det indenlandske produkt kan vaere paalagt en byrde svarende til den, der hviler paa importen paa anden maade« (29).

39 Endelig anfoerer Outokumpu, at punktafgiften ikke paalaegges produktgrupper uafhaengigt af deres oprindelsessted, eftersom der ikke gaelder samme afgiftssats og afgiftsgrundlag for henholdsvis indenlandsk fremstillet og importeret elektricitet. Selskabet haevder, at en afgift kun er omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 95, hvis varernes oprindelsessted er uden betydning for afgiftssatsen, afgiftsgrundlaget eller den maade, hvorpaa afgiften paalaegges. Dette argument bygger imidlertid paa en fejlfortolkning af de domme, som selskabet stoetter sin paastand paa. Det henviser til Domstolens domme i sagerne Co-Frutta (30), Simba (31) og OTO (32). I disse sager bemaerkede Domstolen nemlig blot ved undersoegelsen af den paagaeldende afgift, at det tilsyneladende hverken havde nogen betydning for afgiftssatsen, afgiftsgrundlaget eller den maade, hvorpaa afgiften blev paalagt, om de varer, som den blev paalagt, var fremstillet paa indenlandsk eller udenlandsk omraade. Den udtalte ikke, at dette var en noedvendig forudsaetning for, at artikel 95 kunne finde anvendelse. Det ville vaere meningsloest, hvis artikel 95 ikke kunne anvendes paa det mest oplagte tilfaelde af det problem, som den har til formaal at afhjaelpe, nemlig udtrykkeligt differentierede afgiftssatser for importerede og indenlandsk fremstillede produkter. Siden Domstolens dom i Haahr Petroleum-sagen (33) har det under alle omstaendigheder staaet fast, at saadanne afgifter er omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 95.

40 Derfor kan jeg ikke tiltraede Outokumpu's forskellige argumenter for, at den finske punktafgift paa importeret elektricitet er en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel. Efter min opfattelse er punktafgiften en del af en generel, intern afgiftsordning, hvorfor afgoerelsen af, om den er forenelig med faellesskabsretten, skal traeffes paa grundlag af traktatens artikel 95.

Punktafgiftens forenelighed med artikel 95

41 Ifoelge artikel 95, stk. 1, maa der ikke paalaegges varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som er hoejere end de afgifter, der direkte eller indirekte paalaegges lignende indenlandske varer.

42 Den finske regering mener, at elektricitetsafgiften skal vurderes paa baggrund af artikel 95, og at den er forenelig med denne bestemmelse. Da der ikke er sket en harmonisering af denne form for afgifter, er afgiftspaalaeggelse efter en gennemsnitssats den eneste maade, hvorpaa importeret elektricitet kan behandles retfaerdigt, og den falder inden for medlemsstaternes nationale kompetence.

43 Outokumpu paastaar, at lov nr. 1473/1994 er uforenelig med artikel 95, fordi den fastsaetter en intern afgift paa importeret elektricitet, som er hoejere end afgiften paa et lignende indenlandsk fremstillet produkt, hvis den importerede elektricitet hidroerer fra bestemte kilder.

44 I denne forbindelse skal det naevnes, at Outokumpu har paapeget, at elektricitet importeret fra Sverige (som ifoelge Outokumpu er den eneste medlemsstat, som eksporterer elektricitet direkte (34) til Finland) allerede vil vaere blevet paalagt en afgift i Sverige, som ikke tilbagebetales ved eksport. Den kumulative virkning af den svenske og den finske afgift oeger naturligvis forskellen mellem de afgifter, som i alt skal betales af importeret elektricitet fremstillet ved hjaelp af bestemte kilder (navnlig elektricitet fremstillet paa vandkraftvaerker bygget foer 1978), og den afgift, der skal betales af elektricitet fremstillet ved hjaelp af tilsvarende kilder i Finland.

45 Det fremgaar klart af Domstolens praksis, at faellesskabsretten ikke indeholder noget forbud mod denne form for dobbelt afgiftsbelastning. Som Domstolen har udtalt, er et saadant forbud utvivlsomt oenskeligt af hensyn til de frie varebevaegelser, men det kan kun gennemfoeres ved en harmonisering af de nationale ordninger (35). Den oegede forskel paa grund af den foerste afgiftspaalaeggelse i Sverige kan derfor ikke anses for at have diskriminerende virkning. Det kan yderligere naevnes, at artikel 95-98 bygger paa princippet om beskatning i bestemmelseslandet, dvs. at afgiftspaalaeggelse af varer skal finde sted i importlandet. Sverige kunne i overensstemmelse med denne regel lovligt refundere afgifter ved eksport, der var paalagt svensk fremstillet elektricitet, jf. artikel 96.

46 Den franske regering erkender, at det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at fastslaa, hvordan den importerede elektricitet er fremstillet, men mener alligevel, at de finske bestemmelser er i strid med artikel 95. De kan nemlig vaere diskriminerende over for elektricitet importeret fra andre medlemsstater, da en saadan elektricitet kan vaere blevet paalagt hoejere afgifter end den samme maengde finsk elektricitet, som er blevet fremstillet ved hjaelp af de samme raastoffer.

47 Kommissionen, som har anfoert, at afgiftsordningen er i strid med artikel 95, henviser herudover til, at elektricitet fremstillet i Finland paa grundlag af bestemte kilder og under bestemte omstaendigheder er fritaget for afgiften.

48 Domstolen har i en raekke afgoerelser udtalt, at der foreligger en overtraedelse af artikel 95, stk. 1, naar afgiften paa henholdsvis importerede og lignende indenlandsk fremstillede produkter beregnes forskelligt og efter forskellige kriterier og dermed er hoejere for importerede produkter, ogsaa hvis det kun er i visse tilfaelde (36). Den har saaledes kendt en ordning med progressive eller degressive afgifter paa indenlandsk fremstillede produkter og faste afgifter paa importerede produkter (37), en afgiftsordning, hvorunder det faktiske spild under fremstillingsprocessen blev indkalkuleret for indenlandske produkter, men ansat til en fast andel for importerede produkter (38), og en ordning med en afgift paa indenlandsk fremstillede produkter, der byggede paa den faktiske en gros-pris, og en afgift paa importerede produkter, hvor der i beregningsgrundlaget indgik en fast forhoejelse (39), for uforenelige med artikel 95.

49 Da strukturen af den omtvistede finske elektricitetsafgift indebaerer mulighed for, at importeret elektricitet, der er fremstillet ved hjaelp af bestemte kilder, paalaegges en hoejere afgift end finsk elektricitet, der er fremstillet ved hjaelp af tilsvarende kilder, er den i relation til den regel, der fastlaegges i de anfoerte domme, umiddelbart uforenelig med artikel 95, stk. 1. Dette ville naturligvis ikke vaere tilfaeldet, hvis det kunne godtgoeres, at hele den importerede elektricitet hidroerte fra kilder, der indebar, at afgiften ville vaere den samme som eller hoejere end enhedssatsen for importeret elektricitet, hvis elektriciteten var blevet fremstillet i Finland. Hvis hele den importerede elektricitet eksempelvis var blevet fremstillet ved hjaelp af atomkraft, ville den samlede afgift paa 2,2 p/kWh, som den ville vaere blevet paalagt, vaere mindre end den samlede afgift paa 2,4 p/kWh, som paalaegges elektricitet fremstillet ved hjaelp af atomkraft i Finland. Men da der er enighed om, at det ikke er muligt at fastslaa, efter hvilken metode importeret elektricitet er blevet fremstillet, maa det antages, at afgiften paa importeret elektricitet i hvert fald i nogle tilfaelde overstiger afgiften paa indenlandsk elektricitet, der er fremstillet ved hjaelp af tilsvarende kilder (40).

50 Den finske regering goer imidlertid gaeldende, at afgiftsstrukturen er begrundet i miljoemaessige hensyn. Den henviser til Domstolens faste praksis, hvorefter faellesskabsretten paa sit nuvaerende udviklingstrin ikke begraenser den enkelte medlemsstats frihed til at indfoere en differentieret afgiftsordning for visse produkter, heller ikke selv om disse maa anses for lignende varer, jf. traktatens artikel 95, naar dette sker efter objektive kriterier, saasom arten af de benyttede raastoffer eller den anvendte fremstillingsmetode, og hvorefter saadanne afgiftsforskelle er forenelige med faellesskabsretten, hvis de forfoelger maal i den oekonomiske politik, der ogsaa er forenelige med kravene i traktaten og Faellesskabets oevrige retsforskrifter (41). Den paapeger, at saadanne kriterier ifoelge traktatens artikel 130 R, som fastlaegger maalene for Faellesskabets politik paa miljoeomraadet, omfatter miljoemaessige hensyn. Differentieret afgiftsbelastning af elektricitet fremstillet paa grundlag af forskellige kilder er efter dens opfattelse den eneste maade, hvorpaa afgiftsbelastningen af elektricitet kan sammenkaedes med miljoehensyn.

51 Selv om det er rigtigt, at Domstolen har anerkendt, at differentierede afgiftsordninger kan vaere begrundet i objektive kriterier, har den altid gjort denne frihed betinget af, at de - for at vaere forenelige med faellesskabsretten - naermere skal vaere udformet saaledes, at saavel enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af varer importeret fra andre medlemsstater som enhver form for beskyttelse af konkurrerende indenlandske varer undgaas (42). Selv hvor den differentierede afgiftsbelastning har lovlige sociale eller oekonomiske formaal (og selv foer artikel 130 R blev indsat i traktaten, havde Domstolen anerkendt, at miljoehensyn kunne vaere et lovligt formaal (43)), kraever grundreglen om forbud mod forskelsbehandling, at afgifternes virkning er neutral, hvorfor afgiftsmaessige fordele, saasom undtagelse fra eller nedsaettelse af afgifter, ogsaa maa omfatte importerede varer, der opfylder samme betingelser som de indenlandske varer, der er omfattet af dem (44).

52 Det kan naevnes, at en medlemsstat, som oensker at anvende differentierede afgiftssatser baseret paa objektive kriterier, saasom fremstillingsmetoden i den foreliggende sag, har ret til at forlange passende dokumentation fra importoeren for, at de paagaeldende kriterier er opfyldt, hvis dette er muligt, forudsat at dokumentationskravene ikke er mere strikte end for lignende indenlandske varer eller staar i misforhold til det forfulgte formaal, nemlig at udelukke faren for svig (45).

53 Men hvis dette ikke er muligt, kan en ordning med differentierede afgifter for indenlandske varer baseret paa fremstillingsmetoden og en enhedsafgift for importerede varer ifoelge den eksisterende retspraksis ikke forenes med artikel 95, eftersom Domstolen har fastslaaet, at differentieret behandling ikke kan begrundes med praktiske vanskeligheder med at fastslaa, hvilke importerede varer der opfylder forskellige kriterier. Domstolen udtalte i Rewe-dommen (46):

»[Over for en konstateret overtraedelse af artikel 95] kan det ikke goeres gaeldende, at naar der gaelder en fast afgift for det indfoerte produkt, medens det indenlandske produkt paalaegges afgift efter degressive eller progressive skalaer, er grunden, at der i det foerste tilfaelde ikke kan foretages de noedvendige undersoegelser.

Hvis det faktisk skulle vise sig umuligt at paalaegge de indenlandske og indfoerte produkter afgifter, der er lige degressive eller progressive, er det under alle omstaendigheder med henblik paa at overholde det i artikel 95 fastsatte forbud mod forskelsbehandling muligt at paalaegge begge produkter den samme faste afgift« (47).

54 Hvis det i den foreliggende sag derfor er praktisk umuligt for importoeren at dokumentere, hvilken metode elektriciteten er fremstillet efter, har importmedlemsstaten tilsyneladende kun én mulighed, nemlig at paalaegge importerede varer punktafgift efter den laveste sats for indenlandsk fremstillede varer. Paa baggrund af Domstolens praksis er en energiafgiftsordning, hvor afgiften paa importeret elektricitet er hoejere end afgiften paa indenlandsk fremstillet elektricitet, om det saa kun er i visse tilfaelde, i strid med traktatens artikel 95, stk. 1.

55 Den foreliggende sag frembyder imidlertid visse traek, som ikke er sammenfaldende med nogen af dem, der forekommer i de naevnte domstolsafgoerelser, og som saar tvivl om, hvorvidt de eksisterende regler ogsaa boer finde anvendelse paa den.

56 Foerst og fremmest synes der at vaere en tvingende begrundelse for den afgiftsordning, som den aktuelle sag drejer sig om. Det fremgaar, at de differentierede afgifter paa indenlandsk elektricitet blev fastsat for at fremme mere miljoevenlige produktionsmetoder. Den finske regerings paastand herom stoettes af afgiftsstrukturen, der raekker fra meget hoeje afgiftssatser for elektricitet fremstillet ved hjaelp af tung fuelolie og kul til meget lave afgifter paa vandkraftbaseret stroem. At der gaelder en gennemsnitssats for importeret elektricitet er selvfoelgelig uden betydning for miljoevirkningen af den importerede elektricitet i det land, hvor den fremstilles, men det har tilsyneladende vaeret meningen, at denne sats skulle svare til gennemsnitssatsen for indenlandsk fremstillet elektricitet og dermed goere det muligt for Finland at bevare sine miljoebegrundede afgiftssatser for indenlandsk fremstillet elektricitet. Domstolen har i sine afgoerelser vedroerende artikel 95 endnu ikke taget direkte stilling til, i hvilken udstraekning miljoehensyn kan tjene som begrundelse for at anvende differentierede afgifter. Saadanne hensyn var en del af motiveringen for den gunstige afgiftsbelastning af regenererede olieprodukter i sagen Kommissionen mod Italien (48), men Domstolen udtalte sig ikke om dette aspekt. Generaladvokat Mayras behandlede det imidlertid i sit forslag til afgoerelse. Efter at have draget den foreloebige konklusion, at forskellighederne i de nationale miljoelovgivninger kunne bevirke forskellige afgiftssatser for indenlandske regenererede smoereolier og for tilsvarende indfoerte produkter, som kunne paavirke det faelles marked og fremkalde konkurrencefordrejning, fortsatte han: »Fjernelsen af disse forskelle maa dog paa ingen maade bevirke, at miljoebeskyttelsen ... bringes i fare« (49).

57 Siden denne sag og andre afgoerelser fra Domstolen vedroerende artikel 95 er traktaterne blevet aendret for at give miljoemaessige maal stoerre vaegt. Saaledes henvises der i praeamblen til traktaten om Den Europaeiske Union til, at medlemsstaterne er besluttet paa at fremme oekonomiske og sociale fremskridt i tilvejebringelsen af oeget miljoebeskyttelse (50). Det hedder i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, som aendret ved traktaten om Den Europaeiske Union, at Faellesskabet bl.a. har til opgave at fremme en baeredygtig og ikke-inflationaer vaekst, som respekterer miljoeet (51), og at dets virke skal indebaere indfoerelse af en miljoepolitik (52). Den allerede omtalte artikel 130 R vedroerer Faellesskabets politik paa miljoeomraadet og bestemmer navnlig, at kravene med hensyn til miljoebeskyttelse skal integreres i udformningen og gennemfoerelsen af Faellesskabets politikker paa andre omraader (53). Som generaladvokat Fennelly bemaerkede i en nylig sag, er Faellesskabets kompetence og ansvar med henblik paa at sikre respekten for miljoeet i princippet et uomgaengeligt tillaeg til dets kompetence og ansvar i forhold til reguleringen af oekonomisk aktivitet (54).

58 For saa vidt angaar politikken med hensyn til elforsyning understreger praeamblen til direktiv 90/547/EOEF om transit af elektricitet gennem de overordnede net (55) den betydning, Raadet tillaegger fremstillingsmetodernes miljoevirkninger:

»Energipolitikken boer, i endnu hoejere grad end de oevrige foranstaltninger i forbindelse med oprettelsen af det indre marked, ivaerksaettes ikke blot for at begraense omkostningerne og stimulere konkurrencen, men ligeledes tage hensyn til forsyningssikkerheden og energiproduktionens respekt for miljoeet.

For at dette maal kan naas, boer der tages hensyn til elsektorens saerpraeg« (56).

59 Endnu et saerligt traek, som den foreliggende sag frembyder, er, at elektricitet, som naevnt ovenfor, er en usaedvanlig vare, som det er vanskeligt at sidestille med andre varer. Da den ikke kan lagres, fremstilles den paa samme tid, som den sendes ud paa nettet og stilles til raadighed for forbrug. Af samme aarsag er der enighed om, at det ikke kun er vanskeligt, men umuligt at fastslaa, hvilken kilde den importerede elektricitet hidroerer fra, og dermed hvilken metode den er fremstillet efter. Derfor boer man muligvis ikke anvende de regler, som er fastlagt i sager vedroerende varer som alkohol, olie og oel, hvis kilder er lettere at identificere, paa elektricitet.

60 Domstolens hidtidige praksis kan udlaegges saaledes, at en afgiftsordning med differentierede satser for indenlandske varer og et gennemsnit af disse satser for tilsvarende importerede varer aldrig kan vaere forenelig med artikel 95, da det kan resultere i hoejere afgift paa nogle importerede varer end paa tilsvarende indenlandske varer, hvis importerede varer paalaegges afgift efter en sats, der repraesenterer et gennemsnit af de differentierede satser, der gaelder for indenlandsk fremstillede varer (57). Saa kategorisk en konklusion forekommer uhensigtsmaessig, naar de importerede varer, saadan som det er tilfaeldet med elektricitet, uudredeligt blandes, saaledes at det er umuligt at bevise eller endog identificere noget enkeltstaaende tilfaelde af en hoejere afgiftsbyrde. Navnlig i tilfaelde, hvor, som i det foreliggende, de differentierede satser for indenlandsk fremstillede varer er baseret paa fremstillingsmetoden, og det er umuligt at fastslaa, hvilken metode de importerede varer er fremstillet efter, eller endog at identificere de importerede varers producenter, ville en strikt anvendelse af Domstolens hidtidige afgoerelser i praksis betyde, at en medlemsstat aldrig ville kunne paalaegge indenlandsk fremstillede varer differentierede afgifter.

61 Paa samme maade var det manglen paa et gennemfoerligt alternativ, der fik traktatgiverne til i artikel 97 at bestemme, at medlemsstater, der opkraever omsaetningsafgift som en kumulativ flerledsafgift, kan fastsaette gennemsnitssatser for varer eller grupper af varer, dog under iagttagelse af de i traktatens artikel 95 og 96 anfoerte principper. Omsaetningsafgiftens udbredelse til at omfatte mange grupper varer og tjenesteydelser betoed ganske vist, at gennemsnitssatser senere blev anset for en utilfredsstillende loesning, hvorfor faellesskabslovgiver i sidste instans erstattede ordningerne med en kumulativ flerledsafgift med det faelles mervaerdiafgiftssystem. De problemer, der goer sig gaeldende med hensyn til elektricitet, er imidlertid langt mere specifikke og haenger sammen med denne vares saerlige traek. Det ville forekomme mig urimeligt, hvis man i mangel af faellesskabsregler paa omraadet beroevede medlemsstaterne enhver mulighed for at anvende differentierede afgiftsordninger for at forfoelge miljoepolitiske maal i forbindelse med elektricitetsproduktionen, naar man tager i betragtning, at korrekt beregnede gennemsnitssatser ikke indebaerer nogen generel hindring for importen, at det ikke er muligt at paavise eller kvantificere eventuelle specifikke tilfaelde af forskelsbehandling, og at der for naervaerende ikke synes at vaere andre midler til raadighed, der goer det muligt at naa det miljoemaessige maal.

62 For at en enhedsafgift paa importerede varer kan accepteres under saadanne omstaendigheder, skal gennemsnittet dog vaere beregnet korrekt. Navnlig skal det vaere vejet saaledes, at det afspejler raekken af indenlandsk fremstillede varer, der er paalagt differentierede afgifter, noejagtigt; desuden skal det paa baggrund af de skiftende produktionsmoenstre med regelmaessige mellemrum kontrolleres, om vejningen er korrekt. Den oversigt, som den finske regering har fremlagt (gengivet i punkt 9), lader formode, at den afgift paa 22 FIM/MWh, der er paalagt den importerede elektricitet, ikke repraesenterer et gennemsnit af de afgiftssatser, der gaelder for indenlandsk fremstillet elektricitet, vejet efter, hvor store maengder der hidroerer fra hver enkelt kilde (idet jeg antager, at de opgivne procentandele for den indenlandske produktion afspejler det faktiske indenlandske forbrug):

A B A x B Elektricitetskilde FIM/MWh Procentdel af produktionen

Tung olie 43 2% 86 Kul 43 19% 817 Toerv 9 8% 72 Naturgas 15 9% 135 Atomkraft 24 27% 648 Vandkraft 4 17% 68 ___ _____ 82% 1 826

Vejet gennemsnitssats for indenlandsk fremstillet elektricitet (bortset fra de 8% af den indenlandske

produktion, der er fritaget for afgift) 1 82682 = 22,27

Anvendt afgiftssats for importeret elektricitet (svarende til 10% af forbruget) 22

Paa grundlag af disse tal svarer afgiften paa importeret elektricitet til omkring halvdelen af afgiften paa indenlandsk elektricitet fremstillet ved hjaelp af tung olie og kul (som repraesenterer 23% (2% + 19%)90% af den samlede indenlandske produktion)

og til lidt under halvdelen af afgiften paa indenlandsk elektricitet fremstillet ved hjaelp af atomkraft (som repraesenterer 30% (27%90%) af den samlede indenlandske

produktion).

63 Det paahviler imidlertid den nationale ret at kontrollere rigtigheden af de tal, som den finske regering har fremlagt, og af den deraf foelgende gennemsnitsafgift, som lovligt kan paalaegges importeret elektricitet. Det skal naevnes, at Outokumpu har fremlagt tal, som er en smule anderledes. Desuden fremgaar det, at der i gennemsnitssatsen paa 22 FIM/MWh ikke er taget hensyn til de elektricitetskategorier, som er fritaget for afgift (bl.a. elektricitet fremstillet ved hjaelp af visse industrielle affaldsprodukter og af generatorer med en mindre effekt end to megavoltampere). Hvis det er rigtigt, maa den nationale ret kontrollere, om denne elektricitet konkurrerer med den importerede elektricitet. Det ville vaere tilfaeldet, hvis den blev sendt ud paa nettet.

64 Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger drager jeg den konklusion, at en afgiftsordning for elektricitet som den, den foreliggende sag drejer sig om, ikke boer anses for at vaere i strid med artikel 95, hvis gennemsnitssatsen for importeret elektricitet er beregnet korrekt.

Forslag til afgoerelse

65 Derfor foreslaar jeg, at de spoergsmaal, som Uudenmaan laeaeninoikeus har forelagt Domstolen, besvares saaledes:

»1) En national afgiftsordning for elektricitet, hvorefter indenlandsk fremstillet elektricitet paalaegges punktafgift efter differentierede satser, som i det vaesentlige afhaenger af fremstillingsmetoden, mens importeret elektricitet uanset fremstillingsmetoden paalaegges afgift efter en enhedssats, der svarer til gennemsnittet af samtlige de for indenlandsk elektricitet gaeldende satser, er ikke en afgift med tilsvarende virkning som told ved indfoersel i EF-traktatens artikel 9 og 12's forstand, men en intern afgift i EF-traktatens artikel 95's forstand.

2) Traktatens artikel 95 forbyder ikke en afgiftsordning for elektricitet, hvorefter indenlandsk fremstillet elektricitet paalaegges punktafgift efter differentierede satser, som i det vaesentlige afhaenger af fremstillingsmetoden, med det formaal at fremme mere miljoevenlige fremstillingsmetoder, mens importeret elektricitet, hvis fremstillingsmetode ikke kan fastslaas, paalaegges afgift efter en enhedssats, der svarer til et korrekt vejet gennemsnit af samtlige de satser, der gaelder for indenlandsk fremstillet elektricitet.«

(1) - Det fremgaar, at loven blev ophaevet ved lov nr. 1260/1996 af 30.12.1996 om punktafgift af elektricitet og visse former for braendsel, som traadte i kraft den 1.1.1997.

(2) - »FIM« og »p« er forkortelser for de finske moentenheder markka og penni. »kWh« og »MWh« er forkortelser for kilowatttime og megawatttime.

(3) - Punkt 3, 4 og 5.

(4) - Dom af 27.4.1994, sag C-393/92, Almelo m.fl., Sml. I, s. 1477, praemis 28, og af 23.10.1997, sag C-158/94, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 5789, praemis 14-20.

(5) - Jf. senest dom af 17.7.1997, sag C-90/94, Haahr Petroleum, Sml. I, s. 4085, praemis 19, og af 17.9.1997, sag C-28/96, Fricarnes, Sml. I, s. 4939, praemis 19.

(6) - Jf. senest Haahr Petroleum-dommen (fodnote 5), praemis 20, og Fricarnes-dommen (fodnote 5), praemis 20.

(7) - Jf. fodnote 5.

(8) - Punkt 38.

(9) - Jf. eksempelvis dom af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike og Weinlig, Sml. s. 595, praemis 28, af 28.1.1981, sag 32/80, Kortmann, Sml. s. 251, praemis 18, og af 7.5.1987, sag 193/85, Co-Frutta, Sml. s. 2085, praemis 9.

(10) - Dom af 31.5.1979, sag 132/78, Denkavit, Sml. s. 1923, praemis 8.

(11) - Jf. Haahr Petroleum-dommen (fodnote 5), praemis 25.

(12) - Haahr Petroleum-dommen (jf. fodnote 5), praemis 43.

(13) - Dom af 8.1.1980, sag 21/79, Sml. s. 1.

(14) - Dom af 4.4.1968, sag 31/67, Sml. 1965-1968, s. 511, org. ref.: Rec. s. 347.

(15) - S. 513, org. ref.: Rec. s. 352.

(16) - Domme af 26.6.1991, sag C-152/89, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 3141, og sag C-153/89, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 3171.

(17) - Dom af 3.4.1968, sag 28/67, Molkerei-Zentrale, Sml. 1965-1968, s. 475, navnlig s. 481, org. ref.: Rec. s. 211, navnlig s. 229. Den franske tekst er lidt klarere end den engelske.

(18) - Dom af 16.2.1977, sag 20/76, Sml. s. 247, praemis 21.

(19) - Dom af 7.4.1987, sag 196/85, Sml. s. 1597, praemis 7.

(20) - Molkerei-Zentrale-dommen (jf. fodnote 17).

(21) - Dom af 25.1.1977, sag 46/76, Bauhuis, Sml. s. 5, praemis 11.

(22) - Jf. fodnote 10 i dommens praemis 8.

(23) - Dom af 11.6.1992, forenede sager C-149/91 og C-150/91, Sanders Adour og Guyomarc'h Orthez Nutrition animale, Sml. I, s. 3899, praemis 18. Jf. ogsaa generaladvokat Mischo's forslag til afgoerelse i forbindelse med dom af 19.11.1991, sag C-235/90, Aliments Morvan, Sml. I, s. 5419, punkt 8-11.

(24) - Jf. Molkerei-Zentrale-dommen (fodnote 17).

(25) - Dom af 5.2.1976, sag 87/75, Sml. s. 129.

(26) - Jf. fodnote 10.

(27) - Dom af 7.4.1981, sag 132/80, Sml. s. 995.

(28) - Dom af 20.3.1984, sag 314/82, Sml. s. 1543.

(29) - Jf. fodnote 10, s. 1939.

(30) - Jf. fodnote 9, praemis 12.

(31) - Dom af 9.6.1992, forenede sager C-228/90 - C-234/90, C-339/90 og C-353/90, Sml. I, s. 3713, praemis 8.

(32) - Dom af 13.7.1994, sag C-130/92, Sml. I, s. 3281, praemis 12.

(33) - Jf. fodnote 5, praemis 25.

(34) - Noget af denne elektricitet kan dog have oprindelse i Danmark. Rusland er Finlands anden hovedleverandoer.

(35) - Dom af 29.6.1978, sag 142/77, Statens Kontrol med AEdle Metaller, Sml. s. 1543, praemis 32-36.

(36) - Dom af 17.2.1976, sag 45/75, Rewe-Zentrale, Sml. s. 181, praemis 17, af 22.6.1976, sag 127/75, Bobie, Sml. s. 1079, praemis 3, af 26.6.1991, Kommissionen mod Luxembourg (jf. fodnote 16), praemis 20, og Kommissionen mod Belgien (jf. fodnote 16), praemis 12, samt af 12.5.1992, sag C-327/90, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 3033, praemis 12. Jf. desuden mit forslag til afgoerelse i sagerne Kommissionen mod Luxembourg og Kommissionen mod Belgien (fodnote 16), punkt 26.

(37) - Rewe-dommen og Bobie-dommen, jf. fodnote 36.

(38) - Dommene i sagerne Kommissionen mod Luxembourg og Kommissionen mod Belgien, jf. fodnote 16.

(39) - Dommen i sagen Kommissionen mod Graekenland, jf. fodnote 36.

(40) - Jf. dommene i sagerne Kommissionen mod Luxembourg (fodnote 16), praemis 25, Kommissionen mod Belgien (fodnote 16), praemis 16, og Kommissionen mod Graekenland (fodnote 36), praemis 20.

(41) - Jf. eksempelvis dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig (fodnote 19), praemis 6.

(42) - Jf. eksempelvis dom af 15.3.1983, sag 319/81, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 601, praemis 13, og af 4.3.1986, sag 106/84, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 833, praemis 22.

(43) - Dom af 8.1.1980, sag 21/79, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1.

(44) - Jf. dommene i sagerne Kommissionen mod Italien (fodnote 43), praemis 14 og 15, og Kommissionen mod Frankrig (fodnote 19), praemis 7.

(45) - Jf. dommene i sagerne Kommissionen mod Italien (fodnote 43), praemis 20 og 21, og Kommissionen mod Frankrig (fodnote 19), praemis 14 og 15.

(46) - Jf. fodnote 36.

(47) - Praemis 15. Jf. ogsaa dommen i sagen Kommissionen mod Graekenland (fodnote 36), praemis 24.

(48) - Jf. fodnote 43.

(49) - S. 21.

(50) - Syvende betragtning i praeamblen.

(51) - Artikel 2.

(52) - Artikel 3, litra k).

(53) - Artikel 130 R, stk. 2, tredje punktum.

(54) - Dom af 11.7.1996, sag C-44/95, Royal Society for the Protection of Birds, Sml. I, s. 3805, punkt 45 i forslaget til afgoerelse.

(55) - EFT 1990 L 313, s. 30.

(56) - Fjerde og femte betragtning.

(57) - Jf. de i fodnote 40 naevnte sager.