EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Montrealkonventionen om luftfartsselskabers erstatningsansvar

Montrealkonventionen om luftfartsselskabers erstatningsansvar

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse 2001/539/EF om De Europæiske Fællesskabers godkendelse af Montrealkonventionen

Konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (Montrealkonventionen)

HVAD ER FORMÅLET MED KONVENTIONEN OG AFGØRELSEN?

  • Formålet med konventionen er at indføre ensartede juridiske regler for luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af passagerers tilskadekomst eller beskadigelse af bagage eller gods under international transport.
  • Afgørelsen indgår konventionen på vegne af Det Europæiske Fællesskab (nu EU).

HOVEDPUNKTER

Konventionen indfører omfattende retsprincipper og regler, hvoraf de vigtigste er:

  • princippet om, at et luftfartsselskab har ubegrænset civilretligt ansvar i tilfælde af tilskadekomst — dette er opdelt i to lag:
    • et første lag, hvor luftfartsselskabet har objektivt erstatningsansvar for skader op til 100 000 SDR (særlige trækningsrettigheder, som defineret af Den Internationale Valutafond, dvs. ca. 120 000 EUR)
    • i tilgift til dette beløb et andet lag af erstatningsansvar på baggrund af en antagelse om luftfartsselskabets fejl, hvor sidstnævnte kun kan ophæves ved dokumentation for, at luftfartsselskabet ikke bar skylden (bevisbyrden ligger hos luftfartsselskabet)
  • princippet om forskudsbetaling i tilfælde af tilskadekomst, så ofrene eller de fysiske erstatningsberettigede kan dække deres øjeblikkelige økonomiske behov
  • muligheden for, at ofrene eller de fysiske erstatningsberettigede kan anlægge søgsmål for domstolen, der hvor passageren har bopæl
  • en forhøjelse af grænserne for luftfartsselskabets erstatningsansvar i tilfælde af forsinkelser samt i tilfælde af beskadigelse af bagage (forsinkelse, tab eller beskadigelse)
  • modernisering af rejsedokumenter (elektroniske regninger og billetter)
  • afklaring af reglerne om det kontraherende luftfartsselskab (det luftfartsselskab, hvis navn eller kode står på billetten) og det faktiske luftfartsselskab (det luftfartsselskab, der gennemfører flyvningen, er ikke altid det samme som det kontraherende luftfartsselskab)
  • generel indførelse af en pligt for luftfartsselskaber til at være forsikret i tilstrækkelig grad
  • indførelse af den såkaldte »regionale« bestemmelse, som giver mulighed for, at økonomiske samarbejdsorganisationer såsom EU kan tiltræde konventionen.

I 1997 vedtog EU forordning (EF) nr. 2027/97 (om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af ulykker), som pålægger luftfartsselskaber i EU ubegrænset erstatningsansvar i tilfælde af passagerers død eller tilskadekomst. Forordning (EF) nr. 889/2002 ændrer forordning (EF) nr. 2027/97 og indfører, at reglerne om Montrealkonventionen skal finde anvendelse på alle flyvninger, indenrigs såvel som udenrigs, som udføres af luftfartsselskaber i EU.

HVORNÅR GÆLDER KONVENTIONEN OG AFGØRELSEN FRA?

Montrealkonventionen trådte i kraft den 4. november 2003. Afgørelsen trådte i kraft den 5. april 2001.

BAGGRUND

Warszawakonventionen af 1929 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af død og tilskadekomst samt de efterfølgende revisioner af konventionen var utilstrækkelig, og det medførte behovet for at modernisere og ensrette reglerne for erstatningsansvar.

I maj 1999 forhandlede de kontraherende stater i Den Internationale Organisation for Civil Luftfart en aftale på plads om at modernisere reglerne i Warszawakonventionen og samlede dem i en enkelt retsakt, som giver mulighed for en passende erstatning i tilfælde af tilskadekomst eller beskadigelse under international lufttransport.

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5. april 2001 om Det Europæiske Fællesskabs godkendelse af konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (Montrealkonventionen) (EFT L 194 af 18.7.2001, s. 38).

Konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (Montrealkonventionen) (EFT L 194 af 18.7.2001, s. 39-49).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997 om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af ulykker (EFT L 285 af 17.10.1997, s. 1-3).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 2027/97 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 31.07.2018

Top