Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Sikkerhedskontrol af nukleart materiale

Sikkerhedskontrol af nukleart materiale

 

RESUMÉ AF:

Forordning (Euratom) nr. 302/2005 om anvendelse af sikkerhedskontrol inden for Euratom

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Forordningen gennemgår og fastsætter reviderede regler for sikkerheden for nukleare materialer, navnlig på baggrund af EU’s udvidelse, og udviklingen inden for nuklear- og informationsteknologi. Formålet med disse regler er at garantere, at nukleare materialer ikke omdirigeres til andre formål end dem, de oprindeligt var anmeldt til.

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

Forordningen finder anvendelse på enhver person eller virksomhed, der etablerer eller driver anlæg til produktion, adskillelse, oparbejdning, oplagring eller anden udnyttelse af udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer. Den finder ikke anvendelse på problemstillinger som følge af slutprodukter, der udnyttes til ikke-nukleare formål.

Forordningen ophæver Kommissionens forordning (Euratom) nr. 3227/76, Kommissionens forordning (Euratom) nr. 220/90 og Kommissionens forordning (Euratom) nr. 2130/93.

Anmeldelse af tekniske data

Som reaktion på tillægsprotokol 1999/188/Euratom skal de grundlæggende tekniske data for nye anlæg meddeles Europa-Kommissionen mindst 200 dage før den dato, hvor den første modtagelse af nukleart materiale skal finde sted, på baggrund af spørgeskemaet i bilag I.

For nye anlæg med en beholdning eller årlig produktionsmængde på et »effektivt kilogram« (svarende til et kilo plutonium) skal anmeldelsen indeholde oplysninger om ejer, operatør, formål, beliggenhed, type, kapacitet og forventet idriftsættelsesdato og meddeles senest 200 dage, før opførelsen påbegyndes. Oplysninger om ændringer skal meddeles inden 30 dage efter ændringens gennemførelse.

Driftsprogram

Kommissionen skal holdes underrettet om det årlige driftsprogram, ankomst af materiale og affaldsbehandling, og operatører skal mindst 40 dage inden opgørelsen af den faktiske beholdning informere om programmet herfor.

Nuklear sikkerhedskontrol

Brugere af nukleart materiale skal føre regnskab med og anmelde nukleart materiale i deres besiddelse, og som de behandler, til Europa-Kommissionen.

Kommissionen kontrollerer, at disse anmeldelser er korrekte og fuldstændige for at forsikre borgerne, leverandørstater og det internationale samfund om, at det nukleare materiale kun bruges til fredelige formål.

De nukleare sikkerhedsregler omfatter:

  • materialebalanceområder og udvælgelse af kontrolmålepunkter (disse er metoder, der bruges til at bestemme bevægelsen og beholdningen af nukleare materialer)
  • ændringer i de grundlæggende tekniske data, for hvilke der kræves forudanmeldelse
  • procedurer, hvorefter der skal føres regnskab med nukleare materialer, og hvorefter der skal udarbejdes rapporter
  • procedurer for opgørelser over faktiske beholdninger i regnskabsøjemed som en del af sikkerheden
  • aftalt indeslutning og overvågning
  • prøveudtagning med henblik på kontrol.

Regnskab med nukleare materialer

Der skal etableres et regnskabssystem for nukleare materialer, der opbevares eller bruges i et anlæg, for at sikre nøje tilsyn. Henstilling 2009/120/Euratom beskriver referencekarakteristikkerne ved nukleare anlægs regnskabs- og kontrolsystemer (NMAC). De ansvarlige for anlæg skal fremsende regelmæssige rapporter til Kommissionen, herunder regnskabsrapporter, materialebalancerapporter der beskriver ændringer i materialer, beholdningsændringsrapporter og en årlig sammenfatning af faktiske beholdninger.

Rapportering og verifikation

Brugere og indehavere af nukleart materiale (uran, plutonium og thorium) i EU skal føre fortegnelser, der dokumenterer bevægelser, processer og beholdninger. De skal hver måned foretage anmeldelse af alle bevægelser af nukleare materialer ind og ud af deres anlæg til Europa-Kommissionen. De skal en gang om året opgøre alle beholdninger af nukleart materiale, som de er i besiddelse af.

Overførsler mellem EU-lande

Operatører skal give Kommissionen forudanmeldelse, hvis udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer (mindst et effektivt kilogram, og eksklusive materialer i affald):

  • eksporteres til, eller importeres fra, et tredjeland
  • sendes fra et kernevåbenfrit EU-land til et EU-land med kernevåben (dvs. Det Forenede Kongerige eller Frankrig)

Affald

Kommissionen skal modtage forudanmeldelse af de fleste aktiviteter vedrørende behandling af affald, herunder placeringen af konditioneret affald (indlejret i cement) indeholdende visse nukleare materialer, f.eks. højt beriget uran.

EU-lande med kernevåben (Frankrig og Det Forenede Kongerige)

Forordningen finder ikke anvendelse på anlæg eller nukleare materialer, der er skal opfylde forsvarsmæssige behov i disse to EU-lande.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 20. marts 2005. Ændringer vedrørende Kroatiens optagelse i EU trådte i kraft den 1. juli 2013.

BAGGRUND

Euratom-traktaten artikel 77, 78, 79 og 81 (i traktatens kapitel 7) omhandler nuklear sikkerhedskontrol.

Se også:

HOVEDDOKUMENT

Kommissionens forordning (Euratom) nr. 302/2005 af 8. februar 2005 om anvendelse af sikkerhedskontrol inden for Euratom - Erklæring fra Rådet og Kommissionen (EUT L 54 af 28.2.2005, s. 1-71).

Efterfølgende ændringer af forordning (Euratom) nr. 302/2005 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsolideret udgave har kun dokumentarisk værdi.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens henstilling 2009/120/Euratom af 11. februar 2009 om operatørers implementering af et regnskabs- og kontrolsystem for nukleare materialer på nukleare anlæg (EUT L 41 af 12.2.2009, s. 17-23).

seneste ajourføring 30.06.2020

Top