Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Finansielle sanktioner for transportvirksomheder

Finansielle sanktioner for transportvirksomheder

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2001/51/EF om fastsættelse af supplerende bestemmelser til artikel 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Formålet med dette direktiv er at bekæmpe ulovlig immigration ved at harmonisere de finansielle sanktioner, som landene i Den Europæiske Union (EU) pålægger transportvirksomheder ved transport af ikke-EU-borgere uden behørig dokumentation.

HOVEDPUNKTER

Det supplerer artikel 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, som kræver, at transportvirksomhederne påtager sig ansvaret for ikke-EU-borgere, som virksomheden transporterer til den ydre grænse ad luft-, sø- eller landvejen. Ifølge konventionens artikel 26 skal transportvirksomheden træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at ikke-EU-borgere, som transporteres ad luft- eller søvejen, samt grupper, som transporteres ad landvejen med bus, har de rejsedokumenter, der kræves for at rejse ind i Schengen-landene.

Ifølge direktivet er en transportvirksomhed, som ikke er i stand til at sørge for tilbagebefordring af en ikke-EU-borger, ansvarlig for at skaffe midler til viderebefordring af den pågældende passager. Hvis omgående viderebefordring ikke er mulig, skal transportvirksomheden påtage sig ansvaret for omkostningerne til den pågældende ikke-EU-borgers ophold og hjemrejse.

Direktivet kræver desuden, at EU-landene pålægger finansielle sanktioner, som har en afskrækkende virkning, er effektive og står i et rimeligt forhold til overtrædelsen, hvis transportvirksomheder ikke overholder deres forpligtelser til at sikre, at personer, der rejser ind i Schengen-området, har de krævede indrejsedokumenter. Direktivet fastsætter, at:

  • maksimumsbeløbet for sanktionerne ikke er under 5 000 EUR pr. person, eller
  • minimumsbeløbet for sanktionerne ikke er under 3 000 pr. person, eller
  • maksimumsbeløbet for sanktionen fastsat forud for hver overtrædelse ikke er under 500 000 EUR uanset antallet af personer.

Disse finansielle sanktioner finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor ikke-EU-borgeren søger international beskyttelse.

EU-landene kan endvidere vedtage forskellige typer af sanktioner såsom tilbageholdelse af transportmidlet eller inddragelse af driftstilladelsen.

Transportvirksomheder, over for hvilke der anlægges sag for ikke at have overholdt forpligtelserne, har ret til forsvar og indsigelse.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 9. august 2001.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 2001/51/EF af 28. juni 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til artikel 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 (EFT L 187 af 10.7.2001, s. 45-46).

TILHØRENDE DOKUMENT

Rådets direktiv 2004/82/EF af 29. april 2004 om transportvirksomheders forpligtelse til at fremsende oplysninger om passagerer (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 24-27).

seneste ajourføring 23.04.2020

Top