1)

Skal artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) og den retspraksis, hvorved direktivet er blevet fortolket, fortolkes således, at den nævnte bestemmelse i direktivet er til hinder for en national forskrift som den 23. afsluttende bestemmelse, [stk. 2], i lov nr. 1/2000 af 7. januar 2000 om den civile retspleje, hvorefter det i forbindelse med en anmodning om et europæisk betalingspåkrav ikke er nødvendigt at fremlægge dokumentation, og at en sådan i givet fald vil blive afvist?

2)

Skal artikel 7, stk. 2, litra e), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1896/2006 af 12. december 2006 (2) fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at det långivende selskab kan pålægges at fremlægge den dokumentation, hvorpå det støtter sit krav, der udspringer af et forbrugslån, hvorom der er indgået aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, såfremt retten finder det tvingende nødvendigt at foretage en undersøgelse af dokumentet for at kunne fastslå, om den indgåede aftale mellem parterne indeholder urimelige kontraktvilkår, og derigennem opfylde bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og den retspraksis, hvorved direktivet er blevet fortolket?