1

Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 10. december 1984, har Hermanus Adams og 52 andre tjenestemænd i kategori C ved Kommissionen for De europæiske Fællesskaber anlagt sag med påstand om annullation af udvælgelseskomiteens afgørelse om ikke at give dem adgang til den interne udvælgelsesprøve KOM/B/2/82 på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve af assistenter, sekretariatsassistenter og tekniske assistenter.

2

Der er yderligere nedlagt påstand om annullation af udvælgelsesprøve KOM/B/2/82 samt af alle de dispositioner, som prøven har givet anledning til, idet det gøres gældende, at visse bestemmelser i meddelelsen om udvælgelsesprøven var ugyldige, og at den anfægtede afgørelse derfor blev truffet efter en procedure, som fra begyndelsen var behæftet med mangler.

3

Kontorchefen i afdelingen for ansættelser meddelte ved skrivelse af juni 1984 sagsøgerne, at udvælgelseskomiteen efter en sammenligning af samtlige ansøgninger havde skønnet, at den ikke kunne opføre sagsøgerne på listen over ansøgere, som fik adgang til prøverne. Udvælgelseskomiteen havde taget hensyn til en række forhold, såsom ansøgernes faglige erfaring før og efter ansættelsen, deres almindelige eller særlige uddannelse, deres videreuddannelse, deres bedømmelser, de opgaver, de udførte på ansøgningstidspunktet, samt deres bevægelighed.

4

Efter modtagelsen af denne skrivelse indgav tre af ansøgerne, nemlig Rosa Basch, Marie Seube og Rudolfo Pelliccione, en klage over afgørelsen i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2. De øvrige anmodede derimod blot udvælgelseskomiteen om at tage deres ansøgninger op til fornyet overvejelse, og — i hvert enkelt tilfælde, hvor afvisningen blev fastholdt — at præcisere, hvilke af de stillede betingelser for adgang til prøverne der ikke var opfyldt.

5

Ved enslydende skrivelse af 7. september 1984 meddelte lederen af Kommissionens ansættelsesafdeling samtlige sagsøgere, at udvælgelseskomiteen efter at have taget deres ansøgninger op til fornyet overvejelse havde stadfæstet sin afgørelse, idet der ikke forelå nye forhold, som gjorde det muligt at ændre den oprindelige vurdering. Lederen af ansættelsesafdelingen fremhævede yderligere, at kun de ansøgere, som allerede udførte opgaver under kategori B, eller som besad de nødvendige potentielle egenskaber for at udføre dem, havde fået adgang til prøverne.

6

Sagsøgerne har anlagt sag til prøvelse af den ifølge denne skrivelse trufne afgørelse, som de anser for en akt, der indeholder et klagepunkt mod dem, jfr. vedtægtens artikel 90, stk. 2.

7

Kommissionen har som sagsøgt først påstået sagen afvist, idet den gør gældende, at sagen først blev anlagt den 10. december 1984, skønt fristen i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 3, begyndte at løbe i juni 1984, da sagsøgerne blev underrettet om afgørelsen om at nægte dem adgang til prøverne, og ikke den 7. september 1984, da sagsøgerne blev underrettet om den anden afgørelse, som blot stadfæstede den første. Da sagen således er anlagt efter udløbet af den i vedtægten fastsatte frist på tre måneder, bør den ifølge Kommissionen afvises.

8

Med hensyn til de sagsøgere, som allerede havde indgivet en klage over den afgørelse, som de havde fået meddelt i juni 1984, har Kommissionen anerkendt, at sagen ikke umiddelbart kan påstås afvist for deres vedkommende. Kommissionen henholder sig her til Domstolens afgørelse, idet den bemærker, at det tilkommer denne at afgøre, om en sag anlagt efter indgivelsen af en klage inden for fristen på tre måneder efter en udtrykkelig eller stiltiende besvarelse af klagen kan antages til realitetsbehandling, når henses til, at en udvælgelseskomites afgørelse ifølge Domstolens faste praksis direkte kan anfægtes ved Domstolen.

9

Kommissionen har endelig anført, at anbringenderne om, at meddelelsen om udvælgelsesprøven var ugyldig, under alle omstændigheder ikke er fremsat rettidigt, da sagsøgerne burde have anfægtet meddelelsen straks efter dens offentliggørelse, hvorfor de ikke kan foretage en sådan anfægtelse nu i form af et sagsanlæg til prøvelse af en senere retsakt.

10

Sagsøgerne har gjort gældende, at de pågældendes anmodning om en fornyet gennemgang af ansøgningerne bør betegnes som ansøgning, jfr. vedtægtens artikel 90, stk. 1, således at søgsmålsfristen først begyndte at løbe fra det tidspunkt, da den administrative myndighed udtrykkeligt eller stiltiende besvarede ansøgningerne, nemlig den 7. september 1984.

11

Selv om det antages, at søgsmålsfristen begyndte at løbe allerede fra det tidspunkt, da de pågældende fik kendskab til den første afgørelse, forholder det sig dog under alle omstændigheder ifølge sagsøgerne således, at afgørelsen truffet i henhold til skrivelsen af 7. september 1984 ikke kan anses for en bekræftelse af afgørelsen, som blev meddelt i juni 1984, idet den, da den blev truffet efter en fornyet gennemgang af ansøgningerne, i virkeligheden er en afgørelse, som fuldt ud erstatter den foregående, hvorfor det netop er den akt, som indeholder et klagepunkt.

12

For så vidt angår Kommissionens påstand om, at anbringenderne vedrørende meddelelsen om udvælgelsesprøve må afvises, har sagsøgerne anført, at når en akt udstedes under en udvælgelsesprocedure i fortsættelse af en række akter, hvoraf den sidste indeholder et klagepunkt, er ansøgeren ikke forpligtet til separat at påklage hver enkelt af de foregående akter, navnlig ikke den akt, der indleder proceduren.

13

Sagsøgernes anbringende, hvorefter indgivelsen af en ansøgning om fornyet gennemgang indebærer, at søgsmålsfristen afbrydes, kan ikke lægges til grund. Hvis sagsøgerne fik medhold i et sådant anbringende, kan enhver tjenestemand nemlig ved kontinuerlig indgivelse af sådanne ansøgninger ubegrænset forlænge søgsmålsfristen for sagsanlæg til prøvelse af en akt, som indeholder et klagepunkt, hvilket er uforeneligt med såvel de ifølge vedtægten gældende klage- og søgsmålsregler som retssikkerhedsprincippet.

14

Med hensyn til sagsøgernes andet anbringende, er der ikke tvivl om, at afgørelsen ifølge skrivelsen af 7. september 1984 blev truffet, efter at udvælgelseskomiteen på sagsøgernes foranledning havde taget den tidligere afgørelse om ikke at give dem adgang til prøverne op til fornyet overvejelse.

15

Ikke blot anvendes i denne skrivelse udtrykkeligt formuleringen »fornyet overvejelse« af ansøgningerne, men den omstændighed, at atten ansøgere, som var blevet afvist ved den første afgørelse, herved fik adgang til prøverne, viser ligeledes, at ansøgningerne blev taget op til fornyet overvejelse og var genstand for en indgående behandling.

16

Herefter må det således antages, at afgørelsen i'henhold til skrivelsen af 7. september 1984 erstattede den tidligere afgørelse og derfor ikke blot kan betragtes som en stadfæstelse heraf. Følgelig kan sagen admitteres.

17

Dette indebærer dog ikke, at også sagsøgernes anbringende om, at meddelelsen om udvælgelsesprøve er behæftet med en mangel, kan admitteres. Sagsøgerne burde nemlig rettidigt have anfægtet de bestemmelser i meddelelsen, som efter deres opfattelse indeholder et klagepunkt imod dem. I modsat fald er det nemlig muligt at anfægte en meddelelse om udvælgelsesprøve længe efter dens offentliggørelse og efter, at de fleste eller alle etaper i forbindelse med udvælgelsesprøven allerede er afsluttet, hvilket strider mod retssikkerhedsprincippet samt mod principperne om den berettigede forventning og god forvaltningsskik.

18

De eneste anbringender, der herefter er relevante for sagens realitet, er således anbringenderne om annullation af den anfægtede afgørelse under påberåbelse af udvælgelseskomiteens retsstridige adfærd i en række tilfælde under udvælgelsesproceduren. Disse anbringender støtter sagsøgerne på én række forhold. Udvælgelseskomiteen har systematisk konsulteret ansøgernes foresatte, skønt meddelelsen om udvælgelsesprøven alene nævnte en eventuel samtale med de administrativt overordnede. Udvælgelseskomiteen indkaldte ikke ansøgerne til en samtale, som meddelelsen om udvælgelsesprøven også gav mulighed for, skønt den for hver enkelt ansøgers vedkommende indhentede en udtalelse fra de administrativt overordnede. Udvælgelseskomiteen begik magtfordrejning ved at inddele ansøgerne i to grupper (dels dem, som allerede udførte opgaver på B-, BS- og BT-niveau, eller som måtte anses at besidde de nødvendige potentielle egenskaber for at udføre sådanne opgaver, dels dem, som efter udvælgelseskomiteens opfattelse ikke havde disse egenskaber) med det formål herved at kunne udnævne ganske bestemte tjenestemænd.

19

Under det første af disse anbringender har sagsøgerne anført, at de navnlig anfægter samtalen med deres administrativt overordnede, fordi udvælgelseskomiteen ikke herefter havde en samtale med ansøgerne, hvorved disse kunne fremsætte bemærkninger til deres overordnedes udtalelser. Principperne om den berettigede forventning og retten til at blive hørt er herved blevet tilsidesat. Det fremgår heraf, at anbringendet vedrørende samtalen med de administrativt overordnede overlapper det andet anbringende vedrørende ansættelseskomiteens manglende høring af ansøgerne, hvorfor disse to anbringender kan behandles under ét.

20

Når de administrativt overordnede — in casu sekretærerne for generaldirektørerne for de generaldirektorater, som ansøgerne hørte under — blev anmodet om at fremsætte en udtalelse, som kunne få væsentlige konsekvenser for de pågældendes ansøgning, krævede retsgrundsætningen om retten til at blive hørt ifølge sagsøgerne, at de også fik mulighed for at fremsætte bemærkninger hertil.

21

Kommissionen har heroverfor anført, at generaldirektørernes sekretærer hverken kunne betragtes som konkurrenter til eller modstandere af ansøgerne, hvorfor disse ikke kan påberåbe sig retten til at blive hørt. Samtalen med sekretærerne udgjorde i øvrigt kun et enkelt led i gennemgangen af den enkelte ansøgning, og sekretærernes udtalelse var ikke udslaggivende.

22

Det bemærkes vedrørende dette anbringende, at udvælgelseskomiteen ved en udvælgelsesprøve har til opgave at vurdere forhold, som ansøgerne kender, hvad enten der er tale om de af dem fremlagte kvalifikationsbeviser, de af dem aflagte prøver eller de bedømmelser, som de har set og har kunnet kommentere. Dette udgør en garanti for en lovlig gennemførelse af udvælgelsesprøven og en garanti mod vilkårlige afgørelser, idet ansøgerne har kendskab til alle de faktorer, som udvælgelseskomiteen lægger til grund for sin vurdering, hvorfor de besidder alle forudsætninger for at anfægte denne vurdering, hvis de mener, at den er forkert.

23

Når udvælgelseskomiteen derimod som i den foreliggende sag helt eller delvis støtter sin afgørelse på forhold, såsom oplysninger og udtalelser fra de administrativt overordnede, som ansøgerne ikke har adgang til, har de ingen mulighed for at tage til genmæle over for udtalelser fra tredjemand, der kan være fuldt korrekte, men lige så vel af en eller anden grund forkerte.

24

At ansøgerne ikke havde mulighed for at tage stilling til de administrativt overordnedes udtalelser, udgør således en tilsidesættelse af et princip, som udvælgelseskomiteen burde have overholdt, og har påvirket den procedure, som førte til afgørelsen om ikke at give sagsøgerne adgang til den omhandlede udvælgelsesprøve.

25

Udvælgelseskomiteens afgørelse om ikke at give sagsøgerne adgang til prøverne i udvælgelsesprøve KOM/B/2/82 vil derfor være at annullere.

26

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger, såfremt der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør den afholde sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (første afdeling)