61994O0325

++++

1. OEkonomisk og social samhoerighed ° strukturindgreb ° faellesskabsfinansiering af nationale aktioner ° udsaettelse eller nedsaettelse af finansiel stoette til en national aktion ° saerlig procedure uafhaengig af traktatbrudsproceduren

(EF-traktaten, art. 169, Raadets forordning nr. 4253/88, art. 24)

2. Appel ° anbringender ° urigtig bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder ° formalitetsmangel ° afvisning ° retlig bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder ° formaliteten

(EF-traktaten, art. 168 A, EF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1)

1. Traktatbrudsproceduren i traktatens artikel 169 har til formaal at faa fastslaaet, at en medlemsstat har handlet i strid med faellesskabsretten, og bringe denne adfaerd til ophoer, hvorimod proceduren i henhold til artikel 24 i forordning nr. 4253/88 om samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes saavel som med interventionerne fra Den Europaeiske Investeringsbank og de oevrige eksisterende finansielle instrumenter skal give Kommissionen mulighed for at udsaette eller nedsaette faellesskabsstoette, hvis den paagaeldende stat har handlet i strid med reglerne, herunder naar staten har foretaget en vaesentlig aendring i gennemfoerelsen af aktionen eller foranstaltningen eller i vilkaarene herfor uden at anmode om Kommissionens godkendelse.

Hverken det forhold, at der indledes traktatbrudsprocedure i henhold til traktatens artikel 169, eller endog at Domstolen fastslaar, at der foreligger et traktatbrud, kan saaledes automatisk medfoere udsaettelse eller nedsaettelse af den finansielle stoette fra Faellesskabet. Dertil kraeves det, at Kommissionen vedtager en beslutning, som ganske vist skal tage hensyn til, hvis der er indledt et traktatbrudssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 169, eller Domstolen har fastslaaet, der foreligger traktatbrud.

I modsaetning til en afgoerelse om at indlede en procedure i medfoer af traktatens artikel 169 udgoer en beslutning om at udsaette eller nedsaette faellesskabsstoette en bebyrdende afgoerelse for adressaten, der kan proeves ved Faellesskabets retsinstanser.

En beslutning, der vedtages i medfoer af artikel 24 i forordning nr. 4253/88, er saaledes ikke det samme som en afgoerelse om at indlede en traktatbrudsprocedure eller om at undlade at indlede en saadan procedure. Disse to procedurer er uafhaengige af hinanden, forfoelger forskellige formaal og er underkastet forskellige regler.

Kommissionens beslutning om ikke at indlede en procedure i medfoer af traktatens artikel 169 kan derfor ikke indirekte indebaere en anden beslutning i henhold til artikel 24 i forordning nr. 4253/88.

2. Ifoelge EF-traktatens artikel 168 A er appellen begraenset til retsspoergsmaal, og denne begraensning er naermere fastsat i artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen. Appel kan saaledes kun stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktiske omstaendigheder er udelukket, og appellen saaledes kun kan antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af, idet denne retsstridighed dog kan bestaa i en forkert retlig bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder.

I sag C-325/94 P,

An Taisce ° The National Trust for Ireland, Dublin, og

World Wide Fund for Nature UK (WWF), Surrey (Det Forenede Kongerige)

ved advokat Georg Berrisch, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Turk og Prum, 13 B, avenue Guillaume,

appellanter,

angaaende appel af dom afsagt den 23. september 1994 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Anden Afdeling) i sag T-461/93, An Taisce og WWF UK mod Kommissionen (Sml. II, s. 733), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af denne dom,

den anden part i appelsagen er:

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Carmel O' Reilly og Marc van der Woude, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris, og dommerne P.J.G. Kapteyn og H. Ragnemalm (refererende dommer),

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: R. Grass,

efter at have hoert generaladvokaten,

afsagt foelgende

Kendelse

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. december 1994 har The National Trust for Ireland (herefter "An Taisce") og World Wide Fund for Nature (herefter "Verdensnaturfonden") ivaerksat appel af dom afsagt af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Anden Afdeling) den 23. september 1994 i sag T-461/93 (An Taisce og WWF UK mod Kommissionen, Sml. II, s. 733, herefter "den anfaegtede dom"), hvori Retten afviste sagen, hvorunder der var nedlagt paastand dels om annullation af beslutningen af 7. oktober 1992, hvorved Kommissionen afslog at udsaette eller tilbagekalde tildelingen af EF-strukturfondsmidler til opfoerelse af et besoegscenter i Mullaghmore (herefter "Mullaghmore-centret"), dels om, at Kommissionen tilpligtedes at erstatte det tab, som sagsoegerne havde lidt og ville lide som foelge af denne beslutning.

2 Det bestemmes i EF-traktatens artikel 130 A, at Faellesskabet skal udvikle og fortsaette sin indsats for at styrke sin oekonomiske og sociale samhoerighed. Faellesskabet skal navnlig straebe efter at formindske forskellene mellem de forskellige omraaders udviklingsniveauer og forbedre situationen i de mindst begunstigede omraader for at fremme en harmonisk udvikling af Faellesskabet som helhed. I henhold til traktatens artikel 130 B stoetter Faellesskabet ligeledes virkeliggoerelsen af disse maal med den virksomhed, som det udoever gennem strukturfondene, saasom Den Europaeiske Fond for Regionaludvikling.

3 I henhold til EF-traktatens artikel 130 C skal Den Europaeiske Fond for Regionaludvikling udligne de stoerste regionale skaevheder ved at deltage i udviklingen og strukturtilpasningen af de omraader, der er bagefter i udvikling, og i omstillingen af de industriomraader, der er i tilbagegang.

4 For at naa disse maal og regulere fondenes opgaver vedtog Raadet forordning (EOEF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes saavel som med interventionerne fra Den Europaeiske Investeringsbank og de oevrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 185, s. 9).

5 I medfoer af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2052/88 skal aktioner, der finansieres af strukturfondene, Den Europaeiske Investeringsbank eller et andet eksisterende finansielt instrument, vaere i overensstemmelse med traktaterne og de retsakter, der er udstedt i henhold til disse samt med Faellesskabets politikker, herunder dem, der vedroerer konkurrencereglerne, reglerne for indgaaelse af offentlige kontrakter og bestemmelserne om miljoebeskyttelse.

6 I medfoer af artikel 24 i Raadets forordning (EOEF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemfoerelsesbestemmelser til forordning (EOEF) nr. 2052/88 for saa vidt angaar samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes saavel som med interventionerne fra Den Europaeiske Investeringsbank og de oevrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1) kan Kommissionen under visse omstaendigheder suspendere eller nedsaette stoetten til den paagaeldende aktion eller foranstaltning.

7 Det fremgaar af den anfaegtede dom, at An Taisce er en ikke-erhvervsdrivende velgoerende forening, som finansieres af bidrag fra private og medlemskontingenter. Foreningen beskaeftiger sig med beskyttelse af kvaliteten af miljoeet i Irland. An Taisce har krav paa at modtage kopi af udkast til fysisk planlaegning og af afgoerelser vedroerende alle ansoegninger angaaende fysisk planlaegning ledsaget af undersoegelser af indvirkningen paa miljoeet. Verdensnaturfonden er en ikke-statslig organisation, der beskaeftiger sig med beskyttelse af naturen og naturressourcer paa internationalt plan.

8 De faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for sagen for Retten, er af Retten blevet sammenfattet saaledes:

"1 I marts og juni 1989 forelagde den irske regering Kommissionen sine regionaludviklingsplaner i medfoer af artikel 8, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2052/88 ...

2 Disse planer indeholdt en beskrivelse af de vigtigste aktioner og oplysning om, til hvilke formaal stoette ydet af de forskellige faellesskabsfonde ville blive anvendt. Den 31. oktober 1989 besluttede Kommissionen i medfoer af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 2052/88 at fastlaegge en faellesskabsstoetteramme for EF' s strukturinterventioner i Irland ud fra maal nr. 1 for perioden 1989-1993. Denne beslutning foreskriver, at der skulle ydes faellesskabsstoette til et samlet beloeb af 3 672 mio. ECU, hvortil skulle foejes 2 454 mio. ECU i offentlige midler fra Irland og 2 274 mio. ECU i private midler.

3 Da Irland havde fremlagt et operationelt program for turisme ° som imidlertid ikke indeholdt bestemte projekter, men blot generelt analyserede underprogrammerne for infrastruktur, anlaeg, erhvervsuddannelse og afsaetning ° godkendte Kommissionen den 21. december 1989 dette program og bevilgede Irland 188,6 mio. ECU, heraf 152 mio. ECU fra Den Europaeiske Fond for Regionaludvikling og 36,6 mio. ECU fra Den Europaeiske Socialfond, for perioden fra den 1. januar 1989 til den 31. januar 1993. Dette beloeb daekkede programmet i dets helhed, idet der ikke blev ydet et saerskilt beloeb til de enkelte projekter.

4 Den 22. april 1991 offentliggjorde Minister of State at the Department of Finance (den irske finansminister) et projekt for opfoerelse af et besoegscenter for turister i Mullaghmore (Irland). Den 21. juni 1991 indgav sagsoegeren, WWF UK ..., klage til Kommissionen over dette projekt, som den anden sagsoeger, An Taisce ° The National Trust for Ireland ... senere tilsluttede sig.

...

6 Ved skrivelse af 23. august 1991 meddelte en tjenestemand i Generaldirektoratet for Miljoe, Nuklear Sikkerhed og Civilbeskyttelse (GD XI) sagsoegerne, at der ikke ville blive truffet nogen beslutning om at bevilge faellesskabsfinansiering af Mullaghmore-centret, foer de irske myndigheder havde foretaget en undersoegelse af indvirkningen paa miljoeet i overensstemmelse med Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet (EFT L 175, s. 40, herefter benaevnt 'direktiv 85/337' ).

7 Efter anmodning fra Kommissionen ivaerksatte Office of Public Works (herefter benaevnt 'OPW' ) en undersoegelse af indvirkningen paa miljoeet. Denne undersoegelse, der blev offentliggjort i februar 1992, blev kritiseret af miljoeorganisationerne og var genstand for en kritisk vurdering foretaget af Institute of Environmental Assessment paa Verdensnaturfondens begaering. Senere blev der paa foranledning af OPW udfaerdiget en anden rapport, der foretog aendringer i det oprindelige projekt, bl.a. for saa vidt angik spildevandsrensning. Denne rapport blev ligeledes kritiseret af Verdensnaturfonden. Samtlige rapporter og kritik blev oversendt til Kommissionen.

8 Ved skrivelse af 19. juni 1992 meddelte generaldirektoeren for GD XI Irlands faste repraesentant, at han indstillede, at Kommissionen indledte den i EOEF-traktatens artikel 169 fastsatte procedure i anledning af Mullaghmore-centret.

9 Den 7. oktober 1992 besluttede Kommissionen ikke at indlede traktatbrudsprocedure mod Irland i anledning af Mullaghmore-centret og offentliggjorde derfor en pressemeddelelse derom ..."

9 Paa denne baggrund anlagde appellanterne den 4. december 1992 sag ved Retten i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, 178 og 215 i det vaesentlige med paastand om annullation af beslutningen af 7. oktober 1992, som Kommissionen skulle have truffet om ikke at udsaette eller tilbagekalde tildelingen af strukturfondsmidler til opfoerelse af Mullaghmore-centret, og om erstatning af tab som foelge af den anfaegtede beslutning.

Den anfaegtede dom

10 Den 23. september 1994 afsagde Retten dom, hvori den afviste sagen.

11 Med hensyn til paastanden i medfoer af traktatens artikel 173 udtalte Retten bl.a., at proceduren for at udsaette eller nedsaette den finansielle stoette fra Faellesskabet til nationale aktioner er uafhaengig af den procedure, der har til formaal at faa konstateret, at en medlemsstats adfaerd er i strid med faellesskabsretten, og bringe den til ophoer. Retten henviste herved til artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 4253/88, som giver Kommissionen mulighed for at foere kontrol med de finansierede aktioner og faa adgang til alle udgiftsbilag i forbindelse med aktionerne, selv efter arbejdets udfoerelse (praemis 36).

12 Retten fastslog derfor, at Kommissionen den 7. oktober 1992 havde besluttet ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Irland, men at der derimod ikke var noget grundlag for at antage, at Kommissionen da ogsaa havde besluttet ikke at goere brug af den mulighed, som den i henhold til forordning nr. 4253/88 har for at udsaette eller begraense anvendelsen af faellesskabsmidler til opfoerelsen af Mullaghmore-centret, idet denne mulighed ifoelge Retten til enhver tid staar Kommissionen aaben (praemis 38).

13 Herefter fastslog Retten ° idet den fandt det ufornoedent at undersoege, om borgerne har adgang til at anfaegte en saadan beslutning fra Kommissionen ° at Kommissionen ikke den 7. oktober 1992 havde vedtaget nogen beslutning om ikke at udsaette eller ikke at nedsaette faellesskabsstoetten til opfoerelse af Mullaghmore-centret, og at annullationspaastanden derfor skulle afvises (praemis 39).

14 Erstatningspaastanden i medfoer af traktatens artikel 178 og 215 fandtes ligeledes at skulle afvises (praemis 43). Retten fandt, at sagsoegerne ikke havde godtgjort, at der skulle vaere en forbindelse mellem den anfaegtede retsakt og det tab, der skulle vaere paafoert dels miljoeet i Mullaghmore og omegn, dels An Taisce som nabo. Retten bemaerkede endvidere, at sagsoegerne heller ikke havde opgjort det paastaaede tab, men blot gjort gaeldende, at opfoerelsen af Mullaghmore-centret ville forrette alvorlig og uoprettelig skade (praemis 42).

Appelsagen

15 I appelsagen har appellanterne for det foerste nedlagt paastand om ophaevelse af Rettens dom, for det andet om, at sagen antages til realitetsbehandling for saa vidt angaar paastanden om annullation af beslutningen af 7. oktober 1992, hvorved Kommissionen besluttede ikke at udsaette eller tilbagekalde tildelingen af EF-strukturfondsmidler til opfoerelse af Mullaghmore-centret, for det tredje om, at sagen antages til realitetsbehandling for saa vidt angaar paastanden om erstatning af den af ovennaevnte beslutning forvoldte skade, for det fjerde, om, at sagen hjemvises til Retten til afgoerelse i realiteten, og endelig om, at afgoerelsen vedroerende sagens omkostninger udsaettes, men at Kommissionen under alle omstaendigheder tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med behandling af sagens formalitet.

16 Kommissionen har gjort gaeldende, at appelsagen delvis maa afvises, og at Kommissionen under alle omstaendigheder maa frifindes.

17 I medfoer af procesreglementets artikel 119 kan Domstolen, hvis det er aabenbart, at appellen skal afvises eller forkastes, naar som helst ved begrundet kendelse beslutte at afvise eller forkaste appellen uden at indlede de mundtlige forhandlinger.

Spoergsmaalet om annullation af Kommissionens paastaaede beslutning

18 For saa vidt angaar den del af den anfaegtede dom, der vedroerer annullation af Kommissionens paastaaede beslutning om ikke at udsaette eller tilbagekalde tildelingen af EF-strukturfondsmidler til opfoerelse af Mullaghmore-centret, har appellanterne fremfoert tre anbringender.

Det foerste og andet anbringende

19 I det foerste anbringende har appellanterne gjort gaeldende, at Retten ikke har opfyldt traktatens artikel 173, da den fastslog, at Kommissionen ikke havde truffet en beslutning om ikke at udsaette eller nedsaette stoetten til opfoerelse af Mullaghmore-centret. Ifoelge appellanterne har Retten derved dels anlagt en fejlagtig fortolkning af artikel 24 i forordning nr. 4253/88 og forholdet mellem denne bestemmelse og proceduren i medfoer af traktatens artikel 169, dels anlagt en urigtig bedoemmelse af Kommissionens pressemeddelelse samt forskellige begivenheder, der gik forud herfor. Kommissionens beslutning om ikke at indlede et traktatbrudssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 169 indebaerer noedvendigvis, at der ligeledes blev truffet en beslutning i medfoer af artikel 24 i forordning nr. 4253/88, ikke alene paa grund af forholdet mellem disse to procedurer, men ogsaa paa grund af sagens saerlige omstaendigheder.

20 Appellanterne har endvidere gjort gaeldende, at det er utaenkeligt, at Kommissionen paa et senere tidspunkt beslutter at tilbagekalde, udsaette eller nedsaette de midler, der er tildelt Irland, af de grunde, appellanterne havde paaberaabt sig i klagen og i deres senere korrespondance med Kommissionen. Af denne grund indeholder den beslutning, som Kommissionen vedtog den 7. oktober 1992 med hensyn til traktatbrudssoegsmaal, noedvendigvis en beslutning om at afslutte proceduren i artikel 24 i forordning nr. 4253/88.

21 I det andet anbringende har appellanterne gjort gaeldende, at Retten har undladt at tage hensyn til visse relevante beviser.

22 For det foerste bemaerkes det med hensyn til argumentet vedroerende forholdet mellem proceduren i artikel 24 i forordning nr. 4253/88 og proceduren i traktatens artikel 169, at den sidstnaevnte procedure har til formaal at faa fastslaaet, at en medlemsstat har handlet i strid med faellesskabsretten, og bringe denne adfaerd til ophoer, hvorimod proceduren i henhold til artikel 24 i forordning nr. 4253/88 skal give Kommissionen mulighed for at udsaette eller nedsaette faellesskabsstoette, hvis den paagaeldende stat har handlet i strid med reglerne, herunder naar staten har foretaget en vaesentlig aendring i gennemfoerelsen af aktionen eller foranstaltningen eller i vilkaarene herfor uden at anmode om Kommissionens godkendelse.

23 Som Retten med rette har anfoert i praemis 35 i sin dom kan hverken det forhold, at der indledes traktatbrudsprocedure i henhold til traktatens artikel 169, eller endog at Domstolen fastslaar, at der foreligger et traktatbrud, automatisk medfoere udsaettelse eller nedsaettelse af den finansielle stoette fra Faellesskabet. Dertil kraeves det, at Kommissionen vedtager en beslutning, som ganske vist skal tage hensyn til, hvis der er indledt et traktatbrudssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 169, eller Domstolen har fastslaaet, der foreligger traktatbrud.

24 I modsaetning til en afgoerelse om at indlede en procedure i medfoer af traktatens artikel 169 udgoer en beslutning om at udsaette eller nedsaette faellesskabsstoette en bebyrdende afgoerelse for adressaten ° i den foreliggende sag den irske regering ° der kan proeves ved Faellesskabets retsinstanser.

25 En beslutning, der vedtages i medfoer af artikel 24 i forordning nr. 4253/88, er saaledes ikke det samme som en afgoerelse om at indlede en traktatbrudsprocedure eller om at undlade at indlede en saadan procedure. Disse to procedurer er uafhaengige af hinanden, forfoelger forskellige formaal og er underkastet forskellige regler (jf. dom af 7.2.1979, forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321, praemis 26 ff.).

26 Kommissionens beslutning om ikke at indlede en procedure i medfoer af traktatens artikel 169 kan derfor ikke indirekte indebaere en anden beslutning i henhold til artikel 24 i forordning nr. 4253/88.

27 For det andet gaar de saerlige omstaendigheder og bevismateriale, som appellanterne har paaberaabt sig, alle i retning af at godtgoere, at Kommissionen traf en beslutning i medfoer af artikel 24 i forordning nr. 4253/88.

28 Det bemaerkes hertil, at ifoelge EF-traktatens artikel 168 A er appellen begraenset til retsspoergsmaal, og denne begraensning er naermere fastsat i artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen. Domstolen har ved flere lejligheder fastslaaet, at appel kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktiske omstaendigheder er udelukket, og appellen saaledes kun kan antages til realitetsbehandling, for saa vidt som appelskriftet stoettes paa, at Retten har truffet en afgoerelse, som strider mod de retsregler, den skal sikre overholdelsen af (jf. kendelse af 11.1.1996, sag C-89/95 P, D. mod Kommissionen, Sml. I, s. 53).

29 Appellanternes argumenter vedroerende Rettens bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

30 Domstolen kan ganske vist tage stilling til dette anbringende i det omfang, Retten, da den naaede frem til, at beslutningen af 7. oktober 1992 ikke var en beslutning i medfoer af artikel 24 i forordning nr. 4253/88, ikke blot vurderede de faktiske omstaendigheder, men ogsaa foretog en kvalifikation heraf (jf. dom af 16.6.1994, sag C-39/93 P, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2681, praemis 26).

31 Der er imidlertid intet, der kan give grundlag for at antage, at Retten foretog en forkert kvalifikation eller undlod at tage stilling til de paastaaede saerlige faktiske forhold eller omstaendigheder.

32 Det er saaledes aabenbart, at det foerste og andet anbringende maa afvises eller forkastes.

Det tredje anbringende

33 Appellanterne har gjort gaeldende, at den anfaegtede dom skal annulleres, idet Retten ikke har behandlet visse argumenter, som appellanterne har fremfoert, og dommen derfor ikke er tilstraekkeligt begrundet.

34 For det foerste har Retten efter deres opfattelse undladt at behandle deres argumenter vedroerende forholdet mellem traktatens artikel 173 og 175. Naar der indgives klage til Kommissionen, og Kommissionen ikke traeffer den foranstaltning, der anmodes om, boer klageren enten kunne nedlaegge paastand om annullation af Kommissionens afslag i medfoer af traktatens artikel 173 eller indlede et passivitetssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 175, naar betingelserne i de respektive bestemmelser i oevrigt er opfyldt.

35 Det skal hertil blot bemaerkes, at appellanterne paa intet tidspunkt har gjort gaeldende, at Kommissionen skulle have udvist nogen form for passivitet i forbindelse med deres klage. Eftersom der paa intet tidspunkt er fremfoert et saadant anbringende mod denne institution, kan det ikke kritiseres, at Retten ikke har undersoegt denne del af appellanternes argumentation.

36 For det andet har appellanterne kritiseret Retten for at have undladt at behandle deres argumenter vedroerende de forskellige faser af proceduren i artikel 24 i forordning nr. 4253/88. Beslutningen om at afslutte denne procedure, uanset i hvilken fase den blev vedtaget, udgoer ikke alene en forberedende retsakt, men er en endelig afgoerelse, der kan proeves under et annullationssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173.

37 Som Domstolen allerede har fastslaaet ovenfor, fremgaar det af Rettens dom, at Kommissionen ikke vedtog nogen beslutning den 7. oktober 1992 ° hverken i form af en forberedende retsakt eller en endelig afgoerelse ° om ikke at udsaette eller nedsaette faellesskabsstoetten til opfoerelse af Mullaghmore-centret.

38 Det er herefter aabenbart, at det tredje anbringende skal forkastes.

Erstatningspaastanden

39 Det konstateres, at appellanterne for saa vidt angaar erstatningspaastanden ikke har godtgjort hverken over for Domstolen eller over for Retten, at Kommissionen havde vedtaget en beslutning i medfoer af artikel 24 i forordning nr. 4253/88. Det skal derfor ikke undersoeges, om der er forvoldt et tab ved en saadan beslutning.

40 Samtlige anbringender vedroerende erstatningssoegsmaalet maa derfor forkastes.

41 Appellen maa herefter forkastes i medfoer af artikel 119 i procesreglementet.

Sagens omkostninger

42 I henhold til artikel 69, stk. 2, i procesreglementet tilpligtes det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da appellanterne har tabt sagen, boer de tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Appellanterne betaler sagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 11. juli 1996.