1.

Ved kontrakt af 23. december 1971 påtog Jan Zoubek sig, der er journalist og bor i Bruxelles, at udarbejde en rapport for Kommissionen, Generaldirektoratet for Forbindelser med tredjelande, med titlen »Catalogue, analyse et exploitation des positions des pays de l'Est pour une coopération économique en Europe« til en fastsat pris af 100000 BFR.

2.

Ved kontraktens artikel 2 bestemtes det, at en foreløbig rapport skulle foreligge den 31. marts 1972 og den endelige rapport den 30. juni 1972. I henhold til kontraktens artikel 4.3 udbetalte Kommissionen Zoubek 33000 BFR ved kontraktens underskrift.

3.

Ved kontraktens artikel 7 bestemtes det, at i tilfælde af, at den ikke blev opfyldt eller blev mangelfuldt opfyldt og dette kunne tilregnes Zoubek, kunne Kommissionen efter meddelelse herom ved rekommanderet brev, og såfremt der herefter ikke skete opfyldelse inden 30 dage, gøre brug af sin hæveadgang, uden at spørgsmålet om erstatning herved var afgjort.

4.

I artikel 8 bestemtes det, at De europæiske Fællesskabers Domstol var enekompetent til at afgøre en hvilken som helst uoverensstemmelse vedrørende kontraktens opfyldelse; kontrakten var materielt omfattet af belgisk ret.

5.

Kommissionen fastslog i en skrivelse af 23. juni 1972, at Zoubek ikke havde afleveret en foreløbig rapport og bad ham oplyse, hvornår rapporten ville foreligge. Ved anbefalet skrivelse af 27. oktober 1972 gav Kommissionen Zoubek meddelelse om at fremsende rapporten inden tredive dage, idet Kommissionen i modsat fald så sig nødsaget til at hæve kontrakten.

6.

Ved anbefalet brev af 21. december 1972 hævede Kommissionen kontrakten og krævede tilbagebetaling af de 33000 BFR af Zoubek. Den 27. juli 1973 sendte Kommissionen ham en opkrævning.

7.

I et brev af 20. december 1973 henholdt Zoubek sig til en aftale indgået mellem parterne i november 1973, i henhold til hvilken han sendte Kommissionen to nylige udgaver af bulletinen »East-West«.

8.

Kommissionen benægtede i sit svar af 21. december 1973, at der var aftalt nogen som helst ordning mellem parterne, men lovede dog at give Zoubek meddelelse om alle »nyheder vedrørende ham«.

9.

Den 17. december 1979 meddelte Kommissionens kompetente generaldirektorat Zoubek, at dersom betaling ikke skete, ville sagen blive fremsendt til den juridiske tjeneste med henblik på retsforfølgning. Den 12. marts og 30. oktober 1980 fremsendte den juridiske tjeneste betalingskrav til Zoubek.

10.

I et brev af 17. november 1980 gjorde Zoubek's advokat den aftale gældende, der var indgået mellem Kommissionen og hans klient for at få afgjort mellemværendet på de 33000 BFR og værdien af de udgaver af »East-West«, der var blevet leveret siden 1974. Da værdien af de foretagne leveringer beløb sig til 65000 BFR, krævede Zoubek forskelsbeløbet på 32000 BFR udbetalt af Kommissionen.

11.

Kommissionen anførte i sit svar af 25. marts 1981, at de af Zoubek stillede forslag om udligning ikke kunne accepteres af de kompetente personer i Kommissionen.

12.

Den 23. juni 1982 og den 12. november 1984 sendte Kommissionen sidste betalingskrav til Zoubek.

1.

Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 20. december 1985, har Kommissionen, sagsøger, anlagt sag mod Jan Zoubek og herunder nedlagt følgende påstande:

2.

Jan Zoubek, sagsøgte, har nedlagt følgende påstande:

Jan Zoubek har endvidere over for Kommissionen gjort et modregningskrav gældende, der hviler på en skyld på 65000 BFR, hvilket er værdien af de leverede bulletiner »East-West«. Han har i den forbindelse nedlagt følgende påstande:

Han har endvidere ex tuto nedlagt følgende påstand :

3.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

4.

I medfør af procesreglementets artikel 95, stk. 1 og 2, har Domstolen ved afgørelse af 4. juni 1986 henvist sagen til første afdeling.

1.

Kommissionen, der er sagsøger, har mindet om, at Domstolen er kompetent til at påkende sagen i henhold til den i kontraktens artikel 8 opstillede voldgiftsbestemmelse, jfr. EKSF-traktatens artikel 42, Euratom-traktatens artikel 153 og EØF-traktatens artikel 181.

Da sagsøgte ikke har opfyldt sine kontraktforpligtelser, har Kommissionen været i sin gode ret til at hæve kontrakten.

I overensstemmelse med artikel 1142 i den belgiske code civil, der finder anvendelse på kontrakten, hvorefter enhver pligt til at foretage eller undlade at foretage noget medfører erstatningsansvar i tilfælde af manglende opfyldelse fra den skyldige side, kræver Kommissionen af Zoubek tilbagebetaling af det à conto udbetalte beløb på 33000 BFR. Som erstatning for ikke at have haft rådighed over dette beløb kræver Kommissionen endvidere betaling af de lovbestemte renter, der har været gældende i Belgien siden den 7. januar 1972, hvilketer datoen for betalingen af dette forskud.

Der er ikke indgået noget som helst forlig vedrørende levering med sagsøgte i forbindelse med oprettelsen af selskabet East-West. Zoubek har skabt en kunstig sammenblanding af sig selv og dette selskab, mellem de konkrete forsknings- og dokumentationsopgaver, der er omfattet af kontrakten 1971, og de informationsbulletiner, der udgives af det kommercielle selskab »East-West«.

2.

Jan Zoubek, sagsøgte, bestrider ikke, at kontrakten er hævet. Der blev indgået en aftale i slutningen af 1973 med den ansvarlige i Kommissionen, hvorefter han forpligtede sig til uden beregning og som betaling for de 33000 BFR, der kræves af Kommissionen, at levere publikationerne fra selskabet East-West, hvis chefredaktør han er, og hvilket selskab er skabt med henblik på at offentliggøre studier i lighed med dem, der blev bestilt ved kontrakten af 1971. Kommissionen stillede ikke noget krav om erstatning, da den hævede, og har i øvrigt ikke truffet nogen foranstaltning før 1979. Ganske vist blev der ikke optaget et klart og entydigt protokollat af forliget. Imidlertid nægtede man ikke at modtage de publikationer, som han for egen regning tilstillede Kommissionen den 20. december 1973. Kommissionens hensigt om så hurtigt som muligt at holde ham løbende underrettet om nyheder, der vedrørte ham, og som er omtalt i skrivelsen af 21. december 1973, blev fulgt af en mundtligt bekræftet aftale og en fortsat levering gennem fem år. Eksistensen af aftalen er utilstrækkelig bevist gennem opfyldelsen igennem fem år af Zoubek's forpligtelser, uden at dette er blevet bestridt af sagsøgeren. Kommissionen kan ikke efter en langvarig og konsekvent tavshed på det nuværende trin bestride eksistensen af denne aftale.

Dersom Domstolen finder, at der må gives Kommissionen medhold, skal der dog først betales procesrenter eller lovbestemte renter fra tidspunktet for stævningens indgivelse.

1.

Jan Zoubek har anført, at værdien af de bulletinger »East-West«, der er blevet leveret Kommissionen fra 1974 til 1978 i henhold til forliget, beløber sig til 65000 BFR. Dette beløb kan modregnes i de 33000 BFR, der kræves af Kommissionen. Zoubek har endvidere fremsat modkrav over for Kommissionen på 32000 BFR med lovbestemte renter fra kravets dato. Da bulletinerne blev stillet til rådighed af Zoubek, kunne der ikke udstedes nogen faktura. Såfremt Domstolen giver dom efter den principale påstand, foreligger der en ugrundet berigelse fra Kommissionens side.

2.

Ifølge Kommissionen skal modregningspåstanden afvises. Hverken traktaterne, Domstolens statutter, eller procesreglementerne åbner adgang for en sagsøgt til i forbindelse med en sag, hvis genstand er nøje afgrænset i stævningen, at gøre modkrav gældende. Domstolens kompetence hviler på kontraktens værnetingsbestemmelse. For at gøre krav gældende i forbindelse med leveringen af informationsbulletinerne, skal selskabet East-West anlægge sag mod Kommissionen ved de nationale domstole i medfør af EØF-traktatens artikel 183.

Selv om en eventuel modregning måtte være blevet bragt på bane under møderne mellem Jan Zoubek og Kommissionens kompetente personer, har Kommissionen i sin skrivelse af 21. december 1973 fastslået, at der ikke er indgået noget forlig. Modregning vil i øvrigt

være umulig, eftersom tidsskriftet »East-West« tilhører det kommercielle selskab af samme navn, og ikke Jan Zoubek.

Kommissionen har i øvrigt fremlagt dokumenter, der er udarbejdet af dets bibliotek, hvoraf det fremgår, at et forskelligt antal abonnementer på bulletinen »East-West« er blevet bestilt og betalt mellem 1970 og 1977 gennem selskabet Office international de libraire, Bruxelles, og fra 1978 direkte hos selskabet »East-West«.

1

Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 20. december 1985, har Kommissionen for De europæiske Fællesskaber i medfør af en voldgiftsbestemmelse, jfr. EKSF-traktatens artikel 42, EØF-traktatens artikel 181 og Euratom-traktatens artikel 153 anlagt sag med påstand om, at det statueres, at den kontrakt om udarbejdelse af en rapport, der er indgået med Jan Zoubek, journalist i Bruxelles, skal anses som ophævet, samt med påstand om, at Jan Zoubek pålægges at tilbagebetale det beløb på 33000 BFR, som Kommissionen havde betalt ham som forskud den 7. januar 1972 med renter efter gældende belgisk lov, indtil betaling sker.

2

Jan Zoubek har gjort gældende, at der foreligger en aftale med Kommissionen, hvorefter han mod betaling af 33000 BFR skulle levere Kommissionen publikationer til en værdi af 65000 BFR, og Jan Zoubek har ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 27. januar 1986, fremsat modkrav, idet han har nedlagt påstand om, at det kendes for ret, at Kommissionens krav på 33000 BFR modregnes i hans eget krav, og at Kommissionen dømmes til at betale ham de overskydende 32000 BFR med lovbestemt rente fra sagens anlæg.

3

Vedrørende de faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt parternes påstande og anbringender henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen for Domstolens argumentation.

4

Da sagen er indbragt for Domstolen i henhold til en voldgiftsbestemmelse, skal Domstolen afgøre sagen på grundlag af den materielle nationale ret, der finder anvendelse på kontrakten, i nærværende tilfælde belgisk ret, jfr. kontraktens artikel 8, punkt 2.

5

Kommissionen har i sin første påstand anmodet Domstolen om at fastslå, at den indgåede kontrakt i medfør af dens artikel 7 er ophævet, og dernæst påstået sagsøgte dømt til at betale de 33000 BFR, der er betalt som forskud, med procesrente ifølge loven fra det tidspunkt, hvor dette beløb blev betalt.

6

Kontraktens artikel 7, der bestemmer, at Kommissionen kan opsige kontrakten i tilfælde af, at medkontrahenten ikke opfylder den eller opfylder den mangelfuldt, efter at have meddelt denne dette ved rekommanderet brev, skal forstås som en udtrykkelig hæveadgang, der giver en part ret til — som sanktion for mangelfuld opfyldelse af forpligtelserne fra den anden parts side, uden at retsskridt er nødvendige — at hæve kontrakten.

7

Efter ved rekommanderet skrivelse af 27. oktober 1972 at have opfordret sagsøgte til at opfylde sine forpligtelser, jfr. kontraktens artikel 7, og under iagttagelse af de formkrav for meddelelsen, der er fastsat heri, hævede Kommissionen gyldigt kontrakten ved rekommanderet skrivelse af 21. december 1972.

8

I tilfælde af, at en kontrakt hæves, skal parterne stilles, som om den aldrig var indgået. Princippet om, at alt skal føres tilbage til den oprindelige tilstand, indebærer, at hver part er forpligtet til at tilbagelevere den anden, hvad han har modtaget. Denne pligt til tilbagelevering omfatter både salgsgenstanden og købesummen, samt frugterne af salgsgenstanden og de renter, der er påløbet det modtagne beløb siden betalingstidspunktet. Sagsøgte er følgelig forpligtet til at tilbagebetale Kommissionen forskuddet på de 33000 BFR med de renter, der er påløbet dette beløb i tiden fra betalingen, idet denne rente skal fastsættes i henhold til de forskellige lovbestemte rentesatser, der har været gældende i Belgien siden den 7. januar 1972.

9

Da Kommissionen har påstået modregningskravet afvist, fordi det efter Kommissionens opfattelse udspringer af en anden kontrakt end den, som voldgiftsbestemmelsen angår, skal det afgøres, hvorvidt Domstolen er kompetent til at påkende det.

10

Det skal herved anføres, at selv om Domstolen i henhold til en voldgiftsbestemmelse er udpeget til at afgøre en strid og herunder anvende den nationale ret, der regulerer kontraktaten, skal spørgsmålet om Domstolens kompetence til at påkende et modkrav og dettes behandling i formaliteten alene vurderes i henhold til EKSF-traktatens artikel 42, EØF-traktatens artikel 181 og Euratom-traktatens artikel 153, samt Domstolens procesreglement.

11

Domstolens kompetence, der hviler på en voldgiftsbestemmelse, udgør en undtagelse fra almindelige retsregler og skal derfor fortolkes snævert. Domstolen kan kun påkende de påstande, der hviler på en kontrakt, der er indgået af Fællesskabet, og som indeholder en voldgiftsbestemmelse, eller som står i direkte forbindelse med de forpligtelser, der følger af denne kontrakt. Det er i øvrigt også på denne måde, at den retlige kompetence er afgrænset i artikel 6, stk. 3, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, hvorefter den ret, som sagen er indbragt for, er kompetent til at påkende et modkrav, dersom det udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som hovedfordringen støttes på.

12

I nærværende tilfælde skal der ifølge det arrangement, der er blevet påberåbt af sagsøgte, ske en udligning af pligten til at tilbagebetale forskudsbeløbet på 33000 BFR gennem en anden ydelse, nemlig leveringen af nogle publikationer. Modkravet udspringer således af pligten til at tilbagebetale forskudsbeløbet, der er genstand for den oprindelige påstand, og Domstolen er følgelig kompetent til at påkende det.

13

Hvad angår realiteten, skal det fastslås, at Kommissionen bestrider, at den aftale foreligger, der er blevet hævdet af sagsøgte, der gør modregning gældende, og aţ sagsøgte ikke har været i stand til at føre bevis herfor, hvilket ifølge artikel 1341 i den belgiske code civil kun kan føres skriftligt.

14

Der skal derfor ske frifindelse for så vidt angår modregningspåstanden, ligesom sagsøgte pålægges at betale 33000 BFR med rente af de forskellige lovbestemte satser, der har været gældende i Belgien siden den 7. januar 1972.

15

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Sagsøgte har tabt sagen og skal derfor afholde sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (første afdeling)