61992J0017

++++

1. Fri udveksling af tjenesteydelser ° traktatens bestemmelser ° anvendelsesomraade ° benyttelse i biografer eller i fjernsyn i en medlemsstat af film produceret i andre medlemsstater ° omfattet

(EOEF-traktaten, art. 59 ff.)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser ° begraensninger ° ordning, der goer meddelelse af tilladelser til synkronisering af film fra tredjelande afhaengig af forpligtelse til at distribuere indenlandsk producerede film ° diskriminerende virkning i forhold til producenter i andre medlemsstater ° ulovligt ° undtagelser ° hensyn til den offentlige orden ° forfoelgelse af oekonomiske formaal ° ulovligt

(EOEF-traktaten, art. 56 og 59)

1. En benyttelse i biografer eller i fjernsyn af film, i forbindelse med hvilken producenterne tillader distributoererne mod betaling at fremstille kopier af deres film, udgoer en aktivitet, der indebaerer udveksling af tjenesteydelser. Naar denne aktivitet er graenseoverskridende, idet producenter og distributoerer ikke er etableret i samme medlemsstat, er den omfattet af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser.

2. Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter tilladelse til synkronisering til et af et lands officielle sprog af film fra tredjelande kun meddeles distributoerer, som forpligter sig til at distribuere indenlandsk producerede film.

En saadan ordning er diskriminerende, for saa vidt den ° idet publikum i vidt omfang foretraekker film fra tredjelande, der er synkroniseret til deres eget sprog ° giver producenterne af indenlandske film en begunstigelse ° fordi de, paa grund af den staerke efterspoergsel efter synkroniseringstilladelser, garanteres distributionen af deres film og den medfoelgende indtjening ° i forhold til producenter i andre medlemsstater, der er afhaengige af disse distributoerers velvilje; en ordning af denne art er ikke omfattet af nogen udtrykkelig undtagelsesbestemmelse, saasom traktatens artikel 56, hvortil der henvises i artikel 66. Det er herved tilstraekkeligt at fastslaa, at bortset fra den omstaendighed, at kulturpolitikken ikke er naevnt blandt de undtagelser, som er anfoert i artikel 56, har en ordning, der fremmer distributionen af indenlandsk producerede film, uanset deres indhold eller kvalitet, kun et rent oekonomisk formaal, der ikke udgoer et hensyn til den offentlige orden efter naevnte artikel.

1 Ved kendelse af 12. december 1991, indgaaet til Domstolen den 22. januar 1992, har Tribunal Supremo, "Sala Tercera" (de lo Contencioso-Administrativo) (herefter benaevnt "Tribunal Supremo"), i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens bestemmelser med henblik paa at kunne afgoere, om det er foreneligt med faellesskabsretten, at nationale retsforskrifter foreskriver, at der kun kan meddeles tilladelse til synkronisering af film fra tredjelande med henblik paa distribution i Spanien af en til et af Spaniens officielle sprog synkroniseret version, saafremt den distributionsvirksomhed, der ansoeger om tilladelsen, forinden har indgaaet aftale om distribution af en spansk film.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en forvaltningssag, som den spanske sammenslutning Federación de Distribuidores Cinematográficos (Sammenslutningen af Filmdistributoerer, herefter benaevnt "Fedicine") har anlagt med paastand om annullation af eneste artikel i Real Decreto Legislativo (kongeligt lovdekret) nr. 1257/1986 af 13. juni, hvorved lov af 27. april 1946 og lov nr. 3/1980 af 10. januar blev tilpasset faellesskabsretten i medfoer af den bemyndigelse, der var givet i Ley de Bases af 27. december 1986 (Boletín Oficial del Estado, nr. 153 af 27.6.1986, s. 23427, herefter benaevnt "Real Decreto Legislativo").

3 Denne eneste artikel, som traadte i kraft den 1. juli 1986, er affattet saaledes:

"1. De lovmaessigt stiftede distributionsselskaber kan frit distribuere film, som er fremstillet i Faellesskabet.

2. De naevnte selskaber har endvidere ret til at opnaa hoejst fire tilladelser til synkronisering af film fra tredjelande til et hvilket som helst af Spaniens officielle sprog for hver spansk film, med hensyn til hvilken de godtgoer at have indgaaet aftale om distribution, under foelgende betingelser:

a) Den foerste tilladelse meddeles, naar Instituto de la Cinematografía y de las Artes Audiovisuales har faaet meddelelse om, at optagelserne til en spansk film, som den distributoer, der ansoeger om tilladelse, forinden har indgaaet aftale om, er paabegyndt. Denne tilladelse vil automatisk blive annulleret, hvis filmen ikke inden for en frist af 200 dage fra paabegyndelsen af optagelserne fremlaegges til godkendelse. Instituto de la Cinematografía y de las Artes Visuales kan forlaenge denne frist efter begrundet anmodning fra ansoegerne.

b) Den anden, tredje og fjerde tilladelse meddeles, naar det godtgoeres, at filmen brutto har indspillet henholdsvis 30, 60 og 100 mio. PTA.

3. Det er et uomgaengeligt krav for at kunne distribuere synkroniserede film fra tredjelande, at der forud er indhentet tilladelse hertil."

4 Fedicine har for den nationale retsinstans anfoert, at Real Decreto Legislativo er en protektionistisk, samhandelsbegraensende og diskriminerende foranstaltning i strid med EOEF-traktatens artikel 30-36, 59 og 92, samt Raadets direktiv 63/607/EOEF af 15. oktober 1963 til gennemfoerelse af bestemmelserne i den almindelige plan om ophaevelse af begraensninger i den frie udveksling af tjenesteydelser vedroerende film (EFT 1963-1964, s. 47), Raadets andet direktiv 65/264/EOEF af 13. maj 1965 til gennemfoerelse af bestemmelserne i de almindelige planer om ophaevelse af begraensninger i etableringsfriheden og om den frie udveksling af tjenesteydelser vedroerende film (EFT 1965-1966, s. 55) og den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT).

5 Tribunal Supremo mener, at den er forpligtet til at forelaegge et praejudicielt spoergsmaal, da der er blevet rejst et spoergsmaal om fortolkning af faellesskabsretten, og da den behandler sagen som foerste og sidste instans.

6 Spoergsmaalet er affattet saaledes:

"Er det foreneligt med faellesskabsretten, at meddelelse af tilladelse til synkronisering af film fra tredjelande med henblik paa distribution i Spanien af en til et af Spaniens officielle sprog synkroniseret version er betinget af, at den distributionsvirksomhed, der ansoeger om tilladelsen, forinden har indgaaet aftale om distribution af en spansk film?"

7 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb og parternes skriftlige indlaeg henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Det bemaerkes indledningsvis, at Domstolen inden for rammerne af EOEF-traktatens artikel 177 hverken kan udtale sig om fortolkningen af bestemmelser i nationale love eller administrative forskrifter eller om disses forenelighed med faellesskabsretten. Domstolen kan dog forsyne den nationale retsinstans med alle de fortolkningselementer vedroerende faellesskabsretten, som kan saette retten i stand til at loese det forelagte juridiske problem. Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at den nationale retsinstans med det forelagte spoergsmaal oensker oplyst, om traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser og om frie varebevaegelser skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter tilladelse til synkronisering til ét af et lands officielle sprog af film fra tredjelande kun meddeles distributoerer, som forpligter sig til at distribuere indenlandsk producerede film.

De gaeldende faellesskabsretlige bestemmelser

9 Det skal foerst undersoeges, hvilke bestemmelser i traktaten der kan finde anvendelse paa filmdistribution.

10 Det fremgaar af dommen af 6. oktober 1982 (sag 262/81, Coditel, Sml. s. 3381, praemis 11), at benyttelse af film i biografer eller i fjernsyn indebaerer, at ophavsmanden kan goere enhver offentlig fremvisning af en film betinget af hans tilladelse, og at oekonomisk udnyttelse af film ad denne vej, som kraever fremvisningstilladelse, er en aktivitet, som henhoerer under bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser.

11 Denne tjenesteydelse bestaar navnlig i, at filmproducenterne tillader distributoererne at fremstille kopier af deres film og foranstalte offentlige fremvisninger. Naar producenterne og distributoererne ikke er etableret i samme medlemsstat, er denne tjenesteydelse graenseoverskridende. Da det staar fast, at distributoererne afstaar en del af biografindtaegterne til producenterne, udfoeres denne tjenesteydelse ogsaa mod betaling efter traktatens artikel 60.

12 Heraf foelger, at de juridiske problemer, som den nationale retsinstans har forelagt, skal undersoeges paa baggrund af traktatens artikel 59.

Fri udveksling af tjenesteydelser

13 Hvad angaar artikel 59 fremgaar det af fast praksis (jf. navnlig domme af 25.7.1991, sag C-288/89, Collectieve Antennevoorziening Gouda, Sml. I, s. 4007, praemis 10, og sag C-353/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 4069, praemis 14), at den frie udveksling af tjenesteydelser foerst og fremmest stiller krav om afskaffelse af enhver forskelsbehandling af tjenesteyderen paa grund af hans nationalitet eller paa grund af, at tjenesteyderen er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor ydelsen praesteres.

14 Det bemaerkes, at Real Decreto Legislativo ved at knytte meddelelsen af tilladelse til synkronisering af film fra tredjelande sammen med optagelse og distribution af spanske film favoriserer producenterne af sidstnaevnte film i forhold til producenter, der er etableret i andre medlemsstater, og som forsoeger at distribuere deres film i Spanien.

15 Det fremgaa af de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt, at det spanske filmpublikum i vidt omfang foretraekker film fra tredjelande, isaer film fra Amerikas Forenede Stater, der er synkroniseret til et af Spaniens officielle sprog. Imidlertid goer Real Decreto Legislativo meddelelsen af tilladelse til synkronisering af disse film afhaengig af forpligtelsen til at distribuere en spansk film. Paa denne maade opnaar producenterne af spanske film en begunstigelse i forhold til filmproducenter etableret i andre medlemsstater, fordi man garanterer distributionen af de foerstnaevntes film og den medfoelgende indtjening, mens de sidstnaevnte er afhaengige af de spanske distributoerers velvilje. Denne forpligtelse indebaerer derfor en beskyttelse af de virksomheder, der producerer spanske film, og skader i tilsvarende omfang virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater. Eftersom filmproducenterne fra andre medlemsstater fratages den fordel, som de spanske filmproducenter tildeles, har denne begraensning diskriminerende karakter.

16 Som Domstolen har udtalt i dom af 26. april 1988 (sag 352/85, Bond van Adverteerders, Sml. s. 2085, praemis 32, 33 og 34) og i ovennaevnte domme af 25. juli 1991 (Collectieve Antennevoorziening Gouda, praemis 11, og Kommissionen mod Nederlandene, praemis 15), er nationale bestemmelser, hvorefter tjenesteydelser ikke behandles ens, uanset deres oprindelse, kun forenelige med faellesskabsretten, hvis de kan henfoeres under en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse som traktatens artikel 56, hvortil der henvises i traktatens artikel 66. Det fremgaar endvidere af disse domme, at oekonomiske hensyn ikke kan betragtes som hensyn til den offentlige orden efter naevnte artikel.

17 Real Decreto Legislativo har uden tvivl et oekonomisk formaal, fordi den, idet den tilsigter at garantere distributionen af et stort antal indenlandsk producerede film, dermed sikrer filmproducenterne tilstraekkelige indtaegter.

18 Den spanske regering har dog anfoert, at Real Decreto Legislativo havde et kulturelt formaal, nemlig at beskytte den indenlandske filmproduktion.

19 Dette argument kan ikke laegges til grund.

20 Bortset fra, at kulturpolitikken ikke er naevnt blandt de undtagelser, som er anfoert i artikel 56, bemaerkes, at Real Decreto Legislativo fremmer distributionen af indenlandsk producerede film uanset deres indhold eller kvalitet.

21 Herefter maa det fastslaas, at forbindelsen mellem meddelelsen af tilladelse til synkronisering af film fra tredjelande og distributionen af indenlandsk producerede film har et rent oekonomisk formaal, som ikke er begrundet i hensynet til den offentlige orden efter traktatens artikel 56.

22 Den nationale retsinstans maa derfor gives det svar, at traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter tilladelse til synkronisering til et af et lands officielle sprog af film fra tredjelande kun meddeles distributoerer, som forpligter sig til at distribuere indenlandsk producerede film.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den spanske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal Supremo ved kendelse af 12. december 1991, for ret:

Traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter tilladelse til synkronisering til et af et lands officielle sprog af film fra tredjelande kun meddeles distributoerer, som forpligter sig til at distribuere indenlandsk producerede film.