EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012AE0146

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet — KOM(2011) 730 endelig — 2011/0330 (CNS)

OJ C 68, 6.3.2012, p. 45–46 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

6.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/45


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet

KOM(2011) 730 endelig — 2011/0330 (CNS)

2012/C 68/08

Hovedordfører: Heidi LOUGHEED

Den 28. november 2011 besluttede Rådet under henvisning til artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet

KOM(2011) 730 endelig — 2011/0330 (CNS).

Den 6. december 2011 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 477. plenarforsamling den 18.-19. januar 2012, mødet den 18. januar 2012, Heidi LOUGHEED til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 138 stemmer for, 0 imod og 10 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU støtter og er enig i forslaget til en ny »forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet«, som det anser for en nødvendig og nyttig opdatering af de gældende regler, der kan understøtte de nationale myndigheders samarbejde om at sikre effektiv afgiftsopkrævning og bekæmpe punktafgiftssvig.

2.   Begrundelse

2.1   I EU opkræves der skat i form af punktafgifter på tre kategorier af produkter: alkohol og alkoholiske drikke, tobaksvarer og energiprodukter. Disse punktafgifter er meget vigtige med hensyn til at påvirke borgernes adfærd og som bidrag til medlemsstaternes og EU's offentlige finanser (1).

2.2   Svig (navnlig i sektorerne for tobak og alkohol) har været temmelig udbredt i EU af en række årsager, bl.a. at der kan indhentes en betydelig fortjeneste ved en relativt begrænset aktivitet. Faktisk så udbredt, at der blev nedsat en Gruppe på Højt Plan vedrørende Alkohol- og Tobakssvig (2), og dens anbefalinger om bekæmpelse af denne form for svig blev sanktioneret af Økofinrådet i maj 1998. Der blev fremlagt en række anbefalinger, hvoraf den vigtigste og mest langsigtede var, at EU burde etablere et fuldstændigt edb-baseret system til kontrol af varebevægelser.

2.3   På den baggrund har EU brugt flere år på gradvist at udvikle og indføre et nyt, moderne system til kontrol af varebevægelser under punktafgiftssuspension i det indre marked – systemet til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser (EMCS).

3.   Systemet til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser

3.1   Systemet til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser (EMCS) blev etableret ved beslutning 1152/2003/EF. Der er blevet lagt et stort arbejde i at få systemet op at stå, og Kommissionen, medlemsstaternes afgiftsmyndigheder og erhvervsdrivende har alle arbejdet sig igennem forskellige udviklingsfaser, således at et overvejende papirbaseret system, der var temmelig omstændeligt for alle involverede parter, vil blive erstattet af et næsten papirløst computerbaseret og elektronisk system. Allervigtigst skal det nye system gøre det muligt for de relevante myndigheder at følge varernes bevægelser i realtid og sikre, at information straks lagres i databaserne, således at det bliver lettere at foretage mere indgående analyser og automatiserede risikoanalyser.

3.1.1   For alle de involverede erhvervsdrivende gør den nye automatisering den nødvendige administration hurtigere (alle bevægelser ledsages allerede nu af et elektronisk administrativt dokument i stedet for papirer). Det har standardiseret mange af de nødvendige dokumenter og omfatter webbaseret hjælp til at kontrollere potentielle handelspartneres opnåede resultater og kvalifikationer.

3.1.2   EØSU mener, at EMCS fremmer den lovlige handel i det indre marked, og samtidig er det endnu et værktøj, medlemsstaterne kan tage i brug for at bekæmpe afgiftssvig og -unddragelse.

4.   Forslag til Rådets forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet

4.1   Forslaget er en af de sidste »brikker i puslespillet«, inden systemet kan tages fuldt i brug. Forslaget træder i stedet for den gældende forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet (forordning 2073/2004), idet det tager hensyn til den næsten fuldførte modernisering og sikrer, at medlemsstaternes myndigheder kan drage fordel heraf i deres indbyrdes samarbejde, hvorved deres muligheder for at koordinere, og dermed opnå maksimalt udbytte, reelt forbedres.

4.2   EØSU anerkender og tilslutter sig, at forslagets bredere rækkevidde til også at omfatte samarbejde om håndhævelse af afgiftslovgivningen og ikke blot vurdering af omfanget af udestående afgifter, er et nyttigt skridt i kampen mod svig og styrkelsen af det indre marked og i at udbygge borgernes tillid til det.

4.3   En stor del af forslaget omhandler nødvendigvis de juridiske regler for, hvordan det administrative samarbejde skal foregå under det nye system. EØSU mener, at forslaget afspejler en afvejet tilgang, der gør det muligt for medlemsstaterne at udnytte det nye systems naturlige fordele, men således at den administrative byrde for medlemsstaterne og de erhvervsdrivende ikke øges.

4.3.1   EØSU mener endvidere, at det klart beskriver alle de involveredes, men vigtigst af alt de nationale myndigheders rettigheder og forpligtelser, og at de foreslåede procedurer og tidsfrister på den ene side er tilstrækkelig ambitiøse til at sikre nogenlunde rettidige svar og på den anden side let kan opfyldes af alle. I den forbindelse er EØSU interesseret i indholdet af den gennemførelsesretsakt, der er under udarbejdelse, og som skal specificere, hvilke typer af information det er frivilligt, hhv. obligatorisk at udveksle under den automatiske udvekslingsordning.

4.4   De fleste af forslagets nye bestemmelser knytter sig direkte til moderniseringen af systemet og de nye muligheder for at forbedre samarbejdet mellem myndigheder. EØSU støtter fuldt ud Kommissionen og medlemsstaterne i bestræbelserne på at udnytte det udbyggede system bedst muligt til at forbedre den effektive vurdering og opkrævning af afgifter og til at opdage og bekæmpe svig særligt gennem et bedre administrativt samarbejde herom medlemsstaterne imellem.

4.4.1   Udvalget håber dermed, at det nye system vil føre til, at kvaliteten af den automatiserede indberetning forbedres, således at medlemsstaterne hurtigere kan koncentrere sig om problematiske aktiviteter. Særligt er forslaget om at indføre et system for opfølgning hensigtsmæssigt, og det burde gøre det lettere at gennemgå og forbedre kvaliteten og anvendeligheden af de informationer, der løbende udveksles.

4.5   EØSU er enig med forslaget i, at det er nødvendigt med et retsgrundlag for indsamling af data fra individuelle bevægelsesregistre og brugen af disse registre i medlemsstaternes analyser, men advarer alligevel mod denne brug og minder myndighederne om, at de må være påpasselige med kun at anvende disse data i et passende og rimeligt omfang.

4.6   EØSU mener, at forslaget præcist rammer en balance i ansvarsfordelingen vedrørende punktafgifter og EMCS med Kommissionen som ansvarlig for systemets virke og opretholdelse og medlemsstaterne for de informationer, der tilgår systemet, udvekslingen af informationer og selvfølgelig for at opdage og gribe ind over for svig.

4.7   EØSU mener, at det er hensigtsmæssigt, at forslaget bringer reglerne om punktafgifter i overensstemmelse med ændringerne i EU-reglerne om administrativt samarbejde på områderne for moms og direkte beskatning. EØSU støtter fuldt ud denne indsats for at forbedre kommunikationen og samarbejdet mellem nationale skatte-, afgifts- og toldmyndigheder, da det mener, at dette i sidste ende vil være med til at forbedre det indre marked.

4.8   Især er EØSU tilfreds med forslaget om et retsgrundlag for SEED-on-Europa-tjenesten, som det anser for et nyttigt værktøj, lovlige erhvervsdrivende kan bruge til hurtigt at verificere troværdigheden af dem, de ønsker at handle med.

Bruxelles, den 18. januar 2012

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Hvert år hentes der anslået 307 mia. euro (tal for 2010) ind i punkt- og lignende afgifter i EU, fordelt på 22 mia. euro på alkohol og alkoholiske drikke, 207 mia. euro på energiprodukter og 77 mia. euro på tobaksvarer – tallene er sammentællinger af tallene i Kommissionens særskilte »Excise Duty Tables« for alkoholiske drikke, energiprodukter og elektricitet og tobaksvarer, som findes på GD for Beskatning og Toldunions websted: http://ec.europa.eu/taxation_customs/index_en.htm.

(2)  Dengang anslog Gruppen på Højt Plan, at tabene som følge af svig i 1996 var på omkrig 3,3 mia. ecu i tobakssektoren og 1,5 mia. ecu i alkoholsektoren.


Top